Signe & Nikolaj

Posted By admin on 14. august 2013

Jesu opstandelse: Det skete er som om det ikke var sket

Prædiken i Husum Kirke påskedag 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Er der nogen af jer der ved hvad det her er? Det her er et møllehjul – eller ”Kaisersemmel”, som sådan en hedder på tysk. Og sådan et kan faktisk lære os en masse om påskens budskab! Det vil jeg forklare mere om senere. Men vi skal begynde et helt andet sted.

For nogle år siden så jeg en komediefilm med Adam Sandler i hovedrollen. Filmen hed ”Click”, og som de fleste andre film med Adam Sandler var den præget af en mængde unødvendige platheder – synes jeg i hvert fald. Men den byggede på en ganske interessant idé, nemlig ideen om en fjernbetjening til livet! Hovedpersonen, der som sagt spilles af Adam Sandler, får en fjernbetjening forærende som han kan bruge til at kontrollere den virkelige verden med. Han kan for eksempel ”mute” sin hund når den larmer for meget, eller han kan trykke på ”fast forward” hvis han keder sig. Det ender naturligvis med at gå grueligt galt, men tanken er interessant.

Der var dog én knap på den magiske fjernbetjening som ikke fungerede, og det var ”rewind”. De gange jeg har ønsket mig at jeg havde en fjernbetjening til livet, er det ellers lige netop den knap jeg har ønsket mig. Jeg er i hvert fald tit kommet til at sige noget som jeg med det samme har fortrudt – men når først ordene er sagt, lader det sig ikke gøre at fange dem igen og putte dem tilbage i munden. Det kan også være en e-mail, sms eller chatbesked som jeg fortryder efter at jeg har trykket på ”send”. Eller det kan være en forglemmelse eller forsømmelse som jeg ender med at fortryde bitterligt fordi den får ubehagelige konsekvenser. Andre gange kan det være begivenheder som jeg ikke selv er skyld i eller kunne have forudset, der giver mig lyst til at trykke på ”rewind”.

Men ligesom i filmen kan man heller ikke i virkelighedens verden spole tilbage og lave tingene om. Vi er nødt til at leve med konsekvenserne af vores handlinger, og uanset hvor meget vi forandrer os, vil de ting vi fortryder, blive ved med at være en del af vores historie.

Og så kommer vi tilbage til møllehjulet, ”die Kaisersemmel”. Man begyndte at bage dem i Østrig i første halvdel af 1800-tallet, men det var først på verdensudstillingen i Paris i 1867 at de blev internationalt kendt. Det de blev kendt for, var deres milde, bløde smag. I dag tænker vi måske ikke så meget over at møllehjul skulle have en specielt mere mild og blød smag end så mange andre slags brød, men det hænger sammen med at de fleste af de brødtyper vi kender i dag, ikke fandtes i 1867. Det specielle ved Kaisersemmel var nemlig at de var bagt uden surdej!

For at få brød til at hæve og danne krumme, har man brug for gær. I dag kan vi købe gær i sammenpresset form i små pakker eller i tørret form som pulver, men at få de millioner af mikroskopiske organismer som gær jo består af, forvandlet til sådan en pakke, er en meget kompliceret proces, og derfor han man gennem det meste af menneskehedens historie været henvist til at bruge de bittesmå mængder gær der naturligt findes i melet, og lade dem udvikle sig ved at blande mel med vand i det rette forhold og lade det stå tilstrækkelig længe ved den rette temperatur og gradvist tilsætte mere mel i de rette mængder på de rette tidspunkter. Efter nogle dage havde man surdej, som man så kunne bruge som hævemiddel i sine brød. Nogle af jer kender måske processen, for man er jo ikke helt holdt op med at bage surdejsbrød – tværtimod er der mange der synes at surdej giver brødet en bedre smag. Og vil man bage rugbrød, går det slet ikke an at bruge færdigkøbt gær; så er det kun surdej der fungerer. Men problemet er jo altså at det tager forfærdelig lang tid at lave surdej. Til gengæld kan surdej i princippet holde sig i det uendelige hvis man bliver ved med at tilføre frisk mel med jævne mellemrum, så man behøver altså ikke at lave en ny surdej hver gang man skal bage surdejsbrød – hver gang man tager en klump af surdejen for at bruge den som hævemiddel i et brød, kan man blot erstatte den med nyt mel sådan at surdejen bliver ved med at leve, så at sige. Når man gør sådan, vil hvert eneste brød man bager, indeholde noget af den oprindelige surdej, som i princippet kan være flere år gammel, hvis man ellers har behandlet den tilstrækkelig omhyggeligt.

Og på den måde minder et surdejsbrød om os mennesker. Uanset hvor mange gange vi genopfinder os selv, så bærer vi stadig rundt på alt det gamle. Når det gælder brød, gør det som sagt ingenting at det rummer noget af den oprindelige surdej; det betyder blot at det får en mere karakterfuld smag end den milde og bløde Kaisersemmel. Men når det gælder os mennesker, er det værre, for vores surdej rummer ikke kun karakter, den rummer også giftigt mug. Uanset hvor mange gange vi prøver at slå et nyt brød op i vores liv og starte på en frisk, bærer vi stadig rundt på de samme gamle svagheder. Surdejen har det til fælles med nissen at den flytter med.

I dag er det påskedag – det kommer næppe bag på nogen. Det danske ord ”påske” kommer af det hebraiske ord ”pesach”, som betyder ”forbigang”. Som flere af jer sikkert ved, var påsken nemlig en jødisk fest længe inden den blev en kristen fest. Den jødiske påske er en fejring af at Gud befriede israelitterne fra deres slaveri i Egypten. Det gjorde han ved at sende en række plager over egypterne indtil Farao til sidst blev så mør at han lod israelitterne, under ledelse af Moses, rejse. Den sidste af de ti plager bestod i at dødens engel gik gennem Egypten så den førstefødte søn i hvert eneste hus døde. Moses havde dog på forhånd instrueret israelitterne om at de skulle slagte et lam og smøre noget af dets blod på deres dørstolper, og så ville dødsenglen gå forbi deres huse – deraf ordet ”forbigang”. Bagefter skulle de stege lammet og spise det i en fart, og de skulle have rejsetøj på under måltidet og kufferten pakket. Plagens virkning kom nemlig omgående: Så snart Farao fandt ud af at såvel hans egen som alle andres ældste sønner var døde, beordrede han israelitterne til at forlade landet øjeblikkeligt!

Man kan naturligvis ikke tage alle sine ejendele med når man skal gå til fods gennem en ørken, og man kan slet ikke tage surdej med, for det skal opbevares under ganske bestemte temperatur- og fugtighedsforhold. Derfor stod den på usyrede fladbrød under den første del af rejsen, så længe de havde mel, og derefter gik de over til at spise manna, som Gud lod regne ned fra himlen. For at mindes befrielsen fra Egypten spiser jøderne derfor hvert år usyrede brød i ugen efter påske. Faktisk må de slet ikke have noget som helst surdej i huset i den tid, så dagen før påske kasserer de alt det surdejsbrød de har liggende, og de gennemsøger også huset for at sikre sig at der ikke gemmer sig noget gammelt brød et sted. I børnefamilier plejer man i øvrigt at lave en leg ud af det, idet forældrene med vilje gemmer noget brød et sted, som børnene så skal finde. I det hele taget er det med glæde og stolthed at de fleste jøder udfører de ritualer som set med vores øjne ellers godt kan virke strenge og loviske.

Ritualet med surdejen rummer i øvrigt en dyb symbolik. Det at alt gammelt brød skal fjernes, er en påmindelse om at Gud ønskede at give israelitterne som folk en helt ny start da han befriede dem fra Egypten – OG at han til hver en tid ønsker at give ethvert menneske en helt ny start. Det som vi ikke selv kan, det kan Gud nemlig godt: Han kan fjerne den gamle surdej fra vores liv så vi kan starte helt på en frisk. Og Det Gamle Testamente rummer adskillige løfter om at han vil gøre det.

I de 1500 år der gik mellem Moses og Jesus, var påskelammet og de usyrede brød en årligt tilbagevendende påmindelse om hvad Gud havde gjort i fortiden, og hvad han havde lovet at gøre i fremtiden. Og så kom endelig den store påske hvis begivenheder vi fejrer hvert år i den kristne kirke, nemlig at Jesus gav sit liv for vores skyld og opstod igen fra de døde.

At det lige netop skete i forbindelse med den jødiske påske, var bestemt ikke nogen tilfældighed. Som Paulus skriver til korintherne i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten, er Jesus Kristus vores påskelam: Ligesom blodet fra påskelammet reddede israelitterne fra dødens engel, redder Jesu blod os fra døden. Og ligesom israelitterne skulle rense al den gamle surdej ud, skal vi også gøre – altså ikke i konkret, bogstavelig betydning, men i åndelig betydning: Surdejen i vores liv, den ”slette og onde surdej”. Som Paulus skriver: ”I er jo usyret brød.”

Men hvad mener han dog med det? Er vi ikke lige blevet enige om at uanset hvor meget vi forsøger at genopfinde os selv og starte på en frisk, så følger den gamle surdej altid med? Jo, hvis vi var overladt til os selv. Men Jesus døde og opstod for vores skyld! Han bar alle vores synder da han hang på korset, så da han opstod igen påskemorgen, var det gamle endelig forbi, og noget ny var blevet til. Det skete var endelig blevet som om det aldrig var sket. I den grav hvor kvinderne havde ventet at finde Jesu rådnende lig, fandt de i stedet en engel der fortalte dem at den mand som de selv havde set dø og havde været med til at lægge i graven blot halvandet døgn tidligere, nu levede! Der er ikke noget at sige til at de i første omgang reagerede med frygt og forfærdelse og var for befippede til at sige noget til nogen. Og det er i øvrigt lidt underligt at Markusevangeliet bare slutter med ordene: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Hvorom alting er, må de på et eller andet tidspunkt have overvundet befippelsen så meget at de har sagt noget til nogen, for ellers ville historien jo ikke være nået frem til os. Og vi behøver heller ikke at gå længere end til de tre andre evangelier for at høre om de begivenheder der fulgte efter – blandt andet at disciplene ikke engang behøvede at vente til de var kommet til Galilæa, før de fik den opstandne Jesus at se, for han kom og viste sig for dem samme aften i det hus i Jerusalem hvor de opholdt sig, og bekræftede dermed for øjnene af dem at det der var sket, var blevet ophævet.

Alle de 11 tilbageværende disciple var nok temmelig nedslåede over Jesu død, men jeg tror at der var en af dem der mere end nogen anden desperat ledte efter ”rewind”-knappen i sit liv, nemlig Peter. Skærtorsdag aften havde han højtideligt forsikret Jesus om at han med glæde ville gå i døden sammen med ham, men inden hanen galede næste morgen, havde han svoret på at han slet ikke kendte Jesus. Hans fortvivlelse må virkelig have været til at tage at føle på: Alt hvad han havde bygget sit liv på, var med ét blevet taget fra ham – både Jesus og hans egen godhed. Som den amerikanske sanger Don Francisco i sin fantastiske sang ”He’s Alive” fra 1980 lader en fortvivlet Peter tænke: ”Even if He was alive, it wouldn’t be the same” – ”Selv hvis han var i live, ville det ikke være det samme”. For hvordan skulle hans forhold til Jesus nogensinde kunne blive godt igen, nu hvor han havde svigtet ham så fatalt?

Men bemærk hvad englen sagde til kvinderne ved graven: ”Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa.” Peter var efter eget udsagn, som han oven i købet havde svoret på, ikke en af Jesu disciple, og det respekterede englen ved at sige ”hans disciple – og Peter”. Men Peter var ikke fortabt af den grund – invitationen til at møde Jesus i Galilæa gjaldt også ham! Og i det sidste kapitel af Johannesevangeliet kan vi læse om hvordan Jesus møder Peter ved Galilæasøen og på ny tager ham til sig som sin discipel, endda uden at bebrejde ham noget. For alt det i vores fortid som vi kan være tynget af, og som vi ikke er i stand til selv at gøre os fri af, det har Jesus båret. I troen på ham kan vi lade vores gamle surdej ligge og starte på en frisk. Det kan godt være at vi i første omgang ikke kan se eller mærke at vi er fri af fortiden, men vi kan tro på det og sige Jesus tak for det, og nyorientere vores liv i retning mod ham i stedet for mod os selv. Med Jesus som vores herre – vores kejser om I vil – kan vi blive milde, bløde, friske Kaisersemmel der aldrig har set skyggen af gammel dej – uanset hvor mange årtiers mug vi har gået og båret rundt på i vores gamle surdej!

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2013
Tags: Markusevangeliet 16.1-8

Posted By admin on 14. august 2013

Jesus og Beelzebul: Hvem kalder du for Beelzebul?

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i fasten 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Den salme vi lige har sunget, er oprindeligt skrevet på tysk i 1572 – 55 år efter at Luther for alvor skød reformationen i gang ved at slå sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, og 26 år efter Luthers død. På det tidspunkt var optimismen til at overse i de lutherske kirker. Ganske vist var den katolske kejsers forsøg på at tvinge protestanterne tilbage i folden med militær magt slået fejl, og ved fredsslutningen i 1555 havde kejseren fraskrevet sig retten til at forsøge noget lignende igen, men dermed var alt ikke fryd og gammen, for der var andre farer der lurede, og de indre fjender viste sig at være langt farligere end de ydre. Den autoritetstro som den katolske kirke tidligere havde været omgærdet med, havde fået sig et gevaldigt skud for boven da det lykkedes Luther at slippe godt fra at udfordre pavens magt. Det gav andre blod på tanden, og allerede i Luthers levetid opstod der en vildtvoksende underskov af bevægelser der mente at han ikke var gået radikalt nok til værks i sit opgør med kirken. Nogle af disse bevægelser var sagtmodige og fredselskende, som for eksempel mennonitterne, der den dag i dag tæller op mod to millioner mennesker på verdensplan. Andre greb til våben for med vold at indføre Guds rige på jorden – den mest berømte af dem var den tidligere præst Thomas Müntzer, som stillede sig i spidsen for et bondeoprør. Men både de fredelige og de voldelige havde det til fælles at de forkastede kirkens tradition og sakramenterne, og mange af dem var bygget op omkring ledere som hævdede at de havde fået nogle særlige åbenbaringer fra Gud om at Jesu genkomst var meget nært forestående eller lignende – altså det som vi i dag plejer at kalde ”dommedagssekter”. Luther kaldte alle disse afvigende bevægelser for ”Schwarmgeister”, altså ”sværmeånder” – sikkert fordi de åndeligt set sværmede vildt rundt i stedet for tålmodigt at stole på Gud og anerkende de myndigheder som han har indsat. Betegnelsen blev i øvrigt senere forkortet til ”sværmere”. Og det var altså disse ”sværmeres” hastige fremmarch der fik lutheranerne til i 1570’erne at bruge dystre ord som ”Det lakker nu ad aften brat” og klage over ”de vilde ånders trop” og de sekter som ingen efterhånden havde tal på.

Man tør knap nok tænke på hvilke ord salmens forfatter, Nikolaus Selnecker, ville have brugt til at beskrive den religiøse situation i Danmark år 2013. 1500-tallets sekter havde trods alt alle sammen et kristent udspring, og selvom nogle af dem var langt ude i hampen, var der også flere af dem der viste sig at bygge på et så solidt bibelsk fundament at de i dag har vokset sig til mainstream-kirkesamfund. I dag, derimod, er der tilsyneladende ingen grænser for hvad folk er villige til at tro på. I næste weekend har Folkekirken for første gang en stand på Krop&Sjæl-messen i Pilegården ved Brønshøj Torv. Jeg er tovholder på standen, så jeg har fået tilsendt en hel del materiale, og det er ikke småting der bliver udbudt. Hvad siger I for eksempel til ”Numerologisk fortolkninger af dine navneenergier & healing”, eller ”Tegning af din skytsengel og besked fra englene til dig”, eller ”Kontakt med de afdøde”, eller ”Et foredrag om det der sker, når sjælen forlader sin fysiske krop, og rejser hjem til sjæleverdenen i livet mellem livene” ved en ”certificeret Life Between Lives-terapeut” eller ”Reinkarnations Yoga & Udødeligheds Yoga”, som er udviklet af ”Nutidens største mystiker, seer & healer Almine”, der ifølge den pågældende udstiller er ”Anerkendt af både verdensledere og videnskabsmænd for hendes dybe metafysiske arbejde”, men som jeg selv aldrig har hørt om og hverken kan finde på Google eller Wikipedia. Læg dertil at messen indledes med en shamanistisk ceremoni for alle udstillere ved en person med titlen ”Den spirituelle troldmand”, og man føler sig nærmest hensat til den opremsning af forbudte kunster som vi hørte i den første læsning fra Femte Mosebog. Af samme grund har jeg afholdt mig fra at gøre særlig meget reklame for messen, for jeg tror altså ikke det er for sjov at både Det Gamle og Det Nye Testamente advarer så stærkt imod trolddom. De åndelige kræfter er ikke neutrale – enten tjener de Gud, eller også tjener de hans fjende. Og hvis de udfører ting som Gud har forbudt, så er der desværre ikke nogen grund til at antage at det er den første mulighed der gør sig gældende!

Den alternative verden kan i øvrigt være noget af en jungle. Det giver sig selv at trolddom og engledyrkelse og kontakt med afdøde hører til i den åndelige sfære. De mennesker der siger at de kan den slags, er enten bedragere, eller også står de i kontakt med nogle åndemagter som ikke er på det godes side. Omvendt er der også ting der regnes til den alternative verden, som helt klart ikke har noget åndeligt indhold, for eksempel homøopati og kraniosakralterapi. Men så er der også en hel masse ting der ikke er helt så lette at gennemskue, så som håndlæsning, clairvoyance, drømmerejser og numerologi. Jeg tror det er vigtigt at bruge sin sunde fornuft når man har med den slags at gøre, for det er det Gud har givet os den til. Hvis du har benyttet dig af nogen af de ting eller overvejer at gøre det, kan du for eksempel med fordel spørge dig selv hvad formålet er med det. Hvis du for eksempel påtænker at spørge en clairvoyant til råds, kan du overveje hvad du vil bruge den viden til som du eventuelt måtte få. Ville den viden gøre dig mere lykkelig og mere fri? Eller ville den tværtimod trælbinde dig? Min erfaring er at overtro har det med at gøre mennesker ufrie, fordi der er så mange regler og ritualer som man skal rette sig ind efter, og som dermed kan skabe frygt – lige fra frygten for at gå under en stige til frygten for at ens navn har en talværdi der forringer ens karrieremuligheder.

Det er i øvrigt ikke kun overtro der kan sætte mennesker i trældom. Det kan alle de andre regler vi fylder vores liv med, også. Det kan være ”reglen” om at vi skal holde et bestemt niveau af materiel velstand. Det kan være ”reglen” om at man skal gøre sin pligt som en produktiv samfundsborger ved at arbejde lidt mere og tjene lidt flere penge så man kan bruge nogle flere penge så vi kan få råd til fremtidens velfærd. Det kan være ”reglen” om at man skal have hus og bil og børn – medmindre man hører til det segment hvor der er en ”regel” om at man skal foragte den slags småborgerlighed. Er man ung, kan det være ”reglen” om at man skal have gode karakterer, eller ”reglen” om at man skal se godt ud, eller ”reglen” om at man skal have så mange ”likes” og ”followers” som muligt på de sociale medier, eller ”reglen” om at der er status i at kunne drikke sig så fuld som muligt, eller ”reglen” om at det er pinligt hvis man aldrig har været i seng med nogen. Skal man tro Hollywood, er det sidstnævnte i øvrigt endnu mere pinligt hvis man er voksen! En anden ”regel” der gælder både unge og voksne, og især her i landet, er at man helst ikke må være alt for begejstret for nogen eller noget, bortset fra ufarlige ting som fodboldklubber og den slags. Alt andet skal man helst kunne pille ned med en ironisk bemærkning så man ikke risikerer at ryge med hvis det falder.

Flere af de ”regler” som jeg har nævnt her, er faktisk ting som Paulus advarer imod i flere af sine breve – blandt andet i det stykke fra Efeserbrevet som vi hørte tidligere i gudstjenesten, hvor han omtaler skamløshed, tåbelig snak, utugt og griskhed som ”mørkets gerninger” og siger at giver man sig af med den slags, har man ikke lod og del i Guds rige.

Men hov, har Paulus så ikke bare erstattet den gudløse verdens regler med nogle religiøse regler der gør mennesker mindst lige så ufrie? Sådan har kristendommen i hvert fald tit være brugt: Til at trække snærende religiøse regler ned over mennesker og kontrollere dem med frygt. Men det var bestemt ikke Paulus’ hensigt at kontrollere mennesker med frygt – tværtimod advarer han i mange af sine breve imod at begynde at stole på religiøse regler i stedet for at stole på Kristus, og i Galaterbrevet sætter han trumf på med den gjaldende fanfare: ”Til … frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!”

Når Paulus’ breve alligevel svømmer over med til tider ret skarpe formaninger om hvordan kristne bør leve, så er det fordi han gerne vil hjælpe os til at leve i den frihed som Jesus har købt os fri til. Den allerførste sætning i det stykke fra Efeserbrevet som vi hørte i dag, lød jo: ”I skal ligne Gud som hans kære børn”. Det er dét der er formålet med øvelsen! Det Nye Testamentes formaninger skal udleves i en atmosfære af frihed og kærlighed – lydigheden mod Jesus skal udspringe af troens kærlighed og tillid til ham, ellers bliver det bare til gold religiøsitet ligesom den farisæerne praktiserede.

Lakmusprøven når man skal afgøre om noget er fra Gud, er altså om det sætter i frihed eller binder i slaveri. Og den prøve må vi også benytte når vi skal bedømme de former for kristen praksis der er anderledes end hvad vi er vant til. Vi kristne bruger tit enormt meget energi på at kritisere hinanden og tage afstand fra hinanden fordi de andre er for fundamentalistiske eller for liberale eller for sure eller for glade eller for ivrige eller i det hele taget bare for meget – eller også er de for lidt. Nogle gange går vi endda så vidt som til at frakende andre kristennavnet og sige at det umuligt kan være Gud der står bag de ting der sker hos dem, for Gud vil ”jo” ikke have at vi render rundt og råber halleluja, eller at vi brænder røgelse og går i mærkeligt tøj, eller hvad de nu måtte have af mærkelige vaner ovre hos ”de andre”. Men hvis vi tænker sådan, så gør vi klogt i at spørge os selv hvem vi ligner i dagens evangelietekst. Jesus var jo netop i færd med at sætte mennesker i frihed fra onde ånder da der var nogle der begyndte at sige at det ikke var Gud, men Djævelen, der stod bag det han gjorde. Som jeg sagde tidligere, så findes der jo ikke neutrale ånder – enhver ånd der kan udrette mægtige gerninger, er i tjeneste hos enten Lysets Konge eller Mørkets Fyrste. Som Jesus siger længere nede i dagens tekst: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.” Derfor er det så vigtigt at vi, i modsætning til Jesu kritikere, lærer at skelne mellem sund og usund åndelighed. Ved at kalde Jesus for Beelzebul begik de jo den mest skæbnesvangre fejltagelse vi mennesker kan begå – den totale forveksling af det lyseste lys med det mørkeste mørke. Og årsagen til at de begår den fejl, er tilsyneladende at de ikke er villige til at forholde sig til konsekvensen af alternativet, nemlig at Guds rige er kommet til dem i skikkelse af Jesus.

Men hvordan undgår vi at begå den samme fejltagelse? Det giver Jesus os faktisk svaret på, og det lyder: Ved hjælp af simpel logik! Satan vil aldrig være i splid med sig selv, så hvis der sker noget som sætter mennesker fri fra Satans magt, så kan det ikke være Satan der står bag. Derfor skal mit afsluttende spørgsmål til selvransagelse i dag være: Hvem kalder du for Beelzebul? Hvem har du travlt med at lange ud efter og tage afstand fra fordi du ikke er parat til at acceptere at det de gør, er udtryk for Guds riges komme?

Nogle gange kommer Guds rige i øvrigt ad sære omveje. Gud kan bruge de mest usandsynlige ting til at gøre mennesker opmærksomme på sin kærlighed. Det er også derfor vi er nogle præster her fra provstiet der synes det er vigtigt at Folkekirken er til stede midt blandt troldmænd og spåkoner på Krop&Sjæl-messen. Når mennesker opsøger den slags, er det jo som regel udtryk for en åndelig søgen, og hvis vi ikke sørger for at sandheden er repræsenteret sådan et sted, kan vi jo dårligt fortænke folk i at købe løgnen. Dertil kommer at en rendyrket løgn heldigvis er svær at finde. Selvom jeg som sagt er overbevist om at den eventuelle åndelige kraft bag dødemaneri og engledyrkelse stammer fra Den Onde, så formidles den gennem mennesker der er skabt i Guds billede, og det betyder at Gud har mulighed for at lægge noget godt ind i det. Jeg tror også det er en af årsagerne til at mennesker faktisk tit oplever at blive hjulpet af de ting som Gud ellers har forbudt os at beskæftige os med. Og når et menneske bliver hjulpet, så er det altid Gud der står bag – også selvom hjælpen tilsyneladende bliver formidlet gennem noget okkult. Som der står i Jakobsbrevet: ”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader.” Satan kan jo ikke fordrive Satan. Men hvis det tomrum der opstår efter at Satan er fordrevet, ikke bliver fyldt op med Jesus, så kommer den onde ånd tilbage sammen med syv andre ånder der er værre end den selv, og det sidste bliver værre end det første. Det er der desværre mange mennesker der har måttet sande efter at han involveret sig i den okkulte verden. Derfor er det så afgørende vigtigt at vi som kristne altid peger på ham der kan binde den stærke djævel og føre mennesker ud i den sande frihed som han selv har købt til os med sin død og opstandelse.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag i fasten 2013
Tags: Lukasevangeliet 11.14-28

Posted By admin on 14. august 2013

Fristelsen i ørkenen: Sex, magt og penge

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i fasten 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Jimmy Swaggart er en 77-årig amerikansk tv-prædikant. Tilbage i 80’erne var han kendt over det meste af USA, og hans tv-program blev vist på mere end 160 kanaler. Swaggart var kendt som moralens vogter: Han var en arg modstander af at bruge rockmusik i kristen forkyndelse, for han mente at rockmusik var djævelens værk, uanset teksterne. Derudover var han meget ude med riven efter folk der var deres ægtefælle utro – blandt andet var han meget hård i sin fordømmelse af to andre tv-prædikanter, Marvin Gorman og Jim Bakker, som begge var blevet taget i at have udenomsægteskabelige affærer. Men blot to år senere ramte Swaggarts ord ham selv da han blev set sammen med en prostitueret. Han bekendte grådkvalt sin synd på tv og bad både Gud og sit publikum om tilgivelse, og tre måneder senere vendte en ny og forandret Jimmy Swaggart tilbage til skærmen og prædikestolen. Han var dog ikke mere forandret end at han tre år senere blev stoppet af politiet for at køre i den forkerte side af vejen. Betjenten blev noget forbløffet da han genkendte Swaggarts ansigt fra tv – og endnu mere forbløffet da han så at der sad en letpåklædt kvinde ved siden af ham i bilen, som forklarede at hun var prostitueret, og at Swaggart havde samlet hende op med henblik på sex. Igen måtte han trække sig fra rampelyset for en tid, og selvom han senere genoptog sine udsendelser, var hans tid som moralsk forbillede definitivt forbi.

Anderledes er det gået den nu 81-årige prædikant Morris Cerullo, som i 59 år har været gift med den samme kvinde og så vidt vides aldrig har været hende utro. Efter en mirakuløs omvendelse som 14-årig oplevede han et kald fra Gud til at forkynde evangeliet, så efter sin studentereksamen studerede han teologi og blev ordineret til præst i den amerikanske pinsekirke Assemblies of God. Han nøjedes dog ikke med at være præst for en lokal menighed – han prædikede over hele verden, og der var mange beretninger om at mennesker blev mirakuløst helbredt der hvor han kom frem. Cerullo understregede at det ikke var ham selv, men Jesus, der helbredte, men når det regner på præsten, drypper det jo altid lidt på degnen – eller i dette tilfælde: Når det regner på Jesus, drypper det på præsten! Morris Cerullo opnåede i hvert fald stor berømmelse, og noget tyder på at hans stjernestatus i nogen grad fik ham til at miste jordforbindelsen. I hvert fald gik det grueligt galt da han i 1992 bad for den 4-årige Natalia Barned, som led af en alvorlig kræftsygdom. Hendes smerter forsvandt tilsyneladende, og Cerullo erklærede hende for helbredt uden at vente på at få det bekræftet af en lægeundersøgelse. 4 måneder senere døde hun af sin sygdom.

Ligesom de fleste andre kristne organisationer er tv-prædikanternes programmer afhængige af frivillige gaver. Men i modsætning til mange andre organisationer har tv-stationerne og de prædikanter der optræder i deres programmer, sjældent problemer med at samle penge nok. De har jo god mulighed for at komme i kontakt med potentielle givere gennem tv-programmerne. Verdens største kristne tv-selskab hedder TBN, Trinity Broadcasting Network. TBN ejede på et tidspunkt 287 sendefrekvenser spredt ud over USA, således at stationen kunne ses af stort set alle, men i 2010 tvang økonomiske problemer dem til at sælge et stort antal af dem. De økonomiske problemer kan have med finanskrisen at gøre, men kan også skyldes at det året før blev afsløret at TBN’s grundlægger og bestyrelsesformand, Paul Crouch, havde en årsløn på mere end 2 millioner kroner, og hans hustru i sin egenskab af næstformand kunne hæve 1,8 millioner, mens deres søn, som havde den anden næstformandspost, måtte ”nøjes” med lidt over en million. Derudover betalte firmaet for en række luksusboliger til flere medlemmer af familien Crouch, deriblandt 2 pragtvillaer til formanden og andre 2 til hans kone – alt sammen betalt af de penge som de stakkels seere havde doneret i den tro at de gik til at udbrede evangeliet. Og eftersom bestyrelsen udelukkende bestod af familiemedlemmer, var der ingen intern kritisk revision.

Alt det her fortæller jeg ikke for at hænge nogen ud, for jeg bilder mig faktisk ikke ind at jeg selv er et bedre menneske end Jimmy Swaggart, Morris Cerullo og Paul Crouch. Jeg er sådan set overbevist om at de alle tre har haft de bedste intentioner, men som bekendt er vejen til helvede netop brolagt med gode intentioner. Sagen er den at intet menneske er immun over for fristelser! Og jo lettere adgang man får til de ting der kan friste, desto lettere bliver man fristet. Dertil kommer at jo større ting et menneske er i færd med at udrette i Guds rige, desto mere opsat bliver Djævelen på at få vedkommende til at falde.

Mens jeg læste teologi, deltog jeg engang i et seminar hvor den daværende rektor for Dansk Bibelinstitut, nuværende generalsekretær for Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, gav os håbefulde studerende nogle gode råd med henblik på vores fremtidige virke som ledere i kirken. Jeg kan huske at han sagde at der navnlig er tre områder hvor især mandlige ledere meget let bliver fristet, og det er – som Swaggarts, Cerullos og Crouchs historier illustrerer – sex, magt og penge. De tre ting kan utrolig let fjerne fokus fra det man burde fokusere på, og os der har med kristent arbejde at gøre, er desværre ikke nogen undtagelse.

At netop sex – eller i bredere forstand: tilfredsstillelse af behov, – magt og berømmelse, samt penge er farlige fristelser, burde egentlig ikke undre os, hvis vi kender vores bibel. Ser vi nærmere på de tre fristelser som Jesus blev udsat for i ørkenen, så handlede den første jo nemlig om at Djævelen forsøgte at få Jesus til at tage den kraft som Gud havde givet ham til at forkynde evangeliet og hjælpe andre mennesker, og bruge den til at stille sine egne behov, nemlig ved at forvandle sten til brød. I den anden fristelse forsøgte Djævelen at få Jesus til at misbruge sin særlige status hos Gud til at vinde berømmelse, nemlig ved at kaste sig ud fra tempeltinden og lade sig gribe af engle for øjnene af den forbløffede menneskemængde. Og endelig lovede Satan Jesus at give ham alverdens rigdom hvis han ville tilbede ham i stedet for Gud. De tre ting som Den Onde fristede Jesus med, var altså for det første tilfredsstillelse af fysiske behov, for det andet berømmelse, og for det tredje rigdom.

Nu sidder du måske og tænker: ”Hvad kommer alt det her egentlig mig ved? Jeg har jo ikke nogen lederposition, hverken i kirken eller nogen som helst andre steder, og jeg har ikke specielt nem adgang til hverken sex, magt eller penge. Hvad kan jeg bruge det her til?” Hvis du tænker sådan, så vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved om fristelserne virkelig er så utilgængelige for dig som du går og tror. Hvad angår sex, har du muligvis ret (selvom internettet svømmer over med pornografiske sites som stadig flere, især mænd, bliver afhænige af), men nu handlede det jo ikke kun om sex, men om tilfredsstillelse af behov i det hele taget, og selvom vi lever i et samfund hvor sult er noget som de fleste af os kun har et teoretisk kendskab til, kan mad alligevel godt komme til at fylde så meget i vores liv at vi lever for at spise i stedet for at spise for at leve. Når det sker, er det som regel et symptom på at vi har tabt det overordnede mål med vores tilværelse af syne – enten fordi vi er på vej ind i en depression som vi bør søge behandling for, eller fordi al den lækre mad trækker så meget at vi glemmer de vigtigere ting.

Penge er altid et issue, og de kan blive en afgud, enten man har mange eller få af dem, især hvis vi begynder at se hen til vores penge som det der skal bære os igennem tilværelsen, i stedet for at se hen til Gud. Det er en form for afgudsdyrkelse som jeg er bange for at vores samfund som helhed er sovset rigtig godt og grundigt ind i – prøv blot at åbne en avis eller tænde for TV-avisen, og læg mærke til hvad stort set alle nyhederne handler om! Men også i vores private hverdag har vi det med at gøre alt op i penge.

Magt, derimod, kan vi godt tænke at det har i hvert fald ikke noget med os at gøre – tværtimod går vi måske tit og føler os frustrerede over hvor lidt vi kan stille op i forhold til de beslutninger politikerne træffer, eller i forhold til de til tider barske vilkår som livet byder os. Men det er fordi vi har en alt for snæver opfattelse af hvad magt er. Vi har alle sammen langt mere magt end vi går og bilder os ind, for alt hvad vi gør – eller undlader at gøre – påvirker vores medmennesker i større eller mindre grad. Om 3 uger løber Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling for eksempel af stablen, og på den dag står det i din magt at være med til at redde afrikanske børn fra sultedøden ved at give et bidrag, eller ved at tage en indsamlingsrute såfremt du har kræfterne til det. Når du i morgen møder på arbejde eller går ned og handler eller får besøg af hjemmeplejen, har du magt til at være med til at gøre dagen god eller dårlig for de mennesker du møder, afhængig af om du er venlig, hjælpsom og opmuntrende eller gnaven, rethaverisk og respektløs. Og hvis du er gift eller har børn, har du ekstra stor magt, for jo tættere en relation vi har til et andet menneske, desto mere magt har vi også over dem. Der findes mænd og kvinder langt oppe i årene der er følelsesmæssigt forkrøblede på grund af ting som deres forældre har sagt eller gjort – ikke fordi de bevidst har ønsket at skade deres børn, men fordi de enten ikke har været klar over hvor stor magt de havde, eller fordi de har misbrugt deres magt til at forsøge at leve deres egne knuste drømme ud gennem deres børn. Omvendt findes der heldigvis også mennesker langt oppe i årene der stadig lever på det sunde selvværd, den kritiske sans og de gode værdier som deres forældre har formidlet videre til dem ved altid at respektere børnenes integritet og ikke prøve at manipulere dem til at følge forældrenes hoved.

Jeg vil tro at fristelsen til at misbruge den magt vi har over andre mennesker, så vi bruger dem som et led i vores egne projekter, er til stede hos os alle sammen. Og den kan komme i mange lumske forklædninger. En af de mest lumske er selvopofrelse. Man skulle ellers tro at selvopofrelse var topmålet af næstekærlighed, og det kan det da også være, men det kommer i høj grad an på motivet. Hvis det udspringer af et oprigtigt ønske om andre menneskers lykke, og man er indforstået med at ens selvopofrelse ikke betyder at de mennesker man ofrer sig for, kommer i gæld til en, så er det rigtig fint. Men hvis det er med beklagelser og selvmedlidenhed at vi tilsidesætter os selv for at tjene andre, og hvis vi nyder den taknemmelighedsgæld som vi derved sætter andre mennesker i – enten der er tale om vores børn, vores ægtefælle, vores forældre eller vores venner – så er vores selvopofrelse ikke andet end en sofistikeret form for narcissisme; et skjult ego-trip, hvor vi søger at kompensere for vores mindreværd og mangel på formål i livet ved konstant at fiske efter andre menneskers ynk og/eller anerkendelse, og måske endda forsøge at kontrollere og manipulere dem med sætninger af typen: ”Efter alt det jeg har gjort for dig, synes jeg ærlig talt du skylder mig…”

Så ja, vi går i fare hvor vi går, og vi er aldrig uden våde! Men heldigvis er vi ikke overladt til os selv! Vi går med Jesus hvor vi går, og altid Jesus hjælp tilskynder! Og den måde Jesus overvandt sine fristelser på, kan tjene som et forbillede for hvordan vi skal undgå at falde i fristelse. Nøgleordet er: fokus! Martin Luther definerede synd som det at være ”indkroget i sig selv”, og jeg tror han havde en rigtig god pointe der! I hvert fald er det sådan at hvis vi vender vores opmærksomhed mod Gud – hvem han er, hvad han siger om sig selv, hvad han har befalet os, og hvad han har gjort for os – så bliver vi i stand til at se vores egne behov, vores længsel efter anerkendelse fra andre mennesker, og i særdeleshed den usle mammon, i det rette perspektiv. Jesus vidste at der var noget der var endnu vigtigere for hans liv end mad, nemlig at høre Guds ord og leve efter hans vilje. Han vidste at magt berømmelse hos mennesker er en midlertidig og ustabil størrelse, hvorimod Guds anerkendelse er altafgørende, for den vejer evigt. Og han vidste at den der har Gud, ejer alt, hvorimod den der fornægter Gud, mister alt, om han så vinder al verdens rigdom. Derfor kunne han, som det eneste menneske nogensinde, gå igennem et helt liv uden en eneste gang at falde for en fristelse.

At lære de ting, er et projekt der tager hele livet. Men heldigvis har Gud givet os nogle redskaber der kan hjælpe os: Han har givet os det kristne fællesskab, hvor vi kan minde hinanden om hvem vi virkelig er, og hvad der virkelig betyder noget. Han har givet os nadveren, hvor Jesus giver sig selv til os og minder os om at vi er ét med ham og hinanden. Og han har givet os Bibelen, hvor vi kan læse om de ting Jesus sagde og gjorde, og om apostlenes instrukser til de første kristne menigheder – foruden Det Gamle Testamente, som er historien om Guds gradvise åbenbaring af sit væsen, først til patriarkerne og derefter til det israelitiske folk. Jeg ved ikke om I lagde mærke til det, men Jesus afviste faktisk alle tre fristelser ved at citere Det Gamle Testamente! Så det kan bestemt anbefales at læse Bibelen igen og igen og virkelig lade dens ord trænge ned i dybet af vores sjæl, for den er vores stærkeste våben til at slå Djævelen på flugt!

Og så må vi til stadighed huske på at vi nedstammer fra Adam og Eva. Kundskabens Træ, som de spiste af, lever videre i os. Vi er født med en natur der har meget lettere ved at følge Den Ondes fristelser end Guds bud. Derfor kan vi ikke ved egen kraft overvinde fristelserne, uanset hvor godt vi kender vores bibel, og uanset hvor meget vi øver os i at have det rette fokus – jeg er for eksempel overbevist om at Jimmy Swaggart og de andre kender deres bibel betydelig bedre end nogen af os i dette lokale! Til syvende og sidst er vi 100 procent afhængige af at Gud i sin nåde vil bevare os fra at blive fristet, og derfor må vi hver dag ydmygt bede: ”Led os ikke ind i fristelse”.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i fasten 2013
Tags: Matthæusevangeliet 4.1-11

Posted By admin on 14. august 2013

”Biblen er historien om altings tilblivelse. Biblen er historien om kærlighed og tilgivelse. Biblen er historien om en mægtig mands vision, der i flere omgange går så gruelig galt, at han er nødt til at dræbe alle de involverede. Han opfinder først manden og kvinden og en dejlig have til dem, men de opfører sig lidt anderledes, end han havde håbet på. Derfor straffer han dem med skyld og skam i rigelige mængder. Heldigvis får han senere en søn og bliver et noget mere roligt gemyt.” Sådan præsenterede Rune Klan, Blæs Bukki, Tue Track, Linda P. og Jonatan Spang deres teaterstykke ”Biblen” tilbage i 2008. Deres lettere sarkastiske bemærkning om at Gud flere gange ”er nødt til at dræbe alle de involverede” sigter ikke mindst til syndfloden. Teaterstykket rummer blandt andet en sketch om en ”selvhjælpsgruppe for guder”, hvor Gud (i Jonatan Spangs skikkelse) er stærkt oprevet over at menneskene ikke gør som han siger. De andre guder forsøger at dæmpe ham ned, men det ender med at han tyr til syndfloden, der således bliver fremstillet som en panikagtig overreaktion der blev besluttet i affekt.

Nu er det ikke fordi jeg vil gøre reklame for det nævnte teaterstykke, for jeg synes ærlig talt humoren i det er til at overse, og flere af indslagene overskrider efter min mening helt klart grænsen mellem humor og blasfemi. Men som præst er det nu alligevel interessant at se hvilke associationer de fortællinger og det ordvalg som vi med største selvfølgelighed bruger i kirken, giver hos mennesker der ser tingene mere udefra – i dette tilfælde komikere.

Alle børn kender historien om hvordan Noa byggede sin store båd langt oppe på land og derefter fyldte den med alverdens dyr og sejlede rundt på den oversvømmede jord i et halvt års tid. Når netop den beretning er så populær hos børnene, hænger det måske sammen med at de fleste børn elsker historier om dyr. Mange voksne er derimod ikke nær så glade for syndflodsberetningen, for den handler jo ikke kun om en masse dyr; den handler også om en masse mennesker der druknede – ud af hele jordens befolkning var der jo kun 8 mennesker der overlevede den store oversvømmelse. Men jeg tror ikke der er ret mange mennesker der ikke har hørt om Noa og hans ark – faktisk er det nok er en af de bedst kendte beretninger fra Det Gamle Testamente. På den baggrund undrer det mig unægtelig at den ikke nævnes med et eneste ord i Salmebogen, som ellers rummer hele 791 salmer. Men det skyldes måske at der ikke rigtig er nogen salmedigtere der har kunnet se hvad den historie har med det kristne evangelium at gøre.

Men det kunne apostlen Peter godt! Som vi hørte at han skriver i sit brev, så er det der skete dengang, et billede på dåben. Det er ikke altid er nemt at forstå meningen med alle Det Gamle Testamentes bloddryppende historier, tørre slægtstavler, og hvad det ellers rummer af sære ting, men i Det Nye Testamente står der at mange af de ting der står i Det Gamle Testamente, er billeder på ting der senere skulle ske. Et eksempel er alle de ofre som israelitterne skulle bringe – når de havde syndet, skulle de for eksempel lægge deres hånd på hovedet af et lam. Deres skyld blev så overført til lammet, sådan at den kunne blive sonet ved at lammet døde. Det er et billede på at al vores skyld er blevet overført til Jesus, sådan at den kunne blive sonet ved hans død på korset. Og et andet eksempel er altså syndfloden, som er et billede på dåben.

Man skulle ellers snarere tro at det var arken der var et billede på dåben: ligesom arken frelste Noa og hans familie, frelser dåben os. Men det som syndfloden og dåben har til fælles, er jo vand. Ved hjælp af arken blev Noa og hans familie frelst gennem syndflodens vand; på samme måde har vi også noget vand som vi må igennem for at blive frelst, og det vand er dåben. Syndfloden var altså ikke det som Noa og de andre blev frelst fra, men det som de blev frelst igennem. Selvom det er svært for os at tænke anderledes om en oversvømmelse der udslettede det meste af jordens befolkning, så var syndfloden faktisk ikke ond – den var tværtimod noget som Gud havde sendt for at bekæmpe det onde! Menneskene på jorden var godt i gang med at forvandle den til et helvede, og hvis ikke Gud havde sendt syndfloden, var det givetvis lykkedes dem. De 8 personer i arken blev altså frelst fra det helvede som jorden var ved at blive, gennem syndflodens vand.

På samme måde er det også en misforståelse hvis vi tror at det som Jesus frelser os fra, er: Guds straf. Hvis det var tilfældet, så kunne man med en vis ret spørge hvorfor Gud har valgt at indrette verden på en måde så synd absolut skal straffes – det kunne han da bare have ladet være med, så var alt meget nemmere! Nej, det som Jesus frelser os fra, er dybest set os selv! Hver gang vi tænker en ond tanke eller siger et ondt ord eller udfører en ond handling, maler vi vores sjæl en lille smule mørkere. Bliver vi ved på den måde, ender vi i helvede, præcis ligesom folk på Noas tid var godt på vej til. Vores sjæl vil nemlig til sidst blive så sort at Guds lys og liv er fuldstændig forhindret i at trænge igennem. Men ligesom Gud udslettede den onde verden ved hjælp af syndfloden så en frisk ny verden kunne komme til, udsletter han også vores onde natur ved hjælp af dåben så et frisk nyt menneske kan komme til.

Grunden til at dåben kan gøre det, er at dåben knytter os sammen med Jesus. Gennem hele Det Gamle Testamente siger Gud gang på gang på gang til mennesker hvordan de skal leve for at forhindre at verden går ad helvede til, bogstaveligt talt, og gang på gang på gang går det galt fordi mennesket ikke formår at levere varen. I en af sine salmer i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente giver David en meget rammende beskrivelse af problemet: ”Herren ser fra himlen ned over menneskene for at se, om der er en forstandig, én der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” [Sl 14,2-3]. Selv mennesker med de bedste intentioner kommer uundgåeligt til kort, fordi der er noget indeni os der trækker i den forkerte retning. Hvis I vil bære over med endnu et bibelcitat, så lyt til hvordan Paulus beskriver situationen: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” [Rom 7,18-19].

Guds plan for at redde os ud af den suppedas var det ultimative offer, nemlig selv at blive menneske for vores skyld. Umiddelbart kunne det onde i os ikke ødelægges uden at vi selv ville gå til grunde ved samme lejlighed – medmindre en anden gik til grunde i stedet for os. Og det var lige præcis den opgave Jesus indviede sig til da han lod sig døbe af Johannes.

Som vi hørte, protesterede Johannes Døber kraftigt da Jesus kom for at blive døbt af ham. Når mennesker kom til Johannes for at blive døbt, var det for at markere at de ville tage et radikalt opgør med deres hidtidige livsførelse og fremover leve efter Guds vilje. På samme måde som syndflodens vand gjorde en ende på den hidtidige verden, skulle dåbens vand gøre en ende på deres hidtidige liv. Men Jesus havde ikke nogen grund til at tage et opgør med sit hidtidige liv, for hele hans liv havde været præcis som det altid havde været Guds hensigt at menneskelivet skulle leves, så hvad i alverden ville han døbes for?

Det ville han fordi hans mission var at bære al den ondskab som alle vi andre mennesker render rundt med indeni. Man kan sige at da Jesus symbolsk lod sig ”drukne” i det vand som alle de andre symbolsk havde efterladt alle deres synder i, var det en forudgribelse af hvordan han senere skulle gå til grunde under vægten af alle verdens synder, som Gud lod falde på ham, sådan som profeten Esajas havde forudsagt det da han skrev: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme ham.” [53,6]. Men man kan også sige at Jesu dåb var en indvielse til en total underkastelse under Guds vilje; at hans ret til selv at bestemme over sit liv – en ret som han i øvrigt aldrig havde benyttet sig af – blev tilintetgjort i dåben, således at der kun var Guds vilje tilbage.

Begge aspekter af Jesu dåb er tæt knyttet sammen med det der sker med os når vi bliver døbt. Først og fremmest var Jesu dåb nemlig en identifikation med os syndere – man kan sige at han blev døbt til at høre sammen med os. Og da vi blev døbt, blev vi døbt til at høre sammen med Jesus. I vores dåb bliver vi altså ét med et liv hvor synderne allerede er gået til grunde. Det betyder at ligesom Jesus lod sin syndfrihed ”drukne” i vores synder, bliver vores syndighed ”druknet” i hans syndfrihed. Og ligesom Jesu dåb var en indvielse til en total underkastelse under Guds vilje, giver vi også afkald på vores ret til selv at bestemme over vores liv, når vi bliver døbt, for dåben indebærer en bekendelse af at Jesus er Herre.

I den vestlige verden er vi vant til at tale om at frelsen består i at Gud erklærer os retfærdige ved troen, fordi Jesus har båret den straf som vi retteligt fortjente fordi vi har overtrådt Guds bud. Og det er ikke forkert! Men det er ikke hele sandheden. Guds bud er nemlig ikke bare en lunefuld tyrans mere eller mindre vilkårlige regler som han har lavet fordi han tilfældigvis havde lyst til at vi skulle gøre lige præcis det og ikke noget andet som i princippet kunne være lige så godt. Nej, Guds bud er opskriften på det sande liv som han har skabt os til – en slags brugsanvisning til menneskelivet. Følger vi ikke brugsanvisningen, går det galt. Når vi taler om Guds straf, er der derfor heller ikke tale om at Gud er smålig og tøsefornærmet. Jeg hører ellers tit indvendingen: ”Hvis Gud virkelig er så kærlig som du siger, hvorfor forlanger han så at folk skal tro på ham for at han vil lukke dem ind i himlen?” Og den indvending er kirken nok langt hen ad vejen selv skyld i. Men sandheden er en helt anden. Fordi Guds bud er ”brugsanvisningen” til hvordan menneskelivet skal leves, er Guds ”straf” ikke andet end det at vi får lov til at leve med konsekvenserne af vores valg – man kan næsten sige at helvede er noget vi selv skaber! På samme måde er troen ikke andet end det at give Gud lov til at redde os fra vores selvskabte helvede. Redningen består i at Gud udsletter det onde i os – og det gør ondt! Det er ikke for ingenting at Peter sammenligner dåben med syndfloden! Det gør ondt at blive frelst – og det er ikke engang noget der er overstået på en gang, for frelsen bliver først fuldt ud realiseret når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde. I mellemtiden må vores liv være en ”daglig omvendelse”, som Luther udtrykte det – hver eneste dag må vi give Gud lov til at tilintetgøre det onde i os, ligesom en kærlig gartner beskærer sine æbletræer for at de skal bære den bedst mulige frugt.

Inden I alle sammen løber skrigende bort og tænker at sådan et liv skal I ikke nyde noget af, så må jeg hellere skynde mig at sige at smerten ved at miste det der bliver tilintetgjort, langt overskygges af glæden ved det vi får i stedet. Når verdens ende kommer, vil den nuværende verden blive tilintetgjort, og Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. I Guds nyskabte verden vil der ikke være spor af helvede længere; det vil i sandhed være paradis for alle os som kommer til at bo der. Men allerede nu i denne verden har vi status af Guds børn fordi vi hører sammen med Guds enbårne søn, Jesus. Det som vi engang vil komme til at se virkeliggjort, er allerede vores i troen, og derfor har kristne gennem alle tider, inklusive dem der har lidt allermest for deres tro, samstemmende kunnet bevidne at livet med Jesus allerede her i denne verden er et liv i usigelig glæde. Selv når vi oplever ting der bestemt ikke føles rare, kan troens glæde overskygge det – som Jesu bror Jakob skriver i sit brev: ”I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.”

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til fastelavns søndag 2013
Tags: Matthæusevangeliet 3.13-17

Posted By admin on 14. august 2013

Den tolvårige Jesus i templet: Vi bør være hos vores Fader!

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag efter helligtrekonger 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

En af de helt store biografbaskere fra de tidlige halvfemsere, den bedst sælgende komediefilm nogensinde, og den eneste film som jeg nogensinde to gange har været i biografen og se, var filmen ”Alene hjemme”. Nogle af jer husker den måske – den handler om den 8-årige Kevin der bliver efterladt alene tilbage i sine forældres hus da hans forældre og søskende samt hans onkel og tante og deres børn tager til Paris på juleferie. Naturligvis var det meningen at han skulle have været med, men med sammenlagt 11 børn og 4 voksne der skulle ud ad døren i en fart fordi en strømafbrydelse om natten fik vækkeurene til at ringe for sent, og med huset fuld af børn der ikke kunne enes aftenen før, så det endte med at Kevin måtte sove oppe på loftet, og med en tante der kom til at tælle naboens dreng med da hun talte børnene, ja, så endte det med at Kevin blev glemt. Først da de sad i flyet på vej mod Paris og endelig havde tid til at trække vejret igen, gik det i al sin gru op for Kevins mor Kate, hvad der var sket, og hun var naturligvis helt utrøstelig. Resten af filmen handler om Kates heroiske kamp for at komme hjem til sin søn, men især om hvordan Kevin klarer sig alene – og jeg råber vist ikke for meget ved at sige at han klarer sig aldeles fremragende!

Den situation der opstår i ”Alene hjemme”, er naturligvis designet til at være helt ekstrem, sådan som tilfældet ofte er i komediefilm, men som alle gode komedier er det sjovt fordi vi et eller andet sted godt kan genkende os selv i situationerne. Det at glemme sit barn er nok alle forældres værste mareridt (ligesom det at blive glemt af sine forældre nok er ethvert barns værste mareridt), men det er heldigvis de færreste forældre og børn der kommer ud for det. Men vi kender vist alle sammen til at blive så optaget af detaljer at vi glemmer hovedsagen. Det kan være alt lige fra den relativt harmløse hverdagssituation hvor man går ind i et andet rum for at hente et eller andet, og så får øje på noget andet i det andet rum så man ender med at komme tilbage uden det man gik efter, og så til hyggelige familiesammenkomster hvor man bliver så stresset over alle forberedelserne at man helt glemmer at hygge sig. Og så er der jo julen, som vi netop har overstået, og som først og fremmest handler om at fejre Jesu fødsel, og dernæst om at hylde freden og kærligheden, men som i praksis tit kommer til at handle om stress, pengeproblemer, jalousi, materialisme, julefrokost, utroskab og madsvineri, og jeg kunne fortsætte med at citere resten af M.C. Einars anti-julesang ”Det er jul, det er cool”. Men når det gælder selve den måde vi lever vores liv på, risikerer vi også nemt at komme til at glemme det vigtigste fordi vi kun tænker på detaljerne. Det skal vi høre om lige om lidt.

Men først skal vi lige kaste et blik på Josef og Maria. Som vi hørte, oplevede de alle forældres værste mareridt, nemlig at komme til at glemme deres barn. Jeg ved ikke hvorfor, men da jeg som barn første gang hørte denne her beretning, var det med en vinkel der nærmest placerede skylden hos Jesus – måske som følge af den bebrejdelse som Maria kommer med da de endelig finder ham. Men ret beset er det jo Josef og Maria der handler enormt uansvarligt her: De påbegynder deres hjemrejse uden at have sikret sig at deres 12-årige dreng var med – det gik bare ud fra at han nok var et eller andet sted i følget. Seriøst – hvor mange ansvarlige forældre ville gøre sådan noget?! Det skal siges til Josef og Marias forsvar at det var en anden og mindre individualistisk kultur dengang end den vi kender i den vestlige verden i dag; det at tage sig af børnene var ikke kun forældrenes opgave, men også storfamiliens eller landsbyfællesskabets. Men det er jo gerne sådan at hvis noget principielt er alles ansvar, så ender det let med at alle tænker at det er der nok nogle andre der tager sig af, og så ender det med at ingen gør det, og sådan var det altså også med den opgave at sørge for at Jesus kom med tilbage mod Galilæa.

Selv mente Maria åbenbart at det var Jesu eget ansvar at sørge for at holde sig til – eller også var det bare den bekymrede mors lettelse der strømmede over i en bebrejdelse da hun sagde: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os?” Men Jesus sender straks bebrejdelsen retur til afsenderen: Maria og Josef burde slet ikke have været i tvivl om hvor de kunne finde ham, nemlig i hans fars hus, og de burde nok også have været klar over at der ville han blive indtil de kom og hentede ham. Men de forstod ikke hvad han mente – trods hans mirakuløse undfangelse og fødsel havde de 12 år der var gået, åbenbart fået dem til at glemme at han altså var Guds søn! Men Jesus var heldigvis tålmodig med dem, og der står endda at han var lydig mod dem i årene der fulgte. Tænk, at Guds egen søn, som var med ved universets skabelse, fornedrede sig så dybt i sin kærlighed til os mennesker, at han ligefrem viste lydighed mod mennesker der ikke havde forstået hvem han var! Så barmhjertig er vores herre og frelser!

Da jeg arbejdede med beretningen om Maria og Josef der rejste hjem fra Jerusalem uden at tage Jesus med, slog det mig hvor meget vi egentlig ligner dem. De havde planlagt deres hjemrejse, og den gik de så i gang med uden at sikre sig at Jesus var med – det gik de bare ud fra at han var. Hvor tit kører vi ikke også bare løs med vores egne planer uden at sikre os at vi har Jesus med i det vi gør? Ligesom Maria og Josef gik ud fra at Jesus nok var et eller andet sted i følget selvom de ikke kunne se ham, går vi tit ud fra at Jesus er med et eller andet sted i alle vores aktiviteter, enten det er aktiviteterne i kirken eller i vores dagligliv, også selvom vi ikke kan se ham. Men hvis vi taber Jesus af syne, kan vi altså ikke bare gå ud fra at vi har ham med, for Jesus er altid hos sin fader! Så der bør vi også stræbe efter at være. Sagt på en anden måde: Hvis vi bliver så optagede af at få råd til vores sommerferie, eller af om vores yndlingshold i fodbold rykker op eller ned, at vi glemmer at vi skylder Gud selve vores eksistens, og at det dybeste formål med vores liv er at elske ham og vores medmennesker, så er vores liv dybest set blevet meningsløst – så har vi lavet en ”æbleskive” uden nogen æbleskive i! Endnu værre er det hvis vi i kirken bliver så optagede af byggesager og fremmødestatistik og rockkoncerter og orgelkoncerter og positiv presseomtale og nye tiltag at vi glemmer hvad der i grunden er formålet med det alt sammen, eller rettere: hvem der i grunden er formålet med det alt sammen. Folkekirkens formålsparagraf er at forkynde evangeliet om Jesus Kristus, men det må ikke få os til at tro at alt hvad vi gør, automatisk tjener det formål. Det er vigtigt at vi hele tiden er opmærksomme på om vi har Jesus med eller ej, og ikke bare går ud fra at han nok er der et sted!

Nuvel, Josef og Maria opdagede jo på et tidspunkt at Jesus manglede, og det samme plejer heldigvis også at ske for os – før eller senere! Hvis vi ikke har Jesus som det centrale fokus i det vi gør, så vil det kunne mærkes. Den glæde og fred som altid kendetegner Jesu nærvær, vil ganske enkelt mangle. Hvis vi er tilstrækkelig dygtige, vil vi måske nok opleve at der kommer en masse mennesker til vores kirkelige arrangementer, men vi vil ikke opleve at mennesker bliver sat fri og får forvandlet deres liv, for vi besidder ikke selv kraften til at udvirke det; det gør kun Gud. Det er derfor en enkelt dag i Herrens hus er bedre end tusind som jeg selv har valgt – og her betyder ”Herrens hus” altså ikke den fysiske kirkebygning; det betyder at leve i tæt fællesskab med Gud.

Når vi så oplever at det vi gør, ikke lykkes – at vores kirkelige aktiviteter ikke fører mennesker til tro, endsige til et liv i frihed, eller at vores privatliv mangler indhold og formål – hvad gør vi så? Ja, tit gør vi desværre det samme som Maria: Vi skyder skylden på Jesus! Eller i hvert fald på Gud. Vi forfalder let til den opfattelse at Gud er en slags kosmisk slikautomat eller socialkontor der bare har værsågod at sørge for at vi har det godt og er glade, og at vi ikke kommer til at lide under vores fejltagelser. Og når tingene så ikke flasker sig som vi vil have det, så skælder vi ud på Gud. Og misforstå mig ikke: det kan Gud sagtens holde til! Gud er ikke smålig eller skrøbelig; han kan sagtens holde til at vi lader vores frustrerede følelser få frit løb og skælder ham hæder og ære fra hvis det er det vi har brug for. Og der er da bestemt også situationer hvor det er vanskeligt at pege på en anden ansvarlig for tingenes sørgelige tilstand end netop Gud. Men tit og ofte prøver vi at tørre skylden for noget der helt igennem skyldes vores egen dumhed, af på Gud: ”Åh, Gud, hvad har jeg dog gjort, siden jeg skulle rammes af sukkersyge?” Det skal jeg sige dig: Du har spist forkert og motioneret for lidt! ”Hvordan kan der være en Gud når der er så meget krig og hungersnød i verden?” Æh – hvem er det lige der smider bomber; er det Gud, eller er det mennesker? Og hvad hungersnød angår, så har Gud ikke skabt for lidt mad; det er os mennesker der ikke kan finde ud af at dele med hinanden. ”Kære Gud, nu har vi lagt vores planer for aktiviteterne i vores kirke det næste halve år, og nu vil vi så bede dig om at komme og lægge din velsignelse til.” Nej, nej og atter nej! Ganske vist var Jesus lydig mod Josef og Maria, men det skal vi altså ikke forvente at han er mod os – og heldigvis for det! Jesus var som sagt med ved verdens skabelse, og mange årtusinder senere var det også ham der gav missionsbefalingen til disciplene, umiddelbart før han vendte tilbage til himlen og satte sig ved Gud Faders højre hånd. Det er hans kirke, som vi i hans nåde får lov til at være medarbejdere på – ikke vores kirke som han bare har at støtte. Vi kan ikke bare rende i forvejen og så bagefter bebrejde Jesus at han ikke fulgte med, for Jesus er altid hos sin Fader, og det er det sted hvor både han og vi bør være!

Og så 64.000 kroners spørgsmålet, som det hed i min barndom, hvor netop det beløb var det højeste man kunne vinde i det populære primetime-quizprogram ”Kvit eller dobbelt”: Hvad betyder det i helt jordnær praksis at vi bør være hos Gud, vores Fader? For den tolvårige Jesus betød det i første omgang at være i templet, men der blev han jo ikke hele sit liv. Og da der cirka 18 år senere var en samaritansk kvinde ved en brønd der spurgte ham om det rette sted at tilbede Gud var i templet i Jerusalem eller på samaritanernes hellige bjerg, svarede han at den tid nu var kommet hvor det ikke var nogen af de to steder man skulle søge Gud, men derimod ”i ånd og sandhed”. Den beretning skal der i øvrigt prædikes over den 19. januar 2013; så har I det at se frem til! Men allerede nu kan jeg røbe at det Jesus sigtede til, var at Gud nu ikke kun bor i templet i Jerusalem (hvilket er et held, for det blev ødelagt for 1943 år siden), men i ethvert menneske som tror på Jesus. Faderen er altså altid hos os – spørgsmålet er bare om vi også er hos ham! Eller sagt på en anden måde: Guds blik hviler altid på os – spørgsmålet er om vores blik hviler på ham.

Jeg ved godt at det ikke lyder særlig konkret, for vi kan jo ikke se Gud med vores fysiske øjne. Men vi kan se ham med vores sjæls øje, og det er nok så vigtigt. Og det er faktisk slet ikke så flyvsk som det lyder, for vi ser hele tiden på noget med vores sjæls øje. Vi har hele tiden vores mentale opmærksomhed rettet mod et eller andet. Det kan være vores omstændigheder – regningerne der skal betales, eller den person der har et horn i siden på mig, eller mit dårlige helbred. De ting kan meget nemt stjæle vores fokus så vi glemmer at vi har en almægtig Gud som har sagt at hans kraft udfolder sig bedst i magtesløshed. Men vi kan også vælge at minde os selv om at der er en Gud, og at han elsker os og interesserer sig for os. Vi kan vælge at komme til ham med alle vores bekymringer, som flere af de bibelske forfattere opmuntrer os til at gøre; vi kan vælge at bruge tid på at læse i Bibelen; vi kan vælge at være åben over for at Gud vil sige noget til os gennem indskydelser eller gennem andre mennesker eller gennem naturen eller gennem sit skrevne ord i Bibelen. Vi kan vælge at træffe alle vores beslutninger ud fra det kriterium at vores handlinger skal stemme overens med de værdier som Jesus legemliggør, sådan som vi møder ham i evangelierne. Det lyder måske besværligt, men i virkeligheden er det en befrielse, for det betyder at ansvaret for vores liv bliver flyttet fra vores egne skuldre og over på Jesus. Og Gud har lovet at den der holder sig nær til ham, ikke vil komme til at mangle noget – jo, måske nok prestige eller penge eller popularitet, men ikke noget af det der virkelig betyder noget i livet. ”Godt ikke fattes, hvem du haver kær; lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær!”

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2013
Tags: Lukasevangeliet 2.41-52

Posted By admin on 14. august 2013

Jesu omskærelse: Vi er ét menneske

Prædiken i Husum Kirke nytårsdag 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Det er kirkeårets korteste prædiketekst vi er samlet om i dag. Hvis der skulle være en fast relation mellem prædiketekstens længde og prædikenens længde, så skulle jeg slutte om et minuts tid. Men dem af jer der var her i søndags, kom jeg jo til at love en forklaring på hvordan Jesu fødsel kan gøre at vi overgår fra at være slaver til at være frie, så det løfte må jeg hellere holde.

I søndags hørte vi om hvad der skete da Josef og Maria kom til templet i Jerusalem for at bringe de foreskrevne ofre i forbindelse med at Marias 40 dages barselsperiode var til ende. I dag springer vi 33 dage tilbage i tiden til den 8. dag af Jesu liv, hvor han blev omskåret, sådan som alle jødiske drengebørn skulle og stadig skal. At Jesus blev omskåret, understreger at han gik helt og fuldt ind under de vilkår som vi mennesker er underlagt, inklusive den lov som Gud gav israelitterne i Det Gamle Testamente med besked om at alt det var de som Guds udvalgte folk forpligtet til at overholde. Omskærelsen var et tegn på at man tilhørte Guds folk, og dermed også et tegn på at man var forpligtet på loven – selvom omskærelsen tidsmæssigt kom nogle århundreder før Moseloven, nemlig på Abrahams tid.

Samtidig udgjorde både Moseloven og omskærelsen et skel mellem dem der var indenfor, og dem der var udenfor. I den hellenistiske verden som Paulus levede i, var der groft sagt to slags mennesker, nemlig jøder og grækere. Der var naturligvis også mennesker der hverken var det ene eller det andet, men de fandtes hovedsageligt uden for grænserne af det hellenistiske rige som Alexander den Store havde oprettet. Han, og især nogle af hans efterfølgere, havde nemlig ført en meget aggressiv helleniseringspolitik der gik ud på at alle folkeslag inden for rigets grænser skulle aflægge sig deres egen kultur og i stedet antage en græsk enhedskultur. Og eftersom den græske kultur bød på storslået arkitektur, skulptur og litteratur, var der mange folk der ikke var voldsomt utilfredse med den deal. Men jøderne havde så stærk en national identitet at mange af dem modsatte sig ethvert forsøg på hellenisering. De blev ved med at dyrke deres egen Gud, og de holdt fast ved deres lov og deres omskærelse. Og det fascinerede de andre folkeslag så meget at en del ”grækere” valgte at konvertere til jødedommen, mens endnu flere tog dele af den jødiske religion til sig uden helt at tage springet og lade sig omskære – formentlig fordi de ikke turde forpligte sig på at overholde alle jødedommens religiøse forskrifter.

Det uddrag af Paulus’ brev til Galaterne som vi hørte i dag, og det uddrag som vi hørte i søndags, stammer begge to fra en længere redegørelse som Paulus giver galaterne, og som jeg vil citere en del fra i dag. Redegørelsen handler om forholdet mellem Kristus og den jødiske lov, og det lyder enormt tørt og nørdet når jeg siger det på den måde, det kan jeg godt høre! Men det er måske fordi vi aldrig har kendt til andet end det kristne evangelium, og det i en grad så vi måske er begyndt at tage det for givet og glemme hvor revolutionerende det er at vi har lov til at kalde os selv for Guds børn! Almindeligvis kræves der jo en vis ærbødig distance når man har med kongelige personer at gøre – selv den danske kongefamilie, som ingen reel magt har, skal man omgås med en ganske særlig etikette der blandt andet omfatter at man skal tiltale dem ”Deres Majestæt” for dronningens vedkommende og ”Deres Kongelige Højhed” for de øvrige medlemmer af kongefamilien. I enevældens tid var der naturligvis endnu mere grund til at være ærbødig over for kongen, for hvis han havde lyst, kunne han befale at man skulle henrettes, fratages sin ejendom, eller måske tildeles en eller anden gave eller hædersbevisning, hvis kongen var i godt humør.

Forestil dig nu at du levede på enevældens tid i et land hvor der ifølge traditionen var dødsstraf for at overtræde kongens befalinger. Og forestil dig at du var kommet til at overtræde en af kongens befalinger, og at kongen havde fundet ud af det! Ikke nogen specielt rar situation at forestille sig! En dag kommer kongen så til din by, og du frygter det værste. Men hvad sker? Han går lige hen til dig og siger: ”Jeg ved godt at du har overtrådt mine love, og at du ifølge traditionen fortjener dødsstraf, men ved du hvad? Jeg tror jeg vil adoptere dig som min søn! (/datter/bror/søster/onkel/tante). Du får lov til at bo gratis på mit palads med fri adgang til alle rum, og får du lyst til at tage rundt i landet, kan du bare tage en bil i garagen” (eller ”en hest i stalden”, som det vel snarere ville have været på enevældens tid). ”Jeg forventer selvfølgelig at du overholder mine love, men kommer du til at træde ved siden af, så tilgiver jeg dig naturligvis! Og forresten behøver du ikke kalde mig ’Deres Majestæt’; du kan bare kalde mig ’far’.” Jeg tror nok jeg ville tabe både næse og mund af benovelse hvis det var mig der oplevede sådan noget. Men kære venner: Det er jo lige præcis det vi har oplevet – og endda mere end det, for vores Gud er ikke bare enevældig konge over et land, men over hele universet, og han har endda magt over de ting som ingen jordisk konge har magt over, nemlig himlen og jorden, liv og død. Og ham får vi lov til at kalde far, med tilhørende ret til at bo i hans hus og bevæge os frit omkring uden frygt for at blive straffet hvis vi kommer til at overtræde hans bud!

Men forestil dig nu at det ikke var dig den enevældige konge viste den gestus imod som jeg har beskrevet, men derimod din nabo – så ville du nok føle dig snydt og forbigået og mene at kongen var uretfærdig. Ganske vist ville du principielt ikke kunne beskylde ham for at have snydt dig, for du ville jo ikke med nogen ret kunne hævde at du havde gjort dig fortjent til kongens nåde, men du ville i hvert fald kunne beskylde ham for at øve forskelsbehandling. Gud, derimod, kan man ikke beskylde for at øve forskelsbehandling, for han tilbyder alle mennesker at blive hans børn – de eneste der ikke bliver det, er dem der ikke ønsker at blive det.

Men hvis Gud ikke øver forskelsbehandling, hvorfor udvalgte han så Abraham, sådan som vi hørte det i den første læsning i dag? Var det ikke forskelsbehandling så det basker? Jo, hvis Abraham var blevet udvalgt for sin egen skyld, så var det. Men Guds formål med at udvælge Abraham var ikke først og fremmest at gøre noget godt for Abraham og hans efterkommere, men at gøre noget godt for hele verden. Det er derfor Gud siger til ham at: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Et par kapitler længere fremme [1 Mos 22,18] gør Gud det i øvrigt klart at det formål ikke vil blive opfyldt i Abrahams egen levetid, men at det har med hans efterkommere at gøre; han siger nemlig: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom fordi du adlød mig.”

Abrahams efterkommere omfattede en mængde folkeslag, men både Det Gamle og Det Nye Testamente gør det klart at Guds løfte om at velsigne hele verden knyttede sig til et bestemt af de folk, nemlig israelitterne. Det var også derfor israelitterne fik status af ”Guds udvalgte folk” og fik Moseloven, nemlig for at de skulle demonstrere Guds kærlighed og væsen for alle de andre folkeslag. Israelitternes lov var altså ikke noget mål i sig selv. Målet var et helt andet, nemlig at alle mennesker skulle blive Guds børn.

Faktisk skabte Gud oprindeligt os mennesker til at være hans børn, men siden Adam og Eva spiste af Kundskabens Træ, har vi været inficeret med en bacille af stolthed som gør at vi hellere vil klare os selv end vi vil leve det gode liv på kongeslottet med bevidstheden om at det udelukkende skyldes kongens godhed og ikke vores egen fortræffelighed at vi får lov til det. Vi vil hellere være vores egne voksne end vi vil være Guds børn. Men konsekvensen bliver den stik modsatte: Selvom vi er skabt til en privilegeret status som medlemmer af den kongelige familie, lever vi som omvi var slaver uden rettigheder.

Jeg håber at de af jer der var her i søndags, vil bære over med lidt repetition. Paulus illustrerer sin pointe med en situation der var velkendt for de oprindelige læsere af hans brev, nemlig mindreårige børns status i velhavende græske familier. Selvom de var arvinger til hele familieformuen, havde de ingen rettigheder i huset så længe de var umyndige. De fik tværtimod en hård og streng opdragelse af en slave eller tjener som var specielt ansat til formålet, og som blev kaldt en ”paidagogos” – det samme ord som ”pædagog”. Men der var altså som sagt ikke tale om en kærlig og omsorgsfuld person som dem vi i dag forbinder med det ord, og derfor er ordet også gengivet med ”opdrager” i den danske bibel. Børnene var underlagt denne opdrager indtil de havde nået den alder som deres far havde fastsat; først da overgik de til en ny og privilegeret tilværelse som sønner og døtre i huset – en tilværelse der gav dem ret til at befale over slaverne, men også pligt til at beskytte familiens omdømme og formue ved at opføre sig fornuftigt.

Den lov som Gud gav israelitterne, tjente samme formål som sådan en ”paidagogos”, siger Paulus: Den skulle forhindre børnene i at lave ulykker indtil tiden var moden til at de kunne træde ind i den privilegerede stand som de var født til. Og da tiden var moden, lod Gud sin søn føde som menneske for at bygge bro over kløften mellem sig selv og os.

Det at Jesus blev omskåret, understregede at han var en efterkommer af Abraham, for det var netop Abrahams efterkommere, og kun dem, der ifølge Guds befaling havde pligt til at blive omskåret. Som sagt var Abrahams efterkommere også dem som Gud havde lovet at bruge til at velsigne alle folk, så der var altså en sammenhæng mellem omskærelsen og det at være udvalgt til at velsigne hele verden. Imidlertid påpeger Paulus at det som Gud ordret sagde i sit løfte til Abraham, var: ” Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom”. Og ordet ”afkom” står i ental! Det er et tegn på, siger Paulus, at det i virkeligheden er én bestemt person der sigtes til – nemlig Jesus, der jo som sagt var Abrahams efterkommer. Det var ham Gud hele tiden havde i tankerne! Det var for at forberede hans komme at alle begivenhederne i Det Gamle Testamente fandt sted! Ja, ikke nok med det: Det er reelt Jesus der er Det Gamle Testamentes sande hovedperson – i hvert fald ifølge hans egne ord i både Lukasevangeliet [24,27] og Johannesevangeliet [5,46]. Det var igennem ham at Gud havde til hensigt at velsigne alle folk. Og det skete ved at han, der var Himlens kongesøn, ydmygede sig lige til døden på et kors og på den måde overvandt vores stolthed. Han gik i døden for vores skyld og vandt på den måde livet for os. Han gav afkald på alt hvad han retmæssigt havde krav på hos Gud, og banede på den måde vejen for at vi kunne få alle de goder som vi ikke har krav på.

Og den måde vi bliver Guds børn på, er ved at høre sammen med Jesus. I den del af Paulus’ redegørelse til galaterne som vi rent faktisk fik lov til at høre læst op i dag, står der nemlig: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.” Vi har altså mulighed for at blive en del, ikke bare af Guds udvalgte folk, men af selve Guds udvalgte person, Jesus Kristus, ham som alle Guds løfter drejer sig om! Når vi bliver døbt, giver vi afkald på vores eget liv, vores egne ambitioner, vores egne projekter, vores uafhængighed, og bliver i stedet fyldt af Jesu liv og bliver en del af hans projekt. Og når vi bliver afhængige af ham, bliver vi mere frie end vi nogensinde har været før, for derved bliver vi løst fra alle de andre afhængighedsforhold der binder os.

Det er nemlig ikke kun jøderne med alle deres love og forskrifter der har levet i et slaveri indtil Jesus kom. Det har vi andre også! Vi har ikke været forpligtet på omskærelse og bestemte spiseregler og forskrifter om dyreofringer og hvad ved jeg (selvom den slags er ganske hyppigt i en lang række af verdens førkristne og ikke-kristne religioner), men vi har også vores slavepiskere – vores ”paidagogos’er”, om I vil. Det kan være samfundets, familiens eller vores egne forventninger til os selv, det kan være frygt for fremtiden, det kan være misbrug eller dårlige vaner, det kan være arbejdsnarkomani, det kan være afhængighed af andre menneskers opmærksomhed eller anerkendelse, eller tusinde andre ting som vi bygger vores identitet på, og som dermed gør os enormt afhængige og sårbare, for hvad sker der hvis vi mister de ting? Men giver vi vores liv til Jesus, bliver vi frie, sådan at de ting vi bruger i denne verden, bliver vores tjenere i stedet for at være herre over os.

En sidste ting jeg vil pege på, er en lille finesse i Paulus’ ordvalg. Jeg ved ikke hvor om der var nogle af jer der bed mærke i det, men efter at han havde sagt: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde”, skulle man tro at han ville sige: ”for I er alle ét i Kristus Jesus” – men det siger han ikke! Han siger: ”for I er alle én i Kristus Jesus”! Det han vil understrege, er altså ikke bare at der er en enhed imellem os – den tanke findes ellers også i Det Nye Testamente, for eksempel i Jesu såkaldte ”ypperstepræstelige bøn” i Johannesevangeliet hvor han beder om at alle hans disciple må være ét. Nej, det som Paulus vil frem til, fremgår af slutningen af den tekst vi hørte: ”hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom”. Kan I huske hvad det var med ordet ”afkom”? … Det er ental, ja! Så det Paulus vil sige, er at når vi er i Jesus, ham som er Abrahams afkom i ental, så har vi del i alle hans privilegier. I en vis forstand kan man sige at vi ”er” Jesus! Vi er i hvert fald hans legeme, sådan som Paulus siger det et andet sted [1 Kor 12,27], og vi har hans ånd, så vi kan kende hans tanker [1 Kor 2,16]. Så tæt sammen hører vi med hinanden og med Jesus at vi kan betragtes som ét menneske.

Men når vi er Abrahams afkom, så betyder det også at det nu er igennem os at Gud vil velsigne alle folkeslag. Det er det projekt, den ambition, den plan han har med os! En ret fed plan, synes jeg – det vil jeg i hvert fald gerne være med til! Men ligesom Jesus måtte ydmyge sig og lade sig først omskære og siden korsfæste, og ligesom Shasta [fra ”Hesten og drengen” af C.S. Lewis] fandt ud af at der var mange omkostninger forbundet med det at være konge, kan det også have omkostninger for os at være en del af Guds plan. Men Jesus har lovet at alt hvad vi mister for hans skyld, får vi igen med renters rente!

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til nytårsdag 2013
Tags: Lukasevangeliet 2.21

Posted By admin on 14. august 2013

Simeon og Anna: Tidens fylde

Prædiken i Husum Kirke julesøndag

Nikolaj Hartung Kjærby

December er på mange måder en anderledes måned end alle de andre. Ikke alene er det mange menneskers yndlingsmåned fordi den er fyldt med hygge og godter og forventning, men den er også anderledes fordi der er afgrundsdyb forskel på dagene før og efter den 24. I detailhandelen syder det af travlhed indtil butikkerne lukker den 23. om aftenen, og derefter er alt bare stille og lukket ned i tre dage. Og julekalenderstemningen giver så meget fokus på tallet 24 at jeg enkelte gange har grebet mig selv i den 12. december at erklære at vi nu var halvvejs igennem december! Men det er også som om dagene mellem den 24. og den 31. er et sært limbo-agtigt appendiks som hverken er fugl eller fisk, hvor det gamle år har afleveret alt hvad det havde at byde på, men det nye år ikke er begyndt endnu. Men sådan et ”ingenmandsland” kan man jo også godt have brug for til at komme sig over juleræset og indstille sig på det nye år der venter, så det ikke kommer som et chok nytårsnat klokken 12 at vi altså nu pludselig er i 2013.

Nedtællingen (eller rettere: optællingen) til den 24. december er naturligvis især interessant for børn, som har svært ved at vente til de kan få lov at se hvad der er i deres gaver. Men det at se længselsfuldt frem til en bestemt dato, kender vi vist alle sammen, uanset alder. Tilbage i 1993 så jeg med stor utålmodighed frem til den 19. maj, hvor jeg ville fylde 18 år og dermed blive myndig og få stemmeret. Desværre havde regeringen valgt at lægge folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen den 18. maj, så jeg var præcis 1 dag for ung til at kunne stemme! Siden har jeg dog kunnet stemme ved adskillige valg og afstemninger. 16 år senere, i 2009, var det den 21. november jeg talte dagene til, for det var den dag jeg skulle giftes med min elskede Signe, og det kom jeg heldigvis ikke for sent til! Skal jeg på en ferie som jeg glæder mig meget til, kan jeg også finde på at gå og tælle dage. Og så er der gymnasieelever der tæller ned til sidste skoledag, soldater der tæller ned til de skal hjemsendes, mennesker med lidt mere livserfaring end mig der tæller ned til de skal på efterløn eller pension, og så videre.

Men det er ikke altid man kan tælle ned til det man glæder sig til, for det er ikke altid man ved hvornår det kommer til at ske. I gamle dage, før e-mail og Skype og lignende moderne hjælpemidler blev tilgængelige, var det for eksempel hårdt at være ”sømandsenke” og ikke vide hvornår ens elskede kom hjem fra de syv have. Og de mennesker der bor i lande hvor befolkningen undertrykkes af et brutalt regime, glæder sig meget til regimets fald uden at vide hvor længe de kommer til at vente. Gaddafis styre i Libyen varede i 42 år, og det er endnu uvist om det bliver erstattet af et ægte demokrati eller blot af et nyt diktatur i andre klæder. Det kommunistiske diktatur i det daværende Sovjetunionen varede i 74 år. Og i lande som Nordkorea og Saudi-Arabien venter de stadig på deres frihed efter henholdsvis 63 og 80 år med måske verdens to værste diktaturer.

Simeon, som vi hører om i dagens bibeltekst, vidste heller ikke hvor længe han skulle vente. Det eneste han vidste, var at det han ventede på, med sikkerhed ville komme til at ske i hans levetid, for det havde Gud lovet ham. De nærmere omstændigheder omkring afgivelsen af det løfte kender vi ikke, men der står at Helligånden var over ham og havde åbenbaret for ham at han ikke skulle se døden før han havde set Herrens salvede. Oversat til mere almindeligt dansk betyder det at Guds nærvær fulgte ham i en grad så han kunne kommunikere direkte med Gud, og at Gud havde fortalt ham at han ville få lov til at se Messias – den lovede konge som hele Israel ventede på – inden sin død.

Well, jeg er klar over at en omformulering af ordene ikke gør det lettere at forstå indholdet, for hvordan i alverden kan det lade sig gøre at leve så tæt sammen med Gud og kommunikere så direkte med ham? Det kan det i kraft af Helligånden. Da Amanda blev døbt tidligere i gudstjenesten blev døbt, skulle hendes gudfar svare ja hele fem gange. Det første af de fem spørgsmål var ”Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?”, og det sidste var ”Vil du døbes på denne tro?” De tre mellemliggende spørgsmål handlede alle sammen om troen på Gud. Noget af det mest grundlæggende i den kristne tro er nemlig at vi tror på én og kun én Gud, men at den éne Gud består af tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. De tre personer er altid i fuld overensstemmelse med hinanden, og de er uadskillelige, så overalt hvor man finder en af dem, finder man også de to andre. Men de har forskellige funktioner (hvis man da kan bruge det ord om Gud). Nogle har udtrykt det på den måde at Faderen er Gud over os, for han er vores skaber, og det er fra ham at de to andre personer i Treenigheden udgår. Sønnen er Gud med os eller Gud for os, for han er den af de tre personer der blev menneske og blev født i Betlehem julenat for godt 2000 år siden, og som bar alle vores fejl på sin krop da han døde for vores skyld. Og Helligånden – ja, han er Gud i os. En af Helligåndens funktioner er nemlig at komme ind og tage bolig i et menneske.

Og når jeg har sagt det, så er jeg godt klar over at jeg hellere må skynde mig at forklare hvad det ikke betyder. Det betyder ikke at der er en ånd der overtager kontrollen med vores krop og vores tanker, sådan som man kan se det i gyserfilm, og undertiden også i film af mere mainstream-karakter. Nogle af jer så måske julekalenderen ”Ludvig og Julemanden” sidste år i december, hvor der hen imod slutningen sker det at Helligånden går ind og overtager bedstefar Hennings krop og taler igennem ham. Men sådan er Helligånden ikke! Hvis en ond ånd besætter et menneske, kan det ske at den overtager kontrollen med vedkommendes krop, men den slags sker heldigvis yderst sjældent her i Danmark. Guds Ånd, derimod, er høflig, for Gud er kærlighed, og Helligånden kaldes også Kærlighedens Ånd. Og kærligheden bruger aldrig tvang.

I har måske hørt at vi mennesker består af krop, sjæl og legeme. De mest hardcore ateister vil ganske vist hævde at der hverken findes sjæl eller ånd, kun kemiske processer i hjernen, men de kan ikke forklare det fænomen at der er et ”jeg”, der registrerer de kemiske processer som følelser, tanker og oplevelser. Humanister anerkender at mennesket har en sjæl som er sæde for vores tanker, følelser, vilje og fantasi, men afviser talen om en ånd. Vi kristne plejer at fastholde at mennesket har både legeme, sjæl og ånd, for det siger Bibelen, men vi har tit svært ved at forklare hvad ånden i grunden er for noget, og hvad forskellen er på sjæl og ånd. Jeg kan nok bedst forklare det sådan at sjælen består af vores tanker, følelser og vilje, mens ånden er vores væsens inderste kerne, vores inderste jeg, og den del af os som kan træde i forbindelse med Gud. Når Helligånden tager bolig i et menneske, er det altså hverken i kroppen eller i sjælen, men i ånden. På den måde kan Gud fra det inderste af vores eget væsen blidt vejlede os i hvad der er det rigtige at gøre.

Det at Helligånden taler fra vores eget indre, gør at det undertiden kan være svært at skelne imellem Guds stemme og vores egen stemme, for når Gud taler til os, føles det omtrent på samme måde som når en tanke eller en indskydelse farer igennem hovedet på os. At finde ud af hvilke tanker og indskydelser der er fra Gud, og hvilke der ikke er, er noget der kræver træning, men en måde at starte på er at følge de indskydelser der er ufarlige og som helt klart er i overensstemmelse med Guds kærlige væsen, som fx at sige et opmuntrende ord til et andet menneske. Derudover kan man blive bedre til at genkende Guds stemme ved at læse i Bibelen, for Gud har også talt igennem den, så den kan hjælpe med til at gøre os fortrolige med hans stemme.

Nå, tilbage til Simeon. Han kunne kende Guds stemme så tydeligt at han ligefrem havde viden om fremtiden i det omfang Gud viste ham hvad der ville komme til at ske. Og en af de ting som Gud havde vist ham, var altså at han inden sin død ville få lov til at se Messias. Ordet Messias betyder egentlig ”salvet”, og i den danske bibeloversættelse står der da også blot at Simeon ville få lov at se ”Herrens salvede”. På Det Gamle Testamentes tid var det skik at hælde parfumeret olivenolie i håret på mennesker som Gud havde udvalgt til en speciel opgave, som et ydre tegn på at Gud ved Helligånden havde udrustet dem med en særlig kraft. Efterhånden blev olien et så indgroet symbol på Helligånden at nogle af Det Gamle Testamentes profeter kunne tale om at der ville komme en dag hvor Gud ville ”hælde” Helligånden ud over alle mennesker. Men profeterne talte også om at der ville fremstå en særlig, specielt udvalgt person som Helligånden i helt usædvanlig grad ville hvile over, og som derfor blot blev kaldt ”den salvede”, eller på hebraisk: ”mashiach”, som vi plejer at udtale ”messias”. Denne Messias skulle være en efterkommer af den navnkundige kong David, og han skulle genoprette Davids kongedømme og sætte sig på hans trone. Men derudover skulle han også være en ydmyg tjener, han skulle være en der i særlig grad havde øje for de fattige, svage og udstødte, han skulle være en som selv kom til at opleve forkastelse og lidelse – og så skulle han kaldes ”Immanuel”, som betyder ”Gud med os”.

På det tidspunkt hvor Jesus blev født, var Israel besat af romerne. Det havde de været i godt og vel 30 år, og det var et hårdt slag for folket, som ellers havde en stolt historie hvor Gud gang på gang havde hjulpet dem til sejr over langt mægtigere fjender. Men i år 587 før Kristus var Jerusalem blevet ødelagt af babylonerkongen Nebukadnesar, og det meste af befolkningen var blevet ført i eksil. Da Babylon blev erobret af perserne, fik jøderne ganske vist lov til at vende tilbage til deres land, men de var stadig under persisk overherredømme. Og da Alexander den Store erobrede Perserriget, gik Israel blot fra at være en persisk lydstat til at være en græsk lydstat. Nogle af Alexanders efterfølgere gav sig til at forfølge jøderne, og det resulterede i at de gjorde oprør under ledelse af Judas Makkabæus og hans brødre, og det lykkedes dem faktisk at smide grækerne ud og opnå selvstændighed efter 450 år under fremmed herredømme. Men det holdt kun små 100 år, så kom romerne væltende, og nu sukkede folket i den grad efter den frelser som Gud havde lovet. Og Simeon havde altså fået et guddommeligt løfte om at den frelser ville komme i hans levetid. Og netop den dag hvor Josef og Maria skulle bringe de traditionelle ofre i templet i Jerusalem for at markere at barselsperioden var forbi, mærkede han altså en meget stærk tilskyndelse til at gå hen i templet. Og da han så Jesus, vidste han med det samme at ham var det.

Man kan spørge sig selv hvorfor Gud ventede så længe med at sende Jesus – hvorfor hans folk skulle så grueligt meget ondt igennem først. Det får vi nok aldrig noget svar på – i hvert fald ikke så længe vi lever i denne verden. Men spørger man Paulus, så er han ikke i tvivl om at Jesus blev født på lige præcis det rette tidspunkt – et tidspunkt som han kalder ”tidens fylde”. (Hvis I kigger i salmebogen, vil I i øvrigt kunne se at salmerne 71 til 93 har overskriften ”Tidens fylde” – det er et tegn på at de to ord i kirkelig jargon nærmest er gået hen og blevet en teknisk betegnelse for det tidspunkt hvor Jesus blev født). ”I tidens fylde” betyder egentlig blot ”da tiden var inde” eller ”da tiden var moden”, så man kan undre sig over at de mennesker der udarbejdede vores nuværende autoriserede bibeloversættelse, ikke fandt på en mere nutidig formulering, men bibeloversættere har det med at være et ret konservativt folkefærd. 😉

Anyway, det stykke fra Paulus’ Brev til Galaterne som vi fik lov til at høre i begyndelsen af gudstjenesten, var kun et lille uddrag af en længere tankerække af den slags som er typiske for Paulus’ breve. Hvis vores uddrag var begyndt nogle sætninger tidligere, ville vi have hørt Paulus sammenligne tiden før og efter Jesu fødsel med et barn der er født til at være arving til en større familieformue, men som ikke har noget som helst at skulle have sagt i huset så længe han er mindreårig. I det antikke Grækenland blev de mindreårige børn i de rige familier nemlig passet og opdraget af nogle slaver eller tjenere der havde børnene som deres særlige opgave, og som var kendt for at være meget strenge opdragere som nærmest reducerede børnene til at være de laveste af alle slaver. En sådan slave hed på oldgræsk en ”paidagogos” – det er faktisk derfra vi har det danske ord ”pædagog”! Men det ord betyder jo heldigvis noget andet i dag, og derfor bruger vores nuværende bibeloversættelse ordet ”opdrager”, mens oversættelsen fra 1948 anvendte det malende ord ”tugtemester”. Hvorom alting er: Det var familiefaderens privilegium at bestemme hvornår hans børn var gamle nok til at træde ind i de voksnes rækker og således overgå fra at være den ringeste slave til at være herre over alle slaverne. På samme måde var det Guds privilegium at bestemme hvornår vi mennesker skulle overgå fra tilværelsen før Messias’ komme til tiden efter Messias’ komme. Hvorfor den overgang kan sammenlignes med at gå fra at være en slave til at være en fri søn eller datter, er temaet for gudstjenesten på tirsdag, så kom endelig tilbage hvis I vil høre mere!

I dag vil jeg nøjes med at konstatere at Jesu fødsel var absolut nødvendig, ikke bare for det jødiske folk, men også for os ”hedninger”, sådan som Simeon sagde. Det er nemlig kun fordi Jesus blev født som Immanuel – Gud med os – at vi har mulighed for at leve så tæt sammen med Gud som jeg beskrev før. Simeon gjorde det ganske vist allerede før Jesus blev født, men han, og en række andre særligt udvalgte personer, var kun undtagelser der bekræftede reglen. Man kan sige at de var ”salvede”, i modsætning til folk flest. Det er nemlig sådan at vores egoisme, vores forkerte prioriteringer og vores ukærlige handlinger er i modstrid med Guds væsen og alt hvad han står for, og derfor forhindrer de ting Helligånden i at træde i forbindelse med vores ånd. Men Jesus blev menneske for at frelse os fra vores synder. Han tog alle vores fejl på sig og tog dem med sig i døden, for at vi skulle komme til at leve et liv hvor der ikke længere er noget der skiller os fra Gud. I dåben bliver vores liv knyttet sammen med Jesus, sådan at vores synder bliver lagt over på ham, og hans død kommer til at gælde for os. Det betyder at vi får del i hans identitet, hvilket vil sige at fordi han er Guds søn, så bliver vi også Guds børn, og fordi han er salvet med Helligånden, så kommer Helligånden også til at bo i os. Og det er dérfor vi kan leve i Guds nærhed både her i denne verden, og siden i evigheden på en nyskabt jord: fordi Jesus har taget de ting der skilte os fra Gud, med sig i døden, og fordi han har givet os del i sin egen natur i stedet for.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til julesøndag 2012
Tags: Lukasevangeliet 2.25-40

Posted By admin on 14. august 2013

Sankt Stefans dag: Forfølgelse er et livsvilkår når man er kristen

Prædiken i Husum Kirke 2. juledag 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

I den indiske delstat Madhya Pradesh ligger en landsby der hedder Bajna. Dér bor en 42-årig kristen kvinde der hedder Kanku Ben. Indtil for nylig led hun af nyresten. Det har jeg heldigvis aldrig selv døjet med, men jeg har hørt at det er ekstremt smertefuldt. Men Kanku tror på at Gud helbreder også i dag, så hun kontaktede en præst ved navn Govind Meida, og da han bad for hende, blev hun helbredt. Hendes mand, Ram Bhai, blev så glad at han besluttede at holde en todages takkefest i landsbyen. For at undgå ubehageligheder henvendte han sig på politistationen med en udførlig beskrivelse af festens program, og politiet gav ham en skriftlig tilladelse. Festen, som blandt andet bestod af en hel del lovsang og bøn, foruden naturligvis god mad, fandt sted torsdag den 29. og fredag den 30. november i år, altså for mindre end en måned siden.

Til at begynde med åndede alt fred og ingen fare, men fredag formiddag dukkede der pludselig 10-15 mænd på motorcykler op ved de kristnes takkefest. De befalede at alle tilstedeværende skulle fremsige en bekendelse til den hinduistiske guddom Ram, hvilket de kristne naturligvis nægtede. Motorcykelbøllerne forsvandt igen, men om eftermiddagen dukkede de op igen, denne gang i en gruppe på 30-40 motorcyklister foruden et antal mennesker til fods. De begyndte at råbe skældsord mod de kristne. På dette tidspunkt var festen ved at være slut, og nogle af gæsterne havde allerede sat sig i en bil for at køre hjem, men hinduekstremisterne trak dem ud af bilen og begyndte at tæve dem. I samme øjeblik ankom politiet. Til trods for at de kristne havde en skriftlig tilladelse, irettesatte betjentene dem for at være ulovligt forsamlede, og de befalede alle at forlade stedet.

Tre af gæsterne var kommet fra nabodelstaten Rajasthan, og de begav sig hjemad på motorcykel. Men seks af ekstremisterne fulgte efter dem på to motorcykler, og de indhentede dem efter en kilometer og begyndte at tæve dem. De nøjedes ikke med at slå med knytnæver, men brugte også store sten som de både slog og kastede med. Subhash Garasiya, som førte de kristnes motorcykel, pådrog sig indre skader i bryst, mave og fødder, og da hans kammerat Sharad Pargi, som i øvrigt er præst, lagde sig imellem for at beskytte ham, fik han alvorlige skader i ansigtet, brystet og ryggen og endte med at se sådan her ud (vis billedet). Og lad mig lige igen minde om at der er tale om en af vores brødre i den kristne tro, og at overfaldet på ham fandt sted for blot 26 dage siden!

Heldigvis var en gruppe kristne fra Bajna fulgt efter da de så at ekstremisterne forfulgte pastor Pargi og de to andre, og da de nåede frem til stedet, lykkedes det dem at jage overfaldsmændene væk. Pargi blev indlagt på hospitalet med sine skader, men dermed var galskaben ikke slut, for mens han blev behandlet, brasede 20-25 ekstremister ind på sygehuset og truede lægen til ikke at udfærdige en lægeerklæring om hans skader. Senere kom en af Pargis venner, som er læge, for at besøge ham på hospitalet, men han blev modtaget ved hospitalets indgang af en gruppe ekstremister som slog ham og jog ham væk.

Sharad Pargi kunne heldigvis udskrives efter et par dage, men han går stadig til regelmæssig kontrol på hospitalet. Og hvis I spekulerer over hvilket retsligt efterspil alt det her fik, så kan jeg oplyse at fire personer blev arresteret og holdt varetægtsfængslet i nogle dage indtil de blev løsladt mod kaution. Og det var altså vel at mærke fire af de kristne der blev arresteret! Og desværre er denne historie ikke enestående – for mange af de kristne i Indien er det en del af hverdagen at blive truet og overfaldet af hinduekstremister, og at opleve at politiet stiller sig på overfaldsmændenes side. Allerværst gik det for sig i efteråret 2008. I kølvandet på at en berømt åndelig leder blandt hinduerne, Swami Laxmanananda Saraswati, blev myrdet af en maoistisk gruppe, blev der spredt et rygte om at det var de kristne der havde betalt maoisterne for at dræbe ham – og hindunationalisternes hævn udeblev ikke: I løbet af de næste 4 måneder blev 600 byer plyndret, 5600 hjem blev brændt ned til grunden, 54.000 mennesker mistede deres hjem, og mindst 38 blev myrdet.

Jeg forstår godt hvis I er bestyrtede over at høre sådan en historie. Det er jeg også! Og jeg håber at det aldrig vil holde op med at vende sig i mig når jeg hører om den slags – uanset hvilken religion, livsanskuelse, politisk overbevisning eller livsstil de mennesker har som bliver overfaldet. Men faktisk burde det ikke overraske os at kristne bliver udsat for forfølgelse. Sådan har det jo været lige fra begyndelsen, hvor Stefanus, som vi har hørt om i dag, blev den første kristne martyr. Ja, sådan har det faktisk været endnu længere tilbage end det – som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, blev allerede profeten Jeremias angrebet for at viderebringe de ord Gud gav ham at sige. Og Jesus forudsagde at det ville fortsætte på den måde. De mennesker som Gud udvælger til at sige sandheden og gøre det gode, kan ikke forvente anden løn fra verdens side end utak.

I virkeligheden burde det faktisk give anledning til en vis bekymring at vi kristne her i Danmark stort set ikke oplever noget der minder om forfølgelse! I Andet Timotheusbrev [3,12] skriver Paulus nemlig følgende opmuntring til sin unge medarbejder som tilsyneladende er gået lidt i stå i sin forkyndergerning af frygt for konsekvenserne: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” Og Det Nye Testamente fortæller os ganske klart hvorfor det er sådan: Der foregår en kamp i den åndelige verden mellem Guds engle og Satans engle, og den kamp er vi som kristne kaldet til at være en del af. Når vi siger sandheden om Gud og handler i overensstemmelse med hans ord, og især når vi gør en aktiv indsats for at hjælpe andre mennesker til et liv i den frihed som Jesus har købt os fri til, så kommer vi til at udgøre en trussel mod Satan og hans rige. Det lyder måske ret mærkeligt at et menneske skulle kunne udgøre en trussel mod Fanden selv, men vi skal huske at det jo ikke er os selv der udgør den trussel, men Guds Ånd, som bor i os. Hvorom alting er, så siger både Bibelen og mange kristnes erfaring gennem tiderne og den dag i dag at når et menneske bliver en trussel mod det ondes herredømme, så går Djævelen til angreb. (Prøv bare at læse nogle af Luthers skrifter – han var en af dem som i høj grad stod for skud, og det var han udmærket godt klar over). Så hvis vi ikke oplever nogen form for forfølgelse, skal vi måske spørge os selv om det skyldes at vores hengivenhed over for Jesus er så lunken at Djævelen ikke opfatter os som en trussel.

Djævelen kan angribe os på forskellige måder, og den farligste måde er det man kan kalde ”det indre angreb”. Hvis han kan ødelægge vores tillid til Gud og lamme os med frygt eller ligegyldighed så vi holder op med at bekæmpe ham og måske endda falder helt ud af troen på Jesus, så har han opnået hvad han ville. Men han tyr også tit til ydre modstand i sit forsøg på at få os ned med nakken. En af hans favoritmetoder er at overbevise andre mennesker om at personer der lever i radikal efterfølgelse af Jesus, udgør en alvorlig trussel som må bekæmpes med alle midler.

Til at begynde med var det mest jødernes religiøse establishment der bekæmpede de kristne, fordi de frygtede at deres magt ville blive stækket hvis folk begyndte at tro på at det var Jesus og ikke dem, der var vejen til Gud. Senere var det de romerske myndigheder der med forfærdelse kunne se de kristne nægte at anerkende kejseren som den højeste autoritet som der ikke måtte stilles spørgsmålstegn ved, fordi Jesus havde lært dem kun at give kejseren hvad kejserens er. Tilmed var de kristne ganske frygtløse når de blev truet med døden, og derfor slog mange romerske kejsere meget hårdt ned på alle kristne ved at kaste dem for løverne eller brænde dem levende hvis de nægtede at ofre til kejseren og de romerske guder.

Som bekendt endte det med at kejserne opgav deres modstand, og kristendommen blev ophøjet til Romerrigets statsreligion, men dermed var det ikke slut med forfølgelsen, for da kirkens ledere fik verdslig magt, begyndte nogle af dem at glemme hvad de var sat i verden for, nemlig at forkynde evangeliet om Jesus og opmuntre til efterfølgelse af ham – blandt andet ved at gå foran med et godt eksempel. Og når der opstod bevægelser som søgte at finde tilbage til det oprindelige kristne evangelium, så skete det desværre ret tit at de blev forfulgt – ikke af gudløse regimer eller af folk der fulgte fremmede religioner, men af kirkens egne folk som følte deres magt truet af dem der påpegede at det var Jesus og ikke det kirkelige hierarki der skulle tilbedes!

Det med gudløse regimer kom i hovedsagen først langt senere i historien. De mest grelle eksempler var Sovjetrusland og det maoistiske Kina hvor mange kristne blev sat i fængsel eller endda slået ihjel, fordi de blev anset for en trussel mod regimet.

I dag kommer forfølgelsen af kristne fra alle de tre nævnte sider: Fanatiske tilhængere af andre religioner, gudløse regimer, og desværre også fra andre kristne. Jeg vil gennemgå dem en ad gangen.

Af de tre kategorier er forfølgelse fra tilhængere af andre religioner klart den der koster flest kristne livet, i hvert fald hvis man regner Nordkorea med til den kategori. På papiret er Nordkorea ganske vist en kommunistisk stat, men det er en sær form for kommunisme hvor noget nær enevældig magt går i arv fra far til søn, og hvor lederen tilbedes som gud. I Nordkorea er det forbudt at tilbede andre guder end Kim Il-Sung, Kim Jong-Il og Kim Jong-Un, og blot det at være i besiddelse af en bibel er nok til at havne i en koncentrationslejr hvorfra de færreste slipper ud i live. Også i de muslimske lande bliver kristne udsat for forfølgelse, især kristne med muslimsk baggrund. Mange muslimer mener nemlig desværre at ”Vend tilbage til islam eller dø!” er den bedste strategi når nogen vælger en anden religion. Det er imidlertid ikke kun blandt muslimer at der findes voldelige fanatikere; som vi hørte tidligere i gudstjenesten, findes de også blandt hinduer i Indien, og jeg kan tilføje at de også findes blandt buddhister i Sri Lanka.

I Danmark oplever vi kristne ikke nævneværdig forfølgelse fra tilhængere af andre religioner, og det skyldes nok ikke mindst at det er os der er de fleste, i hvert fald på papiret. Det værste eksempel jeg kan komme i tanker om, er da Danmarks første folkekirkepræst med muslimsk baggrund, iranskfødte Massoud Fouroozandeh, som konverterede til kristendommen efter at være flygtet til Danmark, blev udsat fra så mange trusler fra muslimske ekstremister i Vollsmose, der blandt andet smadrede hans bil totalt, at han til sidst valgte at flytte fra området. Men måske kommer vi til at se mere af den slags – i hvert fald har de radikale muslimske grupper vind i sejlene for tiden. En nylig meningsmåling viste fx at 20% af muslimerne i Danmark går ind for sharia-lov. Det er naturligvis vigtigt at huske på at det for det første betyder at 80% af muslimerne i Danmark ikke går ind for sharia-lov, og at sharia-lov for det andet kan defineres på flere forskellige måder, men der er ingen tvivl om at hvis grupper som Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam fik magt som de har agt, så ville både jøder, kristne og moderate muslimer være jaget vildt.

Gudløse regimer dræber ikke særlig mange kristne for tiden, hvis man ikke regner Nordkorea med, men i de få tilbageværende kommunistiske stater, så som Kina, Cuba, Vietnam, Nepal og især Laos, holder myndighederne de kristne i meget kort snor og slår hårdt ned på al ikke-registreret religiøs aktivitet. Alt tyder imidlertid på at den gudløse kommunisme fortsat er på tilbagetog og snart vil drage sine sidste krampagtige suk. Til gengæld er den aggresive sekularisme på fremmarch overalt i den vestlige verden. Kravet om at religion skal begrænses til privatsfæren lyder stadig mere højlydt, og undertiden er der endda kristne der stemmer med i dét kor i håb om at stække islams indflydelse. Men tag ikke fejl – sekularisterne er også ude efter os kristne, i hvert fald hvis vi tager vores tro alvorligt. I Sverige er det kommet så vidt nu at når skolerne kommer til julegudstjeneste i kirken, så må præsten ikke tale om Gud og Jesus, men skal holde sig til at komme med nogle almenmenneskelige betragtninger. Sådan er det heldigvis ikke her i Danmark! – endnu, i hvert fald. Men i den politiske debat bliver sekularismen en stadig mere hellig ko. Det begyndte tilbage i 2001 da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Folketingets talerstol appellerede til at ”alle, der ønsker at leve deres liv i Danmark klart tilslutter sig, at demokratiet og Grundloven står over alt andet – også religionen.” Heldigvis nøjedes han med at appellere – senere er det blevet foreslået at nye danske statsborgere ligefrem skal skrive under på dette princip. Skulle det forslag nogensinde blive til virkelighed, kan jeg kun glæde mig over at mit statsborgerskab allerede er i hus, for sådan noget ville jeg aldrig kunne skrive under på. Som kristen har jeg et himmelsk fædreland, og skulle der opstå en konflikt mellem mine forpligtelser over for Jesus og mine forpligtelser over for den danske lovgivning, må apostlenes gamle princip om at man bør adlyde Gud mere end mennesker, træde i kraft. Alt andet ville være at give kejseren, hvad Guds er.

Så vidt verdens mere eller mindre gudløse regimer. Det bringer os videre til forfølgelse fra andre kristne, som på mange måder er den mest sørgelige form for forfølgelse. Den spanske inkvisition hører heldigvis fortiden til – det er vist mange hundrede år siden der er nogen der er blevet brændt på kætterbålet. Og konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland har ikke ret meget med religion at gøre, ud over at det religiøse tilhørsforhold bruges som en politisk identitetsmarkør. Men der er desværre en del lande hvor den etablerede kirke mener at den varetager sine egne interesser ved at deltage i regimets forfølgelse af andre kristne. Det gælder fx i Eritrea, hvor de ortodokse, katolske og – med skam at melde – lutherske kirker, som er de tre tilladte kristne kirkeretninger i landet, har indgået en uhellig alliance med de muslimske grupper om at slå hårdt ned på uregistrerede kirker og på kristne der forkynder for muslimer. Det har de naturligvis gjort for at slippe for selv at blive forfulgt af islamister – og det får de kristne der ønsker at adlyde Jesu missionsbefaling, så lov til at betale prisen for; en pris der undertiden kan indbefatte tab af liv eller førlighed.

I Danmark har vi heldigvis både religionsfrihed og ytringsfrihed, men der er mange der vælger at bruge ytringsfriheden til at bekæmpe kristne der tager Jesu ord alvorligt – ikke kun med argumenter, men også med stråmandsargumentation og skældsord. Det er som om der er en form for konsensus om at vi danskere ikke bryder os om folk der går for meget op i deres tro, jævnfør de ord jeg citerede Poul Nyrup for. (Det skal dog retfærdigvis siges at ordene stammede fra en tale hvor han forsvarede alle danskeres ret til at dyrke deres religion). Det sørgelige er at der også er mange af Folkekirkens egne folk der synger med på den sang, sandsynligvis i et misforstået forsøg på at værne om Folkekirkens omdømme. Selv fra provster, domprovster og bispekandidater har der lydt krav om at forbyde Folkekirkens præster at tage Bibelen alt for meget på ordet.

Som sagt er der ikke noget af alt dette der bør overraske os – hverken de små tegn på intolerance i Danmark eller den deciderede forfølgelse som finder sted i andre lande. Selv forfølgelsen fra andre kristnes side er forudsagt i Bibelen, og den er i øvrigt ikke noget nyt – allerede Paulus talte om at han var ”i fare blandt falske brødre”. Spørgsmålet er nu hvordan vi skal forholde os til forfølgelsen. Og der kan vi lære noget af både Jeremias, Stefanus og Jesus.

Da Gud kaldte Jeremias til at være profet, gjorde han det helt klart for ham hvad han havde i vente: ”De skal angribe dig,” sagde han, men fortsatte heldigvis med løftet: ”men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig”. Og trods angrebene var Guds befaling til Jeremias ganske klar: ”… du skal … stå frem og tale til dem alt det, jeg befaler dig.”

Jeremias fik altså besked på at møde forfølgelserne med mod, og et eksempel på det mod finder vi hos Stefanus. Da de nordafrikanske jøder fra Kyrene og Alexandria fandt ud af at de ikke kunne modstå den visdom han talte med, skiftede de strategi og begyndte at fremsætte falske anklager mod ham, ligesom hinduekstremisterne gjorde mod de kristne i Indien efter mordet på Swami Laxmanananda Saraswati. Jeg ved ikke med jer, men når jeg bliver uretmæssigt beskyldt for noget, er det livet om at gøre for mig at mine anklagere forstår at de tager fejl. Men sådan reagerede Stefanus ikke; han benyttede tværtimod sin forsvarstale til frygtløst at sige det jødiske råd nogle sandheder om dem selv og om Gud, også selvom det resulterede i at han til sidst nærmest blev lynchet.

Den bemærkning der for alvor fik de jødiske lederes vredesbæger til at flyde over, var i øvrigt at han så himlen åben og Menneskesønnen (altså Jesus) stå ved Guds højre side. Men det var nok også netop det syn der gav ham det afgørende mod til at lade dem dræbe ham uden at vakle i troen i et forsøg på at redde sit liv. Han vidste at de dybest set ikke kunne gøre ham noget, for de kunne ikke skille ham fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, vor Herre. De kunne kun ekspedere ham hurtigere over i Guds evighed, hvor der ikke længere skal findes nogen sorg, savn, smerte eller ulykke. Den samme indstilling kan vi med fordel tage til os: Mennesker kan kritisere os, bagtale os, skyde os alle mulige onde motiver i skoene, fordreje det vi siger, ydmyge os offentligt, og det der er værre, men dybest set kan de intet gøre os, for vores fremtid hviler trygt i Guds hænder. Vores modstandere, derimod, risikerer at blive stillet til regnskab for alt ondt som de siger eller gør imod os, og derfor bør vi faktisk snarere have ondt af dem end af os selv.

Og det havde Stefanus faktisk: Han bad ikke Gud om at hævne hans blod, men tværtimod om at tilgive hans bødler – ligesom Jesus selv bad, da han hang på korset. Og i de ord fra Jesus som vi hørte i dagens evangelietekst, skinner den samme indstilling igennem: Efter at have udtalt at de jødiske ledere som han taler til, vil blive krævet til regnskab for alt det uskyldige blod de har udgydt, skifter han tonefald og afslører at hans egentlige motiv for at holde den tale, er medfølelse. Jesus følte sig ikke på nogen måde truet af at farisæerne og de skriftkloge gik rundt med planer om at slå både ham og hans disciple ihjel – tværtimod græd han over dem fordi de ikke ville søge beskyttelse hos ham mod den kommende dom.

På samme måde bør vi også huske på at der ikke er noget menneske der er vores fjende. Som Paulus skriver til efeserne [6,12]: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod … ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Hvis islamister, ateister eller verdslige kristne søger at bekæmpe os fordi vi i ord og gerning bekender Jesus som vores Herre, må vi for alt i verden ikke gøre gengæld og søge at bekæmpe dem. Vi skal tværtimod vise dem kærlighed og barmhjertighed, for de er også mennesker som Gud har skabt i sit billede, og som Jesus er død for. Og de kan alligevel ikke gøre os noget, for det er os der har fat i den lange ende. Vi har den almægtige Gud på vores side, og vi har garanti for at få en evighed i glæde sammen med Gud. Derfor har vi ingen grund til at forsvare os selv; vi kan fokusere al vores energi på om muligt at frelse vores modstandere, ved at gøre godt mod dem og undskylde dem over for Gud og mennesker.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. juledag 2012
Tags: Matthæusevangeliet 23.34-39

Posted By admin on 26. november 2012

Jesu fryderåb: Sejr vindes i ydmyghed og svaghed

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag i kirkeåret 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Jeg ved ikke med jer, men når jeg hører bibeltekster som dem vi har lyttet til i dag – om at sværdene skal smedes om til plovjern fordi Gud sidder på tronen i et evigt fredsrige, og om at alle der slider sig trætte og bærer tunge byrder, kan finde hvile – så tænker jeg: ”Åh, bare det dog snart kunne ske!”

Vi lever i en tid med krig mange steder i verden – i øjeblikket er det konflikten i Gaza der fylder mest i medierne, men borgerkrigen i Syrien hører vi også jævnligt om, og den har i øvrigt kostet mere end 100 gange så mange menneskeliv som bombardementerne i Gaza. Krigene i Irak og Afghanistan er bestemt heller ikke afsluttet endnu; begge steder er mere end 3000 mennesker blevet dræbt alene i år. Og så er der de mere eller mindre glemte konflikter i Burma, Colombia, Somalia, Yemen, Pakistan, Mexico, Mali, Sudan og Congo, hvor mennesker bliver dræbt på stribe, som regel uden at det når de danske nyhedsmedier.

Vi lever også i en tid hvor mange slider sig trætte. Selvom den formelle ugentlige arbejdstid er lavere end nogensinde før i Danmarkshistorien, og antallet af årlige ferieuger er så højt at vores bedsteforældre ville have nægtet at tro det da de var på vores alder, så er vi danskere alligevel så stressede som aldrig før. Der foregår en del forskning i årsagerne til at det er sådan, og den forskning vil jeg ikke kloge mig på; jeg vil blot konstatere at det høje stressniveau er et faktum – i øvrigt et som jeg kender alt for godt fra min egen hverdag. Nogle gange får jeg lyst til at hive alle stik ud og rejse langt væk i meget lang tid for at hvile ud og slippe for at skulle tage stilling til alle de problemstillinger som både arbejdet og fritiden byder på – og jeg gætter på at jeg ikke er den eneste der har det på den måde. Så jeg glæder mig til den hvile som Jesus omtaler!

Gode gamle Karl Marx sagde som bekendt at religion er ”opium for folket”. Dermed mente han at det klasseopdelte samfund havde resulteret i så uudholdelige forhold hos de undertrykte at de var nødt til at ”dope” sig med religionens løfter om evigheden for at kunne holde det ud. Marx var ateist; hans opskrift på en bedre verden var at eliminere religion så arbejderklassen fik øjnene op for livets barske realiteter, sådan at de kunne ændre dem, i stedet for at bruge religionen som middel til at udholde dem. Den opskrift er jeg naturligvis ikke enig i, men et stykke ad vejen er jeg tilbøjelig til at give ham ret i diagnosen, nemlig at Bibelens løfter om Guds rige kan bruges til at erklære denne verden og dens problemer for irrelevante i stedet for at gå i clinch med dem. Det problem er ganske vist ikke nær så stort i vore dage som det var for et par århundreder siden, og slet ikke i den brede grundtvigske tradition der er dominerende i Den Danske Folkekirke, men spørgsmålet er om det nu også skyldes at vi har fået et andet syn på hvordan vi skal forholde os til denne verdens jammerdal, eller om det snarere skyldes at vores levestandard er blevet forbedret i en grad så vi ikke længere opfatter verden som en jammerdal! Ser vi på de situationer hvor der sker noget som river tæppet væk under os så vi ikke længere er lykkelige, taler statistikken i hvert fald sit alt for tydelige sprog om at vi ikke har vænnet os af med at tage dope – religionen har bare fået selskab af andre rusmidler så som alkohol, narkotika, porno, materialisme og arbejdsnarkomani.

Spørgsmålet er så bare hvad alternativet er. Når vi ser på de bestræbelser som menneskeheden har gjort sig for at slippe af med krig, stress og andre fortrædeligheder, så ser de jo ikke ligefrem ud til at have båret frugt – snarere tværtimod. Marx’ idé om at ”proletariatets diktatur” kunne bane vejen til et klasseløst og lykkeligt samfund, viste sig at være en utopi, som kun førte til endnu værre undertrykkelse og lidelser da man forsøgte at virkeliggøre den. Og det ser ærlig talt ikke ud til at kapitalismen har særlig meget mere held med sig end kommunismen havde. Det er måske en af årsagerne til at stadig flere, især unge, vender sig til de mere ekstreme udgaver af islam i håb om at finde svarene dér. Heldigvis er der rigtig mange efterkommere af muslimske indvandrere finder sig til rette i det danske samfund som aktive, produktive og velintegrerede medborgere, men der er desværre også et stigende antal der går ind i ekstreme organisationer som Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam, og som mener at vejen til et lykkeligt samfund er islams dominans med afskaffelse af demokrati og indførelse af sharia-lov. Der er endda en gruppe der har erklæret Tingbjerg for at være sharia-zone! Man behøver ikke at vide ret meget om disse bevægelsers ideologier for at kunne gennemskue at deres idealsamfund ville være et endnu værre tyranni end den sovjetiske kommunisme, og heldigvis er der da også mange fremtrædende muslimer der tager afstand fra de radikale grupper og aktivt modarbejder dem – men samtidig er der også et stigende antal danskere uden muslimsk baggrund der konverterer til islam og tilslutter sig de ekstreme bevægelser. Om ikke andet er det i hvert fald et vidnesbyrd om at det samfund vi kan præstere i dagens Danmark, ikke kan levere det som sjælene tørster efter.

Jeg må i øvrigt hellere skynde mig at sige at et kristent diktatur ikke ville være ret meget bedre end et muslimsk. Det burde vi europæere om nogen vide, for det meste af vores kontinent blev jo gennem mere end et årtusind styret af eneherskere, med paven i Rom i spidsen, der påberåbte sig kristendommen som deres ideologi. Nogle vil måske indvende at de pågældende konger, kejsere og paver ikke var ”rigtige” kristne – underforstået: hvis blot samfundet blev styret af rigtige kristne efter rigtige kristne principper, så ville sagerne se helt anderledes ud. Og rent bortset fra at den påstand minder mig om Kaldet til Islams påstand om at undertrykkelsen i Iran skyldes at præstestyret ikke er rigtige muslimer, og de få moderne kommunisters påstand om at undertrykkelsen i Sovjetunionen skyldtes at Lenin ikke var rigtig kommunist, så rummer den faktisk også en indbygget selvmodsigelse: Det lader sig ganske enkelt ikke gøre at styre samfundet efter kristne principper – den tanke er simpelt hen totalt uforenelig med alt hvad Jesus lærte os! Hvorfor den er det, vender jeg tilbage til senere – først skal vi tilbage til spørgsmålet om hvad alternativet er til enten ”opium” eller en forgæves kamp der kun gør tingene værre.

Det vi skal forstå, er at den invitation som Jesus giver i dagens evangelietekst, om at alle der slider sig trætte og bærer tunge byrder, skal komme til ham og få hvile, den handler ikke kun om en fjern fremtid hvor verden er blevet Guds rige til sidst – den handler om lige nu! Det er lige nu at Jesus indbyder os til at skifte vores tunge byrder ud med hans gode åg! Som Paulus skriver i Andet Korintherbrev [6,2b]: ”Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!” Som kristne har vi altså mulighed for at leve et liv der ikke er præget af stress og konflikt, men af fred og hvile. Og ja, jeg ved godt at jeg lige har sagt at jeg selv døjer med stress, og dermed er jeg næppe den rette til at belære andre om hvordan man lever i fred og hvile, men det siges jo med rette at enhver prædikant altid først og fremmest må prædike til sig selv, så det vil jeg da gøre! I andre må dog gerne få lov til at lytte med! 😉

Vejen til hvile, siger Jesus, er ikke at vi holder op med at bære en byrde, men at vi begynder at bære en anden og bedre byrde! Og den byrde vi skal bære, er Jesu byrde – den samme byrde som Jesus bar! Eller rettere: den samme byrde som Jesus bærer! Når Jesus siger: ”Tag mit åg på jer”, så skal vi forestille os to okser der trækker en vogn. På Jesu tid var det almindeligt at man forbandt sådan to okser med én og samme trækstang, kaldet et åg, for at sikre at de trak i samme retning. At tage Jesu åg på os betyder altså at vi trækker i samme retning som han trækker – at vi underkaster os hans herredømme og autoritet, men til gengæld opnår den fordel at der er en langt stærkere ”okse” der leverer hovedparten af de kræfter der skal til for at trække læsset.

”Lær af mig”, siger Jesus yderligere. Der er naturligvis meget vi kan lære af ham, men han gør det heldigvis klart hvad det mere præcist er han tænker på i sammenhængen, nemlig hans sagtmodighed og ydmyghed. Og det er derfor jeg påstår at det er en selvmodsigelse at ville lede et land efter kristne principper, for i et samfund af uperfekte mennesker – det som Luther kaldte ”det verdslige regimente” – kan man ikke forvente at alle mennesker opfører sig som kristne, og man kan ikke tvinge dem uden at forlade sin grundindstilling af sagtmodighed og ydmyghed. Jesus tvang ikke nogen til at følge ham, så det kan vi andre naturligvis heller ikke gøre.

Men heldigvis er vi kristne ikke kaldet til at regere verden – i hvert fald ikke på denne side af Jesu genkomst. Det betyder ikke at vi ikke må involvere os i politik hvis det er det Gud kalder os til, for selvom vi ikke kan lave love der tvinger folk til at handle kristent, så kan vi i det mindste lave love der afbøder de værste skadevirkninger af at folk ikke handler kristent! Men selve udbredelsen af Guds rige kan ikke ske gennem politisk virke. Noget andet er så at Kristi kærlighed godt kan tvinge os til at udføre handlinger der er en torn i øjet på magthaverne, og som derfor bliver opfattet som ”politiske”, eller at tale de svages sag mod deres undertrykkere, men vi må aldrig tro at vi kan bringe undertrykkelsen til ophør blot ved at vælge de rette mennesker til folketinget, eller ved selv at stille op.

Nej, det har aldrig været Jesu mening at kristendommen skulle dominere verden. Det er måske en af de allerstørste forskelle på kristendom og islam, for politisk herredømme har lige fra profeten Muhammeds tid været en integreret del af islams væsen, og for talrige radikale muslimer er det stadig målet at islam skal herske over hele verden. Men det værste vi kan gøre, er at sige: ”Nej, det skal blive løgn! Det er kristendommen der skal dominere verden!”, for siger vi det, er vi allerede gået på kompromis med kristendommens væsen. Vores svar på enhver form for ondskab må være sagtmodighed og ydmyghed.

Men er det ikke grænseløst naivt? Jo, det er det! Bruger vi vores menneskelige fornuft, så vil den sige os at der skal skarp lud til skurvede hoveder, og at med ondt skal ondt fordrives. Sagtmodighed og ydmyghed vinder ingen slag. Men at vores forstand umiddelbart taler imod Jesu ord, bør ikke overraske os, Jesus takkede jo netop sin Fader for at han havde skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige! Vores egen forstand kan nemt stille sig i vejen for at vi for alvor lærer Gud at kende, for ”ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.”

Bortset fra det, så viser erfaringen os faktisk at Jesus havde ret. Dengang han udtalte sine ord om at ydmyghed og sagtmodighed er vejen frem, havde han højst nogle få hundrede tilhængere i et lille land i udkanten af Romerriget. Men disse mennesker tog kampen op mod det mægtige romerske imperium uden andre våben end tro, håb og kærlighed, og 300 år senere blev den første romerske kejser døbt. Der var intet Romerrigets mægtige militære magt kunne stille op mod Guds vældige styrke, som åbenbares når de der tjener ham, er ydmyge og sagtmodige. Det var også derfor Jesus sagde i Bjergprædikenen at de sagtmodige skal arve jorden [Matt 5,5]. Prøver vi derimod at udrette noget i vores egen styrke, så blokerer vi for at Guds kraft kan komme til udtryk, og resultatet bliver at vi ikke udretter noget af værdi. Vi kan altså lige så godt sænke skuldrene og løfte hovedet, for det afhænger ikke af os!

Det siges at en gammel jødisk rabbi sagde følgende på sit dødsleje: ”Da jeg var ung, drømte jeg om at forandre verden. Da jeg blev lidt ældre, indså jeg at det var for stor en mundfuld, og jeg besluttede at nøjes med at forandre mit land. Da jeg blev ældre endnu, fandt jeg ud af at også det var for meget, og jeg besluttede at nøjes med min by. Endnu senere måtte jeg indse at selv min by var mere end jeg kunne håndtere, så jeg besluttede at nøjes med min familie. I dag indser jeg at hvis jeg var begyndt med at forandre mig selv, kunne jeg måske også have forandret min familie, min by, mit land – ja, måske hele verden!” De ord er der meget visdom i. Men de er ikke hele sandheden, for sandheden er at denne verden desværre ikke lader sig grundlæggende forandre, lige så lidt som menneskets syndige natur lader sig forandre. Gud frelser os ikke ved gradvist at forbedre vores natur, men ved i dåben at drukne vores gamle natur og give os en helt ny identitet som hans fuldkomne, syndfrie børn – en identitet som vi kun ved Guds Ånds kraft kan leve i. På samme måde er det ikke Guds plan at den verden vi lever i, gradvis skal forbedres indtil den er blevet til Guds rige. Nej, den måde verden bliver Guds rige på, er ved at den gamle verden går til grunde, og en ny verden skabes. Vi ser frem til nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. [2 Pet 3,13]

Som kristne lever vi i et spændingsfelt mellem ”allerede” og ”endnu ikke”. Guds rige er endnu ikke blevet synlig virkelighed, hverken i vores egne liv eller i verden omkring os, men i troen har vi mulighed for at leve i det som endnu ikke er manifesteret. I troen er vi allerede nu Guds rene og hellige børn, og i troen lever vi allerede nu i Guds rige, hvor retfærdighed bor, og hvor Guds kærlighed råder med mægtig kraft udtrykt gennem ydmyghed og sagtmodighed – det rige som engang skal komme til at erstatte den nuværende verden. I mellemtiden er det ikke kirkens opgave at forandre verden, men at være den forandrede verden.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2012
Tags: Matthæusevangeliet 11.25-30

Posted By admin on 26. november 2012

Sønnens fuldmagt fra Faderen: Gør hvad Faderen gør!

Prædiken i Emdrup Kirke 24. søndag efter trinitatis 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Det er nogle alvorlige tekster vi er samlet om i dag. I Daniels syn bliver retten sat foran Guds flammende ildtrone. Paulus formaner os til at leve Herren til behag fordi vi skal fremstilles for Kristi trone og have igen for alle vores gode og onde gerninger. Og Jesus selv taler om at Faderen har givet ham magt til at holde dom over alle der har gjort det onde – modsat dem der har gjort det gode, som skal opstå til evigt liv. Det kan nok give anledning til nogle panderynker, for hvor meget godt har vi i grunden gjort når det kommer til stykket? Hvor meget frugt er der kommet af vores liv? I hvor høj grad har vi æret Faderen og Sønnen med vores tanker, ord og gerninger? Har vi elsket vores næste som os selv, og har vi elsket Gud af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke?

Vi lutheranere har naturligvis vores standardsvar på den slags, for vi bliver jo ikke frelst af vores gode gerninger, men ved at tro på Jesus. Enhver der er døbt og tror på Jesus, har sit navn skrevet i livets bog, og vil blive frikendt på dommens dag fordi Jesus har taget straffen for alle vores synder. Det er sådan set evangeliet i en nøddeskal, og i lyset af det er de her domstekster sådan set mere eller mindre irrelevante, undtagen som en påmindelse om hvad Jesus har frelst os fra, for vi har jo vores på det tørre.

Og så er det måske alligevel ikke helt så simpelt, for det er nok de færreste kristne der er villige til at tage den fulde konsekvens af dén forsimplede forståelse. Jeg diskuterer jævnligt tro med muslimer, og en af deres hyppige indvendinger mod kristendommen lyder cirka sådan her: ”Hvis Jesus tager straffen for alt hvad du gør forkert, betyder det så at jeg bare kan gå ud og dræbe en hel masse mennesker og så bede Jesus om tilgivelse bagefter, og så straffer Gud mig ikke for det?” Jeg ved ikke hvad I ville svare på det spørgsmål. Principielt er svaret jo ja, men samtidig vil de fleste af os nok fastholde at syndernes forladelse ikke er det samme som syndernes tilladelse. Selvom der blandt kristne er forskellige syn på hvad man må og ikke må på eksempelvis det seksuelle, det kulturelle eller det økonomiske område, så har jeg endnu til gode at møde en kristen som mener at det er okay at begå mord – selvom der også er forskellige syn på hvad definitionen er på et ”mord”, hvilket medfører at kristne er uenige om emner som krig, dødsstraf og abort. Men muslimens spørgsmål står stadig ubesvaret: Hvis Jesus tager skraldet for alt hvad vi gør forkert, hvorfor så overhovedet beskæftige os med hvad der er rigtigt og forkert?

Nuvel, man behøver ikke at læse ret meget i Det Nye Testamente for at finde ud af at det bestemt ikke er lige meget for Gud hvordan vi lever. Paulus gør det klart adskillige steder – blandt andet i det stykke fra Andet Korintherbrev som vi hørte i dag – at Jesus ikke har frelst os for at vi skal synde videre, men at vi tværtimod skylder at ære ham med vores liv. Spørgsmålet er så bare hvad der i grunden sker hvis vi ikke gør det? Er der nogen bud?

Det store, altafgørende spørgsmål er naturligvis: Kan man synde så meget at man mister sin frelse? Og hvis ikke, er det så overhovedet vigtigt at tale om synd? Det sidstnævnte spørgsmål var noget af det der delte vandene under forårets og sommerens debat om kirkelig vielse af homoseksuelle: Kan uenighed om et etisk spørgsmål være så alvorlig at man ikke kan have kirkeligt fællesskab med dem der mener noget andet om hvad der er rigtigt eller forkert at gøre? Det er der mange, især blandt ritualets modstandere, der har fremført. I 2005 udsendte 8 kirkelige organisationer en pjece med titlen ”Kirken og homoseksualitet – 17 korte svar på aktuelle spørgsmål”, hvor et af de 17 spørgsmål netop lød: ”Hører problemet trods alt ikke til i periferien af den kristne tro, således at centrum – troen på Kristus og retfærdiggørelsen af tro alene – ikke berøres af sagen?” Pjecens svar på det spørgsmål, er at lydighed mod Gud ikke er perifert – som der blandt andet står: ”ingen synder er så små, at de ikke kan fordømme os til fortabelsen, hvis vi slutter fred med dem – og ingen synder er så store, at der ikke er fuld tilgivelse og oprejsning for dem hos Jesus Kristus.” Fik I den? Vi tager den lige igen: (gentag citatet)

Jeg ved ikke med jer, men når jeg hører sådan nogle ord, så begynder jeg altså for alvor at ryste i bukserne. Hvor mange af jer der sidder herinde, kan ærligt sige at I ved med 100 procent sikkerhed at der ikke er en eneste lille synd i jeres liv som I har sluttet fred med? Jeg kan ikke, er jeg bange for. Og så bliver talen om dommedag pludselig uhyggeligt relevant alligevel! Ja, faktisk kan man vel med en vis ret spørge om der overhovedet er nogen der bliver frelst hvis det er sådan klaveret spiller!

Og det spørgsmål stillede disciplene faktisk Jesus på et tidspunkt! Det han havde sagt, var ganske vist ikke helt det samme som det der står i pjecen fra ”De 8”, men dog alligevel lidt i samme boldgade, for det handlede om ting der kan føre mennesker i fortabelse. Samtalen fandt sted i forlængelse af at en rig mand var kommet og havde spurgt Jesus hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, hvortil Jesus havde svaret at han skulle sælge alt hvad han ejede og give det til de fattige. Det huede ikke manden, og han gik bedrøvet bort, hvorefter Jesus sagde til disciplene: ”Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Disciplene blev forfærdede og stillede det samme spørgsmål som jeg stillede for lidt siden: ”Hvem kan så blive frelst?” Og nu bliver det så pludselig meget interessant at høre hvad Jesus svarede på det spørgsmål, for pludselig er det ikke bare et stykke teoretisk teologi, men noget der har betydning for vores egen evige salighed! Vil I høre hvad Jesus svarede: ”For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”

Ved I hvad, venner? Hvis der er nogen af jer der i løbet af de sidste par minutter har truffet en beslutning om at fra nu af vil I aldrig mere slutte fred med nogen synd, så er jeg bange for at jeg har dårlige nyheder til jer: Det projekt kan I lige så godt droppe. Jesus sagde ikke at det er fantastisk svært at blive frelst, og at kun de mest samvittighedsfulde og disciplinerede mennesker har en chance for at klare det – han sagde at det er umuligt! Den pointe understreges i øvrigt også af det første Jesus sagde til den rige mand da han kom til ham. I husker måske at der i evangelieteksten til i dag stod at de der har gjort det gode, vil opstå til liv, mens de der har gjort det onde, vil opstå til dom? Well, prøv at høre hvad Jesus svarede da den rige mand stillede spørgsmålet: ”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Han svarede: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.” Der er kun én der opfylder kravene til at få evigt liv, og det er Jesus. Vi andre formår INTET – heller ikke at holde os på stadig krigsfod med synden i vores liv. Vi er i ét og alt afhængige af at Jesus vil gøre det for os. Vi er FULDSTÆNDIG hjælpeløse når det kommer til frelsen – ALT må vi modtage af Guds hånd, også kampen mod synden.

Men hvordan gør vi så det? Jo, kort fortalt kræves der to ting. Og de to ting er ikke noget vi skal præstere; de har tværtimod karakter af at vi lader være med at forsøge at præstere noget som helst. De to ting er ydmyghed og tro. Ydmygheden siger: ”Jeg kan ikke selv.” Det er en hård ting at sige, for den betyder at vi må lade hånt om vores stolthed og håbet om selv at kunne tage æren for noget som helst af det gode der sker i vores liv. Men det er en absolut nødvendighed for at Kristi liv kan komme til at udfolde sig i os. Og troen, den siger: ”Gud kan!” Det græske ord som i de fleste danske oversættelser af Det Nye Testamente er gengivet med ”tro”, kan også oversættes ”tillid”. Vi må have tillid til at Gud ved hvad han gør i vores liv. Jeg kan huske de gange hvor jeg har skullet gennemgå en operation. Tanken om at en mand skulle skære i mig, var bestemt ikke sjov, og den eneste grund til at jeg lod ham gøre det, var at jeg havde tillid til at han vidste hvad han gjorde. Når Gud tager os under behandling, er det heller ikke altid lige behageligt mens det står på, men troen består i at vi har tillid til at Gud ved hvad han gør, og at det der kan virke ubehageligt, i sidste ende tjener til vores lykke.

Har du den indstilling – at du godt ved at du selv intet har at byde på når det gælder din frelse, men at du til gengæld stoler på at Gud er i stand til at frelse dig, og har så meget tillid til at han har styr på hvad han laver, at du tager imod alt hvad der måtte komme fra hans hånd, enten det er behageligt eller ej, så kan det faktisk ikke gå galt, for så ligger ansvaret for udfaldet nemlig slet ikke hos dig, men hos Gud, og han har ikke for vane at fejle!

Men hvad betyder det for den måde vi lever vores liv på i hverdagen? Lad os prøve at se på hvordan Jesus beskriver den måde han selv lever på, i den tekst vi har hørt i dag: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør.” Jaså, tænker du måske, men hvad har det med mig at gøre? Jeg er jo ikke Guds søn? Til det kan jeg kun sige at hvis du er en kvinde, så er du ret, for så er du nemlig Guds datter! Men er du en mand, så er du faktisk Guds søn. Du er naturligvis ikke Guds enbårne Søn, men i kraft af at du er døbt til at tilhøre Guds enbårne Søn, er du også blevet Guds barn, og et mandligt barn plejer man jo at kalde en søn. Og når selv Guds enbårne Søn, Jesus, ikke kunne gøre noget af sig selv, men kun det han så sin Fader gøre, hvor meget mere gælder det så ikke os andre! Men heldigvis vil Gud Fader også vise os de ting han gør, ligesom han viser dem til Jesus – eller rettere: netop ved at han viser dem til Jesus. Vi har jo fået Jesu Ånd, og det betyder at ”vi har Kristi tanker”, som Paulus siger et sted [1 Kor 2,16]. Hvis du holder op med selv at lægge planer for hvordan du vil tjene Gud, og i stedet giver dig til ydmygt at spejde efter hvad Gud allerede er i færd med at gøre, så vil du opdage at han viser dig det. Og hvis du af et oprigtigt hjerte siger til Gud at du er villig til at rette dig efter alt hvad han siger til dig, så vil han også vise dig de synder som du har sluttet fred med, når tiden er inde til at han vil befri dig for dem. I mellemtiden skal du ikke rette din opmærksomhed mod dine egne gode og onde gerninger, for Kundskaben om Godt og Ondt hat vist forårsaget rigeligt med skade på os mennesker og vores Gudsforhold. Ret du hellere dit blik imod Jesus, og skjul dig selv og din usselhed hos ham – kun da fries du ud af fortabelsens hule.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2012
Tags: Johannesevangeliet 5.17-29