Prædiken til 10. søndag efter trinitatis 2015
Posted By admin on 27. april 2016
Jesus græder over Jerusalem: Kender du din besøgelsestid?
Prædiken i Husum Kirke 10. søndag efter trinitatis 2015
Nikolaj Hartung Kjærby
Da Signe og jeg var på bryllupsrejse til Israel i sin tid, boede vi på et kosher-hotel i Eilat. Det var en interessant oplevelse. Der var et synagogerum på hotellet, og fredag aften havde 80% af de mandlige gæster i hotellets restaurant en kippa på mens de spiste den traditionelle sabbatsmiddag med deres familie. Der var naturligvis hverken svinekød eller skaldyr på menuen, og der blev ikke serveret kød og mælkeprodukter til samme måltid, så lasagnen var uden ost. Og så var der den interessante detalje at der hang et lille sammenrullet stykke papir på dørkarmen ind til hvert enkelt værelse.
Nu gætter jeg på at de af jer der har kendskab til jødisk kultur, tænker: ”Ja, selvfølgelig gjorde der det!” Af hensyn til resten af jer vil jeg lige forklare hvorfor jøderne hænger papirruller på dørkarmene. Det skyldes det stykke fra Det Gamle Testamente som vi hørte i dag, hvor der jo stod: ”Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.” Det med hånden, panden og dørstolperne er der mange jøder der tager meget bogstaveligt. Ortodokse jøder har små skrin med bibelvers i som de binder om deres pande og deres arm når de beder, og rigtig mange jøder, ortodokse eller ej, følger skikken med at have bibelvers siddende på deres dørkarme, eventuelt også i et lille skrin. Jeg vil ikke kloge mig på om det var Guds og Moses’ mening at det skulle tages så bogstaveligt, eller om det snarere var ment som en billedlig måde at sige: ”Det er altså enormt vigtigt at I husker det her!” Men der er ingen tvivl om at hvis et skrin på panden eller på dørkarmen kan tjene som en daglig påmindelse om Guds bud og løfter, så er det helt sikkert en god ting. Det er af samme grund at jeg selv går med et kors om halsen og har et par ikoner og bibelvers hængende hjemme på væggen.
Men problemet er at vi mennesker utrolig let vænner os til ting. Når vi har set noget tilstrækkelig mange gange, så ser vi det til sidst ikke mere. Når vi har hørt noget tilstrækkelig mange gange, bliver vi efterhånden døve for det. Og når vi har gjort noget tilstrækkelig mange gange, bliver det nemt noget vi bare gør automatisk uden at tænke over det. Hvor mange af jer har for eksempel nogensinde grebet jer selv i at lire fadervor af som en anden remse mens tankerne kredsede rundt et helt andet sted? (håndsoprækning) Det har jeg, er jeg bange for. Det er heller ikke hver dag jeg lægger mærke til ikonerne på væggen derhjemme.
Og selv hvis vi husker de ting som det er meningen at vi skal mindes om, så er det ikke sikkert at vi formår at omsætte vores viden til handling når den rette tid er inde. Hvis du for eksempel vækker mig klokken halv tre om natten og spørger mig hvornår en af mine søskende eller en af mine nærmeste venner har fødselsdag, så er jeg ikke i tvivl om at jeg ville kunne give den korrekte dato på sekundet, for sådan er min hjerne nu engang skruet sammen. Men det mærkelige er at jeg ikke altid husker det på dagen – det er sket mere end én gang at jeg er vågnet en morgen og har tænkt: ”Åh, det var jo i går at den og den havde fødselsdag, og jeg glemte at ønske tillykke!” Jeg må altså konstatere at jeg åbenbart er bedre til teoretisk viden end til praktisk viden, men teoretisk viden kan man desværre ikke bruge til ret meget andet end til at få gode karakterer til eksamen og vinde i Trivial Pursuit. Jeg bestod for eksempel Den lille Samaritterprøve med glans for en del år siden, men jeg er ikke fri for at være en anelse bekymret for om jeg vil være til nogen som helst hjælp hvis jeg en dag rent faktisk får brug for at yde livreddende førstehjælp!
De religiøse ledere i Israel på Jesu tid havde rigeligt med teoretisk viden. Der er næppe nogen tvivl om at de ikke kun havde Moselovens ord hængende på deres pander og dørkarme, men at de også kunne alle buddene forfra og bagfra – når Jesus for eksempel helbredte nogen på en sabbat, så var der i hvert fald med det samme nogen af dem der kunne citere sabbatsbuddene fra Det Gamle Testamente. Alligevel græd Jesus over dem, for deres viden om Gud var ikke mere værd end min viden om mine søskendes fødselsdage. De betragtede Mosebøgerne som Guds ufejlbarlige ord, og derfor lærte de dem udenad og gjorde en dyd ud af at følge dem til punkt og prikke, men da så den Gud som havde talt ordene, pludselig stod lyslevende midt iblandt dem, så genkendte de ham ikke! Som Jesus udtrykte det: De kendte ikke deres besøgelsestid. (”Besøgelsestid” er i øvrigt et lidt løjerligt ord som vi vist ikke plejer at bruge undtagen i det faste udtryk ”at kende sin besøgelsestid”, som netop stammer fra den her evangelietekst, men som man næsten kan høre på ordet, så er en besøgelsestid en tid hvor man får besøg, og at ”kende” den vil sige at opdage den. Den som Israel fik besøg af, var ingen ringere end Gud selv i skikkelse af Jesus, men det var de altså fuldstændig blinde for).
Spørgsmålet er nu om vi kender vores besøgelsestid! Det kan måske virke som et lidt mærkeligt spørgsmål, for vi lever jo i en helt anden tid. Vi skriver år 2015, og det gør vi fordi det er 2015 år siden (sådan cirka i hvert fald) at Jesus blev født her på jorden. Cirka 33 år senere vendte han tilbage til himlen, og det var så det besøg. Så det med at kende sin besøgelsestid, det er vel ikke noget der har relevans for os?
Jo, det har det i høj grad. De fleste af jer har sikkert hørt de ord som var nogle af de sidste Jesus sagde til sine disciple inden han for til himmels, for de bliver læst højt hver gang der er dåb. Ordene lød: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Besøgelsestiden sluttede altså ikke med himmelfarten – den er fortsat lige siden! 10 dage efter himmelfarten blev det nemlig pinse, og Helligånden kom for at bo i Guds folk. Helligånden er Gud ligesom Faderen og Jesus er det, så vi der er den kristne kirke i dag, har præcis lige så meget besøg af Gud som jøderne i Jerusalem havde det for 2000 år siden. Spørgsmålet er bare om vi opdager det, eller om vi ligesom de jødiske ledere har nok i at tro at vi ved alt hvad vi har brug for at vide.
Hvordan kan vi så kende Helligåndens besøg? Det kan vi på rigtig mange forskellige måder, men i dag synes jeg det vil være oplagt at nævne de måder som Paulus omtaler i den anden tekst vi hørte i dag (I kan eventuelt slå op og følge med på side 1225 i salmebogen).
Der står dér, lige efter den kantede parentes (som i øvrigt blot betyder at Kirkeministeriet i 1992 har besluttet at det er valgfrit om man vil tage det afsnit med når man læser teksten op ved en gudstjeneste), at ”Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.” Gud taler altså til os gennem hinanden! Ligesom Esajas og Jeremias og alle de andre profeter kunne tale profetiske ord fra Gud til deres folk, kan vi også i dag forvente at der er mennesker som får den gave fra Gud at kunne tale profetisk, mens andre får den gave at kunne tale visdomsord eller kundskabsord, tale i tunger eller endda helbrede de syge.
De fleste af de nævnte ting har ikke nogen særlig fremtrædende plads i Den Danske Folkekirke, og da slet ikke ved gudstjenesterne. I Første Korintherbrev, et par kapitler længere fremme end det stykke vi så på lige før, beskriver Paulus en gudstjeneste hvor menighedens medlemmer på skift byder ind med salmer, belæringer, profeti og tungetale. Det må siges at være meget anderledes end den gudstjeneste vi har skabt, hvor præsten (og til dels organisten) styrer det hele. Sådan har vi naturligvis gjort for at vores gudstjenester ikke skal udarte til det rene kaos. Allerede på det tidspunkt hvor Paulus skrev Første Korintherbrev, var der nemlig en tendens til at de gudstjenester hvor alle havde mulighed for at bidrage, ikke så meget havde karakter af fredelige sammenkomster hvor folk brugte deres åndelige gaver til at bygge hinanden op, men snarere var blevet til en konkurrence om hvem der kunne råbe højest og tage sig mest åndelig ud – tendenser som Paulus vendte sig meget skarpt imod. Det lader også til at korintherne ikke var særlig gode til at skelne mellem om de profetiske indfald de fik, nu også var fra Gud eller ej. Jeg synes i hvert fald det er rystende at Paulus ligefrem var nødt til at minde dem om at hvis man siger: ”Forbandet er Jesus!”, så er det nok ikke Helligånden der er på spil!
Kirkehistorien rummer desværre kun alt for mange eksempler på at mennesker der har været optaget af at ”kende deres besøgelsestid”, er endt med at lukke alt muligt skidt ind i deres menigheder. Nogle af jer har måske hørt om den kreds der i slutningen af 1970’erne opstod i Valby omkring en selvbestaltet profetinde kaldet Hellig-Lone, som en lokal sognepræst sluttede helhjertet op om. Præsten glemte desværre at sikre sig at det der foregik, var sundt, og bevægelsen udartede efterhånden til hvad vi ville kalde en sekt, komplet med økonomiske uregelmæssigheder og psykisk manipulation. Det endte med at præsten blev fyret af biskoppen, blandt andet på opfordring fra nogle af de ledende skikkelser i den karismatiske bevægelse. Den historie har nok skræmt en og anden fra at udforske Åndens gaver nærmere, og at vi siden den tid har set andre skræmmende eksempler som Evangelist og Faderhuset, gør ikke tingene bedre.
Men vi skal passe på at vi ikke kommer til at smide barnet ud med badevandet. Det at nogle mennesker har mistet jordforbindelsen, må ikke skræmme os til at miste himmelforbindelsen! Det er vigtigt at vi kender vores besøgelsestid når Gud vil sige noget til os gennem hinanden ved hjælp af Åndens gaver. Og det er vigtigt at vi er åbne for selv at lade os bruge af Gud til at tale hans ord til andre. Jeg har ikke nogen grydeklare forslag til hvordan det på en god måde kan integreres i folkekirkens gudstjenester, men ugen har jo også 166 andre timer som Gud har givet os for at vi skal bruge dem til at tjene ham i vores kald og stand, og jeg vil da helt klart anbefale at man tilbringer et par stykker af de timer med at søge Gud sammen med andre kristne.
Men hvis vi er åbne over for profetier og tungetale, hvordan sikrer vi os så at vi ikke åbner en ladeport for alverdens misbrug og sekterisme? Hvordan sikrer vi os at det kun er de ting der rent faktisk kommer fra Helligånden, der får plads hos os, og ikke det der kommer fra menneskers storhedsvanvid eller lidt for livlige fantasi?
Tja, Paulus giver os jo en del af svaret i starten af den tekst vi hørte i dag: ”Ingen som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” Al fornyelse i kirken må altså bedømmes på om den peger på Jesus som den eneste Herre, eller om den tværtimod ophøjer bestemte andre personer til at være Guds ufejlbarlige talerør som ikke må modsiges. Men derudover er det også værd at lytte til teksten fra Det Gamle Testamente. Uanset om det med at binde Guds ord om sin hånd og skrive det på sine dørstolper skal forstås bogstaveligt eller ej, så gælder det i hvert fald at et solidt kendskab til Bibelen er det bedste værn mod alverdens sekter. Og med ”kendskab” mener jeg ikke bare at vi véd hvad der står, men også at vi lever efter det. De ord der står på de ortodokse jøders dørstolper og i de skrin de har siddende på deres arme og pande, er jo ikke magiske besværgelser eller filosofiske dogmer, men derimod det store bud: ”Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” Det er dér det hele begynder og slutter. Og den der i hjertets kærlighed til Gud – den kærlighed der kun er mulig fordi Gud har elsket os først, og som viser sig i vores liv ved at vi elsker vores næste som os selv – den der i dén kærlighed udforsker Guds ord i Bibelen, vil også altid kende sin besøgelsestid når Guds ord kommer til os gennem Helligåndens gaver.
Comments