Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2015

Posted By on 27. april 2016

Splinten og bjælken: Klog er den tosse som ved han er dum

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Gode gamle Halfdan Rasmussen, som ville være fyldt 100 år i januar hvis han stadig havde været i live, havde en fantastisk evne til at udtrykke dyb visdom gennem vrøvlevers. Når jeg fra tid til anden kommer til at hive ”Tosserier i udvalg” ud af bogreolen, så kan jeg let fortabe mig i de mange sproglige finurligheder i de 138 digte som bogen rummer – og som i øvrigt alle sammen har titler der begynder med ”Noget om…” Et af de mest kendte er ”Noget om helte” – det der begynder med ”Livet er en morgengave” – men der er altså langt over 100 andre. De er ikke helt lette at læse op – selv foretrak Halfdan at sætte skuespillere til det, for som han skriver i det digt der står på bogens titelblad (og som nok er inspireret af det eventyr vi hørte for lidt siden [nemlig ”Kejserens nye klæder”]):

Jeg kan ikke li

at læse tosseri op.

Det er lisom man

skal foreta et skihop.

Og i samme sekund

man svæver i det poesiblå,

er der et barn der råber:

Han har jo ingen ski på!

Alligevel vil jeg kaste mig ud i at forsøge at læse et af tosserierne op, men det er et ganske kort et, som hedder ”Noget om kloge og dumme”, og som lyder sådan her:

Fidelibom! Fidelibam!

Den, der er skaldet,

må re’ sin madam!

Fidelibam! Fidelibom!

Klog er den tosse,

som ved, han er dum!

Jeg må hellere begynde med at indrømme at jeg i hvert fald ikke efterlever første halvdel af digtet. Ganske vist er jeg ikke helt skaldet endnu, men det er dog adskillige år siden jeg sidst har haft behov for at re’ mig. Alligevel har jeg ikke følt trang til at prøve kræfter med at børste min hustrus smukke gyldne lokker – det tænker jeg at hun selv er langt bedre til end jeg er!

Jeg vil da også mene at anden halvdel af digtet er langt vigtigere end første. I hvilket omfang jeg efterlever dén formaning, vil jeg lade det være op til andre at bedømme, men nemt er det i hvert fald ikke, for det er jo ikke nogen rar tanke at man skulle være dum. I eventyret om kejserens nye klæder kaster såvel kejseren som alle hans embedsmænd og hele byens borgerskab (med undtagelse af en enkelt lille dreng) tilliden til deres sanser overbord af frygt for at blive afsløret som dumme – og netop derfor bliver de til sidst afsløret som virkelig dumme. Også i dag gør de fleste mennesker alt hvad de kan for ikke at komme til at fremstå som dumme, og det omfatter blandt andet at de fleste af os – jeg selv inklusive – ikke er meget for at indrømme det når vi finder ud af at vi har taget fejl. Jeg har for eksempel ofte grebet mig selv i at prøve at give det udseende af at det i virkeligheden var noget andet jeg mente dengang jeg sagde eller skrev noget der senere viste sig at være enten faktuelt forkert eller det rene vrøvl.

I den netop overståede valgkamp har vi som sædvanlig oplevet en mængde politikere der ”duellerede”, som tv-stationerne så passende havde valgt at kalde det. ”Diskuterede” kan man jo dårligt kalde det, for en diskussion kræver jo at der i det mindste er en teoretisk mulighed for at mindst én af parterne ændrer mening, men i en tv-transmitteret politisk debat er den mulighed pr. definition udelukket på forhånd. Psykologiprofessoren Svend Brinkmann, der for et halvt års tid siden blev landskendt for at sige at vi skal tage nej-hatten på, holde op med at mærke efter, og læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger, han skrev ved valgkampens begyndelse følgende på sin facebook-profil: ”Jeg udlodder hermed en gratis psykologtime til den første politiker, der i en offentlig debat siger til en modstander: ’OK, jeg erkender, at dit argument er bedre end mit. Du har fået mig til at skifte mening.’” Så vidt jeg ved, er gevinsten ikke blevet indløst (selvom en af Alternativets kandidater erklærede at han ville gøre sit bedste for at vinde den), for hvem ville dog stemme på en politiker der er modtagelig over for gode argumenter? (kunstpause) Okay, det ville de fleste af os vist egentlig! Problemet er nok snarere at ved at skifte mening erkender man at det standpunkt man tidligere havde, var forkert, dvs. man indrømmer at man er et menneske der kan tage fejl. Og den erkendelse gør ondt, uanset om man er politiker, postbud, politibetjent, professor eller præst. Der er ikke ret mange af os tosser der er kloge nok til at vide at vi er dumme – eller i hvert fald ikke til at ville være ved det.

Et af de mest almindelige tricks når vi gerne vil fjerne vores egen og andres opmærksomhed fra de fejl som vi ikke bryder os om at indrømme at vi har, det er at påpege andres fejl. Det er endda som om der er en tendens til at jo mere dårlig samvittighed vi render rundt og prøver at fortrænge, desto mere travlt får vi med at pege fingre ad andre. Vi kender det fra barnet der bliver irettesat og straks begynder at sige: ”Hvad så med den og den!” eller ”Han var selv ude om det!” Vi kender det fra den dopinganklagede cykelrytter der forarget skælder ud på pressen for den hetz de kører mod ham trods hans uskyld – indtil han nogle år senere indrømmer sin skyld. Vi kender det fra Adam der øjeblikkeligt siger: ”Det var kvinden der fik mig til det!” da Gud konfronterer ham med at han har spist af den forbudne frugt. Vi kender det fra kong David der uden tøven afsiger dødsdommen over den opdigtede mand der har stjålet sin fattige nabos får, uden at tænke over at manden blot er en illustration af hans egen forbrydelse. Og skal vi være helt ærlige, kender vi det måske også fra os selv. Jo større bjælke vi render rundt med i øjet, desto mere ivrige bliver vi efter at påpege splinterne i de andres øjne. Ja, faktisk vil vi jo nok mene at det er os der har splinten, og de andre der har bjælken! Jesus, derimod – det eneste menneske nogensinde der med rette kunne stille sig op og pege fingre ad andre fordi han ikke selv havde nogen fejl – han gjorde det ikke! Måske fordi han hvilede så meget i hvem han var, at han ikke havde noget behov for at hævde sig på andres bekostning.

Der er ingen tvivl om at Jesus forventer at vi der tror på ham, bærer os ad på samme måde som han selv gjorde. ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes”, siger han i den tekst vi har hørt i dag. Og lidt senere siger han: ”En discipel står ikke over sin mester, men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.”

Men hvordan kan vi det? Vi er jo ikke Jesus! Vi er ikke fejlfrie! Hvis vi tager os sammen, kan vi måske godt hanke op i os selv så vi ikke dømmer og fordømmer andre, men det ændrer jo ikke ved det grundlæggende problem at vi ikke selv er fejlfrie. Vi kan så vælge at sænke standarderne og undskylde os med at vi trods alt kun er mennesker, og det er da også hvad de fleste danskere gør, men erfaringen viser at den strategi har sine begrænsninger. Så længe der kun er tale om ”små fejltrin” som at spilde sovs på den fine dug eller glemme en bryllupsdag, så kan vi måske slippe afsted med at sige: ”Jeg er jo kun et menneske,” men hvis ordene kommer fra en kæreste der gentagne gange har været utro, eller en spritbilist der har kørt et barn ihjel, så tror jeg ikke der vil være ret meget sympati at hente nogen steder.

Men – jeg ved ikke om I lagde mærke til det, men Jesus nævnte faktisk ikke nogen undtagelser! Han sagde ikke: ”Døm ikke, medmindre det er nogen der har gjort noget virkelig slemt!” Han sagde ikke: ”Fordøm ikke andre end de virkelig dårlige mennesker!” Han sagde kort og godt: ”Døm ikke!” ”Fordøm ikke!” Hvis vi begynder at skelne mellem ”acceptable” synder og ”uacceptable” synder (hvor vi vel at mærke sørger for at lægge skellet et sted hvor alt det vi selv har gjort, falder inden for den ”acceptable” kategori), så lægger vi os på linje med den eneste gruppe af mennesker som Jesus skældte ud og talte hårdt til, nemlig de selvretfærdige farisæere. De mennesker som farisæerne så ned på og kaldte ”syndere”, dem tog Jesus til gengæld imod med åbne arme – ikke fordi han mente at det de havde gjort, var i orden, men fordi han så at der bag den forfærdelige handling var et menneske, skabt af Gud og højt elsket af Gud trods sin synd. Og nej, der var ikke nogen spritbilister imellem, men det hænger sammen med at bilen ikke var opfundet endnu dengang. Til gengæld ved vi at der var både ludere, lommetyve og landsforrædere blandt dem der fulgte Jesus, og vi ved at en mand med en fortid som koldblodig morder, nemlig Paulus, endte med at skrive halvdelen af Det Nye Testamente.

Løsningen er altså ikke at sænke standarderne – og det ville da også harmonere dårligt med Jesu ord om at vi skal fjerne både bjælker og splinter, og at vi skal være som vores mester – for ikke at tale om ordene fra Matthæusevangeliet kapitel 5 vers 46, hvor Jesus siger: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!” Når det går op for os at det er dét der er standarden, så tror jeg vi er færdige med at gå rundt og tro at vi selv er ih og åh så gode og fromme og moralske, bare fordi vi set med vores egne øjne ikke er helt så slemme som visse andre. Uanset hvor gode vi er, så lever vi ikke op til den standard som Jesus har sat. Uanset hvor mange gode gerninger vi gør, gælder det der står lidt længere fremme i Lukasevangeliet [17,10], hvor Jesus siger: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” Selv Jesus fik jo ikke nogen løn i denne verden for alt det gode han gjorde; han blev tværtimod slået ihjel.

Det kan alt sammen godt lyde temmelig deprimerende, men heldigvis er der mere at sige end det! Vi lever i en verden hvor alt ikke er som det burde være, og som vi kunne ønske at det var, og hvor vi selv i særdeles ikke er som vi kunne ønske at vi var, men Bibelen giver os et håb om at det ikke kommer til at være sådan for evigt. Den første bibeltekst vi hørte i dag, handlede om hvordan profeten Natan afslørede kong David i hans hykleri, og evangelieteksten handlede om at vi ikke skal dømme andre fordi vi selv ikke er for gode, men der var heldigvis også en tekst fra Romerbrevet, og den begynder med de opmuntrende ord: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” Hele Guds skaberværk er blevet underlagt tomhed, skriver Paulus, men ikke en håbløs tomhed. Vi har et håb om, som Paulus så poetisk udtrykker det, at ”blive befriet fra trældommen under forgængeligheden”, eller som det er oversat i Bibelen på Hverdagsdansk: ”blive sat fri fra den håbløse slavetilværelse”. Det vi er slaver af, er vores manglende evne til at leve op til Guds fuldkomne standard – vores ubehjælpelige tilbøjelighed til at gøre ting vi ikke skulle have gjort.

Men det slaveri kommer altså ikke til at vare ved, og derfor er der ingen grund til fortvivlelse. Og der er heller ingen grund til at forsøge at puste os op ved at påpege andres fejl. Så længe vi lever i denne verden, er både du og jeg og spritbilisten håbløse syndere som ville være fortabt uden Jesus. Men som kristne lever vi i håbet om at der kommer en dag hvor vi ikke længere vil være syndere, men Guds fuldkomne børn. Det håb har vi fordi Jesus med sit eget liv som løsesum har købt os fri af syndens og dødens magt.

Og ikke nok med det: Det som engang vil blive synlig virkelighed, det har vi allerede nu adgang til i troen! Da du blev døbt, blev du knyttet sammen med Jesus og fik en ny identitet som Guds barn, og det betyder at det ikke længere er alt det forkerte du gør, der definerer hvem du er, men derimod det som Jesus har gjort. Den identitet som Jesus levede i, og som gjorde at han ikke havde noget behov for at pege fordømmende fingre ad andre, den har du og jeg også mulighed for at leve i! Og når vi gør det, så er det pludselig ikke længere så farligt at indrømme vores fejl, for uanset hvor store de er, kan de ikke slå et eneste skår af vore sande identitet som Jesus har givet os. Som Paulus skriver i Galaterbrevet [3,27]: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.” Så lad blot alverden råbe at vi ikke har noget tøj på – evigheden skal vise at den kloge i virkeligheden er den tosse som ved han er dum!


Comments

Comments are closed.