Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2024
Posted By admin on 24. januar 2024
Jesus og de små børn: Er der en voksen til stede?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Når vi hører beretningen om hvordan disciplene truede ad dem der bar de små børn hen til Jesus, bliver vi nemt forargede over deres hårdhjertethed: Tænk at de kunne finde på at prøve at holde små børn væk fra Jesus! Men hvis vi prøver at sætte os i deres sted, er jeg ikke sikker på at vi selv ville have handlet så meget anderledes. Måske ville vi ikke ligefrem have truet ad nogen, men omvendt ville vi nok heller ikke have kunnet se nogen grund til at Jesus skulle beskæftige sig med små børn. Ganske vist er det sådan i dag at når en politiker gerne vil vælges til en toppost, så sørger vedkommende gerne for at lade sig fotografere sammen med nogle børn for at vise en menneskelig side, men Jesus levede ikke i et fredeligt demokrati hvor han bare skulle sørge for at få flere stemmer end Herodes og Pilatus; tværtimod var Israel besat af en fremmed magt, og de der arbejdede imod besættelsen, blev henrettet uden skånsel hvis de blev fanget. Selv fredelige protester var Pilatus berygtet for at slå ned på med hård hånd, så når Jesus gik rundt og talte om ”Guds rige”, så indlod han sig på noget der var yderst sprængfarligt og krævede at han havde de rette folk på sin side. Og i det spil var børn selvsagt ikke til ret meget nytte.
I vores ører lyder det måske ikke specielt sprængfarligt at tale om Guds rige, for er det ikke bare et sted oppe i skyerne hvor vi skal sidde og spille på harpe når vi engang stiller træskoene? Æh, nej. Når Bibelen taler om ”Guds rige”, er det en håndgribelig virkelighed der i den grad gør en forskel i den verden vi lever i nu og her. På Jesu tid havde Israel gennem mere end 600 år – bortset fra et kort intermezzo under makkabæerne – været underlagt skiftende fremmede stormagter, men før det havde de været en selvstændig nation, hvis konge var Jahve, Israels Gud. Bortset fra den første tid havde de ganske vist også en menneskelig konge, men den jordiske konge herskede på vegne af Gud og blev derfor ofte kaldt ”Herrens salvede” (det bliver David for eksempel kaldt i Anden Samuelsbog 19,22). Et klart eksempel på at det var Gud der blev betragtet som den egentlige konge, finder vi i Salmernes Bog i Salme 99, hvor der står: ”Herren er stor på Zion og ophøjet over alle folkene. De skal prise dit store og frygtindgydende navn. Hellig er han! Mægtige konge, der elsker ret, du har grundfæstet retskaffenhed; ret og retfærdighed har du øvet i Jakob. I skal hylde Herren, vor Gud, kaste jer ned for hans fodskammel. Hellig er han!” (Sl 99,2-5). Som I måske kunne høre, er der ikke tale om et luftigt rige i skyerne hvor vi kommer hen når vi dør, men om at Gud hersker over et konkret, håndgribeligt jordisk folk, beskytter dem mod deres fjender og sørger for at der bliver øver retfærdighed internt i folket – og han har endda et hovedsæde, nemlig Jerusalem (der her kaldes Zion efter det bjerg byen er bygget på). Endnu tydeligere bliver den politiske dimension i Salme 2, hvor den jordiske konges rolle også beskrives: ”Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: ’Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.’ Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem. Så taler han til dem i sin vrede og forfærder dem ved sin harme: ’Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’” (Sl 2,2-6).
Når Jesus talte om ”Guds rige” – og tilmed svarede bekræftende når han blev spurgt om han var ”den salvede” (det er nemlig det ordet ”Kristus” betyder), så havde det altså helt klare politiske overtoner, og hvad mere var: Der var i samtiden en stærk forventning blandt jøderne om at det rige de engang havde, med Gud som konge og en jordisk konge i Jerusalem som Guds tjener, snart ville blive genoprettet. Faktisk havde der været flere forsøg på at løsrive Israel fra Romerriget og genoprette det jødiske kongedømme, blandt andet i år 6 under ledelse af Judas fra Galilæa (der omtales i Apostlenes Gerninger 5,37), men det havde ikke været noget større problem for romerne at kvæle de oprør, og derfor har Jesu disciple nok været særdeles opmærksomme på at det var alvorlige sager de havde rodet sig ud i. At vise menneskelige sider sammen med små børn kunne sikkert være fint nok, men det var nok ikke lige det bedste tidspunkt – i hvert fald ikke ifølge konventionel menneskelig logik.
Men hvis disciplene havde sat sig ordentligt ind i Det Gamle Testamente, ville de have vidst at Guds rige ikke følger konventionel menneskelig logik. Når Guds folk vandt militære sejre over deres fjender, skete det tit og ofte imod alle odds. I Anden Kongebog kapitel 19 kan vi for eksempel læse at Jerusalem engang blev belejret af den mægtige kong Sankerib af Assyrien, hvis hær var så talrig at byens indbyggere mistede alt mod og håb, men profeten Esajas trøstede kongen med at det ikke ville lykkes assyrerne at indtage Jerusalem, og det endte da også med at ”Herrens engel” gik ind i assyrernes lejr om natten og dræbte 185.000 mand, hvorefter resten flygtede. Mange af jer kender sikkert også beretningen om David og Goliat, hvor den spinkle unge hyrdedreng frygtløst går den tårnhøje og hærdebrede filisterkriger i møde uden andre våben end sin stenslynge, mens han siger: ”Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn” (1 Sam 17,45). Ja, i Dommerbogen er der sågar en beretning hvor den israelitiske hærfører Gideon får besked på at sende størstedelen af sin hær hjem for at undgå at han selv tager æren for den sejr som Gud har i sinde at give ham (Dom 7,2). Menneskelig styrke er altså fuldstændig irrelevant når Gud vil udrette noget, og i nogle situationer kan det ligefrem være en hindring. Havde disciplene tænkt på det, ville de nok ikke have sendt børnene væk. Der står jo endda i den Davidssalme vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten: ”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere.” Spørgsmålet er hvor tit vi andre tænker på det?
Hvad man derimod ikke kan bebrejde disciplene at de ikke havde øje for, var at Jesus havde større ambitioner end blot at genoprette det israelitiske kongedømme fra Det Gamle Testamentes tid. Det Gudsrige som Jesus indvarslede, skulle omfatte hele jorden og vare til evig tid, Gud skulle ikke blot undertvinge alle jordens konger, men selv være konge over hele jorden, og vold og ødelæggelse skulle ikke blot holdes væk fra Jerusalem og Israel, men helt udslettes fra jorden. Og det skulle ikke ske gennem ydre magtanvendelse, men gennem forvandling af menneskers hjerter. Det onde har nemlig så godt og grundigt fat i os mennesker at det hverken kan udryddes med formaninger eller med vold, straf og trusler. Men Jesus tog al verdens ondskab på sig og bar det med sig ind i døden. Dér, da Jesus hang på korset, blev al verdens ondskab ramt af Guds retfærdige dom, men fordi Gud selv tog dommen på sig i Jesus, gik vi mennesker fri. Som apostlen Johannes skriver i sit første brev: ”Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger” (1 Joh 3,8). Til gengæld skriver selvsamme Johannes i sit evangelium: ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (Joh 3,17).
Derfor havde og har Jesus slet ikke brug for stærke krigere for at virkeliggøre Guds rige – tværtimod! Det eneste der kræves for at vi kan være med til at forvandle verden sammen med Jesus, er at vi er villige til at lade os selv forvandle! Og det er på én gang utrolig nemt – og utrolig svært. Det er utrolig nemt fordi vi ingenting skal gøre – og utrolig svært fordi vi så gerne vil gøre noget. Særligt for voksne kan det opleves utrolig ydmygende ikke selv at kunne afhjælpe den situation man står i. Og jeg tror det primært er derfor Jesus ikke blot tillader børnene at komme hen til sig, men ligefrem fremhæver dem som et forbillede: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”
Det betyder vel at mærke ikke at vi skal være umodne og barnagtige. Sådan har nogle af de første kristne åbenbart forstået det, men den misforståelse gør Paulus op med i Første Korintherbrev, hvor han skriver: ”Brødre, vær ikke børn i klogskab! I ondskab skal I være små, men voksne i klogskab” (1 Kor 14,20). Og Hebræerbrevets forfatter siger det endnu mere tydeligt når han bebrejdende skriver: ”I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mæl og ikke for fast føde. For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn. Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt. Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig dom” (Hebr 5,12 – 6,2).
Jeg kan godt føle mig truffet når jeg læser den slags skriftsteder, for hvor voksen er jeg egentlig selv i troen? Jeg ved ikke med jer andre – er der en voksen til stede? Sådan siger vi jo undertiden når vi synes at en gruppe mennesker alle sammen bærer sig tåbeligt ad, og hvis det er nødvendigt at sige det i en menighed, er det virkelig ikke noget godt tegn, må man sige! Men den gode nyhed er at den sande åndelige modenhed netop består i at stole på Gud i stedet for på os selv. En af de ting som Hebræerbrevets forfatter nævnte i sin opremsning af det der hører til ”begynderundervisningen om Kristus”, var jo ”omvendelse fra døde gerninger”. Hvad er ”døde gerninger”? Det er alt hvad vi gør i vores egen kraft, alt det som ikke er skabt af Guds ånd i os, deriblandt ikke mindst alt det vi gør for at overbevise os selv og andre om at vi er gode nok. Så omvendelsen fra de døde gerninger består i at vi indser at vi ikke behøver at gøre noget for at være gode nok, fordi Gud allerede har taget imod os som vi er, på grund af det Jesus har gjort for os.
Så hvis du mærkede dit stressniveau stige da jeg læste versene fra Hebræerbrevet, så sænk bare skuldrene igen, for vejen til modenhed i Kristus går ikke gennem stræben og kamp og hårdt arbejde, men gennem at vi overgiver os til Gud i erkendelse af at det eneste gode vi kan gøre, er det som Gud selv gør igennem os. Frelsen – både vores personlige frelse og verdens frelse – afhænger ikke af os, men ene og alene af Gud, og han har allerede gjort alt hvad der skulle gøres gennem Jesu død og opstandelse. Det betyder ikke at vi skal tilbringe resten af vores liv i lænestolen, men det betyder at vi i forhold til Gud er befriet for det tyngende ansvar som følger med at være voksen i verdens forstand. I stedet kan vi tage imod hver ny dag som et eventyr sammen med Gud, og leve i spændt forventning til hvad han mon vil gøre igennem os i dag, for hans er riget og magten og ansvaret.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments