Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2018

Posted By on 4. marts 2019

Guds lam: Hvad betyder ”Guds lam”?

Prædiken i Husum Kirke 19. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Johannes så Jesus komme gående og sagde: ”Se, dér er Guds lam!”

                      Hvis man er en garvet kirkegænger, så er der ikke noget som helst mærkeligt i det, for vi synger jo om Guds lam hver eneste søndag i forbindelse med nadveren, sådan som kristne verden over har gjort det siden oldtiden. I kan da også se, hvis I slår op på nummer 439 og 440 i salmebogen, at der nede under hver af dem står ”Agnus Dei. Oldkirkelig latin.” (”Agnus Dei” er latin og betyder ”Guds lam”).

                      Men hvis man nu ikke har været fast kirkegænger hver uge siden det 3. århundrede, så kan man måske finde på at undre sig lidt, for det er jo ikke specielt almindeligt at omtale en voksen mand som et ”lam” – og hvis man endelig gjorde det, ville det nok ikke ligefrem blive opfattet som en kompliment! Så hvorfor brugte Johannes Døber de ord om Jesus? Og hvorfor fik de ord Johannes’ to disciple til at følge efter Jesus og omtale ham som både Mester og Messias?

                      For at begynde med det sidste spørgsmål, så er det sandsynligt at Johannes’ ord i dagens prædiketekst ikke er første gang han talte om ”Guds lam”. Ja, ikke alene er det sandsynligt; det står faktisk at læse i vers 29-31, få vers før dagens tekst begynder i vers 35. Der står: ”Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.«” Da Johannes så næste dag igen sagde: ”Se, dér er Guds lam!”, som vi hørte, så var det nok i betydningen: ”Se, dér er den mand jeg har fortalt jer om!” Og det gør det lettere at forstå at Johannes’ to disciple straks fulgte efter Jesus. Endnu lettere bliver det at forstå hvis vi springer yderligere et par vers tilbage i teksten, for det vers hvor Johannes første gang kaldte Jesus for ”Guds lam”, begyndte jo også med ordene ”næste dag”. Så hvad var der sket dagen før? Jo, der var Johannes blevet spurgt om det var ham der var Messias, hvilket han blankt havde afvist og understreget at han kun var udsendt for at bane vejen for en anden – som han siger i vers 26-27: ”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.” Når man holder de tre udsagn fra Johannes sammen, så står det klart at det han reelt sagde, var at Jesus var Messias.

                      Tilbage står imidlertid spørgsmålet om hvorfor han kalder Messias for ”Guds lam”, især fordi udtrykket ”Guds lam” faktisk ikke findes nogen steder i Det Gamle Testamente. Og derfor var jeg faktisk også lidt udfordret da jeg skulle forberede mig til i dag, for hvad betyder ”Guds lam” egentlig? Jeg allierede mig med et kommentarbind af en klog professor, men han er faktisk også i tvivl, og han nævner hele ni forskellige bud som forskellige bibelforskere har givet på hvad det betyder! Jeg synes dog at der er én af de ni forklaringer der giver mere mening end de andre, og fordi det her er en prædiken og ikke en bibeltime, vil jeg nøjes med den og skåne jer for de andre.

                      Vi skal tilbage til Første Mosebog, til en både og kendt og kontroversiel beretning hvor Gud giver Abraham befaling om at han skal tage sin eneste søn, Isak, som han elsker over alt på jorden, og bringe ham som brændoffer. Det er ikke for ingenting at den beretning er en af de mest omdiskuterede i Bibelen, for hvilken far med bare en lille smule hjerte i livet ville ofre sin egen søn, uanset hvilken gud der måtte kræve det – og hvilken kærlig Gud ville kræve af en far at han skulle ofre sin søn? Troels Nørager, der er lektor i teologi på Aarhus Universitet, har ligefrem kaldt beretningen dybt skadelig for samfundsmoralen og gjort sig til talsmand for at en moderne kristendomsforståelse må tage afstand fra Abraham – og især efter at jeg selv er blevet far, må jeg tilstå at jeg sagtens kan følge ham. Hebræerbrevet [11,19] i Det Nye Testamente gør det imidlertid klart at Abrahams villighed til at ofre Isak skyldtes at han havde tillid til at Gud bagefter ville oprejse Isak fra de døde, for Gud havde nemlig lovet Abraham at han gennem Isak ville blive stamfar til en mængde folkeslag. Trods tilliden til at Isak ikke ville forblive død, må det nu alligevel have været hårdt for den stakkels patriark at skulle foretage så ultimativt et offer. Og for resten: Mens vi i den kristne tradition mest har fokuseret på Abrahams rolle i historien, fokuserer den jødiske tradition også meget på Isaks rolle. Isak var nemlig ikke noget barn på det her tidspunkt, for der står i beretningen at han bar brændet til offerbålet på ryggen. Jeg ved ikke om I har overvejet hvor meget brænde der må have været tale om, men et brændoffer bestod normalt i at man brændte et dyr indtil der kun var aske tilbage, og dyret var som regel mindst på størrelse med et årgammelt lam eller gedekid. Og den mængde brænde som det kræver at brænde et lam til aske, kræver det altså en voksen mand at bære, og vel at mærke en der har noget større muskler end jeg har. Isak var med andre ord stærk nok til at han sagtens kunne have besejret sin oldgamle far i en slåskamp og stukket af.

                      Nå, vi læser i Første Mosebog [kapitel 22] at Abraham og Isak tog afsted for at ofre på det bjerg som Gud havde udpeget, men Abraham fortalte ikke på forhånd Isak at det var ham der skulle ofres. Isak undrede sig dog over at de ikke havde taget et offerdyr med, og derfor spurgte han: ”Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?” Dertil svarede Abraham: ”Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.” [vers 7-8] Da jeg som barn hørte beretningen i søndagsskolen, opfattede jeg det svar som en nødløgn Abraham fyrede af fordi han ikke kunne få sig selv til at fortælle Isak sandheden, men der er jo faktisk også den mulighed at Abraham helt ærligt regnede med at Gud ville sørge for et lam så Isak blev reddet! I hvert fald var det lige præcis det der skete: Efter at Abraham havde bundet Isak og lagt ham på alteret, men før offeret blev fuldbragt, råbte Guds engel til Abraham at han skulle standse, og Abraham fik øje på en vædder der havde fået filtret sine horn ind i et krat, og dermed gik Abrahams forudsigelse i opfyldelse.

                      Eller, det gjorde den jo faktisk ikke helt, for Abraham havde jo sagt at Gud selv ville udse sig et offerlam, men det dyr som Gud i første omgang sørgede for, var en vædder. Og jeg tror ikke den detalje er tilfældig – i hvert fald åbner den for den mulighed at Abrahams profeti om at Gud selv ville udse sig et offerlam, fortsat afventede sin opfyldelse også efter at far og søn havde ofret den uheldige vædder. Og jeg tror at det offerlam som Gud udså sig, var Jesus.

                      Sagen er den at vi alle sammen har fået vores liv og vores evner som en gratis gave. Det er ikke noget vi har gjort os fortjent til, men noget som vi har fået betroet for at vi skulle bruge det til Guds ære og vores medmenneskers gavn. Vi skylder Gud alt, fordi han har skabt os. (Den konklusion kræver selvfølgelig at man tror på Gud, men en ateist ville heller ikke kunne argumentere for at han har sig selv at takke for sin eksistens; han ville måske blot sige ”universet” eller ”slægten” eller måske ”tilfældet”). Og den gamle skik med at brænde et helt dyr som offer til Gud, som set med moderne øjne virker noget barbarisk, er faktisk blot en symbolsk måde at give udtryk for at vi skylder Gud os selv med alt hvad vi er og har. Ved at slagte et af sine dyr – og dermed en af sine indtægtskilder – og ikke engang spise eller sælge kødet, men brænde det som en gave til Gud, kunne en israelit i oldtiden give udtryk for at han betragtede sig selv som Guds ejendom og derfor agtede at leve sit liv på den måde Gud ønskede det. Dyret blev en symbolsk repræsentant for ham selv.

                      Men alt for tit blev det ved de gode hensigter. Eller rettere sagt: Det gjorde det faktisk altid. Egoisme er der ikke nogen af os der kan sige sig helt fri for (ikke uden at lyve i hvert fald). Det er faktisk så almindeligt at vi har vænnet os til at tænke at det da ikke er så alvorligt endda. Men prøv engang at overveje hvor mange af verdens problemer der dybest set skyldes menneskers egoisme – det er vist omtrent dem alle sammen, bortset fra dem der er et direkte resultat af naturkatastrofer eller tilfældige uheld og misforståelser. Eller prøv at overveje hvor meget fysisk og sjælelig smerte du selv er blevet påført på grund af andres (eller din egen) egoisme. Hvis jeg skal pege på ét nutidigt synonym for det gamle ord ”synd”, så vil egoisme eller selvoptagethed være mit bedste bud. (Det mente Luther i øvrigt også; han definerede synd som det at være ”indkroget i sig selv”). Dét er det som vi mennesker frem for alt har brug for at blive frelst fra.

                      Og vi kan ikke frelse os selv. Har vi gjort noget ondt mod et andet menneske, kan vi naturligvis gøre hvad vi kan for at gøre det godt igen, men vi kan aldrig helt annullere konsekvenserne af de ting vi har gjort, og de ord vi har sagt. Det øjeblik vi har lukket det onde ind i vores liv, kan vi ikke længere overrække vores liv til Gud som en fejlfri offergave. Og selv hvis vi besluttede at vi i det mindste fra nu af ville være gode, kærlige, uselviske og selvopofrende mennesker, ville det næppe lykkes – det er i hvert fald ikke lykkedes nogen af de gange jeg har prøvet det.

                      Nå ja, tænker du måske, men Gud tilgiver jo, så hvad er problemet?

                      Problemet er at tilgivelse i sig selv ikke løser det grundlæggende problem. Tilgivelse er en smuk og stærk og nødvendig og guddommelig ting som kan bane vejen for en fantastisk forandring i et menneskes liv, men den kan ikke gøre det gjorte ugjort. Men det kan Gud! Hør her hvordan:

                      Første gang Johannes omtalte Jesus som ”Guds lam”, tilføjede han som sagt ordene: ”som bærer verdens synd”; ord som vi også synger i forbindelse med nadveren. Men det danske ord ”bærer” er desværre en lidt svag oversættelse af grundtekstens græske ord aír?n, som mere præcist betyder ”fjerner”. (I mange engelske oversættelser står der da også: ”who takes away the sin of the world”). Jesus tilgiver ikke bare vores synd; han fjerner den. Hvad vil det sige?

                      Tja, måske kan jeg forklare det på denne måde: De fleste af os har sikkert oplevet at et apparat som vi havde købt, gik i stykker mens det stadig var omfattet af garantien. Når man i sådan en situation henvender sig til forhandleren, kan han vælge enten at reparere produktet eller at bytte det til et nyt magen til det gamle. Når vi kommer til Jesus med vores liv der er gået i stykker, så nøjes han ikke med at reparere det; han giver os et helt nyt! Men billedet med det defekte apparat halter lidt, for garantien dækker jo ikke hvis fejlen skyldes at man har brugt apparatet forkert, men Jesus giver os et nyt liv selvom det udelukkende er vores egen skyld at det gamle er gået i udu. Og hvad mere er: Jesus bytter ikke vores gamle liv til et nyt der er magen til det gamle, men til et der er meget bedre fordi det er evigt og uforgængeligt og immunt over for de ting der har skadet det gamle. Det er nemlig sit eget liv Jesus giver os!

                      Den første læsning fra Bibelen vi hørte i dag, var den kendte beretning om ”Jakobs stige”. Den beretning er ofte blevet forstået sådan at stigen gav Jakob mulighed for at klatre op til himlen, men det står der ikke noget som helst om i teksten; tværtimod står der at Gud stod på jorden foran Jakob. Stigens formål var altså at Gud skulle komme ned til os, ikke at vi skulle klatre op til ham! Det var kun for en kort bemærkning at Gud kom ned til Jakob i en drøm, men for godt 2000 år siden kravlede Gud for alvor ned ad stigen da han lod sig føde som menneske i en stald i Bethlehem. (Det var måske også derfor Jesus henviste til Jakobs stige i sine ord til Nathanael i slutningen af dagens evangelium?). Mennesket Jesus gav sig selv fuldt ud til Gud – og til os – som et sandt brændoffer, selvom han ikke blev brændt af andet end kærlighedens ild i sit hjerte. Ustandselig overvandt han ondt med godt, had med kærlighed, og til sidst overvandt han selve døden ved at give sit liv som løsesum for os der var fanget af døden. På den måde blev han hele verdens offerlam; en ikke blot symbolsk, men reel repræsentant for den menneskehed han havde gjort sig til ét med. Og når vi bliver døbt til at tilhøre Jesus, siger vi ja – eller vores forældre gør på vores vegne – til at skifte vores gamle, syndbefængte liv ud med et helt nyt liv hvor vi hører så tæt sammen med Jesus at vi ligefrem kan kaldes en legemsdel på hans legeme, som Paulus gør i den anden læsning vi hørte.

                      Til slut – inden nogen af jer begynder at tænke at nu rabler det da for præsten, for sidst du tjekkede, var du hverken syndfri eller udødelig, og det selvom du har papir på at du er både døbt og konfirmeret – vil jeg understrege at det nye liv som Jesus har givet os, kan vi ikke se endnu; vi kan kun tro på at vi har fået det. (Det er også derfor vi tidligere i gudstjenesten bekendte vores kristne tro og ikke vores kristne erfaring). Men heldigvis kan vi vælge at lade vores liv og vores identitet definere af vores tro i stedet for af vores erfaring. Og gør vi det, får vi faktisk mulighed for langt hen ad vejen at leve et liv i denne verden der er kendetegnet ved en overgivelse der minder om den som oldtidens brændofre skulle symbolisere, fordi vi har et evigt liv i baghånden. Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet (og nu citerer jeg fra Bibelen på Hverdagsdansk): ”Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på.” [Rom 12,1]


Comments

Comments are closed.