Prædiken til høstgudstjeneste 2015
Posted By admin on 27. april 2016
Noa og himlens fugle: Gud griber os
Høstgudstjeneste med dåb 13. september 2015 i Husum Kirke
Nikolaj Hartung Kjærby
Da jeg var barn, var jeg tit på sommerferie i Italien sammen med mine forældre og mine to søstre. Min morfar var også tit med – det var rigtig hyggeligt. Han havde altid sit smalfilmskamera med, og han lavede nogle rigtig gode film så vi kunne genopleve vores sommerferier på de lange, mørke vinteraftener. Det eneste der var lidt trist, var at smalfilmskameraet ikke kunne optage lyd, så når der stod en og snakkede på filmen, så kunne man ikke høre hvad der blev sagt. Men så en dag købte min morfar et videokamera! Sådan et var hundedyrt dengang, og så var det kæmpestort (vis med hænderne) og vejede så meget at man skulle tro det var lavet af bly. Men det kunne optage lyd, og derfor ved jeg nu nogle af de sjove ting som mine søstre og jeg sagde dengang for snart 30 år siden. Jeg kan blandt andet huske en scene hvor min ene søster står på en mur, og hun har fået overtalt vores far til at gribe hende i armene når hun springer ned. Men hun tør ikke rigtig alligevel, og der er et minuts tid på filmen hvor hun siger: ”Nej, gå lidt tættere på! Nej, gå lidt længere væk!” Det hjalp ikke at vores far sagde: ”Bare rolig, jeg skal nok stå det rigtige sted så jeg kan gribe dig!” Men til sidst sprang hun vist – og far greb hende naturligvis!
I dag fejrer vi høstgudstjeneste hvor vi takker Gud for alt det der er kommet op af jorden, eller som har hængt på træerne, og som vi kan spise. Der ligger for eksempel nogle lækre frugter her oppe på alteret, som der bliver mulighed for at smage bagefter. Men det er faktisk altid lidt af et sats at så noget, for det er aldrig til at vide om det overhovedet kommer op, eller hvor godt det kommer til at bære, eller om det bliver kvalt af ukrudt eller spist af fugle. Hvis ikke det lykkes at få noget man kan høste, så har man spildt noget korn som man ellers kunne have spist. Det skete faktisk tit i gamle dage, og der er nogle steder i verden hvor man stadig kan risikere det. Men Jesus siger at Gud er vores far, og når vi vælger at tage det sats at så noget, så svarer det til at vi springer ud fra en mur og er nødt til at stole på at vores far vil gribe os.
I dag er der kun få mennesker der arbejder som landmænd med at så og høste, og her i Husum er der nok slet ikke nogen. Nogle af os har måske en urtehave derhjemme, men de færreste af os kommer til at sulte hvis den ikke giver så godt som vi havde håbet. Men så er der sikkert andre ting vi gør som er satsede, og hvor vi er nødt til at stole på at der er nogen der griber os.
I dag er der to små børn der gør noget af det allermest satsede man overhovedet kan gøre – de bliver nemlig døbt! (Eller egentlig er det jo deres forældre der satser på deres vegne, kan man sige, for de har jo ikke selv valgt det). Når man bliver døbt, så overgiver man hele sit liv til Gud – det betyder at fra nu af er det ikke længere mig der bestemmer over mit liv – det er Gud! På den måde minder dåben faktisk om syndfloden, for syndfloden rensede jorden for alt det der var imod Gud så Noa og hans familie kunne begynde på en frisk sammen med Gud – og på samme måde renser dåben vores liv for alt hvad der er imod Gud så vi kan begynde på en frisk sammen med Gud. Når vi bliver døbt, springer vi altså ud fra verdens højeste mur fordi vi stoler på at Gud vil gribe os.
Det sjove ved det er at selvom vi har sprunget ud fra verdens højeste mur, og Gud har grebet os, så tør vi ikke altid stole på at Gud vil gribe os når vi springer ud fra de mange mindre mure som vi tit støder på. Men dåben kan minde os om at Gud vil gribe os igen og igen og igen, hvis bare vi tør stole på ham og gøre som han siger.
Comments