Signe & Nikolaj

Posted By admin on 29. december 2023

Johannesprologen: Universet er en person

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Under min forberedelse til dagens prædiken faldt jeg over et interview med Pernille Aalund, som blev bragt i ugebladet Femina i december 2020.[1] Og hvis du tænker ”Hvem er det nu det er?”, så kan jeg fortælle at Pernille Aalund i mange år var en bragende succes i mediebranchen. Efter at hun som ung i nogle år havde lavet lokalradio og -tv, blev hun landskendt som vært på programmer som Vis mig dit køleskab og talkshowet Pernilles univers, inden hun blev chefredaktør hos Aller Media på månedsmagasinet Q og ugebladet Kig ind. Med tiden avancerede hun til innovationsdirektør i Aller Media, og i 2015 blev hun headhuntet til et topjob i udlandet. På det tidspunkt havde hun imidlertid allerede i en del år døjet med stress og uro, som hun prøvede at holde nede med blandt andet alkohol, piller og overdreven motion, og da det gik op for hende at det nye job hun havde fået tilbudt, nok ville blive endnu mere stresset end det hun allerede havde, besluttede hun at der skulle en stor forandring til, hvis hun skulle få det bedre, og sammen med sin mand slog hun sig ned i et lille hus i en landsby hvor de sidder så billigt at hun har kunnet kvitte sin direktørstilling og blot ernære sig ved at holde nogle få foredrag om måneden. Og så når vi frem til det der gør interviewet relevant for det jeg vil sige i dag, for Aalund fortæller nemlig også at hun i årenes løb har erfaret at hun ved at bede kan komme i kontakt med Guds kraft, og at hun nu koncentrerer sig om at finde ind til den ro som hendes tro og daglige bønner giver hende. Faktisk ser hun det som sin mission at udbrede kendskabet til at bede, siger hun i interviewet, og den mission forfølger hun blandt andet ved hver dag klokken 11.11 at bede en livebøn på Facebook. Hun har også en hjemmeside hvor hun blandt andet skriver om alt det gode man opnår ved at bede, og som kristen kan jeg jo kun være enig når hun eksempelvis skriver: ”Du vil gå din dag i møde med et større overskud og et stærkt pejlemærke rettet på det, du ønsker at udrette og opnå”, ”det giver ro og vi opbygger en tillid til at alt falder til rette i den orden som er bestemt” og ”Det er svært at være trist og modløs, når man begynder sin dag med taknemmelighed!”[2] Mere betænkelig bliver jeg når hun længere nede i artiklen forholder sig til spørgsmålet ”Og hvem skal man så bede til?” og siger: ”Man kan bekende sig til en enkelt Gud eller det Guddommelige i sig selv. Du kan have din egen oversættelse af en religion og det er helt i orden. De fleste religioner er født under helt andre vilkår, i en helt anden tidsalder end vores. Du kan tage det, du kan bruge eller lave din helt egen oversættelse. Du kan også bede til universet eller til naturen.”[3]

                      Det at man kan bede til universet, er en tanke jeg ofte er stødt på, også hos mennesker der ikke underviser i spiritualitet som Pernille Aalund gør. Jeg har tit spekuleret på hvad folk mener når de siger at de ”beder til universet”, for hvad er ”universet” egentlig? Ja, hvad er ikke universet? Universet omfatter alt hvad der er til, og det latinske ord universum betyder da også netop ”altomfattende”. Så i en vis forstand er man i den grad på den sikre side hvis man beder til ”universet”, for hvis der så skulle være nogen eller noget ét eller andet sted derude, der kan høre og besvare bønner, så modtager vedkommende vel henvendelsen, skulle man mene. På den anden side kunne jeg finde på, hvis jeg en dag var i humør til filosofiske og teologiske sofisterier, at påpege at Gud ikke selv er en del af universet, og at universet derfor strengt taget lige præcis omfatter alt det vi ikke skal bede til! Men hvis vi lader sofisterierne ligge et øjeblik, så er jeg ikke sikker på at sætningen ”jeg bad en bøn til universet” nødvendigvis betyder ”jeg bad en bøn til alt hvad der er til, i håb om at det omfatter nogen eller noget der kan høre og besvare min bøn”. Den betydning har det muligvis for nogle mennesker, men jeg har indtryk af at der ofte snarere er tale om en opfattelse af at selve universet som sådan er besjælet, altså at der er en eller anden form for bevidsthed eller ånd der gennemsyrer verdensaltet. Den opfattelse kaldes i reglen for panteisme, og den har været meget udbredt gennem store dele af verdenshistorien – og Det Nye Testamentes tid var ikke nogen undtagelse. En af de mest populære filosofiske retninger i Middelhavsområdet i det første århundrede af vor tidsregning var stoicismen; en retning som i en nøddeskal gik ud på at vejen til lykke er at kultivere bestemte dyder så som mod og mådehold og langmodighed (de fleste af jer kender sikkert det udtryk ”at tage noget med stoisk ro”). En anden vigtig stoisk dyd var fornuft. Stoikerne mente at universet er rationelt opbygget og styret af et gennemgribende fornuftsprincip, som de kaldte ”logos”.

”Logos” er et ord som det ikke er helt enkelt at oversætte; det kan betyde ”ord” eller ”samtale”, men det kan også betyde ”fornuft” (vi kender det fra ord som ”logik”, ”dialog”, og alle de videnskaber der ender på ”-logi”), og den flertydighed udnytter Johannes i indledningen til sit evangelium, som vi har lyttet til i dag. Alle de steder hvor der står ”ordet” i den danske oversættelse, står der logos i den græske grundtekst, så en person der var påvirket af den stoiske filosofi (og det var der rigtig mange der var i den kultur Johannes skrev sit evangelium ind i), ja, de har helt sikkert tænkt på verdensaltets underliggende fornuftsprincip når de læste sætninger som ”I begyndelsen var logos” og ”Alt er blevet til ved det” og ”I det var liv”.

”Lige et øjeblik!” sidder du sikkert og tænker nu (hvis du ellers hørte efter da jeg læste evangelieteksten højt). ”Stod der ikke ’Alt er blevet til ved ham’ og ’I ham var liv’?” Jo, det står der i den danske oversættelse, og det er der gode grunde til, men på oldgræsk var der ikke noget ord der betød ”den”, ligesom der i øvrigt heller ikke er på tysk. De af jer der kan tysk, ved at navneordene falder i tre forskellige køn: hankøn, hunkøn og intetkøn, og når man taler om en ting af hankøn, så kalder man den ”han” – eller sagt på en anden måde: det tyske ord for ”den” afhænger af hvilket køn det navneord er som der refereres til. Er det et hankønsord som for eksempel Hut, der betyder ”hat”, så bruger man ordet er, som er det samme ord der også betyder ”han”, og er det et hunkønsord som for eksempel Mütze, der betyder ”hue”, så bruger man sie, som er det samme ord der også betyder ”hun”. Kun hvis det er et intetkønsord som for eksempel Hemd, der betyder ”skjorte”, bruger man ordet es, som almindeligvis oversættes med ”det”. Og sådan er det også på oldgræsk, så eftersom logos er et hankønsord, refererer man til det med et ord der også kan betyde ”han”. Det var så dagens sproglektion!

Men logos kan som sagt ikke kun betyde ”fornuft”; det kan også slet og ret betyde ”ord”, og den flertydighed spiller Johannes altså helt bevidst på. Johannes var nemlig jøde (ligesom Jesus i øvrigt også var), og jøderne var helt enige med stoikerne om at der er en samlende kraft der holder hele universet sammen, men hvor stoikerne mente at den samlende kraft var et fornuftsprincip, så mente jøderne at den samlende kraft var Guds skabende ord – og det mener vi kristne derfor også, for jødernes hellige skrifter udgør jo første del af de skrifter som også vores tro bygger på. I Bibelens allerførste kapitel finder vi skabelsesberetningen, som vi hørte begyndelsen af som den første læsning i dag. I lagde muligvis mærke til at de to første ord i evangelieteksten var de samme som de to første ord i skabelsesberetningen: ”I begyndelsen”. Derved sørgede Johannes for at de af hans læsere der havde kendskab til jødernes hellige skrifter, uundgåeligt kom til at tænke på skabelsesberetningen, og når der så umiddelbart derefter står noget om ”ordet”, så kan det jo næsten kun referere til det ord som satte hele universet i gang: ”Gud sagde: ’Der skal være lys!’” – især når Johannes et par sætninger længere nede skriver ”I det [altså ordet] var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Både Det Gamle og Det Nye Testamente rummer i øvrigt mange skriftsteder der taler om Guds ord som det der opretholder alting, og som også holder os mennesker i live (5 Mos 8,3. Hebr 3,3).

Jøden Johannes får altså på en utrolig elegant måde fortalt de stoisk inspirerede grækere at det fornuftsprincip som de troede på, det kendte jøderne skam godt, og de kendte det endda bedre end stoikerne gjorde, for de kunne identificere det som bevidste ord fra en personlig og kærlig skabergud. Universet er ikke styret af gold fornuft, kære stoikere; det er styret af kærlighed! Og derfor er det måske i grunden ikke så tosset at bede til universet – eller rettere: til ham der har talt det ord der gennemsyrer universet!

Men Johannes har mere at sige, som også må have fået jøderne til at tabe underkæben, for han skriver nemlig: ”Og Ordet blev kød”. Altså ikke kød forstået som mad, men kød forstået som det vi selv er lavet af: Logos blev et menneske! Det styrende princip i universet gik omkring på to ben – da han vel at mærke fik lært at gå! ”Han var i verden, og verden var blevet til ved ham.” (Og det er selvfølgelig derfor den danske oversættelse af Bibelen har valgt at skrive ”ham” i stedet for ”den” eller ”det”, selvom begge oversættelser er sprogligt mulige). Vi behøver altså ikke at bede til et abstrakt princip eller sende vores bønner ud i universet som adresseløse forsendelser; vi kan tværtimod rette vores bønner til en person! Og fordi Guds søn kom til jorden og delte vores vilkår med os for til sidst at købe os fri med sit eget blod så vi kunne blive Guds børn, så kan vi i Jesu navn rette vores bønner til Gud som vores far! Det er helt fantastisk og unikt – og det er derfor den bøn der begynder med ordene ”Vor far” (eller ”Fader vor”, hvis man bruger gammeldags ordstilling) har været så højt elsket af stort set alle kristne op gennem historien og blandt andet bliver bedt ved hver eneste gudstjeneste i folkekirken (og i mangent et hjem hver eneste dag).

Det er dét der er julens budskab og under; et under så stort at Jesu opstandelse påskemorgen er det eneste der tåler nogen sammenligning med det. Og det er derfor juledag og påskedag er årets suverænt største festdage. Universet er populært sagt en person – endda en person der elsker os, og som vi kan lære at kende.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.femina.dk/liv/pernille-aalund-moedte-gud-og-skiftede-topjob-og-travl-hverdag-ud-med-tro-og-boen

[2] https://pernilleaalund.com/boennen/

[3] Ibid.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til juledag 2023
Tags: Første Johannesbrev 4.7-11, Første Mosebog 1.1-5, Johannesevangeliet 1.1-14

Posted By admin on 29. december 2023

Jesu fødsel: Menneske, fryd dig!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Efter at jeg gik ud af 9. klasse tilbage i 1990, rejste jeg et år til USA hvor jeg gik i high school som udvekslingsstudent, og jeg kan næppe overvurdere den betydning det har haft for mig. Jeg oplevede mange interessante kulturelle fænomener som jeg ikke kendte hjemmefra, så som at man den 31. oktober lavede græskarlygter, og børnene klædte sig ud og gik fra dør til dør og bad om slik, eller at man den 14. februar sendte hjerteformede kort til sin hjertenskær (og i øvrigt også til venner og bekendte – jeg fik selv nogle stykker af slagsen, som ikke rummede nogen romantiske hensigter). I dag, 33 år senere, er både halloween og Valentine’s Day som bekendt for længst kommet til Danmark, men det var de altså endnu ikke dengang.

                      Et kulturelt fænomen af en helt anden slags, som jeg også oplevede første gang i USA, men som siden kom til Danmark, var tv-serien Star Trek – eller rettere: tv-serierne, for der er efterhånden lavet en del forskellige serier foruden en række spillefilm, der følger de skiftende besætninger på først og fremmest stjerneskibet Enterprise i det 24. århundrede. Besætningsmedlemmerne omfatter såvel mennesker som forskellige typer af mere eller mindre menneskelignende rumvæsener så som Klingons, Vulcans og Trills, og undervejs på rejsen møder de flere forskellige livsformer der er endnu langt mere eksotiske. Det giver serien anledning til at udforske en lang række filosofiske og eksistentielle temaer som i høj grad er relevante for nutidens virkelige verden – præcis som al god science fiction gør.

                      Med forbehold for at det faktisk kun var det år jeg boede i USA, at jeg fulgte med i Star Trek (så jeg er altså på ingen måde en ægte ”trekkie”), så vil jeg sige at den måske allermest fascinerende af alle de utallige personer der optræder i serien, er kaptajnløjtnant Data, der er andenstyrmand på Enterprise i serierne Star Trek: The Next Generation og Star Trek: Picard (foruden fire spillefilm). Bortset fra at han har sølvhvid hud og gule øjne, ligner Data til forveksling et menneske, men det skal man ikke lade sig narre af, for han er i virkeligheden en ekstremt avanceret androide, altså en robot. Datas forsøg på at forstå hvad det i grunden vil sige at være et menneske, er et tilbagevendende tema i serien, for hvis man kan lave en maskine der både kan tænke, bevæge sig, træffe sine egne beslutninger og interagere med andre mennesker, hvad er det så der gør os mennesker til noget særligt? Er vi andet og mere end ekstremt avancerede maskiner, og hvis ja, hvad er det så der gør os særlige?

                      Lieutenant Commander Data optrådte første gang på tv den 28. september 1987, og dengang var den slags avancerede robotter jo den rene fremtidsmusik, men man må sige at der er sket lidt af hvert i løbet af de 36 år der er forløbet siden, og i særdeleshed da inden for det seneste år. Dansk Sprognævn kårer hvert år ”årets ord”, et ord som i en særlig grad har præget det år der er gået, og her i 2023 blev det ordet ”ChatGPT” der vandt – i øvrigt foran ”store bededag”, som ville have været mit bedste bud, men juryen fandt altså åbenbart at den kunstige intelligens’ indtog på alskens områder af livet har været endnu mere definerende for året end den kontroversielle afskaffelse af en helligdag – og skal jeg tage de neutrale briller på, må jeg nok give dem ret. Der er efterhånden sket så store landvindinger inden for kunstig intelligens at det til tider kan være svært at se om en tekst er skrevet af et menneske eller en robot, og med programmet ChatGPT fra firmaet OpenAI er teknologien blevet tilgængelig for alle og enhver. Det har givet anledning til mange bekymringer, lige fra bekymringen om hvorvidt gymnasieelever nu bare kan sætte computeren til at lave deres lektier, til bekymringen for om vi mennesker nu bliver gjort mere eller mindre overflødige fordi det ikke vil vare længe før mange af de jobfunktioner vi udfører i dag, i stedet vil kunne udføres af robotter. Om der ligefrem bliver tale om robotter der er lige så menneskelignende som Data fra Star Trek, er svært at sige, men udelukkes kan det ikke, for navnlig i Japan er man faktisk nået ret langt med at lave robotter der ligner mennesker til forveksling, og hvis man udstyrer sådan en robot med avanceret kunstig intelligens, så mangler man bare at perfektionere alle de forskellige nerver og led, og selvom det nok vil komme til at tage nogle år inden man når dertil, tror jeg ikke det er umuligt. Noget andet er selvfølgelig om det vil kunne betale sig, for jeg tror at sådan nogle menneskekopier vil være meget dyre at fremstille, og hvem siger at man behøver at have hår på hovedet og fem fingre på hver hånd for at køre bus, bage brød eller undervise i fysik – eller for at stå i kirken og prædike, for den sags skyld? (Tidligere i år blev der faktisk holdt en gudstjeneste i Tyskland, hvor ”præsten” var en robot, der optrådte i skikkelse af en computeranimeret skikkelse der blev projiceret op på en storskærm).

                      I det hele taget er der så mange ulemper ved os mennesker at det måske i virkeligheden bare er en fordel hvis robotterne ikke ligner os alt for meget. Vi kan for eksempel blive syge, og selv når vi er raske, har vi det problem at vi bliver sultne og tørstige og trætte. Vi kan for det meste kun arbejde 37 timer om ugen, og selv når vi har fri, har vi brug for mad og drikke – og ilt forbruger vi 24 timer i døgnet, så vi er meget lidt energieffektive. Til gengæld er vi gode til at forurene vores omgivelser og ødelægge jordens klima. Af samme grund er der mange der mener at den væsentligste årsag til de problemer vi har at slås med i verden i dag, er overbefolkning. Eller sagt på en anden måde: Der er simpelt hen for mange mennesker i verden! Så det ville vel bare være godt hvis vi kunne erstatte nogle af os med robotter – eller måske endda os alle sammen? Måske ville jorden i virkeligheden være et bedre sted hvis der ingen mennesker var? Ja, måske – men bedre for hvem? Ikke for dig og mig i hvert fald, for hvis der ikke var nogen mennesker, ville vi jo heller ikke være der!

                      I det hele taget tror jeg ikke at der er ret mange der for alvor mener at der er for mange mennesker, for det ville jo være det samme som at sige at nogle af de mennesker der er i verden, ikke burde være der. Men det er jo ikke sådan vi ser på det; tværtimod. Hvis et jordskælv eller en orkan eller en oversvømmelse koster en masse mennesker livet et eller andet sted i Europa eller Afrika eller Asien, er det kun de allermest kyniske der vil mene noget som helst andet end at det er en forfærdelig tragedie. Det er som om vi har en intuitiv fornemmelse af at hvert eneste menneskeliv er uendelig værdifuldt. Men hvorfor? Hvad er det der gør os så værdifulde at vi dybest set ikke synes at nogen af os kan undværes, selvom vi belaster klimaet bare ved at være til?

                      Det kan vi finde svaret på i Bibelen, og vi behøver endda ikke at læse ret langt før vi finder det. Allerede på den allerførste side, i den allerførste bogs allerførste kapitel, kan vi læse at Gud sagde til sig selv (og Gud omtaler sig selv i flertal, så derfor lyder det sådan her): ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os”. Af alt det som Gud har skabt, er lige præcis vi mennesker det som han har skabt på en måde så vi ligner ham selv! Det er selvfølgelig ikke noget man kan bevise, men det flugter i hvert fald med vores intuition: Et menneskeliv er det helligste der findes. Og de mennesker hvis liv er allermest helligt, er små børn – paradoksalt nok, for små børn kan jo slet ikke yde nogen indsats på arbejdsmarkedet; de forbruger kun, og selv det har de brug for hjælp til. Det at vi alligevel helt intuitivt mener at de små børn er dem hvis liv allermest skal beskyttes, er altså et klokkeklart vidnesbyrd om at vi mennesker har en værdi der ikke afhænger af vores effektivitet – og som gør at vi aldrig fuldt ud ville kunne erstattes af robotter.

                      Det allerstærkeste vidnesbyrd om menneskets værdi fik vi dog julenat. Hele kristendommen handler, som mange af jer sikkert ved, om at Gud sendte sin søn til jorden for at frelse os mennesker fra synden og døden. Det var mod Djævelen selv og alle onde åndemagter at slaget skulle stå, så der var brug for en mægtig kriger, skulle man mene. Men hvad valgte Gud at sende? Et hjælpeløst lille barn! Et lille barn, som oven i købet blev født under både usle og stressende omstændigheder. Det lille barn voksede selvfølgelig op og blev en voksen mand, men det at Jesus ikke bare trådte ind på scenen som 30-årig mens basunenglene spillede temaet fra Superman-filmene, men begyndte som et hjælpeløst spædbarn, det er da om noget en bekræftelse af menneskelivets værdi!

                      Så hvis kaptajnløjtnant Data skulle finde på i sin søgen efter hvad det vil sige at være et menneske, at tage en tidsmaskine og rejse fra det 24. århundrede til vores tid, og hvis han spurgte mig hvad det er der gør et menneske til noget særligt, så ville jeg svare ham at det der gør os til noget særligt, er at Gud elsker os så højt at han selv blev som en af os, levede et menneskeliv og til slut gav sit liv for at købe os fri så vi kunne blive hans børn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften 2023
Tags: Esajas' Bog 9.1-6a, Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 29. december 2023

Zakarias’ lovsang: Save me from myself

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirke 3. søndag i advent 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den engelske rockgruppe Genesis blev stiftet helt tilbage i 1967, otte år før jeg blev født, men de fik en lang karriere, og da jeg var 16 år, fik jeg deres nyudgivne næstsidste album We Can’t Dance, i julegave. Det var noget af en musikalsk øjenåbner, og jeg lytter stadig til mange af de fremragende sange fra det album. Nogle af sangene, så som No Son of Mine og Hold On My Heart, blev store hits, mens andre forblev mere ukendte. Til den sidste kategori hører sangen Dreaming While You Sleep, og det er egentlig synd, synes jeg, for det er faktisk en ret unik sang, i og med at den giver stemme til sådan en slags person som de fleste mennesker elsker at hade og foragte, nemlig en flugtbilist. Mike Rutherford, der skrev teksten, er mig bekendt aldrig selv stukket af fra en trafikulykke, og det er jeg heller ikke, men jeg oplever alligevel at kunne sætte mig i flugtbilistens sted når jeg lytter til sangen (hvilket Phil Collins’ indfølte fremførelse naturligvis også bidrager til). Sangen begynder med at jeg-fortælleren en mørk og regnfuld aften kæmper med at holde sig vågen bag rattet, og så sker det: ”I never saw her step into the street” – ”Jeg så slet ikke at hun trådte ud på vejen”. I vers 2 reflekterer fortælleren: “Jeg kommer aldrig til at forstå hvad der gik gennem hovedet på mig, jeg standsede ikke for at se hvad jeg havde gjort, jeg var nødt til at blive ved med at køre dybt ind i natten, som om de kilometer der kom imellem, ville gøre det i orden”. Men det gjorde kilometrene naturligvis ikke, og derfor bliver omkvædet præget af den dybeste fortvivlelse: ”Hele mit liv ligger du tavs dér i en verden så uretfærdig, og jeg er den eneste der ved hvorfor. Det vil leve indeni mig; jeg bliver aldrig fri”. ”I will never be free”.

Jeg er som sagt aldrig stukket af fra en trafikulykke, men jeg kan alligevel godt identificere mig med fortvivlelsen, for er der noget der er svært at bære på, så er det skyldfølelse, især når man bærer den med rette. Jeg kender i hvert fald kun alt for godt til det at ønske at jeg kunne spole tiden nogle timer eller dage eller uger tilbage, til tiden før jeg gjorde eller sagde det som nu fylder mig med skam og selvlede fordi det sårede et andet menneske så dybt eller måske endda udsatte et andet menneske for fare på liv og førlighed. Selv hvis faren blev afværget, eller det ved et svineheld ikke gik så galt som det kunne have gået, kan det være forbundet med stor skamfølelse at tænke at jeg så let som ingenting kunne være blevet skyld i noget forfærdeligt.

                      Med de ord går vi til dagens evangelietekst. Den foregår på et tidspunkt hvor Israel befinder sig i en national krise – hvis man da kan bruge ordet ”krise” om noget som har varet ved i flere hundrede år. Zakarias, som er den der fører ordet i teksten (for en gangs skyld er det nemlig ikke Jesus selv der taler) var præst, og det tyder på at han havde styr på jødernes hellige skrifter – den skriftsamling som vi kristne kender som Det Gamle Testamente. I hvert fald nævner han i sin lovsang både den store konge David og de hellige profeter og patriarken Abraham, folkets stamfar. Specifikt nævner han at Gud svor en ed overfor Abraham: ”at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage”. Det med ”at fri os fra vore fjenders hånd” sigter sandsynligvis til Første Mosebog kapitel 22 vers 17 hvor Gud siger til Abraham: ”Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte.” Det løfte blev i første omgang opfyldt igennem kong David, som besejrede alle Israels fjender så folket kunne leve i fred. Gennem profeten Natan lovede Gud David at hans kongehus skulle stå fast til evig tid, men han advarede også om at hvis Davids efterkommere ikke var lydige mod Gud, så ville de blive tugtet ”med menneskestok og menneskeslag” (2 Sam 7,14). Og sådan gik det desværre: Der var kun meget få af kongerne fra Davids dynasti der fulgte i Davids spor hvad angik tro og lydighed mod Gud, og derfor faldt kongeriget til sidst i babylonerrigets hænder. Men det var så der ”de hellige profeter” kom ind i billedet, for både Esajas og Ezekiel og flere af de andre profeter i Det Gamle Testamente prædikede at Gud på ny ville forbarme sig og genrejse sit folk under en konge af Davids slægt. Men på det tidspunkt hvor vi møder Zakarias og hans lovsang, er der altså gået mere end 600 år siden den sidste konge af Davids hus mistede sin trone, og det er derfor jeg sagde at teksten foregår på et tidspunkt hvor Israel befandt sig i en national krise der havde varet i flere hundrede år. Men midt i krisen synger Zakarias altså den her lovsang.

                      At Zakarias er så glad at han har lyst til at synge lovsange, er egentlig ikke så mærkeligt, for han er lige blevet far, efter at han og hans hustru ellers havde opgivet drømmen om at blive forældre fordi de var ”højt oppe i årene”, som der står tidligere i samme kapitel (Luk 1,7). Men hans glæde er ikke kun på egne vegne; tværtimod fylder den rent private lykke forsvindende lidt i lovsangen. Det der er i centrum, er glæden over at Gud, som Zakarias udtrykker det, ”har besøgt og forløst sit folk”. Hvorfor nu det? Jo, rent bortset fra at der står at Zakarias ”blev fyldt med Helligånden og profeterede” – altså at de ord han sagde, ikke bare kom fra ham selv, men var inspireret af Gud – rent bortset fra det, så hører det med til historien at Zakarias’ søn Johannes’ fødsel ikke kom ud af det blå, men var blevet indvarslet af selveste ærkeenglen Gabriel, som en dag stod foran Zakarias og sagde: ”Frygt ikke Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede” (Luk 1,13-17). Det at Zakarias og Elisabeth havde fået et barn på et tidspunkt hvor de ellers var for gamle til at det kunne lade sig gøre, var altså et tegn på at der var endnu større undere på vej – at Gud nu endelig ville til at opfylde sine gamle løfter. Og nu hvor første del af Gabriels ord – nemlig at Elisabeth havde født en søn – var gået i opfyldelse, så glæder Zakarias sig følgelig ikke kun over det, men også og endnu mere over det som det var et tegn på: at Gud ville frelse sit folk. Ja, han betragter det endda som var det allerede sket: Gud ”har besøgt og forløst sit folk.”

                      Men der er en meget interessant nuance i såvel Gabriels som Zakarias’ ord, for de handler jo ikke kun om at Gud vil besejre Israels ydre fjender, men i særdeleshed også om at Gud vil afstedkomme en forandring hos folket selv, ”give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede”, som Gabriel sagde. Grunden til at kongedømmet gled Davids hus af hænde, var jo at kongerne og deres folk var ulydige mod Gud, så det de først og fremmest havde brug for, var altså at blive lydige igen. Og det blev da også det der kom til at stå i centrum for Johannes’ virke da han blev voksen. Det som vi kristne bedst husker ham for, er at han døbte Jesus, som vi hørte til fastelavn, men inden da nåede han at holde en hel del dunderprædikener hvor han formanede sine tilhørere til at omvende sig fra deres onde gerninger. Det plejer ikke at være nogen særlig god strategi hvis man gerne vil have en stor tilhørerskare, men folk flokkedes faktisk i stort tal for at høre Johannes prædike, selvom det endda var langt ude i ørkenen at han holdt sine vækkelsesmøder. Men måske havde israelitterne selv en fornemmelse af at den frelse de længtes efter, krævede at de tog et opgør med deres egne onde gerninger?

                      Sådan et opgør er bare ikke helt nemt at tage. Vi nærmer os ellers det tidspunkt på året hvor det er højsæson for at træffe store beslutninger om hvordan man fremover vil leve sit liv på en helt anden måde, nemlig nytåret, men jeg tror også vi alle sammen har erfaret at nytårsforsætter kan være umanérlig svære at overholde når hverdagen indfinder sig. Og jo mere omfattende de er, desto vanskeligere er det. Man kan måske til nød klare at overholde et forsæt om at man fremover ikke vil spise vingummi, men hvis man er mere ambitiøs og sætter sig for at man aldrig mere vil spise noget usundt, bliver det straks vanskeligere. Og hvis man ligefrem sætter sig for at man fremover slet og ret vil være et godt menneske, så – ja, jeg kender ikke nogen som det er lykkedes for, uanset om de har truffet deres beslutning en nytårsaften eller på en kristen sommerlejr. Jeg har selv været der – kun for, inden der var gået et år, igen at stå og have gjort eller sagt noget som fik mig til brændende at ønske at jeg kunne spole tiden tilbage.

                      Hvis du har det lige sådan, så kan du og jeg sammen glæde os over at Zakarias faktisk gik et skridt længere end Gabriel havde gjort (så måske er der noget om det når Grundtvig i den sidste salme vi skal synge i dag, kalder julens budskab for noget som ”selv engle knap forstå”). Zakarias sagde nemlig ikke kun at Gud ville ”give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed alle vores dage” – det gjorde han også – men det bedste ved alt det han sagde, var ”lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse”! Frelsen begynder nemlig ikke med at vi tager os sammen og bliver gode mennesker; den begynder med at Gud tager imod os selvom vi ikke er gode mennesker! ”Jamen var det ikke netop fordi israelitterne ikke var gode mennesker, at deres kongedømme gik under?” Jo, til dels, men først og fremmest var det fordi de ikke troede på Gud. Jeg nævnte kong David, der gennem hele Det Gamle Testamente står som mønstereksemplet på den gode konge – men det var ikke fordi han levede et perfekt og pletfrit liv. Faktisk begik han både hor og mord undervejs i sin karriere, men hver gang han havde trådt ved siden af, angrede han og erkendte at han ikke var værdig til Guds velvilje. Og netop det at David på den måde stolede på Gud i stedet for at stole på sin egen fromhed, var grunden til at Gud kaldte ham for en mand efter sit eget hjerte (ApG 13,22). Det der skal til for at vi kan tage imod Guds frelse, er nemlig netop at vi dropper at stole på os selv og i stedet overgiver vores liv til ham.

                      Så hvis du nogensinde føler at du aldrig kan blive fri på grund af noget du har gjort, så er der gode nyheder til dig: Jesus døde og opstod, for at du ikke længere skal være bundet af hvad du har gjort. Han vil give dig del i sin retfærdighed, sådan at du kan stå skyldfri over for Gud, uanset hvad du har gjort. Selv flugtbilisten fra sangen Dreaming While You Sleep kan blive sat i frihed og få et nyt liv takket være Jesus! (Den frihed vil så nok omfatte at han går til bekendelse og tager den straf som hans forbrydelse takseres til i retsvæsenet, men selv hvis det skulle omfatte at han blev smidt i fængslet, ville han i hjertet være en fri mand mens han sad der!).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag i advent 2023
Tags: Andet Korintherbrev 4.5-10, Esajas' Bog 40.1-8, Lukasevangeliet 1.67-80

Posted By admin on 29. december 2023

Jesus i Nazarets synagoge: Fremtiden er nu!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 1. søndag i advent 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så blev det endelig første søndag i advent! Det holdt hårdt i år, hvor den falder på den senest mulige dato: 3. december. Af samme grund har de fleste af de aktiviteter der plejer at indvarsle julens snarlige komme, heller ikke haft tålmodighed til at vente på at det officielt skulle blive adventstid. Juletræstændinger, julemarkeder, julefrokoster og julekoncerter har vi allerede haft masser af i løbet af november. Der er jo så mange traditioner der hører adventstiden til, at det er svært at nå det hele på de 3-4 uger vi har. Det er lige før man kan misunde den ortodokse kirke, for de tager allerede hul på adventstiden den 12. november – dagen efter mortensdag. Det gjorde vi i øvrigt også i vesten i gamle dage – det vil sige for godt og vel 1000 år siden – men adventstiden blev kortet ned til fire uger fordi folk syntes seks uger var for længe at faste.

Var for længe at hvad, sagde du?!

Ja, før i tiden var adventstiden nemlig en fastetid hvor man forberedte sig med bod og alvor, gjorde op med skødesynder og fik sagt undskyld til dem man havde konflikter med, sådan at man efterfølgende kunne fejre jul med fred i hjertet og ren samvittighed. Det element af adventstiden er desværre langt hen ad vejen forsvundet ud med det kommercielle badevand, men der er jo intet der forhindrer os i hver især at genoptage det. Altså ikke nødvendigvis det med at faste helt frem til juleaften, men måske kunne vi godt overleve at skrue bare en lille smule ned for den ydre juletravlhed – også selvom det måske betyder at der er noget vi går glip af – så vi måske til gengæld kan få tid til at tage lidt bestik af vores liv og overveje om der er nogen vi skal slutte fred med? Når alt kommer til alt, er ydre og indre fred jo vel det som de fleste af os allermest ønsker os til jul.

                      Nogle af de traditioner der hører adventstiden til, er flere hundrede år gamle, men de fleste er faktisk nyere end vi tror. Juletræet kom for eksempel først til Danmark i 1808, adventskransen blev opfundet i 1839, og kravlenisserne kom først så sent som i 1947. Og så er der de traditioner der først er kommet med de elektroniske massemedier, for eksempel tv-julekalendere, der i sagens natur først så dagens lys efter at fjernsynet blev almindeligt i de små hjem, for eksempel tv-julekalendere. Det var i Sverige at verdens første tv-julekalender blev vist i 1960, men Danmark kom med på vognen allerede to år senere. Da jeg var barn, havde vi stadig kun én tv-kanal, så hele familien Danmark så den samme julekalender, enten det var Jullerup Færgeby eller Torvet eller Jul i Gammelby, for slet ikke at tale om den herostratisk berømte Jul og grønne skove, hvor Poul og Nulle sad i et hul i jorden. Selv åd jeg det hele råt, for dengang var det at det blev vist på tv tilstrækkeligt til at jeg betragtede det som spændende (så gammel er jeg). I dag er der mange kanaler at vælge imellem, og flere af dem tilbyder mere end én julekalender, som man oven i købet kan streame på det tidspunkt der passer én, men én ting har de alle sammen til fælles, og det er at de ender godt! De senere år har der ganske vist været en tendens til at det halvvejs gennem afsnit 24 stadig ser ud til at det umuligt kan ende godt, for spændingen skal trækkes til det sidste, men det har vist endnu ikke slået fejl at alle de løse ender bliver samlet, og julefreden sænker sig til sidst. Det samme gælder de mange julefilm der udbydes i biograferne; de har også en ganske bestemt måde de skal slutte på, nemlig at såvel den ydre som den indre fred sænker sig, og alt bliver godt.

                      Det er naturligvis ikke kun til jul at vi ønsker os retfærdighed og fred og glæde; det gør vi hele året. Og det gjorde folk også på Jesu tid. Men de nøjedes ikke med at ønske sig det; de havde også en forventning om at deres ønske ville gå i opfyldelse, fordi profeterne havde forudsagt at Gud engang ville gribe ind og gøre alting godt. Den profeti fra Esajas’ Bog som Jesus læste højt i synagogen i Nazaret, var kun ét af mange eksempler. Mange af disse profetier var bundet op på at der skulle komme en bestemt person og gøre alting godt, nærmere bestemt en efterkommer af den store konge David, som havde regeret Israel 1000 år tidligere. Gud havde gennem profeten Natan lovet David at der til evig tid skulle sidde en af hans efterkommere på Israels trone, men den sidste konge af Davids slægt var blevet afsat af babylonierne allerede i år 586 før vor tidsregning. Det israelitiske folk havde imidlertid ikke opgivet håbet om at Gud ville opfylde sit løfte til David, og som sagt havde Esajas og de andre profeter forudsagt at når der igen kom en efterkommer af David på tronen, ville han oprette et fredsrige hvis lige aldrig før var set. Og de mennesker der var samlet i synagogen i Nazaret den sabbat havde grund til at tro at der snart ville ske noget, for der gik rygter om at der var fremstået en ny stor profet som gik rundt og udførte mirakler og prædikede at Guds rige snart ville komme. Den store profet var oven i købet et af deres egne bysbørn – tømreren Jesus, Josefs søn. Ham var de nok lige så stolte af som vi her på Bornholm er af Magnus Cort og Aura Dione og Daniel Mühlendorph.

                      Derfor er der heller ikke noget at sige til at alle spændt rettede øjnene mod Jesus da han havde læst Esajas’ profeti om at Gud ville sende sin tjener for at sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådeår. Hvad mon han kunne fortælle dem om Guds kommende fredsrige? Der gik endda rygter om at Jesus selv var en efterkommer af David – der var noget med at hans far Josef stammede fra Davids by Betlehem, hvor Jesus vist også selv var født på grund af den der folketælling som kejser Augustus havde udskrevet i sin tid – så måske ville Jesus løfte noget af sløret for hvordan han havde tænkt sig at gøre alting godt?

                      Jeg ved ikke om I kan forestille jer det antiklimaks det må have været da Jesus sagde: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Der står ganske vist at de alle gav ham deres bifald, og mange har undret sig over hvordan de på så kort tid kunne svinge derfra og så til at ville slå ham ihjel. Imidlertid kan ordet emartýroun, som i den danske bibel er oversat med ”gav ham deres bifald” også betyde det modsatte. Ordets grundbetydning er blot ”at bære vidnesbyrd”, og selvom det som regel bruges i betydningen ”tale godt om”, så er der undtagelser fra den regel, for eksempel i Johannesevangeliet kapitel 7 vers 7, hvor Jesus siger at verden hader ham ”fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde”. Og det er den forståelse af ordet der giver klart bedst mening i denne kontekst, synes jeg i hvert fald. Det de ”vidnede” om Jesus, var jo at han bare var Josefs søn – med andre ord: ”Hvem tror han egentlig han er?” Og når den nazaræiske version af Janteloven pludselig sprang ud i fuldt flor på den måde, så tror jeg blandt andet det var fordi folk var skuffede – fordi de havde forventet noget andet og mere end at få at vide at ordene allerede var gået i opfyldelse. For selvom der var en masse mennesker der var blevet helbredt – vel, det var jo dejligt for dem, men det forvandlede jo ikke ligefrem alle andres hverdag til det paradisiske fredsrige som de havde sat næsen op efter. Julefreden havde ikke sænket sig endnu, så hvad i alverden mente Jesus med at ordene var gået i opfyldelse?

                      Det som de gode nazaræiske synagogegængere ikke havde forstået, var at Jesus havde tænkt sig at bringe den indre fred først, og den ydre bagefter. Det er jo nemlig den indre fred der er det vigtigste. På Bibelens allerførste sider kan vi læse at der faktisk engang var et paradis, men at det blev spoleret fordi den indre fred manglede. Adam og Eva spiste af Kundskabens Træ fordi det lykkedes slangen at overbevise dem om at Gud ikke ville dem det godt. Det var dér det startede: med den indre mistillid. Og det er også dér al ufred starter den dag i dag. Derfor nøjedes Jesus ikke med at helbrede de syge; han havde også noget langt vigtigere at bringe, nemlig syndernes forladelse. Det var derfor alle de mennesker som de andre ikke ville lege med, flokkedes om Jesus: værnemagere, prostituerede, drankere, småkriminelle, og i det hele taget folk som ikke rigtig var i stand til at leve op til andres forventninger. Jesus fortalte dem at Gud tog imod dem alligevel – at den retfærdighed som de ikke selv var i stand til at præstere i deres liv, den fik de givet som gave af Gud. Dermed var de sat fri fra det som de frem for noget blev holdt i fangenskab af, nemlig det som vi i den kristne tradition plejer at kalde for ”synden”. Og den der er fri af synden, er i den allerdybeste forstand fri. Når vi ved at Gud ser på os med milde og nådige øjne, hvad betyder det så at vi i det ydre stadig har forskellige ting at bakse med? Som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: ’På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.’ Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os” (Rom 8,35-36).

                      Det kan godt undre at Paulus ligefrem sigre at vi ”sejrer”, selv hvis vi bliver udsat for forfølgelse og sværd, sådan som mange af de første kristne blev (og som mange kristne rundt om i verden stadig bliver), men det hænger sammen med at Jesu budskab ikke kun handlede om indre fred. Det handlede om indre fred først, men den ydre fred kommer også. Ved at give sit liv på korset som sonoffer for al verdens synd overvandt Jesus nemlig alt det onde, og derfor er det nu kun et spørgsmål om kort tid før alle spor af Satans magt bliver tilintetgjort. Det eneste Gud stadig venter på, er at alle mennesker tager imod den indre fred i syndernes forladelse; så kommer afslutningen på denne tidsalder hvor Jesus kan tage sæde på sin trone som konge i et evigt fredsrige. Det er den fremtid vi som kristne har sat vores lid til. Men i troen kan vi allerede nu smage den fremtid, ikke mindst når Jesus i nadveren rækker os sit legeme og blod i form af brød og vin som tegn på det ubrydelige fællesskab med ham som vi har fået i dåben. Faktisk kan man sige at vi i troen allerede lever i Guds fremtid – og derfor kan vi sige ja og amen når Jesus siger: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i advent 2023
Tags: Esajas' Bog 42.1-9, Lukasevangeliet 4.16-30, Romerbrevet 13.11-14

Posted By admin on 23. november 2023

Jairus’ datter og kvinden med blødninger: Er håb en strategi?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 24. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I 2021 blev der foretaget en stor global undersøgelse hvor 10.000 unge i alderen 16-25 år fra ti forskellige lande fra seks forskellige verdensdele blev spurgt om deres holdninger til klimaforandringer og til de forholdsregler som deres regeringer tager i den anledning.[1][2] 59 procent af de unge der blev spurgt, svarede at de er meget bekymrede eller ekstremt bekymrede over klimaforandringerne, mere end halvdelen svarede at de føler sig triste, ængstelige, vrede, magtesløse, hjælpeløse og skyldige, tre fjerdedele sagde at de synes fremtiden er skræmmende, og hele 56 procent gav udtryk for at menneskeheden er dømt til undergang.

                      De tal kan lyde meget voldsomme for dem af os der er noget mere end 25 år gamle, men når jeg tænker på hvilken vej udviklingen er gået i løbet af de to år siden undersøgelsen blev lavet, så må jeg indrømme at jeg også har svært ved at finde optimismen frem. Allerede for et par år siden kunne vi se tilbage på nogle meget voldsomme somre hvor den ene varmerekord efter den anden stod for fald, men i år er de alle sammen blevet slået på ny. Juli 2023 var den varmeste måned der nogensinde er blevet målt på jorden, og det siger selvfølgelig ikke nødvendigvis så meget, for vi har jo kun foretaget nøjagtige meteorologiske målinger i omkring halvandet århundrede, men jeg læste forleden at nogle forskere faktisk anslår at juli måned i år var den varmeste måned vi har haft på jorden i 120.000 år! I store dele af Sydeuropa – for slet ikke at tale om endnu varmere dele af verden – har temperaturerne ikke bare været ubehagelige, men ligefrem farlige at færdes i, og andre steder har der været voldsomme skovbrande, eller modsat: oversvømmelser. Og selvom naturfænomenet El Niño bærer en stor del af skylden for at det har været ekstra slemt i år, så har vi jo altså haft El Niño før, uden at temperaturerne har været så ekstreme, så ”normalniveauet” er også steget. Et mindretal af forskere mener ganske vist fortsat at klimaforandringerne i det hele taget slet ikke er menneskeskabte, men det er en ringe trøst, for hvis de har ret, kan vi jo omvendt heller ikke gøre noget for at bremse udviklingen.

                      Og så er klimaforandringerne ikke engang det eneste vi har at bekymre os om. Den krig der blev udløst af Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober, truer med at sprede sig til hele Mellemøsten, og her i Europa har Ruslands invasion af Ukraine genoplivet Den Kolde Krig i en grad som de mere naive af os (deriblandt undertegnede) næppe kunne have forestillet os for bare ti år siden, og vi bornholmere er til overflod blevet mindet om at vi ikke befinder os særlig langt fra Rusland. Putin har fremsat slet skjulte trusler om at anvende atomvåben, og vi har også stadig til gode at se hvad han er i stand til på det område der kaldes ”hybrid krigsførelse”, det vil sige hackerangreb og den slags. I denne uge kunne vi læse at den nyligt pensionerede topdiplomat Michael Zilmer-Johns, der sidste år stod i spidsen for regeringens sikkerhedspolitiske arbejdsgruppe, rettede en voldsom kritik mod regeringen for at være alt for dårligt forberedt på mulige cyberangreb. Han brugte ord som ”strategisk amatørisme” og sagde blandt andet: ”Lige nu er vores strategi håb. Vi håber, at det ikke sker.”[3] Dermed sigtede han naturligvis til den kendte talemåde ”Håb er ikke en strategi”, som vores statsminister selv brugte under coronakrisen.

                      Og det er selvfølgelig rigtigt at man ikke løser nogen problemer ved at sætte sig ned med hænderne i skødet og håbe på at de går over af sig selv, så i den forstand er håb ikke en strategi. Men jeg vil nu vove at påstå at håbløshed er en endnu dårligere strategi, for hvis man ikke har noget håb om at det kan lade sig gøre at vende tingene til det bedre, så er man først håbløst fortabt.

                      I dagens første læsning møder vi en situation hvor alt håb tilsyneladende er ude: Profeten Ezekiel ser i et syn en dal fuld af knogler der er fuldstændig indtørrede, og det spørgsmål som Gud stiller ham, virker umiddelbart som et ualmindelig dumt spørgsmål: ”Menneske, kan disse ben blive levende?” For det ved vi jo godt at indtørrede knogler ikke kan. Synet var et billede på den generelle indstilling blandt israelitterne på Ezekiels tid, som lød: ”Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!” Baggrunden for at israelitterne tænkte og sagde sådan, var at deres land var blevet erobret af babylonierne, Jerusalems mure var blevet jævnet med jorden, Guds tempel var blevet plyndret og ødelagt, og selv var folket blevet ført i eksil – men Gud gav altså Ezekiel et budskab om at nej, håbet var ikke slukket! For det som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud (Mark 10,27). Og de yngste af dem der hørte Ezekiels profeti, opnåede da også at vende hjem til Jerusalem og være med til at genopbygge templet, som vi kan læse om det i Ezras Bog.

                      I evangelieteksten møder vi også mennesker hvis situation tilsyneladende er håbløs, deriblandt en kvinde som i tolv år havde lidt af blødninger. Matthæus giver os kun en kortfattet beskrivelse, men det fremgår af den tilsvarende beretning i Markusevangeliet at hun ”havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre” (Mark 5,26). De fleste ville nok i den situation være sunket ned i en fortvivlet resignation, men denne kvinde opgav ikke håbet om helbredelse; tværtimod sagde hun fortrøstningsfuldt ved sig selv: ”Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.” Og håbet drev hende til handling, nærmere bestemt til den handling at søge hjælp hos Jesus.

                      Virkede kvindens situation håbløs, så gjorde synagogeforstanderens det endnu mere. Da Jesus nåede frem til hans hus, var hans datter allerede død, og hvad er der så mere at gøre? Da Jesus siger til den skare der havde indfundet sig for at vise deres respekt for den afdøde med gråd og fløjtespil, at pigen ikke er død, men kun sover, forekommer hans ord dem så absurde at de reagerer med vantroens latter, og det kan man vel dårligt bebrejde dem, men hvis I vil tilgive at jeg igen citerer fra Markusevangeliets noget mere udførlige beretning, så lyder Jesu ord til den døde piges far: ”Frygt ikke, tro kun!” (Mark 5,36). Og det er ikke tomme ord, for straks derefter går han ind i huset og opvækker pigen fra de døde.

                      Et af de bibelvers jeg lærte udenad da jeg gik i søndagsskole, var Hebræerbrevet kapitel 13 vers 8, hvor der står: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.” Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid! Hvis vi virkelig tror på det, så må det vel følge af det at når israelitterne i deres babyloniske eksil, og kvinden der havde brugt alt hvad hun ejede på virkningsløse behandlinger mod hendes blødninger, og synagogeforstanderen hvis lille datter lige var død – når de havde grund til at bevare håbet, så har vi det også! Vel at mærke ikke sådan at forstå at vi sætter os tilbage med hænderne i skødet og messer at det nok ikke går så galt som man kunne frygte, men sådan at forstå at vi trodsigt bliver ved med at gøre det gode, uanset hvor håbløst det ser ud, og frem for alt: At vi bliver ved med at komme til Jesus i bøn, i tillid til at der ikke findes nogen situation der er så håbløs at han ikke kan vende den til det gode. Det kan godt være at vi ikke kan se hvordan det skulle kunne lade sig gøre at det vi står i nogensinde skulle kunne ende godt – uanset om det er de store globale problemer med krig og klimaforandringer, eller det er de problemer vi har at slås med på det personlige plan – men det er der troen kommer ind billedet. Troen består i at vi stoler på Gud selvom vi ikke ved hvornår eller hvordan han har tænkt sig at redde situationen. Den betyder at vores håb retter sig mod en person og ikke mod vores omstændigheder.

                      Og til syvende og sidst retter vores håb sig imod den livsalige dag hvor Jesus vender synligt tilbage til jorden og gør hele verden til Guds rige til sidst. Det er det håb som den kristne kirke fra første færd har bygget på, og som udspringer af budskabet om at Guds Søn blev menneske, at han døde for at sone al verdens ondskab, og ikke mindst at Gud oprejste ham fra de døde som tegn på at hans selvfornedrelse og selvopofrelse var stærk nok til at overvinde selveste døden. Derfor har Jesus magt til bogstaveligt talt at forvandle en dal fuld af indtørrede knogler til en hær af levende mennesker, en ruinhob til en strålende stad eller en ørken til et frodigt landskab. Og det er spørgsmålet om vi efterhånden har ret meget andet tilbage at håbe på, end at han vil gøre netop det. Det bør til gengæld også være alt tilstrækkeligt, såfremt vi virkelig tror på at der findes en kærlig og almægtig Gud, hvis søn har vandret her på jorden og givet sit liv for os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(21)00278-3/fulltext

[2] https://www.bbc.com/news/world-58549373

[3] https://www.dr.dk/nyheder/indland/regeringens-egen-sikkerhedsraadgiver-er-bekymret-hybridkrig-lige-nu-er-vores

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Ezekiels Bog 37.1-14, Kolossenserbrevet 1.9b-14, Matthæusevangeliet 9.18-26

Posted By admin on 13. november 2023

Skattens mønt: Lov er lov – skal den holdes?

Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Tejn Kirker 23. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I februar 2020, et par uger før coronanedlukningen pludselig vendte op og ned på alting, blev daværende kirkeminister Joy Mogensen interviewet af Det Danske Bibelselskab, og i den forbindelse blev hun blandt andet bedt om at nævne et af sine yndlingscitater fra den gode bog. Hun pegede uden tøven på Matthæusevangeliet 22,21: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”, idet hun tilføjede: ”for mig handler ’Kejserens’ ikke kun om penge og skat, men om alt verdsligt”.[1] Og noget tyder på at hun ikke er den eneste politiker der har det på den måde. I de to første årtier af dette århundrede blev det lille bibelvers citeret mere end 400 gange i de landsdækkende medier,[2] og det tror jeg ikke der er nogen andre bibelvers der kan hamle op med. Flere fremtrædende politikere har af egen drift citeret verset, deriblandt daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i et foredrag på Vartov i januar 2011 sagde: ”I Danmark har vi en lang tradition for ‘at give Gud, hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er.’ I forhold til integration og til udfordringen med folk, der kommer rundet af et andet værdisæt end vores, så betyder det, at de nye danskere ubetinget skal respektere kejserens love og regler.”[3] Rent bortset fra at den del af de nye danskere der ikke er kristne, nok er ret ligeglade med hvad Bibelen har at sige om at adlyde landets love, og rent bortset fra at forpligtelsen til at overholde landets love vel er den samme for os ”gammeldanskere” som den er for de nye danskere (og rent bortset fra at vi i Danmark ikke har en kejser), så er der ingen tvivl om hvad det var Lars Løkke mente, nemlig at Bibelen foreskriver at landets love skal overholdes, og det endda ”ubetinget”. Det vi skal se på i dag, er om han har ret i den opfattelse. Altså: Er vi som kristne forpligtet over for Gud på altid at adlyde de verdslige myndigheder? Er det at overtræde de til enhver tid værende love i et land i alle tilfælde nødvendigvis en synd mod Gud?

                      Jeg vil afmontere spændingen med det samme ved at sige at nej, naturligvis er det ikke det. Det tror jeg sådan set heller ikke at Lars Løkke Rasmussen mener at det er, hvis man går ham på klingen – han har i hvert fald adskillige gange i sin politiske karriere udtrykt støtte til modstandsbevægelser mod tyranniske regimer forskellige steder i verden. Så jeg tror egentlig at vores gode udenrigsminister (som han jo er i dag) vil give mig helt ret i at eksempelvis de mennesker der trodsede Nazistyret i Tyskland i 1930’erne og 1940’erne ved for eksempel at skule jøder illegalt, gjorde det rigtige. Men hvad betyder det så at ”give kejseren, hvad kejserens er”?

                      At dømme efter den Paulus-tekst vi hørte i dag, så betyder det rent faktisk at man skal overholde landets love. ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod” – hvordan kan det tolkes anderledes end at Bibelen siger at man i alle forhold skal adlyde landets love? Nogle har forsøgt at komme uden om spørgsmålet ved at sige at det kun er legitime myndigheder man skal adlyde, og derfor var det helt i orden at være ulydig mod Hitlers regime fordi det var et diktatur og dermed ikke legitimt, men den udvej kan ikke bruges, for dengang Paulus skrev Romerbrevet, levede han under et styre hvis øverste leder var kejser Nero. På det tidspunkt hvor Romerbrevet blev skrevet, havde Nero ganske vist endnu ikke begået de forbrydelser han blev mest berygtet for, så som at sætte ild på Rom eller at bruge kristne som levende fakler når han holdt havefester, men det er ikke for meget sagt at flere af hans politiske rivaler var omkommet under særdeles mistænkelige omstændigheder. Og en diktator var han uden tvivl, i hvert fald målt med nutidens standarder. Men hvis princippet om at vi som kristne skal underordne os under myndighederne, ikke kun gælder i legitime demokratiske retsstater, hvordan kan vi så mene at de der var ulydige mod nazisterne, kristeligt set gjorde det rigtige?

                      For mange år siden læste jeg en erindringsbog af Dansk Europamissions grundlægger, Hans Kristian Neerskov. Jeg husker ikke detaljerne, og jeg havde desværre ikke bogen ved hånden da jeg forberedte min prædiken, men det var vist noget med at han var blevet taget af grænsepolitiet engang han havde forsøgt at smugle bibler ind i Sovjetunionen. I hvert fald spurgte det sovjetiske politi ham om han var kristen, og da han svarede ja til det, spurgte de ham om han så ikke var klar over at der jo står i Bibelen at man skal adlyde myndighederne, og derfor var han faktisk ulydig mod Bibelen når han trodsede de sovjetiske myndigheder ved at forsøge at smugle ulovlig litteratur ind i landet. Heldigvis havde Neerskov dog svar på rede hånd, for da betjentene havde mindet ham ordene ”Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod”, kvitterede han ved at citere det følgende vers: ”De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde.” Det var altså det sovjetiske styre, der handlede imod Bibelens ord ved at skræmme dem der ville gøre det gode, belærte han dem om. Og det synes jeg egentlig er en fin forståelse af versene: I det omfang myndighederne straffer dem der gør det onde, skal man underordne sig under dem, uanset hvor onde og illegitime de i øvrigt måtte være – den der vil begå røveri i det Talibanstyrede Afghanistan eller voldtægt i Kim Jong-uns Nordkorea, kan ikke undskylde sig med at det regime der straffer ham for det, er et uretfærdigt regime – men den der gør det gode, kan altid gøre det med ren samvittighed, uanset hvad loven siger.

                      Spørgsmålet er så bare hvem der skal afgøre hvad der er ”det gode”! Dertil er at sige at vi ikke kan forvente at den verdslige øvrighed skal dømme efter andre love end sine egne, så hvis din samvittighed tvinger dig til at overtræde landets lov, så må du være indstillet på at bære den straf som øvrigheden har fastsat. Det kan du så til gengæld gøre med oprejst pande, hvis det virkelig er fordi du har gjort det gode, at du bliver straffet. Som apostlen Peter skriver i sit første brev: ”Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er i salige” (1 Pet 3,13-14). Det princip levede Peter i øvrigt selv efter; vi kan i hvert fald læse i Apostlenes Gerninger at da Peter og de andre apostle blev pisket af det jødiske råd fordi de talt om Jesus, var de kun glade ”fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld” (ApG 5,41). Og vi må huske på at ingen jordisk myndighed har magt til at volde os varig skade, uanset hvad de måtte finde på at straffe os med. Som Jesus på et tidspunkt sagde til disciplene, er der ingen grund til at frygte ”dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere” (Luk 12,4).

                      Nå, men hvordan finder vi så ud af hvornår vi med god samvittighed kan – eller ligefrem skal – overtræde landets love? Det tror jeg faktisk at dagens evangelietekst rummer nøglen til. Det der fik Jesus til at konkludere at mønten tilhørte kejseren og derfor skulle gives til ham, var jo at mønten bar kejserens billede. Så når Jesus siger at vi skal give ”Gud, hvad Guds er”, må det hentyde til alt hvad der bærer Guds billede. Og hvad er det der bærer Guds billede? Det finder vi svaret på i Bibelens allerførste kapitel, i en tekst som i øvrigt bliver citeret i Folkekirkens traditionelle vielsesritual: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det” (1 Mos 1,27). Det som Jesus siger, er altså: ”Lad bare kejseren få sine penge, som han har skabt, men husk at du skylder Gud hele dit liv, for det er Gud der har skabt dig.”

                      Konklusionen bliver altså at hvis der er en konflikt mellem hvad Gud kræver af os, og hvad regeringen kræver af os, så er det regeringen der har vigepligt. Vores statsminister sagde ganske vist på et tidspunkt at det er Gud der har vigepligt, men du kan jo overveje hvem af de to det er mest sandsynligt at du ultimativt vil komme til at stå til regnskab hos.

                      Nogle vil måske tænke at hele den her diskussion er temmelig hypotetisk, for hvor tit sker det lige her i Danmark at vi er nødt til at vælge mellem at være lydig mod landets love eller at være lydige mod Gud?  Og nej, det sker heldigvis ikke særlig tit. Men så meget mere grund har vi til at adlyde Gud i alle ting, når vi i reglen ikke engang risikerer at myndighederne kommer efter os for det! Vi skylder nemlig virkelig Gud alting, for ikke alene har han sat sit billede på os da han skabte os; han har også betalt med sin egen søns blod for at købe os fri fra syndens og dødens herredømme. Derfor er vi frie til frimodigt at gøre det gode i enhver situation uden at frygte for konsekvenserne.

                      Men hvad så hvis vi ikke ved hvad ”det gode” er? Måske er der både noget der taler for at vi skal gøre det ene, og noget der taler for at vi hellere skal gøre det andet, eller måske står vi i et umuligt etisk dilemma hvor der slet ikke synes at være noget der er ”det gode”, men kun noget der måske er det mindste onde – eller måske er vi selv sikre på hvad der er det rigtige at gøre, mens andre kristne mener at vi tværtimod burde gøre det stik modsatte, og sæt nu det er dem der har ret, og os der tager fejl? Men selv det er heldigvis ikke noget uoverstigeligt problem, for hele overskriften over det kristne liv er ordet nåde. I Andet Korintherbrev kapitel 8 vers 12 står der: ”For når den gode vilje er til stede, påskønnes den i forhold til, hvad man evner, ikke i forhold til, hvad man ikke evner.” I konteksten handler det om at give penge til en indsamling til de fattige i Jerusalem, som Paulus havde sat sig i spidsen for, men jeg ser ingen grund til at princippet ikke kan udvides til også at gælde al anden god gerning. Gud elsker os uendelig højt, hans tålmodighed med os er stor, og han vil i hvert fald hellere at vi gør det så godt vi kan, ud fra den viden og åndelige modenhed vi nu engang har på et givet tidspunkt, end at vi graver vores talenter ned på en mark. De skæverter vi kommer til at slå undervejs, dem har Jesus betalt for på korset. Og ved at praktisere ”De 4 B’er” – Bøn, Bibellæsning, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bordet med nadverens brød og vin – har vi adgang til hele tiden at vokse i visdom, så vi bliver stadig bedre til at skønne hvad der er Guds vilje – det gode, det som behager ham, det fuldkomne (Rom 12,2).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] https://www.bibelselskabet.dk/fem-skarpe-om-bibelen-til-joy-mogensen

[2] https://www.bibelselskabet.dk/sites/default/files/files/artikel_8_bibliana_02-20.pdf

[3] Ibid.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 23. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Amos' Bog 8.4-7, Matthæusevangeliet 22.15-22, Romerbrevet 13.1-7

Posted By admin on 7. november 2023

Saligprisningerne: Hvidt tøj

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 20. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er alle helgens dag. Det vil sige, egentlig var det alle helgens dag allerede i onsdags (og i torsdag var det så alle sjæles dag; det vender jeg tilbage til), men da Struensee rundbarberede den danske helligdagskalender i 1770, gik det blandt andet ud over allehelgen, som altså blev flyttet fra 1. november til første søndag i november. Og de første godt 200 år var de fleste danskere vist relativt ligeglade, for det med helgener er jo alligevel ikke noget vi går så forfærdelig meget op i herhjemme, selvom der er en hel del kirker der er opkaldt efter en helgen, ikke mindst her på Bornholm.

                      I de seneste årtier er allehelgen imidlertid vokset stærkt i popularitet, sådan at det nu er den dag på året hvor der er næstflest der går i kirke, kun overgået af juleaften. Og i grunden er det helt i tråd med den protestantiske reformation at det er gået sådan. Oprindelig blev alle helgens dag nemlig sat i verden som en mindedag for alle de helgener der ikke har deres egen festdag. Det er der jo nemlig en hel del helgener der har – her i Danmark kender vi især Sankta Lucias dag den 13. december og Sankt Hans’ dag den 24. juni (selvom det i Hans’ tilfælde mest er aftenen før vi gør noget ud af), men der er også mange andre. De af jer der har været i kirke anden juledag, ved for eksempel at den dags officielle navn er Sankt Stefans dag, og nogle af jer ved måske også at man i mange lande gør meget ud af Sankt Nikolajs dag, som er den 6. december. Faktisk er stort set alle årets dage festdag for en eller flere helgener, men efterhånden som antallet af helgener blev langt større end antallet af dage på et år, fandt man altså på at de knap så berømte helgener kunne få en fælles festdag, og det blev så den 1. november. Og dagen efter, den 2. november, blev så udnævnt til mindedag for alle dem der ikke er helgener, og den fik derfor navnet ”alle sjæles dag”.

                      Hvad er så forskellen på dem der er helgener, og dem der ikke er? Tja, i traditionel katolsk teologi indebærer en helgenkåring at paven udsteder en garanti for at den pågældende person befinder sig i himlen hos Gud, og at man derfor kan bede vedkommende om at gå i forbøn for én, men at en afdød person udnævnes til helgen, betyder også at vedkommendes liv kan tages som et eksempel til efterfølgelse, og det er ikke mindst det der er i fokus på alle helgens dag. På alle sjæles dag, derimod, mindedes man dem som man ikke var sikker på var i himlen, men måske snarere i skærsilden, og dér var der fokus på at bede for dem, om at Gud vil forkorte deres tid i skærsilden. Men i den lutherske kirke tror vi jo ikke på skærsilden, og derfor giver det som sagt god mening at vi bruger den samme dag til at mindes alle de afdøde uden at skele til om en pave tilfældigvis har helgenkåret dem eller ej. For resten tror vi heller ikke på at det tilkommer paven eller noget andet menneske på jorden at helgenkåre nogen.

                      Noget andet er så at hvis vi skal være ærlige, så er der nok heller ikke ret mange af vores kære der ville komme i betragtning til en helgenkåring. Når vi savner de mennesker vi har mistet, er det ikke fordi de nødvendigvis var bedre eller frommere mennesker end alle andre, men derimod fordi de betød noget særligt for os. Sådan er det jo også med dem af vores kære som heldigvis stadig er i live: De to mennesker som jeg elsker allerhøjest i denne verden, er Signe Hartung Kjærby og Josef Hartung Kjærby, og det er ikke fordi jeg har sat mig ned og analyseret en hel masse mennesker for at finde ud af hvem der er klogest eller smukkest eller frommest; det er ganske enkelt fordi Signe er min hustru, og Josef er min søn. En anden sag er så at jeg rent faktisk synes at Signe er verdens skønneste kvinde, og Josef er verdens skønneste dreng, men det er ikke fordi de er skønne at jeg elsker dem; det er tværtimod fordi jeg elsker dem at jeg synes de er skønne! Kærlighed er nemlig stærkere og vigtigere end alt andet i verden. Dem vi helst vil være sammen med, det er dem vi elsker, og dem vi allermest ville ønske at vi stadig kunne være sammen med, er dem vi elskede. Det afgørende er ikke først og fremmest de pågældende menneskers personlige kvaliteter, men den relation vi har eller havde til dem, hvordan den relation så end kom i stand.

                      Som sagt tror vi protestanter ikke på at paven eller noget andet menneske har mandat til at udtale sig om hvem der fortjener betegnelsen ”helgen”, og derfor står det os frit for på en dag som i dag (og i øvrigt også på alle andre dage) at mindes lige præcis de mennesker vi har elsket. Og det at bevare minderne om dem vi har mistet – at blive ved med at huske på dem, tænke på dem og ikke mindst tale med hinanden om dem – er en god og vigtig ting at gøre, for de har jo stadig en stor plads i vores hjerter selvom de ikke længere er til stede i denne verden. Men som sagt handler alle helgens dag traditionelt ikke kun om at ære nogle menneskers minde, men også om at fejre at de nu er i himlen hos Gud, hvor de er mere i live end nogensinde. Og kan vi være sikre på at vores kære er det, når nu de ikke nødvendigvis var specielt gode og fromme mennesker? Og selv hvis de er der, kan vi så være sikre på at vi selv kommer i himlen når vi dør, så vi kommer til at møde dem igen?

                      Det er naturligvis svært at være sikker på noget som helst i denne verden, for slet ikke at tale om den kommende verden, men hvis vi tager udgangspunkt i dagens evangelietekst, så står der at Himmeriget tilhører de fattige i ånden, at de sagtmodige skal arve jorden, og at de rene af hjertet skal se Gud. Det lader altså til at adgangskravet snarere er magtesløshed end store fromme bedrifter. Der er selvfølgelig lige det med at være ”ren af hjertet”, der godt kan virke som noget af en overmenneskelig præstation, men så er det godt at vi også har hørt den berømte tekst fra Johannes’ Åbenbaring om ”den store hvide flok”. Da Johannes ikke kan svare på sin himmelske vejvisers spørgsmål om hvem den store hvide flok er, får han at vide at ”Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjorde dem hvide i Lammets blod.” Hvis du tænker at vedkommende ikke ved noget som helst om hvordan man vasker tøj, siden han siger at man kan bruge lammeblod til at vaske tøj hvidt, så kan jeg kun give dig ret, men det meste af det der står i Johannes’ Åbenbaring skal forstås symbolsk, og det gælder også det med det hvide tøj. Hvidt tøj bliver flere steder i Det Nye Testamente brugt som et billede på at man er uskyldsren (se fx Åb 3,4), så det at den store flok der står foran Guds trone, har hvidt tøj på, passer godt med det Jesus siger i evangelieteksten om at man skal være ren af hjertet for at få Gud at se. Men så er det jo at der står at de har gjort deres klæder hvide ved at vaske dem i Lammets blod. Lammet er i Johannes’ Åbenbaring en betegnelse for Jesus, som også andre steder i Det Nye Testamente kaldes for ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Det med ”bærer verdens synd” sigter til at Jesus tog al vores skyld på sig da han døde på korset, sådan at vi i stedet kunne få hans retfærdighed. Hvorfor han bliver kaldt et lam, er en længere historie som I må få en anden gang (de af jer der var i kirke i Rø skærtorsdag, fik den ved den lejlighed, men der kommer nok flere anledninger), men i hvert fald betyder det med at få vasket klæderne hvide i Lammets blod, at Jesu død for vores skyld gør os uskyldsrene i Guds øjne. Det er det vi fejrer når vi i nadveren spiser og drikker Jesu legeme og blod i form af brød og vin, og hvis I ser på Poul Høms mosaik over korbuen, så kan I se at den forestiller et lam der er såret, og hvis blod løber ned i en alterkalk. Det er altså takket være Jesu død og opstandelse at vi kan gøre os forhåbninger om et evigt liv hjemme hos Gud, og derfor er der ikke nogen der stiller op med bedre forudsætninger end andre. En helgen er slet og ret en person der er blevet gjort hellig af Jesu blod, og det kræver ikke andet end at vi i ydmyghed og tro lader ham gøre det, i stedet for at tro at vi selv kan gøre vores snavsede tøj rent (apropos min prædiken for to uger siden, hvis nogen af jer husker den).

                      Jeg tror nemlig at Gud har det ligesom vi har det, når det gælder spørgsmålet om hvem han helst vil være sammen med, nemlig dem han elsker. Og Gud elsker os alle sammen højere end vi overhovedet kan forestille os, og derfor er der ikke noget han hellere vil end at dele sin himmel med os, eller anderledes sagt: at gøre os alle sammen til helgener, uden at vi selv behøver at gøre noget for det. Et sandt helgenliv er altså at leve i ydmyg tro og taknemmelighed over for ham som gør os syndere retfærdige og klæder os i tøj der er blevet vasket hvidt i lammets blod – uden anden grund end at han elsker os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til alle helgens dag 2023
Tags: Esajas' Bog 60.18-22, Johannes' Åbenbaring 7.1-17, Matthæusevangeliet 5.1-12

Posted By admin on 24. oktober 2023

Kongesønnens bryllup: Snavset tøj

Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Ny Kirker 20. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Der var en dreng, der hed Eustace Clarence Scrubb, og han havde næsten fortjent det.” Sådan begynder bogen Morgenvandrerens rejse, som, afhængig af hvordan man tæller, er enten den tredje eller den femte bog i C.S. Lewis’ serie om eventyrlandet Narnia. Som det fremgår af bemærkningen om at han næsten havde fortjent sit navn, er det meningen at vi som læsere skal opfatte Eustace som en komplet skiderik, men bogen er fra 1952, og der er mildt sagt løbet en del vand i stranden siden dengang, så personligt har jeg noget mere sympati for ham end det tilsyneladende var meningen at man skulle have. Jeg kan i hvert fald godt forstå at han har mere end svært ved at tro på at hans fætter og kusine flere gange har besøgt et fortryllet land, og da han pludselig selv befinder sig i det fortryllede land sammen med dem efter at være blevet suget ind i et maleri – og det tilmed på et lille sejlskib langt ude på oceanet – synes jeg ikke der er noget at sige til at han ikke er specielt ”overskudsagtig”, som det vist hedder på nudansk. Der er dog nogle af hans karaktertræk der, også set med moderne øjne, er pænt usympatiske: Han er både fej og doven, og til tider er han både arrogant og egoistisk – og så viser det sig på et tidspunkt at han også er grisk. Der sker nemlig det at skibet på et tidspunkt, efter at være blevet alvorligt beskadiget i en storm, anløber en ukendt ø, hvor Eustace stikker af fra resten af selskabet for at slippe for at hjælpe med alt det arbejde der skal gøres. Han farer vild på øen og ender i en dal hvor han lige netop når at se en drage drage sine sidste åndedrag inden den dør af alderdom. Dermed har Eustace fri adgang til den store skat som dragen har samlet, og han tager en smuk, gylden armring på, inden han falder i søvn oven på skatten og drømmer om hvordan han kan bruge sin nyfundne rigdom til at forsøde sin tilværelse. Men da han vågner, gør han en uhyggelig opdagelse: ”Han var blevet forvandlet til en drage, mens han lå og sov. Han havde ligget på en drageskat med griske, drageagtige tanker og var selv blevet en drage”[1], som bogen udtrykker det. Og armringen sidder nu ubehjælpeligt fast og strammer om hans ene forben. Den uvelkomne forvandling giver Eustace anledning til at tænke en tanke eller ti om hvor idiotisk han har opført sig, og han lover sig selv at blive et nyt og bedre menneske, hvis blot han får lov til at blive et menneske igen. Redningen kommer efter seks dage da en stor løve dukker op om natten i en slags drømmesyn og beder ham følge med til en have, hvor der er en kilde på størrelse med et svømmebassin. Drage-Eustace fornemmer at der er lindring for hans smerte i kilden, men løven befaler ham at tage drageskindet af inden han går i vandet, så han kradser sin ham af, men opdager at der blot er en anden drageham inden under den første. Da han også kradser dén af, opdager han imidlertid endnu en drageham, og sådan fortsætter det indtil løven til sidst siger: ”Du bliver nødt til at lade mig klæde dig af.” Modvilligt lader han løven tage fat; en oplevelse han efterfølgende skildrer sådan her: ”Den første flænge, [løven] lavede, var så dyb, at jeg troede, den var gået helt ind i mit hjerte. Og da den begyndte at trække skindet af, gjorde det mere ondt end noget andet, jeg nogen sinde har været ude for. Det eneste, der gjorde, at jeg kunne holde det ud, var glæden ved at mærke det blive pillet af.”[2] Da han til sidst står afklædt, føler han sig ”glat og blød som en skrællet banan” og øm over hele kroppen, men løven griber ham og smider ham ud i vandet, hvor han efter et øjeblik konstaterer at han er blevet en dreng igen.

                      C.S. Lewis lagde aldrig skjul på at bøgerne om Narnia var spækket med symbolsk betydning, og det gælder også den beretning jeg lige har refereret. Symbolikken er ikke engang specielt svær at afkode, for teksten fortæller os lige ud at Eustaces drageskikkelse var et ydre tegn på hvordan han var indeni, så det at han ikke var i stand til selv at pille drageskindet af, skal naturligvis symbolisere at vi mennesker ikke er i stand til selv at besejre vores medfødte syndighed – ja, for det meste kan vi ikke engang leve op til vores egne standarder, som Paulus skriver i en meget kendt passage i Romerbrevet: ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,19). Men det som vi ikke selv kan, det kan Gud. Som mange af jer ved, er Narnias store løve, Aslan, et billede på Jesus, og det at løven kunne pille drageskindet af Eustace og gøre ham til en dreng igen, er et billede på at Gud kan give os en ny identitet som hans udvalgte, hellige og elskede børn. Men det kræver at vi lader ham gøre det, også selvom det kan være en smertefuld proces. I den første læsning vi hørte i dag, bliver Guds omskabelse af os mennesker jo ligefrem sammenlignet med en keramiker der klasker en mislykket lerkrukke sammen og laver en ny i stedet for. Det kan lyde temmelig barsk, men det eneste alternativ til at klaske den mislykkede krukke sammen og lave den om, er jo at den bliver ved med at være mislykket. Det eneste alternativ til at Aslan på smertefuld vis trak Eustaces drageham af, var at den stakkels dreng var blevet ved med at være en drage. Og det eneste alternativ til at du og jeg overgiver os til Gud og lader ham få frie hænder til at skabe os om, uanset hvor smertefuldt det måtte være for os, er at vi bliver ved med at være fortabte i vores synder.

                      ”Vi er fortabte i vores synder” – hvordan lyder den sætning i dine ører? Eller endnu værre: Prøv at sætte stedordet i ental og sige: ”Jeg er fortabt i mine synder”! Prøv at lukke øjnene og gentage det for dig selv inde i hovedet: ”Jeg er fortabt i mine synder.” Det er ikke nogen rar tanke, vel? Og jeg vil gætte på at hos rigtig mange af os bliver den tanke mødt af en indre protest. Nogle af os har måske nok fra barnsben af lært de fromme teologiske floskler om at vi er hjælpeløst fortabte uden Jesus og ikke har noget andet håb om frelse end Guds ufortjente nåde, men derfra og så til at acceptere at vi virkelig – ikke bare som en teoretisk teologisk tanke, men også i praksis og i virkeligheden – er fortabte syndere, der er nok et stykke vej! Måske kan vi godt acceptere at vi ikke er perfekte – det er der jo ingen mennesker der er – og at vi derfor har brug for Guds nåde til lige at dække det sidste som vi ikke selv kan klare, men at det skulle være nødvendigt for os at blive lavet grundlæggende om for at kunne komme ind i Guds rige, det kan vi have sværere ved at acceptere, for vi er da egentlig sådan relativt gode mennesker når vi selv skal sige det, ikke sandt?

                      Dertil er at sige at det kommer an på hvem vi sammenligner os med. Hvis vi blot sammenligner os med mennesker omkring os, så vil vi måske nok slippe ganske heldigt fra sammenligningen (især hvis vi sammenligner vores egne bedste sider med de andres værste sider, som vi ofte er tilbøjelige til at gøre), men i forhold til Guds standarder kommer vi håbløst til kort. For at bruge et billede fra fodboldens verden, så ville selv den største stjerne i Bornholms Brand Ligaen nok falde igennem med et brag hvis han pludselig blev sat til at spille i Champions League. Eller for at vende blikket mod dagens evangelietekst, så kan man synes at det tøj man går med, er vældig fint og pænt, men hvis man tager det på til et bryllup i kongehuset, så opdager man nok at man ikke helt lever op til stedets dress code.

                      Mange der hører lignelsen om kongesønnens bryllup, vil nok spørge sig selv hvordan i alverden en stakkels vagabond som kongens tjenere har samlet op ude hvor vejene ender, skulle have båret sig ad med at få fat i et sæt tøj der egnede sig til et kongeligt bryllup, men eftersom der tilsyneladende kun var dén ene gæst der ikke var passende klædt, selvom alle gæsterne var nogle som tjenerne havde fundet ude hvor vejene endte, må man formode at kongen selv havde stillet bryllupstøj til rådighed. Ganske vist er der, så vidt jeg har kunnet læse mig til, ikke nogen kendte eksempler på at konger i datiden har sørget for tøj til deres gæster, men jeg kan ikke komme på nogen anden forklaring på hvordan alle de andre vagabonder havde fået fat i deres Armani-jakkesæt, eller hvad de nu havde på. Men hvis vi antager at den tolkning er rigtig – altså at kongen havde stillet passende bryllupstøj til rådighed for gæsterne – hvorfor skulle en af gæsterne så have valgt alligevel at komme i sine egne pjalter? Det er da fuldstændig uforståeligt, er det ikke?

                      Nej, egentlig ikke. Et eller andet sted er det jo ydmygende at måtte indse at det man selv har at byde på, ikke er godt nok, især hvis man har gået rundt og bildt sig ind at det forholder sig helt anderledes. Og måske er det lykkedes for netop denne vagabond at fornægte realiteterne i en grad så han var begyndt at tro på at han faktisk var en nydelig, elegant og velklædt herre. I hvert fald har han måske kunnet trøste sig med at hans tøj var langt pænere end det som de andre vagabonder gik med. Måske har han ligefrem syntes at det var flabet af kongen at forære ham et sæt tøj, ”som om det tøj jeg har, ikke skulle være pænt nok!”

                      Lige præcis sådan tror jeg at vi mennesker let kommer til at tænke når det gælder vores frelse. Selvom vi så nok så mange gange har sunget med på ”Min dyd og gerning hjalp mig ej”, tror vi måske alligevel et eller andet sted i vores underbevidsthed at vores dyd og gerning gør os mere fortjente til frelsen end så mange andre. Hvis vi har rigtig godt styr på teologien, vil vi måske endda sige at i os selv er vi lige så fortabte som alle andre, og at den eneste grund til at vi nu lever et fromt og helligt liv, er at Gud har forvandlet os, æren er hans alene, amen! – og hvis vi virkelig tror på Jesus som vores frelser, er det da forhåbentlig også tilfældet at Helligånden har afstedkommet forandringer i vores liv, sådan at vi lever i langt større overensstemmelse med Guds vilje nu end vi gjorde tidligere, men hvis vi af den grund tror at vi er nået i mål, og at der ikke er mere i vores liv som trænger til at blive forvandlet, ja, så er vi godt i gang med at tage drageskindet på igen. Vi må til stadighed, dag efter dag, hele tiden overgive os selv i pottemagerens hænder og lade ham forme os efter sin vilje, også selvom det måske til tider kan være ubehageligt – for kun på den måde kan vi til sidst blive de pragteksemplarer som Gud i sin kærlighed har bestemt os til at blive, og som han i sin nåde allerede ser os som når han bestemmer hvordan det skal gå os i dommen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Narnia-fortællingerne, Borgen 2002, s. 321

[2] Ibid, s. 326s.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 20. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Efeserbrevet 5.15-21, Jeremias' Bog 18.1-6, Matthæusevangeliet 22.1-14

Posted By admin on 9. oktober 2023

Davids søn og Davids herre: Pas på at Jesus ikke går i stykker!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 18. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den 12. juni 1981 var der verdenspremiere på Steven Spielbergs actionfilm Raiders of the Lost Ark, der på dansk fik den noget mere intetsigende titel Jagten på den forsvundne skat. Dengang var jeg ikke gammel nok til at se actionfilm, så jeg fik den først at se 5-6 år senere, men så var jeg også solgt, for der er virkelig action for alle pengene. Som mange af jer sikkert ved, er Jagten på den forsvundne skat den første af de nu fem film der er lavet om den heltemodige og kvindebedårende arkæolog Indiana Jones. Filmen foregår i 1936, og den handler om at Hitler har hyret Jones’ ærkerival René Belloq til at finde selveste Pagtens Ark.

Pagtens Ark er en genstand der er kendt fra Det Gamle Testamente. Den blev fremstillet da israelitterne var undsluppet fra slaveriet i Egypten, og den havde form af en guldovertrukket kasse, hvori tavlerne med De 10 Bud samt nogle andre af israelitternes hellige relikvier blev opbevaret. Oven på arken var der et låg af massivt guld, hvorpå der sad to figurer af de vingede englevæsener der kaldes keruber. Gud havde lovet at lade sit nærvær hvile mellem de to keruber, og derfor var arken israelitternes allerhelligste genstand og havde sin plads i det allerhelligste rum i deres helligdom, hvor kun ypperstepræsten måtte komme, og det endda kun 1 gang om året. Men når folket gik i krig, blev arken båret foran dem (tildækket med et klæde, naturligvis, for ingen mennesker måtte se eller røre den), og så kæmpede Gud for folket og sikrede dem sejr, forudsat de var lydige mod ham. Arken var nemlig ikke en magisk genstand, og i begyndelsen af Første Samuelsbog kan vi læse om hvordan den faktisk endte med at falde i filistrenes hænder for en tid da præsten Elis to onde sønner, Hofni og Pinehas, Troede at den ville beskytte dem selvom de var ligeglade med Guds bud. Senere fik israelitterne dog arken tilbage, og da kong Salomo byggede sit prægtige tempel i Jerusalem, fik den sin faste plads dér de næste 400 år indtil Jerusalem blev indtaget af babylonerne i år 586 før vor tidsregning. Hvad der derefter skete med arken, er en af arkæologiens største gåder, og derfor er det nok heller ikke tilfældigt at det lige var den, Steven Spielberg og hans manuskriptforfatter, Philip Kaufman, valgte at kaste sig over. Den etiopisk-ortodokse kirke hævder at de har Pagtens Ark stående i en domkirke i byen Axum i Tigray-regionen, og i det sydlige Afrika hævder Mwenye-folket, der er af mellemøstlig afstamning, at deres forfædre havde arken med da de emigrerede, og at den nu befinder sig i en dyb bjerghule i Zimbabwe. Andre hævder at arken på et tidspunkt blev flyttet til Laterankirken i Rom, men gik tabt da kirken brændte i 1300-tallet, og andre igen mener at den stadig befinder sig på et hemmeligt sted i Israel. Personligt er jeg af den overbevisning at det er ligegyldigt hvor den befinder sig henne, fordi Gud nu ved Helligånden bor i hjertet hos enhver der tror på Jesus, og det må vel siges at være langt, langt bedre!

For at vende tilbage til Indiana Jones, så er det et helt femte sted, han rejser hen for at finde Pagtens Ark før nazisterne, nemlig til et Ra-tempel i det nordlige Egypten. Her finder Jones til sin glæde ud af at Belloq leder det forkerte sted, og sammen med sin egyptiske ven Sallah tager han selv det rigtige sted hen, hvor de rent faktisk finder arken! Men så dukker nazisterne op og snupper dem fra dem, men Jones snupper den tilbage og tager den med på et skib mod London, der imidlertid overraskes af en tysk ubåd som tager arken med til en lille ø i Ægæerhavet. Grunden til at Hitler ville have arken, var at han mente at den ville gøre ham uovervindelig i krig, ligesom den gjorde israelitterne (detaljen med at være lydig mod Guds bud havde han tilsyneladende overset), og grunden til at Belloq valgte at tage den med til en lille ægæisk ø i stedet for at aflevere den direkte til Hitler, var at han ville sikre sig at den rent faktisk virkede. Da Belloq åbner arken, viser den sig imidlertid til hans bestyrtelse ikke at indeholde andet end sand. Den Gestapo-mand der står ved siden af Belloq, finder dette meget morsomt, men så begynder der pludselig at komme elektriske udladninger blandet med maskingeværild inde fra arken, efterfulgt af syner af uhyggelige overnaturlige skikkelser, inden et fyrværkeri af enorme stikflammer tilintetgør alle nazisterne helt og aldeles, hvorimod den bagbundne Indiana Jones og hans kæreste, Marion, redder livet ved at holde øjnene lukket så de ikke ser Guds hellighed, som intet øje må se.

Man kan rent teologisk mene mangt og meget om Spielbergs og Kaufmans fortolkning af Pagtens Ark, men der er i hvert fald ét punkt hvor de efter min mening har fat i noget af det rigtige, og det er at man skal være forsigtig med hvordan man behandler det hellige. Og netop den pointe er på en underlig bagvendt måde beslægtet med en debat der har fyldt meget her i landet her i sensommeren, nemlig om hvorvidt det skal være tilladt, for nu at sige det på den måde, at være ”uforsigtig” med hvordan man behandler det hellige – eller som der står i regeringens lovforslag: ”den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”. Hvis lovforlaget vedtages, vil ”utilbørlig behandling” af genstande med ”væsentlig religiøs betydning” kunne straffes på samme måde som forhånelse af en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag, nemlig med bøde eller fængsel indtil 2 år. Og regeringen har ikke lagt skjul på at formålet med lovforslaget er at varetage Danmarks sikkerhed, for der er mange muslimer der er meget vrede over de mange episoder hvor eksemplarer af Koranen er blevet brændt af på forskellige offentlige steder i Danmark, og nogle af de mere ekstreme blandt dem kunne finde på at hævne sig på vores land ved at dræbe tilfældige danskere ved terroraktioner i ind- eller udland.

Hvorvidt lovforslaget er en god idé eller ej, vil jeg ikke belære jer om i dag, for det her er en prædiken, ikke et politisk debatindlæg. Men jeg vil godt udtrykke min undren over den måde mange muslimer reagerer på når deres hellige bog bliver skændet. Forstå mig ret: Jeg kan godt forstå at de bliver kede af det! Jeg bliver også ked af det når dumsmarte nyateister gør nar af kristendommen, håner hellige symboler eller fortæller usjove blasfemiske vittigheder der bærer tydeligt præg af at afsenderen kun kender kristendommen udefra. Den slags bør man afholde sig fra, uanset om det er kristendom, jødedom, islam eller en helt fjerde religion der står for skud. Nej, det jeg ikke forstår, er behovet for at forsvare Gud med trusler om vold eller ad lovgivningens vej.

I Dommerbogen i Det Gamle Testamente kan man læse om en mand ved navn Gideon. På hans tid var mange af israelitterne begyndt at tilbede de kana’anæiske frugtbarhedsguder Ba’al og Ashera i stedet for Israels Gud, men Guds engel viste sig for Gideon og gav ham besked på at rive sin fars Ba’al-alter ned og hugge hans Ashera-støtte om. Den ordre valgte Gideon at udføre i ly af nattens mulm og mørke for at byens mænd ikke skulle forhindre ham i hans forehavende, og dér havde han set rigtigt, viste det sig, for da Ba’al-dyrkerne dagen efter fandt ud af at deres alter var blevet revet ned, forlangte de at få udleveret Gideon til dødsstraf. Men Gideons far, der ellers var ham der ejede det ødelagte alter, var åbenbart kommet til fornuft, for han svarede: ”Vil I virkelig stride for Ba’al? Vil I virkelig redde ham? … Hvis han er en gud, vil han stride for sig selv, når hans alter er revet ned” (Dom 6,31-32). Men så langt tænkte de vrede Ba’al-tilbedere ikke, for det billede de havde af deres gud, var åbenbart at han ikke kunne forsvare sig selv, men havde brug for mennesker til at forsvare sig. Og en lignende tankegang kunne man fristes til at tro at de voldelige islamister har.

Det interessante spørgsmål er så hvilken tankegang du og jeg har! Tror vi på en gud som vi er nødt til at stille omhyggeligt op så han ikke vakler, eller tror vi på ”ham, der troner over jordens flade” og ”spænder himlen ud som et slør”? Ser vi Jesus som ”Davids søn” eller som ”Davids herre”?

For at forstå hvad der ligger i det sidstnævnte, skal vi se på en beretning fra Anden Samuelsbog, hvor Israels største konge gennem tiderne, David, var i store problemer. En af hans egne sønner, Absalom, havde nemlig gjort oprør mod ham, og han havde måttet flygte fra Jerusalem og søge tilflugt ude i bjergene. Davids folk var i undertal, men det lykkedes en af Davids rådgivere, der på skrømt var gået i Absaloms tjeneste, at narre kongesønnen til at begå en militærtaktisk brøler, hvorefter Davids hærførere mønstrede deres folk for at udnytte den fordel de havde skaffet sig. David ville selv gå med ud i kampen, men hærførerne svarede: ”Det må du ikke! Bliver vi slået på flugt, er der ingen, der bekymrer sig om det; hvis halvdelen af os dør, er der ingen, der bekymrer sig om det. Men du er mere værd end ti tusind af os” (2 Sam 18,3). Og det giver jo god mening, ikke sandt? David var det symbolske samlingspunkt for deres kamp, og hvis han blev dræbt, var hele deres sag tabt på gulvet; derfor måtte han beskyttes og forsvares. Er det mon også sådan vi ser på Jesus? Hvis vi gør, så er det ikke Bibelens Jesus vi tror på. Jesus er ikke kun ”Davids søn”, Davids efterkommer, hvis tilhængere må beskytte og forsvare ham; nej, han er Davids og vores herre, som er langt stærkere og mægtigere end alle os andre tilsammen. Derfor har han heller ikke behov for at vi beskytter og forsvarer ham, for det klarer han udmærket selv, ligesom Pagtens Ark sagtens kunne slippe af med Belloq og hans nazister uden hjælp fra Indiana Jones.

Til gengæld har vi behov for at Jesus forsvarer os! Vi behøver ikke at være bange for at Jesus ”går i stykker” hvis vi ikke passer på ham, men selv er vi alle sammen gået så alvorligt i stykker at kun et mirakel kan lappe os sammen igen til det som Gud havde tænkt at vi skulle være. Det er ellers ikke fordi det er særlig kompliceret at leve efter Guds forskrifter – Jesus sagde jo i første del af dagens tekst at hele loven og alle profeterne hviler på bare to bud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af helle dit sind”, og ”Du skal elske din næste som dig selv.” Men selv over for de to enkle og rimelige bud kommer vi gang på gang til kort.  Kun ét menneske har nogensinde levet hele sit liv i fuldkommen kærlighed til Gud og mennesker (hvilket i parentes bemærket er to sider af samme sag), og det er Jesus.  Men den ”præmie” som Jesus på den måde har vundet, den vil han dele med os! Når Gud har fået lagt alle fjender under hans fødder, og alt det onde for evigt er besejret, skal vi få lov til at leve som Guds frie børn i hans rige.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 18. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Esajas' Bog 40.18-25, Første Korintherbrev 1.4-8, Matthæusevangeliet 22.34-46

Posted By admin on 9. oktober 2023

Pladserne ved bordet: Børnebordet

Prædiken i Sct. Klemens og Rø til høstgudstjeneste 17. søndag efter trinitatis 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det problem som Jesus beskriver i sin lignelse om pladserne ved bordet, er et problem som vi for det meste er lykkeligt fri for i vore dage, fordi der ved langt de fleste bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage og lignende mere eller mindre formelle fester er udarbejdet en bordplan. På den måde kan enhver hurtigt forvisse sig om hvem der er udvalgt til at sidde nærmest ved brudeparret, konfirmanden eller fødselaren. Og i vore dage sker det ind imellem at en og anden bliver overrasket over hvem der har fået tildelt de fornemste pladser – jeg deltog for eksempel engang i en 60 års fødselsdagsfest, hvor fødselaren havde anbragt sine ungdomsvenner rundt om sig og sin ægtefælle ved et andet bord.

                      I mit barndomshjem foregik tingene mere konventionelt når vi havde gæster til middag. Så sad mine forældre og de andre voksne omkring det store bord, og ved et mindre bord sad mine to søstre og jeg sammen med gæsternes eventuelle børn. Ud fra den opstilling ville en person fra Jesu samtid lynhurtigt have kunnet konkludere hvem der var de fornemste i selskabet, nemlig de voksne. Vi børn sad jo langt fra værten og langt fra de voksnes vigtige samtaler, så vi måtte vel være de mindst vigtige. Men den konklusion ville have været helt forkert! For det kan godt være at mine søstre og jeg sad langt fra vores mor og far ved bordet, men når alle gæsterne var gået, så var vi der stadig, og når vi skulle sove om aftenen, sad vores forældre ved sengekanten og lyttede til alt hvad vi havde på hjerte. Og selvom vores forældre nok ville vælge andre end deres børn at spørge til råds om hvilken bil de skulle købe, eller hvordan de bedst investerede deres pensionsopsparing, så ændrede det ikke på at det var mig og mine søstre der var børn af huset. Hvis nogle af gæsterne en dag var kommet ind i mine forældres hus uden at ringe på, ville mine forældre nok have protesteret, men mine søstre og jeg ringede aldrig på når vi kom hjem (medmindre døren var låst, og vi ikke havde taget en nøgle med), og mens gæsternes tilstedeværelse ved højbordet var begrænset til det ene måltid, spiste vi børn med ved vores forældres bord morgen, middag og aften, dag ud og dag ind. Uanset hvor fornem en plads en gæst har fået tildelt, er og bliver vedkommende nemlig kun en gæst og har ikke de samme rettigheder som husets børn.

                      Men de særlige rettigheder som man har som barn af sine forældres hus, gælder selvfølgelig kun i det ene hus. Lige så snart vi bevæger os ud i det offentlige rum, er der tusindvis af andre mennesker som vi skal kappes med om de fornemste pladser i samfundet, på arbejdspladsen, i skolen, i vennegruppen, i sportsklubben, på de sociale medier, eller hvor vi nu færdes. Og fra barnsben lærer vi at det gælder om at kæmpe for de bedste pladser: I skolen (og i særdeleshed i gymnasiet hvis man vælger at gå den vej) skal man sørge for at læreren opdager hvor meget man kan, så man kan få en god årskarakter, og når man skal ud på arbejdsmarkedet, skal man skrive en jobansøgning hvor man fremhæver sine egne kvaliteter i en grad så man bliver foretrukket foran alle de andre ansøgere. Vælger man at stille op til en tillidspost i en forening eller til et politisk embede i stat, region eller kommune, skal man føre valgkamp for at overbevise de stemmeberettigede om at man fortjener pladsen på rådhuset eller på Christiansborg mere end modkandidaterne gør. Og på Facebook, Instagram, YouTube, og hvad der ellers efterhånden er af sociale medier som de fleste af os over 40 knap nok har hørt om, gælder det for mange om at få flest likes, flest views, flest følgere. Og vælger man at følge det råd som Jesus giver, og forholde sig ydmyg og passiv mens man venter på at andre skal opdage en og sige: ”Min ven, sæt dig højere op!”, så kan man komme til at vente længe, for der er ikke mange arbejdsgivere der har tid til på eget initiativ at sætte sig ind i hvilke kvaliteter en ansøger har, hvis de ikke selv har gjort opmærksom på dem i ansøgningen.

                      Men jeg tror ikke at Jesus først og fremmest havde til hensigt at give gode råd om hvordan man gebærder sig i sociale sammenhænge. Vi hørte jo at det med pladserne ved bordet var en lignelse, altså billedtale der skal illustrere noget andet. Og de lignelser Jesus fortalte, handlede altid om Guds rige.

                      Guds rige, hvad er det egentlig for noget? Vi taler en del om det i kirken, i Fadervor beder vi ”komme dit rige”, og i dåbsritualet er der også en reference til det i beretningen om Jesus og de små børn, hvor Jesus siger: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Guds rige er altså både noget der kan komme, noget man kan tage imod, og noget man kan komme ind i, og det lyder måske umiddelbart forvirrende, men det tror jeg ikke det behøver at være, hvis vi tænker over hvad ordet ”rige” egentlig betyder. Hvis I vil tilgive mig en lille sproglektion, så stammer det danske ord ”rige” fra det latinske ord rex, der betyder ”konge”, og det græske ord fra Det Nye Testamente som på dansk er blevet oversat med ”rige”, kommer også fra det græske ord for ”konge” (”konge” hedder basileus, ”rige” hedder basileia). ”Guds rige” er altså der hvor Gud er konge.

Og hvor er det så henne? Det blev Jesus engang spurgt om – eller rettere: han blev spurgt hvornår Guds rige kommer, men hans svar på det spørgsmål svarede også på hvor det er; han sagde nemlig: ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer” (Luk 17,20-21). Eller også sagde han: ”Guds rige er inden i jer”, for de to græske ord en hymin kan nemlig betyde begge dele. Uanset hvad, så er ”Guds rige” altså ikke et fysisk sted, men Guds rige er overalt hvor Guds mennesker gør Guds vilje. Vælger du at gøre Guds vilje, så tager du på den måde imod Guds rige, ellers anderledes sagt: du modtager og anerkender Jesus, Guds søn, som kongen i dit liv. På den måde kommer du ind i Guds rige, eller anderledes sagt: du bliver en del af det som Gud er konge over. Og så er Guds rige kommet til dig.

Men det er vigtigt at lægge mærke til de ord fra dåbsritualet som jeg citerede lige før: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Der er ingen af os der er i stand til fuldt ud at gøre Guds vilje, uanset hvor meget viljestyrke og hvor mange kræfter vi sætter ind på det. Det er lige så umuligt som hvis jeg besluttede at fra nu af ville jeg være en elefant: Uanset hvor meget jeg hev i min næse, ville den ikke blive til en snabel, og uanset hvor meget jeg hev i mine hjørnetænder, ville de ikke blive til flotte stødtænder af elfenben. Det er umuligt at blive en elefant medmindre man er født som en elefant. Og på samme måde er det umuligt at gøre Guds vilje, medmindre man er født som Guds barn. Men de gode nyheder er at det kan vi faktisk blive! I dåben bliver vi født på ny til at være Guds børn, og det betyder at dermed er Guds rige kommet til os – hvis blot vi vil tage imod det. Og hvordan gør vi så det, når nu vi ikke kan leve efter Guds vilje uanset hvor meget vi prøver? Det gør vi ved at tro på Guds løfter – at selvom vi ikke ser ud af noget særligt, hverken i vores egne eller vores medmenneskers øjne, så er vi Guds børn, og hvis vi takker ham for det og efter bedste evne gør de gode gerninger Gud lægger til rette for os, så vil han gøre større ting igennem os end vi selv kan forestille os – ikke nødvendigvis ting vi selv synes er store, eller som vi vil få ære af i denne verden, men ting som ved tidernes ende, når Jesus vender tilbage til jorden, og Guds rige kommer til alle i form af enten frelse eller dom, vil vise at selvom vi tilsyneladende befandt os langt fra magtens og ærens centrum i denne verden, så var det kun fordi vi sad ved Guds børnebord.

Derfor kan vi altid trøste os med, uanset hvilke uretfærdigheder vi måtte blive udsat for i denne verden, at når alle gæsterne er gået, så er det os der kommer til at tilbringe evigheden i Guds nærhed – ikke fordi vi har gjort noget for at fortjene det, men fordi han i sin uendelige og ufortjente godhed har valgt at gøre os til sine børn igennem Jesu død og opstandelse. Vi kan altså roligt indtage den nederste plads i alle denne verdens hierarkier, for i Guds rige siger Jesus til os: ”Min ven, sæt dig højere op.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til høstgudstjeneste 17. søndag efter trinitatis 2023
Tags: Efeserbrevet 4.1-6, Lukasevangeliet 14.1-11, Salme 19.2-7