Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2018

Posted By on 4. marts 2019

Elsk jeres fjender: Alt er Gratis

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter trinitatis 2018

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Nu er det endelig blevet sommer!

                      Ja, vejret har som bekendt været sommerligt lige siden begyndelsen af maj (oven i købet mere sommerligt end nu), men formelt begynder sommeren først ved sommersolhverv, og det var i torsdags. Med den ”rigtige” sommer følger en lang række sommerglæder, og en af de ting som jeg tror at vi er mange der hvert år glæder os til, er friske, solmodne jordbær. Allerbedst smager jordbærrene hvis man kan nyde dem friskplukkede, men det er jo ikke alle der har den mulighed, eftersom ikke alle har adgang til en have hvor planterne kan dyrkes. Derfor valgte Aarhus Kommune forrige år at anlægge et 30 meter langt jordbærbed langs cykelstien fra Skejby Sygehus til Aarhus Skøjtehal hvor enhver er velkommen til at plukke løs – og det ganske gratis. Det blev mange århusianere glade for, men der var faktisk også nogle der var knap så begejstrede, for som de pointerede, så var jordbærrene i virkeligheden ikke gratis. De var nemlig betalt af kommunen, men en kommune har som bekendt ikke andre penge end dem den kræver ind i kommuneskat, så modstandernes argument var at jordbærbedet ufrivilligt var betalt af alle kommunens indbyggere, og at det derfor var med urette at borgmester og forvaltning gav den som glade og gavmilde givere.

                      Ud over at den historie kan give anledning til nogle spændende politiske diskussioner om hvilke pligter og rettigheder individ og fællesskab har i forhold til hinanden, så synes jeg i særdeleshed det er interessant at prøve at følge indvendingen til dørs. Præmissen for indvendingen var jo at der ret beset ikke er noget der hedder ”kommunens penge”, men at kommunen blot forvalter borgernes penge og derfor bør gøre det med en vis ydmyghed. Men hvis vi tænker tanken til ende, så vil jeg vove den påstand at det ikke kun gælder kommunen – det gælder os alle sammen! Pensionist, kontanthjælpsmodtager, offentligt ansat, privatansat, selvstændig – alle bør vi omgås de penge vi har fået betroet, med ydmyghed, fordi der reelt er tale om noget vi forvalter på andres vegne.

                      Jeg er klar over at det er en fremmed tankegang for de fleste danskere. En selvstændig erhvervsdrivende kan med rette påpege at de penge han har, hverken er noget han har fået som almisse, eller noget han har afkrævet nogen, men at der er tale om en fair og redelig betaling som han har fået til gengæld for de varer han har produceret, eller de tjenester han har ydet. En lønmodtager på det private arbejdsmarked kan tilsvarende pege på at en arbejder er sin løn værd (det står oven i købet i Bibelen [Luk 10,7]), og at den arbejdsindsats han giver sin arbejdsgiver, er mindst lige så meget værd som de penge han får for den. Hvad os offentligt ansatte angår, så er der ganske vist ikke nogen arbejdsgiver der tjener penge på vores arbejdsindsats, men generelt er det alligevel sådan at de mennesker vi danskere har valgt til at varetage fællesskabets interesser, har skønnet at vores arbejde er vigtigt nok til at vi skal have løn for det.

                      Alligevel vil jeg som sagt hævde at vores penge og øvrige resurser er noget som vi forvalter på andres vegne. Mange af os har for eksempel en uddannelse som vi ikke selv har betalt for, men som sætter os i stand til at oppebære det lønniveau vi har. (Her i Danmark er det skatteyderne der betaler, mens det i en række andre lande typisk er ens forældre der må spare sammen til at betale for ens videregående uddannelse). Men selv hvis vi ser bort fra det, så er det indiskutabelt at det allervigtigste redskab som vi bruger til at tjene vores penge med, det er noget som vi har fået stillet til rådighed kvit og frit, nemlig vores krop, vores hjerne, vores hænder – vores liv. Alt er med andre ord Gratis – altså Guds. Selv jordbærrene i Aarhus er Gratis, for ganske vist har kommunen brugt skatteydernes penge til at anlægge og pleje jordbærbedet, men det er Gud der har skabt både jordbærplanterne og den muldjord de vokser i, og de bier der bestøver dem så de kan bære frugt, og de mennesker der gennem århundreder har forædlet planterne, og han har endda også skabt de skatteydere der har lagt penge i kommunekassen, og de arbejdsgiver der har betalt skatteydernes løn, og de mennesker der har givet arbejdsgiverne de penge de betaler løn af, og så videre.

                      Men når alt hvad vi har, dybest set er Guds, så har vi også en forpligtelse til at bruge det på en måde som Gud kan stå inde for, nøjagtig ligesom en kommunalbestyrelse har en forpligtelse til at bruge skattekronerne på en måde som skatteyderne kan stå inde for. Og hvordan er det så at Gud vil have at vi skal bruge vores tid og penge? Ja, ved et lykkeligt sammentræf er det sådan at netop de tre tekster vi har hørt i dag, giver nogle meget konkrete anvisninger på det.

                      Særligt konkret er stykket fra 5. Mosebog, der går helt ned i detaljer som at man ikke må vende om for at samle et neg op som man har glemt på marken, og at man ikke må plukke rent når man høster druer, samt at man ikke må tage en enkes tøj i pant. Elsker I ikke bare den slags bibeltekster hvor man kan ånde lettet op og tænke: ”Den tekst har heldigvis ikke noget med mig at gøre, for jeg er hverken landmand eller pantelåner!”? Men jo, den tekst har noget med dig og mig at gøre, for de situationer den omtaler, er jo blot illustrationer af et princip, nemlig at vi skal være generøse, og det gælder os alle sammen.

                      Det er netop det princip Jesus griber fat i i evangelieteksten, hvor han udvider princippet til også at gælde vores fjender. Men hvorfor i alverden skulle vi dog være generøse over for vores fjender? Det skal vi fordi Gud er generøs over for sine fjender – han ”lader det regne over retfærdige og uretfærdige”. Var det ikke for Guds generøsitet over for sine fjender, ville vi faktisk ikke engang kunne kalde os Guds børn, for det er vi kun blevet fordi Jesus gav sit liv for os der havde vendt ham ryggen. Derfor skal vi være ”fuldkomne, som vores himmelske Fader er fuldkommen”.

                      Det med at vi skal være ”fuldkomne”, er i øvrigt et af de mest misforståede bibelvers. Jeg kan huske at jeg som ung lærte at det betyder at Gud forlanger at vi skal være perfekte, og det er der jo ingen af os der kan, og derfor har vi alle sammen brug for Jesus. Og det kan jeg da kun være enig i at vi har – men det er bare ikke det dét vers betyder. De formaninger som Jesus giver os i den tekst vi er sammen om i dag (og i hele den tale af Jesus der står i Matthæusevangeliets 5., 6. og 7. kapitel, som populært kaldes Bjergprædikenen, og som teksten er et uddrag af), har ikke kun til formål at overbevise os om at vi er hjælpeløse syndere – det ville jo gøre de konkrete anvisninger irrelevante. Ganske vist er der ikke nogen af os der er i stand til at leve efter Jesu ord hvert eneste øjeblik af hver eneste dag i vores liv, men det betyder ikke at vi ikke skal have det som vores mål at gøre det, sådan som Ånden nu giver os kraft til det. Og hvad angår den konkrete formaning om at være ”fuldkomne”, så betyder det ikke at vi skal være perfekte i enhver henseende på ethvert område. Det græske ord der ligger bag i grundteksten, teleios, betyder i denne sammenhæng at vores kærlighed og barmhjertighed skal være altomfattende, eller sagt på en anden måde: at der ikke er noget menneske som vi ikke er forpligtede til at vise generøsitet.

                      I det stykke vi hørte fra Romerbrevet, udvider Paulus begrebet ”generøsitet” yderligere til ikke kun at handle om penge og hjælpsomhed, men også om at lade være med at dømme andre. Når man læser Paulus’ breve, kan man ellers godt tænke at han selv er ganske flittig til at dømme, men jeg tror det er vigtigt at skelne mellem på den ene side at dømme, foragte og se ned på et andet menneske, og på den anden side at give etisk vejledning og formane i kærlighed. Problemet er bare at den skelnen ikke altid er så let at foretage i praksis. Jeg har i hvert fald oplevet mange der forsvarede en holdning som for mig at se var fordømmende, men at de blot formanede i kærlighed, mens jeg omvendt også har oplevet at noget der for mig at se helt klart var en fuldt berettiget udtalelse om hvad der er rigtigt og forkert at gøre, er blevet kritiseret for at være fordømmende.

Så hvordan kender man forskel? Det er svært at give et enkelt og entydigt svar på, men jeg tror at nogle spørgsmål som man med fordel kan stille sig selv inden man kaster sig ud i at udtale sig om et eller flere andre menneskers moralske fejl og mangler, er: ”Er omsorgen for den anden min eneste motivation for at ville formane og vejlede? Kan jeg sige mig fri for at mene at jeg er et bedre menneske end den anden? Er jeg på det rene med at i forhold til Gud er den anden person og jeg begge to syndere der bliver retfærdiggjort af nåde? Og hvis den anden person svarer igen med at påpege en moralsk fejl hos mig, er jeg så parat til at tage den formaning til mig uden at forsvare mig?”

Som den srilankanske præst D.T. Niles udtrykte det: ”En kristen er blot en tigger der kan fortælle en anden tigger hvor man kan få brød.” Det må vi aldrig glemme. Og det brød som vi får givet, enten det er penge eller velvilje eller nåde, det må vi give videre til de andre tiggere med den samme generøsitet som Gud har udvist over for os.


Comments

Comments are closed.