Prædiken til palmesøndag 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Indtoget i Jerusalem: Hvorfor skal vi hylde Jesus?
Prædiken i Husum Kirke palmesøndag 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
I USA er der frit valg på alle hylder når man skal vælge et navn til sit barn – eller hvis man selv har lyst til at tage navneforandring for den sags skyld. Og når jeg har fortalt mine amerikanske venner at det er anderledes i Danmark, har de som regel været dybt rystede over at staten kunne finde på at blande sig i den slags! Men i Danmark siger loven altså at hvis man vil give sig selv eller sit barn et navn som ikke står på Ankestyrelsens liste over godkendte fornavne, så skal man søge om tilladelse, og for at man kan få den, er der tre betingelser der skal være opfyldt: Navnet må ikke være upassende eller vække anstød, navnet må ikke være uegnet til at blive anvendt som fornavn her i landet, og endelig: Der skal være tale om ”et egentlig fornavn”, hvilket udelukker titler og præfixer samt beskyttede efternavne (Navneloven, §14). Det er altid kirkekontoret der administrerer navngivning og navneændring, hvilket vil sige at det i et storbysogn som Husum er kordegnen der sidder med det, mens det i de små landsogne er præsten.
Alt det her fortæller jeg jer kun for at I skal kunne forstå den anekdote jeg vil fortælle jer nu. Den handler nemlig om en landsbypræst der en dag fik besøg af et ungt par der netop var blevet forældre til en lille pige. Det var nogle meget fromme unge mennesker, og eftersom deres datter var født palmesøndag, havde de fået den idé at hun skulle hedde Hosianna. Da præsten hørte det, blev han naturligvis rørt over deres fromhed, men der var jo altså lige det problem at Hosianna ikke er et godkendt fornavn, og præsten syntes egentlig heller ikke at det var egnet som fornavn. (Det kan man så altid diskutere om han havde ret i). Men forældreparret holdt stædigt på deres – lige indtil præsten fik en idé: ”Hvorfor vil I give jeres datter et drengenavn?” spurgte han. ”Er Hosianna et drengenavn?” spurgte de forvirrede forældre. Og så slog præsten op i Matthæusevangeliet og læste det vers for dem som vi lige har hørt: ”Hosianna, Davids søn!”
Da jeg som barn første gang hørte beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, opfattede jeg faktisk også Hosianna som en navn der blev brugt om Jesus, og jeg kunne ikke forstå det, for ligesom de unge forældre fra historien syntes jeg jo at det lød som et pigenavn. I virkeligheden er det dog slet ikke noget navn, men derimod et tilråb på hebraisk, der betyder ”Frels dog!” Faktisk var det som folkeskaren råbte til Jesus, et citat fra en af salmerne fra Det Gamle Testamente, nærmere betegnet Salme 118, vers 25-26, hvor der står: ”Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” – altså en bøn til Gud om at frelse og om at velsigne en konge der red ind i byen i Guds navn. Men dengang de fire evangelister satte sig ned og skrev deres evangelier på græsk, som var datidens internationale sprog, valgte de altså at lade ordet ”hosianna” stå på hebraisk i stedet for at oversætte det, og det er derfor det heller ikke er oversat i vores danske bibel. Og grunden til at de gjorde det, er nok at ordet allerede på det tidspunkt havde fået ”sit eget liv”, så at sige, som et hyldestråb hvis oprindelige betydning man ikke nødvendigvis tænkte over.
Man kan godt undre sig lidt over hvordan ”Frels dog” kan blive til et hyldestråb, men vi har faktisk noget lignende på vores eget sprog. Vi ”hilser” jo på hinanden på daglig basis og slutter vores breve og emails med ordene ”venlig hilsen” eller ”kærlig hilsen” eller ”bedste hilsener”. Men ordet ”hilse” blev faktisk oprindelig stavet med e, altså ”helse” – det at ”hilse” er nemlig at ønske den anden ”helse”, altså at de må blive bevaret fra sygdom. En hilsen er selvfølgelig ikke det samme som et hyldestråb, men hvis vi tænker på hvad vi siger når vi vil hylde nogen, så er vi faktisk ovre i samme boldgade. For hvad siger vi nemlig når vi skåler for eksempelvis et brudepar? Vi siger: ”Brudeparret længe leve!” – altså igen et ønske om at de må blive bevaret fra det onde. Og når man hylder en konge, siger man: ”Kongen leve!” Det er et ønske – men tror man på Gud, er det jo helt oplagt at lade sine ønsker blive til en bøn. Og dermed er vi fremme ved Salme 118’s bøn til Gud om at frelse den konge der kommer i Herrens navn – dvs. bevare ham fra det onde. Og på den måde blev ”Hosianna!” til et hyldestråb. Og lignende hyldestråb er blevet brugt adskillige gange op gennem historien – de ældste af jer husker nok endnu dengang en diktator i et ikke særlig fjernt land påbød alle sine undersåtter at hilse både ham og hinanden med et ønske om diktatorens helse og frelse – eller som det hedder på tysk: ”heil” – et ønske der desværre ikke forhindrede ham i at fjerne sig mere og mere fra både helse og frelse og synke ned i ondskabens morads.
Måske sidder du og tænker at man i det hele taget skal lade være med at dyrke et menneske på den måde som nazisterne dyrkede Hitler, for al erfaring siger vel at det er usundt og ender galt? Hvis du tænker sådan, så kan jeg kun give dig ret. Men var det ikke netop det folkeskaren gjorde da Jesus red ind i Jerusalem? På hvilken måde adskilte jødernes ”Hosianna!” sig fra nazisternes ”Heil!”? Det indlysende svar er at Jesus jo var Guds søn, men det kan enhver jo principielt hævde at være, og flere diktatorer i historiens løb har faktisk netop grundlagt deres regimer ved at bilde folk ind at de var gudesønner. Og hvis Jesus havde været af den slags, så tror jeg faktisk godt han kunne have brugt folkets begejstring til at slå sig op som en grusom og manipulerende diktator! Men det gjorde han ikke – og det er netop dér forskellen ligger! Det er derfor Jesus fortjener vores hyldest.
Der er i øvrigt det interessante ved det at råbet ”Hosianna!” i sig selv ikke siger noget om hvem det er vi beder Gud om at frelse. Oprindelig var det jo nok en bøn for den konge der kom ridende i Herrens navn, men i princippet kan det jo lige så godt være en bøn om at Gud vil hjælpe kongen til at frelse os andre! Og tit har de to betydninger måske ikke helt kunnet skilles fra hinanden – et folks skæbne er jo tit knyttet tæt sammen med dets lederes skæbne, og især i tidligere tider betragtede man nærmest kongen som en slags personifikation af folket, og den franske kong Louis XIV kunne ligefrem sige: ”Staten, det er mig!” Når Hitler kunne få millioner af tyskere til dagligt at fremsige bønner for hans velbefindende, så hænger det nok sammen med at de mente at de derved også sikrede deres eget velbefindende. Og de mange jøder der råbte ”Hosianna!” da Jesus red ind i Jerusalem, håbede givetvis på at hvis Gud frelste og bevarede ham, så ville han til gengæld kunne frelse og bevare dem fra den romerske besættelse.
Men i Jesu tilfælde var folkets frelse og beskyttelse ikke knyttet sammen med kongens frelse og beskyttelse – tværtimod blev folkets frelse opnået ved at kongen gav afkald på sin egen frelse! Det han frelste os fra, var nemlig ikke en jordisk besættelsesmagt – de har det jo med at komme og gå – men derimod den sidste og største fjende af dem alle, nemlig døden. For at kunne besejre dén var han nødt til selv at gå i nærkamp med den – altså at ofre sit liv.
Ifølge Bibelen er dødens herredømme i verden en konsekvens af menneskers stolthed og selviskhed – den samme stolthed og selviskhed der gør at det altid ender galt når et menneskelig fører bliver hyldet som frelser sådan som Hitler blev det. Den eneste der kunne redde os ud af stolthedens, selviskhedens og dødens magt uden selv at bukke under for den, var Guds egen søn. Og det var netop ved frivilligt at vælge hånsord og fattigdom, lydigt gå vejen ud og dø på korset, at Jesus beviste at han virkelig var Guds søn, så vi nu ved hvem Gud er. Derfor skal alle martrede, døende, alle de dømte, alle hellige, salige, ja alle verdener og væsener og alt hvad der har været, er og skal komme, hylde Jesus som Herre, for han er den eneste der fortjener vores hyldest – og den eneste vi helhjertet kan give den til uden risiko for at den bliver misbrugt. Kun den der har ofret sit liv for dig, fortjener at du giver dit liv til ham!
Så lad os da hylde Jesus – med vores bønner og salmer her i kirken, og med vores ord og gerninger i hverdagen! Lad os med langt større frimodighed – og her peger de tre af mine fingre på mig selv! – råbe ”Hosianna!” til vores konge, som kommer til os i Herrens navn.
Comments