Prædiken til 3. søndag i fasten 2013

Posted By on 14. august 2013

Jesus og Beelzebul: Hvem kalder du for Beelzebul?

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i fasten 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Den salme vi lige har sunget, er oprindeligt skrevet på tysk i 1572 – 55 år efter at Luther for alvor skød reformationen i gang ved at slå sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, og 26 år efter Luthers død. På det tidspunkt var optimismen til at overse i de lutherske kirker. Ganske vist var den katolske kejsers forsøg på at tvinge protestanterne tilbage i folden med militær magt slået fejl, og ved fredsslutningen i 1555 havde kejseren fraskrevet sig retten til at forsøge noget lignende igen, men dermed var alt ikke fryd og gammen, for der var andre farer der lurede, og de indre fjender viste sig at være langt farligere end de ydre. Den autoritetstro som den katolske kirke tidligere havde været omgærdet med, havde fået sig et gevaldigt skud for boven da det lykkedes Luther at slippe godt fra at udfordre pavens magt. Det gav andre blod på tanden, og allerede i Luthers levetid opstod der en vildtvoksende underskov af bevægelser der mente at han ikke var gået radikalt nok til værks i sit opgør med kirken. Nogle af disse bevægelser var sagtmodige og fredselskende, som for eksempel mennonitterne, der den dag i dag tæller op mod to millioner mennesker på verdensplan. Andre greb til våben for med vold at indføre Guds rige på jorden – den mest berømte af dem var den tidligere præst Thomas Müntzer, som stillede sig i spidsen for et bondeoprør. Men både de fredelige og de voldelige havde det til fælles at de forkastede kirkens tradition og sakramenterne, og mange af dem var bygget op omkring ledere som hævdede at de havde fået nogle særlige åbenbaringer fra Gud om at Jesu genkomst var meget nært forestående eller lignende – altså det som vi i dag plejer at kalde ”dommedagssekter”. Luther kaldte alle disse afvigende bevægelser for ”Schwarmgeister”, altså ”sværmeånder” – sikkert fordi de åndeligt set sværmede vildt rundt i stedet for tålmodigt at stole på Gud og anerkende de myndigheder som han har indsat. Betegnelsen blev i øvrigt senere forkortet til ”sværmere”. Og det var altså disse ”sværmeres” hastige fremmarch der fik lutheranerne til i 1570’erne at bruge dystre ord som ”Det lakker nu ad aften brat” og klage over ”de vilde ånders trop” og de sekter som ingen efterhånden havde tal på.

Man tør knap nok tænke på hvilke ord salmens forfatter, Nikolaus Selnecker, ville have brugt til at beskrive den religiøse situation i Danmark år 2013. 1500-tallets sekter havde trods alt alle sammen et kristent udspring, og selvom nogle af dem var langt ude i hampen, var der også flere af dem der viste sig at bygge på et så solidt bibelsk fundament at de i dag har vokset sig til mainstream-kirkesamfund. I dag, derimod, er der tilsyneladende ingen grænser for hvad folk er villige til at tro på. I næste weekend har Folkekirken for første gang en stand på Krop&Sjæl-messen i Pilegården ved Brønshøj Torv. Jeg er tovholder på standen, så jeg har fået tilsendt en hel del materiale, og det er ikke småting der bliver udbudt. Hvad siger I for eksempel til ”Numerologisk fortolkninger af dine navneenergier & healing”, eller ”Tegning af din skytsengel og besked fra englene til dig”, eller ”Kontakt med de afdøde”, eller ”Et foredrag om det der sker, når sjælen forlader sin fysiske krop, og rejser hjem til sjæleverdenen i livet mellem livene” ved en ”certificeret Life Between Lives-terapeut” eller ”Reinkarnations Yoga & Udødeligheds Yoga”, som er udviklet af ”Nutidens største mystiker, seer & healer Almine”, der ifølge den pågældende udstiller er ”Anerkendt af både verdensledere og videnskabsmænd for hendes dybe metafysiske arbejde”, men som jeg selv aldrig har hørt om og hverken kan finde på Google eller Wikipedia. Læg dertil at messen indledes med en shamanistisk ceremoni for alle udstillere ved en person med titlen ”Den spirituelle troldmand”, og man føler sig nærmest hensat til den opremsning af forbudte kunster som vi hørte i den første læsning fra Femte Mosebog. Af samme grund har jeg afholdt mig fra at gøre særlig meget reklame for messen, for jeg tror altså ikke det er for sjov at både Det Gamle og Det Nye Testamente advarer så stærkt imod trolddom. De åndelige kræfter er ikke neutrale – enten tjener de Gud, eller også tjener de hans fjende. Og hvis de udfører ting som Gud har forbudt, så er der desværre ikke nogen grund til at antage at det er den første mulighed der gør sig gældende!

Den alternative verden kan i øvrigt være noget af en jungle. Det giver sig selv at trolddom og engledyrkelse og kontakt med afdøde hører til i den åndelige sfære. De mennesker der siger at de kan den slags, er enten bedragere, eller også står de i kontakt med nogle åndemagter som ikke er på det godes side. Omvendt er der også ting der regnes til den alternative verden, som helt klart ikke har noget åndeligt indhold, for eksempel homøopati og kraniosakralterapi. Men så er der også en hel masse ting der ikke er helt så lette at gennemskue, så som håndlæsning, clairvoyance, drømmerejser og numerologi. Jeg tror det er vigtigt at bruge sin sunde fornuft når man har med den slags at gøre, for det er det Gud har givet os den til. Hvis du har benyttet dig af nogen af de ting eller overvejer at gøre det, kan du for eksempel med fordel spørge dig selv hvad formålet er med det. Hvis du for eksempel påtænker at spørge en clairvoyant til råds, kan du overveje hvad du vil bruge den viden til som du eventuelt måtte få. Ville den viden gøre dig mere lykkelig og mere fri? Eller ville den tværtimod trælbinde dig? Min erfaring er at overtro har det med at gøre mennesker ufrie, fordi der er så mange regler og ritualer som man skal rette sig ind efter, og som dermed kan skabe frygt – lige fra frygten for at gå under en stige til frygten for at ens navn har en talværdi der forringer ens karrieremuligheder.

Det er i øvrigt ikke kun overtro der kan sætte mennesker i trældom. Det kan alle de andre regler vi fylder vores liv med, også. Det kan være ”reglen” om at vi skal holde et bestemt niveau af materiel velstand. Det kan være ”reglen” om at man skal gøre sin pligt som en produktiv samfundsborger ved at arbejde lidt mere og tjene lidt flere penge så man kan bruge nogle flere penge så vi kan få råd til fremtidens velfærd. Det kan være ”reglen” om at man skal have hus og bil og børn – medmindre man hører til det segment hvor der er en ”regel” om at man skal foragte den slags småborgerlighed. Er man ung, kan det være ”reglen” om at man skal have gode karakterer, eller ”reglen” om at man skal se godt ud, eller ”reglen” om at man skal have så mange ”likes” og ”followers” som muligt på de sociale medier, eller ”reglen” om at der er status i at kunne drikke sig så fuld som muligt, eller ”reglen” om at det er pinligt hvis man aldrig har været i seng med nogen. Skal man tro Hollywood, er det sidstnævnte i øvrigt endnu mere pinligt hvis man er voksen! En anden ”regel” der gælder både unge og voksne, og især her i landet, er at man helst ikke må være alt for begejstret for nogen eller noget, bortset fra ufarlige ting som fodboldklubber og den slags. Alt andet skal man helst kunne pille ned med en ironisk bemærkning så man ikke risikerer at ryge med hvis det falder.

Flere af de ”regler” som jeg har nævnt her, er faktisk ting som Paulus advarer imod i flere af sine breve – blandt andet i det stykke fra Efeserbrevet som vi hørte tidligere i gudstjenesten, hvor han omtaler skamløshed, tåbelig snak, utugt og griskhed som ”mørkets gerninger” og siger at giver man sig af med den slags, har man ikke lod og del i Guds rige.

Men hov, har Paulus så ikke bare erstattet den gudløse verdens regler med nogle religiøse regler der gør mennesker mindst lige så ufrie? Sådan har kristendommen i hvert fald tit være brugt: Til at trække snærende religiøse regler ned over mennesker og kontrollere dem med frygt. Men det var bestemt ikke Paulus’ hensigt at kontrollere mennesker med frygt – tværtimod advarer han i mange af sine breve imod at begynde at stole på religiøse regler i stedet for at stole på Kristus, og i Galaterbrevet sætter han trumf på med den gjaldende fanfare: ”Til … frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!”

Når Paulus’ breve alligevel svømmer over med til tider ret skarpe formaninger om hvordan kristne bør leve, så er det fordi han gerne vil hjælpe os til at leve i den frihed som Jesus har købt os fri til. Den allerførste sætning i det stykke fra Efeserbrevet som vi hørte i dag, lød jo: ”I skal ligne Gud som hans kære børn”. Det er dét der er formålet med øvelsen! Det Nye Testamentes formaninger skal udleves i en atmosfære af frihed og kærlighed – lydigheden mod Jesus skal udspringe af troens kærlighed og tillid til ham, ellers bliver det bare til gold religiøsitet ligesom den farisæerne praktiserede.

Lakmusprøven når man skal afgøre om noget er fra Gud, er altså om det sætter i frihed eller binder i slaveri. Og den prøve må vi også benytte når vi skal bedømme de former for kristen praksis der er anderledes end hvad vi er vant til. Vi kristne bruger tit enormt meget energi på at kritisere hinanden og tage afstand fra hinanden fordi de andre er for fundamentalistiske eller for liberale eller for sure eller for glade eller for ivrige eller i det hele taget bare for meget – eller også er de for lidt. Nogle gange går vi endda så vidt som til at frakende andre kristennavnet og sige at det umuligt kan være Gud der står bag de ting der sker hos dem, for Gud vil ”jo” ikke have at vi render rundt og råber halleluja, eller at vi brænder røgelse og går i mærkeligt tøj, eller hvad de nu måtte have af mærkelige vaner ovre hos ”de andre”. Men hvis vi tænker sådan, så gør vi klogt i at spørge os selv hvem vi ligner i dagens evangelietekst. Jesus var jo netop i færd med at sætte mennesker i frihed fra onde ånder da der var nogle der begyndte at sige at det ikke var Gud, men Djævelen, der stod bag det han gjorde. Som jeg sagde tidligere, så findes der jo ikke neutrale ånder – enhver ånd der kan udrette mægtige gerninger, er i tjeneste hos enten Lysets Konge eller Mørkets Fyrste. Som Jesus siger længere nede i dagens tekst: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.” Derfor er det så vigtigt at vi, i modsætning til Jesu kritikere, lærer at skelne mellem sund og usund åndelighed. Ved at kalde Jesus for Beelzebul begik de jo den mest skæbnesvangre fejltagelse vi mennesker kan begå – den totale forveksling af det lyseste lys med det mørkeste mørke. Og årsagen til at de begår den fejl, er tilsyneladende at de ikke er villige til at forholde sig til konsekvensen af alternativet, nemlig at Guds rige er kommet til dem i skikkelse af Jesus.

Men hvordan undgår vi at begå den samme fejltagelse? Det giver Jesus os faktisk svaret på, og det lyder: Ved hjælp af simpel logik! Satan vil aldrig være i splid med sig selv, så hvis der sker noget som sætter mennesker fri fra Satans magt, så kan det ikke være Satan der står bag. Derfor skal mit afsluttende spørgsmål til selvransagelse i dag være: Hvem kalder du for Beelzebul? Hvem har du travlt med at lange ud efter og tage afstand fra fordi du ikke er parat til at acceptere at det de gør, er udtryk for Guds riges komme?

Nogle gange kommer Guds rige i øvrigt ad sære omveje. Gud kan bruge de mest usandsynlige ting til at gøre mennesker opmærksomme på sin kærlighed. Det er også derfor vi er nogle præster her fra provstiet der synes det er vigtigt at Folkekirken er til stede midt blandt troldmænd og spåkoner på Krop&Sjæl-messen. Når mennesker opsøger den slags, er det jo som regel udtryk for en åndelig søgen, og hvis vi ikke sørger for at sandheden er repræsenteret sådan et sted, kan vi jo dårligt fortænke folk i at købe løgnen. Dertil kommer at en rendyrket løgn heldigvis er svær at finde. Selvom jeg som sagt er overbevist om at den eventuelle åndelige kraft bag dødemaneri og engledyrkelse stammer fra Den Onde, så formidles den gennem mennesker der er skabt i Guds billede, og det betyder at Gud har mulighed for at lægge noget godt ind i det. Jeg tror også det er en af årsagerne til at mennesker faktisk tit oplever at blive hjulpet af de ting som Gud ellers har forbudt os at beskæftige os med. Og når et menneske bliver hjulpet, så er det altid Gud der står bag – også selvom hjælpen tilsyneladende bliver formidlet gennem noget okkult. Som der står i Jakobsbrevet: ”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader.” Satan kan jo ikke fordrive Satan. Men hvis det tomrum der opstår efter at Satan er fordrevet, ikke bliver fyldt op med Jesus, så kommer den onde ånd tilbage sammen med syv andre ånder der er værre end den selv, og det sidste bliver værre end det første. Det er der desværre mange mennesker der har måttet sande efter at han involveret sig i den okkulte verden. Derfor er det så afgørende vigtigt at vi som kristne altid peger på ham der kan binde den stærke djævel og føre mennesker ud i den sande frihed som han selv har købt til os med sin død og opstandelse.


Comments

Comments are closed.