Signe & Nikolaj

Posted By admin on 4. marts 2019

Den døvstumme i Dekapolis: Gør ikke kirken til afgud!

Prædiken i Husum Kirke 12. søndag efter trinitatis 2017, kirkens jubilæum

Nikolaj Hartung Kjærby

Hvis I drejer jeres hoveder så langt bagud som I kan, så kan I se Adi Holzers flotte billedfrise som har prydet kirkerummet siden 1995, altså i godt og vel halvdelen af de 40 år som vi fejrer i dag. Mange tror, når de først får øje på frisen, at den er malet af børn (det må jeg indrømme at jeg også selv troede første gang jeg besøgte kirken her tilbage i 2006), men jeg har heldigvis forstået at kunstneren ikke bliver fornærmet over den fejltagelse, men tværtimod tager det som en kompliment. Og når man studerer billederne nærmere, kan man da også tydeligt se at der er en detaljerigdom og en symbolik som man normalt ikke ser i børnetegninger, medmindre der er tale om børn med en usædvanlig grad af kunstnerisk begavelse.

                      De tre billeder på bagvæggen skal illustrere de tre kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed, og de står som positive modbilleder til det der illustreres i det skråtstillede billede nærmest orglet, nemlig dansen om guldkalven. Guldkalven var en figur som israelitterne lavede under ørkenvandringen efter at Gud havde befriet dem fra slaveriet i Egypten. Deres anfører, Moses, var gået op på Sinajbjerget for at tale med Gud, og imens blev folket utålmodige. En usynlig Gud kunne de ikke rigtig forholde sig til; så hellere en statue af en tyrekalv, sådan som de kendte det fra Egypten hvor statuer af tyreguden Apis var almindelige. Men selvfølgelig kaldte de ikke tyren for Apis, for det var jo en af egypternes guder, og de var jo selv israelitter. Så de hævdede i stedet at tyrekalven var en afbildning af Jahve – Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.

                      Problemet er bare at man ikke kan lave et billede af den almægtige Gud, himlens og jordens skaber! Det fremgik sort på hvidt (eller hvilke farver der nu var tale om) af De 10 Bud, som Gud gav Moses på to stentavler oppe på bjerget. Dem havde israelitterne ganske vist ikke fået endnu da de byggede guldkalven, men de burde måske alligevel have overvejet at alt det synliges og usynliges skaber ikke på nogen som helst meningsfuld måde kan repræsenteres af et billede. Det indebærer jo en helt utrolig begrænsning af hvad vi tror om Gud, hvis vi begynder at lave billeder af ham. (Ja, alene det at bruge ordet ”ham” om Gud er en begrænsning, som identificerer Gud mere med det ene køn end med det andet. Problemet er bare at de eneste alternativer vores sprog giver os, er at sige ”hende”, som er lige så forkert, eller at sige ”den”, som antyder noget upersonligt. Vi har af forskellige årsager tradition for at sige ”han” og ”ham” om Gud i vore kulturkreds, så det vil jeg fortsætte med – I og jeg skal blot huske at det skal forstås på samme måde som når man siger ”han” om føreren af en bil der er så langt væk at man ikke kan se om føreren er en mand eller en kvinde, nemlig som et generelt ord der ikke angiver et bestemt køn). Hvor kom vi fra? Jo, det er en begrænsning af Gud at lave et billede af – ”ham”. Det hiver på en måde Gud ned på et niveau hvor vi har kontrol over ham; vi skaber Gud i vores billede i stedet for at give os ind under at vi er skabt i Guds billede.

                      Nå, guldkalven blev revet ned igen da Moses kom ned fra bjerget, og israelitterne lærte efterhånden at lade være med at lave billeder af Gud, og de lærte – som vi hørte i den første læsning – at gudebilleder endda er decideret latterlige: ”Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se,” osv. Man aner næsten en form for hån af de andre folkeslag og deres gudebilleder. Omvendt ser det ud til at de andre folkeslag også har hånet israelitterne ved at spørge: ”Hvor er deres Gud?”, nemlig fordi israelitterne som det eneste folk i området ikke havde et gudebillede de kunne pege på som svar – til gengæld kunne de så svare: ”Vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil!”

                      I vore dage er der ikke ret mange der tilbeder gudebilleder, i hvert fald ikke i vores del af verden. – Eller gør vi? Vi laver naturligvis ikke gyldne statuer af kalve eller andre dyr, som vi i ramme alvor mener er et billede af Gud, og som vi derfor tilbeder, men jeg er ikke sikker på at vi kan sige os fri for at tilbede noget der hverken kan se, høre eller tale. Jeg hører i hvert fald undertiden mennesker sige noget i stil med: ”Jeg vil gerne tro på Gud, hvis han findes, men jeg vil ikke have at han blander sig i mit liv!” Og selv vi der er for fromme til at sige den slags, har måske af og til tænkt det, hvis nu vi skal være helt ærlige? Vi vil altså gerne have assistance fra en overnaturlig kraft, men det skal være på vores egne betingelser. Gud må hjertensgerne helbrede os når vi er syge, eller sørge for at vi vinder i Lotto, men han må ikke bestemme over os. Han må ikke forlange at vi gør noget vi ikke har lyst til, eller at vi lader være med at gøre noget vi har lyst til. Kort sagt: Han skal holde sig inden for det billede vi har skabt af ham. Hvis det er sådan vi tænker om Gud – ja, så er vi i virkeligheden afgudsdyrkere!

                      En anden udbredt form for afgudsdyrkelse er hvis vi mister evnen til at skelne mellem Guds rige og vores egne institutioner. I forbindelse med et kursus for frivillige ledere i kirkeligt arbejde som er jeg med til at arrangere, har jeg læst en bog der hedder ”Ledere i vækst” [Mediacellen 2009; citat fra s. 226ff], hvor forfatteren, James Lawrence, fortæller denne lignelse: ”Ved en farlig kyst ved havet, hvor der ofte fandt skibbrud sted, var der engang en simpel lille redningsstation. Bygningen var bare en hytte, og der var kun en båd, men de få hengivne medlemmer holdt konstant udkig over havet, og uden tanke for sig selv gik de ud dag og nat og søgte utrætteligt efter de skibbrudne. Nogle af dem, der var blevet reddet, og andre fra lokalområdet ønskede at blive knyttet til stationen og give tid, penge og deres indsats som støtte. Nye både blev købt, og nye besætninger blev oplært. Den lille redningsstation voksede. Nogle af medlemmerne af redningsstationen var kede af, at bygningen var så simpel og dårligt udrustet. De tænkte, at der skulle sørges for et mere bekvemt sted som den første tilflugt for dem, som blev reddet fra havet. De erstattede feltsenge med rigtige senge og sørgede for bedre møbler i den forstørrede bygning. Redningsstationen blev et populært samlingssted for medlemmerne, og de dekorerede den som en slags klub. Nu var der færre medlemmer, som var interesserede i at sejle ud på havet for at redde liv, så de lejede redningsbådsbesætninger til at gøre dette arbejde. Det livreddende motiv var stadig det fremherskende i klubbens dekoration, og der var en liturgisk redningsbåd i rummet, hvor klubbens optagelser blev afholdt. En dag led et stort skib skibbrud på kysten, og den lejede besætning bragte flere bådladninger ind med kolde, våde og halvt druknede mennesker. De var snavsede og syge, og nogle havde mørk hud, og nogle havde gul hud. Den smukke nye klub var i kaos, så ejendomskomiteen fik straks bygget et bruserum uden for klubben, hvor ofre for skibbrud kunne blive vasket, før de kom indenfor. Ved det næste klubmøde var der splittelse blandt medlemmerne. De fleste af medlemmerne ønskede at holde op med klubbens livreddende aktiviteter med det argument, at de var ubehagelige og en hindring for det normale sociale liv i klubben. De medlemmer, der insisterede på, at redningsstationens primære formål var at redde liv – deraf navnet – blev nedstemt og fik at vide, at de kunne lave deres redningsstation længere nede ad kysten og redde druknede efter skibbrud der. Det gjorde de så. Som årene gik oplevede den nye station de samme ændringer, som havde fundet sted i den gamle. Den udviklede sig til en klub, og endnu en ny redningsstation blev grundlagt. Historien gentog sig, og hvis du besøger den kyst i dag, vil du finde et antal eksklusive klubber langs med kysten. Skibbrud er hyppige i dette farvand, men de fleste af folkene drukner.”

                      James Lawrence sætter nok tingene lovlig meget på spidsen, men jeg tror det er en meget reel fare at vores fine kirker går hen og bliver til mål i sig selv i stedet for at være redskaber for Guds rige, eller at vi begynder at tro at kirken er til for vores egen skyld, og ikke for Guds og vores næstes skyld.

                      Men hvad skal vi så gøre? Hvad er det der er formålet med den ”klub” der går under navnet ”kirken”? Ja, hvis vi slår op i Bibelen, så er svaret: at bære vidnesbyrd om kirkens Herre, Jesus Kristus. I slutningen af Matthæusevangeliet sagde Jesus til disciplene: ”Gå derfor ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” [Matt 28,19-20] Og umiddelbart før sin himmelfart sagde Jesus: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” [ApG 1,8] Det er det der er kirkens eksistensberettigelse. Det er det der er formålet med at det her hus overhovedet er blevet bygget!

                      Men det er ikke nemt. De fleste af de mennesker vi omgås, har jo ikke noget ønske om at blive ”gjort til disciple”, og det med at ”være vidner” kan også være en kompliceret affære hvis der ikke er nogen der har lyst til at høre på det vi har fået pålagt at fortælle dem. Ja, måske ved vi dårligt nok selv hvad det egentlig er vi skal sige! Vi kan nemt komme til at føle os lige så mundlamme som den mand vi hører om i dagens evangelietekst. Den følelse kender jeg i hvert fald selv, uagtet jeg har en universitetsgrad i teologi og får penge for at fortælle andre om Gud og Jesus!

                      Men heldigvis handler teksten jo om at Jesus helbredte manden! Det var ganske vist en fysisk helbredelse af en fysisk lidelse, i hvert fald hvis man tager teksten for pålydende (hvilket jeg tror man skal), men det var også et tegn. I de kapitler der går forud for helbredelsen, er der en mængde beretninger hvor Jesus siger noget til disciplene, men de ikke forstår noget som helst. Ligesom afguderne fra Det Gamle Testamente har de ører, men kan ikke høre – og derfor kan de naturligvis heller ikke fortælle det videre som de har hørt. Mange teologer mener at den fysiske helbredelse af manden i Dekapolis var et tegn på den åndelige helbredelse som Jesus ville give sine disciple – og os. Så lad os bede ham om at sende os sin Helligånd så vi kan give evangeliet både tunge og krop, og tale de befriende ord som vores medmennesker har brug for at høre. Det kan godt være at konsekvensen ikke bliver at vore liv bliver mere bekvemt, eller at vores kirke bliver en hyggeligere klub – men det er heller ikke det vi er kaldet til. Vores Gud er i himlen, og han gør hvad han vil.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2017, Husum Kirkes jubilæum
Tags: Markusevangeliet 7.31-37

Posted By admin on 4. marts 2019

Falske profeter: Lad dig ikke skræmme!

Prædiken i Husum Kirke 8. søndag efter trinitatis 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

Det er nogle hyggelige tekster jeg får at prædike over for tiden. For to uger siden var det noget med Helvedes ild, og i dag er der igen noget med at blive hugget om og kastet i ilden, og om ikke at få lov til at komme ind i Himmeriget. Det er jo omtrent lige så muntert som det danske sommervejr har været i år!

                      Desværre er dagens prædiketekst amputeret, idet den består af de første 7 vers af et tekststykke på 9 vers. De sidste to vers er til gengæld koblet på prædiketeksten til 2. tekstrække, men hvis I blader om på side 1218 i salmebogen, kan I se hvordan teksten fortsætter. For sammenhængens skyld vil jeg lige læse vers 21-23 højt – altså det sidste vers fra 1. tekstrække og de to første fra 2. tekstrække: ”Ikke enhver, som siger; Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

                      Grunden til at jeg valgte at læse de vers med, er at de giver svar på nogle af de spørgsmål som de tidligere vers rejser. Versene er i udgangspunktet en advarsel mod at lytte til falske profeter, og det er dem – altså de falske profeter – truslerne om at blive kastet i ilden er møntet på, men det er svært at læse dem uden at tænke: ”Puha, gad vide om jeg selv kommer ind i Himmeriget!”

                      I vore dage er det meget populært at prædike at alle mennesker bliver frelst, og det forstår jeg egentlig godt. Fortabelsen er ikke noget rart emne at tænke på, endsige tale om, så hvis man kan finde en måde at skrive den ud af ligningen på, er det helt klart at foretrække. Problemet er bare at det kræver en farlig masse mellemregninger, i betragtning af at Jesus flere steder i Bibelen taler meget klart om fortabelsens mulighed – blandt andet i det stykke vi lige har hørt. Og jeg ved at i de perioder i min ungdom hvor jeg selv døjede med svære anfægtelser, ville det ikke have hjulpet mig ret meget at høre en præst påstå at der ingen fortabelse findes – jeg ville have peget ned i Bibelen og sagt: ”Det siger Jesus ellers at der gør – hvorfor skal jeg tro mere på dig end på ham?”

                      Som sagt kan man godt – efter en mængde mellemregninger – tolke Det Nye Testamente sådan at der ingen fortabelse er, og at det er noget andet Jesus mener når han tilsyneladende siger at man kan gå fortabt. Jeg tror selv at det er en forkert tolkning, men hvis du har lyttet til argumenterne og er kommet til den modsatte konklusion, er det ikke vigtigt for mig at overbevise dig om at du tager fejl. Det jeg siger nu, siger jeg først og fremmest til dig der ikke er nået til en sådan overbevisning, eller som i hvert fald ikke er tilstrækkeligt overbevist om den til at du tør satse din evige salighed på det, men som i lyset af dagens tekst tænker: ”Hvordan undgår jeg at gå fortabt? Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Det lader jo til at adgangskravene er temmelig høje, når selv mennesker der har gjort mirakler i Jesu navn, kan risikere at blive afvist!

                      Men netop det at mennesker der har gjort så mange ting i Jesu navn, risikerer at blive afvist, viser at det overhovedet ikke er vores gerninger det kommer an på. Uanset hvor mange gerninger du gør for Gud, kan det ikke frelse dig. Men hvad kan så?

                      Det kan troen på den gerning Gud har gjort for dig da Jesus døde og opstod. Som Paulus udtrykker det i Efeserbrevet [2,8-9]: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” De falske profeters problem er altså at de tror på deres egne gerninger i stedet for at tro på Jesu gerning. De er stolte af at de har profeteret og uddrevet dæmoner og gjort mægtige gerninger, og det i en grad så det har gjort dem fuldstændig blinde for at de altså også er syndere der har brug for en frelser. Og derfor siger Jesus til dem: ”Jeg har aldrig kendt jer.”

                      Ordet ”at kende” kan betyde flere forskellige ting. Hvor mange af jer kender for eksempel Dronning Margrethe? (vent på håndsoprækning) Det er et svært spørgsmål at besvare, ikke? Jeg gætter på at I alle sammen har hørt om hende og læst om hende, nogle af jer ved måske endda meget om hende, mange af jer har sikkert også set hende i virkeligheden på større eller mindre afstand, og enkelte af jer har måske endda hilst på hende. Men det at kende et menneske personligt, det er noget helt andet! På samme måde må vi forstå det Jesus siger her: Han mener naturligvis ikke at han ikke ved hvem de falske profeter er, men derimod at han ikke er nogen personlig relation til dem.

                      Hvordan får vi så en personlig relation til Jesus? Det gør vi ganske enkelt ved at erkende vores afhængighed af ham! Jesus siger selv et sted [Matt 10,32]: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i Himlene.” Og det betyder vel at mærke ikke at vi kan finde ud af at bruge Jesu navn som en slags trylleformular, for det kan de falske profeter jo også; det betyder at vi bygger vores tro på hans gerning og ikke på vores egen. Så hvis du er i tvivl om du kan komme ind i Himmeriget eller ej, så lad mig spørge dig: Mener du at du har gjort dig fortjent til det? Hvis dit svar på det spørgsmål er ja, så er der grund til bekymring, for jeg kan forsikre dig for at målt med Guds alen er du, ligesom jeg, og ligesom alle andre mennesker, en der begår lovbrud! Men hvis du ved at du ikke kan frelse dig selv, og i stedet beder Jesus om at frelse dig, så står Perleporten på vid gab for dig, og du vil vandre ind på de gyldne gader for næsen af alle dem der sår og praler med deres mægtige gerninger. For som årets 500-års-jubilar Martin Luther udtrykte det, så skyldes frelsen: Troen alene, Nåden alene, Kristus alene! (Det betyder vel at mærke ikke at der er noget som helst galt i at gøre mægtige gerninger i Jesu navn! Vi må bare ikke tro at det gør til eller fra i forhold til vores frelse, og slet ikke at det kan erstatte den ydmyge, barnlige tro på Frelseren!)

                      Og dermed er vi nået til tekstens egentlige pointe, som er at vi ikke skal lade os narre af de falske profeter. For profeter er der masser af, også i vores tid! De fleste af dem taler ikke ret meget om Jesus, men mest om politik, økonomi, sundhed, livsstil, motion, kost, klima, miljø, kultur – men der er også profeter der taler i Jesu navn om forskellige emner. Det kan være virkelig svært at navigere i junglen af forskellige budskaber og finde ud af hvem vi skal lytte til, og hvem vi ikke skal lytte til. Alt det med politik og økonomi og sundhed vil jeg ikke kloge mig på (i hvert fald ikke her fra prædikestolen), men jeg vil gerne sige nogle ord om hvad vi skal stille op med dem der tager Gud og Jesus og kristendommen til indtægt for diverse påstande. Nogle gange har disse påstande karakter af opmuntringer om at det vi gør er helt i orden, og det skal vi bare blive ved med; andre gange er der tale om advarsler om at det kan gå grueligt galt hvis vi ikke gør dette eller hint, eller holder op med at gøre dette eller hint. Og begge typer af budskaber kan være sande og nødvendige.

                      Der er kristne rundt om i verden der bliver forfulgt for deres tro, og som konstant må trækkes med falske anklager, chikane, vold og trusler. De har brug for at der er sande profeter som siger til dem i Jesu navn at de gør det rigtige, og at de bare skal fortsætte. Også her i vores egen relativt trygge hverdag i Danmark kan vi opleve modgang og problemer som gør at vi har brug for en profetisk opmuntring – og i mange tilfælde vil den der leverer den, nok slet ikke selv være klar over at han eller hun taler profetisk! 🙂  Men en opmuntring kan også være malplaceret og farlig, sådan som vi hørte om det i læsningen fra Jeremias’ Bog. Her var der tale om at israelitterne levede i oprør mod Gud, og at de som følge af deres vantro stod over for at blive løbet over ende af fremmede hære. Jeremias talte for døve øren om at de skulle omvende sig, og imens skortede det ikke på falske profeter der udskrev dækningsløse checks på Guds vegne om at der ville blive fred og ingen fare. Men hvordan afgør vi om en opmuntring er sand eller falsk?

                      En profeti i form af en advarsel kan også være sand og på sin plads. I september 1943 sendte de danske biskopper for eksempel et åbent brev til de ledende tyske myndigheder med overskriften ”Den danske kirkes stilling til jødespørgsmålet”, som blev indledt med sætningen ”Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder som sådanne af racemæssige eller religiøse grunde, er det den kristne kirkes pligt at protestere derimod” og efter en nærmere redegørelse sluttede med: ”derfor vil vi i givet fald utvetydigt vedkende os ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker”. En lignende advarsel var allerede nogle år tidligere kommet fra en række kirkeledere i Tyskland. Desværre lyttede Hitler og hans håndlangere ikke til de profetiske ord, men i dag er der forhåbentlig stort set ingen der vil anfægte at advarslen var en sand profeti. Men der har desværre også været mange falske advarsler som kun har tjent til at skræmme mennesker og nedbryde deres tro på Guds nåde og Jesu fuldbragte gerning – uagtet at de har været givet med nævnelse af Jesu navn. Så hvordan kender man forskel?

                      I onsdags så jeg en video på internettet, der var foranlediget af at den kendte prædikant Moses Hansen – I ved, ham der er kendt for at ture land og rige rundt med et stort trækors på ryggen og tale om Guds kærlighed samt protestere imod alt fra sexmesser til islam – er blevet afsløret i at have været sin kone utro, og som følge deraf har trukket sig tilbage fra sin prædikantvirksomhed og er blevet fyret fra de kirkelige tillidsposter han havde. Som reaktion på dette er der en prædikant som er kendt i visse kredse, men som de fleste af jer nok ikke har hørt om, der har lagt en video på sin facebook-profil hvor han påpeger at der faktisk er mange kristne i Danmark der lever i utroskab eller andre former for synd – og det har han jo nok desværre ret i. Men derefter fortsætter han med at sige at årsagen til dette er at de fleste kristne i Danmark (være sig barnedøbte eller voksendøbte, folkekirkelige eller frikirkelige) ikke har omvendt sig rigtigt inden de blev døbt, og at deres dåb derfor ikke har haft den tilsigtede virkning, nemlig et liv hvor man er sat fri fra synden. Hvad skal man mene om det? Hvordan kan man vide om han har ret eller ikke? Det er jo en ret alvorlig sag hvis han virkelig har ret i at vi der kender til den daglige kamp mod fristelser og synd, i virkeligheden ikke er sande kristne!

                      Men Jesus siger jo at profeterne skal bedømmes på deres frugter. Og det har fået nogle til at sige at eftersom denne prædikant har helbredt mange syge og uddrevet mange dæmoner og ledt mange mennesker til tro på Jesus, så bør vi lytte til ham – frugterne viser jo at Gud er med ham. Men – og det er en af de vigtigste grunde til at jeg læste de næste to vers med – Jesus siger det jo så tydeligt som det overhovedet kan siges, at mirakler og dæmonuddrivelser ikke er den frugt vi skal kigge efter! Igen: Det betyder ikke at mirakler er noget der specifikt kendetegner falske profeter, for de sande profeter i Bibelen gjorde også mirakler. Det betyder blot at selv nok så mange mirakler ikke i sig selv garanterer at man skal lytte til en person.     Men hvad er det så for frugter Jesus taler om? Tja, det er nærliggende, synes jeg, at tænke på de egenskaber som Paulus i Galaterbrevet [5,22-23] omtaler som ”Åndens frugt”, nemlig kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Det er de frugter der med sikkerhed ledsager Guds sande tjenere og profeter!Det siger jeg med stor bæven, for jeg er udmærket godt klar over at der kan sættes rigtig mange fingre på mig selv hvad de ting angår – og blandt andet derfor vil jeg heller ikke gøre mig til dommer over om den omtalte prædikant generelt er en sand profet eller ej. (Det er også derfor jeg ikke har nævnt hans navn, og heller ikke har tænkt mig at gøre det hvis nogen spørger mig bagefter). Men det han siger i denne konkrete sag, tør jeg godt erklære mig uenig i, for hvis man skal argumentere for det ud fra Bibelen, kræver det endnu flere mellemregninger end det gør at skrive fortabelsen ud af ligningen, og derudover strider det imod selv kirkehistoriens største helgeners erfaring.

                      Så hvil trygt i at din billet til Himmeriget er sikret, hvis blot du stoler på Jesu gerning og ikke på din egen. Og lad dig ikke skræmme af hvad mennesker siger, uanset hvor mange mirakler de har på deres cv, men hold dig til de løfter vi har fået i Bibelen. – Og det giver mig anledning til at citere Luthers fjerde ”alene”-slagord, for ud over ”Troen alene”, ”Nåden alene” og ”Kristus alene” sagde han også: ”Skriften alene!”

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2017
Tags: Matthæusevangeliet 7.15-21

Posted By admin on 4. marts 2019

Vrede og forsoning: Hvor tit siger du Raka?

Prædiken i Husum Kirke 6. søndag efter trinitatis 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

Prøv engang at lukke øjnene. (lille pause) Og prøv så at tænke tilbage på sidste gang du sagde ”Raka!” til nogen. Nå, ikke? I har måske slet ikke – hvor mange af jer har nogensinde sagt ”Raka!” til nogen? Det var et held, for så undgår I at blive kendt skyldige af Det store Råd!

                      Prøv så at tænke på sidst du kaldte nogen for en tåbe. Hvor mange af jer har nogensinde kaldt nogen for en tåbe? (ræk også selv hånden op)  Den var værre, for det betyder at vi ifølge Jesus skal dømmes til Helvedes ild! Så havde Det store Råd alligevel været at foretrække, så det er en skam at det ikke er omvendt, sådan at det var det ord vi alligevel ikke aner hvad betyder, der udløste en enkeltbillet til de evige flammer.

                      I det hele taget er det en mærkelig tekst som unægtelig virker meget anderledes end de evangelietekster vi plejer at høre, for det ligner da ikke Jesus at dømme folk til Helvede bare fordi man kommer til at sige et forkert ord?! Og hvilken mening giver det at advare mod at bruge et andet ord som ingen nogensinde bruger alligevel, nemlig ”raka”?

                      Lad os tage det sidste spørgsmål først, for det er det nemmeste. Ud over at ”Raka” er navnet på en række landsbyer der ligger så forskellige steder som Estland, Tibet, Slovenien og Burkina Faso, er det også et skældsord som åbenbart var almindeligt kendt blandt de læsere som Matthæus havde i tankerne da han skrev sit evangelium, og derfor har han ikke gjort sig den ulejlighed at oversætte det. Hvad det helt præcis betød, kan vi ikke sige med sikkerhed, men de fleste der har forstand på den slags spørgsmål, mener at det betyder noget i retning af ”din idiot” – altså et nedsættende udsagn om en anden persons intelligens. (Hvis det er rigtigt, må jeg nok indrømme at jeg alligevel har sagt ”Raka!” et par gange…)

                      Ordet ”tåbe” handler til gengæld ikke om intelligens, men derimod om moral – i hvert fald sådan som det bruges i Bibelen. Hvis man for eksempel læser Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente, vil man finde en mængde ordsprog der sætter en kontrast op mellem hvordan den vise bærer sig ad, og hvordan tåben bærer sig ad, for eksempel: ”At handle skændigt er en fornøjelse for tåben, som visdom er det for den forstandige mand” [10,23] eller: ”Den vise frygter og holder sig fra det onde, tåben kaster sig ud i det og føler sig tryg” [14,16]. Det kunne altså se ud som om Jesus betragter det som alvorligere at udtale sig nedsættende om andres moral end om deres intelligens – og det giver vel egentlig meget god mening, for selvom det er ubehageligt at blive beskyldt for at være dum eller naiv eller fattesvag, så foretrækker jeg trods alt det frem for at blive kaldt ond eller skændig eller moralsk anløben.

                      Men selvom det er meget ubehageligt at blive angrebet på sin karakter, så virker det alligevel helt ude af proportioner når Jesus siger at angriberen ligefrem skal dømmes til Helvedes ild! Som borgere i en retsstat er vi jo vant til at tænke at der skal være en vis form for rimelighed i tingene – ikke som i Nordkorea hvor den unge amerikaner Otto Warmbier sidste år blev idømt 15 års arbejdslejr for at have stjålet en plakat på et hotel, og endte med at dø af de skader han pådrog sig i lejren. Men at smide nogen i helvede for at sige ”tåbe” er vel mindst lige så urimeligt som at smide nogen i arbejdslejr for at stjæle en plakat? Er Gud virkelig så urimelig?

                      Til det vil jeg først og fremmest sige at jeg er overbevist om at Gud er tæt på at være diametralt forskellig fra Nordkoreas diktator Kim Jong-un (og når jeg kun siger ”tæt på at være”, er det fordi diktatoren trods alt er et menneske, skabt i Guds billede). Men når det er sagt, vil jeg gerne understrege at kristendommens Gud aldeles ikke er ”rimelig”, og det kan vi prise os lykkelige for at han ikke er. Det har faktisk tit slået mig at det er et af de punkter hvor kristendommen adskiller sig mest fra eksempelvis jødedom eller islam. I Tredje Mosebog er der for eksempel en forskrift om at man i en bestemt situation skal bringe et lam som offer, men har man ikke råd til et lam, kan man nøjes med at ofre to duer, og har man heller ikke råd til det, er et par håndfulde mel og lidt olie tilstrækkeligt. Dér udviser Gud da rimelighed, må man sige! I islam er der (ligesom i jødedommen) regler om rituel renselse, især forud for deltagelse i gudstjenesten, men vers 43b af Koranens Sura 4 lyder sådan her i Ellen Wulffs oversættelse fra 2006: ”Hvis I er syge eller på rejse, hvis en af jer kommer fra nødtørftsstedet, eller hvis I har haft kønslig omgang med kvinder, og I ikke kan finde vand, så skal I gå hen til en god og tør jordbund og gnide jeres ansigt og hænder. Gud er overbærende og tilgivende.” Den påbudte afvaskning med vand kan altså erstattes af noget andet hvis der ikke er vand at finde – det må da siges at være rimeligt!

                      Se, hvis Gud krævede lam af folk der ikke har råd til lam, eller krævede afvaskning med vand hvor der intet vand er, så ville man med en vis ret kunne sammenligne ham med Kim Jong-un. Men buddene i Det Nye Testamente er af en helt anden slags – faktisk står der sort på hvidt at dyreofringer og rituelle afvaskninger ikke har noget som helst at sige i forhold til Gud [se fx Hebr 10,4-6 og Luk 11,38-41]. Alle buddene i Det Nye Testamente er derimod konkrete udmøntninger af det dobbelte kærlighedsbud og den gyldne regel. Som Paulus udtrykker det i Galaterbrevet [5,14]: ”For hele loven er opfyldt i det ene ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’” Og Jesus siger selv: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.” Og i den slags spørgsmål er der ikke plads til rimelighed.

                      Hvorfor egentlig ikke? Bør Gud ikke være tilfreds, bare vi gør vores bedste? Det kommer an på hvad vi mener med ”tilfreds”. Jeg vil gerne understrege at Gud altid ser på os med kærlighed, selv når vi ikke gør vores bedste, og i den forstand er han ”tilfreds” med os – men netop den kærlighed forbyder ham at stille sig tilfreds med at vi blot gør vores bedste! Jeg regner med at de fleste af jer der er her i dag, stræber efter at gøre jeres bedste i enhver situation, og det gør de fleste andre mennesker nok også – og hvordan ser den verden ud som det har resulteret i? Der bliver gjort mange gode ting, javist, og Gud være lovet for det, men der sker sandelig også meget ondt – så meget at det nok er den hyppigste årsag folk angiver til ikke at tro på Gud. Overvej for eksempel disse tal fra WHO: I 2002 døde der 559.000 mennesker som følge af bevidst vold fra andre menneskers side, plus andre 172.000 der døde som følge af krig. Dertil kommer mere end en million mennesker der omkom som følge af trafikulykker. Det er svimlende tal som nok skulle kunne overbevise os om at denne verden ikke er det paradis som Gud havde tænkt den skulle være! Men Gud har lovet os et nyt og evigt paradis – det er det løfte som det kristne håb bygger på. Hvis nu Gud slap os løs i det nye paradis og stillede sig tilfreds med at vi bare skulle gøre vores bedste, hvor længe mon det så ville blive ved med at være et paradis? Personligt tror jeg at det ville gå præcis ligesom det gjorde med det første paradis, og så ville vi være lige vidt. Derfor: Hvis Guds nye paradis skal kunne fungere, så går det ikke an at der bliver adgang for folk der går rundt og udråber andre til at være onde, for så kommer alt det had og fjendskab der præger den nuværende verden, til at flytte med. Men det eneste alternativ til at få lov at komme ind i paradiset, det er vel den evige fortabelse – og derfor giver det helt igennem god mening at ”den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.”

                      Men hvad bliver der så af evangeliet? De fleste af os (inklusive mig selv) har jo en eller flere gange kaldt andre for tåber, fandt vi ud af i begyndelsen af prædikenen – betyder det at vi går fortabt? Hvad med Guds tilgivelse? Vi bekender jo troen på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” – giver Jesus os alligevel ikke lov til at have den tro?

                      Jo, heldigvis! Ved troen på Jesus får vi nemlig en helt ny identitet. Som Paulus udtrykker det i Andet Korintherbrev [5,17]: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.” Den dom til Helvedes ild som vi har pådraget os ved at kalde andre for tåber (og ved en hel masse andre synder), den bar Jesus da han døde på korset. Synden i os blev dømt til Helvedes ild langfredag, men selv går vi fri, fordi synden ikke længere er sandheden om hvem vi er. Sandheden om hvem vi er, er at vi tilhører Jesus, og det er hans gerning der tæller når vi står over for Gud – ikke vores egen. Og derfor behøver vi ikke at frygte Helvedes flammer.

                      Men det betyder naturligvis ikke at vi har frit slag til at rende rundt og kalde andre for tåber! Som Paulus udtrykte det i det stykke fra Romerbrevet som vi hørte tidligere i gudstjenesten, og som jeg nu vil citere fra Bibelen på Hverdagsdansk fordi det står mere forståeligt dér (og jeg lover at det bliver det sidste bibelcitat i denne prædiken): ”Det er da meningsløst at fortsætte et syndigt liv, når synden ikke længere har magten over os! Ved I ikke, at alle vi der er døbt til at tilhøre Jesus, vores Frelser, blev ét med ham i hans død? Jesus døde og blev begravet, men fik nyt liv ved Guds kraft. På samme måde er vores gamle liv dødt, og det blev begravet, da vi blev døbt, for at vi skulle leve et helt nyt liv.” Dét nye liv kommer først fuldt ud til at kendetegne os når Jesus kommer igen for at gøre alt nyt, men det lever allerede i os, og vi formanes til at lade det leve i os og gennem os i stedet for at lade os diktere af synden – ikke fordi det har nogen indflydelse på om vi ender i himlen eller helvede, men fordi det her og nu er det bedste både for os selv og for vores medmennesker!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 6. søndag efter trinitatis 2017
Tags: Matthæusevangeliet 5.20-26

Posted By admin on 4. marts 2019

Det store gæstebud: Giv hierarkierne fingeren!

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter trinitatis 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

Fra jeg var 21 til jeg var 25, boede jeg på Herlev-Kollegiet, der ligger på Herlev Station. Jeg siger bevidst ”på” og ikke ”ved” Herlev Station, for fra kollegiets hoveddør skulle man bare krydse en lille vej og gå ned ad en trappe for at komme til perrontunnellen, og takket være den totale mangel på lydisolering af ydervæggene kunne man fra værelserne tydeligt høre hver gang der ankom eller afgik et tog, så den første nat jeg sov der, vågnede jeg meget tidligt!

                      Den manglende lydisolering betød også at jeg ofte blev ufrivillig tilhører til samtaler der blev ført lige neden for mit vindue. Som regel var de pågældende samtaler temmelig ligegyldige for mig, så jeg var mest bare irriteret over at blive forstyrret af dem (især hvis de blev ført med høj volumen midt om natten af nogen der lige var stået af toget på vej hjem fra en bytur!). Jeg husker dog en bestemt episode der var meget anderledes. Det var en fredag aften, og jeg lå og sov – enten fordi jeg var gået tidligt i seng, eller fordi jeg lige tog et powernap – da jeg pludselig blev vækket ved lyden af stemmer som jeg kendte, uden for mit vindue. Der var tale om nogle af mine venner – vel at mærke ikke venner fra kollegiet, men venner fra en anden sammenhæng. Det fremgik af deres samtale at det ikke var for at besøge mig at de befandt sig ved kollegiet, og de har næppe skænket det en tanke at de stod lige neden for mit vindue. Jeg åbnede vinduet og sagde (måske lidt søvndrukkent): ”Hej! Jeg kan høre alt hvad I siger!” Det jeg mente, var naturligvis: ”Jeg havde ikke ventet at møde jer her. Vidste I at I stod lige under mit vindue? Og hvem skal I egentlig besøge?” Men mine venner fangede ikke hvad jeg sagde mellem linjerne, men besvarede blot mit ”Jeg kan høre alt hvad I siger” med ordene: ”Vi har heller ikke noget at skjule.” Og dermed blev jeg ikke ret meget klogere.

                      Men måske havde de i virkeligheden noget at skjule? Ud fra det jeg havde kunnet høre af deres samtale, skulle de nemlig til en fest hos en af deres og mine fælles venner. Fødselaren boede ikke på kollegiet, men festen blev åbenbart holdt i kollegiets kælderbar som det ellers kun var beboere der kunne leje, så vedkommende må have lejet den i en andens navn. Hvordan det mere teknisk var foregået, fandt jeg aldrig ud af, og den dag i dag kan jeg ikke engang huske hvem fødselaren var. Jeg var nemlig ikke selv inviteret til festen! Og efterhånden som jeg blev mere vågen, og det gik op for mig hvad der foregik, voksede der en følelse af dyb skuffelse og afvisning frem inden i mig: En af mine venner holdt en fest på det kollegium hvor jeg boede, og havde inviteret en stribe af vores fælles venner, men ikke mig. Og hvis vennerne uden for vinduet var klar over at det forholdt sig sådan, har de måske opfattet situationen som en anelse pinlig, og så forstår jeg egentlig godt at de de ikke havde lyst til at svare på mit indirekte spørgsmål. (En anden mulighed er selvfølgelig at de troede at jeg var inviteret, og at det jeg sagde mellem linjerne, blot var: ”Nå, kommer I også? Hvor hyggeligt!”).

                      Det at blive skuffet over ikke at blive inviteret til en fest, er noget som jeg vil gætte på at de fleste af jer har prøvet. Og jeg skal i øvrigt ikke gøre mig mere hellig end jeg er – jeg har også selv prøvet at være den der havde forsømt at invitere nogen som med en vis ret blev skuffede over den manglende invitation.

                      ”Med en vis ret”? Har man nogen ”ret” til at blive skuffet over den slags? Bestemmer festens vært ikke suverænt hvem han eller hun ønsker at invitere, og er det at blive inviteret ikke et privilegium som ingen kan påberåbe sig at have ”ret” til? På en måde, jo – og så alligevel ikke. Hvis Signe og jeg for eksempel havde valgt ikke at inkludere mine forældre blandt de cirka 50 middagsgæster til vores bryllup, så ville de have haft al mulig grund til at føle sig krænket og forkastet, for når man skal giftes, så inviterer man med soleklar selvfølgelighed sine forældre – i hvert fald medmindre forholdet til dem i forvejen er gået fløjten af andre årsager. Det er hvad en antropolog ville kalde en ”kulturel norm”. Når vi holder en fest, så er der visse personer der med rette kan forvente at blive inviteret, og ved at invitere dem viser vi dem ikke en særlig godhed eller velvilje; vi gør kun hvad der forventes af os i et samfund som vores. (Om jeg hørte til dem som min ven havde en form for kulturel forpligtigelse til at invitere til sin fødselsdag på kollegiet dengang i 1998, skal jeg ikke kunne sige – sandsynligvis ikke, men skuffet blev jeg nu alligevel!).

                      I det antikke Nærøsten, som var den kultur Jesus levede og vandrede i, var der også nogle kulturelle normer der skulle følges når der blev holdt fester, og de normer var i høj grad baseret på gensidighed. Det indebar at man selvfølgelig skulle invitere alle dem som man selv tidligere var blevet inviteret af, og derfor gjorde man også klogt i at invitere dem som man regnede med ville invitere en i fremtiden. I praksis indebar det at man inviterede dem der havde omtrent samme status i samfundet som man selv havde, for de ville være i stand til at gøre gengæld med en lignende invitation – og ved at invitere dem sørgede man for at holde sig gode venner med dem, sådan at man internt i gruppen kunne bekræfte hinandens tilhørsforhold til det gode selskab. Og blev man inviteret til en fornem fest hos en fra en højere samfundsklasse, indebar det en forpligtelse til at hjælpe den pågældende på andre måder – i det romerske patron/klient-system indebar det for eksempel en forpligtelse til at stemme på den pågældende rigmand når der var valg til senatet. Og en helt selvfølgelig forpligtelse var at tage imod de invitationer man fik, og i særdeleshed at komme når man havde sagt at man ville komme – alt andet ville være en uhørt fornærmelse mod værten.

                      Den evangelietekst vi har hørt i dag, foregår ved et middagsselskab hos en af de ledende farisæere. Man kan godt undre sig over hvorfor den pågældende farisæer havde valgt at invitere Jesus til sin fest, for Jesus hørte jo ikke til samme samfundsklasse som farisæerne, og han var heller ikke i stand til at gengælde invitationen, men så vidt jeg har kunnet læse mig til, var det almindeligt blandt jøderne på den tid at når man havde været til gudstjeneste i synagogen på sabbatten, så var der en af de mere velhavende personer i menigheden der inviterede alle der havde lyst, til middag i sit hjem. De fattige i menigheden forholdt sig naturligvis normalt ydmygt i sådan en situation, idet de anerkendte og respekterede at de deltog på værtens nåde og barmhjertighed, og derfor også på hans vilkår. Men sådan gjorde Jesus ikke; tværtimod provokerede han fra start til slut. Først helbredte han en mand med vand i kroppen, selvom sådan en tilstand ikke ligefrem er akut kritisk, og helbredelsen sagtens kunne have ventet til dagen efter hvor det ikke længere var hviledag.  Derefter skældte han de øvrige gæster ud for at de udvalgte sig de fornemste pladser ved bordet. (Begge de to begivenheder indgår i øvrigt i prædiketeksten den 8. oktober i år, så der vil jeg da anbefale jer at komme igen, så skal jeg nok prøve at finde noget fornuftigt at sige om dem). Og som opfølgning på det gav han dem alle sammen en formaning om at når de holder fest, så skal de ikke følge tidens gængse sociale normer, men i stedet invitere ”fattige, vanføre, blinde og lamme”, altså dem som hverken kan gengælde tjenesten på den ene eller den anden måde.

                      Og endelig kom så den lignelse der er dagens prædiketekst, hvor en rig mand holder en stor fest og som ventet inviterer en række andre rige mennesker, deriblandt en der ejer så meget jord at han har brug for ikke mindre end fem par okser til at pløje den. ”Men de gav sig alle som én til at undskylde sig.” Der var tale om mennesker som havde sagt ja til at komme til festen, men som nu pludselig meldte fra – ikke på grund af akutte omstændigheder, men på grund af en mark og nogle okser der ikke render nogen steder mens ejeren er til fest, og en hustru som sikkert var velkommen til at tage med. Mest af alt ligner det organiseret mobning at de alle sammen kommer med lamme undskyldninger som medfører at værten står uden gæster til den fest han har forberedt. Hvis sådan noget var sket i virkeligheden i datidens kultur, ville det have været en social deroute af dimensioner for den stakkels festarrangør – han ville fra den dag af have været at regne som udstødt af sit lokalsamfund! Og hans bedste strategi ville nok være at gøre alt hvad der stod i hans magt for at forsøge at komme ind i det gode selskab igen. Men i Jesu lignelse vælger værten en helt anden strategi: Han lader de utaknemmelige mennesker på gæstelisten sejle i deres egen sø og inviterer i stedet nogle andre – nogle mennesker som en mand i hans position normalt aldrig ville invitere, nemlig de selv samme fattige, vanføre, blinde og lamme som Jesus netop havde formanet sine tilhørere til at invitere. I stedet for at kæmpe for at generobre sin position i samfundets hierarki vælger han at give hele hierarkiet fingeren (for nu at sige det på nudansk) og handle ud fra den præmis at alle mennesker er lige meget værd – præcis som Jesus opfordrer til.

                      Den afsluttende replik i lignelsen lyder meget hård: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” Vi kan godt synes at manden burde være lidt mere large over for de mennesker der har fornærmet ham, for de kunne vel godt komme på bedre tanker? Men jeg tror egentlig ikke at udsagnet er udtryk for at døren er lukket fra hans side. Snarere drejer det sig om at de mennesker han oprindelig havde inviteret, overhovedet ikke ville være interesseret i at deltage i en fest sammen med fattige, vanføre, blinde og lamme, så det at han nu havde valgt at invitere de grupper, ville medføre at de oprindeligt indbudte i hvert fald ikke ville fortryde deres nej – medmindre de også besluttede at skrotte hierarkiet i samfundet!

                      Vi kan læse lignelsen på i hvert fald to forskellige måder. Vi kan læse den som et eksempel til efterfølgelse: Vi skal ikke lade mere eller mindre tilfældige kulturelle normer diktere vores værdier (og vores værdi!), men lade Guds kærlighed komme til udtryk i vores måde at handle på – også selvom det betyder at vi mister status i andre menneskers øjne, og de mennesker som vi rent menneskeligt gerne ville ses sammen med, aldrig kommer til at hænge ud med os. Som vi hørte i epistelteksten, skal vi    jo ikke undre os hvis verden hader os.

                      Men der er også en anden mulig måde at læse lignelsen på, og det er faktisk den mest udbredte måde, nemlig at den mand der holder festen, er et billede på Gud. Billedet halter naturligvis på en række punkter, for Bibelen – både Det Gamle og Det Nye Testamente – gør det klart at det helt fra starten har været Guds hensigt at alle mennesker skulle inviteres med til det festmåltid der ofte (blandt andet i den tekst vi hørte fra Esajas’ Bog) bliver brugt som et billede på Guds rige. Men ellers passer pengene meget godt, for hvis vi virkelig er blevet inviteret til fest af selveste universets skaber, så vil enhver undskyldning vi kan finde på, være mindst lige så lam som dem personerne i lignelsen kom med. Alligevel har vi tit travlt med alt muligt andet end at leve det liv Gud har kaldet os til (og det kunne der sagtens holdes en hel prædiken om, men det må blive en anden dag).

                      Den udlægning kræver imidlertid at vi identificerer os med de mennesker der i første omgang blev inviteret. Men vi kunne også identificere os med de fattige, vanføre, blinde og lamme – og det ville måske være en mere rigtig identifikation. Hvis vi bliver i lignelsens univers, så er de første mennesker der bliver inviteret, jo nogle der befinder sig på samme niveau i samfundets hierarki som værten gør, som har mulighed for at gengælde hans invitation, og som har magt til at ødelægge værtens sociale status. Men vi vil aldrig nogensinde kunne gengæld Gud hans godhed imod os. Vi har ikke noget Gud mangler, som vi kunne give ham. Og Guds ”status”, hvis man da kan bruge det ord om Gud, er helt og aldeles uafhængig af om der er så meget som et eneste menneske der anerkender ham. ”Gud er Gud, om alle mand var døde”. Når Gud vil have med os at gøre, er det ene og alene på grund af hans grænseløse godhed og kærlighed, og det eneste han ønsker af os, er at vi elsker ham igen. Men det har vi også al mulig grund til, for selvom vi i forhold til Gud er at sammenligne med udskud som ingen respektable mennesker ville ønske at have noget med at gøre, så behøver vi ikke at indtage en selvudslettende og underdanig holdning i Guds hus, men vi kan folde os ud med frimodighed og endda kalde Gud for vores far, fordi han kalder os sine børn – og vi er det.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2017
Tags: Lukasevangeliet 14.16-24

Posted By admin on 4. marts 2019

Jesus og Nikodemus: Fødselsdag to gange om året

Prædiken i Husum Kirke trinitatis søndag 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

I har måske lagt mærke til at busserne flager i dag. Det skyldes at det er gårsdagens guldbrudgom, prinsgemal emeritus Henriks 83 års fødselsdag. Nogle hævder at det også er Fandens fødselsdag, men så er det jo godt at vi ikke desto mindre kan trodse ham ved at fejre gudstjeneste.

                      Når man siger (eller i hvert fald sagde tidligere) at det er Fandens fødselsdag, er det fordi det var terminsdag, altså den ene af de to årlige dage hvor forfalden gæld, især i fast ejendom, skulle betales. Den anden dag var 11. december. Fanden har/havde altså fødselsdag to gange om året, og det at den ene er/var samme dag som prins Henrik, gav anledning til følgende charmerende lille misforståelse som står at læse i en af Niels Vogels samlinger af perler fra danske skolebørns stile: ”Den mest berømte fremmedarbejder i Danmark er prins Henrik. Som prins må han nøjes med at gå og sole sig i skyggen af dronningen. Sammen med Fanden er han den eneste der har fødselsdag to gange om året.”

                      Men nu skal jeg sige jer noget: Alle der er døbt, har fødselsdag to gange om året! Som der står i det vers fra Første Petersbrev der bliver citeret både hver gang vi holder dåb, og hver gang vi holder begravelse: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Dåben handler altså om at Gud føder os på ny til at være hans børn. I samtalen med Nikodemus kalder Jesus det for at blive ”født af Ånden”.

                      I Præsteforeningens Blad, der udkommer hver fredag, er der hver uge en såkaldt ”prædikenvejledning”, hvor skiftende præster og teologer præsenterer deres tanker om ugens prædiketekst til inspiration for alle os andre der skal stå på prædikestolene rundt om i landet. Jeg må tilstå at jeg ikke plejer at bruge vejledningen – nogle uger får jeg den ikke engang læst, andre gange læser jeg den og tænker: ”Det er nogle interessante tanker, men jeg synes der er en anden vinkel der er mere oplagt”, og så er der også de gange hvor jeg læser det og tænker: ”Sikke noget sludder!” Men i vejledningen til i dag (som i øvrigt er skrevet af Kamille Nygård, sognepræst i Gestelev-Herringe ved Ringe) stødte jeg på nogle sætning som fik mig til at ”spidse øjne” (eller hvad det nu hedder når man læser). Der stod:

                      ”Nikodemus spørger: Hvem er det, der er født af ånden? Kan vi bare svare: det er alle døbte! Ja, men. Der er også et men. Noget, der mangler at blive sagt. Jeg tror, det er de færreste, der oplever at være født på ny af ånden, selvom de er døbt. Men de fleste forstår, når man siger, at kødet, dvs. verden og hverdagen, har brug for noget mere end sig selv. Hvordan gør vi menigheden til et åndeligt fællesskab, eller rettere: hvordan opdager vi og udfolder vi dét, at menigheden vel er et åndeligt fællesskab? Der er båret af mere end blot gode traditioner, onsdagskor og en sogneudflugt”.

                      Jeg synes det er et rigtig vigtigt spørgsmål Kamille Nygård rejser. For det er meget nemt som præst at stå her og fyre en masse teologiske floskler af, og I har sikkert også alle sammen hørt det før at vi er blevet født på ny i dåben – men oplever vi det? Opdager vi det? Udfolder vi det?

                      De spørgsmål er ikke helt enkle at svare på, for de fleste af os ved måske dårligt nok hvad det er for en ”oplevelse” vi skal spejde efter.          Men måske kan vi blive klogere ved at stille et tilsvarende spørgsmål til den fysiske fødsel. Altså: Hvordan oplever, opdager og udfolder vi at vi er i live rent menneskeligt? Og det gør man vel ved at opleve noget. Ved at vove noget. Ved at kaste os ud i livet og tage de knubs der følger med – for når noget gør ondt, mærker vi jo også at vi er i live!

                      Hvis vi kan overføre det, så må det jo betyde at vi kan mærke at vi åndeligt set er i live, ved at kaste os ud i det åndelige liv og tage de knubs der følger med. Med andre ord: At tage Gud på ordet. At leve som om der er en Gud, og som om det er sandt at den Gud har givet os et nyt liv som sine børn. Og det tror jeg faktisk er svært her i Danmark. Det er svært fordi vi efterhånden har vænnet os til at vi kan sikre os mod alle former for ulykke, så vi behøver knap nok Gud til at beskytte os (eller det bilder vi os i hvert fald ind). Og det er svært fordi vi har vænnet os til et naturalistisk verdensbillede hvor det kun er de ting der kan måles og vejes, der tæller. Og eftersom man hverken kan måle eller veje Gud, kommer vi let til at tænke at Gud ikke rigtig tæller. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af at stadig flere politikere og debattører hævder at religion er noget man skal holde for sig selv og ikke lade få nogen konsekvenser for sin optræden i det offentlige rum.

                      Men hvad gør vi så? Skal vi frasige os den sikkerhed vi har adgang til her i Danmark – opsige vores forsikringer, undlade at benytte de gratis tilbud fra sundhedsvæsenet, droppe cykelhjelmen og sikkerhedsselen, sige vores faste job op hvis vi har sådan et, og bare leve af Guds kærlighed og kildevand? Nej, det tror jeg bestemt ikke vi skal – ikke for dets egen skyld i hvert fald. Det er ingen ros værd at udsætte sig selv for unødige risici, som om man på den måde kunne ”presse” Gud til at gribe ind. Djævelen forsøgte engang at få Jesus til at gøre netop det, men Jesus afviste ham med ordene: ”Du må ikke udæske Herren din Gud”. Jeg er overbevist om at alle de ting jeg nævnte, er gaver fra Gud som vi bør bruge med tak.

                      Men omvendt må vi ikke sætte vores sikkerhed så højt at vi lader det afholde os fra at gøre det rette; fra at adlyde de befalinger som Jesus har givet. De fire evangelier rummer en lang række meget konkrete og umisforståelige befalinger af Jesus, som vi vesterlændinge har en kedelig tendens til at bortrationalisere, ignorere, eller ligefrem erklære os uenige i, uanset om vi i øvrigt går rundt og kalder os kristne. Jeg vil nævne nogle få af dem.

                      ”Slår nogen dig på din  højre kind, så vend også den anden til.” Nok det skriftsted der oftest bliver undsagt af selv de frommeste kristne. For ”vi er jo nødt til at forsvare os selv!” Den sætning jeg lige har sagt, rummede et af de farligste ord i det danske sprog. Jeg prøver lige at sige den igen, og så er jeg spændt på om I kan regne ud hvad det er for et ord jeg tænker på: ”Vi er jo nødt til at forsvare os selv.” (pause)

                      Det farlige ord er ”jo”. Ordet ”jo” viser at der er noget vi tager for givet, noget vi betragter som værende hævet over enhver diskussion – noget som vi i dette tilfælde endda sætter højere end Jesu egne ord. Så længe vi gør det, tænker vi ikke som mennesker der er født igen af Ånden – vi oplever og udfolder ikke vores dåb. Hvis vi derimod begyndte at praktisere det med at vende den anden kind til, sådan som de første kristne gjorde, så ville vi pludselig stå et sted hvor vi var afhængige af at der rent faktisk er en Gud som er andet og mere end en smuk moralsk eller filosofisk tanke!

                      Lad os tage et eksempel mere: ”Når du bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder”. Umiddelbart måske ikke helt lige så let at forstå som den anden befaling, så jeg må hellere forklare lidt: I den jødiske religion på Jesu tid var det almindeligt at aflægge løfter til Gud om at man ville give en bestemt gave til templet på et bestemt tidspunkt. Det at opfylde sådan et løfte var en hellig pligt og noget som under ingen omstændigheder måtte udsættes. Men Jesus siger altså at det at få løst en eventuel konflikt med et medmenneske er så vigtigt at selv den helligste pligt må vige. Og måske antyder han også at det slet ikke er muligt at tilbede Gud af et rent hjerte hvis man har en konflikt med et andet menneske. Gud er jo fællesskabets Gud, og det at være født af Ånden indebærer at være forbundet med Gud på det åndelige plan. Nu er det som bekendt sådan at hvis der er åbne grænser mellem Danmark og Tyskland, og der også er åbne grænser mellem Tyskland og Frankrig, så indebærer det at der er åbne grænser mellem Danmark og Frankrig, via Tyskland (enten man nu synes at det er en god ting eller ej). Hvis vi ikke vil have åbne grænser mod Frankrig, så går det også ud over vores forbindelse med Tyskland. På samme måde må det være sådan at hvis jeg er tæt forbundet med Gud på det åndelige plan, og du er tæt forbundet med Gud på det åndelige plan, så må du og jeg også være tæt forbundet med hinanden på det åndelige plan. Så hvis jeg går rundt og tænker onde tanker om dig, så går det ud over mit fællesskab med Gud, fordi det åndelige fællesskab mellem dig og mig går via Gud. Hvis vi vil opleve at være født af Ånden, må vi altså tænke ret og kærligt om hinanden.

                      Et sidste eksempel: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen”. De ord får I lejlighed til at høre Iben prædike over den 17. september, så jeg vil ikke gå meget i detaljer med dem, men blot nævne at jeg selv har det med at være frygtelig bekymret når det stikker mig (spørg bare min hustru!). Men hvis vi virkelig tror på at der er en Gud som har forudset alt hvad der vil ske for os, så er det jo i grunden (hov, der sagde jeg det farlige ord!) – så er det i grunden spild af kræfter at bekymre sig – kræfter som vi i stedet kunne bruge på rent faktisk at gøre noget ved den situation der bekymrer os, eller hvis der ikke er noget vi kan gøre ved den: at få det bedste ud af den situation der nu engang er. Det betyder ikke at vi skal være naive eller dovne, men når vi har gjort hvad vi kunne, må vi lade resten være op til Gud og stole på at han har styr på tingene. Sådan tænker i hvert fald den der er født af Ånden.

                      Og nu sidder du måske og tænker at det var da en forfærdelig masse krav at skulle leve op til: Vi må ikke bekymre os, vi må ikke have konflikter, vi må ikke slå igen… Glemmer ham præsten ikke at vi kun er mennesker? Nej, jeg glemmer det ikke – jeg påstår at det ikke er sandt! Det som Jesus siger til Nikodemus, er jo netop at vi kan blive noget andet og mere end det vi blev født til at være ved vores fysiske fødsel. Ja, ikke alene det – han siger faktisk at vi allerede er andet og mere end det! Hvis du er døbt, så er du ikke bare et menneskebarn, så er du et Gudsbarn! Og det er vigtigt, for hvis vi kun var mennesker, ville det være fuldstændig umuligt at opleve hvordan det er at være født af Ånden – det ville være lige så uforståeligt for os som vinden var det for oldtidens mennesker der ikke kendte til meteorologi. Og hvis vi bilder os ind at vi kan leve som åndelige mennesker ved at mobilisere alle vores menneskelige kræfter, så bliver vi slemt skuffede, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Vores eneste chance for at opleve at vi er født af Ånden, er at tage imod det i tro. At holde op med at høre Jesu befalinger som en moralprædiken, og i stedet høre dem som en evangelieprædiken – en serie af løfter om hvad Gud vil forvandle os til. Kun på den måde kommer vi til at kunne agere ud fra et overskud. Kun når vi i ydmyg forventning retter vores hjertes blik mod Jesus og lader hans liv strømme igennem os, bliver vi sat fri til at leve som mennesker der er født af Ånden. Hver gang vi retter blikket mod os selv, ryger vi tilbage til den rent menneskelige energikilde, og det går galt. (Tro mig – det sker for mig konstant!)

                      Så lad os huske at vi har to fødselsdage – en menneskelig og en åndelig. Og lad os leve både det menneskelige og det åndelige liv fuldt ud, så både vi selv og mennesker omkring os kan mærke at vi er i live!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til trinitatis søndag 2017
Tags: Johannesevangeliet 3.1-15

Posted By admin on 4. marts 2019

Indtoget i Jerusalem: Hvorfor skal vi hylde Jesus?

Prædiken i Husum Kirke palmesøndag 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

I USA er der frit valg på alle hylder når man skal vælge et navn til sit barn – eller hvis man selv har lyst til at tage navneforandring for den sags skyld. Og når jeg har fortalt mine amerikanske venner at det er anderledes i Danmark, har de som regel været dybt rystede over at staten kunne finde på at blande sig i den slags! Men i Danmark siger loven altså at hvis man vil give sig selv eller sit barn et navn som ikke står på Ankestyrelsens liste over godkendte fornavne, så skal man søge om tilladelse, og for at man kan få den, er der tre betingelser der skal være opfyldt: Navnet må ikke være upassende eller vække anstød, navnet må ikke være uegnet til at blive anvendt som fornavn her i landet, og endelig: Der skal være tale om ”et egentlig fornavn”, hvilket udelukker titler og præfixer samt beskyttede efternavne (Navneloven, §14). Det er altid kirkekontoret der administrerer navngivning og navneændring, hvilket vil sige at det i et storbysogn som Husum er kordegnen der sidder med det, mens det i de små landsogne er præsten.

                      Alt det her fortæller jeg jer kun for at I skal kunne forstå den anekdote jeg vil fortælle jer nu. Den handler nemlig om en landsbypræst der en dag fik besøg af et ungt par der netop var blevet forældre til en lille pige. Det var nogle meget fromme unge mennesker, og eftersom deres datter var født palmesøndag, havde de fået den idé at hun skulle hedde Hosianna. Da præsten hørte det, blev han naturligvis rørt over deres fromhed, men der var jo altså lige det problem at Hosianna ikke er et godkendt fornavn, og præsten syntes egentlig heller ikke at det var egnet som fornavn. (Det kan man så altid diskutere om han havde ret i). Men forældreparret holdt stædigt på deres – lige indtil præsten fik en idé: ”Hvorfor vil I give jeres datter et drengenavn?” spurgte han. ”Er Hosianna et drengenavn?” spurgte de forvirrede forældre. Og så slog præsten op i Matthæusevangeliet og læste det vers for dem som vi lige har hørt: ”Hosianna, Davids søn!”

                      Da jeg som barn første gang hørte beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, opfattede jeg faktisk også Hosianna som en navn der blev brugt om Jesus, og jeg kunne ikke forstå det, for ligesom de unge forældre fra historien syntes jeg jo at det lød som et pigenavn. I virkeligheden er det dog slet ikke noget navn, men derimod et tilråb på hebraisk, der betyder ”Frels dog!” Faktisk var det som folkeskaren råbte til Jesus, et citat fra en af salmerne fra Det Gamle Testamente, nærmere betegnet Salme 118, vers 25-26, hvor der står: ”Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” – altså en bøn til Gud om at frelse og om at velsigne en konge der red ind i byen i Guds navn. Men dengang de fire evangelister satte sig ned og skrev deres evangelier på græsk, som var datidens internationale sprog, valgte de altså at lade ordet ”hosianna” stå på hebraisk i stedet for at oversætte det, og det er derfor det heller ikke er oversat i vores danske bibel. Og grunden til at de gjorde det, er nok at ordet allerede på det tidspunkt havde fået ”sit eget liv”, så at sige, som et hyldestråb hvis oprindelige betydning man ikke nødvendigvis tænkte over.

                      Man kan godt undre sig lidt over hvordan ”Frels dog” kan blive til et hyldestråb, men vi har faktisk noget lignende på vores eget sprog. Vi ”hilser” jo på hinanden på daglig basis og slutter vores breve og emails med ordene ”venlig hilsen” eller ”kærlig hilsen” eller ”bedste hilsener”. Men ordet ”hilse” blev faktisk oprindelig stavet med e, altså ”helse” – det at ”hilse” er nemlig at ønske den anden ”helse”, altså at de må blive bevaret fra sygdom. En hilsen er selvfølgelig ikke det samme som et hyldestråb, men hvis vi tænker på hvad vi siger når vi vil hylde nogen, så er vi faktisk ovre i samme boldgade. For hvad siger vi nemlig når vi skåler for eksempelvis et brudepar? Vi siger: ”Brudeparret længe leve!” – altså igen et ønske om at de må blive bevaret fra det onde. Og når man hylder en konge, siger man: ”Kongen leve!” Det er et ønske – men tror man på Gud, er det jo helt oplagt at lade sine ønsker blive til en bøn. Og dermed er vi fremme ved Salme 118’s bøn til Gud om at frelse den konge der kommer i Herrens navn – dvs. bevare ham fra det onde. Og på den måde blev ”Hosianna!” til et hyldestråb. Og lignende hyldestråb er blevet brugt adskillige gange op gennem historien – de ældste af jer husker nok endnu dengang en diktator i et ikke særlig fjernt land påbød alle sine undersåtter at hilse både ham og hinanden med et ønske om diktatorens helse og frelse – eller som det hedder på tysk: ”heil” – et ønske der desværre ikke forhindrede ham i at fjerne sig mere og mere fra både helse og frelse og synke ned i ondskabens morads.

                      Måske sidder du og tænker at man i det hele taget skal lade være med at dyrke et menneske på den måde som nazisterne dyrkede Hitler, for al erfaring siger vel at det er usundt og ender galt? Hvis du tænker sådan, så kan jeg kun give dig ret. Men var det ikke netop det folkeskaren gjorde da Jesus red ind i Jerusalem? På hvilken måde adskilte jødernes ”Hosianna!” sig fra nazisternes ”Heil!”? Det indlysende svar er at Jesus jo var Guds søn, men det kan enhver jo principielt hævde at være, og flere diktatorer i historiens løb har faktisk netop grundlagt deres regimer ved at bilde folk ind at de var gudesønner. Og hvis Jesus havde været af den slags, så tror jeg faktisk godt han kunne have brugt folkets begejstring til at slå sig op som en grusom og manipulerende diktator! Men det gjorde han ikke – og det er netop dér forskellen ligger! Det er derfor Jesus fortjener vores hyldest.

                      Der er i øvrigt det interessante ved det at råbet ”Hosianna!” i sig selv ikke siger noget om hvem det er vi beder Gud om at frelse. Oprindelig var det jo nok en bøn for den konge der kom ridende i Herrens navn, men i princippet kan det jo lige så godt være en bøn om at Gud vil hjælpe kongen til at frelse os andre! Og tit har de to betydninger måske ikke helt kunnet skilles fra hinanden – et folks skæbne er jo tit knyttet tæt sammen med dets lederes skæbne, og især i tidligere tider betragtede man nærmest kongen som en slags personifikation af folket, og den franske kong Louis XIV kunne ligefrem sige: ”Staten, det er mig!” Når Hitler kunne få millioner af tyskere til dagligt at fremsige bønner for hans velbefindende, så hænger det nok sammen med at de mente at de derved også sikrede deres eget velbefindende. Og de mange jøder der råbte ”Hosianna!” da Jesus red ind i Jerusalem, håbede givetvis på at hvis Gud frelste og bevarede ham, så ville han til gengæld kunne frelse og bevare dem fra den romerske besættelse.

                      Men i Jesu tilfælde var folkets frelse og beskyttelse ikke knyttet sammen med kongens frelse og beskyttelse – tværtimod blev folkets frelse opnået ved at kongen gav afkald på sin egen frelse! Det han frelste os fra, var nemlig ikke en jordisk besættelsesmagt – de har det jo med at komme og gå – men derimod den sidste og største fjende af dem alle, nemlig døden. For at kunne besejre dén var han nødt til selv at gå i nærkamp med den – altså at ofre sit liv.

                      Ifølge Bibelen er dødens herredømme i verden en konsekvens af menneskers stolthed og selviskhed – den samme stolthed og selviskhed der gør at det altid ender galt når et menneskelig fører bliver hyldet som frelser sådan som Hitler blev det. Den eneste der kunne redde os ud af stolthedens, selviskhedens og dødens magt uden selv at bukke under for den, var Guds egen søn. Og det var netop ved frivilligt at vælge hånsord og fattigdom, lydigt gå vejen ud og dø på korset, at Jesus beviste at han virkelig var Guds søn, så vi nu ved hvem Gud er. Derfor skal alle martrede, døende, alle de dømte, alle hellige, salige, ja alle verdener og væsener og alt hvad der har været, er og skal komme, hylde Jesus som Herre, for han er den eneste der fortjener vores hyldest – og den eneste vi helhjertet kan give den til uden risiko for at den bliver misbrugt. Kun den der har ofret sit liv for dig, fortjener at du giver dit liv til ham!

                      Så lad os da hylde Jesus – med vores bønner og salmer her i kirken, og med vores ord og gerninger i hverdagen! Lad os med langt større frimodighed – og her peger de tre af mine fingre på mig selv! – råbe ”Hosianna!” til vores konge, som kommer til os i Herrens navn.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til palmesøndag 2017
Tags: Matthæusevangeliet 21.1-9

Posted By admin on 4. marts 2019

Bespisningen af de 5000: Mennesket lever ikke af brød alene

Prædiken i Husum Kirke midfaste søndag 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

På en måde er det lidt provokerende at teksten om bespisningen af de 5000 er anbragt lige midt i fastetiden. Især må det have været provokerende dengang fasten blev praktiseret i større omfang end den gør i dag. Jeg mener: Forestil dig at du har valgt at leve på en simpel diæt og afstå fra en række fornøjelser i tiden mellem fastelavn og påske, for at kunne rette mere af din opmærksomhed mod Gud i stedet for mod dine jordiske behov. Det betyder ganske vist at du går rundt og er lidt småsulten, men det hjælper jo hvis man lader være med at tænke på mad. Så kommer du hen i kirken, og hvad møder du der? Tre bibeltekster der alle sammen i større eller mindre grad handler om mad! Men jeg tror faktisk at det er et meget bevidst valg fra dem der i sin tid fordelte bibelteksterne ud over kirkeåret, fordi vi netop i fastetiden har de bedste forudsætninger for at forstå at bespisningsunderet dybest set slet ikke handler om mad. Hvis I kommer tilbage om præcis et år, hvor det er teksterne fra Anden Tekstrække der skal prædikes over, vil I da også kunne høre hvordan Jesus forklarer de undrende folkeskarer der opsøger ham for at få mere brød, at de fuldstændig har misforstået hvad det var han ville lære dem. (Hvis I ikke har tålmodighed til at vente et helt år, kan I også vælge at læse resten af Johannesevangeliet kapitel 6 når I kommer hjem i dag).

                      Det at der blev tryllet en masse mad frem ud af det blå, var naturligvis i sig selv temmelig bemærkelsesværdigt. Hvis vi oplevede noget lignende i dag, tror jeg i hvert fald at vi ville spærre øjnene godt og grundigt op! Det gjorde folk også dengang, og det endda i en grad så de ønskede at gøre Jesus til deres konge. De så nemlig nogle meget spændende perspektiver i de evner som Jesus åbenbart havde. På Jesu tid var både Israel og hele resten af Mellemøsten, Middelhavsområdet og Vesteuropa nemlig underlagt Romerriget, fordi romerne rent militært var alle andre overlegne. Der var mange der drømte om at gøre oprør og smide romerne på porten, og især da blandt jøderne, som besad en stor national stolthed. Problemet var bare at de ikke havde den militære styrke til at gøre det. Det var nemlig nødvendigt at en stor del af den jødiske arbejdsstyrke var beskæftiget inden for landbrug og fiskeri for at folk ikke skulle dø af sult, og så var der ikke ret mange tilbage til at springe soldat. Men hvis nu man havde en konge som kunne mætte 5000 mand med fem brød og to fisk, så var man pludselig ude over det problem! En enkelt eller to landmænd og en enkelt fisker ville være nok til at holde en stor hær gående, og måske ville man endda kunne tiltrække lejesoldater fra nabolandene – aflønningen ville jo ikke blive noget problem!

                      Men Jesus listede lige så stille af, for han var overhovedet ikke interesseret i at være konge. I hvert fald ikke den slags konge. Som han et års tid eller to senere sagde til Pilatus: ”Mit rige er ikke af denne verden.” Hans mål var ikke et israelitisk storrige i Levanten baseret på militær magt, men et evigt fredsrige for alle folk baseret på kærlighedens magt.

                      Men som det fremgår af den tekst der skal prædikes over om et år, så lykkedes det altså nogle af dem der ville gøre Jesus til kongelig brødleverandør til folket, at finde ham igen efter at han var smuttet fra dem, og de havde i mellemtiden udtænkt et argument. De kunne nemlig deres bibelhistorie og vidste at deres forfædre engang havde vandret rundt i ørkenen i 40 år med Moses som deres anfører, uden at nogen af dem var døde af sult, for hver eneste morgen lod Gud det regne med en slags himmelsk brød – det såkaldte ”manna”. Så hvis Jesus virkelig var sendt af Gud, sådan som han påstod, så burde han vel kunne gøre noget lignende?

                      Men de kunne åbenbart ikke deres bibelhistorie helt godt nok, eller det var i hvert fald et stykke tid siden de sidst havde læst den tekst som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Der er tale om et uddrag af den afskedstale som Moses holdt til folket ved ørkenvandringens afslutning, på tærsklen til det forjættede land, umiddelbart inden han overgav lederskabet til sin efterfølger Josva. Og som vi hørte, sagde Moses blandt andet: ”Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.” (Det sidste vers citerede Jesus i øvrigt da Djævelen forsøgte at friste ham til at trylle sten om til brød, som vi hørte til gudstjenesten for 3 uger siden). Når Gud lod det regne med brød, var det altså ikke for at lære israelitterne at deres fysiske behov var det vigtigste i hele verden, men tværtimod for at lære dem at der er ting der er langt vigtigere – altså præcis det samme som det er meningen at fastetiden skal lære os i dag.

                      Og det der er langt vigtigere, det er altså ”alt, hvad der udgår af Herrens mund” – et smukt eksempel på hebraisk poesi, som naturligvis blot betyder ”alt hvad Herren siger”. Og hvad siger Herren så? Tja, de udsagn som ifølge Bibelen stammer direkte fra Gud, kan groft sagt deles op i fire kategorier.

                      For det første er der Guds skabende ord. Gud sagde: ”Der skal være lys!” og der blev lys [1 Mos 1,3]. Gud sagde: ”Vandet skal vrimle med levende væsener!” og det skete [1 Mos 1,20]. Den slags udsagn er der ikke ret mange af, men til gengæld må de siges at være overordentlig vigtige, og det er i hvert fald sandt at vi lever af dem, for hvis Gud ikke havde skabt, ville vi jo slet ikke have været her.

                      For det andet er der de steder hvor Gud udtrykker sine følelser. Det gør han faktisk overraskende tit, og på det punkt adskiller Bibelens Gud sig markant fra såvel Koranens Gud som filosoffernes ”Ubevægede Bevæger”. Bibelens Gud giver udtryk for glæde, vrede, sorg – og vigtigst af alt: kærlighed. Det at Universets Skaber, Kraften Til At Være Til I Alt Hvad Der Er Til, Den Kilde Som Al Væren Flyder Fra – at det er en person som erklærer sin kærlighed til dig og mig, det er ganske enkelt revolutionerende, og det er i hvert fald mere vigtigt end spørgsmålet om hvad vi skal putte i maven!

                      Den tredje slags udsagn vi har fra Gud, er Guds bud, og de udgør måske det allermest kendte af det der er ”udgået fra Herrens mund”? I hvert fald kender de fleste til regler som ”Du må ikke begå drab”, ”Du må ikke bryde et ægteskab”, ”Du må ikke vidne falsk” og ”Du skal elske din næste som dig selv” – bud som i al deres enkelhed rummer enormt meget visdom. Forestil jer at alle mennesker havde mad nok, men at vi til gengæld ikke havde nogen moralbegreber der forbød os at være hadefulde, løgnagtige, utro mordere – ville det være særlig rart? Som der står i en af Davids salmer: ”Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen” [Sl 19,8] – vi lever så at sige af Guds bud! (Og så ved jeg godt at ateisterne siger at de sagtens kan finde ud af at opføre sig ordentligt uden at de har brug for en hellig bog til at lære dem de leveregler som burde være selvindlysende. Det ville desværre tage for lang tid at imødegå den indvending her fra prædikestolen i dag, men sidste år til pinse holdt jeg en hel prædiken om det emne, som man kan få en kopi af hvis det har interesse. Jeg tager også gerne en snak om emnet over kirkekaffen eller ved en senere lejlighed). (Jeg ved også godt at der er mange bud, især i Det Gamle Testamente, som virker temmelig meningsløse for moderne læsere, så som ”Du må ikke tilså din mark med to slags korn” [3 Mos 19,19], eller som ligefrem forfærder os, så som reglerne om dødsstraf for tilsyneladende små forseelser. Det er en meget stor diskussion som jeg ikke er klog nok til at nå til bunds i, men som i hvert fald gør mig glad og taknemmelig over at vi også har Det Nye Testamente!).

                      Og det bringer os videre til den fjerde og vigtigste kategori af Guds ord, nemlig hans løfter. Jeg tror faktisk at det især er løfterne der sigtes til i udsagnet om at vi skal leve af alt hvad der udgår af Herrens mund. (1) Skabelsen er jo kun et udgangspunkt; (2) Guds kærlige følelser havde vi ikke så meget gavn af hvis han ikke havde handlet på dem; (3) og hvad buddene angår, så har vi kun gavn af dem i det omfang vi formår at efterleve dem – og det kan vi jo tydeligt se på vores verden at det ikke går særlig godt med! Guds løfter afhænger derimod ikke af os, men kun af Guds karakter, og de omfatter langt mere end det vi har fået i skaberværket, krydret med lidt kærlige følelser!

                      Det ville føre for vidt hvis jeg skulle opremse alle de løfter som Gud har givet i både Det Gamle og Det Nye Testamente, så jeg vil nøjes med et enkelt, nemlig det som vi finder i Første Johannesbrev kapitel 3 vers 2, hvor der står: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” (Det er ganske vist ikke direkte tale fra Guds side på samme måde som for eksempel skaberordene og De 10 Bud, men Gud taler på mange måder, og når et skrift som Første Johannesbrev er kommet med i Bibelen, er det fordi der har været enighed i oldkirken om at forfatteren skrev det under Helligåndens inspiration. Det der står, er altså udgået fra Guds mund; det har blot været en tur omkring Johannes’ sind og pen på vejen). Vi tager lige ordene igen: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” Løftet siger altså både noget om vores nutid og vores fremtid.

                      Det der siges om nutiden, er at vi er Guds børn. (De ord er i øvrigt også blevet sagt helt specifikt til enhver der er blevet døbt). Det betyder at Gud har påtaget sig et forsørgeransvar for os, men vel at mærke ikke kun et rent teknisk et af slagsen hvor han giver os kost og logi og i øvrigt er ligeglad med os. Vi er ikke tjenestefolk eller pensionærer på kost, men børn af huset. Gud tager en helt personlig interesse i hver enkelt af os – han er ikke blot interesseret i at vi skal overleve, men i at vi skal leve. Og vi har lov til at komme til Gud med alt hvad der optager os, bekymrer os, glæder os, skræmmer os.

                      Det der siges om fremtiden, er at vi skal få Gud at se som han er. Det kan vi ikke så længe vi lever i den nuværende verden i vores forgængelige kroppe, for vi ville ikke kunne overleve stråleglansen fra Guds hellighed og renhed. Men engang får vi selv den samme stråleglans, så vi kan komme til at bo i Guds lys uden at tage skade af det – ikke fordi vi på nogen måde har gjort os fortjent til det, men fordi Jesus har banet vejen for os med sin død og opstandelse.

                      Og jeg tror i virkeligheden at det er det bespisningsunderet handler om: At ligesom Jesus brugte en lille drengs beskedne madpakke til at give tusindvis af mennesker langt mere mad end de kunne spise, vil han også mætte vores sjæl og ånd i en grad som ikke står i noget som helst forhold til det lidt vi har at komme med selv. Så glem du bare alt om din rumlende mave – Gud har langt større planer for dig end blot at fylde dén op!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til midfaste søndag 2017
Tags: Johannesevangeliet 6.1-15

Posted By admin on 4. marts 2019

Fristelsen i ørkenen: Tænk ud af boksen

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag i fasten 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

Min far var i en årrække landsleder for den danske afdeling af en international organisation. På et tidspunkt – jeg har vel været 13-14 år gammel dengang, så det er mange år siden – blev han kontaktet af en tv-station som gerne ville lave et program (eller måske var det kun et indslag i et program; jeg husker det ikke præcis) om den pågældende organisation, men i stedet for selv at gå på skærmen valgte min far at lade to andre medarbejdere repræsentere organisationen i tv-programmet. Og dét forstod den unge Nikolaj ikke et muk af. Jeg kan huske at jeg spurgte min far hvordan han dog kunne lade sådan en chance gå fra sig, men han svarede bare: ”En chance for hvad?”

                      Det jeg mente, var naturligvis: En chance for at komme i fjernsynet. En chance for at blive berømt! Ung som jeg var, tog jeg det nemlig for givet at det at blive berømt var et mål i sig selv – og samtidig var jeg naiv nok til at tro at et interview på en lokal tv-station var at betragte som berømmelse.

                      Jeg tror nok jeg er blevet en smule klogere med alderen – selvom jeg må bryde sammen og tilstå at jeg ikke er holdt op med stolt at vise det frem til familie og venner når mit navn bliver nævnt i avisen. Men at der er mange ting som det er langt vigtigere at gå efter her i livet end berømmelse, det har jeg da fundet ud af. Og det har de fleste af jer sikkert også.

                      Men hvad er det så vigtigt at gå op i? Hvad skal man prioritere højest når man træffer sine valg i livet? Ja, først og fremmest skal man jo have brød på bordet. Hvis man ikke får noget at spise, dør man ret hurtigt – de 40 dage som Jesus gik uden mad i ørkenen, er vist i nærheden af det maksimale et menneske kan overleve. Dernæst er det vigtigt at have tøj på kroppen og tag over hovedet så man er beskyttet mod kulde og vind og nedbør – det er ikke for ingenting at hjemløse i gennemsnit dør 22 år tidligere end folk der har et sted at bo!

                      Der er desværre et stigende antal mennesker i Danmark der ikke kan tage det for givet at de har mad at spise, tøj at tage på og et sted at gå indendørs, men de fleste af os har heldigvis stadig overskud til at have større ambitioner end blot at få opfyldt vores allermest grundlæggende behov, og de fleste af de valg vi skal træffe, står mellem to muligheder som begge vil sikre os både brød på bordet, tøj på kroppen og et sted at bo. Og hvad skal vi så vælge? Lad os se på nogle eksempler:

                      Eksempel 1: En teenagepige er ved et uheld blevet gravid og har svært ved at beslutte om hun skal beholde barnet eller få en abort. I en række andre lande kunne det godt være et valg der kunne have betydning for hendes muligheder for at få mad på bordet, men i Danmark er det sjældent nødvendigt at tage den slags overvejelser med i betragtning. Til gengæld er det lige så sikkert som amen i kirken at én eller flere behjertede personer vi give pigen følgende råd: ”Du skal selvfølgelig få en abort! Du går jo glip af din ungdom hvis du skal til at være mor allerede!” Og selvfølgelig er det sandt at ens liv nærmest bliver forandret til ukendelighed hvis man får et barn, også selvom man ikke ligefrem er teenager længere (det kan Signe og jeg skrive under på!), men den antagelse der ligger bag rådet, er at de aktiviteter der almindeligvis hører sammen med det at være ung i dagens Danmark – såsom fester, rygsækrejser, og måske også muligheden for at vælge en krævende uddannelse – er noget som det bare ikke går an at snyde sig selv for.

                      Eksempel 2 (og vi bliver i babyverdenen): En yngre mand med en lovende stilling i et stort firma bliver far. Han mener – med rette eller urette – ikke at et lille barn kan være tjent med at have to forældre der begge to arbejder på fuld tid, så han vælger at gå på deltid de første fem år af barnets liv. (Han går nemlig ind for ligestilling mellem kønnene og mener derfor at det lige så godt kan være ham som hans kone der går ned i tid). Når han fortæller sine venner og kolleger om sin beslutning, hvor meget skal vi så vædde på at der er en eller flere der siger (om ikke højt, så i hvert fald inde i sig selv): ”Hvad tænker du dog på, mand? Hvis du går på deltid nu, hvad tror du så der vil ske med dine karrieremuligheder? Det vil da være spild af dit kæmpe talent!” Det at gøre karriere er nemlig noget som de fleste af os tager for givet at man selvfølgelig skal satse på.

                      Eksempel 3 tager os en tur til USA: Efter mordet på John F. Kennedy i 1963 blev den kendte prædikant Billy Graham kontaktet af det Republikanske parti som opfordrede ham til at stille op imod Kennedys vicepræsident, Lyndon B. Johnson, ved valget året efter, fordi de mente at han ville være i stand til at samle nationen. Men da Grahams hustru, Ruth, hørte om tilbuddet, ringede hun straks til sin mand og advarede ham om at amerikanerne aldrig ville vælge en fraskilt mand til præsident. (Det gjorde de ganske vist i 2016, men hun havde sikkert ret i at de ikke ville have gjort det i 1964). Men Billy forstod ikke hvad hun mente. ”Jeg er da ikke fraskilt?” indvendte han forvirret. ”Nej,” svarede Ruth, ”men det bliver du hvis du forlader det arbejde Gud har kaldet dig til, for at blive præsident!” Jeg ved ikke hvor mange der ville have tænkt sådan – de fleste af os er nok mere tilbøjelige til at tænke at hvis vi får magten inden for rækkevidde, så gælder det om at gribe den! Men nu gik det i stedet sådan at Barry Goldwater blev Republikanernes præsidentkandidat i 1964, hvor han led et sviende nederlag til Johnson. Billy Graham blev til gengæld en af præsident Johnsons nærmeste venner som præsidenten ofte spurgte til råds.

                      Man skulle næsten tro at Ruth Graham havde læst evangelieteksten til i dag (det tror jeg faktisk hun havde), for den udfordrer netop de ting som vi let tager det for givet at man skal satse på. I den tredje og sidste af fristelserne får Jesus tilbud om ikke blot at blive USA’s præsident i 4 eller 8 år, men at få al magt i hele verden. Jeg ved ikke hvor mange af os andre der ville have været i stand til at sige nej til sådan et tilbud! Men det gjorde Jesus altså. Ganske vist fortæller Bibelen os at han en dag vil få al magt alligevel, men hans vej til magten gik gennem korsfæstelse, død og begravelse, så det ville nok have sparet ham for en hel del smerter at tage imod Satans tilbud! Men han gjorde det ikke, for der var kun ét princip der var styrende når Jesus traf sine valg, og det var lydighed mod Gud Fader. Vi bliver altså udfordret til at tænke ud af den boks som vi har bygget af alle de ting som vi synes skal være på plads før vi begynder at spørge hvad Gud vil have os til at gøre, og i stedet spørge om Guds vilje som det allerførste.

                      Fristelse nummer to (hvis I vil tilgive mig at jeg tager dem i omvendt rækkefølge) kan med lidt god vilje sammenlignes med mit eksempel om den unge mand der blev opfordret til at prioritere sin karriere. Jesus ville jo i den grad have kunnet gøre karriere hvis han havde fulgt Satans opfordring til at kaste sig ud fra toppen af templet og blive reddet af engle mens den undrende folkeskare så til. Og som Guds søn var det jo hans ret at gøre krav på den beskyttelse fra Gud Faders side, som Satan så dygtigt påpegede, oven i købet med et bibelcitat. Ja, man kunne vel næsten sige at det var ”spild af talent” at Jesus ikke fulgte Satans råd! Men det var altså ikke Guds vilje at Jesus skulle gøre det som ellers var det indlysende at gøre.

                      Og så ville det jo være smukt hvis den første fristelse kunne overføres på mit eksempel med den gravide teenagepige, men det kan den ikke umiddelbart. Det som Satan til indledning opfordrede Jesus til at sikre sig, var jo ikke noget så (undskyld udtrykket) luksuspræget som  muligheden for at gå til fester eller tage på rygsækrejse eller tage en lang uddannelse; det var selve det brød som var nødvendigt for at han overhovedet kunne leve, og som jeg begyndte med at slå fast at vi i hvert fald er nødt til at prioritere. Men selv det prioriterede Jesus altså lavere end lydigheden mod sin Far. (Man kan i øvrigt undre sig over hvorfor Gud Fader ikke ville have sin udhungrede søn til at forvandle stenene til brød, men jeg tror det hænger sammen med at Jesu mission var at gå ind under de samme vilkår som vi mennesker har).

                      Men hvordan finder vi så ud af hvad Gud Fader vil have os til? Tja, det spørgsmål kræver en hel prædiken for sig selv (mindst!). Men vi kan da i hvert fald begynde med at slå fast at han vil have os til at tænke ud af boksen. At han vil have os til ikke at betragte det som givet at der er en stadig voksende liste af ting som vi er nødt til at prioritere. Hvis vi vænner os til at spørge: ”Er jeg nu også det?” hver gang vi tænker (eller andre siger til os) at der er noget vi er nødt til at tage hensyn til, så er vi nået langt. Så har vi en chance for at vælge Livets Træ frem for Kundskabens Træ.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i fasten 2017
Tags: Matthæusevangeliet 4.1-11

Posted By admin on 4. marts 2019

Lignelsen om sædemanden: Høst kræver såning

Prædiken i Husum Kirke søndag seksagesima 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

Er der mon nogen af jer der nogensinde har tænkt: ”Hvis bare penge voksede på træerne!”?

                      Jeg er ked af at sige det, men jeg er bange for at hvis penge voksede på træerne, så ville folk bare plukke dem før de blev modne! For dels er der få ting der har en evne som penge til at vække griskheden og grådigheden i os, dels er mange af os – og især nu til dags hvor det meste af hvad vi ønsker os, kun er et klik væk – i det hele taget dårlige til at vente tålmodigt. Det var nok lettere dengang størstedelen af befolkningen var beskæftiget i landbruget og dermed mærkede på deres egen krop at der går noget tid fra man sår, til man kan høste.

                      Jesus levede og virkede i et landbrugssamfund. Langt de fleste i oldtidens Israel var dybt afhængige af at høsten ikke slog fejl – også dem der for eksempel var beskæftiget med fiskeri, sådan som flere af disciplene var, for uden en ordentlig afgrøde ville bønderne jo ikke have råd til at købe fisk. Faktisk var høsten en så vigtig begivenhed at den ofte blev brugt som billede på Guds riges komme. Jøderne regnede nemlig med at verdenshistorien havde en begyndelse og en afslutning, og at afslutningen ville bestå i at Gud tog magten i verden og gjorde alt godt. (Begrebet ”Guds rige” betyder jo ”der hvor Gud har magten”, ligesom ”Romerriget” var der hvor romerne havde magten). Jøderne gik og ventede på Guds rige med samme længsel som når de ventede på høsten, blot i tiende potens, om man så må sige – og da Jesus kom og begyndte at prædike at nu var Guds rige kommet nær, så var der mange der regnede med at nu var tiden inde! Men så fortalte Jesus altså den her lignelse, og jeg tror at noget af det han ville sige med den, var: ”Husk at man må så før man kan høste!”

                      Og det var det Jesus gjorde da han gik på jorden: Han såede Guds rige! Som en anden sædemand (mærkeligt ord egentlig: ”sædemand”! Jeg prøvede at google det, og langt de fleste hits refererede faktisk til den lignelse vi lige har hørt, så det er ikke ligefrem et nudansk ord! Men det hænger måske også sammen med at såning i landbruget i dag foregår på en helt anden måde, i hvert fald her i Danmark. Men før i tiden tilsåede bønderne altså deres marker ved at gå rundt med en kurv med såsæd og strø det ud med håndkraft. Så en ”sædemand” er altså blot en teknisk betegnelse for en bonde der tilsår sin jord) – men altså: Som en anden bonde der tilsåede sin jord, gik Jesus rundt og forkyndte Guds rige.

                      Og hvad vil det så sige – at ”forkynde Guds rige”? Jo, det vil sige at når Jesus talte, så bragte han Guds rige med sig til dem der lyttede. Det han talte om, var nemlig ikke kun en klog filosofisk teori eller nogle smukke moralske leveregler; det var et helt nyt liv! Og vel at mærke ikke bare en ”opskrift” på hvordan man kan leve et nyt liv, men et tilbud om at modtage et nyt liv! Derfor er der også masser af eksempler på at mennesker blev radikalt forvandlet når de havde mødt Jesus.

                      Tag for eksempel Zakæus (beretningen om ham er ganske vist prædiketekst den 30. juli i år, men I tager nok ikke skade af at jeg lige hurtigt genfortæller den her – hvis I synes den lyder spændende, kan I jo komme og høre min gode kollega Iben udlægge den til sommer). Zakæus var en vaskeægte værnemager – en jøde der arbejdede med at inddrive skatter for den romerske besættelsesmagt. Og ikke nok med det: Han var også en svindler som inddrev større beløb end han skulle, og puttede differencen i sin egen lomme. Så der var ikke noget at sige til at han var upopulær, men han magtede tilsyneladende ikke at bryde ud af det liv han havde. Men så en dag kom Jesus og besøgte ham, og efter at have mødt Jesus erklærede Zakæus at han ville give halvdelen af sine penge til de fattige og betale firdobbelt tilbage til dem han havde snydt! Den dag spirede Guds rige i Zakæus’ liv!

                      Omvendt var der også mange mennesker hvis liv ikke blev forvandlet selvom de mødte Jesus. Det gjaldt for eksempel de fleste af farisæerne og de skriftkloge og resten af det religiøse establishment. På grund af deres høje status var de godt tilfredse med det liv de havde, og derfor var de egentlig slet ikke interesserede i at få et nyt liv. Det havde tilsyneladende ikke strejfet dem at der var en afgrundsdyb kontrast mellem det liv de levede, og det liv der kendetegnede det Gudsrige som de ventede på, med retfærdighed og fred og glæde.

                      At der var stor forskel på hvordan folk reagerede på Jesu budskab, kom ikke bag på ham; tværtimod gjorde han det klart – ved at fortælle lignelsen om sædemanden – at det var naturligt at det gik på den måde. Når man sår frø, er det jo heller ikke det hele der spirer; det ved enhver der har haft en urtehave. Især dengang for 2000 år siden hvor man ikke havde de samme moderne dyrkningsmetoder som i dag, måtte man regne med at der var et vist spild. Der gik tiltrampede stier hen over markerne, og det var ikke praktisk muligt at lade være med at strø såsæd der hvor de var. Der var steder hvor der lå klippestykker under et tyndt jordlag, og det var alt for stort et arbejde at grave dem op først, især hvis man ikke vidste præcis hvor de var. Og endelig var der en masse ukrudtsfrø som man ikke havde en kinamands chance for at bekæmpe. Det er altså et meget realistisk scenarie Jesus beskriver – et som mange af hans tilhørere givetvis kendte fra deres hverdag, og som Jesus dygtigt gjorde til et billede på de forskellige måder som folk forholdt sig til ham på.

                      Og her stopper jeg så lige op et øjeblik for at lave et simpelt pædagogisk trick der går ud på at stille et spørgsmål hvor svaret er ganske indlysende, for bagefter at bruge det til at illustrere noget der måske ikke er helt så indlysende: Hvad var det der var afgørende for om kornet spirede eller ej i Jesu lignelse – var det såsædens kvalitet eller jordbundens kvalitet? (vent på svar) Det var naturligvis jordbundens kvalitet, ja. Det var jo den samme sæd der blev sået over det hele – ligesom det var det samme tilbud om et nyt liv som Jesus gav til alle; der var blot nogle der tog imod det, og andre der ikke gjorde. Den parkerer vi lige.

Hvor vil jeg så hen med alt det her? Jo, i dagens Danmark er der også mange der længes efter at Guds rige skal komme! Det ved jeg ikke om du nogensinde har tænkt over at der er, og måske sidder du endda og tænker at det er der da i hvert fald ikke! Men det tror jeg som sagt at der er – også mange mennesker der ikke engang ville sige at de tror på Gud! De ville selvfølgelig heller ikke sige at de ”længes efter Guds rige”, men det som jøderne så frem til at der ville ske ved verdenshistoriens afslutning, det tror jeg at der er mange mennesker der længes efter, nemlig at der vil blive gjort en ende på al krig og al ondskab og al sult og sygdom og nød og død. Og grunden til at jeg ved at mange mennesker længes efter det, er at jeg har hørt så mange sige noget i retning af: ”Hvis der virkelig er en Gud, hvorfor gør han så ikke en ende på krig og ondskab og sult og sygdom og nød og død?”

                      Og så er det at jeg hiver mit pædagogiske trick fra før op af hatten, for hvad var det nu der var afgørende for om kornet spirede og bar frugt? Det var jordbundens kvalitet! Så hvad kræves der hvis Guds rige skal spire og bære frugt i dag? Der kræves noget god jord som det kan vokse i! Der kræves at der er mennesker som er villige til at tage imod Guds rige og det nye liv som Gud vil give os. Den jordbund som Guds rige vokser i, er nemlig menneskers liv og hjerter.

                      Det lyder måske som en dårlig undskyldning på Guds vegne for at han ikke for længst har gjort noget ved de store og tydelige problemer som vi har i vores verden. Men i grunden synes jeg det giver god mening. Verdenshistorien har jo med al ønskelig tydelighed vist at det at ”udrydde det onde” ikke er så ligetil endda. Selvom der er lidelse som ikke direkte kan relateres til menneskelig aktivitet – det glæder for eksempel tørke, jordskælv, orkaner og den slags – så må man sige at vi mennesker fuldt ud ville være i stand til at gøre verden til et ondt sted, også uden hjælp fra naturkatastrofer. Langt det meste ondskab består i at der er mennesker der tænker ondt, mennesker der taler ondt, og mennesker der handler ondt. Og hvordan får man dem til at lade være med det? Jo, man kan selvfølgelig vælge at straffe ondskab hårdt, men som Martin Luther sagde, så kan man på den måde højst opnå at afbøde de værste af ondskabens konsekvenser; man kan ikke afskaffe selve ondskaben. For hvis det kun er frygten for at blive straffet der afholder et menneske fra at handle ondt, så vil de fleste vel være enige om at der fortsat er tale om et ondt menneske?

                      Man kunne så gå endnu mere drastisk til værks og ganske enkelt udrydde alle de onde mennesker. Det kunne Gud snildt gøre hvis han ønskede det; det indrømmer jeg. Men jeg kan også godt forstå hvorfor han ikke har gjort det – for hvor skal man trække linjen mellem gode mennesker og onde mennesker? Langt de fleste af os er jo en blanding. Selv Adolf Hitler, der vel om nogen betragtes som selve inkarnationen af ondskab – selv han var i stand til at udvise ømhed og menneskelighed, som det blandt andet fremgår af optegnelser fra den jødiske familielæge der tilså Hitlers mor under det sygdomsforløb der endte med hendes død. Og selv Moder Teresa, der vel om nogen betragtes som et uselvisk og ejegodt menneske, havde af og til blandede motiver for sine handlinger, som det er fremgået af de optegnelser hun har efterladt efter sin død. Så hvis Gud skulle trække en linje et sted midt ned gennem menneskeheden for at skille de gode fra de onde – gad vide hvilken side af linjen du og jeg så ville havne på? Og hvis vi antager at vi skulle være så heldige at havne på den gode side, ville vi så overhovedet være i stand til at leve i Guds rige uden at ødelægge det? Ville vi kunne opretholde lutter retfærdighed og fred og glæde? Min erfaring med mig selv giver mig desværre ikke grund til at tro det!

                      Guds eneste mulighed for at skabe et rige uden ondskab – hvis han da ellers vil have at der skal være nogle mennesker tilbage til at bo i det – er altså at forvandle os indefra så vi ikke længere er onde. Det var det jeg mente med at Guds rige kun kan vokse i menneskehjerter. Så længe Guds rige ikke er kommet i dit hjerte, vil det i hvert fald ikke komme omkring dig. Men om Guds rige kommer i dit hjerte, det er faktisk op til dig selv! Det kommer nemlig an på om Ordet falder i god jord hos dig – om du i tro vil tage imod løftet om at alt det gode som du ikke selv er i stand til at gøre, det kan og vil Gud gøre igennem dig! Og at alt det onde som du ikke selv kan befri dig fra, det bar Jesus med sig ind i døden på korset så det ikke længere er i stand til at stå imellem dig og det liv som Gud vil give dig!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag seksagesima 2017
Tags: Markusevangeliet 4.1-20

Posted By admin on 4. marts 2019

Jesu omskærelse: Navnet Jesus

Prædiken i Husum Kirke nytårsdag 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

Jeg har aldrig set pavens dåbsattest, men jeg har ladet mig fortælle at den røber at han blev født den 17. december 1936 og altså rundede de 80 år for et par uger siden. Men mon der er nogen af jer der ved hvilket navn der står på den?

                      Paven er døbt Jorge Mario Bergoglio. Hans forgænger i embedet, der som bekendt stadig er i live, var døbt Joseph Aloisius Ratzinger. Og ham der var pave gennem det meste af min barndom og ungdom, og som for de fleste i min generation ér og bliver Paven med stort P, ja, han var døbt Karol Józef Wojty?a. Men det er ikke de navne de fleste kender dem under, for når en ny pave bliver valgt, er der tradition for at han tager et nyt navn. Det begyndte da en mand ved navn Mercurius blev valgt til pave i år 533; han syntes ikke at den kristne kirkes overhoved skulle være opkaldt efter den hedenske gud Merkur, og derfor valgte han at kalde sig Johannes II til ære for en tidligere pave ved navn Johannes der døde som martyr. I løbet af de følgende århundreder blev det stadig mere almindeligt at opkalde sig efter en tidligere pave i stedet for at beholde sit eget navn, og sidst en pave valgte at fortsætte med at kalde sig ved sit døbenavn – det var i 1555 – var det så kontroversielt at ingen har vovet det siden.

                      Men der er da også visse fordele ved selv at få lov til at vælge sit navn – spørg bare kordegnen hvor mange der henvender sig på kirkekontoret med et ønske om navneændring! En af fordelene er at man kan vælge at bruge sit valg af navn til at sende et signal (eller et ”statement” som det hedder på nudansk), og det er lige præcis hvad paverne plejer at gøre. Der er for eksempel tradition for at paver der vægter dogmatikken højt, kalder sig Pius (det var der fx 7 af de 11 paver fra 1775 til 1958 der kaldte sig). Og den nuværende pave har med sit valg af navnet Frans signaleret at han vil have særlig fokus på skaberværket og på de fattige, ligesom den store helgen Frans af Assisi i 1200-tallet. Også nogle konger vælger at tage et tronbestigelsesnavn der er forskelligt fra deres fødenavn – den engelske dronning Elizabeths far hed for eksempel Albert, men som konge kaldte han sig George VI.

                      Jesus blev hele sit liv ved med at være kendt under det navn som han fik da han blev omskåret otte dage gammel. Men det var ikke et navn som Maria og Josef havde fundet på; det var, som vi hørte, et navn som englen havde givet ham før han overhovedet blev undfanget. Men det var næppe Gabriel der havde fundet på navnet, for engle er kun tjenende ånder der sendes ud i verden for at gøre Guds vilje, som der står i Hebræerbrevet kapitel 1. Det var altså Gud der havde bestemt at det barn Maria skulle føde, skulle hedde Jesus. Og det giver jo også god mening, eftersom Jesus jo var Guds søn.

                      Men der er mere at sige end det, og det var derfor jeg valgte at vi skulle sige den nikænske trosbekendelse i dag, for den udtrykker meget klart hvad det er vi kristne tror om Jesus: Han er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt”. Jesus har altså været til fra evighed af, længe før han blev født som menneske af jomfru Maria. Eller rettere: Guds Søn har været til fra evighed – navnet Jesus fik han jo først da han blev omskåret, og det er faktisk en vigtig del af min pointe i dag. Og ikke alene har Sønnen været til fra evighed af; han er også Gud. Det betyder ikke at han er den samme person som Gud Fader (det ville jo ikke give nogen mening, selvom både muslimer og ateister jævnligt beskylder os kristne for at mene at det er tilfældet), men det betyder at han er lige så meget Gud som Faderen er. Og alligevel tror vi kun på én Gud, for selvom Faderen og Sønnen er to forskellige personer, er de den ene og samme Gud – i øvrigt sammen med en tredje person, nemlig Helligånden. Det er det vi med en teknisk betegnelse der blev opfundet af kirkefaderen Tertullian i det 2. århundrede, kalder for ”Treenigheden”.

                      Grunden til at jeg fortæller jer alt det her – ud over at det er en meget central del af den kristne tro som det ikke skader at få repeteret med jævne mellemrum – det er at det betyder at når det var Gud der havde bestemt Jesus’ navn, og når Sønnen selv er Gud sammen med Faderen og Helligånden og har været til længe før han blev født som menneske – ja, så har Kristus faktisk selv været med til at vælge det navn han skulle være kendt under som menneske. Og ligesom pavernes navne er det et navn som, i hvert fald i samtiden, var ladet med indhold og symbolik, og som i høj grad udgjorde et ”statement”.

                      Jesus var ellers et relativt almindeligt navn i Israel på den tid, og Det Nye Testamente nævner faktisk flere andre der hed sådan, ud over Kristus [se fx Kol 4,11]. (En af dem hed i øvrigt Barabbas til efternavn og var en morder som de jødiske ledere krævede at få løsladt i stedet for ”vores Jesus”, da Pilatus tilbød at frigive en fange i anledning af påsken [Matt 27,16ff]). Også i Det Gamle Testamente er der flere personer med navnet Jesus. Dem er selv de mest bibelkyndige af jer muligvis aldrig stødt på, men det kommer sig af at det indtil for nylig var almindeligt at oversætte navne. Tag for eksempel Dronning Margrethes mand: han voksede op med navnet Henri, men da han flyttede til Danmark, oversatte man det til Henrik. Eller tag ”solkongen”, der herskede i Paris i 1700-tallet i overdådig pomp og pragt: han hed Louis XIV, men i Danmark omtaler vi ham almindeligvis som Ludvig XIV. På samme måde er der mange bibelske navne som vi staver og udtaler anderledes end man gjorde på deres egen tid. Allerede da Det Gamle Testamente blev oversat fra hebraisk til græsk et par hundrede år før vor tidsregning, var der nogle navne der blev tillempet så de var lettere at udtale på græsk. Havva blev for eksempel til Eva, Jeremja blev til Jeremias, Hizkija blev til Ezekias – og Jehoshua blev til Iesus! På dansk har vi ikke været helt konsekvente, for når det gælder Eva og Jeremias, bruger vi de græske former, mens mange af de mindre kendte personer har fået lov til at beholde de hebraiske navne. Og i den seneste autoriserede danske oversættelse har også Ezekias fået lov til at få sit hebraiske navn Hizkija tilbage. Og Jehoshua, ham kender vi under en fordanskning af hans hebraiske navn, nemlig Josva! Jesus og Josva er altså to forskellige oversættelser af det samme hebraiske navn.

                      Men hvad betyder det så, ”Jehoshua”? Ja, første del af navnet refererer til Jehova, som er en variant af Guds navn, Jahve, som i vores danske bibel de fleste steder er gengivet som ”Herren”. Og anden del, ”shua”, betyder ”frelser”. Navnets betydning er altså ”Herren frelser”. Det navn er i sig selv en tros- og håbsbekendelse, og det var nok derfor det var (og stadig er) så populært blandt jøder, men da det blev givet til Guds søn, lå der mere i det end som så. Det var ikke blot udtryk for tro eller håb, men en proklamation af at nu ville det blive virkelighed. De ord som englen brugte da han i sin tid fortalte den forfærdede Josef hvordan det hang sammen med det barn som hans forlovede ventede, var da også: ”Du skal kalde ham Jesus, for han skal frelse sit folk fra dets synder.” [Matt 1,21]

                      Navnet Jesus var altså en programerklæring for Jesu liv. Og hvilken programerklæring! Ikke alene indebar den at han var den frelser som Israel havde ventet på, og som også ville blive forkyndt for alle andre folkeslag og tilbedt i hele verden, men den indebar også at han måtte gå en meget tung og smertefuld vej. Den måde han frelste os fra vores synder på, var nemlig ved selv at tage dem på sig.

                      Nu er der det ved synd at det faktisk er en temmelig alvorlig sag, også selvom det ikke er noget vi er glade for at tale alt for meget om i kirken i Danmark i dag. Faktisk er det en dødsensalvorlig sag, for kernen i syndens væsen er at vi mennesker har vendt os bort fra Gud; at i stedet for at søge hen til ham der er kilden til alt liv, al kærlighed og al glæde, flygter vi febrilsk fra ham fordi vi har lyttet til den Ondes løgne om at Gud er ude på at tage vores frihed fra os og snyde os for at leve fuldt ud. Den flugt kommer til udtryk i mange forskellige konkrete handlinger som Bibelen advarer imod, men grundsynden ligger i vores hjerter og består i at vi ikke tror på det Gud siger, men på det Guds fjende siger. Og konsekvensen er at vi går glip af det som Gud har at tilbyde os, og i stedet får det som Fjenden ønsker for os: død, fortvivlelse og fortabelse.

                      For at vi kunne blive reddet fra døden, fortvivlelsen og fortabelsen, var Jesus nødt til selv at bære de ting på vegne af hele menneskeheden. Satan havde nemlig et retmæssigt krav på os på grund af vores oprør mod Gud, ligesom Den Hvide Heks havde et retmæssigt krav på Edmund i Narnia-fortællingen. Men Jesus gav sit eget liv som løsesum for os da han gav sig selv hen til at blive pisket, tornekronet og korsfæstet. Derved tog han den fulde konsekvens af det navn han havde valgt, idet han åbnede døren til livet og frelsen for os. Fordi Guds søn valgte navnet Jesus – og tog konsekvensen af det – står døren til Guds paradis på vid gab for enhver der vil vende sig fra sine synder og følge Jesus som sin Herre og frelser. Men præcis hvor meget det navnevalg kostede ham af fysisk, psykisk og åndelig smerte, vil vi nok aldrig fuldt ud kunne forstå. Men takke ham kan og bør vi!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til nytårsdag 2017
Tags: Lukasevangeliet 2.21