Prædiken til 3. søndag efter påske 2013
Posted By admin on 14. august 2013
Jesu bortgang: Bær Jesu jødestjerne
Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter påske 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
”Carpe diem” var et meget populært udtryk i mine teenageår. Det er latin og betyder ”grib dagen”. Udtrykket stammer fra et over 2000 år gammelt digt af den romerske digter Horats, men dets popularitet i slutfirserne og starthalvfemserne skyldtes at det bliver brugt i filmen ”Døde poeters klub”, hvor Robin Williams spiller en meget uortodoks engelsklærer ved navn John Keating, der bliver ansat på en meget konservativ kostskole i 1950’erne. Han bliver hurtigt meget populær hos sine elever, og inspireret af ham begynder de at gøre oprør mod skolens stive konventioner og at følge deres hjerte i stedet for blot at gøre hvad det traditionelle og autoritære system forventer af dem. På den måde pådrager drengene sig både skolens og deres forældres vrede, og Keating bliver stadig mere upopulær hos skolens ledelse. Da en af drengene, Neil, rager så meget uklar med sin far at faren indrullerer ham på et militærakademi, vælger Neil at begå selvmord. Det fører til et større rivegilde på skolen, hvor en af drengene vælger at skyde al skylden på Keating for at redde sit eget skind – en udlægning som ledelsen derefter tvinger alle drengene til at skrive under på. Keating bliver fyret, og skolens rektor overtager selv undervisningen af de ulykkelige drenge. Filmen slutter med at en slukøret Keating lister ind i klasselokalet for at hente sine ting, mens rektor er i gang med at undervise drengene. Pludselig er der en af de mest generte af drengene, Todd, der stiller sig op på sin skrivepult og hilser Keating med det litterære hyldestråb ”O captain! My captain!”, som han har lært dem. Rektor truer Todd med at han bliver smidt ud af skolen hvis ikke han straks sætter sig ned, men Todd bliver stående, og snart efter stiller en række af de andre drenge sig en efter en op på deres pulte idet de ignorerer rektors trusler. De kan naturligvis ikke hindre fyringen, men deres hilsen betyder at Keating ikke forlader skolen som en slagen mand, men med rank ryg og med bevægelsens tårer i øjnene, idet han med brudt stemme får fremstammet: ”Thank you, boys!”
Filmen illustrerer det klassiske dilemma mellem loyalitet og sanddruhed på den ene side og fejhed og bekvemmelighed på den anden side, som er tematiseret i et utal af film, romaner, operaer og lignende. Samtidig kan jeg som kristen ikke undgå at se nogle paralleller til Jesus i læreren fra ”Døde poeters klub”. Dels er de fælles om initialerne JK, men det er nok en tilfældighed, for på engelsk staves Kristus jo med C. Tydeligere er de ligheder at mesteren forrådes af sine disciple, og at alle de øvrige disciple fejt vender ham ryggen da han bliver straffet så de kan gå fri, men ender med på ny at hylde ham som deres ”herre” trods truslerne fra de myndigheder der ville ham til livs. Parallellen har sine begrænsninger, for selvom John Keating er helten i filmen, bliver han bestemt ikke fremstillet som fejlfri – hvilket i øvrigt også ville have gjort filmen en hel del ringere. Men den vigtigste parallel forbliver, og det er at vi der vil følge Jesus, konstant står i dilemmaet mellem loyalitet og bekvemmelighed.
På de første kristnes tid var det nok tydeligere end det er i dag. Et af de første eksempler var Peters fornægtelse den nat Jesus blev arresteret, men efterhånden som kristenforfølgelserne bredte sig i Romerriget, var det nok de færreste kristne der ikke stødte på fristelsen til at fornægte Jesu navn for at undgå at miste deres ære, deres ejendom, deres hjem, deres job – ja, måske endda deres liv. Og som jeg aldrig bliver træt af at minde om i mine prædikener, er det stadig virkeligheden for de kristne i en række muslimske lande, og ikke mindst i Nordkorea. Her i Danmark er virkeligheden derimod tilsyneladende en anden. Vi har virkelig vundet i lotteriet og fået det bedste fra begge verdener: Vi kan nyde godt af kristendommen uden at komme i konflikt med verden, og vi kan nyde godt af verden uden at komme i konflikt med kristendommen. Hvor heldig har man lov at være!
Jeg er ked af at sige det, men svaret på det spørgsmål er: Ikke så heldig! At vi bor i et land hvor vi ustraffet kan samles til gudstjeneste i fuld offentlighed, bør vi naturligvis med rette være taknemmelige over, og alle de kulturelle goder vi kan nyde godt af uden at komme i konflikt med Guds bud, skal vi nyde og takke Gud for. Men vi må ikke lade os forlede til at tro at verdens rige og Guds rige er det samme, for det er ikke det samme, uanset hvor ”kristent” et land vi bor i! Vi må ikke tro at vi kan have et ”dobbelt statsborgerskab” hvor vi sværger fuld troskab til både Gud og verden, for ingen kan tjene to herrer! Ugandas ambassadør i Danmark skal naturligvis i videst muligt omfang rette sig efter den danske lovgivning, men i en konfliktsituation må der ikke herske den fjerneste tvivl i hans sind om at Uganda, ikke Danmark, er den stat han tjener. På samme måde skal vi kristne se på os selv som Guds riges ambassadører i verden.
Uganda og Danmark står så vidt jeg ved på ganske venskabelig fod med hinanden, og det er næppe sandsynligt at der inden for en overskuelig fremtid vil udbryde nogen alvorlig konflikt mellem de to stater. Anderledes er det imidlertid med Guds rige og verdens rige: De to riger ligger i krig med hinanden – det har de gjort siden syndefaldet, og det vil de gøre indtil Jesu genkomst.
Inden I misforstår mig eller tror jeg er skør, må jeg hellere skynde mig at slå fast at når jeg siger ”verden”, så mener jeg ikke Helle Thorning og Lars Løkke og Barack Obama, og ikke engang Kim Jong-Un. Selvom mange af os sikkert er rygende uenige med i hvert fald én og sikkert også flere af disse politiske ledere, så er de kun mennesker. De tre førstnævnte er endda døbt og tilhører en kristen kirke og er dermed i princippet en del af Guds rige! Nej, som Paulus skriver i Efeserbrevet, så står vores kamp ikke mod kød og blod.
Det er heller ikke denne verdens politiske systemer som sådan der er fjenden, sådan som Jehovas Vidner hævder og af samme grund afholder sig fra at stemme ved valg. Tværtimod: Netop fordi vi lever i en syndig verden, har vi brug for at der er en øvrighed som kan beskytte de svage mod overgreb, og den opgave udfører øvrigheden faktisk på Guds vegne, skriver Paulus et sted.
Nej, når jeg siger at vi ikke må tro at vi kan være fuldgyldige borgere i både Guds og verdens rige, så mener jeg at der er en ond åndsmagt løs i verden som er fjendtligt indstillet over for Guds rige, over for Jesus og alle som tilhører ham. Den åndsmagt virker i menneskers hjerter og sind, og derfor gør den sig gældende overalt hvor der er mennesker – lige fra legepladsen i børnehaven til ministerkontorerne på Christiansborg. Og inden i os selv, ikke at forglemme! Derfor er det en alvorlig misforståelse hvis vi tror at vi uden videre kan sætte lighedstegn mellem danske værdier og kristne værdier. Og derfor vil vi uundgåeligt møde modstand når vi gør Guds vilje – fra vores egen magelighed, egoisme eller frygt, fra andre mennesker som føler sig truet, eller som synes vi er skøre, og undertiden måske endog fra love og myndigheder der ikke er gearede til Guds riges værdier.
På hvilke måder kan loyalitet mod Jesus da føre til modstand her i Danmark? Tja, noget af det første jeg kommer til at tænke på, er vores vestlige ”enhver hytter sig selv”-mentalitet. Vi har ganske vist tradition for her i Danmark at mennesker der er i nød, skal hjælpes, både via vores skattekroner i form af velfærdsydelser og u-landsbistand, og ved at vi giver penge til velgørende organisationer. Men der skal være måde med tingene! Først og fremmest skal vi tænke på os selv, og vi skal opretholde en vis levestandard. Forestil jer at en familie tog det drastiske skridt at sælge deres bil og give pengene til nødlidende mennesker i ind- eller udland. Mange ville sikkert tage hatten af og rose dem for deres usædvanlige næstekærlighed, men lur mig om ikke også der ville være dem der rystede overbærende på hovedet eller ligefrem bebrejdede dem deres tossegodhed. Eller forestil jer at en familie tilbød en hjemløs eller en flygtning at han kunne flytte ind og bo hos dem. Eller at en ung pige der blev uønsket gravid efter et one-night-stand, valgte at droppe sine karriereplaner og sit glade ungdomsliv for at gennemføre graviditeten og beholde barnet – en sådan uklædelig mangel på egoisme er bestemt ikke lige velset alle steder i vores samfund! Eller endnu værre: Tænk hvis et ungt menneske valgte at se bort fra samfundets forventninger om at man skal gøre karriere, og i stedet slog sig ned i Calcuttas slum sammen med de nonner der viderefører den nu afdøde Moder Teresas arbejde, eller i et lignende arbejde andetsteds i verden – måske blandt romaer i Rumænien, Ungarn eller Helsingør?
Apropos romaer, så er der en række grupper der er uglesete i vores samfund, med eller uden egen skyld. Foruden romaerne kunne man nævne narkomaner, alkoholikere, straffefanger, psykisk syge, og efterhånden vel også arbejdsløse. Netop de grupper som samfundet ser ned på, er nok den bedste illustration af kløften mellem Guds rige og verdens rige. For hvordan var Jesus over for de mennesker som der – med rette eller urette – blev set ned på i hans samtid, så som toldere, fiskere, prostituerede og samaritanere? Det var netop de mennesker han gjorde allermest ud af at opsøge og tilbyde fællesskab! Det førte til at han selv blev udsat for hån og spot – han blev kaldt en ”frådser og dranker”. Og det endte med at han blev udsat for den mest vanærende død man kendte til, nemlig at blive korsfæstet uden for byens mure, der hvor man slæbte affaldet ud.
Og hvordan skal vi så forholde os til det? Tja, Hebræerbrevets forfatter er ikke i tvivl: ”Lad os da gå ud til ham uden for lejren og bære hans forhånelse”. Vi må lade Jesu kærlighed diktere vores handlinger og vores prioriteter uden at skele til hvad andre mennesker vil tænke. Og vi må række ud til dem som andre ser ned på – ikke ved at give dem almisser og føre dem ind i et afhængighedsforhold af os, men ved at anerkende dem som ligeværdige mennesker og hjælpe dem på en respektfuld måde. Til tider kan ”hjælpen” ganske enkelt bestå i at vi ikke skammer os over at blive set sammen med dem, heller ikke selvom det måske kan forlede nogle til at tro at vi selv er iblandt dem. Jesus blev jo trods alt selv kaldt ”frådser og dranker”. Jeg har selv haft den ære at blive taget for at være en af beboerne engang jeg besøgte en ven der bor på et psykiatrisk botilbud, samt at blive kaldt alt lige fra fundamentalist til frafalden samt venstrefløjsekstremist, middelalderlig mørkemand, kulturradikal, tåbe, bøsserøv, homofob, racist, naivist, og forleden sågar Justin Bieber-fan (og det var bestemt ikke venligt ment!). Jeg skal bestemt ikke udelukke at nogle af de skældsord snarere skyldtes at jeg optrådte uklogt end at jeg udviste Jesu sindelag, men det står i hvert fald fast at hvis nogen håner os fordi vi har handlet næstekærligt eller vist solidaritet med nogen som verden foragter, så bør vi tage det som en kæmpe kompliment, for det er Jesu forhånelse vi bærer! Vi lever trods alt i den tid som Jesus forudsagde i den evangelietekst vi hørte i dag – den korte tid hvor vi ikke ser Jesus, og hvor vores vilkår er at græde og klage selvom verden glæder sig. Men lad os endelig ikke glemme at vi alligevel har fat i den lange ende, for Jesus har lovet at vores sorg vil blive vendt til glæde. I Lukasevangeliet [6,21b-23.26] siger han endda: ”Salige er I, som græder nu, fr I skal le. Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne. Men … ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter.” Så lad os i overført betydning tage den gule jødestjerne på – den stjerne der markerer vores tilhørsforhold til jøden Jesus. Og når verden kræver af os at vi skal rette ind og følge dens normer, så lad os stille os op på vores skrivepulte og af vores lungers fulde kraft råbe: ”O captain! My captain!”
Comments