Signe & Nikolaj

Posted By admin on 4. marts 2019

Menneskesønnen holder dom: Krigen er slut

Prædiken i Husum Kirke 24. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

I dag klokken 11.00 – det er vist sådan cirka nu – er det præcis 100 år siden Våbenhvilen i Compiègne trådte i kraft. Det var i den ellevte time, ikke kun sådan rent bogstaveligt, men også i overført betydning, for hele Europa og store dele af den øvrige verden var på sammenbruddets rand efter mere end fire års ødelæggende krig som havde krævet 10 millioner militære og 8 millioner civile dødsofre, og Den Spanske Syge truede med at tage livet af resten. Såvel de militære tab som influenzaens hærgen var gået værst ud over Tyskland, og derfor var tyskerne nu parate til at acceptere hvilke betingelser det skulle være, til gengæld for fred.

Som mange af jer sikkert ved, startede den krig vi i dag kender som Første Verdenskrig, da mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo antændte de spændinger der længe havde ulmet mellem de forskellige stormagter i Europa. Østrig-Ungarn erklærede krig mod Serbien, som man holdt ansvarlig for mordet, hvilket fik Rusland, der dengang som nu var Serbiens nærmeste allierede, til at iværksætte en generel mobilisering. Det kunne tyskerne ikke leve med, så de erklærede krig mod Rusland. Frankrig, der var Ruslands allierede, ville ikke efterkomme et tysk krav om at holde sig neutral, og derfor sendte Tyskland størstedelen af deres hær mod vest i håb om en hurtig sejr over Frankrig. Vejen til Frankrig gik gennem det neutrale Belgien, som bad Storbritannien om hjælp til at opretholde sin neutralitet, hvilket førte til en britisk krigserklæring mod Tyskland. Jeg er ikke fri for at overveje om de pågældende landes ledere ville have handlet anderledes hvis de havde vidst hvilke voldsomme ødelæggelser deres krigserklæringer satte gang i!

Hvem det egentlig var der satte gang i rædslerne, blev naturligvis diskuteret voldsomt både under og efter krigen. Spurgte man englænderne, så var de ikke i tvivl: Krigen var ene og alene Tysklands skyld! Selv den kendte forfatter H.G. Wells, der ellers var svoren pacifist, argumenterede i 1914 for krigens nødvendighed i en serie herostratisk berømte indlæg i Londons aviser. Herostratisk berømte fordi han blandt andet skrev: ”Denne, den største af alle krige, er ikke blot endnu en krig – det er den sidste krig!” Hvorfor mente han at den var det? Jo, fordi han naivt antog at kejser Wilhelm og hans regering var de sidste mennesker der var tilbage som ikke bare ønskede fred, så lige så snart de var nedkæmpet, ville alt blive godt.

Som bekendt gik det desværre slet ikke sådan. Ironisk nok var det blandt andet de hårde fredsbetingelser man pålagde Tyskland for at gøre det umuligt for landet at gå i krig igen, der banede vejen for at en demagog som Hitler et årti senere kunne komme til magten, fordi mange tyskere følte at de var blevet ydmyget som nation og trængte til oprejsning. Og noget af det de var allermest sure over, var faktisk at de i forbindelse med fredsslutningen havde måttet skrive under på at krigen var ene og alene deres egen skyld. Blot 21 år efter at Compiègne-våbenhvilen blev underskrevet, var Anden Verdenskrig en realitet, og de 73 år der efterhånden er gået siden dén sluttede, har heller ikke just været fredelige. Det ser desværre ud til at vi mennesker er og bliver krigeriske.

Den tekst vi lagde ud med i dag, handler også om en krig der er slut. Det står der ganske vist ikke direkte, men der er i hvert fald en person der tager sig vældig frygtindgydende ud: ”Hans trone var flammer af ild, dens hjul var luende ild.” (Plejer troner at have hjul? Nå, videre). ”En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham.” Og den person giver evigt herredømme til ”en, der så ud som en menneskesøn”, og som alle folk skal tjene. Og så bliver retten sat. Det blev den på sin vis også ved Første Verdenskrigs afslutning, men det var ikke en normal retssag hvor begge parter blev hørt af en neutral og objektiv dommer. Det var sejrherrerne der gav den som både anklager, dommer og retsbetjent, og så havde tyskerne og østrigerne ellers at rette ind. Og, eh – det er tilsyneladende også sådan det foregår i Daniels Bog. Og i Andet Korintherbrev. Og i Johannesevangeliet. For hvis man nu er muslim eller hindu eller asatroende eller noget helt femte – hvor rart er det så at Jesus bliver sat til at bestemme hvem der er de gode og de onde? Er det ikke bare en kosmisk udgave af at de allierede sejrherrer efter Første Verdenskrig fik lov til at bestemme hvem der havde været skurkene i den krig?

Det korte svar er nej. Det lidt længere:

Bemærk for det første at der faktisk ikke står noget som helst om at man skal have tilhørt den rette religion for at havne på den rigtige side af skillelinjen; det det handler om, er om man har handlet godt eller ondt. Men det er måske kun en ringe trøst, for det er jo ikke alle der er helt enige om hvad der er godt, og hvad der er ondt, og Jesus dømmer vel efter kristendommens standarder og ikke efter islams eller hinduismens eller asatroens? Og desuden: Menneskesønnen får jo tildelt ubegrænset magt, så selv hvis der skulle være nogle muslimer eller hinduer eller asatroende der fik lov til at komme med i paradis, så ville de jo stadig skulle lide den ydmygelse at skulle tjene og tilbede en anden religions frontfigur?

Ja. Og nej. For den krig som Gud står som sejrherre i i det stykke vi hørte fra Daniels Bog, er ikke en krig mellem religioner. Jesus kom faktisk slet ikke til jorden for at stifte en religion. Teknisk set tilhørte han den jødiske religion, men han gjorde sig voldsomt upopulær hos de jødiske ledere, blandt andet fordi han også gav folk der ikke var jøder, adgang til Gud. Og da disciplene efter Jesu himmelfart begyndte at prædike for folk fra andre religioner, sagde de ikke til dem at de skulle skifte fra deres falske religion til den sande religion, men at de skulle omvende sig fra deres døde gerninger og tjene den levende Gud [Hebr 6,1]. Og at der er en Gud, det var folk sådan set enige om, uanset hvilken religion de tilhørte. Da Paulus for eksempel prædikede for de græske filosoffer i Athen, var hans budskab derfor ikke at de skulle kalde Gud for Jahve i stedet for Zeus. (Naturligvis medførte den kristne forkyndelse også et opgør med de fleste af myterne om Zeus og de andre græske guder, men det opgør var grækerne allerede godt i gang med selv – de epikuræiske og stoiske filosoffer som Paulus talte med i Athen, havde ikke så meget respekt for en gud der kunne finde på at klæde sig ud som en svane for at forføre en menneskekvinde!). Det som Paulus derimod lagde vægt på, var at man kan kende den Gud som har skabt hele universet. Det allermest springende punkt var dog dette (og nu citerer jeg fra Apostlenes Gerninger kapitel 17 vers 30-31): ”Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.” Og så fik Paulus ikke lov til at tale mere, for det var alligevel for skrap kost for filosofferne – bortset fra nogle få, der kom til tro og sluttede sig til Paulus.

Det at man bliver dømt af Gud eller guderne når man er død, var ellers velkendt stof for grækerne og de fleste andre oldtidsfolk, men det at et menneske – og så endda et menneske der havde været død og var opstået igen – skulle holde dom på Guds vegne, var helt uhørt. Og dermed er vi ved at være ved kernen af det jeg gerne vil sige i dag. For læg mærke til hvad Jesus siger i dagens evangelietekst om sin rolle som dommer: ”For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” Fordi han er Menneskesøn! Hvad betyder det?

Ja, som jeg nævnte tidligere, så omtalte Jesus ofte sig selv som ”Menneskesønnen”, sandsynligvis med henvisning til den skikkelse vi hørte om i profetien fra Daniels Bog, der ”så ud som en menneskesøn”. Men hvad betyder det at han så ud som en menneskesøn? Hvad er en menneskesøn?

Det skal jeg sige jer: På hebraisk betyder en menneskesøn – ”ben-adam” – ganske enkelt et menneske! Ordet ”ben-adam” findes en del steder i Det Gamle Testamente, og langt de fleste steder er det blot oversat som ”menneske” i vores danske bibel – den eneste undtagelse er faktisk det her ene sted i Daniels Bog. Det specielle ved Daniels syn var altså at ”den gamle af dage” som sad på ildtronen (og som naturligvis er Gud) overgav sin guddommelige magt til et menneske!

Det at være menneske er naturligvis ikke i sig selv noget der gør en kvalificeret til at dømme levende og døde – hvis det var tilfældet, ville der jo være flere milliarder kandidater til jobbet. Nej, pointen i det Jesus siger, er at det der i særklasse gør Guds søn værdig til at holde dom – ud over at han er Gud – er at han også er menneske. Han har selv prøvet at leve under menneskelivets vilkår, og derfor forstår han hvordan det er at være menneske. Han har selv været i vores sko, og derfor kan han dømme med indsigt og empati.

Og ikke nok med det. For at vende tilbage til Morten Bisp [som jeg fortalte om i Børnehjørnet], så var det jo meget mod sin vilje at han blev biskop. Men det var netop derfor folk ønskede ham som biskop! De ville have en ydmyg mand, fordi de vidste at ydmyghed er en af de vigtigste kvalifikationer hos en leder. (En kvalifikation som desværre alt for sjældent efterspørges i dag). Men netop det at Jesus – som er Guds evige søn – valgte at blive menneske, vidner i den grad om ydmyghed! Ja, ikke alene blev han menneske, han omgikkes dem som de ”pæne” mennesker ikke ville have noget at gøre med, og fandt sig i at blive hånet og spottet og latterliggjort for det. Og til sidst fandt han sig i at blive henrettet på falske anklager. Gennem det hele var han et mønstereksempel på sagtmodighed – kunne man forestille sig en vigtigere kvalifikation hos den der skal holde dom over alle mennesker?

Til slut: Jeg nævnte tidligere at det der kommer til at være afgørende for hvilken side man havner på ved dommen, er om man har handlet ondt eller godt. Nogle af jer – de mest ærlige af jer – tænkte måske at det ikke nødvendigvis er nogen god nyhed, for findes der noget menneske (bortset fra Jesus selv) der altid kun har handlet godt? Nej, det gør der ikke. Går vi så alle sammen fortabt? Nej, for som Jesus siger lidt tidligere i dagens tekst: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Den vigtigste grund til at Jesus kom til jorden, var ikke for at lære hvordan det er at være menneske så han kunne dømme med empati, men for at redde os mennesker fra døden og dommen ved selv at gå ind under den. Den dom som Jesus har afsagt over verden, den har han selv taget på sig, og derfor kan vi gå fri! Vi kommer kun for dommen hvis vi i stolthed nægter at tage imod Guds rige ligesom et lille barn.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til 24. søndag efter trinitatis 2018
Tags: Johannesevangeliet 5.17-29

Posted By admin on 4. marts 2019

De onde vinbønder: Karma-Houdini

Prædiken i Husum Kirke 20. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

Der er digtet mange historier i tidens løb. Alene romaner er der udkommet flere millioner af i tidens løb, og dertil kommer alle de øvrige genrer, inklusive film og tv-serier. Man kan undre sig over at det er muligt at blive ved med at finde på nye figurer og nye plotelementer – og der er da også mange der mener at de fleste historier der bliver lavet, reelt ikke er nye men blot en mere eller mindre ny kombination af de samme kendte elementer. Jeg har for eksempel bemærket at mange romantiske komediefilm er skåret over stort set den samme læst: En mand og en kvinde møder hinanden, og til at begynde med bryder de sig overhovedet ikke om hinanden, men omstændighederne tvinger dem til at tilbringe en masse tid sammen, og til sidst bliver de forelskede i hinanden. Men ak, så sker der noget som gør at de bliver skilt fra hinanden, tilsyneladende for evigt – indtil de til allersidst i filmen finder sammen igen og lever lykkeligt til deres dages ende. Lyder det bekendt?

                      Ud over plotelementer bliver diverse mere eller mindre arketypiske figurer også genbrugt, især inden for bestemte genrer. Folkeeventyrene vrimler for eksempel med onde stedmødre og gode fe-gudmødre, og inden for fantasygenren er der meget ofte en ”mørkets fyrste” der skal bekæmpes, enten han så hedder Sauron, Voldemort eller Ridder Kato. Til tider udarter disse arketyper til klicheer i en grad så de kan gøres til genstand for selvironi, som da Æsel i filmen ”Shrek 2” siger til Den Bestøvlede Kat: ”Beklager, men pladsen som irriterende talende dyr er allerede optaget!”

                      For et par år siden var jeg så heldig (eller uheldig, om man vil) at støde på en internetportal der har som sit mål at beskrive og give eksempler på alt hvad der findes af disse arketyper, klicheer – eller ”troper”, som portalen selv kalder dem (den hedder ganske enkelt ”All The Tropes”. I løbet af ret kort tid var jeg nødt til at forbyde mig selv at besøge den side, fordi jeg fandt ud af at hvis jeg først begyndte at læse en af de underholdende artikler og klikke videre til den næste, så kunne jeg lynhurtigt spilde en time eller to – hver gang. Men inden jeg sagde farvel og tak til den nyfundne underholdende tidsrøver, havde jeg da nået at lære navnene på en hel del forskellige troper, hvoraf den måske mest interessant var tropen ”Karma-Houdini”.

                      Og hvad er så en karma-houdini? Ja, som nogle af jer ved, så er ”karma” et begreb der stammer fra oldgammel indisk filosofi, og som spiller en stor rolle i hinduismen, buddhismen og flere andre østlige religioner. På det gamle sprog sanskrit betyder ordet egentlig bare ”handling” eller ”gerning”, men det kom hurtigt til også at betegne konsekvenserne af en handling. Det er det der er baggrunden for at man blandt andet i hinduismen taler om ”karmaloven”, som siger at gode gerninger får gode konsekvenser for dem der gør dem, mens onde gerninger får onde konsekvenser (sådan meget firkantet sagt). Derfor er ”karma” i moderne talesprog blevet en betegnelse for det at skæbnen (eller et andet overordnet retfærdighedsprincip) giver en velfortjent straf til et ondt menneske. Og det forekommer meget ofte i fiktion, især i film og tv-serier Et af de bedst kendte eksempler (i hvert fald her i Danmark) er nok da den gennemført usympatiske Lærer Andersen fra Matador dør af lungebetændelse fordi den naive Misse lukker ham ude på altanen i frostvejr.

                      Men det sker alligevel af og til at skurken ikke får sin velfortjente bekomst, enten fordi det overordnede plot bevæger sig i en retning hvor han glider ubemærket ud af historien, eller fordi der sker noget som gør at historien aldrig bliver fortalt færdig. Eller fordi skurken skifter til den gode side, og publikum derfor pludselig synes at det da er helt i orden at vedkommende går ustraffet for selv nok så mange nok så grusomme forbrydelser. Når den slags sker, taler man om en ”karma-houdini”, opkaldt efter alle tiders største udbryderkonge, Harry Houdini.

                      Tidligere i gudstjenesten genfortalte jeg historien fra Star Wars om hvordan seriens vice-ærkeskurk, Darth Vader, til allersidst i sit liv omvendte sig til den gode side og reddede ikke blot sin søn, men hele galaksen. Jeg synes selv det er en meget smuk historie, men der er mange kritikere der har indvendt at han efter deres mening slap for billigt. Han havde trods alt myrdet et hav af uskyldige personer, men det er som om det alt sammen forsvandt som dug for solen på grund af sølle ti minutters ædelmodig optræden. Man kan med en vis ret spørge hvor retfærdigt dét er, og derfor er der også mange der har betegnet Darth Vader som en af filmhistoriens største karma-houdinier!

                      Alt det her fortæller jeg jer naturligvis fordi Bibelen vrimler med karma-houdinier. Tag for eksempel den ene af de to forbrydere der blev korsfæstet sammen med Jesus. Hvad han var blevet dødsdømt for, ved vi ikke, men efter eget udsagn havde han fået sin dom med rette. Alligevel lovede Jesus ham en plads i Paradis. Hvorfor? Fordi forbryderen forsvarede Jesus verbalt da den anden forbryder hånede ham, hvorefter han henvendt til Jesus sagde: ”Tænk på mig, når du kommer i dit rige.” Det var alt! Men det var det eneste der talte – alt hvad han havde gjort af onde ting, så Jesus bort fra. Det kan man da kalde en karma-houdini!

                      Eller tænk på Paulus. Han er mest kendt for at have skrevet halvdelen af Det Nye Testamente og have lagt navn til et utal af kirker og byer verden over, inklusive den sydlige halvkugles største by, São Paulo. Men som nogle af jer måske ved, havde Paulus en blakket fortid: Før han selv blev kristen, forfulgte Paulus nemlig de kristne og slog mange uskyldige mennesker ihjel, men så snart de kristne blev klar over at ham der havde slået flere af deres venner ihjel, havde omvendt sig, så tog de imod ham med åbne arme og accepterede ham som en af deres egne – ja, endda som en apostel. Sådan fungerer den guddommelige nåde nemlig – den kender overhovedet ikke til karma, men kun til ufortjent godhed.

                      Teksterne til i dag rummer også en karma-houdini eller to. Der er naturligvis den søn der fortrød at han i første omgang havde sagt nej til at hjælpe sin far, men eftersom han i den grad gjorde sin brøde god igen, passer han ikke helt ind i definitionen. Det gør derimod de onde vinbønder – eller rettere sagt: det ville de have gjort hvis de havde undset sig for vingårdsejerens søn.

                      Prøv engang at sætte jer i vingårdsejerens sted: Du har lejet en vingård ud. Det er der ganske vist næppe nogen af jer der har prøvet, men måske har I prøvet at leje et sommerhus ud. Eller at låne jeres bil ud. Eller cykel. Eller låne penge til nogen. Hvorom alting er: De mennesker som du har indgået en aftale med, holder ikke deres del af aftalen. De vil ikke give dig den del af høsten der tilkommer dig. De vil ikke betale den aftalte leje for sommerhuset. De vil ikke aflevere bilen, cyklen eller pengene tilbage. Det er slemt nok i sig selv. Værre er det at ad du sendte din tjener (sådan en er der nok ikke ret mange af jer der har – men så en ven måske?) hen for at bede skurkene om at hoste op, så tævede de ham! Hvad ville du have gjort i den situation? Sandsynligvis ikke det som vingårdsejeren fra Jesus’ historie valgte at gøre, for i stedet for straks at straffe de onde vinbønder for deres aldeles uforskammede opførsel, valgte han at sende en ny tjener for at prøve at tale dem til rette. Og da tjener nummer to blev slået ihjel af de psykopater der havde lejet vingården, ja, så tog vingårdsejeren ikke hævn, men sendte yderligere en tjener! Han var nærmest tossegod, ville mange nok sige. Og selvom den ene tjener efter den anden lider samme grumme skæbne, fortsætter vingårdsejeren med at give sine forpagtere den ene nye chance efter den anden. Helt absurd bliver det da han til sidst vælger at sende sin egen søn samme vej som de tjenere der blev slået ihjel – hans tillid til at de vil undse sig for sønnen, synes aldeles malplaceret i lyset af hvad de hidtil har foretaget sig.

                      Nu skal den her historie selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt. Der har sandsynligvis aldrig været en konkret vingårdsejer der blev behandlet lige så uforskammet som ham i historien og alligevel valgte at give sine forpagtere den ene chance efter den anden. Derimod er der en Gud, som på et tidspunkt indgik en kontrakt med et bestemt folkeslag om at de skulle være hans ejendomsfolk. De skulle overholde en række bud – som ifølge Paulus [Rom 13,8-10] dybest set kunne sammenfattes til ét, nemlig ”Du skal elske din næste som dig selv” – og så ville Gud til gengæld beskytte dem mod såvel fjendtlige folkeslag som naturens luner. Men israelitterne – for dem var det jo – brød gang på gang deres del af aftalen, og når Gud sendte en profet for at kalde dem til omvendelse, endte det ofte med at profeten blev slået ihjel. Alligevel blev Gud ved med at række ud til folket, og til sidst sendte han altså sin søn – Jesus.

                      Tilbage til historien: Som man kunne forvente, behandlede vinbønderne ikke ejerens søn spor bedre end de havde behandlet hans tjenere; tværtimod. Og så slap ejerens tålmodighed op. Mere tossegod end som så var han trods alt ikke – nu kom regnskabets time endelig. Ikke mere karma-houdini dér!

                      Men vent. Vinbønderne er som sagt et billede på Israel, og i særdeleshed på folkets religiøse ledere, der afviste Jesus og endda sørgede for at få ham henrettet af romerne på falske anklager. Fordi de gjorde det, valgte Gud en flok fiskere, bønder og tidligere værnemagere – nemlig de tolv apostle – som sine nye forpagtere, de nye ledere af hans nye folk. Og fordi de fleste jøder afviste Jesus, blev der åbnet mulighed for at også vi der ikke er jøder, kunne blive en del af Guds folk. Op igennem kirkens historie har der derfor været mange der har ment at Gud endegyldigt havde forkastet Israel, og nogle af de store kristne teologer har endda advokeret for decideret forfølgelse af jøder (Martin Luther er et trist eksempel på dette). Men se hvad Paulus skriver i det uddrag af Romerbrevet som vi hørte i dag! (Det er på side 1277 i Salmebogen). Der står: ”Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses … For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.” Døren står altså stadig åben for de onde vinbønder! Selv efter at de har slået vingårdsejerens søn ihjel, kan de stadig lave en karma-houdini!

                      Og hvad kan vi så lære af det? To ting, vil jeg mene.

                      For det første kan vi lære at Gud aldrig opgiver os. Det er lige meget hvor meget skidt og møg du har lavet i dit liv – hvis du den dag i dag beslutter at skifte kurs og søge Guds tilgivelse, så får du den, uden spørgsmål, uden betingelser, uden bebrejdelser! Måske føler du at du vil være lidt for meget en karma-houdini hvis du på det her tidspunkt pludselig begynder at følge Jesus (eller at følge ham igen, hvis du tidligere har levet som kristen, men har vendt Gud ryggen på et tidspunkt). Men så er det du skal huske at karmaloven er et hinduistisk koncept, ikke et kristent. Vi tror på en Gud hvis nåde er stærkere end selv karma!

                      For det andet kan vi lære at ligesom Gud aldrig lukker døren endegyldigt for os, gør han det heller ikke for nogen andre mennesker – så det skal vi heller ikke gøre! Jeg har hørt mennesker sige om afdøde personer der havde gjort dem ondt, at ”hvis han ikke er kommet i helvede, så er der ingen retfærdighed til!” Og måske er det rigtigt at det kun ville være ret og rimeligt hvis den pågældende er blevet dømt til evig fortabelse, men vi kan så passende fortsætte med at overveje hvordan vi selv ville være stillet hvis Gud tog udgangspunkt i retfærdighed i stedet for i nåde. Der er intet som Gud ikke kan tilgive og frelse et menneske fra; ja, om så selveste Hitler få øjeblikke før sin død havde angret alle sine onde gerninger og bedt Gud om tilgivelse, så ville han have fået den. (Og det gjorde han måske rent faktisk – det kan vi jo dybest set ikke vide).

                      Harry Houdinis allervildeste stunt, som han blot udførte tre gange i sin karriere, og som første gang var tæt på at koste ham livet, var at lade sig begrave levende (dog uden kiste) og så slippe ud af graven. Men Jesus lavede et endnu vildere stunt: Han lod sig begrave død og slap alligevel ud af graven! Og fordi han vandt over døden på den måde, er graven heller ikke endestationen for os. Hvis vi vælger at følge Jesus – uanset hvad vi har gjort – vil vi på dommens dag komme til at stå som genopstandne karma-houdinier!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til 20. søndag efter trinitatis 2018
Tags: Matthæusevangeliet 21.28-44

Posted By admin on 4. marts 2019

Guds lam: Hvad betyder ”Guds lam”?

Prædiken i Husum Kirke 19. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

Johannes så Jesus komme gående og sagde: ”Se, dér er Guds lam!”

                      Hvis man er en garvet kirkegænger, så er der ikke noget som helst mærkeligt i det, for vi synger jo om Guds lam hver eneste søndag i forbindelse med nadveren, sådan som kristne verden over har gjort det siden oldtiden. I kan da også se, hvis I slår op på nummer 439 og 440 i salmebogen, at der nede under hver af dem står ”Agnus Dei. Oldkirkelig latin.” (”Agnus Dei” er latin og betyder ”Guds lam”).

                      Men hvis man nu ikke har været fast kirkegænger hver uge siden det 3. århundrede, så kan man måske finde på at undre sig lidt, for det er jo ikke specielt almindeligt at omtale en voksen mand som et ”lam” – og hvis man endelig gjorde det, ville det nok ikke ligefrem blive opfattet som en kompliment! Så hvorfor brugte Johannes Døber de ord om Jesus? Og hvorfor fik de ord Johannes’ to disciple til at følge efter Jesus og omtale ham som både Mester og Messias?

                      For at begynde med det sidste spørgsmål, så er det sandsynligt at Johannes’ ord i dagens prædiketekst ikke er første gang han talte om ”Guds lam”. Ja, ikke alene er det sandsynligt; det står faktisk at læse i vers 29-31, få vers før dagens tekst begynder i vers 35. Der står: ”Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.«” Da Johannes så næste dag igen sagde: ”Se, dér er Guds lam!”, som vi hørte, så var det nok i betydningen: ”Se, dér er den mand jeg har fortalt jer om!” Og det gør det lettere at forstå at Johannes’ to disciple straks fulgte efter Jesus. Endnu lettere bliver det at forstå hvis vi springer yderligere et par vers tilbage i teksten, for det vers hvor Johannes første gang kaldte Jesus for ”Guds lam”, begyndte jo også med ordene ”næste dag”. Så hvad var der sket dagen før? Jo, der var Johannes blevet spurgt om det var ham der var Messias, hvilket han blankt havde afvist og understreget at han kun var udsendt for at bane vejen for en anden – som han siger i vers 26-27: ”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.” Når man holder de tre udsagn fra Johannes sammen, så står det klart at det han reelt sagde, var at Jesus var Messias.

                      Tilbage står imidlertid spørgsmålet om hvorfor han kalder Messias for ”Guds lam”, især fordi udtrykket ”Guds lam” faktisk ikke findes nogen steder i Det Gamle Testamente. Og derfor var jeg faktisk også lidt udfordret da jeg skulle forberede mig til i dag, for hvad betyder ”Guds lam” egentlig? Jeg allierede mig med et kommentarbind af en klog professor, men han er faktisk også i tvivl, og han nævner hele ni forskellige bud som forskellige bibelforskere har givet på hvad det betyder! Jeg synes dog at der er én af de ni forklaringer der giver mere mening end de andre, og fordi det her er en prædiken og ikke en bibeltime, vil jeg nøjes med den og skåne jer for de andre.

                      Vi skal tilbage til Første Mosebog, til en både og kendt og kontroversiel beretning hvor Gud giver Abraham befaling om at han skal tage sin eneste søn, Isak, som han elsker over alt på jorden, og bringe ham som brændoffer. Det er ikke for ingenting at den beretning er en af de mest omdiskuterede i Bibelen, for hvilken far med bare en lille smule hjerte i livet ville ofre sin egen søn, uanset hvilken gud der måtte kræve det – og hvilken kærlig Gud ville kræve af en far at han skulle ofre sin søn? Troels Nørager, der er lektor i teologi på Aarhus Universitet, har ligefrem kaldt beretningen dybt skadelig for samfundsmoralen og gjort sig til talsmand for at en moderne kristendomsforståelse må tage afstand fra Abraham – og især efter at jeg selv er blevet far, må jeg tilstå at jeg sagtens kan følge ham. Hebræerbrevet [11,19] i Det Nye Testamente gør det imidlertid klart at Abrahams villighed til at ofre Isak skyldtes at han havde tillid til at Gud bagefter ville oprejse Isak fra de døde, for Gud havde nemlig lovet Abraham at han gennem Isak ville blive stamfar til en mængde folkeslag. Trods tilliden til at Isak ikke ville forblive død, må det nu alligevel have været hårdt for den stakkels patriark at skulle foretage så ultimativt et offer. Og for resten: Mens vi i den kristne tradition mest har fokuseret på Abrahams rolle i historien, fokuserer den jødiske tradition også meget på Isaks rolle. Isak var nemlig ikke noget barn på det her tidspunkt, for der står i beretningen at han bar brændet til offerbålet på ryggen. Jeg ved ikke om I har overvejet hvor meget brænde der må have været tale om, men et brændoffer bestod normalt i at man brændte et dyr indtil der kun var aske tilbage, og dyret var som regel mindst på størrelse med et årgammelt lam eller gedekid. Og den mængde brænde som det kræver at brænde et lam til aske, kræver det altså en voksen mand at bære, og vel at mærke en der har noget større muskler end jeg har. Isak var med andre ord stærk nok til at han sagtens kunne have besejret sin oldgamle far i en slåskamp og stukket af.

                      Nå, vi læser i Første Mosebog [kapitel 22] at Abraham og Isak tog afsted for at ofre på det bjerg som Gud havde udpeget, men Abraham fortalte ikke på forhånd Isak at det var ham der skulle ofres. Isak undrede sig dog over at de ikke havde taget et offerdyr med, og derfor spurgte han: ”Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?” Dertil svarede Abraham: ”Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.” [vers 7-8] Da jeg som barn hørte beretningen i søndagsskolen, opfattede jeg det svar som en nødløgn Abraham fyrede af fordi han ikke kunne få sig selv til at fortælle Isak sandheden, men der er jo faktisk også den mulighed at Abraham helt ærligt regnede med at Gud ville sørge for et lam så Isak blev reddet! I hvert fald var det lige præcis det der skete: Efter at Abraham havde bundet Isak og lagt ham på alteret, men før offeret blev fuldbragt, råbte Guds engel til Abraham at han skulle standse, og Abraham fik øje på en vædder der havde fået filtret sine horn ind i et krat, og dermed gik Abrahams forudsigelse i opfyldelse.

                      Eller, det gjorde den jo faktisk ikke helt, for Abraham havde jo sagt at Gud selv ville udse sig et offerlam, men det dyr som Gud i første omgang sørgede for, var en vædder. Og jeg tror ikke den detalje er tilfældig – i hvert fald åbner den for den mulighed at Abrahams profeti om at Gud selv ville udse sig et offerlam, fortsat afventede sin opfyldelse også efter at far og søn havde ofret den uheldige vædder. Og jeg tror at det offerlam som Gud udså sig, var Jesus.

                      Sagen er den at vi alle sammen har fået vores liv og vores evner som en gratis gave. Det er ikke noget vi har gjort os fortjent til, men noget som vi har fået betroet for at vi skulle bruge det til Guds ære og vores medmenneskers gavn. Vi skylder Gud alt, fordi han har skabt os. (Den konklusion kræver selvfølgelig at man tror på Gud, men en ateist ville heller ikke kunne argumentere for at han har sig selv at takke for sin eksistens; han ville måske blot sige ”universet” eller ”slægten” eller måske ”tilfældet”). Og den gamle skik med at brænde et helt dyr som offer til Gud, som set med moderne øjne virker noget barbarisk, er faktisk blot en symbolsk måde at give udtryk for at vi skylder Gud os selv med alt hvad vi er og har. Ved at slagte et af sine dyr – og dermed en af sine indtægtskilder – og ikke engang spise eller sælge kødet, men brænde det som en gave til Gud, kunne en israelit i oldtiden give udtryk for at han betragtede sig selv som Guds ejendom og derfor agtede at leve sit liv på den måde Gud ønskede det. Dyret blev en symbolsk repræsentant for ham selv.

                      Men alt for tit blev det ved de gode hensigter. Eller rettere sagt: Det gjorde det faktisk altid. Egoisme er der ikke nogen af os der kan sige sig helt fri for (ikke uden at lyve i hvert fald). Det er faktisk så almindeligt at vi har vænnet os til at tænke at det da ikke er så alvorligt endda. Men prøv engang at overveje hvor mange af verdens problemer der dybest set skyldes menneskers egoisme – det er vist omtrent dem alle sammen, bortset fra dem der er et direkte resultat af naturkatastrofer eller tilfældige uheld og misforståelser. Eller prøv at overveje hvor meget fysisk og sjælelig smerte du selv er blevet påført på grund af andres (eller din egen) egoisme. Hvis jeg skal pege på ét nutidigt synonym for det gamle ord ”synd”, så vil egoisme eller selvoptagethed være mit bedste bud. (Det mente Luther i øvrigt også; han definerede synd som det at være ”indkroget i sig selv”). Dét er det som vi mennesker frem for alt har brug for at blive frelst fra.

                      Og vi kan ikke frelse os selv. Har vi gjort noget ondt mod et andet menneske, kan vi naturligvis gøre hvad vi kan for at gøre det godt igen, men vi kan aldrig helt annullere konsekvenserne af de ting vi har gjort, og de ord vi har sagt. Det øjeblik vi har lukket det onde ind i vores liv, kan vi ikke længere overrække vores liv til Gud som en fejlfri offergave. Og selv hvis vi besluttede at vi i det mindste fra nu af ville være gode, kærlige, uselviske og selvopofrende mennesker, ville det næppe lykkes – det er i hvert fald ikke lykkedes nogen af de gange jeg har prøvet det.

                      Nå ja, tænker du måske, men Gud tilgiver jo, så hvad er problemet?

                      Problemet er at tilgivelse i sig selv ikke løser det grundlæggende problem. Tilgivelse er en smuk og stærk og nødvendig og guddommelig ting som kan bane vejen for en fantastisk forandring i et menneskes liv, men den kan ikke gøre det gjorte ugjort. Men det kan Gud! Hør her hvordan:

                      Første gang Johannes omtalte Jesus som ”Guds lam”, tilføjede han som sagt ordene: ”som bærer verdens synd”; ord som vi også synger i forbindelse med nadveren. Men det danske ord ”bærer” er desværre en lidt svag oversættelse af grundtekstens græske ord aír?n, som mere præcist betyder ”fjerner”. (I mange engelske oversættelser står der da også: ”who takes away the sin of the world”). Jesus tilgiver ikke bare vores synd; han fjerner den. Hvad vil det sige?

                      Tja, måske kan jeg forklare det på denne måde: De fleste af os har sikkert oplevet at et apparat som vi havde købt, gik i stykker mens det stadig var omfattet af garantien. Når man i sådan en situation henvender sig til forhandleren, kan han vælge enten at reparere produktet eller at bytte det til et nyt magen til det gamle. Når vi kommer til Jesus med vores liv der er gået i stykker, så nøjes han ikke med at reparere det; han giver os et helt nyt! Men billedet med det defekte apparat halter lidt, for garantien dækker jo ikke hvis fejlen skyldes at man har brugt apparatet forkert, men Jesus giver os et nyt liv selvom det udelukkende er vores egen skyld at det gamle er gået i udu. Og hvad mere er: Jesus bytter ikke vores gamle liv til et nyt der er magen til det gamle, men til et der er meget bedre fordi det er evigt og uforgængeligt og immunt over for de ting der har skadet det gamle. Det er nemlig sit eget liv Jesus giver os!

                      Den første læsning fra Bibelen vi hørte i dag, var den kendte beretning om ”Jakobs stige”. Den beretning er ofte blevet forstået sådan at stigen gav Jakob mulighed for at klatre op til himlen, men det står der ikke noget som helst om i teksten; tværtimod står der at Gud stod på jorden foran Jakob. Stigens formål var altså at Gud skulle komme ned til os, ikke at vi skulle klatre op til ham! Det var kun for en kort bemærkning at Gud kom ned til Jakob i en drøm, men for godt 2000 år siden kravlede Gud for alvor ned ad stigen da han lod sig føde som menneske i en stald i Bethlehem. (Det var måske også derfor Jesus henviste til Jakobs stige i sine ord til Nathanael i slutningen af dagens evangelium?). Mennesket Jesus gav sig selv fuldt ud til Gud – og til os – som et sandt brændoffer, selvom han ikke blev brændt af andet end kærlighedens ild i sit hjerte. Ustandselig overvandt han ondt med godt, had med kærlighed, og til sidst overvandt han selve døden ved at give sit liv som løsesum for os der var fanget af døden. På den måde blev han hele verdens offerlam; en ikke blot symbolsk, men reel repræsentant for den menneskehed han havde gjort sig til ét med. Og når vi bliver døbt til at tilhøre Jesus, siger vi ja – eller vores forældre gør på vores vegne – til at skifte vores gamle, syndbefængte liv ud med et helt nyt liv hvor vi hører så tæt sammen med Jesus at vi ligefrem kan kaldes en legemsdel på hans legeme, som Paulus gør i den anden læsning vi hørte.

                      Til slut – inden nogen af jer begynder at tænke at nu rabler det da for præsten, for sidst du tjekkede, var du hverken syndfri eller udødelig, og det selvom du har papir på at du er både døbt og konfirmeret – vil jeg understrege at det nye liv som Jesus har givet os, kan vi ikke se endnu; vi kan kun tro på at vi har fået det. (Det er også derfor vi tidligere i gudstjenesten bekendte vores kristne tro og ikke vores kristne erfaring). Men heldigvis kan vi vælge at lade vores liv og vores identitet definere af vores tro i stedet for af vores erfaring. Og gør vi det, får vi faktisk mulighed for langt hen ad vejen at leve et liv i denne verden der er kendetegnet ved en overgivelse der minder om den som oldtidens brændofre skulle symbolisere, fordi vi har et evigt liv i baghånden. Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet (og nu citerer jeg fra Bibelen på Hverdagsdansk): ”Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på.” [Rom 12,1]

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2018
Tags: Johannesevangeliet 1.35-51

Posted By admin on 4. marts 2019

Martha og Maria: Det bedste er at være hos Jesus!

Prædiken i Husum Kirke 15. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

Kan man leve af kærlighed og kildevand?

                      Jeg oplevede min første rigtige forelskelse da jeg var 17 år. (Med ”rigtig” mener jeg at jeg ikke bare syntes at hun var sød og så godt ud og den slags, men at jeg tænkte på hende stort set hele tiden). Desværre for 17-årige mig så hun ikke rigtig i min retning, og jeg kan huske at jeg i min fortvivlelse tænkte at hvis bare jeg kunne være sammen med hende, så ville jeg med glæde sove i telt hver eneste nat resten af mit liv hvis det skulle være. (Jeg er absolut ikke glad for at sove i telt!). Hvis der hin aften i 1992 var dukket en fe eller en engel op og havde sagt: ”Top! Du får din udkårne, men I skal bo i telt resten af jeres dage!”, så er jeg ærlig talt i tvivl om hvor mange vintre der ville være gået før jeg var begyndt at fortryde mit valg.

                      Hvis man er forelsket – enten forelskelsen så gælder en person eller en ideologi eller blot en eller anden fiks idé – så kommer man let til at nedvurdere de helt basale, lavpraktiske nødvendigheder, og når man læser beretningen om Martha og Maria, så er det oplagt at spørge om det er dén fælde Jesus er faldet i – om han havde stirret sig så blind på vigtigheden af det budskab han forkyndte, at han helt havde glemt at der altså skulle mad på bordet? Hvis nu Martha ikke havde sørget for dem, men i stedet havde truffet det samme valg som Maria, hvad var der så blevet af Jesus og disciplene – ville de have stillet sig tilfredse med at gå sultne i seng?

                      Nu skal vi selvfølgelig huske at bibeltekster altid bør læses i deres sammenhæng, og umiddelbart før den beretning om Martha og Maria som vi har hørt i dag, har Lukas valgt at anbringe lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Nogle af jer kender den måske – den handler om en mand der bliver overfaldet af landevejsrøvere som slår ham fordærvet og lader ham ligge i vejkanten, hvorefter der kommer forskellige mennesker forbi som reagerer på forskellige måder. Skurkene i dén historie er to religiøse mennesker der er så optagede af deres religiøse pligter at de ikke har tid til at tage sig af et medmenneske i nød, mens helten er en samaritaner der gør det praktiske der er nødvendigt for at redde den tilskadekomne mand. Men hvorfor er det så i dagens beretning pludselig den passive, religiøse Maria der er helten, mens skurkerollen tilfalder den foretagsomme Martha der sørger for at hele banden kan få noget at spise?

                      Vel, for det første skal vi lægge mærke til at Jesus ikke bebrejder Martha at hun varter dem op; det han bebrejder hende, er at hun er bekymret og urolig. Det er først i det øjeblik Martha giver sig til at skælde ud på sin søster at Jesus irettesætter hende; indtil da lader han de to søstre gøre det som de hver især har valgt at gøre.

                      For det andet vil jeg påstå at Maria i virkeligheden har mere til fælles med den barmhjertige samaritaner end Martha har. Martha gjorde lige præcis det som datidens sociale normer dikterede at en kvinde skulle gøre, nemlig at varte mændene op, og hun var blind for at Jesu besøg var en særlig situation der krævede et brud med de sædvanlige normer – præcis ligesom de to religiøse jøder i lignelsen om samaritaneren gjorde det som samfundets normer krævede af dem, og var blinde for at det at der lå en forslået mand i vejkanten, var en særlig situation som tog forrang over normerne. Maria, derimod, fokuserede ligesom samaritaneren på at vise kærlighed i den konkrete situation. For samaritaneren bestod kærlighedsgerningen i at hjælpe den tilskadekomne mand, mens den for Maria bestod i at lytte til det som Jesus havde at sige. Noget andet er så at man må give Jesus ret i at Maria havde valgt den gode del, for det er da unægtelig rarere at sidde og lytte til en god prædiken end at springe rundt og have travlt i køkkenet – eller det synes jeg i hvert fald.

                      Og det bringer os tilbage til det med kærlighed og kildevand, for Maria kan vel kun vælge ”den gode del” fordi Martha tager sig af det andet? Kan man ikke rette samme kritik mod Maria som Luther i sin tid rettede mod tiggermunkene, nemlig at de nyder godt af andre menneskers arbejde, samtidig med at de påberåber sig at tilhøre en særligt from elite?

Jo, det kunne man hvis spørgsmålet var om det praktiske arbejde skulle udføres eller ej. Men som sagt viser lignelsen om det barmhjertige samaritaner os at Jesus ikke betragter det at udføre praktisk arbejde som uvigtigt eller mindreværdigt. Og i tilfældet med Martha og Maria tror jeg ikke det er meningen at det at lytte til Jesus og det at sørge for aftensmaden skal betragtes som et enten/eller. Lad os for tankeeksperimentets skyld forestille os at Martha havde prioriteret på samme måde som Maria og havde sat sig ved Jesu fødder for at lytte til hans ord. Hvad var der så blevet af maden? Var de kommet til at gå sultne i seng? Mit mest kvalificerede gæt (hvis vi ser bort fra at Jesus i princippet kunne have tryllet maden frem ud af den blå luft) er at Jesus efter endt undervisning ville have sagt: ”Fint, lad os nu alle sammen hjælpes ad med madlavningen. Martha, hvad har du i huset? Jeg skal nok skrælle kartoflerne!” (Eller, det ville han selvsagt ikke have sagt, for kartofler var ukendte i Middelhavsområdet for 2000 år siden, men I forstår hvad jeg mener!)

Problemet var jo ikke at Martha lavede mad, for selvfølgelig skulle der laves mad. Problemet var at hun byttede om på rammer og indhold, sådan at hendes madlavningsprojekt blev et mål i sig selv. Som Claus så rammende udtrykte det da vi diskuterede teksten til dåbssamtalen forleden, så ligger Marthas fokus ikke på gæsternes behov for opvartning, men på hendes eget behov for at varte op. Og det er et træk ved Martha som jeg er bange for at jeg godt kan genkende hos mig selv – altså ikke at jeg er specielt huslig, tværtimod, men fristelsen til at være mere optaget af mit behov for at gøre en forskel end på hvad andre mennesker har et behov for at der bliver gjort, kender jeg kun alt for godt.

I det hele taget er det kun alt for nemt for os mennesker at hente vores identitet i det vi kan gøre, i stedet for i hvem vi er. Ja, nogle gange har vi måske svært ved overhovedet at svare på hvem vi er, uden at begynde at tale om hvad vi gør. Men heldigvis er der en person til stede i dag som kan lære os en anden måde at leve på – nemlig Molly. Molly er kun knap 3 måneder gammel, så hun kan ikke gøre ret meget, ud over at spise og gylpe og lave i bleen. Og alligevel synes hendes forældre at hun er lige præcis som hun skal være. Hun lever faktisk af kærlighed og kildevand! Okay, der skal nok en lidt mere næringsrig væske end kildevand til, men det med kærlighed passer i hvert fald. Og grunden til at I elsker jeres datter, er ikke at I forventer at hun skal gøre en hel masse ting for jer; nej, I elsker hende bare fordi hun er jeres datter. Forældre-barn-forholdet er ikke en arbejdsmæssig kontrakt; det er en kærlighedsrelation.

Og sådan er det faktisk også med vores forhold til Gud. Lige inden Molly skal døbes her om lidt, skal vi lytte til den kendte beretning fra Bibelen hvor Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig.” De af jer der har været med til en barnedåb før, kender den godt, og selv de af jer der ikke har, har sikkert hørt om den. Det er jo smukt af Jesus at han også giver plads til børnene, tænker vi måske, men Jesus er faktisk langt mere radikal end det, for han fortsætter med at sige: ”Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Gud er ikke interesseret i alt det vi bilder os ind at vi kan gøre for ham; han er interesseret i om vi vil tage imod det som han vil give os. Og det var dét, Maria havde forstået, i modsætning til sin søster.

Men hvad er det så Gud vil give os, og som vi kun kan tage imod med det lille barns hjælpeløshed? Tja, Jesus kalder det for ”Guds rige”. Guds rige, det er der hvor Gud bestemmer – hvor alt er som Gud gerne vil have det. Hvor alt er kærlighed, og hvor alt hvad der bliver gjort, udspringer af kærlighed, og ikke af en rastløs bekymrethed som Marthas.

Men som sagt er det noget vi kun kan modtage fra Gud. Det nytter ikke noget at jeg bare siger til jer at nu skal I gå ud og lade alt hvad I gør, være drevet af kærlighedens ydmyge overskud, for det er ikke noget man bare sådan kan beslutte sig til. (Tro mig – jeg har prøvet!). Nej, vi må øve os i at modtage kærligheden fra Gud så vi kan give den videre til andre. At sætte os ved Jesu fødder, billedligt talt, ligesom Maria gjorde. Bare at være, som vi er, elskede.

Den første bibellæsning vi hørte i dag [Sl 73,23-28] stammer fra en meditation skrevet af den gammeltestamentlige salmedigter Asaf, hvor han beklager sig over at det går de onde mennesker godt, for hvad er så pointen med at være ydmyg og tage hensyn til andre? Men i det stykke vi hørte, som er afslutningen på salmen, når Asaf frem til den konklusion at det kun er tilsyneladende at det går de onde godt, for de mangler det vigtigste. Som han udtrykker det: ”Men at være Gud nær er min lykke.” Det at vide sig elsket af Gud før han har gjort noget som helst, det er det vigtigste for Asaf. Og for Maria. Og for os. Det eneste der dybest set er nødvendigt. Når vi har den kærlighed og kildevand der kommer fra Gud, så får vi styrken til at kaste os ud i arbejdet for alt det andet som vi også trænger til – og som vores medmennesker trænger til. Så kan vi gå i gang med at varte op, men uden bekymring og uro.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2018
Tags: Lukasevangeliet 10.38-42

Posted By admin on 4. marts 2019

Synderinden i farisæerens hus: Så vælg da livet

Prædiken i Husum Kirke 11. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

En af de faste sommerferietraditioner i vores familie er at deltage i SommerOase, som med godt 5000 deltagere er Danmarks største kirkelige sommerlejr (bortset fra spejdernes og FDF’ernes landslejre, men de er ikke hvert år). Jeg har efterhånden deltaget 13 gange, og Signe 11 gange, mens Josef af indlysende årsager kun har været med 3 gange. En stor del af de mange deltagere bor i telte og campingvogne på en kæmpe græsplæne uden for Horsens, der i den uge agerer campingplads, og hvor en 700 meter lang grusvej er hovedfærdselsåren. Ligesom på Roskilde Festival spiller vejret en stor rolle for SommerOase, for hvis det regner meget, bliver græsset temmelig pløret, så man er nødt til at gå i gummistøvler hvis man ikke vil have ødelagt sine sko – men sådan har vejret som bekendt ikke just været i år! Derimod har den langvarige tørke betydet at ikke mindst grusvejen har været ekstremt støvet, og selvom jeg et par gange i ugens løb tog et bad i en af de opstillede brusebadsvogne fra Godik, lignede mine fødder noget der var løgn, da vi kom hjem. Når det er så varmt, går man jo i sandaler (i hvert fald hvis man er mig), så alt støvet fra vejen sætter sig på fødderne, og når man samtidig sveder meget, ja, så sætter det sig fast! Det krævede et langvarigt fodbad at få den ildelugtende blanding af støv og fodsved vasket af!

                      Fordelen ved den oplevelse er at det har givet mig langt bedre forudsætninger for at forstå hvorfor fodbade var så vigtige i den kultur som Jesus var en del af. Mange af jer kender sikkert beretningen om dengang Jesus vaskede sine disciples fødder, og i dag hører vi så om en episode hvor Jesus bebrejder værten ved et middagsselskab at han ikke havde sørget for noget vand så hans gæster kunne vaske deres fødder inden middagen – for når man gik i sandaler på støvede veje i et varmt klima, ja, så var det nærmest en nødvendighed at vaske fødder inden man gik ind i et hus. At række sin gæst noget vand til fodvask var med andre ord udtryk for almindelig høflighed, på linje med når vi i dag siger: ”Lad mig tage din jakke” til vores gæster (i hvert fald på de tider af året hvor gæsterne ankommer med jakke på).

                      Men i dag møder vi altså Jesus som gæst hos en mand der har forsømt sine pligter som vært. Ikke alene har farisæeren ikke sørget for vand til at vaske de snavsede fødder og olivenolie til at salve hovedet; han har ikke engang hilst ordentligt da Jesus ankom! (Det kys som Jesus beklager sig over at Simon ikke havde givet ham, var det rituelle kindkys som i mange dele af verden er en lige så stor selvfølge når man hilser på hinanden, som et håndtryk er det her i Danmark). Hvorfor mon farisæeren har udvist så stor forsømmelighed? Kunne det være fordi han ikke havde styr på de sociale spilleregler? Næppe – de ting han forsømte, var jo som sagt lige så selvfølgelige som at vi i Danmark giver hånd og hjælper gæsterne af med deres overtøj. Nej, forglemmelsen skyldtes nok snarere at hans opmærksomhed var optaget af noget helt andet end at være en god vært, nemlig at overvåge sin gæst for at finde ud af hvad han skulle mene om ham: Var han en profet, eller var han ikke?

                      Siden Simon ikke sørgede for at vise Jesus den høflighed man normalt viste over sine gæster (og især da fornemme gæster), gætter jeg på at han har været ret sikker på at Jesus ikke var en profet, og nok allermest har været på udkig efter noget han kunne bruge til at underbygge den konklusion han allerede havde besluttet sig for. Og jeg tror faktisk han har siddet og godtet sig diskret da der pludselig kom en kvinde med et dårligt rygte ind og gav sig til at kærtegne Jesu fødder uden at Jesus modsatte sig det, for dét var da om noget den ”rygende pistol” han havde ledt efter! Ja, måske var det endda netop håbet om at kvinden ville kompromittere Jesus, der var grunden til at Simon ikke selv bad hende om at forføje sig da hun troppede uindbudt op i hans hjem.

                      Men i sin iver efter at blive bekræftet i sine fordomme lagde Simon slet ikke mærke til hvad det i virkeligheden var kvinden gjorde, nemlig alt det han selv havde forsømt. Ja, hun gjorde endda meget mere end det! Det ville have været tilstrækkeligt for Simon at give Jesus en skål med vand og derved give ham mulighed for at vaske sine egne fødder, men kvinden gik skridtet videre og vaskede Jesu fødder – og tørrede dem endda med sit hår! Et enkelt kindkys ville have været nok til at Simon havde opfyldt sin ”hilsepligt”, men kvinden overøste Jesu fødder med kys! Og så er der det med salvningen, som nok er det allermest kulturelt fremmede for os, især fordi den nuværende autoriserede oversættelse har byttet om på ”olie” og ”salve” i forhold til den gamle oversættelse fra 1948, hvor der stod: ”Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve.” Den græske grundtekst bruger ordet ”elaion”, som betyder olivenolie, om det som Simon burde have salvet Jesu hoved med, mens det som kvinden salver hans fødder med, kaldes ”myron”, som betyder parfumeret salve. Hvorom alting er, så er pointen at kvinden brugte noget der var langt dyrere og fornemmere end det man almindeligvis brugte til formålet. Evangelisterne Markus og Johannes fortæller os endda i deres version af beretningen [Mark 14,3-9. Joh 12,1-8] at der var tale om ægte nardussalve til en værdi af næsten en hel årsløn!

                      Farisæeren Simon og den i denne sammenhæng navnløse kvinde (som muligvis var Maria Magdalene) repræsenterer altså to vidt forskellige tilgange til Jesus – og til livet i det hele taget. Begge giver pokker i etiketten, men de gør det i hver sin retning: Den ene forsømmer at leve op til et minimum af høflighed fordi han har travl med at sidde med sin mentale notesblok og vogte på om der bliver begået en fodfejl, mens den anden slet ikke behøver at slå op i Emma Gad, fordi hendes store kærlighed og taknemmelighed driver hende til spontant at overgå standarden med adskillige længder. Hvorfor den forskel?

                      For at svare på det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig lige at vende tilbage til den første tekst vi hørte i dag, fra Femte Mosebog [30,15-20] (hvis I vil følge med, minder jeg om at den står på side 1230 i salmebogen). Den begynder med ordene: ”Se, jeg stiller jer i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve”. Hvis nu man havde spurgte Simon (der som skriftlærd farisæer sikkert kunne alle fem Mosebøger udenad) hvilken af de to muligheder han havde valgt, så ville han sikkert uden tøven have svaret: ”Livet, selvfølgelig! Jeg holder jo Guds love og befalinger,” og måske ville han endda have peget og tilføjet: ”i modsætning til kvinden dér”. For hun var jo en kvinde der ”levede i synd”, som det hedder i teksten, hvilket sandsynligvis var en mere eller mindre pæn måde at sige på at hun var prostitueret. Og prostitution var udtrykkeligt forbudt i Mosebøgerne, så hvad var der at diskutere?

                      Der var det at diskutere at Simon ikke var nær så from og uangribelig som han gik og bildte sig ind, for ligesom han forsømte gæstfrihedens allermest basale bud, forsømte han også Guds allermest basale bud, nemlig kærlighedsbuddet. Som farisæer fremsagde han sikkert hver morgen den jødiske trosbekendelse, som lyder: ”Hør, Israel! Herren din Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” [5 Mos 6,4-5] Og i stykket til i dag stod der jo også: ”Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud”! Kærligheden til Gud er altså hele fundamentet for Guds øvrige bud, hvorimod farisæernes paragrafrytteri af en lovreligion var en fatal misforståelse og en forvanskning af hele ånden i Det Gamle Testamente.

                      Og hvorfor elskede Simon så ikke Gud? Det har Jesus en god forklaring på: Fordi han ikke havde fået ret meget tilgivet. Gud ved jo godt at intet menneske er i stand til at overholde alle buddene, så derfor går skellet ikke mellem dem der holder dem og dem der ikke gør, men mellem dem der ved at de er syndere, og dem der hovmodigt bilder sig ind at de ikke har behov for tilgivelse. Og det er vel at mærke ikke kun budskabet i Det Nye Testamente, men også i Det Gamle! Lyt for eksempel til disse ord fra Davids Salme 51, som den navnkundige digterkonge skrev da det gik op for ham hvor ondskabsfuldt han havde handlet ved at forføre en anden mands hustru og derefter sørge for at få manden slået ihjel:

                      For du vi ikke have slagtoffer,

                      og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;

                      mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,

                      et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

Hvis vi render rundt og bilder os ind at vi ikke har behov for tilgivelse, så er vores eneste håb at Guds bud får lov til at sønderbryde og sønderknuse os til vi indser hvor fortabte vi er. Men når vi indser det, står Himmerigets porte til gengæld på vid gab, fordi Jesus allerede har båret straffen for alt det vi har gjort forkert. Hans tilgivelse vil rejse os op fra vores sønderknuste tilstand så vi kan stå foran Gud med frimodighed. Og når vi tager imod Guds tilgivelse, vil det helt naturligt vække den kærlighed i os som netop er essensen af alle Guds bud.

                      Men det er ikke noget der sker én gang for alle. Jeg ved ikke med jer, men jeg er slem til at glemme hvor meget jeg har fået tilgivet – og når det sker, er jeg bange for at min tilgang til Gud og til verden minder mere om farisæerens end om kvindens. Derfor vil jeg slutte min prædiken af med igen at citere læsningen fra Femte Mosebog som en formaning til mig selv og til os alle sammen: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud”!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2018
Tags: Lukasevangeliet 7.36-50

Posted By admin on 4. marts 2019

Falske profeter: Min morfars badevægt

Prædiken i Husum Kirke 8. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

Et af de steder jeg bedst kunne lide at være som barn, var hjemme hos min morfar. Han boede heldigvis ret tæt på, og jeg færdedes hjemmevant i hans hus og have. På hans badeværelse stod der en rød badevægt, og den vejede jeg mig på om morgenen når jeg havde overnattet. Men jeg undrede mig over at den viste et par kilo mindre end den sorte badevægt jeg ellers var vant til hjemme hos mine forældre, og en dag spurgte jeg min morfar hvordan det kunne være. Han svarede noget i retning af: ”De fleste plejer at sige at min badevægt er rigtig god!” Jeg spurgte om det betød at den var mere præcis end den mine forældre havde, men han svarede: ”Nej, de synes den er god fordi de vejer mindre på den!”

                      Ja, vi mennesker har det med at vælge et behageligt budskab frem for et sandt budskab! Og alt for tit glemmer vi at selvom vi kan vælge hvad vi vil tro på, så kan vi ikke vælge hvordan virkeligheden ser ud – den ser ud som den nu engang gør, uanset hvad vi har valgt at tro på! Og hvis vi vælger at tro på noget blot fordi det lyder behageligt, så kan det risikere at ende særdeles ubehageligt for os! Vi kender nok alle sammen eventyret om kejserens nye klæder, hvor kejseren ender med at blive ydmyget foran sine undersåtter fordi han har valgt at tro på bedragernes smigrende ord om hvor smukt tøj han har på. Og fra tid til anden kommer der historier frem om mennesker der er blevet franarret store pengebeløb fordi de er faldet for en e-mail fra en svindler der lover at give dem en masse millioner hvis de bare liiige vil sende ham nogle få tusind – hvorefter han i den næste mail lige skal have nogle flere tusind, og så fremdeles.

                      Inderst inde ved vi jo godt at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det sandsynligvis. Men selvom de fleste af os efterhånden har lært at man ikke skal stole på en e-mail der påstår at man har vundet en stor gevinst i et australsk lotteri man aldrig har hørt om (endsige deltaget i), så er der mange andre områder hvor vi fortsætter med at tro på bekvemme usandheder frem for ubekvemme sandheder. Det gælder på sundhedsområdet, det gælder på klimaområdet, det gælder når vi i disse fake-news-tider bedømmer sandhedsværdien af en nyhed vi hører eller læser – og tit gælder det desværre også i vores opfattelse af Gud.

                      Jeg har ikke villet sige det før nu, men jeg har taget en gæst med i dag. Han sidder inde i præsteværelset, lige på den anden side af den her mur. Det er Jesus, og jeg har aftalt med ham at når jeg er færdig med at prædike, så får I lov til at komme ind og møde ham én efter én, og så vil han fortælle jer hvad han synes om den måde I lever jeres liv på. – Det passer naturligvis ikke, men hvis det gjorde, hvad mon han så ville sige? Ja, vi håber vel alle sammen at vi ville få at vide at vi gør det rigtig godt, og at det skal vi bare blive ved med – men sæt nu han sagde noget andet?

                      I den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, findes der syv korte breve fra Jesus til lederne af syv menigheder i Lilleasien, hvor Frelseren giver sit skudsmål af den pågældende leder og hans menighed. Og de er ikke lige positive alle sammen – lyt for eksempel til de første linjer af brevet til menigheden i Sardes: ”Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vågn derfor op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud.” [Åb 3,1b-2]  Hvad ville du sige til at blive præsenteret for sådan en svada?

                      ”Jamen det kommer da heller ikke til at ske!” sidder du måske og tænker. ”Sådan er Gud ikke! I hvert fald ikke den Gud jeg tror på – han kunne aldrig finde på at kritisere den måde jeg lever mit liv på!”

                      Nå, ikke? Okay, så prøv at forestille dig at du er mor eller far til et femårigt barn, og at du en dag kommer ind i stuen og opdager at barnet har væltet alle potteplanterne ud på gulvet. Eller forestil dig at du ejer en købmandsbutik, og at du på din første arbejdsdag efter et par ugers velfortjent sommerferie opdager at din souschef har solgt hele varelageret til en tredjedel af prisen. Og forestil dig at barnet eller souschefen forsvarer sig med: ”Jamen jeg troede ikke du ville blive vred over det!”  Jeg ved ikke med dig, men hvis det var mig, ville jeg nok svare: ”Så troede du forkert!”

                      For det er jo faktisk muligt at tro forkert! Din reaktion påvirkes ikke af hvordan dit barn eller din souschef vælger at tro at du vil reagere. Og ved I hvad: Guds reaktion på den måde vi vælger at leve vores liv på, påvirkes heller ikke af hvordan vi vælger at tro at han vil reagere – i hvert fald ikke hvis vi tror mod bedre vidende. Hvis vi ved hvordan Gud vil have os til at leve, men ikke handler efter det, så er vi, som Jesus siger, at sammenligne med en der har bygget sit hus på sand.

                      Men hvordan finder vi så ud af om den vægt vi vejer vores liv på, er god fordi den vejer rigtigt, eller om vi bare synes den er god fordi den fortæller os hvad vi helst vil høre? Eller for at sige det lidt mere højstemt med ord fra dagens anden læsning: Hvordan kan vi vide om vi lytter til Guds ånd når vi evaluerer vores liv, eller om vi snarere lytter til Antikrists ånd? Tja, apostlen Johannes, som ifølge traditionen er forfatter til det brev som epistellæsningen er taget fra, siger at forskellen på Guds ånd og Antikrists ånd er om den bekender at Jesus er Kristus, kommet i kød – men jeg må nok erkende at det kan være svært umiddelbart at afgøre om mit liv er en bekræftelse eller en benægtelse af at Jesus er Kristus. Men jeg kan da spørge mig selv om jeg lever efter de retningslinjer og det forbillede som Jesus har givet os. Med andre ord: Den ”vægt” der kan give mig et retvisende billede af hvordan Jesus bedømmer mit liv, er Det Nye Testamente – især de fire evangelier hvor vi finder Frelserens egne ord og handlinger, men også Apostlenes Gerninger og brevene, som er førstehåndsvidnesbyrd om hvordan de første disciple tolkede det de havde set og hørt deres Mester sige og gøre.

                      Problemet er dog at det kan være svært at læse Det Nye Testamente med friske øjne, især hvis man har læst det mange gange før, eller mange af teksterne af andre grunde er ”kendt stof”. Vi kommer nemlig alt for let til at tænke at ”vi ved jo godt hvad der står”, eller vi afskriver lidt for automatisk de ”ubekvemme” tekster som noget der hører en svunden tid til, og som vi derfor blot kan se bort fra i dag, uden at sætte os ind i om der er grund til at antage at det der står, ikke var ment som noget eviggyldigt.

Jeg kunne nævne mange eksempler på bibeltekster som vi har hørt så mange gange at vi er blevet døve for hvor radikale de i virkeligheden er, men jeg vil nøjes med et enkelt eksempel, og det er et Jesusord der er så kendt at det er blevet et bevinget ord i vores kultur (men som af uransagelige årsager ikke er at finde blandt kirkeårets prædiketekster), nemlig det om at vende den anden kind til. Lad os tage det som det står i Matthæusevangeliet 5,38-39: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” Ja, sådan sagde Jesus! Vi tager den lige igen: ”Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” Hvor mange kender du der lever efter dén devise? Jeg gør ikke, må jeg nok erkende. Og jeg har svært ved at komme i tanker om ret mange der gør. Til gengæld har jeg oplevet mange kristne – deriblandt nogle der bruger betegnelsen ”bibeltro” om sig selv – som synes at de i lige netop dette spørgsmål er klogere end Jesus. ”Det kan man jo ikke!” plejer afvisningen at lyde, og når jeg i diverse teologiske debatter har dristet mig til at henvise til dette Jesusord, har svaret til tider været decideret hånligt. Men Jesus sagde altså sådan, og der er absolut intet der tyder på at han ikke mente det bogstaveligt. Tværtimod blev det efterlevet til punkt og prikke i kirkens tre første århundreder hvor de kristne blev udsat for alverdens overgreb og forfølgelser fra skiftende romerske kejsere – altså uden at sætte sig til modværge. Resultatet blev som bekendt at kirken ikke blot overlevede, men voksede, hvorimod det romerske imperium gik under, så argumentet om at Jesu råd ikke ”virker”, holder altså ikke – hvilket der også findes moderne eksempler på i skikkelse af folk som Gandhi og Martin Luther King. (Det er i øvrigt beskæmmende for os kristne at et af de fremmeste moderne eksempler på lydighed mod et af de mest centrale principper i kristendommen, var en hindu!).

Det var som sagt blot et enkelt eksempel på noget som Jesus måske ville kunne finde på at gribe fat i hvis han rent faktisk sad ude i præsteværelset og ventede på at tage os hver især i audiens. Jeg kunne som sagt nævne mange flere. Men det er vigtigt for mig at understrege at det ikke handler om at Gud eller Jesus har lavet en række mere eller mindre vilkårlige regler som han bedømmer os ud fra – hvorfor i alverden skulle han dog det? Kristendom er ikke en lovreligion; det er et budskab om en relation til Gud. Som apostlen Johannes siger det andetsteds i det brev som dagens anden læsning er taget fra: ”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” [1 Joh 4,8]  Læg også mærke til hvad det er Jesus siger til dem som han afviser selvom de både har profeteret og uddrevet dæmoner i hans navn: ”Jeg har aldrig kendt jer.” Det er relationen der er det centrale! Når Jesus går op i hvordan vi lever vores liv, er det fordi han elsker os og derfor ønsker at vi skal leve på den måde der er bedst for os – og bedst for vores medmennesker, som han jo også elsker. At vi så ikke nødvendigvis har den fornødne åndelige indsigt til at forstå at det faktisk er bedst for os at vende den anden kind til når nogen vil os noget ondt, er en anden sag. Men hvorom alting er: Vi skal ikke gå rundt og frygte for at Gud vil dømme os til fortabelse fordi vi foretrækker bekvemme usandheder frem for ubekvemme sandheder. Hvis nogen af os ender med at gå fortabt, er det udelukkende fordi vores bekvemme usandheder har skadet vores relation til Gud i en grad så vi takker nej til et evigt liv på Guds præmisser.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2018
Tags: Matthæusevangeliet 7.22-29

Posted By admin on 4. marts 2019

Elsk jeres fjender: Alt er Gratis

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

Nu er det endelig blevet sommer!

                      Ja, vejret har som bekendt været sommerligt lige siden begyndelsen af maj (oven i købet mere sommerligt end nu), men formelt begynder sommeren først ved sommersolhverv, og det var i torsdags. Med den ”rigtige” sommer følger en lang række sommerglæder, og en af de ting som jeg tror at vi er mange der hvert år glæder os til, er friske, solmodne jordbær. Allerbedst smager jordbærrene hvis man kan nyde dem friskplukkede, men det er jo ikke alle der har den mulighed, eftersom ikke alle har adgang til en have hvor planterne kan dyrkes. Derfor valgte Aarhus Kommune forrige år at anlægge et 30 meter langt jordbærbed langs cykelstien fra Skejby Sygehus til Aarhus Skøjtehal hvor enhver er velkommen til at plukke løs – og det ganske gratis. Det blev mange århusianere glade for, men der var faktisk også nogle der var knap så begejstrede, for som de pointerede, så var jordbærrene i virkeligheden ikke gratis. De var nemlig betalt af kommunen, men en kommune har som bekendt ikke andre penge end dem den kræver ind i kommuneskat, så modstandernes argument var at jordbærbedet ufrivilligt var betalt af alle kommunens indbyggere, og at det derfor var med urette at borgmester og forvaltning gav den som glade og gavmilde givere.

                      Ud over at den historie kan give anledning til nogle spændende politiske diskussioner om hvilke pligter og rettigheder individ og fællesskab har i forhold til hinanden, så synes jeg i særdeleshed det er interessant at prøve at følge indvendingen til dørs. Præmissen for indvendingen var jo at der ret beset ikke er noget der hedder ”kommunens penge”, men at kommunen blot forvalter borgernes penge og derfor bør gøre det med en vis ydmyghed. Men hvis vi tænker tanken til ende, så vil jeg vove den påstand at det ikke kun gælder kommunen – det gælder os alle sammen! Pensionist, kontanthjælpsmodtager, offentligt ansat, privatansat, selvstændig – alle bør vi omgås de penge vi har fået betroet, med ydmyghed, fordi der reelt er tale om noget vi forvalter på andres vegne.

                      Jeg er klar over at det er en fremmed tankegang for de fleste danskere. En selvstændig erhvervsdrivende kan med rette påpege at de penge han har, hverken er noget han har fået som almisse, eller noget han har afkrævet nogen, men at der er tale om en fair og redelig betaling som han har fået til gengæld for de varer han har produceret, eller de tjenester han har ydet. En lønmodtager på det private arbejdsmarked kan tilsvarende pege på at en arbejder er sin løn værd (det står oven i købet i Bibelen [Luk 10,7]), og at den arbejdsindsats han giver sin arbejdsgiver, er mindst lige så meget værd som de penge han får for den. Hvad os offentligt ansatte angår, så er der ganske vist ikke nogen arbejdsgiver der tjener penge på vores arbejdsindsats, men generelt er det alligevel sådan at de mennesker vi danskere har valgt til at varetage fællesskabets interesser, har skønnet at vores arbejde er vigtigt nok til at vi skal have løn for det.

                      Alligevel vil jeg som sagt hævde at vores penge og øvrige resurser er noget som vi forvalter på andres vegne. Mange af os har for eksempel en uddannelse som vi ikke selv har betalt for, men som sætter os i stand til at oppebære det lønniveau vi har. (Her i Danmark er det skatteyderne der betaler, mens det i en række andre lande typisk er ens forældre der må spare sammen til at betale for ens videregående uddannelse). Men selv hvis vi ser bort fra det, så er det indiskutabelt at det allervigtigste redskab som vi bruger til at tjene vores penge med, det er noget som vi har fået stillet til rådighed kvit og frit, nemlig vores krop, vores hjerne, vores hænder – vores liv. Alt er med andre ord Gratis – altså Guds. Selv jordbærrene i Aarhus er Gratis, for ganske vist har kommunen brugt skatteydernes penge til at anlægge og pleje jordbærbedet, men det er Gud der har skabt både jordbærplanterne og den muldjord de vokser i, og de bier der bestøver dem så de kan bære frugt, og de mennesker der gennem århundreder har forædlet planterne, og han har endda også skabt de skatteydere der har lagt penge i kommunekassen, og de arbejdsgiver der har betalt skatteydernes løn, og de mennesker der har givet arbejdsgiverne de penge de betaler løn af, og så videre.

                      Men når alt hvad vi har, dybest set er Guds, så har vi også en forpligtelse til at bruge det på en måde som Gud kan stå inde for, nøjagtig ligesom en kommunalbestyrelse har en forpligtelse til at bruge skattekronerne på en måde som skatteyderne kan stå inde for. Og hvordan er det så at Gud vil have at vi skal bruge vores tid og penge? Ja, ved et lykkeligt sammentræf er det sådan at netop de tre tekster vi har hørt i dag, giver nogle meget konkrete anvisninger på det.

                      Særligt konkret er stykket fra 5. Mosebog, der går helt ned i detaljer som at man ikke må vende om for at samle et neg op som man har glemt på marken, og at man ikke må plukke rent når man høster druer, samt at man ikke må tage en enkes tøj i pant. Elsker I ikke bare den slags bibeltekster hvor man kan ånde lettet op og tænke: ”Den tekst har heldigvis ikke noget med mig at gøre, for jeg er hverken landmand eller pantelåner!”? Men jo, den tekst har noget med dig og mig at gøre, for de situationer den omtaler, er jo blot illustrationer af et princip, nemlig at vi skal være generøse, og det gælder os alle sammen.

                      Det er netop det princip Jesus griber fat i i evangelieteksten, hvor han udvider princippet til også at gælde vores fjender. Men hvorfor i alverden skulle vi dog være generøse over for vores fjender? Det skal vi fordi Gud er generøs over for sine fjender – han ”lader det regne over retfærdige og uretfærdige”. Var det ikke for Guds generøsitet over for sine fjender, ville vi faktisk ikke engang kunne kalde os Guds børn, for det er vi kun blevet fordi Jesus gav sit liv for os der havde vendt ham ryggen. Derfor skal vi være ”fuldkomne, som vores himmelske Fader er fuldkommen”.

                      Det med at vi skal være ”fuldkomne”, er i øvrigt et af de mest misforståede bibelvers. Jeg kan huske at jeg som ung lærte at det betyder at Gud forlanger at vi skal være perfekte, og det er der jo ingen af os der kan, og derfor har vi alle sammen brug for Jesus. Og det kan jeg da kun være enig i at vi har – men det er bare ikke det dét vers betyder. De formaninger som Jesus giver os i den tekst vi er sammen om i dag (og i hele den tale af Jesus der står i Matthæusevangeliets 5., 6. og 7. kapitel, som populært kaldes Bjergprædikenen, og som teksten er et uddrag af), har ikke kun til formål at overbevise os om at vi er hjælpeløse syndere – det ville jo gøre de konkrete anvisninger irrelevante. Ganske vist er der ikke nogen af os der er i stand til at leve efter Jesu ord hvert eneste øjeblik af hver eneste dag i vores liv, men det betyder ikke at vi ikke skal have det som vores mål at gøre det, sådan som Ånden nu giver os kraft til det. Og hvad angår den konkrete formaning om at være ”fuldkomne”, så betyder det ikke at vi skal være perfekte i enhver henseende på ethvert område. Det græske ord der ligger bag i grundteksten, teleios, betyder i denne sammenhæng at vores kærlighed og barmhjertighed skal være altomfattende, eller sagt på en anden måde: at der ikke er noget menneske som vi ikke er forpligtede til at vise generøsitet.

                      I det stykke vi hørte fra Romerbrevet, udvider Paulus begrebet ”generøsitet” yderligere til ikke kun at handle om penge og hjælpsomhed, men også om at lade være med at dømme andre. Når man læser Paulus’ breve, kan man ellers godt tænke at han selv er ganske flittig til at dømme, men jeg tror det er vigtigt at skelne mellem på den ene side at dømme, foragte og se ned på et andet menneske, og på den anden side at give etisk vejledning og formane i kærlighed. Problemet er bare at den skelnen ikke altid er så let at foretage i praksis. Jeg har i hvert fald oplevet mange der forsvarede en holdning som for mig at se var fordømmende, men at de blot formanede i kærlighed, mens jeg omvendt også har oplevet at noget der for mig at se helt klart var en fuldt berettiget udtalelse om hvad der er rigtigt og forkert at gøre, er blevet kritiseret for at være fordømmende.

Så hvordan kender man forskel? Det er svært at give et enkelt og entydigt svar på, men jeg tror at nogle spørgsmål som man med fordel kan stille sig selv inden man kaster sig ud i at udtale sig om et eller flere andre menneskers moralske fejl og mangler, er: ”Er omsorgen for den anden min eneste motivation for at ville formane og vejlede? Kan jeg sige mig fri for at mene at jeg er et bedre menneske end den anden? Er jeg på det rene med at i forhold til Gud er den anden person og jeg begge to syndere der bliver retfærdiggjort af nåde? Og hvis den anden person svarer igen med at påpege en moralsk fejl hos mig, er jeg så parat til at tage den formaning til mig uden at forsvare mig?”

Som den srilankanske præst D.T. Niles udtrykte det: ”En kristen er blot en tigger der kan fortælle en anden tigger hvor man kan få brød.” Det må vi aldrig glemme. Og det brød som vi får givet, enten det er penge eller velvilje eller nåde, det må vi give videre til de andre tiggere med den samme generøsitet som Gud har udvist over for os.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2018
Tags: Matthæusevangeliet 5.43-48

Posted By admin on 4. marts 2019

Discipelskabets pris: Regn med at blive hadet

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

Ja, det er så en af de søndage hvor jeg er nødt til at indlede prædikenen med at udrede en misforståelse. Det havde unægtelig været lettere hvis de der lavede tekstrækkerne, havde valgt først at lade dagens evangelietekst begynde i vers 27 i stedet for vers 25 så vi var sluppet for det med at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv. Men på den anden side er det vel fint nok at vi ikke viger uden om de vanskelige steder i Bibelen. De af jer der læser i Bibelen på egen hånd – hvilket jeg helt klart vil anbefale alle at gøre – er jo sikkert stødt på det alligevel. Og det skulle ikke undre mig om I ikke alene er stødt på det, men også har stødt jer på det! I forhold til hvad kristendommens budskab ellers drejer sig om, lyder det jo dybt forargeligt at Jesus ligefrem befaler os at hade mennesker, for kristendommen drejer sig jo ellers om at elske sin næste, eller hvad? Buddet ”Du skal elske din næste som dig selv” er i hvert fald noget som rigtig mange mennesker vil nævne som noget af det første hvis de bliver spurgt hvad kristendommens budskab er, og Jesus selv erklærede da også at det er et af de to vigtigste af alle Guds bud. [Matt 22,39]

                      Jeg har i øvrigt tit undret mig over hvorfor næstekærlighedsbuddet er så populært hos så mange mennesker, for det er jo ikke fordi det ligefrem er let at overholde – især ikke hvis man inkluderer sine fjender i kategorien ”næste”, sådan som Jesus gjorde. Helt ærligt, hvor mange mennesker findes der mon som går rundt og synes at deres fjender bare er dejlige? Det tror jeg ikke der er nogen der gør – men det er faktisk heller ikke det der ligger i buddet. I bibelsk forstand handler kærlighed ikke først og fremmest om vores følelser, men om vores handlinger: Vi skal gøre godt mod alle mennesker, uanset om de handler godt eller ondt mod os. Det er også udfordrende nok – men det er i det mindste noget vi i teorien kan vælge. Vi bestemmer ikke over vores følelser, men vi bestemmer over vores handlinger.

På samme måde handler ordet ”hade” heller ikke om følelser, men om handlinger: Hvor ”elske” betyder at ”handle til fordel for”, så betyder ”hade” at ”handle til ulempe for”. Så langt, så godt – spørgsmålet er bare om det Jesus siger, bliver mere acceptabelt af den grund. For det kan vel ikke være meningen at man skal behandle sin familie dårligt hvis man vil være discipel af Jesus?

Nej, selvfølgelig er det ikke meningen. Vores familie er jo i den grad også vores næste; ja, de er vores allernærmeste næste! Så når vi generelt skal handle til gavn for andre mennesker og tage os af deres behov, skal vi naturligvis i særdeleshed tage os af vores families behov. Faktisk siger Paulus det i Første Timotheusbrev [5,8] så skarpt at den ”som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro”.

Men hvad mener Jesus så med at man skal ”hade” sin familie og sit liv for at kunne være hans discipel? Det tror jeg at vi kan finde en forklaring på hvis vi læser hele teksten. Det næste han siger efter at have sagt det med at hade, er jo at man skal bære sit kors og gå i hans spor. Hvad vil det sige at bære sit kors? Tja, ifølge Den Danske Ordbog handler det om ”modgang og plage som gør livet svært, men som man tålmodigt må finde sig i”. Og det kan man ikke bebrejde Den Danske Ordbog, for dens opgave er at beskrive hvordan sproget bruges, ikke at belære om hvordan det bør bruges, og forklaringen stemmer i hvert fald godt overens med hvordan de fleste forstår udtrykket. Men det ændrer ikke på at det er en total misforståelse. Det kors som Jesus bar, var ikke en plage der gjorde hans liv svært; det var et henrettelsesinstrument som gjorde hans liv forbi! De eneste mennesker i Jesu samtid der bar kors, var dødsdømte fanger på vej til retterstedet. At bære sit kors og følge i Jesu spor, betyder altså ikke bare at vi skal være villige til at acceptere et vist mål af modgang og plage, men at vi skal give totalt afkald på vores liv. Som Paulus udtrykker det et sted: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” [Gal 2,19-20]. At være Jesu discipel – eller som vi plejer at kalde det: at være kristen – er ikke bare at have fået en ny fritidsinteresse eller et nyt sæt holdninger til visse ting; det er at have fået en helt ny identitet – og dermed skrottet den gamle. Da vi blev døbt, blev vi symbolsk begravet sammen med Jesus for at leve for ham og ikke for os selv. For mange af de første disciple betød det at vinke farvel til deres bopæl og deres erhverv, og det kalder Gud stadig nogle mennesker til at gøre, men selv vi der i det ydre lever relativt almindelige liv, er stadig kaldet til at lade os styre af nogle helt andre prioriteter. Vi skal, som Jesus udtrykte det, ”give afkald på alt vores eget”, dvs. vi skal ikke betragte vores jordiske ejendele som noget vi selv kan disponere over, sådan som det nu passer os, men som noget der tilhører Jesus, og som han kan disponere over. Og det gælder ikke kun vores ejendele, men hele vores liv: Det er Jesus der bestemmer!

Så langt, så godt – men hvorfor siger han at vi skal ”hade” vores familie? Det gør han fordi der kun kan være én kaptajn på et skib. Det betyder at hvis det er Jesus der bestemmer, så er det ikke din ægtefælle eller dine forældre eller dine børn eller dine søskende. Du skal ganske vist sætte de andres ønsker højere end dine egne, men allerøverst skal du sætte Jesus. Og der kan forekomme situationer hvor det som forældrene eller ægtefællen ønsker, er noget andet end det Jesus ønsker. I vore dage sker det ikke mindst i samfund der er meget præget af en ærestankegang, og hvor familieidentitet og religiøs identitet hænger tæt sammen. Mange kristne med eksempelvis muslimsk eller hinduistisk baggrund oplever at deres tro får den pris at deres forældre og søskende slår hånden af dem og måske endda tæver dem eller truer dem på livet. Og hvad der er om muligt er endnu værre: Både mænd og kvinder har oplevet at deres ægtefælle – den person som ellers havde gjort sig selv til ét kød med dem og lovet at elske og ære dem til døden – har forladt dem efter at de har forladt deres gamle religion for at følge Jesus. Er der børn i ægteskabet, siger lovene i flere lande at man fortaber både forældremyndighed og samværsret hvis man forlader sin religion. Dén pris må man mange steder være parat til at betale hvis man ønsker at følge Jesus. Jeg har svært ved at forestille mig en højere pris. Læg dertil at hele lokalsamfundet typisk vil placere skylden for bruddet hos den der er blevet kristen, og vil beskylde vedkommende for rent faktisk at hade familien – uden at have andet at have beskyldningen i end selve det at man har valgt at følge Jesus. Begynder det at give mening hvorfor Jesus sagde som han gjorde? Det handler om hvilke omkostninger man er parat til at acceptere – om man vil betale den pris det kan komme til at koste at ”bygge tårnet færdigt”. Og selvom vores kultur i dagens Danmark er anderledes end den er i mere traditionelle samfund, kan det også her til lands have familiemæssige omkostninger at vælge at følge Jesus. Jeg kender i hvert fald mindst én pæredansk mand hvis lige så pæredanske kone forlod ham da han blev kristen og hun ikke gjorde. Det kan også tænkes at et ægteskab kan blive sat under pres af at den ene part begynder at sige nej til nogle ting som parret plejer at gøre, men som ikke kan forenes med en kristen livsstil, så som swingerfester eller sort arbejde.

MEN – og det er et meget vigtigt men – initiativet til bruddet må ikke komme fra den kristne part! Jeg har hørt livshistorier der rummer et afsnit hvor en person bliver kristen og derefter vælger at forlade sin ægtefælle fordi de ikke længere har så meget til fælles, og som måske endda har påberåbt sig den evangelietekst vi er samlet om i dag. Men det er slet ikke muligt at fortolke teksten på den måde. Hvis du forlader din ægtefælle fordi I ikke har så meget til fælles mere, så er det ikke en ”omkostning” ved at følge Jesus; det er tværtimod din egen bekvemmelighed der prøver at finde en undskyldning for at slippe for den omkostning som det er at skulle vise betingelsesløs kærlighed til en ægtefælle der ikke deler din tro. Faktisk skriver Paulus sort på hvidt i Første Korintherbrev: ”Hvis en troende mand er gift med en ikke-troende kvinde, som gerne vil blive hos ham, så må han ikke gå fra hende. Og hvis en troende kvinde har en mand, der ikke er troende, men som er villig til at blive sammen med hende, så må hun ikke gå fra ham.” [7,12b-13, BPH]  Og på samme måde med forholdet til dine forældre og din øvrige familie – en kristen må ikke slå hånden af sine nærmeste i protest mod deres verdslighed, eller hvad det nu måtte være, men skal tværtimod elske dem så meget desto mere, blot uden at gøre noget som har Jesu ord imod sig.

Nå, alt det var egentlig en gratis omgang for mig at stå og sige, eftersom jeg selv er så privilegeret at såvel min hustru som mine forældre og søskende har samme ønske om at følge Jesus som jeg selv har. Faktisk lovede Signe og jeg hinanden, dengang vi blev gift, at vi altid hver især ville sætte den anden på andenpladsen i vores liv – foran os selv, men efter Jesus. Og selvom det ikke altid er nemt at holde sådan et løfte – jeg må nok tilstå at jeg alt for tit har sat mig selv på førstepladsen, og så har Jesus og Signe måttet slås om andenpladsen – så vil jeg fastholde at det er den prioritering der er det bedste udgangspunkt for et ægteskab. Jeg har ganske vist mødt mennesker – især unge mennesker – som forfærdet har erklæret at de ikke ville kunne leve med at være henvist til andenpladsen i deres ægtefælles liv. Og når man lytter til den gennemsnitlige kærlighedssang, så handler den da også typisk om hvordan ens elskede er ens ét og alt og det eneste man lever for. Men det bliver ikke noget sundt forhold hvis man forguder sin partner på den måde, for der er ikke noget menneske der i længden kan holde til at stå på sådan en piedestal. Det kunne jeg sige meget mere om, men tiden flyver, så jeg vil nøjes med at sige at hvis ikke jeg behandler min kone mindst lige så godt som en ægtemand der ikke har Jesus på førstepladsen, ville gøre, så er min kristendom ikke meget værd.

Hvad jeg til gengæld vil sige lidt om her til sidst, er hvad der ellers kan være af omkostninger ved at følge Jesus. Hvad kan der være som vi må give afkald på, hvis Gud viser os så stor nåde at vi får lov til at beholde både hus og hjem og familie uden at vores tro lider skibbrud af den grund? Tja – nogle gange kan jeg faktisk blive helt anfægtet af hvor lidt min tro koster mig i det daglige. Men en ting som jeg har tænkt på på det seneste, er at der er visse omkostninger som vi er nødt til at påføre os selv hvis vi virkelig vil leve som Jesu disciple. Og det har at gøre med den gode gamle dyd der kaldes sagtmodighed. Efterhånden bliver ordet ”sagtmodig” vel nærmest bare opfattet som et gammeldags ord for ”slukøret”, ”spagfærdig” eller ”forskræmt”, men når ordet forekommer i Bibelen, er det ikke sådan vi skal forstå det. Der er jo endda et sted hvor Jesus siger om sig selv at han er sagtmodig [Matt 11,29], og ham er der næppe mange der ville opfatte som slukøret, spagfærdig og forskræmt! Nej, at være sagtmodig betyder at man finder sig i ydmygelser uden at tage til genmæle på egne vegne. Det er svært, synes jeg! Når man som jeg af og til stikker næsen frem i diverse debatter, så får man nogle hak i selvsamme næse, og det er ikke alle debattører der formår at holde en saglig tone, så jeg har prøvet at få hæftet diverse fornærmende skældsord på mig i tidens løb, og endnu hyppigere at få skudt skumle motiver i skoene. Og nøj, hvor er det svært ikke at blive vred og råbe ”Det kan du selv være!” Og endnu sværere falder det mig at lade være med at gøre mig store anstrengelser for at overbevise den anden om at jeg skam har de ædleste motiver for at skrive og mene som jeg gør. Men det er en forkert måde at bruge min energi på. Som discipel af Jesus skal jeg jo betragte mig selv som død, hvilket vil sige at det dybest set er revnende ligegyldigt hvad mennesker mener om mig, så længe jeg ikke med rette kan beskyldes for noget. Ja, Jesus siger jo endda i de berømte saligprisninger i Bjergprædikenen: ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.” [Matt 5,11]  Den omkostning som det er at modstå fristelsen til at blive vred over at blive hånet eller løjet ondt på, den synes jeg det er svært at påføre mig selv – men det hører med til at være en discipel af Jesus. Og skulle det ske at jeg engang når i mål med det, så er der med garanti noget andet jeg kan tage fat på. Det at følge i Jesu fodspor er en vandring der varer hele livet.

Hvor fører din vandring med Jesus dig hen for tiden? Det vil vi tage et øjeblik til eftertanke over når jeg har sagt:

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2018
Tags: Lukasevangeliet 14.25-35

Posted By admin on 4. marts 2019

Den 15. januar 1972 trådte daværende statsminister Jens Otto Krag frem på Christiansborg Slots balkon og forkyndte: ”Kong Frederik den Niende er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden!” Dette budskab, som efter dansk skik blev udråbt tre gange, gik ikke alene ud til de tusindvis af mennesker der var forsamlet på slotspladsen, men også til millioner af andre gennem tv og radio, og der var derfor næppe nogen i hele landet der kunne være i tvivl om at der var kommet en ny regent på tronen. Men radio og især tv er som bekendt relativt nye opfindelser, så i langt det meste af menneskehedens historie har det været noget mere omstændeligt i forbindelse med et tronskifte at få gjort alle den nye konges (for det var jo som regel en mand dengang) – at få gjort alle den nye konges undersåtter opmærksomme på hvem de fremover havde at tjene og lyde. Det gjaldt naturligvis især hvis landet var stort eller uvejsomt eller begge dele, for den eneste metode der fandtes, var at sende herolder ud i hver eneste lille by og landsby og udråbe det glade budskab om den nye hersker. Set med den nye herskers øjne var det jo nærmest pr. definition et glædeligt budskab at det nu var ham der bestemte, og han håbede naturligvis at alle hans undersåtter også ville modtage det som et glædeligt budskab, sådan at de ville adlyde ham og ikke begynde at pønse på oprør eller lignende. Derfor fik udsendingene gerne besked på at de skulle indlede deres udråbelse med at gøre opmærksom på at der var tale om et godt budskab. I antikken havde græsk status af fællessprog i den østlige halvdel af Middelhavsområdet, så når der for eksempel skulle udråbes en ny romersk kejser, foregik det på græsk, med anvendelse af det græske ord for ”godt budskab”, som er euangelion. Så hvis du gik og troede at ordet ”evangelium” var noget som den kristne kirke havde opfundet, så har du lært noget nyt i dag, for i perioder havde ordet faktisk nærmest status af en teknisk betegnelse for et budskab om at der var kommet en ny kejser på tronen! – eller eventuelt at kejseren havde fødselsdag eller jubilæum eller havde fået en søn.

                      Den oprindelige betydning af ”evangeliet om Jesus” er altså ”budskabet om at Jesus er kommet til magten”! Det var dét budskab Jesus sendte disciplene ud i verden for at forkynde – og med det in mente er det faktisk aldeles logisk at disciplene efter opstandelsen stillede Jesus det spørgsmål som vi hørte i læsningen fra Apostlenes Gerninger: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” – især fordi Jesus, som vi også hørte i læsningen, havde talt til dem om Guds rige gennem 40 dage.

                      ”Guds rige” er et begreb som vi finder mange steder i Det Nye Testamente – og i øvrigt også en del steder i vores salmebog. Men hvad Guds rige er, er ikke altid lige nemt at forklare, især fordi det danske ord ”rige” som regel betegner et geografisk område, og derfor kommer vi ofte til at opfatte Guds rige som et sted; nærmere betegnet det sted hvor man kommer hen når man er død. I Ingemanns salme ”Jeg lever – og ved hvor længe fuldtrøst” hedder det for eksempel: ”Jeg rejser – og ved, hvor rejsen går hen: den går til Guds evige rige”, og Petter Dass’ nadversalme ”Dit minde skal, o Jesus, stå” opererer med et tidsperspektiv der hedder: ”indtil du synlig kommer frem i skyen, os at hente hjem og i dit rige samle”. Og det er da også sandt at det kristne håb omfatter et evigt liv i Guds rige, men det betyder ikke at Guds rige er et sted hvor vi bliver flyttet hen når vi dør. Nej, den ”livsalige dag, som i håbet vi venter”, er, for nu at citere Natanael Beskows salme af samme navn, den dag ”da verden er blevet Guds rige til sidst” – eller som det hedder lidt senere i salmen: ”da Himmelens Herre er jorderigs konge”. Guds rige er altså noget som verden er ved at blive forvandlet til. Det er derfor vi kan synge med Grundtvig (og jeg lover at det bliver det sidste citat fra salmebogen i denne prædiken) at ”Midt iblandt os er Guds rige”. Sagen er nemlig den at det græske ord basileia, som er oversat til ”rige” i de fleste danske bibeloversættelser, også godt kan betyde ”kongedømme” i betydningen ”herredømme” eller ”regime”. Så når der for eksempel står i Lukasevangeliet kapitel 8 vers 1 at Jesus ”forkyndte evangeliet om Guds rige”, så betyder det altså at han bekendtgjorde at nu var Gud ved at komme til magten.

                      Men hov – lige før sagde jeg jo at disciplene blev sendt ud for at bekendtgøre at Jesus var kommet til magten. Hvorfor skulle de det når Jesus lige selv havde brugt tre år på at bekendtgøre at Gud var ved at komme til magten? Og forresten – hvad skal det overhovedet sige at Gud var ”ved at komme til magten”? Er Gud ikke evig og almægtig?

                      For at tage det sidste spørgsmål først: Det at Gud er almægtig, betyder ikke at alt hvad der sker, er Guds vilje – hvis det var tilfældet, ville vi jo ikke behøve at bede ”ske din vilje” i Fadervor. Sagen er den at Gud har givet os mennesker en høj grad af frihed under ansvar – som Gud sagde ved menneskets skabelse: ”De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” Gud har altså (for at bruge et ”nudansk” udtryk) outsourcet noget af sin almagt til os mennesker. Desværre har vi alt for tit opfattet ”frihed under ansvar” som ”frihed uden ansvar” og har gjort ting som Gud på ingen måde kunne stå inde for, hvilket har ført til at der bliver gjort alle mulige onde ting i verden. Derfor er det et gennemgående tema i Det Gamle Testamente at Gud skal gribe ind og frelse de svage fra undertrykkerne – som vi hørte i dagens første læsning: ”Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige”. Og Det Gamle Testamentes profetiske bøger rummer en mængde løfter om at Gud vil gøre dette igennem en menneskelig hersker som vil gøre Guds vilje.

De løfter nåede en foreløbig opfyldelse i kong David og hans søn Salomo, som begge stræbte efter at regere med retfærdighed efter Guds vilje. Takket være sin tro på Gud opnåede David også militære sejre over de nabofolk der gennem århundreder havde truet og til tider direkte undertrykt israelitterne, med det resultat at Israel på kong Salomos tid havde status af regional stormagt. Det var den status som disciplene forestillede sig at Jesus ville genskabe.

Når Jesus gik rundt og sagde at Gud var ved at komme til magten, var hans tilhørere altså med på at det betød at der snart ville fremstå en ny konge à la David som ville gøre Guds vilje til sit politiske program, og som ville sejre. De fleste jøder på den tid regnede nemlig med at netop dét snart ville ske, fordi profeterne havde sagt at en efterkommer af David engang ville oprette et evigt rige. Og da Jesus på et tidspunkt fremtryllede mad til 5000 mand stort set ud af den blå luft, var der mange der fik store forhåbninger om at de med ham i spidsen ville kunne genrejse Israel som stormagt. Dermed ville Gud være kommet til magten, og Jesus ville være kommet til magten – og dermed fik vi også besvaret det andet spørgsmål: Budskabet ”Jesus er kommet til magten”, som disciplene blev sendt ud for at bekendtgøre, er præcis det samme budskab som Jesus selv prædikede, selvom han selv talte om at Gud var ved at komme til magten, for i en bibelsk forståelse udøver Gud sin magt på jorden gennem sin udvalgte konge, som blev kaldt ”den salvede”, eller på hebraisk: ”m’shiach”, Messias. (At Jesus ud over at være Messias også er Guds evige søn, gør det naturligvis kun endnu mere oplagt at det at han får magten, og det at Gud får magten, er to sider af samme sag).

Nu er der så bare det ved det at når en ny hersker kommer til magten, så er det ikke nødvendigvis alle der betragter det som en god nyhed, især ikke hvis den nye hersker har et helt andet program end sin forgænger og måske endda er kommet til magten ved at besejre enten forgængeren selv eller forgængerens foretrukne efterfølger. Det så vi med al ønskelig tydelighed efter Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg forrige år, hvor hans tilhængere jublede, mens Barack Obamas tilhængere omvendt græd deres modige tårer, og enkelte endda valgte at forlade landet. Præsidentskiftet har da også medført voldsomme forandringer både i USA og på den internationale scene; så voldsomme at der er mange der arbejder på at få Trump fjernet fra magten igen hurtigst muligt, og senest ved det næste præsidentvalg.

Nuvel, jeg vil gætte på at selv den mest begejstrede tilhænger af Donald Trump godt kan forstå hvorfor det ikke er alle der er lige begejstrede for ham – men hvorfor skulle nogen ikke ønske at få Gud og Jesus til magten? Hvad kan nogen dog have imod deres program? ”Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige, han sætter ham blandt fyrster” – er det ikke bare gennemført gode nyheder, uanset hvem man er? Nej, ikke hvis man er en af fyrsterne og helst var fri for at dele sin plads med den fattige. Ikke hvis man har fundet ud af at profitere af at den svage ligger i støvet. Og det var der mange på Jesu tid der havde, først og fremmest ypperstepræsterne og saddukæerne i Jerusalem, som levede højt på at være det selvudråbte mellemled mellem Gud og folket. Men saddukæernes erklærede modstandere, farisæerne, var heller ikke begejstrede. Jo, til at begynde med var de, for med deres store vægtlægning på den personlige fromhed stod de som sagt i opposition til saddukæernes magtpolitik, og de mente faktisk at de selv var de svage som skulle befries fra ypperstepræsternes undertrykkelse. Men da de fandt ud af at Jesu definition af ”de svage” også omfattede syndere, værnemagere, ludere og lommetyve og det der var værre, var det forbi med kærligheden, og de valgte til sidst at gøre fælles sag med saddukæerne om at få den romerske besættelsesmagt til at rydde Jesus af vejen.

En tredje gruppe der efterhånden trak sin støtte til Jesus, var partisanerne der kæmpede imod den romerske besættelse. De fandt nemlig ud af at Jesus – modsat gamle kong David – IKKE havde i sinde at bruge militær magt mod folkets fjender; tværtimod prædikede han at hvis man blev slået på den ene kind, skulle man vende den anden til, og hvis en værnemagtssoldat tvang en til at bære hans oppakning en mil, skulle man bære den to mil! Dén vattede indstilling kunne de ikke bruge til noget, og derfor valgte de i stedet at satse på den militante Barabbas, som det også lykkedes dem at få Pilatus til at frigive i stedet for Jesus.

Men hvad hverken saddukæere, farisæere eller partisaner – ja, dårligt nok Jesu egne disciple – havde forstået, var at Guds rige slet ikke kan oprettes ad politisk vej! David og Salomo gjorde som sagt et forsøg, og der har været gjort adskillige andre forsøg op igennem historien af såvel kristne som muslimer (og sikkert også andre religioner), men de er alle sammen strandet på grund af det helt grundlæggende problem at man kun kan lovgive om hvad mennesker skal gøre, ikke om hvad de skal tænke og mene og ville – og kærlighed kan slet ikke påbydes ved lov. Så hvis Gud skal have magten der hvor det virkelig gælder – i menneskers hjerter – så er det selve Ondskaben, Satan selv, der skal besejres, og ham besejrer man på en helt anden måde end med de menneskelige magtvåben, nemlig gennem ydmyghed og afkald. Derfor var Jesu død på korset ikke udtryk for at han havde tabt, sådan som hans modstandere troede, men tværtimod for at han havde vundet – en sejr som Gud stadfæstede ved at oprejse ham fra de døde påskemorgen.

Efter Jesu opstandelse – efter at han havde besejret det onde – troede hans disciple så som sagt at tiden nu endelig var inde til at han ville oprette Guds rige i form af en israelitisk stat, men Jesus lod dem vide at tiden ikke var inde endnu. Først skulle hele verden høre det glædelige budskab om at der er kommet en ny konge på tronen, og opfordres til at hylde og adlyde ham. Eller som Jesus selv udtrykte det i evangelieteksten: ”i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Vi kan nemlig kun slippe fri af syndens undertrykkende herredømme ved at anerkende Jesus som vores nye herre.

Nu vil nogle måske mene at det hele ville have været meget nemmere hvis Jesus havde valgt at holde hof i Jerusalem i stedet for at fare til himmels og sidde ved Gud Faders højre hånd. Jeg må tilstå at jeg selv har tænkt den tanke. Tænk hvis man bare kunne have sat sig ind i et fly til Tel Aviv og derefter et eksprestog til Jerusalem, og så stod man foran den lyslevende, opstandne Jesus i kød og blod! Så var der da ikke længere nogen der kunne være i tvivl om at det kristne evangelium er den pure, skinbarlige sandhed! Og vi ville snart have fået udryddet både sult og sygdom, for man kunne jo bare tage til Jerusalem og få et mirakel!                      Bortset fra at der ikke ville være noget som helst ”bare” over det. Der er jo over 7 milliarder mennesker i verden – forestil jer et rend der ville være i Den Hellige Stad! Nogle af jer har måske set tv-billeder fra muslimernes pilgrimsfest i Mekka hvor de skubber og maser for om muligt at komme hen og røre ved den sorte sten i Kaabaen – hvor fedt ville det være at skulle skubbe og mase på den måde for at komme i kontakt med Jesus?

Derfor tror jeg vi har al mulig grund til at være taknemmelige for at Kong Jesus i stedet har valgt at holde hof i himlen – især hvis vi husker at himlen ikke er et fjernt sted ude blandt rummets utallige galakser. Nej, Gud er allestedsnærværende, og derfor gælder det også at ”Guds højre hånd er alle steder” (så kom der alligevel et salmecitat mere). Jesus er os langt nærmere som himmelfaren end hvis han havde siddet i Jerusalem. Vi kan komme i kontakt med ham hvor som helst og når som helst uden at behøve at skubbe og mase til andet end vores eget urolige sind. Og jeg vil også vove den påstand at Jesus på verdensplan helbreder langt flere mennesker på sjæl og legeme end han ville have kunnet gøre fra en jordisk tronsal i Mellemøsten.

Verden er dog endnu ikke endeligt blevet Guds rige. Alle har endnu ikke bøjet knæ for den nye konge, selv her næsten 2000 år senere. Men vi lever i tillid til løftet om at han vil komme igen på samme måde som han fór op til himlen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Kristi himmelfarts dag 2018
Tags: Lukasevangeliet 24.46-53

Posted By admin on 4. marts 2019

Sandheden skal gøre jer frie: Vi kan blive fri af lasterne

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter påske 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

(I ”Børnehjørnet” fortalte jeg om Doc Hudson fra Pixar-filmen ”Biler”)

Filmen ”Biler”, som jeg refererede til i ”Børnehjørnet”, rummer foruden hovedpersonerne også en række bipersoner med forskellige komiske træk. To af dem er ægteparret Minnie og Van, der (som navnene antyder) begge er minivans. Da de en dag kommer kørende ind i Kølerkildekøbing, vækker det stor begejstring, for bortset fra Lynet McQueen er det første gang i lange tider at den lille by har fået besøgende – eller ”Kunder!” som Sally begejstret udbryder da hun ser dem i det fjerne. Det viser sig imidlertid at de slet ikke er interesserede i at købe noget af nogen af de handlende i byen; de er blot på udkig efter motorvejen, som Van gentagne gange forsikrer Minnie om at han sagtens kan finde – som han siger: ”Minnie, jeg ved præcis hvor vi er!” hvortil hun syrligt replicerer: ”Ja, vi er ude hvor kragerne vender!” Da det går op for Sally hvad der er på færde, siger hun til de besøgende at de kan få et vejkort på hendes motel, men Van svarer overlegent: ”Jeg har GPS, så jeg får aldrig brug for et kort igen, ellers tak!” Den sidste i byen der taler med Van og Minnie, er Lynet McQueen, som forgæves forsøger at overbevise dem om at han er en berømt racerbil der bliver holdt fanget i byen mod sin vilje, men de signalerer at de mener han har en skrue løs, hvorefter de fortsætter vestpå. Derefter ser man ikke mere til dem før i filmens allersidste scene, efter rulleteksterne, hvor de kører rundt langt ude i ørkenen og ser temmelig hærgede ud, men Van, der ikke alene har lange skægstubbe, men efterhånden også et vanvittigt glimt i øjet, forsikrer stadig stædigt at han kan mærke at de nu næsten er henne ved motorvejen.

                      Van – eller Vagn, som han bliver kaldt i den dansksprogede udgave – er naturligvis først og fremmest en karikatur af den stereotype mand der nægter at spørge om vej, men i en mere bred forstand er han også en personifikation af et meget almenmenneskeligt træk, nemlig at vi generelt ikke bryder os om at indrømme at vi har brug for hjælp. Og hvorfor ikke? Sikkert fordi det går vores ære for nær. Det skulle jo nødig hedde sig at vi ikke kan finde vej! Det skulle nødig hedde sig at vi ikke har kontrol over tingene! Det skulle nødig hedde sig at vi ikke er frie! Tanken er så ubehagelig at vi nogle gange ikke kun lyver for andre, men også for os selv.

                      Det gælder naturligvis især hvis der er tale om et misbrugsproblem – det er derfor et møde i Anonyme Alkoholikere ofte begynder med at medlemmerne præsenterer sig med ordene: ”Jeg hedder Nikolaj (eller hvad man nu hedder), og jeg er alkoholiker.” Den første forudsætning for at man kan gøre noget ved et problem, er jo at man erkender at man har det, og flere har faktisk erfaret at det at udtale ordene ”Jeg er alkoholiker” for første gang, var vendepunktet som igangsatte deres vej ud af misbruget. Det samme gælder andre former for afhængighed – mange mennesker har jo nogle ret fastlåste forestillinger om at en alkoholiker eller en ludoman eller en pornoafhængig eller en anorektiker ser ud på en ganske bestemt måde, som naturligvis er helt anderledes end man selv ser ud, og det kan derfor være både vanskeligt og ydmygende at erkende at man selv har det pågældende problem.

                      Men decideret misbrug er ikke det eneste der kan gøre et menneske ufrit. For mit eget vedkommende kender jeg i hvert fald alt til bagkloge tanker à la ”Åh, hvorfor lod jeg nu igen mit temperament løbe af med mig?” eller ”Øv, nu spildte jeg lige halvanden time på noget komplet ligegyldigt der ikke engang gav mig glæde!” eller ”Hov, jeg skulle vist ikke have fyret så mange penge af på den ting dér!” eller ”Av, det var vist bagtalelse at jeg sagde sådan om den person!” Måske kender du også til at tænke sådan – eller måske er det helt andre uvaner der præger dit liv?

                      Det gavner naturligvis hverken os selv eller vores næste at vi går rundt og ærgrer os over de ting vi gør forkert. Derfor vælger de fleste at slå sig til tåls med at de nu engang er som de er, og at de i det mindste ikke er værre end de fleste andre – måske endda lidt bedre når sandheden skal frem? Men vælger vi dén tilgang, vælger vi samtidig at gøre os selv blinde for at vi faktisk ikke er frie. Og bliver det påpeget, reagerer vi i bedste fald overlegent som Van fra ”Biler”; i værste fald aggressivt som de jøder Jesus talte med i dagens tekst.

                      Det kan selvfølgelig også være at det ikke lykkes os at lyve for os selv, og at vi derfor vælger blot at gøre hvad vi kan for at skjule vores problemer for andre. Det er Doc Hudsons strategi. Vi forsøger at holde facaden som et nogenlunde godt menneske der har styr på tingene og på sit liv, men inderst inde er vi hundeangste for at nogen skal opdage hvordan vi i virkeligheden er, og hvilke nederlag vi har i bagagen. Og dermed er vi dobbelt ufrie, for vi er både slavebundet af de skeletter vi har i skabet, og af frygten for at nogen skal opdage dem.

                      En tredje strategi er at vi ser vores svagheder i øjnene og prøver at gøre noget ved dem. Som det hed i en kampagne i min barndom i 1980’erne, hvor det stadig var forbundet med en vis skam hvis ens børn havde lus, fordi det fejlagtigt blev opfattet som et tegn på dårlig hygiejne: ”Det er ingen skam at have lus – hvis man da ellers gør noget ved dem!” Imidlertid er skødesynder, afhængigheder og dårlige vaner ikke nær så lette at slippe af med som hovedlus er. Lus kan man udrydde på et par uger med en tættekam, hvorimod laster som hidsighed, dovenskab og materialisme er noget man kan kæmpe forgæves imod i årtier. Og tit vil vores kamp mod lasterne blot ende med at gøre os endnu mere ufrie fordi den medfører at vores opmærksomhed igen og igen bliver rettet mod vores fiasko – medmindre det rent faktisk lykkes os at overvinde uvanerne ved egen kraft, hvad der til gengæld medfører en akut fare for at falde i den farisæiske selvretfærdigheds fælde.

                      Men hvis alle de tre strategier jeg har nævnt, er af det onde, hvad er der så tilbage for os at gøre? Der er det tilbage at tage imod hjælp fra Jesus. ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie,” siger han, og lidt længere nede tilføjer han: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Men hvordan? Hvordan kan Jesus gøre os frie? Det kan han ved at omdefinere hvem vi er! Vi mennesker har det med at tænke at vi er et produkt af de ting vi har gjort, og de ting som andre har gjort mod os: Hvis jeg har stjålet, så er jeg en tyv. Hvis jeg ikke kan styre mit alkoholforbrug, så er jeg en alkoholiker. Hvis jeg har oplevet afvisning fra mennesker, så er jeg uønsket. Men Gud ser anderledes på tingene – han vil give os status som sønner og døtre, ikke som trælle og slaver. At være søn eller datter er noget man er født til, inden man har nået at foretage sig noget som helst godt eller ondt. Jesus er Guds enbårne søn, som har boet i himlens herlighed i evighedernes evigheder sammen med Faderen og Helligånden, men han trådte ind i vores verden og levede et liv som menneske på jorden fordi han ville dele sin værdighed som Guds søn med os evindeligt fejlende mennesker. Vi var i syndens lænke og Satans slaveri, som vi sang med Brorson, men Jesus købte os fri med sit eget liv til i stedet at tilhøre Gud – ikke som slaver, men som hans elskede børn.

Det betyder at min og din grundlæggende identitet er at vi er Guds børn – uanset hvad vi har gjort, eller hvad andre har gjort mod os! Vi kan starte hver ny dag som frie mennesker, uanset hvad vi gjorde dagen før. Der kan naturligvis stadig være konsekvenser på det menneskelige plan – hvis jeg har stjålet noget, kan jeg for eksempel se frem til en politianmeldelse, en retssag, og måske et fængselsophold – men ingen af de ting definerer hvem jeg er. Og fordi jeg tilhører Jesus, er jeg fri til ikke at stjæle igen, ikke at hidse mig op igen, ikke at bagtale igen – ikke fordi jeg grundlæggende er i stand til at forbedre mig, men fordi det slet ikke er mig, men Jesus, det handler om. Jo mere vi lever med Jesus i fokus, desto større frihed vil vi opleve fra alle de ting vi er slavebundet af – også selvom vi først kommer til at opleve den totale frihed når Jesus kommer igen og opretter Guds rige på jorden). Og selvom vi stadig lever et liv med fejl og svigt, behøver vi hverken at forsøge at skjule det eller at forsøge at forbedre os, men vi kan leve i frihed med øjnene rettet mod Ham der er større end alle vores fejl.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter påske 2018
Tags: Johannesevangeliet 8.28-36