Signe & Nikolaj

Posted By admin on 26. november 2013

Jesu genkomst: Tog Jesus fejl?

Prædiken i Husum Kirke 25. søndag efter trinitatis 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Han blev født i Alsace – eller ”Elsass”, som det hed dengang – i 1875. Fire år tidligere, i 1871, var Alsace blevet annekteret af Tyskland, så han blev født som tysker, men da området blev fransk igen efter Første Verdenskrig, blev han med et pennestrøg tryllet om til franskmand, som hans forældre havde været det indtil 1871. Han havde altså to forskellige nationaliteter i løbet af sit liv, men han hed en helt tredje nationalitet – hans navn var nemlig Albert Schweitzer. Og han var berømt for så utrolig mange forskellige ting at det er svært at vide hvor man skal begynde, men jeg kan jo for eksempel begynde med at nævne at han fik Nobels Fredspris i 1952 fordi han gennem sin filosofi om ærbødighed over for livet gav inspiration til fredsbevægelsen, miljøbevægelsen samt en lang række humanitære organisationer. Schweitzers filosofi var i øvrigt ikke kun teori for ham – han tilbragte sammenlagt 12 år af sit liv som hjælpearbejder i Gabon i Afrika efter at han i 1911 var blevet færdig med lægestudiet. 36 år er en relativt høj alder at færdiggøre et studium i, men det hører med til historien at det ikke var det første studium Albert Schweitzer gennemførte. Allerede som 24-årig var han en berømt organist som endda kunne belære sin læremester Widor om J.S. Bachs kompositionsteknikker, og mens han studerede medicin, skrev han som en bibeskæftigelse en lærebog om Bach, som opnåede international berømmelse. Schweitzer skrev selv både den franske og den tyske udgave.

Og nå ja, så må vi forresten heller ikke glemme at Albert Schweitzer også var teolog. Han opnåede licentiatgraden – det der i dag hedder ph.d. – allerede som 25-årig, og blot 3 år senere blev han udnævnt til rektor for den præsteskole han havde læst på. Den position bestred han samtidig med at han studerede medicin og skrev lærebøger om Bach, men det var åbenbart ikke nok til at holde ham beskæftiget, for i samme periode fandt han også tid til at skrive en bog der opsummerede al hidtidig historisk forskning i Jesu jordiske liv og gjorde op med tidens ideer om hvem den historiske Jesus var i en grad så hans værk stadig citeres som banebrydende på de teologiske fakulteter rundt om i verden. Jeg tror ikke det er for meget at hævde at når det gælder flid og intelligens, så kunne Albert Schweitzer fuldt ud måle sig med sin navnebror Einstein, der i øvrigt levede omtrent samtidig.

Men selv et hyperintelligent, myreflittigt universalgeni som Albert Schweitzer led under det samme problem som alle andre historikere, nemlig at de ikke bare kan sætte sig ned og iagttage deres forskningsobjekt sådan som naturvidenskabsfolk kan – af den simple grund at fortiden ikke eksisterer mere. Skal vi skaffe os viden om fortiden, er vi nødt til at benytte os af kilder, først og fremmest skriftlige kilder. Problemet er bare at kilderne ikke altid er pålidelige. De fleste kilder har karakter af partsindlæg og kan derfor ikke betragtes som objektive, og nogle af dem er måske decideret løgnagtige, eller i bedste fald baseret på mangelfuld viden.

Når man ser bort fra nogle få korte stykker hos historikerne Josephus og Tacitus, er Det Nye Testamentes skrifter de eneste kilder vi har til Jesu liv. Det giver et problem hvis man benytter sig af den klassiske historisk-kritiske metode, for den opererer med den grundantagelse at alt har en naturlig årsag, og derfor er der rigtig meget af Det Nye Testamente som den er nødt til enten at omfortolke eller at se helt bort fra. Det betyder også at hvis man tror på at der findes en Gud som har magt til at gribe ind i verden, så er det meget begrænset hvad man kan bruge den historisk-kritiske metode til. Men den tro var ikke særlig udbredt i den akademiske verden på Albert Schweitzers tid – og det er den for den sags skyld stadig ikke. Derfor fremkommer der til stadighed nye fantasifulde teorier om hvem den historiske Jesus i virkeligheden var, og jeg må indrømme at kvaliteten af teorierne ikke ligefrem er steget siden Albert Schweitzers tid. For hvor meget af den nutidige såkaldte ”forskning” i Jesu liv ikke er stort andet end spekulationer baseret på hvordan en jødisk rabbi i det 1. århundrede sandsynligvis levede, så tog Schweitzer i det mindste udgangspunkt i Det Nye Testamentes vidnesbyrd om Jesus. I modsætning til mange af dem der tidligere havde ”forsket” i Jesu liv, og som primært havde set ham som en stor morallærer, bemærkede Schweitzer at Jesus talte meget om verdens ende og om sin egen tilbagevenden til jorden som hele verdens dommer. Det er jo sådan set blot hvad kristne gennem alle tider har sagt i trosbekendelsen, så på den måde var det ikke nogen ny og revolutionerende opdagelse, men i 1800-tallet var det altså stort set gået i glemmebogen, i hvert fald hos de lærde teologer, og vi skylder Albert Schweitzer stor tak for at han langt om længe fik åbnet universitetsteologernes øjne for den skov som de hidtil ikke havde kunnet se for bare træer.

Når vi læser de tidligste af Paulus’ breve, ikke mindst Første Thessalonikerbrev, ser det ud til at Paulus regnede med at Jesu genkomst ville finde sted i hans egen levetid, og det er nok meget sandsynligt at de fleste af det første århundredes kristne delte den forventning. Det skete som bekendt ikke – og dér er det så at filmen knækker for den ellers så kloge Schweitzer, for hvad konkluderer han på den baggrund? Han konkluderer at Jesus tog fejl! Og dét fatale udsagn er desværre blevet gentaget så mange gange siden af en masse lærde mennesker med en masse lærde titler, at det i mange forskningsmiljøer nærmest bliver betragtet som et indiskutabelt faktum – i hvert fald af dem der er så ”flinke” at de ligesom Albert Schweitzer regner med at Jesus rent faktisk sagde de ting som evangelierne citerer ham for. Andre forskere nøjes med at sige at de første kristne forventede at Jesus ville komme igen, men at de tog fejl.

Men lad os se på hvad Det Nye Testamente selv siger om det faktum at Jesus ikke vendte tilbage lige så hurtigt som de fleste af de første kristne tilsyneladende regnede med! I Andet Petersbrev kapitel 3 står der følgende: ”først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: ’Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse’”, og lidt senere: ”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.”

Det er naturligvis let at afskrive sådan et skriftsted som en efterrationalisering: Kirkens ledere kunne se at Jesus ikke kom igen, sådan som de ellers havde regnet med, og derfor var de nødt til at ”ændre forklaring” for ikke at tabe ansigt og miste indflydelse – præcis ligesom Jehovas Vidner har måttet ændre forklaring hver gang deres forudsigelser af hvornår Jesus ville komme igen, har vist sig ikke at holde stik. Det var naturligvis sådan Albert Schweitzer forstod dette skriftsted. Men det store spørgsmål er om Jesus selv gav udtryk for at han ville komme igen inden for et slægtled. Når Albert Schweitzer og andre efter ham har hævdet at det var tilfældet, har de som regel henvist til et skriftsted der kommer blot 6 vers efter afslutningen på det stykke vi har hørt i dag, nemlig Matthæusevangeliet 24,34, hvor Jesus siger: ”Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.” Det ord der i den nuværende danske oversættelse er gengivet med ”slægt”, har nemlig traditionelt været forstået som ”slægtled”. Men i betragtning af at Jesus yderligere to vers senere siger: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen” virker det faktisk ret usandsynligt at han mente ”slægtled” – det er langt mere sandsynligt at han mente enten det jødiske folk eller menneskeslægten som helhed, sådan som den autoriserede danske oversættelse også lægger op til.

I løbet af den lange tale som dagens prædiketekst er et uddrag af, nævner Jesus en lang række tegn, altså ting der skal ske inden hans genkomst. Et af dem er at evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag, og det er faktisk ikke sket endnu. Men for første gang i verdenshistorien er vi faktisk i en situation hvor det mål lader til at være inden for rækkevidde – de folkeslag der ikke har hørt budskabet om Jesus, udgør nu kun et overskueligt antal. Skal man tage Jesus på ordet, nærmer hans genkomst sig altså med hastige skridt. Andre af de tegn han nævner, er krige, hungersnød og jordskælv, men den slags har der jo været gennem hele menneskehedens historie, så det kan man ikke udlede så meget af. Det kan man til gengæld af et andet af de tegn han taler om, nemlig at de der tror på ham, vil blive hadet af alle folkeslag på grund af hans navn. Efter en lang række århundreder hvor kristendommen har været kulturbærende i den vestlige verden (og før islams fremkomst også i Mellemøsten), ser vi nemlig nu at bibelsk kristendom i stigende grad bliver marginaliseret af okkult overtro, aggressiv ateisme, den intolerante tolerancereligion og den politiske korrektheds misbilligelse af ethvert synspunkt der afviger fra den laveste fællesnævner. Og i Asien og Afrika bliver kristne forfulgt og dræbt af militante muslimer, hinduer, buddhister og kommunister samt af Nordkoreas herskende familie der har udråbt sig selv til guder. Og så har jeg endda ikke engang nævnt det allermest sørgelige, nemlig at der nogle steder i verden er kristne der tager aktivt del i forfølgelsen af andre kristne. Men det har Jesus også forudsagt – fem vers før starten af dagens stykke siger han: ”Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden.”

Og så er der den forudsigelse der indleder dagens prædiketekst, nemlig at ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel” skal komme til at ”stå på hellig grund”. Ordet ”vederstyggelighed” er ikke ligefrem nudansk – hvis man ser bort fra religiøst sprogbrug, kan jeg ikke mindes at være stødt på det andre steder end i ”Folk og røvere i Kardemomme By” hvor gamle Tobias i tårnet melder at der er optræk til uhyggelig, vederstyggelig pladaskregn. Lidt mere forståeligt er det ord som de nudanske oversættelser af Bibelen har valgt at bruge i stedet for ”vederstyggelig”, nemlig ”afskyelig”. Men det hjælper os nu ikke ret meget til at forstå hvad ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” eller ”den afskyelige ødelægger” er for en størrelse, hvis ikke vi tilfældigvis ved at det ord der betyder ”vederstyggelig” eller ”afskyelig” efterhånden nærmest var blevet en teknisk betegnelse for et afgudsbillede i den jødiske kultur som Jesus levede og underviste i. ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” må altså være en slags særligt ødelæggende afgudsbillede. Som Jesus siger, er ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed” omtalt i Daniels Bog i Det Gamle Testamente, og der er den beskrevet så specifikt at der ikke kan herske nogen tvivl om at det der tales om, er et Zeus-alter som den syrisk-græske kong Antiokus Epifanes opstillede i jødernes tempel i Jerusalem i år 167 f.Kr. Det alter var imidlertid for længst forsvundet på det tidspunkt hvor Jesus kom med sin forudsigelse om ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed”, så det Jesus taler om, må være noget andet, men eftersom han specifikt nævner Daniels Bog, må der være tale om noget der minder om Antiokus’ Zeus-alter. Når man sammenholder det med Det Nye Testamentes øvrige forudsigelser af de sidste tiders begivenheder, tyder noget på at der vil komme en antikristelig verdenshersker som vil sætte sig selv i Guds sted. Om der vil være tale om en bestemt konkret person, eller om der snarere er tale om en personifikation af den gudløse menneskehed, ved jeg ikke, men i en tid hvor politikere fra alle dele af det politiske spektrum samstemmende siger at mennesker der sætter deres religion højere end deres loyalitet mod staten, er farlige fundamentalister, er vi da i hvert fald godt på vej mod den guddommeliggørelse af det menneskelige samfund og/eller dets hersker, som Jesus forudsagde.

Alt i alt er der altså bestemt ingen grund til at mene at Jesus tog fejl, sådan som Albert Schweitzer mente – tværtimod er der meget der tyder på at verden mere og mere kommer til at se ud som Jesus for snart 2000 år siden forudsagde at den ville gøre. Derfor er de ord af Jesus som vi har hørt i dagens evangelietekst, så aktuelle som nogensinde, uanset hvad diverse lærde teologer måtte finde på at sige. Jeg får næsten lyst til at citere årets 200-års jubilar Søren Kierkegaard, som rettede et barsk angreb på sin samtids teologer med ordene: ”Det Ny Testamente er yderst let at forstå. Men vi mennesker, vi er ret nogle udspekulerede gavtyve, vi lader som kunne vi ikke forstå det, fordi vi godt forstår, at var det således straks til at forstå, så måtte vi straks til at gøre derefter.” Citat slut. Hvis vi virkelig tror på at denne verden kommer til at gå under snart, og at Jesus kommer til at vende tilbage for at dømme levende og døde, så kan det nemt komme til at indebære at vi må foretage nogle drastiske omprioriteringer i vores liv, for så er der jo ting der er vigtigere end rigdom og tryghed i denne verden. Så giver hele Det Nye Testamentes etik med at elske vores fjender og vende den anden kind til pludselig mening! Men det er en anden prædiken som I må få en anden dag.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 25. søndag efter trinitatis
Tags: Matthæusevangeliet 24.15-28

Posted By admin on 10. november 2013

Jairus’ datter: For Gud er intet håbløst

Prædiken i Emdrup Kirke 24. søndag efter trinitatis 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Jeg kan godt lide at se film. Gode film. Sådan nogle der gør så dybt et indtryk at man bare bliver siddende i sofaen eller biografsædet og måber når filmen er slut. Den slags film findes der heldigvis mange af, og de hører som regel til genren ”drama”.

En film som gjorde et meget stort indtryk på mig da jeg så den første gang engang tilbage i 90’erne, hedder ”Dybet”. Den handler om nogle dykkere der arbejder for et olieselskab på en undersøisk prøveboreplatform i nærheden af en dybhavsgrav under den kolde krig. Da en atombevæbnet militær ubåd havarerer tæt på hvor de opholder sig, bliver de tvangsindskrevet til at hjælpe den amerikanske flåde med at bjærge den før russerne når frem. Det viser sig imidlertid at der foregår særdeles mystiske ting inde i vraget, og før de ved af det, er de stakkels borebisser involveret i sager der er endnu mere alvorlige end atomkapløbet – samtidig med at selv er i overhængende livsfare fordi en orkan har revet det kabel løs som forbandt dem til deres moderskib oppe på havoverfladen, så de er på nippet til at dratte ned i den dybe grav. I en af de stærkeste scener i filmen drukner den kvindelige hovedperson, spillet af Mary Elizabeth Mastrantonio, og den øvrige besætning på boreplatformen forsøger at genoplive hende mens hendes mand, spillet af Ed Harris, fortvivlet ser til. På et tidspunkt må de fortælle den stakkels ægtemand de tunge nyheder at det er håbløst at fortsætte med genoplivningsforsøgene. I første omgang bryder han hulkende sammen, men så råber han pludselig ”No! No! No!” og begynder selv desperat at give hende hjertemassage og kunstigt åndedræt uden at lade sig anfægte af at de andre blidt prøver at forklare ham at det er håbløst. Om det lykkes ham, vil jeg ikke røbe her; I kan selv se filmen. 😉

Følelsen af at noget er håbløst, tror jeg vi alle sammen har prøvet en eller flere gange, om ikke andet så på det helt uskyldige plan hvor man sidder og ser en fodboldkamp, og der er 2 minutter tilbage, og Danmark er bagud med to mål. Men de fleste af os har også prøvet at miste en person vi holdt af, måske til cancer eller en anden dødelig sygdom, og dén triste vej går ofte via en erkendelse af at nu er der ikke mere at gøre – nu er det håbløst. Mange af os har også erfaringer med ulykkelige forelskelser eller brudte parforhold, og når vi oplever den slags, er vi også på et tidspunkt nødt til at opgive håbet.

Vender vi blikket udad mod den store verden, er der mange ting der virker håbløse. Tag for eksempel Nordkorea, verdens mest lukkede land. Siden 1948 har dette land været regeret af Kim-dynastiet begyndende med Kim Il-Sung, derefter Kim Jong-Il, og nu Kim Jong-Un. Der er tale om absolut enevælde hvor alle har pligt til at øje sig ærbødigt for billeder og statuer af lederen og hans far og farfar, og hvor ingen form for kritik af styret tolereres. Et fintmasket net af agenter og stikkere holder befolkningen i et jerngreb af frygt og mistænksomhed der bedst kan sammenlignes med forholdene i det tidligere DDR, blot endnu værre. Når man ser bort fra den korrupte elite er der en katastrofal mangel på fødevarer, men den stramme statslige kontrol med alle medier tjener til at fastholde befolkningen i en illusion om at sulten er endnu værre uden for Nordkorea, og at de kan takke deres ”kære leder” for at de får lidt at spise bare en gang imellem – eller også hævder propagandamaskinen at hungersnøden skyldes at de onde stater USA og Sydkorea har ødelagt afgrøderne. Kristendom er strengt forbudt – alene det at være i besiddelse af en bibel er nok til at man ender som en af de mere end 50.000 internerede i landets koncentrationslejre, der ikke lader nazisterne noget tilbage at høre. Da Kim Il-Sung døde tilbage i 1994, og igen da Kim Jong-Il døde i 2011, håbede mange at der ville begynde at blæse mildere vinde, men håbet blev gjort til skamme. Kim Jong-Un lader til at være mindst lige så kynisk og hjerteløs som sin far og farfar, og årtiers internationalt pres lader ikke til at have gjort det mindste for at ændre på situationen. Nordkorea ligner virkelig et håbløst tilfælde.

Danmark ligner på mange punkter også et håbløst tilfælde, i hvert fald åndeligt set. Folkekirkens medlemstal falder så hurtigt at det stigende antal danskere med anden etnisk baggrund (og dermed som regel også anden religiøs baggrund) ikke er tilstrækkeligt til at forklare det, og så den fremgang som den katolske kirke og visse frikirker oplever, ikke er tilstrækkeligt til at opveje det. Samtidig er såvel den militante ateisme som islam og new age i hastig fremgang. Den åndelige kraft der findes i vores kirker er heller ikke noget at råbe højt hurra for i forhold til hvad der er standarden på andre kontinenter hvor der meldes om store vækkelser og mirakler i hobetal. Socialt ser det heller ikke for godt ud i gamle Danmark hvor stofmisbrug og bandekriminalitet hører til gadens uorden, der er stigende arbejdsløshed, og alt for mange familier går i stykker. Og på det mentale plan lader det til at de værdier som Jesus forkyndte, så som ydmyghed, taknemmelighed, næstekærlighed, forsoning og omsorg for de svage, fører en stadig mere hensygnende tilværelse til fordel for pengedyrkelse, aggressivitet, egoisme og sig-selv-nok-mentalitet.

Også mange enkeltpersoner står i livssituationer der synes håbløse. Rigtig mange mennesker oplever en personlig deroute af den ene eller den anden art som tilsyneladende ikke levner meget håb om at de kan få deres liv på ret køl igen.

I dagens bibeltekster møder vi flere håbløse situationer. Tag for eksempel den kvinde der i tolv år havde lidt af blødninger. Tolv år! Forestil dig at have døjet med den samme invaliderende sygdom i 12 år og have forsøgt alt hvad lægekunsten har at byde ind med, som Markusevangeliet fortæller os at kvinden havde gjort, men alt sammen forgæves. Så kan man da tale om håbløshed!

Eller tag den døde pige hvis far desperat henvender sig til Jesus. Når man først er død, så er der som regel ikke ret meget at gøre, og slet ikke dengang hjertemassage og elektriske hjertestartere ikke var opfundet endnu. De mennesker der står udenfor og sørger, er så overbeviste om at alt håb er ude, at de trods de alvorlige omstændigheder ikke har andet end latter til overs for Jesus da han bringer håbet på banen. Men Jesus gør deres skepsis til skamme ved at vække pigen til live igen.

I den første læsning vi hørte, møder vi en om muligt endnu mere håbløs situation. Her er personerne ikke blot døde, men deres knogler er hel indtørrede og spredt ud over en dal. Selv med vore dages medicinske teknologi ville det ikke have været muligt så meget som at forsøge en genoplivning, og det kommer det nok heller ikke nogensinde til at blive. Derfor virker det som et retorisk spørgsmål når Gud spørger Ezekiel: ”Menneske, kan disse ben blive levende?” Men Ezekiel giver ikke det svar som de fleste af os nok ville have givet. I stedet siger han: ”Gud Herre, det ved kun du!” Og Gud befaler ham at profetere over benene så de samler sig til skeletter og bliver overtrukket med sener, kød og hud, og derefter om livsånden så de kommer til live.

Jesus oprejste 3 personer fra de døde i løbet af de år han gik på jorden, medmindre der var flere som evangelierne blot ikke nævner. I forhold til at der sikkert var adskillige tusinde mennesker i Israel der døde i den periode, er det en dråbe i havet. Alligevel gav det anledning til stor opstandelse (undskyld ordspillet) at Jesus gjorde nogle få af dem levende, for det var et ”statement”, som det hedder på nudansk – et vidnesbyrd om at for Gud er intet håbløst! Hans kærligheds magt er stærkere end alle andre magter i verden, døden inklusive!

Hvad angår Ezekiels syn om de indtørrede knogler, så gør sammenhængen det klart at det skal forstås symbolsk: Knoglerne er et billede på Israel, som på Ezekiels tid var en nation der lå i ruiner: Kong Nebukadnezar af Babylon havde erobret deres land, ført en meget stor del af befolkningen i eksil (deriblandt alle lederne) og jævnet Jerusalem med jorden. Det virkede som om det var lige så sandsynligt at det folk ville blive genrejst som at en flok indtørrede knogler ville blive til en sprællevende hær. Men Gud gjorde det klart for Ezekiel at for ham er intet håbløst! Og 400 år senere var Israel igen en selvstændig nation. Det varede ganske vist kun indtil romerne indtog landet og senere gentog Nebukadnezars ødelæggelse af Jerusalem, men i dag er der som bekendt igen en stat der hedder Israel – uanset hvad man mener om den politik som dens ledere fører.

Hvad betyder alt det her så for os? Det betyder at vi aldrig må betragte en situation som håbløs! Situationen i Nordkorea ser håbløs ud set med menneskelige øjne, men det samme gjorde situationen i Østeuropa i mange år før Berlinmurens fald, og situationen i Sydafrika under apartheid. Derfor må vi ikke holde op med at bede for Nordkorea – vi må aldrig forfalde til at tro at håbet er ude. Ligesom Ed Harris’ figur i ”Dybet” må vi råbe ”No! No! No!” og fortsætte med at råbe til Gud om at gøre en ende på undertrykkelsen.

Vi må aldrig opgive et medmenneske, uanset hvor håbløs vedkommendes situation ser ud. Her tænker jeg ikke først og fremmest på mennesker der er fysisk syge, selvom jeg bestemt tror på at Gud kan helbrede selv de mest håbløst syge mennesker – mange af jer her i Emdrup Kirke kender jo for eksempel Werner Olsen, der for en årrække siden var opgivet af lægerne efter en kraftig hjerneblødning, men som blev rask efter at han blev salvet i Jesu navn, så lægerne ikke havde andet valg end at skrive ”mirakuløs bedring” i hans journal. Men selvom vi må takke og prise Gud når den slags sker, og selvom vi naturligvis må blive ved med frimodigt at bede om helbredelse når vores kære bliver syge, medmindre Gud gør det klart for os at den tid nu er kommet hvor de skal forfremmes til herligheden, så er det endnu vigtigere at vi gør os klart at selv det som vi kalder ”døden”, ikke betyder at håbet er ude, for Gud har lovet at enhver som dør i troen på Jesus, kan se frem til at blive genoprejst til et evigt liv i glæde når Jesus vender tilbage.

Nej, det jeg tænker på, er mennesker hvis liv er så ødelagte af had eller vrede eller misbrug eller mismod at vi tænker at der ikke er noget håb for dem. Sådan må vi aldrig tænke! Jeg er urokkeligt overbevist om at der ikke lever et menneske på denne jord som er håbløst fortabt set med Guds øjne. Som jeg sagde for lidt siden: Guds kærligheds magt er stærkere end alle andre magter i verden. Og såvel Bibelen som adskillige eksempler fra nutiden viser os at det er sandt.

Tag for eksempel Raul Ries. Hans livshistorie skildres i filmen ”Fury to Freedom” fra 1985, som på dansk har været udgivet under to forskellige titler, nemlig ”Fra had til håb” og ”I blindt raseri”. Det er en lavbudgetfilm, og det bærer den tydeligt præg af, men til gengæld er det en sand historie. Raul Ries er født i 1947. Som ung blev han involveret i en voldeligt slagsmål, og dommeren gav ham valget mellem at komme i fængsel eller tage til Vietnam som soldat. Han valgte det sidstnævnte, og det blev en dybt traumatiserende oplevelse som hjemsøgte ham i adskillige år. Efter at han kom hjem, begyndte han at dyrke kampsporten Kung Fu på højt plan og fik stor succes både som udøver og som instruktør. Han fik også en smuk kone og to dejlige børn, men traumerne fra Vietnam drev ham ud i et alkoholmisbrug og forpestede hans familieliv hvor han gentagne gange udsatte sin hustru for vold og trusler indtil hun til sidst besluttede at forlade ham. Hun pakkede sine ting, men lod kufferterne ligge i huset mens hun hentede sine børn. I mellemtiden kom hendes mand hjem, og da han så de pakkede kufferter, og det gik op for ham hvad der var ved at ske, fandt han sin riffel frem med den hensigt at skyde konen og børnene når de kom hjem, og derefter gøre en ende på sit eget elendige liv. Mens han gik rastløst rundt og ventede, ramte riffelkolben On-knappen på hans tv, der tilfældigvis var indstillet på en kristen kanal hvor præsten Chuck Smith var i færd med at forkynde evangeliet. De ord prædikanten sagde, ramte den desperate Raul så skarpt at han overgav sit liv til Jesus på stedet, og da hans hustru kom hjem for at hente kufferterne, mødte han hende ikke med et riffelløb, men med åbne arme, en uforbeholden undskyldning og et løfte om at tingene ville blive anderledes fra nu af. Den slags løfter havde hun naturligvis hørt før, men hun kunne fornemme at der virkelig var sket noget med ham denne gang. Og det var der: Det var nu endegyldigt slut med både alkoholmisbrug og vold, og Raul begyndte at holde bibelstudier i sine Kung Fu-lokaler efter træning. Det udviklede sig efterhånden til en kirke, og Raul Ries har nu gennem adskillige årtier viet sit liv til at forkynde budskabet om at for Gud er intet håbløst!

Det var en meget dramatisk beretning fra USA. I denne lille bog [BikerBibel] kan I læse en lang række andre beretninger om tilsyneladende håbløse liv der er blevet forvandlet. De fleste af dem er knap så spektakulære som Raul Ries’ historie, men det gør dem ikke mindre fantastiske. Og så er mange af dem her fra Danmark!

Misforstå mig ikke – der kan bestemt være situationer hvor det er klogest at holde afstand til en person der eksempelvis er voldelig og/eller har et misbrug. Vi må aldrig lade vores egen lykke være afhængig af at andres liv bliver forvandlet, og vi må ikke forfalde til at tro at en forvandling i et andet menneskes liv er vores ansvar eller i det hele taget noget vi er i stand til at skabe. Den indstilling kaldes medafhængighed, og den er meget usund. Nej, det jeg mener, er at vi aldrig må tænke at et andet menneske er uden for Guds rækkevidde. Vi må altid håbe og bede om at Gud kan føre sine planer igennem med vedkommende, også selvom det måske ikke kommer til at smitte af på den pågældendes relation til os. Gud ser altid på ethvert menneske med tro, håb og kærlighed, og det må vi også gøre.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 24. søndag efter trinitatis
Tags: Matthæusevangeliet 9.18-26

Posted By admin on 20. oktober 2013

Kongesønnens bryllup: Brug det gunstige øjeblik

Prædiken i Husum Kirke 20. søndag efter trinitatis 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Jeg synes ”Den uartige dreng” er et meget vellykket lille eventyr – eller en fabel skulle man måske snarere kalde det. Skildringen af hvordan en forelskelse kan være lige så ubelejlig som den kan være uimodståelig, kan de fleste nok nikke genkendende til – også selvom det måske er så længe siden at det er ”gået over”, som H.C. Andersen så humoristisk udtrykker det.

Første gang jeg hørte historien, var min umiddelbare reaktion imidlertid udelukkende forargelse. Jeg var nemlig ikke mere end 5-6 år gammel, og navnet Amor sagde mig ikke noget som helst, så jeg ”tolkede” historien bogstaveligt, og jeg kunne med min bedste vilje ikke forstå hvordan den dreng kunne være så nederdrægtigt ond over for den gamle digter der havde vist ham så stor godhed.

I Jesu lignelse om kongesønnens bryllup møder vi også mennesker der gengælder godhed med ondskab. Og modsat H.C. Andersens ”uartige dreng” er de onde mennesker i lignelsen ikke allegorier over uimodståelige følelser – der er tale om virkelige menneskers virkelige ondskab, også selvom lignelsen naturligvis handler om Gud og ikke om en eller anden tilfældig jordisk konge.

Lige siden skabelsen har Guds eneste dagsorden og ønske nemlig været at overøse os mennesker med godhed. Det er med rette at det i et bordvers som jeg lærte som barn, hedder om Gud at ”Han har åbnet mine øjne, han har mættet min sjæl, overøst mig med gode gaver og gjort alle ting vel”. Den der går i gang med at tælle alle de gode gaver som Gud har givet os, bliver ikke færdig foreløbig: Luften vi indånder, træerne, fuglene, solen, månen, stjernerne, mad og drikke, familie og venner, lemmer og sanser – vi er tit så hurtige til at beklage os over de ting vi mangler, eller det der er galt, at vi glemmer at glæde os over de ting vi har, og det der IKKE er galt! Paulus opfordrer i Første Thessalonikerbrev [5,18] sine læsere til at sige tak under alle forhold, altså uanset omstændighederne at fokusere på alt det vi stadig har at sige Gud tak for – som nu manden der blev ramt af en dueklat på sin fine nye habit og øjeblikkelig takkede Gud for at han ikke har givet elefanterne vinger! [Det var Goerge Verwer.]

Men alle de verdslige goder som Gud har givet os, er ikke det eneste vi skylder ham tak for – ja, de er ikke engang det vigtigste! Forældre der har dårlig samvittighed over at de tilbringer for lidt kvalitetstid sammen med deres børn, prøver nogle gange at ”kompensere” ved at forære børnene en masse dyre ting. Men både forældre og børn ved jo kun alt for godt at ting er en ringe erstatning for det personlige nærvær. Den bedste gave en far kan give sine børn, er sig selv – sin tilstedeværelse og opmærksomhed. (At nogle fraskilte fædre har svært ved at få lov til at give deres børn så meget nærvær som de gerne ville, er en helt anden problematik som jeg ikke vil komme nærmere ind på her). Og netop sin egen tilstedeværelse og opmærksomhed er også den største og bedste gave som Gud har givet os!

Nu kan det godt være at du sidder og tænker at du ikke synes du mærker ret meget til Guds tilstedeværelse og opmærksomhed. Hvis du tænker sådan, så kan jeg egentlig godt forstå det. Sagen er nemlig desværre den at langt de fleste mennesker IKKE lever med en ægte erfaring af Guds nærvær i deres liv. Men det skyldes altså ikke manglende vilje fra Guds side. Lad mig forklare.

I Bibelens allerførste kapitler læser vi om hvordan Gud satte Adam og Eva i Paradisets Have, hvor han selv gik tur og talte med dem. Men efter at de spiste af Kundskabens Træ, gik forholdet til Gud i stykker. Slangen havde nemlig sagt til Eva at hvis hun og Adam spiste af træet, ville de selv blive som Gud. I stedet for at lade Gud være Gud og stille sig tilfreds med at være kronen på Hans skaberværk valgte de at gøre oprør og forsøge at gøre Gud selv rangen stridig, uden at tænke på at hvis det oprør var lykkedes, ville det ikke være dem selv der var kommet til at sidde på Guds trone, men derimod Satan. Vi mennesker er nemlig sådan indrettet at vi ikke kan leve i et åndeligt vakuum. Som Bob Dylan sang i 1979, er vi nødt til at tjene nogen – enten Herren eller Djævelen. Det lyder måske som en meget grov og unuanceret påstand, men de fleste af os er jo udstyret med en samvittighed, og når vi står over for et valg, ved vi som regel godt hvad der ville være det rigtige at gøre. Hvis vi giver os tid til at standse op og tænke efter, og hvis vi tør være ærlige over for os selv, kan vi som regel godt se om det er egoisme, fejhed, selvhævdelse og aggressivitet der ligger bag vores handlinger, eller om det er kærlighed, ydmyghed, godhed og selvbeherskelse. Og såvel ondskaben som godheden har en herre. Handler vi ondt, tjener vi Djævelen; handler vi godt, tjener vi Gud. Adam og Evas oprør mod Gud var inspireret af Djævelen, hvilket i den bibelske beretning markeres ved at det er slangen, et symbol på Djævelen, der giver dem ideen. Og et menneskeherredømme baseret på et oprør mod Ham der i sit væsen er godhed og kærlighed, ville uvægerligt blive et satanisk herredømme.

Men i sin kærlighed valgte Gud lige fra starten at redde hvad reddes kunne, med henblik på at arbejde fremad imod en genoprettelse af den brudte relation. Først opsøgte Han Adam og Eva i haven og gav dem chancen for at fortryde, men i stedet for at ydmyge sig og tage imod Guds fremstrakte hånd valgte de at forsvare sig selv ved at skyde skylden på hinanden og på slangen og i sidste instans på Gud selv, og derfor måtte Gud tage skrappere midler i brug for at forhindre dem i at forvandle jorden til et evigt helvede: Han jog dem ud af Paradiset så de ikke længere havde adgang til Livets Træ. Hvis de havde fået lov til at leve evigt, sådan som det var Guds oprindelige plan, ville oprøret nemlig efterhånden fuldstændig have overtaget kontrollen over dem, og menneskeheden ville have været fortabt for evigt. Men ved at smide dem ud af Paradiset opnåede Gud at begrænse skaden fordi oprøret kun ville kunne nå at vokse i os mennesker indtil døden satte en stopper for det.

Alle vi der har levet siden Adam og Eva, har ikke noget at lade vores stamforældre høre, for vi har også en tendens til selv at ville være Gud i stedet for at anerkende Hans gode overherredømme, og konsekvenserne af det kan ses hele vejen op gennem verdenshistorien, så vel som i en hvilken som helst nyhedsudsendelse i dag. Men Gud har ikke opgivet os! Hele Det Gamle Testamente handler om hvordan Gud i tiden efter Adam og Evas fordrivelse fra Paradiset dels gav mennesker nogle regler at leve efter for at modvirke vores indbyggede tendens til at vælge det onde, dels gav en række løfter om at der ville komme en dag hvor Han ville gribe afgørende ind og helt annullere konsekvenserne af syndefaldet ved at tilbyde os mennesker et helt nyt liv hvor vi ikke længere er styret af oprøret mod Gud, men bliver genindsat i den relation til Gud som vi blev skabt til at stå i. Et af de billeder som profeterne i Det Gamle Testamente bruger til at beskrive den tid hvor det løfte gik i opfyldelse, er billedet af en fest – en fest hvor Gud inviterer alle mennesker til at være gæster i sit hus; ja, mere end gæster: til at være Hans sønner og døtre!

Og dermed er vi tilbage ved den lignelse som er dagens tekst. For groft sagt lød Jesu budskab sådan her: ”Så er det nu der er fest! Det er nu Gud river muren af fjendskab mellem sig selv og os mennesker ned! Kom og vær med – det koster ingenting!” Men ligesom der i århundredernes løb var mange der forfulgte de profeter der videreformidlede Guds løfter om at gribe ind, blev Jesu invitation også modtaget med fjendtlighed.

Man kan undre sig over hvad der kan få mennesker til at gengælde godt med ondt. Men problemet er nok det samme som da Gud første gang rakte hånden ud til Adam og Eva, nemlig at det kræver ydmyghed at tage imod en invitation. Vi kender det fra vores hverdag. Lad os tage en rask lille meningsmåling: Hvor mange af jer har nogensinde sagt ”Det kan jeg da ikke tage imod!”? (afvent håndsoprækning) Det tænkte jeg nok. Og hvorfor siger vi sådan? Jeg tror en af grundene er at det er ydmygende at tage imod noget uden at kunne gøre gengæld. Og det gælder i endnu højere grad Guds invitation, for hvis vi skal tage imod tilbuddet om at få et helt nyt liv, er vi jo nødt til at erkende at der er noget galt med det gamle.

En anden grund til at vi er tilbageholdende med at opgive vores forsøg på selv at være Gud, og overlade kontrollen til Ham, er nok den samme grund som fik Adam og Eva til at spise af frugten i sin tid, nemlig en manglende tillid til at Gud vil os det godt. For kan vi nu være sikre på at det overhovedet er en fest der venter os hvis vi hopper i festtøjet og dukker op på den dato vi er blevet inviteret til? Måske har kongen slet ikke i sinde at beværte os, men tværtimod at gøre os til slaver og tjene fedt på vores ulykke? Det lyder jo helt paranoidt når man siger det på den måde, men ikke desto mindre er det sådan mange mennesker tænker om Gud, og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke selv er immun. Jeg frygter nogle gange for hvad Gud mon kunne finde på at gøre med mit liv hvis jeg giver Ham fuld kontrol over det. Og bedre bliver det ikke af at der gennem tiderne har været alt for mange kristne der har levet et glædesløst liv som om de var Guds underkuede slaver og ikke Hans elskede børn; som om kristendommen snarere var en livsfjendsk lovreligion end en livsbekræftende kærlighedsrelation til den levende Gud. Men alt det stammer fra Den Onde. Ordet ”djævel” kommer af det græske ”diabolos”, som direkte oversat betyder ”anklager”, og anklager er lige præcis hvad Djævelen er. Hans fornemste mål er at få os mennesker til at tabe modet og til at mistro hinanden og Gud. Mistillid er Djævelens værk; tro og tillid er Guds værk. Jeg kunne tale længe om hvordan mistillid er roden til stort set alle problemer mennesker imellem, men det må blive en anden dag. At det aldrig har været tanken at livet som kristen skulle være et glædesløst slaveri, fremgår i øvrigt af det stykke fra Efeserbrevet som vi hørte tidligere i gudstjenesten, hvor Paulus siger: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden”. At lade sig fylde af Guds Ånd er altså et reelt alternativ til beruselse i alkohol, hvilket stemmer godt overens med alle de steder hvor Paulus nævner glæde som et af de vigtigste træk der karakteriserer mennesker som er fyldt af Helligånden – for ikke at tale om beretningen om pinseunderet, hvor nogle troede at apostlene havde drukket sig fulde i sød vin, da de så den virkning som Helligånden havde på dem!

Ud over at vores manglende tro på at Gud vil os det bedste, kan føre til at vi helt afviser Hans invitation, kan den også føre til noget andet, nemlig at vi ganske vist tager imod invitationen, men nægter at indordne os under de regler der gælder i Hans hus, ligesom den bryllupsgæst fra lignelsen der dukkede op til festen uden bryllupstøj. Første gang jeg hørte lignelsen, tænkte jeg det samme som jeg gætter på at mange af jer også har tænkt, nemlig at en fattig mand som kongens tjener har fundet ude på landevejen, da umuligt kan have råd til bryllupstøj, og at det da var strengt af kongen at afvise den stakkels mand af den grund. Men jeg tror vi misser Jesu pointe hvis vi tænker at mandens forkerte påklædning skyldtes hans manglende økonomiske formåen. Nogle kommentatorer siger endda at det var skik at konger i antikken selv stillede bryllupstøj til rådighed for deres gæster. Hvorom alting er, så er jeg ikke i tvivl om at lignelsen skal forstås på den måde at det var stolthed, ikke fattigdom, der var årsagen til at den pågældende gæst mødte op i sit almindelige tøj.

Hvad skal bryllupstøjet da symbolisere? Jeg tror det handler om de gerninger der følger af troens lydighed mod Gud. Det er ikke gerninger der udspringer af at vi krampagtigt forsøger at indrette vores liv efter nogle stive paragraffer – det var jo det farisæerne gjorde, og som Jesus tog skarpt afstand fra. Der er derimod tale om gerninger der udspringer af at vi lader Guds kærlighed fylde vores liv og lader Ham styre vores valg. Det er i sidste instans gerninger der skabes af Helligånden som bor i os. Hvad de gerninger mere konkret består i, kan vi læse spalte op og spalte ned om i alle Paulus’ breve, blandt andet i det stykke fra Efeserbrevet som vi hørte tidligere i dag. Men alle de gode gerninger har det til fælles at de er konkrete udslag af et liv hvor vi tjener Gud og ikke Djævelen. Og de har endvidere det til fælles at det kun er Gud der kan sætte os i stand til at gøre dem, så uanset hvordan praksis var når en konge i antikken fejrede sin søns bryllup, så gælder det i hvert fald for os at vores konge selv stiller bryllupstøjet til rådighed for os!

Der er forresten den krølle på lignelsen at vores konge jo rent faktisk har en søn, nemlig Jesus, og at Han faktisk planlægger sin søns bryllup! Den evighed der venter os hjemme hos Gud når denne verden ender, beskrives i Det Nye Testamente som et bryllup mellem Kristus og kirken. Det er dén evige fest vi er inviteret til! Men der er ikke tale om et arrangeret ægteskab i DR3-stil hvor brudeparret slet ikke har mødt hinanden før de bliver gift. Festen begynder allerede her i denne verden hvor vi får lov til at leve som Guds børn i troen. Og i nadveren, hvor Jesus rækker os sig selv i skikkelse af brød og vin, får vi lov til at tage forskud på det himmelske festmåltid. Ikke fordi det vi får i munden, rent fysisk smager af særlig meget, men hvis vi modtager det i tro, forbinder det os med Jesus selv.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 20. søndag efter trinitatis
Tags: Matthæusevangeliet 22.1-14

Posted By admin on 20. oktober 2013

Markens liljer: Hakuna matata

Prædiken i Husum Kirke 15. søndag efter trinitatis 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Der er mange kristne der har det svært med den tekst vi lige har hørt – ja, jeg har endda engang hørt en prædikant som mente sig nødsaget til at gå i rette med de efter hans mening dybt ukristelige ord som Jesus siger her. For hvordan ville verden ikke komme til at se ud hvis vi ikke bekymrede os om noget, men bare lod stå til? Nej, hensynet til vores næste byder os da at bekymre os! mente den gode prædikant. Som kristne mennesker kan vi da ikke være andet bekendt end at bekymre os om vores medmenneskers ve og vel?

Med al respekt for min kære prædikantkollega, så tror jeg han havde misforstået hvad det er Jesus siger. Men rent bortset fra at man nok burde tænke sig om 3 gange inden man begynder at beskylde Jesus for at tale ukristeligt (eller eventuelt blot beskylde evangelisterne for at have lagt ham ukristelige ord i munden), så skal det siges til den uheldige prædikants undskyldning at det danske sprog altså heller ikke gør det let. På engelsk er der for eksempel to forskellige ord for henholdsvis at bekymre sig i betydningen at vise omsorg, og at bekymre sig i betydningen at tage sorgerne på forskud – det hedder henholdsvis ”care” og ”worry”. Men på dansk har vi kun det ene ord: bekymring.

Hvis det vi forbinder med ordet ubekymrethed, er Timon og Pumbas motto ”hakuna matata”, som direkte oversat betyder ”der er ingen problemer”, så forstår jeg godt at vi tager afstand fra det. For den ubekymrethed som Simba levede i fra han mødte Timon og Pumba, og indtil Nala fortalte ham om tingenes triste tilstand, var jo i virkeligheden en falsk ubekymrethed. De gik rundt og bildte sig selv og hinanden ind at der ingen problemer var, selvom der reelt var masser af problemer – bare ikke lige i deres egen umiddelbare nærhed. Det var en ubekymrethed der byggede på en flugt fra virkeligheden – en fornægtelse af tingenes virkelige tilstand og en navlebeskuende ligegladhed med andres smerte. Det var ikke fravær af worry, men fravær af care. Og jeg kan kun give førnævnte prædikant ret i at sådan en indstilling står i diametral modsætning til buddet om næstekærlighed – og i øvrigt også til hvordan Jesus selv levede sit liv. Jesus blev ikke bare siddende i ophøjet ubekymrethed i himlen og sang ”hakuna matata” mens han blæste den fortabte verdens lidelser en lang march – han trådte tværtimod i karakter som Løven af Judas stamme og frelste sit folk – det vil sige os mennesker – fra den ulykke vi stod i.

Men alt det gjorde Jesus uden at bekymre sig! Den ubekymrethed som han opmuntrer os til, handler nemlig ikke om at vi skal lade være med at arbejde, men at vi skal lade være med at plage os selv med unyttige bekymringer om hvorvidt der kommer den ønskede frugt ud af vores arbejde. Den handler ikke om at vi i dovenskab eller fejhed skal smyge os uden om det ansvar der er vores, men at vi frimodigt skal tage det på os i tillid til at de ting der står uden for vores kontrol, dem skal Gud nok tage sig af!

Den ægte kristne bekymringsløshed er således meget langt fra at være noget der hindrer os i at gøre hvad vi kan for at afhjælpe vores medmenneskers nød – den er tværtimod en forudsætning for at vi kan gøre det! Så længe vi tynges af bekymring for vores eget liv og velbefindende, har vi nemlig ikke overskud til at tage os af andre, og resultatet bliver alt for tit at vi vælger vores næste fra fordi vi har nok i vores egne problemer. Det var det Simba gjorde alle de år hvor han levede det på overfladen ubekymrede liv sammen med Timon og Pumba. Og det er det vi selv gør når vi ikke gider at høre om verdens nødlidende, enten de nu befinder sig i Afrika eller på vores eget dørtrin, fordi vi er bange for at hvis vi prioriterer at hjælpe dem, så bliver der ikke nok til os selv. (I mandags kunne man i øvrigt læse i Berlingske Tidende at danskerne finder det mere vigtigt at give penge til dyrevelfærd end til civile ofre for krigshandlinger. Måske er det fordi krigenes ofre befinder sig uden for vores ”Hakuna matata”-zone?)

Hvordan slipper vi så ud af denne falske ubekymrethed, som altså ikke er en sand frihed fra bekymringerne, men snarere udtryk for at bekymringerne styrer os så meget at vi ikke tør se dem i øjnene? Det gør vi ved at tro på Gud.

Tidligere i gudstjenesten sagde vi trosbekendelsen sammen, som vi gør hver søndag. Umiddelbart kan det måske godt være svært at se at det skulle være nok til at befri os fra alle bekymringer, men lad os prøve at kaste et nærmere blik på hvad det i virkeligheden er vi siger. Af tidsmæssige hensyn vil vi nøjes med de første 7 ord i trosbekendelsen, men de burde faktisk også være tilstrækkelige til at overvinde alt hvad der hedder bekymringer. De lyder: ”Vi tror på Gud Fader den Almægtige”. Lad os sige det i kor: ”Vi tror på Gud Fader den Almægtige”.

Vi siger altså at vi ”tror”. I bibelsk forstand betyder det ikke bare at vi tror på at Gud er til, men at det er ham vi sætter vores lid til, ham vi falder tilbage på, eller som Luther udtrykker det: ham vi venter os alt godt af. En anden måde at sige det samme på på nudansk kunne være: ”Vi stoler på Gud”. Det betyder at vores liv til syvende og sidst er Guds ansvar – Guds problem. Det flytter byrden væk fra vores egne skuldre, så vi kan ånde frit og ubekymret – under forudsætning af at Gud eller er til at stole på, vel at mærke! Men til det spørgsmål vil jeg gerne pege på to andre pointer i den sætning vi lige har sagt.

For det første: Vi tror på Gud Fader. Den relation som vi har til ham der sidder med ansvaret, er ikke først og fremmest til en konge eller en chef eller lignende – det er til en far! Jeg har endnu ikke mødt et menneske som havde haft en far der ikke begik fejl, og jeg er bange for at det ikke bliver anderledes hvis jeg selv engang bliver far, men langt de fleste forældre sørger da heldigvis for at deres børn ikke mangler mad og tøj. Og når selv denne verdens uperfekte forældre – med nogle få tragiske undtagelser – sørger for deres børn, hvor meget snarere vil den fuldkomne far i himlen så ikke sørge for sine børn!

Men er han så i stand til det? Svaret på det spørgsmål fremgår af den anden pointe jeg vil pege på i den sætning vi sagde i kor: Vi tror på Gud Fader den Almægtige. Ikke alene har Gud som en god far viljen til at sørge for os; han har også evnen til det. Så hvis vi virkelig mener det vi siger når vi bekender troen, har vi ikke nogen som helst grund til at være bekymrede for om vi nu vil få tilstrækkeligt med mad og tøj. Selv i en situation hvor der er mangel på fødevarer, er det ikke noget problem for Gud at sørge for dem der stoler på ham – som det hedder i en kendt salme som jeg for afvekslingens skyld har fravalgt i dag: ”Dog hvor bønder af hunger dø, finder den lille fugl et frø. O, Gud ske lov.”

Men netop de salmelinjer har jeg faktisk altid haft et anstrengt forhold til, for hvad hjælper det den stakkels bonde der dør af hunger, at den lille fugl finder et frø? Elsker Gud da ikke bonden lige så meget som han elsker fuglen? Den efter min mening noget klodsede formulering i en ellers dejlig salme må naturligvis stå for Grundtvigs egen regning, men det spørgsmål, den protest, som ordene vækker, kan desværre ret let overføres til den virkelige verden. Trods alverdens præsters smukke ord er det jo desværre et faktum at der er mennesker der dør af sult – ikke færre end 20.000 om dagen ifølge FN’s statistikker. Og det kan ikke bortforklares med at ”det nok er fordi de ikke stoler på Gud”, for det ved vi for det første ingenting om hvorvidt de gør, og for det andet vil en god far vel give sine børn mad uanset om de stoler på ham eller ej?

Spørgsmålet om hvordan der kan være ondt i verden hvis Gud er både kærlig og almægtig, er ikke noget nyt spørgsmål, og hvis jeg lå inde med et svar der kunne tilfredsstille alle der stiller spørgsmålet, så ville jeg have kontaktet alverdens medier lige fra Kristeligt Dagblad til CNN, for det ville have været en verdenssensation. Personligt er jeg dog ikke i tvivl om at svaret er at det onde har fået fodfæste i verden fordi vi mennesker i vores selvcentrerethed alt for tit søger det onde i stedet for det gode – fødevareknapheden i den tredje verden ville for eksempel kunne afhjælpes for en brøkdel af de penge vi i den vestlige verden bruger på vores militær. Men hvis det er tilfældet – altså at det er os mennesker der sidder med nøglen til at løse verdens sultproblemer – hvilken mening giver det så at opfordre de sultende til at stole på Gud?

Jeg tror ikke det giver mening at opfordre verdens sultende som gruppe til ”bare” at stole på Gud – især ikke hvis vi ikke selv gør alt hvad der står i vores magt for at hjælpe dem. Det ville være en tilbagevenden til Timon & Pumbas falske ubekymrethed, og det ville være en hån både mod de sultende og mod Gud. Det at der er sult i verden, er et problem som vi mennesker langt hen ad vejen er ansvarlige for, og som vi derfor har et moralsk ansvar for at løse, idet vi naturligvis bør søge styrke og visdom til den opgave hos Gud.

Til gengæld kan jeg ikke give det enkelte menneske som sulter, noget bedre råd end at stole på Gud, for Gud kender det enkelte menneskes situation; det gør FN’s World Food Programme ikke. Både Bibelen og beretninger fra nyere tid rummer som sagt masser af eksempler på hvordan Gud midt i en tid med sult og mangel har sørget for den enkelte. Og selv hvis man ikke får lov til at opleve et mirakuløst guddommeligt indgreb i sin situation, er det stadig langt bedre at stole på Gud end på mennesker, for hans kærlighed rækker ud over døden, uanset om dødens årsag er alderdom, sygdom eller sult. Vi så før på de syv første ord i trosbekendelsen; lad os nu kaste et kort blik på de seks sidste ord: ”kødets opstandelse og det evige liv”. Som kristne tror vi på at livet i denne verden ikke er alt hvad der er, men at vi efter vores legemlige død kan se frem til en legemlig opstandelse til et evigt liv i en verden hvor alt det onde for evigt er forbi. Til den tid vil vi med rette kunne sige ”Hakuna matata” – ”der er ingen problemer”.

Men allerede mens vi lever i denne onde verden, er det vores privilegium som kristne at leve i et inderligt fællesskab med Gud der skaber en dyb glæde som er uafhængig af omstændighederne. Som Paulus – der selv havde oplevet både sult og tørst og overfald og sygdom på egen krop – retorisk spørger i sit brev til de kristne i Rom [8,35]: ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, SULT eller nøgenhed? Fare eller sværd?” Paulus endte selv sit jordiske liv ved at blive henrettet med sværd på kejser Neros befaling, og af hans sidste brev til sin yngre medarbejder og ven Timotheus fremgår det at han godt var klar over at det ville komme til at ende sådan. Men bekymret? Det blev han ikke!

Så hvis du står med problemer i dit liv som du ikke kan se nogen løsning på, så læn dig tilbage, og stol trygt på at Gud har styr på tingene. Hakuna matata! Men ser du et medmenneske der lider nød, så lad ikke en falsk ubekymrethed afholde dig fra at hjælpe, men lad i stedet den ægte ubekymrethed give dig mod til at hjælpe, uanset hvilke risici du derved udsætter dig selv for.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 15. søndag efter trinitatis
Tags: Matthæusevangeliet 6.24-34

Posted By admin on 14. august 2013

Farisæeren og tolderen: Han gik hjem som retfærdig

Prædiken i Husum Kirke 11. søndag efter trinitatis 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Der findes mennesker som for alt i verden ikke vil være til besvær, og som netop derfor ender med at være til en masse besvær. C.S. Lewis giver et herligt eksempel i sin bog ”Fra helvedes blækhus”, hvor en dame bliver inviteret til fornemt kaffebord, men hun er så beskeden at hun beder om bare at få et stykke ristet brød. Da hun insisterer, må værtsfolkene til sidst rejse sig fra bordet og give sig til at riste brød, mens de brænder inde med den fine kage de har bagt. Hvis det var fordi damen ikke kunne lide eller ikke kunne tåle kage eller var på slankekur eller lignende, ville det naturligvis have været en ærlig sag, men i historien er hendes eneste motivation for at bede om ristet brød i stedet for kage beskedenhed. Og selvom eksemplet naturligvis er sat på spidsen, og selvom C.S. Lewis er englænder, så synes jeg det er en meget tankevækkende historie for os danskere, for den falske beskedenhed er nok et af de mest usunde træk i vores folkesjæl.

Selv oplever jeg det fra tid til anden i form af at et menneske som jeg har en samtale med, giver sig til at undskylde at hun tager så meget af min tid, for der er jo sikkert mange andre der har mere brug for at jeg taler med dem. Det kan naturligvis være en konfliktsky måde at sige ”Jeg gider egentlig ikke snakke med dig” på, men når det bliver sagt i en grædefærdig, selvmedlidende tone, er det nok snarere tegn på falsk beskedenhed der bunder i reelle selvværdsproblemer. Det samme kan være tilfældet med den slags mennesker der konstant går rundt og nedgør sig selv, selvom den slags adfærd også blot kan være en klodset måde at fiske efter komplimenter på. Uanset hvad årsagen er, tror jeg dog de fleste mennesker er enige om at det i længden kan være omtrent lige så belastende at høre på personer der konstant nedgør sig selv som på personer der konstant roser sig selv.

Umiddelbart skulle man ellers tro at en person der tænker og taler dårligt om sig selv, har fanget pointen i den lignelse vi hørte i dag, for var det ikke netop det tolderen gjorde, og var det ikke ham der gik hjem som retfærdig? Og siger Jesus ikke at det er den der ydmyger sig selv, der vil blive ophøjet? Jo, det siger han. Men det er som om vi kun hører det halve af hvad han siger, nemlig den halvdel der handler om at bekende at man er en synder, og om at ydmyge sig selv. Men det slutter jo ikke der! Jesus siger at den der ydmyger sig selv, skal ophøjes! Og efter at tolderen havde bekendt at han var en synder, gik han hjem som retfærdig!

Jeg er bestemt ikke nogen foragter af moderne tekniske hjælpemidler, men der er én dims som jeg ikke bryder mig om, og det er en GPS. Jeg foretrækker helt klart den gammeldags metode med at kigge på et kort, og det synes jeg selv i al beskedenhed at jeg er ganske god til. Men hvis jeg skal finde vej et sted hen, er det ikke tilstrækkeligt at jeg finder mit bestemmelsessted på kortet; jeg er også nødt til at vide hvor på kortet jeg befinder mig. På samme måde kan der ikke ske nogen forandring i vores liv hvis ikke vi vil erkende vores situation. Det er derfor et møde i Anonyme Alkoholikere altid begynder med at man præsenterer sig med sit navn, efterfulgt af sætningen ”og jeg er alkoholiker”, for erkendelsen af at man er alkoholiker, er det første og absolut nødvendige skridt hvis man vil slippe ud af sit alkoholmisbrug. Og det er derfor vejen til Guds retfærdighed må tage udgangspunkt i bekendelsen ”Jeg hedder Nikolaj, og jeg er en synder.”

Men det har aldrig været meningen at vejen skulle slutte dér! Det har aldrig været meningen at livet som kristen skulle gå op i at gå rundt og slå os selv i hovedet med hvor elendige syndere vi er. Det er i hvert fald ikke de toner der lyder i Det Nye Testamente, hvor de kristne tværtimod gang på gang omtales som ”de hellige” – og det var vel at mærke før ordet ”hellig” fik sin nuværende bibetydning af ”skinhellig” eller ”selvgod”. Ordets oprindelige betydning var ”uangribelig” – en betydning som vi stadig finder i det beslægtede ord ”helle” når vi leger fangeleg. Og som kristne der tilhører Jesus, er det naturligvis først og fremmest Djævelen og alle hans fristelser vi har helle fra. Andre formuleringer der bliver anvendt i Det Nye Testamente, er at vi er befriet fra synden, at vi er Guds udvalgte, at vi er gjort retfærdige, og at vi hører til Guds husstand. Da jeg skulle vælge salmer til i dag, lavede jeg en liste over alle de bibelvers hvor der står om den nye identitet vi har fået i Jesus, og så slog jeg op i bogen ”Bibelen i Salmebogen”, hvor man for hvert enkelt vers i Bibelen kan se hvilke salmer i Salmebogen der knytter til ved det pågældende vers. Men alle de dejlige vers i Bibelen der fortæller om at vi er hellige og befriet fra synden, de er stort set fraværende i Den Danske Salmebog! Det fornægter sig ikke at vi her i Jantelovens hjemland er mere glade for de salmer der fokuserer på ydmygheden, end dem der fokuserer på ophøjelsen.

Men ved I hvad? Janteloven har faktisk ikke en snus med sand ydmyghed at gøre! Janteloven handler tværtimod om at sikre at ingen hæver sig over middelmådigheden, for hvis der ikke er nogen der bevæger sig op i det fremragende, kan jeg bedre skjule mig i skaren af middelmådige så ingen lægger særligt mærke til at jeg ikke selv søger at gøre mit bedste. Og den tankegang er desværre blevet så rodfæstet i vores danske kultur at det at gøre sit bedste nærmest er kommet til at blive betragtet som noget suspekt – som et udslag af manglende ydmyghed. Og det værste er at det også har smittet af på vores tilgang til livet som kristen: Man skal endelig ikke overdrive sin fromhed. Vi skal jo huske på at vi er syndere og ikke begynde at bilde os ind at vi er i stand til at leve helligt! Faktisk skal vi slet ikke forsøge, for det er i sig selv et udslag af farisæisk hovmod.

Kan I høre at det er Janteloven der taler der? Bibelen er det i hvert fald ikke, for i den læser vi tværtimod ting som ”Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?” (Rom 6,2) og ”Da vi nu har disse løfter, mine kære, skal vi rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt” (2 Kor 7,1) og ”Herren lade jer vokse og blive overstrømmende rige i kærligheden til hinanden … så han styrker jeres hjerter til at være uangribelige i hellighed” (1 Thess 3,13). Hvis vi betragter det som ligegyldigt eller ligefrem forkert at stræbe efter at leve efter Guds vilje, er der altså ikke tale om ydmyghed, men slet og ret om ulydighed mod Gud. Forestil jer at en arbejdsgiver beder en af sine medarbejdere om at gøre noget, og medarbejderen undlader at gøre det fordi han ikke vil fremstå som en morakker (altså en der arbejder hårdere end nødvendigt for at gøre sig bemærket hos chefen på kollegernes bekostning) – mon sådan en medarbejder ville blive rost af chefen for sin ydmyghed? Nej, vel?

Forresten synes jeg egentlig ikke at det ikke at ville fremstå som en morakker er noget specielt ydmygt ønske – det er tværtimod udtryk for at man er enormt optaget af hvad andre tænker om en. Og hvis pejlemærket for mit liv er hvad andre kan risikere at tænke om mig, hvem er mit liv så centreret om? – ? – Mig selv, ja! Den der holder igen med sin fromhed for ikke at komme til at fremstå som skinhellig, er altså nøjagtig lige så selvoptaget som farisæeren, blot med modsat fortegn. Og hvis vi så oven i købet, inspireret af Janteloven, begynder at tænke og tale ilde om de mennesker der sætter al deres energi ind på at behage Gud, så har vi reelt blot vendt Jesu lignelse på hovedet så vi er blevet den selvfede tolder der står og takker Gud for at han ikke er som farisæeren!

Sand ydmyghed er altså ikke at tænke og tale dårligt om os selv. Sand ydmyghed er derimod at vi ophører med vores evindelige kredsen om os selv og i stedet retter vores opmærksomhed mod Gud og vores medmennesker. Den ydmyge stræber ikke at leve et helligt liv for at kunne hævde sig på sine medmenneskers bekostning, for han ved udmærket godt at han ikke er et hak bedre end sine medmennesker, uanset hvad han finder på af kunster. Men han stræber heller ikke efter at undgå at leve et helligt liv for ikke at komme til at virke hovmodig, for det er slet ikke vigtigt for ham hvordan han ”kommer til at virke”. Nej, det som den ydmyge gør, er at vende om og begynde at kigge den modsatte vej – på Gud i stedet for på sig selv. Han bekender at han er en ussel synder som ingenting kan selv, men er 100 procent afhængig af Guds nåde. Til gengæld har han fuld tillid til at alt det som han ikke selv kan, det kan Gud! Han kan ikke blive erklæret retfærdig i Guds øjne ved at gøre gode gerninger, men Gud kan erklære ham retfærdig på grund af det Jesus har gjort. Og han kan ikke ved egen kraft gøre noget som helst der fortjener ros set med Guds øjne, men Gud kan skabe gode gerninger i ham, hvis han ellers får lov. Den ydmyge træder ind foran Gud og bekender at han er en fortabt synder, men han går ikke hjem som en synder – han går hjem som retfærdig! Og som Martin Luther så rigtigt sagde det, så kan man kende en god og retfærdig mand på at han gør gode og retfærdige gerninger. Forskellen på den ydmyge og farisæeren er altså ikke at den ydmyge gør færre gode gerninger, men at det aldrig kunne falde den ydmyge ind at være stolt af sine gode gerninger, for for det første ved han udmærket godt at de skyldes Gud og ikke ham selv, og for det andet ved han også godt at selv hans bedste gerninger blegner som slidte klude i sammenligning med den ufortjente retfærdighed Gud har tilregnet ham for Jesu skyld.

Derfor er der også forskel på farisæerens bøn og den ydmyges bøn. Farisæeren takker Gud for hvad han selv er, den ydmyge takker Gud for hvad Gud er. Lad os da gøre det samme:

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 11. søndag efter trinitatis
Tags: Lukasevangeliet 18.9-14

Posted By admin on 14. august 2013

Falske profeter

Prædiken i Husum Kirke 8. søndag efter trinitatis 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Det er ikke nemt at leve sundt. Der er ellers stadig flere der bliver opmærksomme på at det nok er en god idé at være lidt opmærksom på sin livsstil så man ikke får sukkersyge, kræft eller åreforkalkning, men der er jo så mange modstridende budskaber om hvordan man undgår livsstilssygdomme. Er det for eksempel sundt eller usundt at spise kartofler og andre kulhydrater? Bliver livet forlænget eller forkortet hvis man nyder et glas rødvin om dagen? Skal man helst holde sig til raw food eller stenalderkost? Har Lene Hansson ret i at man ikke bør nyde stivelse og protein ved samme måltid? Har folkene bag ”Kernesund familie” ret i at man bør undgå både mælk, sukker og gluten? Og hvad med dem der siger at man bør spise efter sin blodtype?

Landets økonomiske sundhed er det heller ikke nemt at blive klog på. Forud for det seneste valg havde begge sider af folketingssalen så travlt med at overbevise os vælgere om hvilke uoverskuelige katastrofer det ville medføre hvis vi stemte på de andre, at halvneurotiske gemytter som jeg selv dårligt turde gå hen og stemme; og den dag i dag er de økonomiske debattører splittet mellem dem der mener at der skal flere og hårdere besparelser til hvis Europas økonomi skal reddes fra undergangen, og dem der mener at vi tværtimod bør investere os ud af krisen. Vi lægfolk kan have vores egne ideer om hvem af eksperterne der har ret, men når selv eksperterne er uenige, bør vi måske vise en vis ydmyghed over for dem der har valgt at tro på nogle andre eksperter end vi selv har valgt.

På det religiøse område er forvirringen om muligt endnu større, og den er i hvert fald alvorligere. For 100 år siden var det enklere, i hvert fald her i landet: Enten var man troende (dvs. kristen), eller også var man ikke, og så var man en anelse suspekt og kunne regne med hyppige formaninger til at vende om til Gud. Ganske vist var der forskellige kirkelige retninger, men de missionske og de grundtvigske, og sågar de barnedåbsfornægtende frikirker, var dog i det mindste enige om at det var Jesus og Bibelen man skulle tro på. I dag ser billedet mildest talt noget mere broget ud! I takt med at det er blevet lettere både at rejse og at kommunikere tværs over verden, har vi fået adgang til et gigantisk religiøst supermarked, og det giver nu ikke længere mening at formane en ateist til at vende om til Gud – i hvert fald skal man være forberedt på modspørgsmålet: ”Hvilken gud er det så du vil have jeg skal tro på? Og hvorfor skulle din gud være mere rigtig end alle de andre?” Og hvis man drister sig til at påstå at der kun findes én sand Gud og kun én vej til frelse – en påstand som findes i både jødedom, kristendom og islam – så er det vel egentlig ganske forståeligt at mange mennesker reagerer med protest, for er det ikke temmelig uretfærdigt hvis man skal dømmes til Helvede bare fordi man ikke har været så heldig at ramme den eneste rigtige blandt de tusindvis af guder der konkurrerer om menneskenes gunst? For et par måneder siden var der sågar en af mine facebookvenner (som i øvrigt ikke engang er ateist, men har sin egen hjemmestrikkede religion der mest minder om en slags panteisme), der drillede mig ved at linke til en hjemmeside hvor man kan følge ”stillingen” i ”konkurrencen” mellem guderne i form af en liste over hvor mange gange henholdsvis Gud, Allah, Odin, Den Store Ånd, Diego Maradona og en lang række andre guddomme omtales på internettet. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Når der er så utrolig mange guder at vælge imellem, må man enten lide af storhedsvanvid eller være godt gammeldags tåbelig hvis man bilder sig ind at man har fundet frem til den eneste rigtige.

Ikke desto mindre har det nogle konsekvenser hvilke profeter man vælger at tro på. For 18 år siden tilbragte jeg 7 måneder i England, hvor jeg ikke spiste rugbrød. Da jeg kom hjem, protesterede min mave naturligvis da jeg begyndte at spise rugbrød igen, så det valgte jeg for nemheds skyld at lade være med. Da jeg heller ikke spiste andre fiberrige fødevarer, fik jeg efterhånden problemer med fordøjelsen. Jeg gik til lægen med det, og han gav mig nogle piller og rådede mig i øvrigt til at holde mig til letfordøjelige fødevarer. Autoritetstro som jeg er, fulgte jeg hans råd, med det resultat at mine tarme til sidst holdt helt op med at virke, for de skal jo have noget at arbejde med. Så gik jeg over til i stedet at følge rådene fra en reklame for et morgenmadsprodukt der vist hed Fiberknas eller noget i den stil, og som angiveligt skulle være godt for fordøjelsen, og i løbet af et par måneder fungerede mine tarme igen. Det er ikke lige meget hvem man lytter til!

På det politiske område kan det også få fatale følger hvis man vælger de forkerte at tro på. Nogle af de mest alvorlige eksempler finder vi naturligvis i 20’ernes og 30’ernes Europa hvor folk i stort tal sluttede op om ledere som Franco, Mussolini og Hitler fordi de så dem som moralens forsvarere i en tid hvor alle normer var i skred, og kommunismen truede fra øst. Men afhængig af politisk overbevisning kan man nok også pege på mere nylige katastrofale fejltagelser forskellige steder i verden, skønt man måske også i mange tilkfælde kan spørge sig selv om alternativet ville have været ret meget bedre, for der er jo som regel en grund til at folk stemmer som de gør.

Mest katastrofalt er det dog at tage fejl på det religiøse område. For hvis det er sandt at der findes et Helvede, så er der ingen jordisk ulykke der kan sammenlignes med at havne dér. Og hvis det er sandt at der kun er én sand religion der kan føre til frelse, så er der vel ikke noget der er vigtigere end at finde ud af hvad det så er for en religion der er den rigtige. Men hvordan i alverden finder man ud af det?

Lad mig sige til en start at jeg tror at min føromtalte facebook-ven gør tingene unødvendigt komplicerede ved at give det udseende af at man skal vælge mellem myriader af forskellige konkurrerende guder. Ret beset kan det nemlig koges ned til blot tre muligheder: Enten er der én gud, eller også er der flere, eller også er der slet ingen. Og som jeg vil forklare om lidt, er den ene af de muligheder ikke engang en reel mulighed! Men lad os se på dem én ad gangen.

Hvis der ikke er nogen gud, er vi på den, som en engang har udtrykt det, for så sidder vi på den her klode der drøner gennem universet med 100.000 kilometer i timen – og der er ingen der styrer! Og hvad værre er: Hvis der ikke er nogen Gud, er der ikke nogen til at frelse os fra helvede, hvis et sådant ellers findes. De fleste ateister tror dog ikke på nogen form for eksistens efter døden, så hvis de har ret, bliver vi det mindste fri for yderligere lidelser når vi dør. Og så er det i øvrigt sådan at hvis man tror på at der er en eller flere guder, og man så finder ud af efter døden at man har taget fejl (eller – det finder man jo sådan set aldrig ud af hvis man bare holder op med at eksistere, så lad mig formulere det på en anden måde): Vi der tror på at der findes en Gud, er ikke værre stillet end ateisterne, selv hvis man antager at det er dem der har ret – medmindre troen afholder os fra at nyde livet lige så meget som vi ellers ville have gjort, naturligvis, men for mit eget vedkommende har jeg for længst gjort op med mig selv at troen på Jesus beriger mit liv så meget at selv hvis der ikke er mere efter døden, vil det have været det hele værd.

Okay, hvad så hvis der findes flere guder, sådan som de gamle nordboere og de gamle grækere troede, og sådan som hinduerne og mange naturfolk stadig tror? Vel, lad mig sige det på den måde at hvis man siger at man tror på flere guder, så bruger man ordet ”gud” i en anden betydning end jeg gør. Når jeg siger ”Gud”, så mener jeg den evige, almægtige skaber, altings herre og kilden til alt liv, og det er klart at sådan en kan der kun være én af. Hvis der er flere guder, kan de ikke alle sammen være almægtige. Faktisk er der ikke en eneste almægtig gud i den nordiske mytologi – aserne og vanerne er ganske vist mægtigere end menneskene, men ingen af dem er evige. Odin, den øverste af de nordiske guder, har både forældre og bedsteforældre, og det er fordusagt at han ved ragnarok vil blive dræbt af Fenrisulven. Odins farfar, som var den første af guderne, blev i øvrigt til ved at en mægtig ko slikkede på en saltblok. Guderne er heller ikke mægtigere end at de er underlagt skæbnen, som de tre norner Urd, Verdande og Skuld sidder og udmåler ved foden af livstræet Yggdrasil. Hvem eller hvad der afgør skæbnen, ved jeg ikke nok om nordisk mytologi til at kunne svare på, men en decideret Gud i den betydning vi som kristne lægger i ordet, troede de gamle nordboere ikke på. Forskellen på ”flere guder” og ”ingen gud” er altså ikke større end at den er til at overse, i hvert fald i den nordiske udgave. De gamle grækere og romere troede heller ikke på nogen almægtig gud, selvom de olympiske guder i det mindste betragtes som udødelige, i modsætning til de nordiske guder.

Anderledes er det med hinduismen, som jo er opstået i en helt anden kulturkreds, og hvor synet på guderne af samme grund er en hel del anderledes. Faktisk kan hinduismen ikke kaldes en religion i egentlig forstand, eftersom den rummer mange forskellige indbyrdes modstridende læresætninger, men der er alligevel tilstrækkelig mange fællestræk til at de knap 1 milliard hinduer i verden har en fælles identitet. Hinduismen rummer efter sigende hele 30 millioner guder, men der er tre ”hovedguder”, nemlig Brahma, Vishnu og Shiva, som er guder for henholdsvis skabelse, opretholdelse og tilintetgørelse, og som på den måde minder om de nordiske norner. De tre er imidlertid ikke rivaler, men er blot, ligesom alle de andre guder inden for hinduismen, udtryk for forskellige facetter af den ultimative virkelighed, kaldet Brahman. Dyrkelsen af de mange guder i hinduismen er altså reelt en dyrkelse af et samlende princip – det som man plejer at kalde ”monisme”. Og i nogle udgaver af hinduismen bliver Vishnu eller en af de andre guder sågar identificeret med Brahman, dvs. disse hinduer tror reelt på én almægtig ud, altings skaber. Det samme gør mange naturfolk, for eksempel de nordamerikanske indianere der stadig følger den traditionelle stammereligion, og som oven over alle de forskellige ånder har Den Store Ånd, som har skabt alting.

De tre muligheder som jeg nævnte før, kan altså reelt koges ned til to: Er der noget guddommeligt, eller er der ikke? Men ateistens tænkte spørgsmål står stadig ubesvaret: ”Hvad er det for en gud du vil have mig til at tro på?” Ganske vist giver det ikke mening at forestille sig at de forskellige religioners guder sidder i hver sin himmel og konkurrerer om menneskesjælene, for hvis der kun er én Gud, må navnene Jehova, Allah, Brahman og Den Store Ånd nødvendigvis være betegnelser for den samme virkelighed. Af samme grund kalder de Sioux-talende kristne Gud for ”Wakan Tanka”, som er Sioux-indianernes ord for Den Store Ånd.

Men det betyder ikke at de forskellige religioner er ét fedt – langt fra! Der er namlig meget stor forskel på hvad henholdsvis Jesus, Muhammed, Krishna og Guru Nanak sagde om den ene Gud – om hvordan han er, hvad der er hans vilje med os mennesker, og hvordan vi kan komme i kontakt med ham. Derfor er det en sandhed med modifikationer at det er den samme Gud der dyrkes i de forskellige religioner, for det er i hvert fald langt fra det samme billede de tegner af ham!

Jeg plejer at sige at hvis Gud virkelig er almægtig og har skabt alt, så må han være større end noget vi kan forestille os. Hvis et menneske kan forestille sig noget der er større og bedre end den sande Gud, så er meneskets fantasi mægtigere end Gud, og så fortjener Gud ikke sit navn. Altså kan vi roligt gå ud fra at hvis Gud findes, så er der kun én type fejl vi kan begå i vores måde at tænke om ham på, og det er at tænke ham for lille og for ringe. Hvis nogen fortæller dig noget om Gud der gør ham større og bedre end du troede han var, så taler de højst sandsynligt sandt.

Nu kan man naturligvis altid diskutere hvad der gør Gud stor – muslimerne mener for eksempel at Gud er større hvis han ikke har en søn, end hvis han har. Men personligt kan jeg ikke forestille mig nogen mere fantastisk Gud end ham som Jesus har vist os gennem sit liv, sin død og sin opstandelse. Ideen om sådan en Gud er så fantastisk at jeg vil mene at den er værd at leve og dø for, selv hvis den skulle vise sig ikke at være sand.

Men selv inden for kristendommen bliver der sagt mange forskellige ting om Gud. Der er mange forskellige røster – mange forskellige ”profeter”, om I vil. Hvis I er i tvivl, så prøv bare at gå ned til tidsskriftholderen ved kordegnekontoret efter gudstjenesten, grib et nummer at Kristeligt Dagblad, og slå op på debatsiderne! Det fyger med uenigheder om både det ene og det andet og det tredje, så hvordan i alverden finder man ud af hvad der er sand kristendom? Det giver Jesus heldigvis en nøgle til i den evangelietekst vi hørte i dag: Vi kan skelne sande og falske profeter fra hinanden ved at se på deres frugter. Men andre ord: Hvilke resultater kommer der ud af at gøre som den pågældende ”profet” siger? Fører det til at mennesker bliver styrket i deres tro, får fred i hjertet og bliver fyldt af kærlighed til Gud og deres medmennesker? Eller fører det tværtimod til at mennesker fyldes af tvivl og anfægtelser, bliver usikre og selvcentrerede, og måske endda kommer ind i et usundt afhængighedsforhold af ”profeten”? Den slags kan man naturligvis sjældent bedømme på et øjeblik, men det er heldigvis heller ikke nødvendigt. Og hvis du møder en prædikant der siger at du er nødt til øjeblikkeligt at tage stilling til hvad han siger, og at der ikke er tid til at tænke og bede over det, så kan du roligt lade det ligge, for så er det tydeligt at den pågældende ikke bærer den frugt der hedder tålmodighed.

Det allervigtigste princip er dog kærligheden. Det bedste du kan gøre for at sikre dig at du står i sandheden, er at følge det bud som Jesus siger er det vigtigste af alle, nemlig at elske Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke, og elske din næste som dig selv.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2013
Tags: Matthæusevangeliet 7.15-21

Posted By admin on 14. august 2013

Kvinden med blødninger: Er det svært at tro?

Prædiken i Tingbjerg Kirke tirsdag den 11. juni 2013 kl. 19.00

Nikolaj Hartung Kjærby

Tekster: Hebr 11,1-6 og Mark 5,21-34

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.

I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.

I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.

Da Jesus var sejlet tilbage til den anden bred af søen, samlede der sig en stor skare om ham, mens han var nede ved søen. Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: ”Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.” Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.

Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: ”Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: ”Hvem rørte ved mit tøj?” Og hans disciple sagde til ham: ”Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?” Han så sig omkring for a se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde til hende: ”Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!”

(Derefter fortsætter Jesus til Jairus’ hus og opvækker hans datter fra de døde, men det er ikke hende vi skal tale om i dag, så vi slutter læsningen her).

”Jeg kan ikke tro. Jeg ville ønske jeg kunne, og jeg misunder virkelig jer der kan, men jeg mangler tilsyneladende ’det religiøse gen’.” Mon der er nogen af jer der nogensinde har hørt nogen sige sådan? Måske har du selv sagt det fra tid til anden. Eller måske har du nøjedes med at tænke det.

Vi kan nemlig meget nemt komme til at tænke at det er svært at tro. Måske har vi hørt beretninger om nogle af de store troshelte – om profeten Elias der udfordrede 850 afgudsprofeter til en duel om hvis gud der kunne sende ild fra himlen, om apostlen Peter der vækkede en død kvinde til live, eller om munken Poppo der omvendte Harald Blåtand ved at bære på glødende jern. I sandhed imponerende og ekstraordinære bedrifter, som vidner om en imponerende og ekstraordinær Gud. Men vi må ikke lade os forlede til at tro at troen er en imponerende og ekstraordinær bedrift. En af de mest centrale sandheder i det kristne evangelium er at vi ikke bliver frelst på grund af vores gerninger, men af Guds nåde, som vi modtager i tro. Frelsen har ikke noget at gøre med noget vi kan præstere. Som Paulus skriver til Efeserne: ”af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” Tro er altså det modsatte af gerninger. Tro er ikke noget man kan være stolt af. Hvis nogen er stolt af sin tro, så har han misforstået hvad tro er.

Det samme gælder den der siger: ”Jeg kan ikke tro; det er for svært.” Hvis du tænker sådan, så er det fordi du har misforstået hvad tro er, for tro er ikke svært. Måske har du ladet dig narre af mennesker der praler af deres tro – dem der påstår at mennesker der har en tilstrækkelig stærk tro, kan kendes på at de har masser af penge og aldrig er syge, eller at de kan forstå de mest indviklede teologiske problemstillinger. Tro har ikke noget med den slags ting at gøre. Tværtimod – tro er at opgive at kunne præstere noget som helst selv i forhold til Gud, og vælge at stole på Jesus i stedet.

Derfor synes jeg at kvinden med blødninger, som vi hørte om i læsningen fra Bibelen for lidt siden, er et smukt forbillede når det gælder om hvad tro er. Hun var nemlig aldeles ude af stand til at præstere noget som helst. For det første var hun syg og havde lidt frygteligt under det i 12 år. For det andet var hun fattig som en kirkerotte fordi hun havde brugt alle sine penge på læger der ikke havde kunnet hjælpe hende alligevel. For det tredje var hun den generte type som krøb langs med murene. Andre af de mennesker som vi hører at Jesus helbredte, råbte til ham på lang afstand, men det turde denne kvinde ikke. Hvis man var på udkig efter en til at gøre ”noget svært”, så var det nok ikke lige hende man ville tænke på. Hun kunne ikke ret meget. Men tro, det kunne hun godt. Jesus sagde jo til hende: ”Din tro har frelst dig.”

Så lad os kaste et nærmere blik på denne kvinde for at finde ud af hvad tro er. Hvad gjorde hun? Svaret er enkelt: Hun rørte ved Jesu tøj. Det var der tilsyneladende mange der gjorde den dag. Men denne kvinde gjorde det på en særlig måde, som fik Jesus til at spørge: ”Hvem rørte ved mit tøj?” Hun var nemlig sikker på at Jesus kunne gøre hende rask, blot ved at hun rørte hans tøj. Hendes berøring af Jesu kappe var en berøring i tro, og derfor førte den – i modsætning til alle de andre berøringer – til at der udgik en kraft fra ham. Så tro er ikke svært.

”Det er det da!” sidder du måske og tænker. For måske har du også prøvet i overført betydning at røre ved Jesu kappe i håb om at få hjælp når du har været syg eller på anden måde været i nød. Men den overbevisning som kvinden havde, om at hun naturligvis ville blive rask, blot hun kom i kontakt med Jesus, den var du ikke i stand til at mønstre. Og du blev da heller ikke rask.

Hvordan det kan være at Gud ikke altid helbreder når vi beder ham om det, er et stort og vanskeligt spørgsmål. Men jeg er bestemt ikke sikker på at der ikke var nogen tvivl i kvindens sind da hun rakte ud efter Jesu kappe. Overalt hvor der er tro, er der også tvivl; det vidner både Bibelen og al menneskelig erfaring om. Så den sande tro er ikke kendetegnet ved fravær af tvivl. Det det kommer an på, er om vi lader troen eller tvivlen være bestemmende for vores holdning og handling. Jesus siger et sted at den der har tro som et sennepsfrø, kan befale et bjerg at flytte sig, og det vil adlyde. Vi kan ikke vælge hvor stor en tro vi har, men vi kan vælge om vi vil handle på den tro vi har, uanset om den er stor eller lille.

Vi kan vælge at analysere vores tro og blive glade og stolte hvis den er stor, eller mismodige hvis den er lille, men det øjeblik vi gør det, holder troen op med at være tro. Der er nemlig det ved ægte tro at den aldrig beskæftiger sig med sig selv. Troen retter sig mod noget uden for sig selv, nemlig Gud. Troen er ikke en egenskab eller en kvalitet i os, som vi kan måle og veje, men en rettethed mod Gud.

Det er ikke svært at tro. Men det kræver mod. Alle kan vælge at tro, men det er ikke alle der tør. Kvinden med blødninger var nødt til at overvinde sin generthed og træde frem foran den store menneskemængde da Jesus udfordrede hende. Og eftersom troen består i at vi opgiver at stole på hvad vi selv kan præstere, er den pr. definition både skræmmende og ydmygende fordi den indebærer at vi giver slip på det vi ellers stoler på.

Jeg vil slutte af med at fortælle en lille anekdote om en vækkelsesprædikant som holdt en møderække i en lille by i Norge. Alle byens indbyggere kom for at høre ham og blev omvendt – på nær én, en ældre dame som boede i et lille hus. Den lokale præst var naturligvis ked af at der var et af hans sognebørn der ikke deltog i vækkelsen, så han fik ordnet det sådan at prædikanten fik lov at komme på besøg hos damen. Det viste sig at hun i virkeligheden enormt gerne ville tro, men hun KUNNE simpelt hen ikke. Sagde hun. Det var derfor hun ikke kom til vækkelsesmøderne, for hun kunne simpelt hen ikke holde ud at høre på at man skulle tro for at blive frelst, for hun ville så gerne frelses, men tro, det kunne hun ikke. ”Sikke da noget!” sagde vækkelsesprædikanten. ”Det må jeg lige hjem og tænke over. Må jeg komme igen i morgen?”

Det måtte han gerne, så dagen efter besøgte han igen kvinden, og han gav hende følgende besked: ”Jeg har talt med Gud om det, og han siger at han er villig til at gøre en undtagelse, sådan at du kan blive frelst uden at tro.” ”Er det virkelig rigtigt?” spurgte kvinden, grædende af glæde. Se, dét er ægte tro: at tage imod frelsen fra Gud i erkendelse af sin egen totale hjælpeløshed.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken ved aftengudstjeneste i Tingbjerg 11. juni 2013
Tags: Markusevangeliet 5.21-34

Posted By admin on 14. august 2013

Det store gæstebud: Gud holder fest for de fattige

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter trinitatis 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

En mand holder en fest og indbyder mange. Det er der ikke noget usædvanligt i. De kulørte blade der altid ligger i venteværelset hos lægen og frisøren, bruger jo halvdelen af deres spalteplads på at rapportere om hvilken kjole den og den kendis havde på til den og den fest. Og fænomenet er bestemt ikke nyt. Ganske vist har den teknologiske udvikling gjort det stadig lettere at mangfoldiggøre kulørte billeder af de fornemme gæster og deres kjoler, men selve det at holde fester og invitere en masse kendte mennesker har vist været en del af high society lige så længe som mennesker har haft overskud til at holde fester.

Også på Jesu tid var fester en væsentlig del af det sociale liv i såvel over- som underklasse, selvom de rige naturligvis havde råd til at holde både flere og fornemmere fester end den jævne befolkning havde. Dengang fandtes Billed-Bladet og Kig Ind og hvad de ellers hedder, som sagt ikke, men til gengæld foregik tingene i langt mere offentlighed end de gør i dag. På grund af det varme klima var husene ofte åbne, og det var ikke ualmindeligt at folk gik ind i hinandens huse for at se hvad der foregik. Især de riges huse blev tit besøgt af folk fra gaden – I kender måske historien om den prostituerede der dukkede op og gav sig til at salve Jesu fødder under et middagsselskab.

Når der på den måde ofte var tilskuere til festerne, måtte man naturligvis passe på hvem man omgikkes, for det havde stor betydning for ens omdømme – Jesus blev for eksempel kritiseret for at han spiste sammen med ”toldere og syndere”. Derfor sørgede man for at invitere dem man gerne ville ses sammen med, og det var en ære hvis de kom – og det er vist i virkeligheden ikke så meget anderledes i dag, uanset om man hører til jetsettet hvis fester bliver dækket af pressen, eller om man er en helt almindelig dødelig. Det at få styrket sit image ved at blive set sammen med de rigtige mennesker, var dog ikke det eneste formål med at invitere bestemte mennesker til sine fester; det gjaldt også om at knytte nogle kontakter som man kunne drage fordel af hvis man kom i problemer. Personer som havde lav status i samfundet, og som ikke kunne bidrage med noget hvis man kom i vanskeligheder, var der derimod ikke ret mange der havde nogen interesse i at invitere.

Og så var der naturligvis de mennesker som havde allerhøjest status i samfundet, og som derfor ikke kunne invitere nogen med endnu højere status. Det gjaldt for eksempel kongefamilien og deres højtstående embedsfolk. Når de inviterede til fest, var det en ære at blive inviteret, og det var en alvorlig fornærmelse mod den der havde inviteret, hvis man sagde nej. Alligevel valgte kongen som regel at invitere rigets mægtigste mænd, for selvom han selv var den fornemste i samfundet, havde han brug for alliancer for at konsolidere sin magt, så derfor inviterede han de mennesker der ville have magt til at gøre oprør mod ham hvis det skulle komme til det, og som omvendt ville have magt til at nedkæmpe et oprør hvis de tog kongens side.

Vi ved at Jesus ved en anden lejlighed fortalte en lidt anderledes udgave af den lignelse vi lige har hørt, hvor manden der inviterede, var en konge, og den fest han inviterede til, var hans søns bryllup – den historie står i Matthæusevangeliet. Men i den udgave som Lukas har valgt at skrive ned, fortæller Jesus altså ikke noget om mandens sociale status, eller om hvad der var anledningen til festmåltidet. Men hvorom alting er, så bliver manden altså udsat for den grove fornærmelse at de indbudte alligevel ikke vil prioritere at komme til hans fest. Men det får ham ikke til at give op – han inviterer bare nogle andre i stedet. Og hvilke andre! Først inviterer han alle dem som ellers aldrig blev indbudt til nogen fester, nemlig de fattige, vanføre, blinde og lamme. Og da der stadig er flere ledige pladser, sender værten sine tjenere uden for byen for at samle revl og krat så hans hus kan blive fyldt. Det bliver klart at det vigtigste for ham ikke er at knytte alliancer med strategiske personer, men at give sine gæster en god oplevelse, uanset hvem de er.

Historien er som sagt en lignelse. Det betyder at dens formål er at lære os noget om Gud. Og tolkningen er ret oplagt, især i lyset af den profeti fra Esajas’ Bog som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, nemlig at den mand der holder festen, er Gud, og at festen er det evige liv i Guds rige. Den første invitation som blev sendt ud, må så være Det Gamle Testamente med Moseloven og profeterne, som forudsagde Messias’ komme, og de mænd der oprindeligt blev inviteret, må være de skriftkloge og de øvrige fromme jøder. Da Jesus kom og bekendtgjorde at nu begyndte festen, ville de imidlertid ikke være med alligevel, hvorimod mennesker der ikke hørte til det gode religiøse selskab, flokkedes om ham. De ”fattige, vanføre, blinde og lamme” må altså være de ”toldere og syndere” som tog imod Jesus – foruden alle de mennesker der rent bogstaveligt var fattige og syge, hvilket jøderne anså for at være et tegn på Guds straf over et syndigt liv. Og de yderligere mennesker som mandens tjenere bliver bedt om at samle sammen på vejene og langs gærderne, må være alle os der ikke er jøder, men som alligevel har fået lov til at blive en del af Guds folk. På den måde fortæller lignelsen os noget vigtigt om Gud, nemlig at han ikke kun er de fromme og vellykkedes Gud, men at han også har en åben dør for de mislykkede, de der har forspildt deres liv, og alle dem som de andre af den ene eller anden grund ikke vil lege med.

Men lignelsen fortæller os ikke kun noget om Gud; den fortæller os også noget om hvordan vi selv bør leve. For når selveste Gud ikke udviser personsanseelse, men er villig til at kalde alle mennesker for sine børn, hvordan skulle vi der kalder os hans folk, så kunne gøre forskel på folk? Derfor kan vi også passende læse lignelsen mere bogstaveligt som en formaning om hvordan vi selv bør forholde os når vi holder fester. Gud holder fest for de fattige, så det bør vi naturligvis også gøre. Som vi hørte at apostlen Johannes skrev: ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” Og her er altså ikke kun tale om vores biologiske brødre, men om vores søskende i Guds familie. Det betyder i første omgang andre kristne, men eftersom Jesus er død for alle menneskers skyld, må det også omfatte dem der ikke har lært ham at kende endnu, og endda dem der har afvist ham – vi skylder at omgås alle mennesker med Guds kærlighed, for han har jo skabt dem til at være hans børn! Vi kan naturligvis ikke hjælpe alle der lider nød, men som de af jer der var her i søndags, hørte Bettina sige i sin prædiken, så må vi ikke lukke vores hjerte for nogen. Og et i sandhed åbent hjerte må nødvendigvis føre til en temmelig åben tegnebog, i det omfang vores økonomi tillader. Så konkrete og praktiske konsekvenser må kristendommen nødvendigvis have!

Et, synes jeg, meget inspirerende eksempel på at Guds rige kom til et synligt, konkret udtryk her på jordet, stammer fra USA’s femtestørste by, Philadelphia, hvis navn betyder ”broderlig kærlighed”. Som i de fleste andre storbyer er der en hel del hjemløse i Philadelphia, og et af deres foretrukne tilholdssteder er byens rådhusplads, der – i tråd med byens navn – går under navnet Love Park. Det er naturligvis ikke alle der er lige begejstrede for at skulle se på hjemløse mennesker når de færdes på en af byens dyreste pladser, så derfor overvejede bystyret hvad de kunne gøre. Da de fandt ud af at der var en gruppe kristne der jævnligt delte mad ud til de hjemløse på pladsen (ligesom flere kristne grupper gør i København), fik de så den geniale idé at gøre det ulovligt at indtage mad i Love Park – efter tidligere at have forbudt overnatning og tiggeri på pladsen. I USA kan de enkelte byer nemlig, i modsætning til her i Danmark, lave deres egne love. Og forud for den lov der forbød spisning i Love Park, havde de vedtaget love der forbød tiggeri og overnatning.

Hvad gjorde de kristne så? Jo, de valgte at afholde en friluftsgudstjeneste på pladsen! I gudstjenesten indgik der nadver – men hvad er nadver, ret beset? Jeg ved godt at den bette oblat og den lille sjat vin eller druesaft som man bruger i de fleste kirker, inklusive her hos os, ikke er noget der fylder særlig meget i maven, men det ændrer ikke på at nadveren er et måltid – oven i købet et festmåltid! Det er et måltid hvor vi fejrer at vi hører sammen med Jesus – ja, det er en fest som Jesus har inviteret os med til forat vise både os og alverden at han ikke er bleg for at blive set sammen med os, selvom vi absolut intet har at byde på, men alle som en åndeligt set er fattige, vanføre, blinde og lamme. Og så er nadveren en forsmag på det himmelske festmåltid med fede retter og lagret vin der venter os når Jesus vender tilbage til jorden for at oprette Guds rige i al dets vælde.

På den baggrund, hvad var så mere nærliggende for de kristne i Philadelphia end at lave et rigtigt festmåltid ud af nadveren? De inviterede alle de hjemløse til gudstjenesten, og så bestilte de ellers en ordentlig bunke pizzaer så alle kunne spise sig mætte. Selv hvis de have holdt sig til oblater, ville det teknisk set have været ulovligt, så en nadver bestående af pizzaer til alle var naturligvis en klokkeklar lovovertrædelse. Politiet dukkede da også op, men eftersom der var tale om en gudstjeneste med præster i fuld ornat fra flere forskellige kirkesamfund, turde de ikke foretage sig noget, og da slet ikke under den hellige nadver.

Nu sidder der måske nogle af jer og tænker at det da er at misbruge nadveren til sjov og ballade. Men tro mig, der er ikke meget ”sjov og ballade” over at være hjemløs, og da slet ikke i en by hvor bystyret har gjort det ulovligt at sove på gaden, men uden at tilbyde nogen alternativer. Og at gøre nadveren til et fest- og fællesskabsmåltid er som sagt ikke at gøre grin med den, for et fest- og fællesskabsmåltid er netop hvad nadveren er!

Nå, de kristne gentog gudstjenesten i Love Park uge efter uge, og ofte lod de den fortsætte indtil mørket faldt på, hvorefter de overnattede på pladsen i solidaritet med de hjemløse der ikke havde noget andet sted at sove. Og til sidst slap politiets tålmodighed op, og de arresterede alle de tilstedeværende og stillede dem for en dommer. En af de kristne der blev arresteret, var i øvrigt Shane Claiborne, som var hovedtaler på Danske Kirkedage i Viborg for 3 år siden, og til retssagen valgte han at bære en t-shirt med påskriften ”Jesus var hjemløs”. Det vakte dommerens undren, og han spurgte: ”Var Jesus virkelig hjemløs?” Shane Claiborne svarede ved at citere Jesu ord i Matthæusevangeliet kapitel 8 vers 20: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.” Det endte med at dommeren erklærede den lov som de kristne var blevet sigtet efter, for forfatningsstridig, hvilket naturligvis førte til at de alle sammen blev pure frifundet. Det var tilbage i år 2000 at dette foregik. Men Philadelphias bystyre har ikke opgivet kampen mod de kristne der deler mad ud til de hjemløse: Sidste år vedtog de en lov som pålægger alle der vil servere mad udendørs for mere end 3 personer, skal indhente tilladelse et år i forvejen med specificering af menuen, og at de der serverer, skal have gennemgået et kursus i fødevaresikkerhed. Borgmesteren lagde ikke skjul på at formålet med loven var at komme bespisning af de hjemløse til livs. Det bliver spændende hvad kirkernes svar bliver!

Og det bliver spændende hvad dit og mit svar hver dag bliver på Guds invitation om at komme til fest hos ham – om vi erkender at vi er fattige, vanføre, blinde og lamme, eller om vi i selvtilstrækkelighed takker nej så vi ender med at gå glip af festen.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2013
Tags: Lukasevangeliet 14.16-24

Posted By admin on 14. august 2013

Helligåndens komme: Er Gud egoist?

Prædiken i Husum Kirke pinsedag 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

For et par uger siden blev årets konfirmationer her i Husum Kirke overstået. Det var som altid nogle festlige og dejlige gudstjenester som gør det helt svært at tro på at det at skulle undervise konfirmander faktisk er noget af det som mange nye præster frygter allermest! Jeg havde det nu lige omvendt – for mig var det noget af det jeg glædede mig allermest til. Og jeg synes stadig at kontakten med teenagere er et af de største privilegier ved mit job. En af gevinsterne er at man konstant bliver udfordret på sin vanetænkning fordi de unge stiller spørgsmålstegn ved alting og er i stand til at se tingene fra nogle andre vinkler end dem som vi andre har vænnet os til. Og tag ikke fejl – det kan godt være at nogle teenagere umiddelbart kan give det indtryk at der er ”lukket på grund af ombygning”, men som oftest fungerer ”harddisken” altså ganske upåklageligt.

Forleden var der for eksempel en af de unge i DOK (DOK er Husum og Husumvold Kirkers ungdomsklub; det står for ”Den Overnaturlige Klub”) der stillede mig det udmærkede spørgsmål: ”Hvorfor i alverden har Gud skabt så mange stjerner og planeter når mennesker alligevel ikke ville kunne leve på særlig mange af dem, og vi sandsynligvis aldrig vil komme til at besøge nogen af dem?” Virkelig godt spørgsmål fra en 14-årig pige, synes jeg – jeg ved ikke hvor mange voksne der nogensinde har tænkt så langt! Men som den gode præst jeg selv synes jeg er, havde jeg naturligvis et gennemtænkt teologisk svar parat: ”Hvem siger at det er os mennesker der er universets centrum?” svarede jeg. ”Hvem siger at det er for vores skyld at alting er skabt?” ”For hvis skyld skulle det ellers være?” replicerede den kvikke pige. ”Jeg tror at Gud først og fremmest har skabt universet for sin egen skyld, fordi han havde lyst til det,” svarede den kloge præst med ansigtet lagt i de frommeste folder han kunne finde. Men så kom knockout-stødet fra pigen: ”Jamen så er Gud jo egoistisk! Du plejer ellers at sige at han er kærlighed!” Touché!

Det er faktisk slet ikke så sjældent at jeg møder det synspunkt at Gud er egoistisk. Og en af de beretninger der ofte får folk til at sige det, er den som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, om Babelstårnet. For var det ikke magtmisbrug fra Guds side sådan at sabotere menneskenes projekt? Var det ikke udtryk for ren egoisme fra hans side at han ikke ville have at menneskene byggede et tårn helt op til himlen? Og er det ikke udtryk for narcissisme af værste skuffe når han i De 10 Bud forbyder at man tilbeder andre end ham, og tilmed truer med at man havner i Helvede hvis man vælger en anden gud?

Alle de spørgsmål er meget naturlige, men de er alligevel udtryk for at vi ikke har forstået hvordan Gud er. Ikke at der er noget at sige til det – tværtimod vil jeg sige at hvis der kommer et menneske og siger til dig at nu har han fuldt ud forstået hvordan Gud er, så skal du ikke tro på ham, for det er ikke menneskeligt muligt at forstå Gud fuldt ud. Vi er jo begrænsede, hvorimod Gud er ubegrænset. Det fortælles om kirkefaderen Augustin at han engang gik langs en strand og grublede over Treenighedens mysterium. Bedst som han gik der, fik han øje på en lille dreng der gik frem og tilbage med en muslingeskal i hånden mellem havet og et hul som han havde gravet i sandet. ”Hvad laver du?” spurgte Augustin ham. ”Jeg er ved at flytte havet over i det hul jeg har gravet!” svarede drengen glad. ”Hvor er du naiv!” lo Augustin. ”Tror du virkelig at det lille hul som du har gravet, kan rumme det store hav?” I det samme blev drengen forvandlet til en mægtig engel som rejste sig foran Augustin og sagde: ”Hvor er du naiv! Tror du virkelig at dit lille hoved kan rumme den hellige treenigheds mysterium?”

Nej, vi kan ikke fuldt ud forstå Gud – det er derfor vi er henvist til at tro på hans ord. Og om vi vælger at gøre det, må naturligvis komme an på om vi har indtryk af at han er en type som man kan stole på. Så du kan jo tænke på det du har hørt om Jesus, om de ting han gjorde og sagde, og overveje om han virker tillidvækkende.

Og Jesus siger altså at kærlighed er selve essensen af Guds væsen. Det siger han en række forskellige steder og med forskelligt ordvalg, og i det stykke vi har hørt i dag, fremgår det af det svar han giver da Judas spørger hvorfor han ikke bare giver sig til kende for hele verden. (I øvrigt et meget relevant spørgsmål – Judas har tilsyneladende været lige så kvik som en teenager!). Jesus svarer at grunden til det er at kærlighed er nødvendigt hvis man skal kunne holde fast ved hans ord. Hvis man ikke elsker Gud, så kan man ikke begribe hvem Jesus er, uanset hvor klart han giver sig til kende. Men hvis man lever i kærlighed til Gud og sine medmennesker, så vil man opleve at Jesus giver sig til kende for en. Som forfatteren til det evangelium vi har hørt fra i dag, nemlig apostlen Johannes, skriver i sit første brev: ”Kærligheden er af Gud, og en hver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” [4,7b-8]

Men tilbage til Babelstårnet. Hvordan kan man på nogen måde hævde at Gud handlede kærligt og ikke egoistisk da han forvirrede menneskenes sprog og forhindrede dem i at bygge et tårn op til himlen? Var det ikke bare fordi han ikke kunne tåle at nogen udfordrede hans position?

Lad os overveje hvad konsekvensen ville være blevet hvis Gud ikke havde grebet ind, og det rent faktisk var lykkedes den samlede menneskehed at bygge et tårn helt op til himlen. For at overveje det er vi først nødt til at gøre os klart at ”et tårn der når op til himlen” ikke betyder at tårnet sådan rent fysisk skulle nå op til Guds bolig – det ville jo være umuligt og ville ikke have kaldt på andet end et skuldertræk fra Guds side. Snarere har tårnet været det man kalder en ziggurat, altså en slags tempel formet som en kæmpe trinpyramide. Man ved fra arkæologien at mange af de ziggurater der lå i Mesopotamien, havde navne der betød ting som ”Porten til Himlen” eller ”Forbindelsen mellem himmel og jord”, og det svarer jo meget godt til det som teksten siger om at tårnet skulle nå op til himlen. Man ved endvidere fra arkæologien at zigguraterne var centre for afgudsdyrkelse. Hver bystat havde sine egne guder som var en form for personifikationer af byen, og som til tider endda hed næsten det samme som byen – Susas gud hed for eksempel Inshushinak, og Assurs gud hed Ashur. Når de forskellige folk tilbad deres gud, var det altså i en vis forstand sig selv og deres eget folk de tilbad. Var det nu lykkedes den forenede menneskehed at bygge deres super-ziggurat i Sinear, hvem havde deres gud så været? Ja, det er ikke til at vide hvilket navn de ville have valgt, men guden ville nok have været en personifikation af menneskeheden. Det vidner deres formålserklæring med at bygge tårnet også om: ”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn”. Byggeprojektet lå altså i direkte forlængelse af det ønske der fik Adam og Eva til at spise af frugten i Paradisets have: Ønsket om selv at blive som Gud.

Men igen: Er det ikke småligt af Gud at han vil have æren og tilbedelsen for sig selv? Er det ikke egoistisk af ham at han for enhver pris vil holde mennesket væk fra sin trone? Eller sagt på en anden måde: Kan det ikke være ligegyldigt om vi kalder det vi tilbeder, for Gud eller Allah eller Odin eller Ashur?

For at tage det sidste spørgsmål først: I princippet er det ikke afgørende hvilket navn vi bruger om Gud, især hvis vi ikke ved hvad navnet betyder. Ganske vist vil jeg bestemt ikke anbefale at vi begynder at sige ”Kære Odin” når vi beder, for navnet Odin er nu engang i vores kultur uløseligt forbundet med visse karaktertræk der langt fra alle harmonerer med den måde Bibelen beskriver Jesu Kristi Fader på, men omvendt er det bestemt heller ikke sådan at vi er på sikker grund hvis bare vi bruger det rigtige navn. Tag for eksempel navnet Allah, som kristne arabere har brugt om Gud længe før der var noget der hed islam. Men blot fordi muslimerne bruger det samme navn, betyder ikke at det de tilbeder, stemmer overens med Guds væsen. Og blot fordi en vesterlænding hævder at han gør noget i ”Guds” eller ”God’s” eller ”Dios’” navn, er det ingen garanti for at Bibelens Gud står inde for det. Det afhænger alt sammen af om det vi tilbeder, har de samme egenskaber som Bibelen fortæller os at den sande Gud har. Det er nemlig sådan at vi uundgåeligt kommer til at ligne det vi tilbeder. Tilbeder vi en gud der står for magtsyge, hovmod og selvhævdelse, så vil vores liv komme til at blive præget af magtsyge, hovmod og selvhævdelse, og jeg behøver vel ikke at bruge ret mange ord på at overbevise jer om at det ikke bliver noget lykkeligt liv man får på den måde – og ens omgivelser gør i hvert fald slet ikke! Tilbeder vi derimod en gud der står for kærlighed, ydmyghed og selvopofrelse, så vil vores liv komme til at blive præget af de ting. Det lyder måske heller ikke umiddelbart som det fedeste liv, hvilket måske er grunden til at en mand som Nietzsche brugte faktisk det meste af sit forfatterskab på i voldsomme vendinger at argumentere for at man hellere burde dyrke magtguden frem for ydmyghedsguden. Og jeg må indrømme at det ville være vanskeligt at finde nogen gangbare argumenter mod Nietzsche, hvis det ikke var for en enkelt lille detalje, nemlig den at ydmyghedsguden findes i virkeligheden og har al magt! Det demonstrerede han i særklasse påskemorgen hvor Jesus opstod fra de døde efter at have udsat sig selv for den totale ydmygelse i kærlighedens navn. Dér blev det tydeligere end noget andet sted demonstreret at kærligheden er den stærkeste magt der findes; at Guds svaghed er stærkere end menneskers styrke. Det strider imod vores umiddelbare måde at tænke på, for verden har opdraget os til at tænke at det gælder om at hævde sig på andres bekostning; at enhver er sig selv nærmest, og Fanden tager de sidste. Det er også derfor vi har svært ved at tro at Gud kan have haft andre motiver end egoisme for at forpurre det babelske byggeprojekt, for vi tænker at han også er en del af rotteræset.

Men kære venner: Gud har al magt. Om så hele menneskeheden forenede deres kræfter, ville vi ikke kunne støde Gud ned fra tronen. Gud er Gud, om alle mand var døde. Babelstårnet var ikke nogen trussel mod ham. Når han forvirrede sprogene, var det altså ikke for at redde sig selv – det var for at redde os! Det var or at redde os mennesker fra en totalitær verdensreligion hvor magt er Gud, og de stærke lever af at hylde sig selv. Ved at forvirre sprogene fik Gud demonstreret at der er en magt som er stærkere end det stærke, selvhyldende menneske, i håb om at vi mennesker ville søge at lære den magt at kende; den kærlighedens magt som er større end de magtguder vi selv kan tænke os til. Da apostlen Paulus flere tusinde år senere besøgte en anden bystat der ligesom Assur delte navn med sin nationalgud, nemlig Athen, så han et tegn på den søgen i form af et alter med indskriften ”For en ukendt gud”, og han sagde til byens indbyggere at Gud ”har skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.” [ApG 17,26-27] Men Gud var også godt klar over at vi aldrig ville kunne lære ham at kende som vores kærlige far blot ved at famle os frem i mørket. Derfor sendte han profeterne, og til sidst sendte han sin søn som gennem sit liv, sin død og sin opstandelse demonstrerede hvordan den sande Gud er, og kaldte os til at tilbede ham med hele vores liv. Alle de små babelstårne som vi har bygget ved at gøre os selv til centrum for vores liv, at bygge vores eget magtrige i stedet for at bygge Guds kærlighedsrige, dem tog Jesus på sig så de blev revet ned da han døde på korset. Giver vi vores liv til ham, så kommer hans død til at gælde for os, og vi bliver befriet for vores babelstårne og i stedet gjort til en del af Guds rige – et rige hvor det er ydmyghed, selvopofrelse og kærlighed der er i centrum. Og et af de første synlige tegn på det rige var den midlertidige ophævelse af den babelske sprogforvirring der fandt sted på den første pinsedag da mennesker fra en mængde forskellige folkeslag pludselig hørte disciplene fortælle om de store ting Gud har gjort, på deres egne modersmål. Ligesom Gud som en nødforanstaltning måtte dele menneskeheden op i forskellige folkeslag for at forhindre dem i at bygge et alt for stort magtrige, sådan nedbryder han nu barrierne igen og samler sig nu et folk fra alle folkeslag til et forenet kærlighedsrige, sådan som det oprindelig var hans plan. Og hvor vi før havde travlt med at bygge hver vores babelstårn op til himlen, sætter Helligånden os nu i gang med at bygge Babylons modsætning, nemlig Guds nye Jerusalem, der står i himlen og rækker helt ned på jorden. Retningen er altså ikke længere opad mod selvhævdelse og hovmod, men nedad mod ydmyghed og selvopofrelse.

Hvilket af de to byggeprojekter er du i færd med i dit liv – Babelstårnet eller det nye Jerusalem?

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til pinsedag 2013
Tags: Johannesevangeliet 14.22-31

Posted By admin on 14. august 2013

Jesu bortgang: Bær Jesu jødestjerne

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter påske 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

”Carpe diem” var et meget populært udtryk i mine teenageår. Det er latin og betyder ”grib dagen”. Udtrykket stammer fra et over 2000 år gammelt digt af den romerske digter Horats, men dets popularitet i slutfirserne og starthalvfemserne skyldtes at det bliver brugt i filmen ”Døde poeters klub”, hvor Robin Williams spiller en meget uortodoks engelsklærer ved navn John Keating, der bliver ansat på en meget konservativ kostskole i 1950’erne. Han bliver hurtigt meget populær hos sine elever, og inspireret af ham begynder de at gøre oprør mod skolens stive konventioner og at følge deres hjerte i stedet for blot at gøre hvad det traditionelle og autoritære system forventer af dem. På den måde pådrager drengene sig både skolens og deres forældres vrede, og Keating bliver stadig mere upopulær hos skolens ledelse. Da en af drengene, Neil, rager så meget uklar med sin far at faren indrullerer ham på et militærakademi, vælger Neil at begå selvmord. Det fører til et større rivegilde på skolen, hvor en af drengene vælger at skyde al skylden på Keating for at redde sit eget skind – en udlægning som ledelsen derefter tvinger alle drengene til at skrive under på. Keating bliver fyret, og skolens rektor overtager selv undervisningen af de ulykkelige drenge. Filmen slutter med at en slukøret Keating lister ind i klasselokalet for at hente sine ting, mens rektor er i gang med at undervise drengene. Pludselig er der en af de mest generte af drengene, Todd, der stiller sig op på sin skrivepult og hilser Keating med det litterære hyldestråb ”O captain! My captain!”, som han har lært dem. Rektor truer Todd med at han bliver smidt ud af skolen hvis ikke han straks sætter sig ned, men Todd bliver stående, og snart efter stiller en række af de andre drenge sig en efter en op på deres pulte idet de ignorerer rektors trusler. De kan naturligvis ikke hindre fyringen, men deres hilsen betyder at Keating ikke forlader skolen som en slagen mand, men med rank ryg og med bevægelsens tårer i øjnene, idet han med brudt stemme får fremstammet: ”Thank you, boys!”

Filmen illustrerer det klassiske dilemma mellem loyalitet og sanddruhed på den ene side og fejhed og bekvemmelighed på den anden side, som er tematiseret i et utal af film, romaner, operaer og lignende. Samtidig kan jeg som kristen ikke undgå at se nogle paralleller til Jesus i læreren fra ”Døde poeters klub”. Dels er de fælles om initialerne JK, men det er nok en tilfældighed, for på engelsk staves Kristus jo med C. Tydeligere er de ligheder at mesteren forrådes af sine disciple, og at alle de øvrige disciple fejt vender ham ryggen da han bliver straffet så de kan gå fri, men ender med på ny at hylde ham som deres ”herre” trods truslerne fra de myndigheder der ville ham til livs. Parallellen har sine begrænsninger, for selvom John Keating er helten i filmen, bliver han bestemt ikke fremstillet som fejlfri – hvilket i øvrigt også ville have gjort filmen en hel del ringere. Men den vigtigste parallel forbliver, og det er at vi der vil følge Jesus, konstant står i dilemmaet mellem loyalitet og bekvemmelighed.

På de første kristnes tid var det nok tydeligere end det er i dag. Et af de første eksempler var Peters fornægtelse den nat Jesus blev arresteret, men efterhånden som kristenforfølgelserne bredte sig i Romerriget, var det nok de færreste kristne der ikke stødte på fristelsen til at fornægte Jesu navn for at undgå at miste deres ære, deres ejendom, deres hjem, deres job – ja, måske endda deres liv. Og som jeg aldrig bliver træt af at minde om i mine prædikener, er det stadig virkeligheden for de kristne i en række muslimske lande, og ikke mindst i Nordkorea. Her i Danmark er virkeligheden derimod tilsyneladende en anden. Vi har virkelig vundet i lotteriet og fået det bedste fra begge verdener: Vi kan nyde godt af kristendommen uden at komme i konflikt med verden, og vi kan nyde godt af verden uden at komme i konflikt med kristendommen. Hvor heldig har man lov at være!

Jeg er ked af at sige det, men svaret på det spørgsmål er: Ikke så heldig! At vi bor i et land hvor vi ustraffet kan samles til gudstjeneste i fuld offentlighed, bør vi naturligvis med rette være taknemmelige over, og alle de kulturelle goder vi kan nyde godt af uden at komme i konflikt med Guds bud, skal vi nyde og takke Gud for. Men vi må ikke lade os forlede til at tro at verdens rige og Guds rige er det samme, for det er ikke det samme, uanset hvor ”kristent” et land vi bor i! Vi må ikke tro at vi kan have et ”dobbelt statsborgerskab” hvor vi sværger fuld troskab til både Gud og verden, for ingen kan tjene to herrer! Ugandas ambassadør i Danmark skal naturligvis i videst muligt omfang rette sig efter den danske lovgivning, men i en konfliktsituation må der ikke herske den fjerneste tvivl i hans sind om at Uganda, ikke Danmark, er den stat han tjener. På samme måde skal vi kristne se på os selv som Guds riges ambassadører i verden.

Uganda og Danmark står så vidt jeg ved på ganske venskabelig fod med hinanden, og det er næppe sandsynligt at der inden for en overskuelig fremtid vil udbryde nogen alvorlig konflikt mellem de to stater. Anderledes er det imidlertid med Guds rige og verdens rige: De to riger ligger i krig med hinanden – det har de gjort siden syndefaldet, og det vil de gøre indtil Jesu genkomst.

Inden I misforstår mig eller tror jeg er skør, må jeg hellere skynde mig at slå fast at når jeg siger ”verden”, så mener jeg ikke Helle Thorning og Lars Løkke og Barack Obama, og ikke engang Kim Jong-Un. Selvom mange af os sikkert er rygende uenige med i hvert fald én og sikkert også flere af disse politiske ledere, så er de kun mennesker. De tre førstnævnte er endda døbt og tilhører en kristen kirke og er dermed i princippet en del af Guds rige! Nej, som Paulus skriver i Efeserbrevet, så står vores kamp ikke mod kød og blod.

Det er heller ikke denne verdens politiske systemer som sådan der er fjenden, sådan som Jehovas Vidner hævder og af samme grund afholder sig fra at stemme ved valg. Tværtimod: Netop fordi vi lever i en syndig verden, har vi brug for at der er en øvrighed som kan beskytte de svage mod overgreb, og den opgave udfører øvrigheden faktisk på Guds vegne, skriver Paulus et sted.

Nej, når jeg siger at vi ikke må tro at vi kan være fuldgyldige borgere i både Guds og verdens rige, så mener jeg at der er en ond åndsmagt løs i verden som er fjendtligt indstillet over for Guds rige, over for Jesus og alle som tilhører ham. Den åndsmagt virker i menneskers hjerter og sind, og derfor gør den sig gældende overalt hvor der er mennesker – lige fra legepladsen i børnehaven til ministerkontorerne på Christiansborg. Og inden i os selv, ikke at forglemme! Derfor er det en alvorlig misforståelse hvis vi tror at vi uden videre kan sætte lighedstegn mellem danske værdier og kristne værdier. Og derfor vil vi uundgåeligt møde modstand når vi gør Guds vilje – fra vores egen magelighed, egoisme eller frygt, fra andre mennesker som føler sig truet, eller som synes vi er skøre, og undertiden måske endog fra love og myndigheder der ikke er gearede til Guds riges værdier.

På hvilke måder kan loyalitet mod Jesus da føre til modstand her i Danmark? Tja, noget af det første jeg kommer til at tænke på, er vores vestlige ”enhver hytter sig selv”-mentalitet. Vi har ganske vist tradition for her i Danmark at mennesker der er i nød, skal hjælpes, både via vores skattekroner i form af velfærdsydelser og u-landsbistand, og ved at vi giver penge til velgørende organisationer. Men der skal være måde med tingene! Først og fremmest skal vi tænke på os selv, og vi skal opretholde en vis levestandard. Forestil jer at en familie tog det drastiske skridt at sælge deres bil og give pengene til nødlidende mennesker i ind- eller udland. Mange ville sikkert tage hatten af og rose dem for deres usædvanlige næstekærlighed, men lur mig om ikke også der ville være dem der rystede overbærende på hovedet eller ligefrem bebrejdede dem deres tossegodhed. Eller forestil jer at en familie tilbød en hjemløs eller en flygtning at han kunne flytte ind og bo hos dem. Eller at en ung pige der blev uønsket gravid efter et one-night-stand, valgte at droppe sine karriereplaner og sit glade ungdomsliv for at gennemføre graviditeten og beholde barnet – en sådan uklædelig mangel på egoisme er bestemt ikke lige velset alle steder i vores samfund! Eller endnu værre: Tænk hvis et ungt menneske valgte at se bort fra samfundets forventninger om at man skal gøre karriere, og i stedet slog sig ned i Calcuttas slum sammen med de nonner der viderefører den nu afdøde Moder Teresas arbejde, eller i et lignende arbejde andetsteds i verden – måske blandt romaer i Rumænien, Ungarn eller Helsingør?

Apropos romaer, så er der en række grupper der er uglesete i vores samfund, med eller uden egen skyld. Foruden romaerne kunne man nævne narkomaner, alkoholikere, straffefanger, psykisk syge, og efterhånden vel også arbejdsløse. Netop de grupper som samfundet ser ned på, er nok den bedste illustration af kløften mellem Guds rige og verdens rige. For hvordan var Jesus over for de mennesker som der – med rette eller urette – blev set ned på i hans samtid, så som toldere, fiskere, prostituerede og samaritanere? Det var netop de mennesker han gjorde allermest ud af at opsøge og tilbyde fællesskab! Det førte til at han selv blev udsat for hån og spot – han blev kaldt en ”frådser og dranker”. Og det endte med at han blev udsat for den mest vanærende død man kendte til, nemlig at blive korsfæstet uden for byens mure, der hvor man slæbte affaldet ud.

Og hvordan skal vi så forholde os til det? Tja, Hebræerbrevets forfatter er ikke i tvivl: ”Lad os da gå ud til ham uden for lejren og bære hans forhånelse”. Vi må lade Jesu kærlighed diktere vores handlinger og vores prioriteter uden at skele til hvad andre mennesker vil tænke. Og vi må række ud til dem som andre ser ned på – ikke ved at give dem almisser og føre dem ind i et afhængighedsforhold af os, men ved at anerkende dem som ligeværdige mennesker og hjælpe dem på en respektfuld måde. Til tider kan ”hjælpen” ganske enkelt bestå i at vi ikke skammer os over at blive set sammen med dem, heller ikke selvom det måske kan forlede nogle til at tro at vi selv er iblandt dem. Jesus blev jo trods alt selv kaldt ”frådser og dranker”. Jeg har selv haft den ære at blive taget for at være en af beboerne engang jeg besøgte en ven der bor på et psykiatrisk botilbud, samt at blive kaldt alt lige fra fundamentalist til frafalden samt venstrefløjsekstremist, middelalderlig mørkemand, kulturradikal, tåbe, bøsserøv, homofob, racist, naivist, og forleden sågar Justin Bieber-fan (og det var bestemt ikke venligt ment!). Jeg skal bestemt ikke udelukke at nogle af de skældsord snarere skyldtes at jeg optrådte uklogt end at jeg udviste Jesu sindelag, men det står i hvert fald fast at hvis nogen håner os fordi vi har handlet næstekærligt eller vist solidaritet med nogen som verden foragter, så bør vi tage det som en kæmpe kompliment, for det er Jesu forhånelse vi bærer! Vi lever trods alt i den tid som Jesus forudsagde i den evangelietekst vi hørte i dag – den korte tid hvor vi ikke ser Jesus, og hvor vores vilkår er at græde og klage selvom verden glæder sig. Men lad os endelig ikke glemme at vi alligevel har fat i den lange ende, for Jesus har lovet at vores sorg vil blive vendt til glæde. I Lukasevangeliet [6,21b-23.26] siger han endda: ”Salige er I, som græder nu, fr I skal le. Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne. Men … ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter.” Så lad os i overført betydning tage den gule jødestjerne på – den stjerne der markerer vores tilhørsforhold til jøden Jesus. Og når verden kræver af os at vi skal rette ind og følge dens normer, så lad os stille os op på vores skrivepulte og af vores lungers fulde kraft råbe: ”O captain! My captain!”

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter påske 2013
Tags: Johannesevangeliet 16.16-22