Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2020
Posted By admin on 29. september 2020
Opvækkelsen af Lazarus: Lad os lege i livstræets krone
Prædiken i Sct. Klemens Kirke til høstgudstjeneste 16. søndag efter trinitatis 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
”Alle mennesker dør, men det er ikke alle mennesker der virkelig lever”. Sådan sagde den skotske frihedshelt William Wallace ifølge Mel Gibsons film Braveheart fra 1995. Der er ikke nogen historiske kilder der tyder på at virkelighedens William Wallace (som døde i 1305) nogensinde sagde sådan, men Mel Gibson har i hvert fald syntes at ordene var en passende overskrift over Wallaces liv. Og under alle omstændigheder er det nogle vise ord som kan minde os alle sammen om at vi kan miste livet på andre måder end ved at dø, nemlig også ved ikke at leve det fuldt ud. Som vi sang for lidt siden [i sangen Livstræet af Erik Lindebjerg], slår vi på en måde os selv ihjel hvis vi bare bruger livet på at kæmpe for at få magt eller på at være ”lænket fast til job og tid”.
Men lige så nemt som det er at synge med på Livstræet og være enige om at vi selvfølgelig skal bruge vores liv i stedet for bare at tæske rundt i hamsterhjulet mens livet glider forbi os, liges så svært er det at omsætte ordene til praksis. Hvornår har du for eksempel sidst skuet de blå horisonter og himmelhvælvingens port? [Dåbsbarnets mors navn] og [dåbsbarnets fars navn], I følte det nok da [dåbsbarnets navn] blev født, vil jeg tro. Sådan får vi livet igennem små vinduer til evigheden, hvis vi er heldige. Men at kunne se evigheden hele tiden er svært. Og som vi sang, er der mange der sjældent eller aldrig oplever at lege i livstræets krone og føle at livet er stort. Hvis vi skal regne sammen hvor stor en del af vores liv vi virkelig har levet, ved jeg ikke hvilket resultat vi ville nå til.
Men heldigvis har Jesus noget at sige ind i de overvejelser. I teksten til i dag (som i øvrigt er den længste af alle de 136 forskellige prædiketekster i folkekirkens tekstrækker) hører vi ham sige: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Og hvis vi slår op i Bibelen på det sted hvor de ord står, nemlig i Johannesevangeliet kapitel 11, behøver vi kun at bladre en enkelt gang tilbage til kapitel 10 for at finde et sted hvor Jesus siger: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Joh 10,10). Have hvad i overflod? Det fremgår ikke særlig klart af den autoriserede danske oversættelse, men sådan som sætningen er konstrueret i den græske grundtekst, er der sandsynligvis tale om at have liv i overflod; virkelig at leve. Jesus lover os altså at vi vil komme til at lege i livstræets krone, føle at livet er stort, skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port! Og som tegn på det opvækker han en der rent fysisk var stendød, havde ligget fire dage i graven og var begyndt at stinke.
Men hvordan får vi fat i det liv som Jesus lover os? Jo, det siger Jesus til Martha på et tidspunkt i den lange tekst. Martha var søster til Lazarus, der var død. De af jer der var i kirke i søndags, ved i øvrigt at vi også hørte om Martha i sidste uge, hvor hun vimsede rundt for at varte Jesus og hans disciple op, mens Lazarus’ anden søster, Maria, sad ved Jesu fødder og lyttede til hans ord. Ved den lejlighed var Martha irriteret på Maria og bad Jesus om at skælde hende ud, men Jesus tog Marias parti og sagde at hun havde valgt den gode del, og den skulle ikke tages fra hende. Man kan sige at Maria havde valgt virkelig at leve! Hun havde en formodning om at det allerbedste hun kunne gøre for sig selv, var at holde sig nær ved Jesus. En formodning – eller vi kunne også kalde det: en tro. Og netop troen er også den nøgle som Jesus peger på over for Martha i dag, når han siger: ”Hvis du tror, skal du se Guds herlighed.”
Hvad vil det sige at tro? Et sted i Det Nye Testamente finder vi denne definition: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr 11,1). Når vi træffer et valg her i tilværelsen, gør vi det som regel i tillid til at det er det bedste valg: at dén computer kan klare det vi har brug for at en computer skal kunne, at dén læge har forstand på medicin og kan give os gode sundhedsfaglige råd, at dén uddannelse vil kunne åbne døren til et godt job, at dén person er en som det går an at binde sig til i et ægteskab. Der er sjældent tale om at vi vælger helt i blinde (medmindre man melder sig til Danmarks Radios ”Gift ved første blik”), men nogen garanti har vi ikke for at computeren eller lægen eller uddannelsen eller ægtefællen viser sig at være vores tillid værd. Så tro er i og for sig ikke en fremmed størrelse for nogen af os. Alligevel er troen på Jesus noget andet, for hvorfor i alverden skulle vi tro på at en mand der levede for 2000 år siden, er den der kan føre os til det virkelige liv, til ”livstræets krone”?
For at svare på det vil jeg vende tilbage til de små ”vinduer til evigheden” som vi forhåbentlig alle sammen kender. De dyrebare øjeblikke hvor tiden ligesom går i stå, og vi overvældes af en overjordisk lykke – hvad er det der kendetegner dem? Skal jeg give et bud på en overskrift, så kunne det være: Samhørighed. Det kan være samhørigheden med ens elskede når man glider væk i hinandens blik. Det kan være samhørigheden i familien når børnene ler hjerteligt, og vi får lov til at låne lidt af deres umiddelbarhed – eller i den udvidede familie når vi sammen hylder en fødselar, et brudepar eller et nydøbt barn. Det kan være samhørigheden med en gruppe venner når man løber rundt og spiller fodbold – eller sidder og ser fodbold. Det kan være samhørigheden med hele nationen når vi afsynger nationalsangen. Eller det kan være den bjergtagende følelse af samhørighed med hele skaberværket når man står på stranden ved Levka eller Sorthat og ser solen gå ned, eller på udsigtspunktet over Lyseklippen og ser de frådende bølger slå ind over klipperne. Måske – jeg er ikke landmand, men jeg kan forestille mig at det måske kan give en lignende følelse af samhørighed med jorden og dens afgrøde når høsten bringes i hus. Samhørighed. Fællesskab, kunne vi også kalde det. Eller måske: Kærlighed? Eller – vil jeg vove at påstå – Gud!
”Gud er kærlighed,” står der et sted i Det Nye Testamente. (1 Joh 4,8). Der står ikke blot ”Gud er kærlig”, men ”Gud er kærligHED”. Gud er ikke blot et særdeles mægtigt væsen som tilfældigvis også er enormt kærlig; nej, Gud er selve kærligheden, og al den kærlighed vi får lov til at opleve her i verden, er en afspejling af Guds væsen. Det er ganske vist i reglen en lettere forvansket afspejling, for hos os mennesker er kærligheden altid blandet med en større eller mindre portion selviske motiver. Men jo renere kærligheden er – altså jo mere vores selviske dagsordener glider i baggrunden – desto klarere vil evigheden skinne igennem sprækkerne og ind i vores liv. Derfor synes jeg det giver god mening at vejen til det sande, autentiske liv i ”livstræets krone” er at kende ham der er samhørighed, fællesskab og kærlighed, nemlig Gud. Og det kan vi fordi den evige kærlighed valgte at vise sit sande ansigt i et menneske der gik her på jorden – nemlig Jesus.
Gud er Skaberen, og derfor er han naturligvis ikke selv en del af skaberværket. Derfor kan vi i sagens natur ikke måle eller veje Gud eller på anden måde beskrive ham rent videnskabeligt, for videnskaben er studiet af det skabte. Gud er ikke noget vi kan undersøge med fornuftens lys, for Gud er selv det lys der gør alt andet synligt. Gud er ikke et væsen der vokser og udvikler sig, for Gud er selv den der giver liv og vækst til den afgrøde som vi takker ham for her til høstgudstjenesten i dag, og til os mennesker og alt andet. Gud er ikke begrænset af tid og rum – som vi hørte i den første læsning i dag: ”Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.” Guds findes ikke i verden, for Gud er selve forudsætningen for at verden overhovedet findes, og samtidig findes Gud overalt i verden fordi intet i verden kan være til uden ham. Men kristendommens revolutionerende påstand er altså at Skaberen blev en del af sit eget skaberværk; at han som er allestedsnærværende, som på en måde er selve det hav universet svømmer i, blev et menneske i kød og blod som skulle lære at gå og at tale, som kunne blive sulten og tørstig og træt – men som samtidig levede sit menneskeliv på en måde så han demonstrerede hvem Gud er, og som kaldte mennesker til sig for at de skulle følge ham, lære af ham – og leve i ham!
Den lange prædiketekst vi har hørt i dag, står som sagt i Johannesevangeliet. I slutningen af Johannesevangeliet skriver forfatteren følgende om hvorfor han har skrevet sit evangelium: ”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,30-31). Historien om Jesus i Det Nye Testamente slutter som bekendt med at han bliver korsfæstet, men opstår fra de døde og 40 dage senere vender hjem til sin far, Gud i himlen. Men inden da gav han sine disciple en befaling, som vi skal lytte til om lidt, fordi den indgår i dåbsritualet. Han sagde at de skulle gøre alle folk på jorden til hans disciple ved at døbe dem og ved at lære dem at holde det som han havde befalet. Det ægte liv som Jesus kaldte mennesker til, kalder han altså stadig mennesker til. Og det kan han gøre fordi han selv overvandt døden. Ved sin død og opstandelse banede Jesus vej for os fra døden til livet. Det betyder, som Martha godt var klar over fordi hun kendte profetierne i Det Gamle Testamente, at det vi kalder døden, kun er noget midlertidigt fordi vi skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag. Men det betyder også at vi allerede mens vi lever i denne verden, har mulighed for at smage det sande liv, fordi Gud inviterer os til at leve som hans børn ved troen på Jesus. Dåben er faktisk en symbolsk gentagelse af Jesu død og opstandelse som tegn på at vi der er døbt, allerede nu har mulighed for gennem troen at leve i Guds fremtid; at ”se Guds herlighed”, som Jesus udtrykte det. Men det kræver at vi tør stole på at Jesus er vores tillid værdig. Det kræver at vi – ligesom Lazarus – adlyder når han kalder på os og beder os om at komme ud af graven og lege i livstræets krone.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments