Prædiken til fastelavns søndag 2013
Posted By admin on 14. august 2013
”Biblen er historien om altings tilblivelse. Biblen er historien om kærlighed og tilgivelse. Biblen er historien om en mægtig mands vision, der i flere omgange går så gruelig galt, at han er nødt til at dræbe alle de involverede. Han opfinder først manden og kvinden og en dejlig have til dem, men de opfører sig lidt anderledes, end han havde håbet på. Derfor straffer han dem med skyld og skam i rigelige mængder. Heldigvis får han senere en søn og bliver et noget mere roligt gemyt.” Sådan præsenterede Rune Klan, Blæs Bukki, Tue Track, Linda P. og Jonatan Spang deres teaterstykke ”Biblen” tilbage i 2008. Deres lettere sarkastiske bemærkning om at Gud flere gange ”er nødt til at dræbe alle de involverede” sigter ikke mindst til syndfloden. Teaterstykket rummer blandt andet en sketch om en ”selvhjælpsgruppe for guder”, hvor Gud (i Jonatan Spangs skikkelse) er stærkt oprevet over at menneskene ikke gør som han siger. De andre guder forsøger at dæmpe ham ned, men det ender med at han tyr til syndfloden, der således bliver fremstillet som en panikagtig overreaktion der blev besluttet i affekt.
Nu er det ikke fordi jeg vil gøre reklame for det nævnte teaterstykke, for jeg synes ærlig talt humoren i det er til at overse, og flere af indslagene overskrider efter min mening helt klart grænsen mellem humor og blasfemi. Men som præst er det nu alligevel interessant at se hvilke associationer de fortællinger og det ordvalg som vi med største selvfølgelighed bruger i kirken, giver hos mennesker der ser tingene mere udefra – i dette tilfælde komikere.
Alle børn kender historien om hvordan Noa byggede sin store båd langt oppe på land og derefter fyldte den med alverdens dyr og sejlede rundt på den oversvømmede jord i et halvt års tid. Når netop den beretning er så populær hos børnene, hænger det måske sammen med at de fleste børn elsker historier om dyr. Mange voksne er derimod ikke nær så glade for syndflodsberetningen, for den handler jo ikke kun om en masse dyr; den handler også om en masse mennesker der druknede – ud af hele jordens befolkning var der jo kun 8 mennesker der overlevede den store oversvømmelse. Men jeg tror ikke der er ret mange mennesker der ikke har hørt om Noa og hans ark – faktisk er det nok er en af de bedst kendte beretninger fra Det Gamle Testamente. På den baggrund undrer det mig unægtelig at den ikke nævnes med et eneste ord i Salmebogen, som ellers rummer hele 791 salmer. Men det skyldes måske at der ikke rigtig er nogen salmedigtere der har kunnet se hvad den historie har med det kristne evangelium at gøre.
Men det kunne apostlen Peter godt! Som vi hørte at han skriver i sit brev, så er det der skete dengang, et billede på dåben. Det er ikke altid er nemt at forstå meningen med alle Det Gamle Testamentes bloddryppende historier, tørre slægtstavler, og hvad det ellers rummer af sære ting, men i Det Nye Testamente står der at mange af de ting der står i Det Gamle Testamente, er billeder på ting der senere skulle ske. Et eksempel er alle de ofre som israelitterne skulle bringe – når de havde syndet, skulle de for eksempel lægge deres hånd på hovedet af et lam. Deres skyld blev så overført til lammet, sådan at den kunne blive sonet ved at lammet døde. Det er et billede på at al vores skyld er blevet overført til Jesus, sådan at den kunne blive sonet ved hans død på korset. Og et andet eksempel er altså syndfloden, som er et billede på dåben.
Man skulle ellers snarere tro at det var arken der var et billede på dåben: ligesom arken frelste Noa og hans familie, frelser dåben os. Men det som syndfloden og dåben har til fælles, er jo vand. Ved hjælp af arken blev Noa og hans familie frelst gennem syndflodens vand; på samme måde har vi også noget vand som vi må igennem for at blive frelst, og det vand er dåben. Syndfloden var altså ikke det som Noa og de andre blev frelst fra, men det som de blev frelst igennem. Selvom det er svært for os at tænke anderledes om en oversvømmelse der udslettede det meste af jordens befolkning, så var syndfloden faktisk ikke ond – den var tværtimod noget som Gud havde sendt for at bekæmpe det onde! Menneskene på jorden var godt i gang med at forvandle den til et helvede, og hvis ikke Gud havde sendt syndfloden, var det givetvis lykkedes dem. De 8 personer i arken blev altså frelst fra det helvede som jorden var ved at blive, gennem syndflodens vand.
På samme måde er det også en misforståelse hvis vi tror at det som Jesus frelser os fra, er: Guds straf. Hvis det var tilfældet, så kunne man med en vis ret spørge hvorfor Gud har valgt at indrette verden på en måde så synd absolut skal straffes – det kunne han da bare have ladet være med, så var alt meget nemmere! Nej, det som Jesus frelser os fra, er dybest set os selv! Hver gang vi tænker en ond tanke eller siger et ondt ord eller udfører en ond handling, maler vi vores sjæl en lille smule mørkere. Bliver vi ved på den måde, ender vi i helvede, præcis ligesom folk på Noas tid var godt på vej til. Vores sjæl vil nemlig til sidst blive så sort at Guds lys og liv er fuldstændig forhindret i at trænge igennem. Men ligesom Gud udslettede den onde verden ved hjælp af syndfloden så en frisk ny verden kunne komme til, udsletter han også vores onde natur ved hjælp af dåben så et frisk nyt menneske kan komme til.
Grunden til at dåben kan gøre det, er at dåben knytter os sammen med Jesus. Gennem hele Det Gamle Testamente siger Gud gang på gang på gang til mennesker hvordan de skal leve for at forhindre at verden går ad helvede til, bogstaveligt talt, og gang på gang på gang går det galt fordi mennesket ikke formår at levere varen. I en af sine salmer i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente giver David en meget rammende beskrivelse af problemet: ”Herren ser fra himlen ned over menneskene for at se, om der er en forstandig, én der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” [Sl 14,2-3]. Selv mennesker med de bedste intentioner kommer uundgåeligt til kort, fordi der er noget indeni os der trækker i den forkerte retning. Hvis I vil bære over med endnu et bibelcitat, så lyt til hvordan Paulus beskriver situationen: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” [Rom 7,18-19].
Guds plan for at redde os ud af den suppedas var det ultimative offer, nemlig selv at blive menneske for vores skyld. Umiddelbart kunne det onde i os ikke ødelægges uden at vi selv ville gå til grunde ved samme lejlighed – medmindre en anden gik til grunde i stedet for os. Og det var lige præcis den opgave Jesus indviede sig til da han lod sig døbe af Johannes.
Som vi hørte, protesterede Johannes Døber kraftigt da Jesus kom for at blive døbt af ham. Når mennesker kom til Johannes for at blive døbt, var det for at markere at de ville tage et radikalt opgør med deres hidtidige livsførelse og fremover leve efter Guds vilje. På samme måde som syndflodens vand gjorde en ende på den hidtidige verden, skulle dåbens vand gøre en ende på deres hidtidige liv. Men Jesus havde ikke nogen grund til at tage et opgør med sit hidtidige liv, for hele hans liv havde været præcis som det altid havde været Guds hensigt at menneskelivet skulle leves, så hvad i alverden ville han døbes for?
Det ville han fordi hans mission var at bære al den ondskab som alle vi andre mennesker render rundt med indeni. Man kan sige at da Jesus symbolsk lod sig ”drukne” i det vand som alle de andre symbolsk havde efterladt alle deres synder i, var det en forudgribelse af hvordan han senere skulle gå til grunde under vægten af alle verdens synder, som Gud lod falde på ham, sådan som profeten Esajas havde forudsagt det da han skrev: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme ham.” [53,6]. Men man kan også sige at Jesu dåb var en indvielse til en total underkastelse under Guds vilje; at hans ret til selv at bestemme over sit liv – en ret som han i øvrigt aldrig havde benyttet sig af – blev tilintetgjort i dåben, således at der kun var Guds vilje tilbage.
Begge aspekter af Jesu dåb er tæt knyttet sammen med det der sker med os når vi bliver døbt. Først og fremmest var Jesu dåb nemlig en identifikation med os syndere – man kan sige at han blev døbt til at høre sammen med os. Og da vi blev døbt, blev vi døbt til at høre sammen med Jesus. I vores dåb bliver vi altså ét med et liv hvor synderne allerede er gået til grunde. Det betyder at ligesom Jesus lod sin syndfrihed ”drukne” i vores synder, bliver vores syndighed ”druknet” i hans syndfrihed. Og ligesom Jesu dåb var en indvielse til en total underkastelse under Guds vilje, giver vi også afkald på vores ret til selv at bestemme over vores liv, når vi bliver døbt, for dåben indebærer en bekendelse af at Jesus er Herre.
I den vestlige verden er vi vant til at tale om at frelsen består i at Gud erklærer os retfærdige ved troen, fordi Jesus har båret den straf som vi retteligt fortjente fordi vi har overtrådt Guds bud. Og det er ikke forkert! Men det er ikke hele sandheden. Guds bud er nemlig ikke bare en lunefuld tyrans mere eller mindre vilkårlige regler som han har lavet fordi han tilfældigvis havde lyst til at vi skulle gøre lige præcis det og ikke noget andet som i princippet kunne være lige så godt. Nej, Guds bud er opskriften på det sande liv som han har skabt os til – en slags brugsanvisning til menneskelivet. Følger vi ikke brugsanvisningen, går det galt. Når vi taler om Guds straf, er der derfor heller ikke tale om at Gud er smålig og tøsefornærmet. Jeg hører ellers tit indvendingen: ”Hvis Gud virkelig er så kærlig som du siger, hvorfor forlanger han så at folk skal tro på ham for at han vil lukke dem ind i himlen?” Og den indvending er kirken nok langt hen ad vejen selv skyld i. Men sandheden er en helt anden. Fordi Guds bud er ”brugsanvisningen” til hvordan menneskelivet skal leves, er Guds ”straf” ikke andet end det at vi får lov til at leve med konsekvenserne af vores valg – man kan næsten sige at helvede er noget vi selv skaber! På samme måde er troen ikke andet end det at give Gud lov til at redde os fra vores selvskabte helvede. Redningen består i at Gud udsletter det onde i os – og det gør ondt! Det er ikke for ingenting at Peter sammenligner dåben med syndfloden! Det gør ondt at blive frelst – og det er ikke engang noget der er overstået på en gang, for frelsen bliver først fuldt ud realiseret når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde. I mellemtiden må vores liv være en ”daglig omvendelse”, som Luther udtrykte det – hver eneste dag må vi give Gud lov til at tilintetgøre det onde i os, ligesom en kærlig gartner beskærer sine æbletræer for at de skal bære den bedst mulige frugt.
Inden I alle sammen løber skrigende bort og tænker at sådan et liv skal I ikke nyde noget af, så må jeg hellere skynde mig at sige at smerten ved at miste det der bliver tilintetgjort, langt overskygges af glæden ved det vi får i stedet. Når verdens ende kommer, vil den nuværende verden blive tilintetgjort, og Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. I Guds nyskabte verden vil der ikke være spor af helvede længere; det vil i sandhed være paradis for alle os som kommer til at bo der. Men allerede nu i denne verden har vi status af Guds børn fordi vi hører sammen med Guds enbårne søn, Jesus. Det som vi engang vil komme til at se virkeliggjort, er allerede vores i troen, og derfor har kristne gennem alle tider, inklusive dem der har lidt allermest for deres tro, samstemmende kunnet bevidne at livet med Jesus allerede her i denne verden er et liv i usigelig glæde. Selv når vi oplever ting der bestemt ikke føles rare, kan troens glæde overskygge det – som Jesu bror Jakob skriver i sit brev: ”I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.”
Comments