Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2015
Posted By admin on 27. april 2016
Peters fiskefangst: Jesus’ guerrilla
Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter trinitatis 2015
Nikolaj Hartung Kjærby
I det nordlige Israel ligger der en stor sø der hedder Genesaret Sø. Her boede der for knap 2000 år siden en fisker der hed Simon. Det var et hårdt arbejde han havde, for om dagen opholdt fiskene sig dybt nede i vandet; det var kun om natten at de kom op i nærheden af overfladen, og derfor var fiskerne nødt til at arbejde om natten. Der var mange fiskere ved Genesaret Sø, og Simon regnede nok ikke med at han ville komme til at udrette noget stort med sit liv. Han var bare en af de mange jævne mennesker i landet som ingen rigtig regnede med.
Så en dag dukkede der en omvandrende prædikant op. Dem var der mange af i Israel dengang, men der var noget særligt ved ham her. Han gik rundt og sagde at Guds rige var kommet nær, og opfordrede folk til at tro på de gode nyheder og ændre den måde de levede deres liv på. En dag stod han og prædikede på den strand hvor Simon havde sin fiskerbåd liggende, og fordi der var så mange der var kommet for at høre på, spurgte prædikanten – som i øvrigt hed Jesus – om ikke han måtte bruge Simons båd som talerstol. Det sagde Simon ja til, og Jesus stillede sig på båden og holdt sin prædiken. Bagefter bad han Simon om at sejle ud og fange nogle fisk. Simon protesterede, for han havde fisket hele natten uden at fange noget, og nu hvor det var højlys dag, ville det da være helt umuligt. Men han kunne mærke at der var noget særligt over denne prædikant, så han tilføjede: ”Men hvis du siger det, så vil jeg da prøve.” Og han fangede så mange fisk at der slet ikke var plads til dem i hans båd, og han måtte bede sine venner, brødrene Jakob og Johannes, om hjælp til at få fragtet fiskene ind.
Man skulle tro at Simons reaktion på det her ville være at blive jublende glad. Men det blev han ikke – han blev bange! Ikke fordi hans fiskerbåd var i fare for at synke, men fordi det gik op for ham at han stod ansigt til ansigt med en overjordisk magt. Man fornemmer hvordan han har kunnet mærke at Jesus så lige igennem ham og vidste alt om ham, og derfor tryglede han Jesus om ikke nok han ville være sød at gå sin vej. Men Jesus sagde til Simon at han ikke skulle være bange. Og så fortalte han ham at han havde et nyt job til ham: Fra nu af skulle han til at fange mennesker i stedet for at fange fisk. Simon har sikkert lignet et stort spørgsmålstegn, men så sagde Jesus til ham og hans venner: ”Følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere!”
Det lyder måske ikke særlig rart, det der med at ”fange mennesker”. Men det var fordi Simon og hans venner var fiskere, at Jesus brugte det udtryk. Det det handlede om, var ikke at kidnappe eller tvangsomvende mennesker eller noget i den stil, men at tilbyde mennesker at komme med i Guds rige. Og det var noget der var populært hos mange – faktisk udtrykte Jesus det på et tidspunkt sådan at Guds rige ligefrem blev ”stormet”, og at de fremstormende rev det til sig.
Måske skulle jeg lige sige lidt om hvad ”Guds rige” egentlig er for noget. Vi taler og synger meget om det i kirken, men jeg er ikke sikker på at vi altid har helt styr på hvad vi mener – eller rettere: hvad Jesus mente. Måske opfatter vi det som et synonym for ”Himlen” eller ”Paradiset” eller ”det hinsides”. Men Guds rige var faktisk noget som der var rigtig mange i Israel på Jesu tid der gik og ventede på. Der var nemlig mange af de gamle profeter der havde sagt at der ville komme en dag hvor Gud tog magten – på jorden! (”Guds rige” betyder jo egentlig ”der hvor Gud har magten”, ligesom ”Romerriget” betød ”der hvor romerne havde magten”). Og folk glædede sig til at Gud skulle tage magten. Det tror jeg egentlig også folk i dag ville glæde sig til hvis det var noget som de regnede med ville ske. Tænk hvis Gud virkelig gjorde alvor af det som mange mennesker gerne vil have ham til at gøre, nemlig at gøre en ende på al ondskab, ulykke, lidelse og uretfærdighed i verden – det ville da være gode nyheder, må man sige! Men det regnede jøderne altså med at Gud ville gøre (og det tror jeg nok at der er mange jøder der stadig regner med).
Og så var det altså at Jesus dukkede op og sagde at nu var det ved at ske! Nu var Gud ved at tage magten – Guds rige var kommet nær. Det var der mange der misforstod, for på det tidspunkt var Israel besat af romerne, så de regnede med at de ting Jesus sagde, betød at han ville starte et oprør mod romerne så Gud kunne tage magten. Men Jesus fortalte dem at Guds rige ikke ville komme på en måde så man kunne iagttage det. Og så tilføjede han: ”Guds rige er midt iblandt jer.” (eller ”Guds rige er inden i jer”, som det også kan oversættes). Jesus sagde ganske vist på andre tidspunkter at Guds rige engang vil komme i magt og vælde, men indtil det sker, findes Guds rige altså som en slags guerrilla-bevægelse i verden. Og det var den guerrilla-bevægelse som Jesus inviterede Simon og hans venner til at blive en del af da han sagde: ”Følg mig!”
Men bevægelsens metoder var meget anderledes end de fleste andre guerrillaers. I stedet for at bekæmpe ondt med ondt og vold med vold lærte Jesus sine tilhængere at overvinde det onde med det gode. Han udtalte for eksempel de berømte ord at hvis nogen slår dig på den ene kind, så skal du vende den anden kind til. Man skulle ikke tro at man kunne vinde en guerrillakrig på den måde, men se hvordan det er gået: Romerriget er faldet for adskillige hundrede år siden, men kristendommen findes endnu og har på verdensplan cirka 2 milliarder tilhængere. Så Jesus og hans kærlighedsrevolution vandt faktisk over det mægtige Romerrige med alle dets soldater.
I mange hundrede år troede man at det bare var et spørgsmål om tid, så ville alle i hele verden være blevet kristne, og så ville Guds rige være blevet til virkelighed i magt og vælde. Men sådan er det som bekendt ikke ligefrem gået. Selv i 1500-tallet da Europa var et stort set 100 procent kristent kontinent, var det ikke ligefrem præget af at der ikke var nogen ondskab, lidelse og uretfærdighed. Og det skyldes naturligvis at Guds rige ikke er det samme som kirken. Bare fordi alle europæere var med i kirken, betød det ikke at alle europæere var med i Guds rige. Og bare fordi 85% af Danmarks befolkning er medlemmer af folkekirken, betyder det ikke at 85% af Danmarks befolkning er med i Guds rige. For man er kun med i Guds rige hvis man følger Jesus.
Lad os se lidt på hvad det er for nogle ting der kendetegner Guds rige.
For det første er Guds rige åbent for alle der har lyst til at være med. Og når jeg siger alle, så mener jeg ALLE! Der kræves ingen kvalifikationer overhovedet. Man behøver ikke at være klog. Man behøver ikke at være kreativ. Man behøver ikke at have det som nogle mennesker kalder ”et religiøst gen”. Jesus kaldte helt almindelige mennesker til at følges med ham. Man behøver ikke engang at have levet et pænt og fromt liv. Mange af de mennesker som fulgtes med Jesus dengang han gik på jorden, havde en fortid som terrorister, bedragere eller prostituerede. Det eneste der kræves, er at man er indstillet på fremover at gøre Guds vilje, altså at indordne sig under de værdier der gælder i Guds rige. Og en af de værdier er som sagt at ALLE er velkomne. Det vil sige at ingen har ret til at nægte andre adgang til Guds rige – ikke engang din værste fjende som har gjort utilgivelige ting imod dig. I Guds rige er det nemlig tilgivelsen der råder. Gud tilgiver os alt hvad vi har gjort forkert, og derfor må vi også tilgive vores medmennesker alt. Og ikke nok med det: I Guds rige er Gud vores alle sammens far, og derfor er vi hinandens brødre og søstre – og vi skal elske hinanden som var vi biologiske søskende.
I det hele taget er kærlighed et nøgleord i Guds rige. Jesus blev engang spurgt hvilket af de mange bud fra Det Gamle Testamente der var det vigtigste. Og han var ikke i tvivl: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.” Vi skal ikke bare frygte Gud eller adlyde ham eller bede fem gange om dagen – vi skal elske ham! ”Og,” tilføjede Jesus, ”der er et andet bud der står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.” Vittige hoveder vil mene at man snarere skulle elske sin nuværende frem for sin næste – men som I sikkert ved, så betyder ”næste” blot ”medmenneske”. Egentlig betyder det ”sin nærmeste”, og derfor var der nogle der mente at det kun var sine landsmænd man skulle elske, men dem satte Jesus grundigt på plads ved at fortælle den historie som vi plejer at kalde ”Lignelsen om den barmhjertige samaritaner”. Samaritanerne var et fremmed folk der boede i jødernes land; jøderne hadede dem, og det var gensidigt. Men Jesus sagde altså at de også hører med til begrebet ”næste”. Det omfatter med andre ord alle mennesker.
Alligevel er der nogle mennesker som har en ganske særlig plads i Guds hjerte og derfor også i hans rige, og det er de svage. Det gælder for eksempel børnene – Jesus sagde for eksempel engang at hvis man ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, så kommer man slet ikke ind i det, og en anden gang sagde han at den der ydmyger sig og bliver som et barn, er den største i Himmeriget. (”Himmeriget” er et andet ord for Guds rige). En anden gruppe som står Guds hjerte særligt nær, er de fattige. Det gælder både dem der er fattige i materiel forstand, dvs. som ikke har ret mange penge og ret mange ting, og dem som er fattige på andre områder – fattige på evner, fattige på venner, fattige på selvtillid. Og så gælder det de syge og handicappede.
Det var altså det rige som Jesus gik rundt og opfordrede folk til at blive en del af. Et rige hvor egoisme, undertrykkelse, vold, frygt og selvtilstrækkelighed var afløst af tro, håb, kærlighed og fællesskab. Og det gør han stadig.
I første omgang endte det ganske vist med at Jesus blev henrettet fordi de mange der af den ene eller anden grund ikke brød sig om hans budskab, rottede sig sammen om at få ham dødsdømt på falske anklager. Det fik både venner og fjender til at tro at nu var det slut med Jesus og hans bevægelse. Men dér tog de fejl, for efter at have været død i halvandet døgn blev Jesus pludselig levende igen, og så kunne han fortælle sine undrende tilhørere at hans død faktisk havde været en del af planen. Da Jesus døde, bar han nemlig hele verdens synder – altså ikke alene alt det som du og jeg og alle andre mennesker har gjort, som er i modstrid med Guds vilje, men selve vores tilbøjelighed til at handle egoistisk og uretfærdigt. Det tog han med sig i døden, og det betyder at det liv som Jesus tilbyder dem der følger ham, er et liv hvor vi rent faktisk er i stand til at leve efter Guds vilje! Det er et af de allerstørste mysterier i Guds rige: at de største sejre vindes gennem lidelse og afkald.
40 dage efter at Jesus var blevet levende igen, vendte han tilbage til Gud i himlen, hvor han var kommet fra, men han gav sine tilhængere den opgave at udbrede Guds rige til hele verden og kalde folk til at følge Jesus, dvs. at følge hans eksempel. Og det gik de ufortrødent i gang med – det var det der blev til den kristne kirke. Men som sagt skete der desværre det op igennem århundrederne at der var mange af de kristne der glemte at følge Jesus – glemte at leve efter Guds riges værdier. Jesus’ budskab om ikke at bruge vold blev pludselig til et budskab om at man skulle bruge soldater til at befri Det Hellige Land fra muslimerne. Jesu budskab om at der skal være plads til alle, blev mange steder ændret til at det kun var dem der havde styr på deres liv, der var velkomne i kirkerne. Og Jesu budskab om næstekærlighed blev alt for tit glemt til fordel for ”enhver er sig selv nærmest”-mentaliteten.
Heldigvis har der jævnligt været bevægelser der mindede kirken om at det det handlede om, var at følge Jesus og fremme Guds riges værdier, ikke at fremme kirken som institution eller at mele sin egen kage. Den slags bevægelser plejer man mærkeligt nok at kalde ”fornyelsesbevægelser” selvom de i virkeligheden handler om at finde tilbage til udgangspunktet, men det er sikkert fordi de giver en fornyet erkendelse af hvad det er kirken er sat i verden for. Og kirken er nødt til hele tiden at blive fornyet hvis den ikke skal dø, for den består jo af mennesker, og vi mennesker har ikke i os selv kraften til at gøre det gode; den må vi til stadighed få fra Gud. Glemmer vi det, så bliver kirken bare til en klub som så mange andre. Derfor er der også, som I kan se hvis I slår op på side 1412 i salmebogen, et helt afsnit der har overskriften ”Kirkens fornyelse” – det er nummer 346-354. Ligesom det skete for Esajas da han fik sit syn af Guds trone omgivet af serafer, og ligesom det skete for Simon da hans båd pludselig blev fyldt med fisk ved højlys dag, må vi også hele tiden søge vores udgangspunkt i ærefrygten for Gud og erkendelsen af at det er en nådesbevisning uden lige at vi får lov til at arbejde med på udbredelsen af hans rige. Det var kun Jesus der kunne gøre Peter til menneskefisker, og det er også kun Jesus der kan gøre os til mennesker der er i stand til at tjene ham.
Comments