Prædiken til 11. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 14. august 2013
Farisæeren og tolderen: Han gik hjem som retfærdig
Prædiken i Husum Kirke 11. søndag efter trinitatis 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
Der findes mennesker som for alt i verden ikke vil være til besvær, og som netop derfor ender med at være til en masse besvær. C.S. Lewis giver et herligt eksempel i sin bog ”Fra helvedes blækhus”, hvor en dame bliver inviteret til fornemt kaffebord, men hun er så beskeden at hun beder om bare at få et stykke ristet brød. Da hun insisterer, må værtsfolkene til sidst rejse sig fra bordet og give sig til at riste brød, mens de brænder inde med den fine kage de har bagt. Hvis det var fordi damen ikke kunne lide eller ikke kunne tåle kage eller var på slankekur eller lignende, ville det naturligvis have været en ærlig sag, men i historien er hendes eneste motivation for at bede om ristet brød i stedet for kage beskedenhed. Og selvom eksemplet naturligvis er sat på spidsen, og selvom C.S. Lewis er englænder, så synes jeg det er en meget tankevækkende historie for os danskere, for den falske beskedenhed er nok et af de mest usunde træk i vores folkesjæl.
Selv oplever jeg det fra tid til anden i form af at et menneske som jeg har en samtale med, giver sig til at undskylde at hun tager så meget af min tid, for der er jo sikkert mange andre der har mere brug for at jeg taler med dem. Det kan naturligvis være en konfliktsky måde at sige ”Jeg gider egentlig ikke snakke med dig” på, men når det bliver sagt i en grædefærdig, selvmedlidende tone, er det nok snarere tegn på falsk beskedenhed der bunder i reelle selvværdsproblemer. Det samme kan være tilfældet med den slags mennesker der konstant går rundt og nedgør sig selv, selvom den slags adfærd også blot kan være en klodset måde at fiske efter komplimenter på. Uanset hvad årsagen er, tror jeg dog de fleste mennesker er enige om at det i længden kan være omtrent lige så belastende at høre på personer der konstant nedgør sig selv som på personer der konstant roser sig selv.
Umiddelbart skulle man ellers tro at en person der tænker og taler dårligt om sig selv, har fanget pointen i den lignelse vi hørte i dag, for var det ikke netop det tolderen gjorde, og var det ikke ham der gik hjem som retfærdig? Og siger Jesus ikke at det er den der ydmyger sig selv, der vil blive ophøjet? Jo, det siger han. Men det er som om vi kun hører det halve af hvad han siger, nemlig den halvdel der handler om at bekende at man er en synder, og om at ydmyge sig selv. Men det slutter jo ikke der! Jesus siger at den der ydmyger sig selv, skal ophøjes! Og efter at tolderen havde bekendt at han var en synder, gik han hjem som retfærdig!
Jeg er bestemt ikke nogen foragter af moderne tekniske hjælpemidler, men der er én dims som jeg ikke bryder mig om, og det er en GPS. Jeg foretrækker helt klart den gammeldags metode med at kigge på et kort, og det synes jeg selv i al beskedenhed at jeg er ganske god til. Men hvis jeg skal finde vej et sted hen, er det ikke tilstrækkeligt at jeg finder mit bestemmelsessted på kortet; jeg er også nødt til at vide hvor på kortet jeg befinder mig. På samme måde kan der ikke ske nogen forandring i vores liv hvis ikke vi vil erkende vores situation. Det er derfor et møde i Anonyme Alkoholikere altid begynder med at man præsenterer sig med sit navn, efterfulgt af sætningen ”og jeg er alkoholiker”, for erkendelsen af at man er alkoholiker, er det første og absolut nødvendige skridt hvis man vil slippe ud af sit alkoholmisbrug. Og det er derfor vejen til Guds retfærdighed må tage udgangspunkt i bekendelsen ”Jeg hedder Nikolaj, og jeg er en synder.”
Men det har aldrig været meningen at vejen skulle slutte dér! Det har aldrig været meningen at livet som kristen skulle gå op i at gå rundt og slå os selv i hovedet med hvor elendige syndere vi er. Det er i hvert fald ikke de toner der lyder i Det Nye Testamente, hvor de kristne tværtimod gang på gang omtales som ”de hellige” – og det var vel at mærke før ordet ”hellig” fik sin nuværende bibetydning af ”skinhellig” eller ”selvgod”. Ordets oprindelige betydning var ”uangribelig” – en betydning som vi stadig finder i det beslægtede ord ”helle” når vi leger fangeleg. Og som kristne der tilhører Jesus, er det naturligvis først og fremmest Djævelen og alle hans fristelser vi har helle fra. Andre formuleringer der bliver anvendt i Det Nye Testamente, er at vi er befriet fra synden, at vi er Guds udvalgte, at vi er gjort retfærdige, og at vi hører til Guds husstand. Da jeg skulle vælge salmer til i dag, lavede jeg en liste over alle de bibelvers hvor der står om den nye identitet vi har fået i Jesus, og så slog jeg op i bogen ”Bibelen i Salmebogen”, hvor man for hvert enkelt vers i Bibelen kan se hvilke salmer i Salmebogen der knytter til ved det pågældende vers. Men alle de dejlige vers i Bibelen der fortæller om at vi er hellige og befriet fra synden, de er stort set fraværende i Den Danske Salmebog! Det fornægter sig ikke at vi her i Jantelovens hjemland er mere glade for de salmer der fokuserer på ydmygheden, end dem der fokuserer på ophøjelsen.
Men ved I hvad? Janteloven har faktisk ikke en snus med sand ydmyghed at gøre! Janteloven handler tværtimod om at sikre at ingen hæver sig over middelmådigheden, for hvis der ikke er nogen der bevæger sig op i det fremragende, kan jeg bedre skjule mig i skaren af middelmådige så ingen lægger særligt mærke til at jeg ikke selv søger at gøre mit bedste. Og den tankegang er desværre blevet så rodfæstet i vores danske kultur at det at gøre sit bedste nærmest er kommet til at blive betragtet som noget suspekt – som et udslag af manglende ydmyghed. Og det værste er at det også har smittet af på vores tilgang til livet som kristen: Man skal endelig ikke overdrive sin fromhed. Vi skal jo huske på at vi er syndere og ikke begynde at bilde os ind at vi er i stand til at leve helligt! Faktisk skal vi slet ikke forsøge, for det er i sig selv et udslag af farisæisk hovmod.
Kan I høre at det er Janteloven der taler der? Bibelen er det i hvert fald ikke, for i den læser vi tværtimod ting som ”Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?” (Rom 6,2) og ”Da vi nu har disse løfter, mine kære, skal vi rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt” (2 Kor 7,1) og ”Herren lade jer vokse og blive overstrømmende rige i kærligheden til hinanden … så han styrker jeres hjerter til at være uangribelige i hellighed” (1 Thess 3,13). Hvis vi betragter det som ligegyldigt eller ligefrem forkert at stræbe efter at leve efter Guds vilje, er der altså ikke tale om ydmyghed, men slet og ret om ulydighed mod Gud. Forestil jer at en arbejdsgiver beder en af sine medarbejdere om at gøre noget, og medarbejderen undlader at gøre det fordi han ikke vil fremstå som en morakker (altså en der arbejder hårdere end nødvendigt for at gøre sig bemærket hos chefen på kollegernes bekostning) – mon sådan en medarbejder ville blive rost af chefen for sin ydmyghed? Nej, vel?
Forresten synes jeg egentlig ikke at det ikke at ville fremstå som en morakker er noget specielt ydmygt ønske – det er tværtimod udtryk for at man er enormt optaget af hvad andre tænker om en. Og hvis pejlemærket for mit liv er hvad andre kan risikere at tænke om mig, hvem er mit liv så centreret om? – ? – Mig selv, ja! Den der holder igen med sin fromhed for ikke at komme til at fremstå som skinhellig, er altså nøjagtig lige så selvoptaget som farisæeren, blot med modsat fortegn. Og hvis vi så oven i købet, inspireret af Janteloven, begynder at tænke og tale ilde om de mennesker der sætter al deres energi ind på at behage Gud, så har vi reelt blot vendt Jesu lignelse på hovedet så vi er blevet den selvfede tolder der står og takker Gud for at han ikke er som farisæeren!
Sand ydmyghed er altså ikke at tænke og tale dårligt om os selv. Sand ydmyghed er derimod at vi ophører med vores evindelige kredsen om os selv og i stedet retter vores opmærksomhed mod Gud og vores medmennesker. Den ydmyge stræber ikke at leve et helligt liv for at kunne hævde sig på sine medmenneskers bekostning, for han ved udmærket godt at han ikke er et hak bedre end sine medmennesker, uanset hvad han finder på af kunster. Men han stræber heller ikke efter at undgå at leve et helligt liv for ikke at komme til at virke hovmodig, for det er slet ikke vigtigt for ham hvordan han ”kommer til at virke”. Nej, det som den ydmyge gør, er at vende om og begynde at kigge den modsatte vej – på Gud i stedet for på sig selv. Han bekender at han er en ussel synder som ingenting kan selv, men er 100 procent afhængig af Guds nåde. Til gengæld har han fuld tillid til at alt det som han ikke selv kan, det kan Gud! Han kan ikke blive erklæret retfærdig i Guds øjne ved at gøre gode gerninger, men Gud kan erklære ham retfærdig på grund af det Jesus har gjort. Og han kan ikke ved egen kraft gøre noget som helst der fortjener ros set med Guds øjne, men Gud kan skabe gode gerninger i ham, hvis han ellers får lov. Den ydmyge træder ind foran Gud og bekender at han er en fortabt synder, men han går ikke hjem som en synder – han går hjem som retfærdig! Og som Martin Luther så rigtigt sagde det, så kan man kende en god og retfærdig mand på at han gør gode og retfærdige gerninger. Forskellen på den ydmyge og farisæeren er altså ikke at den ydmyge gør færre gode gerninger, men at det aldrig kunne falde den ydmyge ind at være stolt af sine gode gerninger, for for det første ved han udmærket godt at de skyldes Gud og ikke ham selv, og for det andet ved han også godt at selv hans bedste gerninger blegner som slidte klude i sammenligning med den ufortjente retfærdighed Gud har tilregnet ham for Jesu skyld.
Derfor er der også forskel på farisæerens bøn og den ydmyges bøn. Farisæeren takker Gud for hvad han selv er, den ydmyge takker Gud for hvad Gud er. Lad os da gøre det samme:
Comments