Signe & Nikolaj

Posted By admin on 10. september 2019

Den døvstumme i Dekapolis: Nu skal du høre!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 12. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Nok har de mund, men de kan ikke tale. Nok har de øjne, men de kan ikke se. Nok har de ører, men de kan ikke høre” – jeg gad vide, de af jer der har børn i teenagealderen, om nogen af jer syntes det lød bekendt? Omvendt ville en teenager måske synes at det var en passende beskrivelse af mor og far.

                      I virkeligheden er ordene fra Salme 115 en beskrivelse af gudebilleder. I oldtidens Mellemøsten havde ethvert folkeslag med respekt for sig selv en nationalgud som hjalp og beskyttede folket. Til gengæld ærede folket guden ved at bringe forskellige slags ofre i eller ved gudens tempel, hvor der var opstillet et billede af guden. Der var naturligvis ikke tale om at folk troede at billedet rent faktisk var en gud, for de vidste jo godt at billedet var skabt af et menneske, hvorimod de troede på at guderne havde været til før vi mennesker blev skabt. Men alligevel blev gudebilledet identificeret med guden i en grad så gudebillederne blev tilbedt som en slags jordisk manifestation af guderne. De blev vasket, klædt på, båret i procession, og man stillede endda mad frem til dem.

                      Men hos jøderne var det anderledes. I det jødiske tempel var der ikke noget gudebillede, og Gud havde på det strengeste forbudt sit folk nogensinde at fremstille et – som der står i De 10 Bud: ”Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.” Gud er jo den evige, almægtige, som har skabt alle ting i himlen og på jorden og under jorden, så hvis man valgte et billede af én af de mange ting som Gud har skabt (for eksempel en tyrekalv, som israelitterne gjorde ved flere lejligheder) og påstod at det var et billede af Gud, så ville man jo gøre Gud utrolig meget mindre end han er.

                      Dertil kommer at der er en meget vigtig forskel på den levende Gud og en hvilken som helst figur, hvad den så end måtte forestille, nemlig at en figur er død. Og selvom Israels nabofolk som sagt ikke var så dumme at de troede at det menneskeskabte billede i sig selv var mægtigere end det menneske der havde skabt det, så var der alligevel noget ynkeligt over at de tilbad et gudebillede der var så hjælpeløst at dets tilbedere måtte vaske det, klæde det på og bære det rundt. Og selvom nabofolkene opfattede billedet som en repræsentation af et virkeligt åndsvæsen med stor magt, så hørte det også med til historien at de ikke opfattede deres gud som almægtig. Israel var det eneste monoteistiske folk i oldtidens Mellemøsten; alle de andre folkeslag forestillede sig at der var mange forskellige guder som havde magt over forskellige ressortområder eller forskellige geografiske områder, og som ind imellem kæmpede indbyrdes om magten – og for at kunne klare sig i dén kamp var de afhængige af menneskenes hjælp. Dels drog de forskellige folkeslag i krig for at kæmpe for hver deres gud, dels var guderne helt konkret afhængige af at menneskene ofrede mad og drikke til dem, for at de ikke skulle dø af sult! Israels Gud sagde derimod ved flere lejligheder til folket at han ville føre krig for dem [2 Mos 14,14. 5 Mos 1,30], og offergaverne gav Gud gentagne gange udtryk for at han overhovedet ikke havde brug for, og at han endda hellere var fri for at folket ofrede til ham hvis de alligevel ikke levede efter hans vilje. Når Gud overhovedet bad israelitterne om at ofre til ham, var det fordi han for deres egen skyld ville lære dem at leve i tro og tilbedelse. Kontrasten til afguderne kan næsten ikke blive større – og den kontrast ville meget let gå i glemmebogen hvis israelitterne begyndte at tilbede et gudebillede.

                      Når det er vigtigt at den kontrast ikke går i glemmebogen, er det naturligvis først og fremmest fordi det er vigtigt at tilbede den sande Gud i stedet for en afgud som ikke er virkelig og ikke kan hjælpe sine tilbedere. Men det er også vigtigt fordi der er en tendens til at vi mennesker bliver som det vi tilbeder. Tilbeder vi en Gud der er kærlighed, så bliver vi selv fyldt med kærlighed. Tilbeder vi en gud der er vred og uberegnelig, så bliver vi selv vrede og uberegnelige. Og tilbeder vi et gudebillede der hverken kan tale, se, høre, lugte, føle eller gå, så bliver vi selv lige sådan – i hvert fald hvis vi skal tro salmisten hvis ord vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten.

                      Det lyder måske lige lovlig kategorisk, for den dag i dag er der jo mennesker der tilbeder gudebilleder, for eksempel inden for hinduismen, og de fleste hinduer kan da alligevel godt både tale, høre og gå. Men dels ender vi jo alle sammen med at dø hvis vi ikke har en levende Gud der kan give os evigt liv – og de døde kan som bekendt hverken se, høre eller tale. Og dels tror jeg også at det skal forstås i overført betydning.

Jeg begyndte med at konstatere at teenagere og deres forældre af og til hver især kan synes at den anden hverken kan høre eller se, men i virkeligheden gælder det vel os alle sammen at vi af og til går blinde, døve og stumme rundt. Rent teknisk fungerer vores øjne måske nok som de skal, men ”dog ser man, som man ikke så, og går i andre tanker”, som vi sang [DDS 16,3]. På samme måde sker det tit at det vi hører, går ”ind ad det ene øre og ud ad det andet” – eller det gør det i hvert fald for mig. Og selvom vores taleorganer fungerer upåklageligt, har de tit svært ved at finde ud af at sige det som vi egentlig godt ved at vi burde sige i en given situation, for eksempel ”tak” eller ”undskyld” – for slet ikke at tale om alle de situationer hvor vi slet ikke kan finde ud af hvad der er det rigtige at sige.

                      Når det at se, høre og tale kan være svært i almindelige dagligdags situationer, er der ikke noget at sige til at det kan være særlig svært i vores forhold til Gud. Gud er jo usynlig, så selv det mest raske og veltrænede fysiske øje er ikke til nogen hjælp hvis vi gerne vil se ham. Og det at høre hvad Gud siger, kan være notorisk svært – jeg kan stadig huske da jeg gik i 3.g, hvordan jeg tryglede og bad Gud om at tale til mig om hvad jeg skulle give mig i kast med efter studentereksamen, men uden at jeg hørte ham sige noget. Og det at tale om Gud – ja, det kan også være svært, især hvis man taler med nogen som ikke selv tror, og som måske endda har en hånlig indstilling til Gud og kristendommen.

                      Men heldigvis tror vi på en Gud der kan få de blinde til at se, de døve til at høre og de stumme til at tale! Ganske vist møder vi ikke nogen i evangelierne der hverken kan se, høre eller tale, men ham vi hører om i dag, havde problemer med to af de tre ting: Han var døv, og han havde svært ved at tale. Og læser vi videre i Markusevangeliet, skal vi kun vente 22 vers før der kommer en helbredelse af en blind, som har det til fælles med den beretning vi har hørt i dag, at Jesus bruger spyt til at helbrede ham med.

                      Men kan man uden videre tolke en beretning der handler om helbredelsen af en mand der er fysisk døv og rent fysisk har svært ved at tale, på en måde så den kan bruges på os der kan være åndeligt døve, og som rent fysisk sagtens kan tale, men blot har svært ved at tale om Gud og troen? Det kan man måske ikke ”uden videre”, men vi skal huske at alle de mirakler Jesus udførte, var tegnhandlinger. Først og fremmest var helbredelserne naturligvis tegn på at Guds rige var ved at bryde igennem, og Guds vilje var begyndt at ske, som i himlen, således også på jorden. I det Gudsrige som vi venter på, er der jo ikke nogen der er syge eller handicappede, og deraf kan vi vide at det altid er Guds vilje at de syge skal helbredes – om ikke før, så ved Jesu genkomst. Hver gang der sker en guddommelig helbredelse, er det altså tegn på at den kommende tidsalder er ved at bryde igennem – at ”Guds rige er kommet nær”, som Jesus prædikede. Det er naturligvis endnu nærmere nu end det var for 2000 år siden, og derfor tror jeg også Gud ønsker at kirken i dag skal være præget af mirakuløse helbredelser!

                      Men derudover tror jeg også at de helbredelser som Markus og de andre evangelister har valgt at tage med i deres skrifter, hver især er et tegn på noget mere specifikt. Den beretning vi har hørt i dag, begynder for eksempel med en oplysning om at Jesus drog fra Tyrus over Sidon gennem Dekapolis. Tyrus og Sidon var fønikiske bystater som i oldtiden var centre for Ba’al-dyrkelsen, og Dekapolis var et forbund af ti græsksprogede bystater hvor man tilbad Zeus og de andre græske guder samt den nabatæiske guddom Dushara. Det var altså områder hvor man tilbad afgudsbilleder og dermed – med Salme 115 in mente – områder hvor man ville forvente at finde åndeligt døve, stumme og blinde mennesker. Og derfor tror jeg heller ikke det er tilfældigt at Markus – blandt de utallige helbredelser som Jesus utvivlsomt foretog også i de områder – netop har valgt at fortælle om helbredelsen af en døvstum og helbredelsen af en blind. Jeg tror det er fordi vi skal forstå helbredelserne som tegn på at Gud gennem Jesus vil gøre mennesker åndeligt seende, hørende og talende. Det må vi bede ham om at gøre, også ved os.

 

Jeg nævnte før at Israels nabofolk opfattede deres gudebilleder som jordiske repræsentationer af deres guder. Finder der også en jordisk repræsentation af Israels og vores Gud, himlens og jordens skaber? Ja, det gør der faktisk! Men i modsætning til de døve og stumme afgudsbilleder er den levende Guds billede et levende billede. Ved I hvad det er? Eller rettere: hvem det er – for det er en person, nemlig Jesus. I Kolossenserbrevet 1,14 står der om Jesus: ”Han er den usynlige Guds billede”, og i Hebræerbrevet 1,3: ”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede”.

                      Men er det ikke at gøre Gud mindre end han er, hvis vi opfatter et menneske som et billede af Gud? Det mener muslimerne at det er, og derfor synes de også det er blasfemi når vi kristne tilbeder Jesus som Guds søn og Guds billede – ja som Gud selv. Og jeg har jo også selv lige stået og sagt at Gud på det strengeste havde forbudt israelitterne at lave gudebilleder fordi ethvert billede ville gøre Gud mindre end han er. Men der er forskel på et menneskeskabt billede og et billede som Gud selv har skabt. Da Jesus blev født, valgte Gud selv at gøre sig mindre end han er, fordi det kun var på den måde han kunne vise os hvem han virkelig er! For selvom Jesus var et menneske af kød og blod der havde behov for at spise, drikke, sove og gå på toilettet, så var alt hvad han sagde og gjorde, en fuldkommen åbenbaring af hvem Gud er. Vil du vide hvordan Gud er – så se på Jesus!

                      Men det var ikke Guds mening at Jesus skulle være hans eneste billede. I skabelsesberetningen står der nemlig at ”Gud skabte mennesket i sit billede”. Vores fornemste opgave som mennesker er at vise med vores ord og handlinger hvordan Gud er! Men det er vi ikke i stand til, fordi vores synd har gjort os døve og stumme i åndelig forstand. Men heldigvis både kan og vil Jesus helbrede os og gøre os åndeligt levende, og det med blot et enkelt ord, der endda kan siges på udåndingen af et suk. Så Jesus, rør ved vores hjerter og sig: ”Effatá!”

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 8. september 2019
Tags: Markusevangeliet 7.31-37

Posted By admin on 3. september 2019

Tolderen og farisæeren: Gå en mil i Mikes sko!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 11. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Lidt nord for Los Angeles Internationale Lufthavn ligger et område der hedder Venice, opkaldt efter det engelske navn på den berømte italienske by Venezia (eller Venedig, som vi kalder den på dansk, svensk og tysk). Det californiske Venedig blev grundlagt i 1905 af ejendomsudvikleren Abbot Kinney, som gravede kanaler og byggede huse i venetiansk stil, alt sammen med henblik på at skabe et fashionabelt jetsetkvarter. Det lykkedes, og i et par årtier var Venice det førende forlystelsesområde på den amerikanske vestkyst. Men så kom den store økonomiske krise i 1930’erne, og det hele gik i forfald. Bystyret i Los Angeles havde rigeligt at se til med at vedligeholde den centrale del af storbyen, og forstæder som Venice forslummede fuldstændig. De nye beboere blev derfor indvandrere fra Europa som flyttede dertil fordi det var billigt, og i løbet af 1950’erne og 60’erne tiltrak området også et stort antal ”beatniks”. Efterhånden blev Venice et arnested for ungdomsoprør, modkultur og eksperimenter med både sex, stoffer, musik og kunst, med rockgruppen The Doors som de fremmeste bannerførere. I dag er Venice igen blevet fashionabelt ligesom de fleste andre steder langs de californiske strande, men det er stadig præget af avantgardekunst og bohemekultur, psykedeliske stoffer og dekadente natklubber, og i dagtimerne er den 4 kilometer lange strandpromenade et veritabelt cirkus af gøglere, spåkoner og andet godtfolk.

                      En af dem der falder ind under kategorien ”andet godtfolk”, er evangelisten Doug Addison. Doug har læst i Det Nye Testamente at Jesus brugte en stor del af sin tid på at være sammen med den slags mennesker som farisæerne og de skriftkloge med foragt i stemmen omtalte som ”syndere”, det vil sige folk der førte et udsvævende liv på kant med gængse moralnormer – altså omtrent samme slags mennesker som klientellet på Venice Beach! Derfor bruger Doug meget tid på at gå rundt på strandpromenaden og fortælle mennesker om Guds kærlighed i Jesus, og han oplever overraskende god respons – ligesom Jesus gjorde blandt toldere og prostituerede for 2000 år siden.

                      Jeg har aldrig mødt Doug, men jeg kender ham fra en dokumentarfilm fra 2012 med titlen ”Father of Lights” (”Lysenes Fader”). Dokumentarfilmen blev lavet for at vise hvordan Guds kærlighed kan forvandle selv de mennesker man mindst ville forvente at se komme til tro, og derfor var det oplagt for instruktøren (der i øvrigt hedder Darren Wilson) at tage til Venice og se Doug Addison i aktion. Men lige netop den dag hvor Darren og hans filmhold var på besøg, var det som om der var noget galt. Pludselig var der stort set ingen der ville tale med Doug – og det var ikke på grund af kameraet, for i Venice er folk vant til at blive filmet. Det viste sig dog ret hurtigt hvad det var der var galt: Lidt længere nede ad promenaden stod en gruppe mennesker med nogle store gule skilte hvorpå der stod ting som ”Gud vil dømme verden” og ”Synd vækker Guds vrede”, og en tiårig dreng med en megafon citerede fra Første Korintherbrev kapitel 6 [vers 9-10]: ”Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.” Så Darren Wilson (filmmanden) gik hen og spurgte dem hvad i alverden de havde gang i. ”Guds ord vender ikke tomt tilbage, og de kan læse Guds ord her,” svarede en af dem og pegede på det skilt han havde i hånden. Han fortsatte med at fortælle at når der er bøsseparader (”sodomitparader” kaldte han det endda), så går han og de andre i hans gruppe ud og revser deltagerne. ”Revser I dem?” spurgte Darren Wilson. ”Ja,” svarede manden med skiltet, ”for husk hvad der skete med Sodoma og Gomorra: Gud sendte ild ned fra himlen på grund af deres synd. Derfor advarer vi dem.”

”Jeg forstår godt at I synes at det de gør er forkert,” fortsatte Darren, ”men har I overvejet en anden tilgang hvor I viser dem kærlighed i stedet?” ”Vi viser dem kærlighed!” svarede manden. ”Der er intet mere kærligt end at sige sandheden!” ”Er der så nogen der har omvendt sig?” spurgte Darren, hvortil manden svarede: ”Jeg har ikke selv oplevet nogen omvendelser endnu, men jeg har også kun stået her siden slutningen af 80’erne.” Så rystede Darren på hovedet og gik sin vej, vred og ærgerlig over svovlprædikanternes manglende forståelse for at det er erfaringen af Guds kærlighed der fører mennesker til omvendelse, ikke trusler om vrede og straf.

Men kort efter var der noget der pludselig gik op for ham: Det som han kritiserede folkene med skiltene for at gøre – nemlig at møde mennesker med irettesættelser og fordømmelse i stedet for med kærlighed – det havde han selv lige gjort mod dem! Han havde (med rette, vil jeg tilføje) set deres tilgang som et sindbillede på farisæeren der hovmodigt takker Gud for at han ikke er som tolderen – men han havde overset at han selv med lige så stort hovmod takkede Gud for at han ikke var som farisæeren! Han havde set splinten i den andens øje, men været blind for bjælken i sit eget. Og han havde glemt at heller ikke en farisæers hjerte kan forvandles af noget som helst andet end en erfaring af Guds kærlighed. Derfor gik han hen og sagde undskyld til manden og spurgte om ikke han måtte bede for ham og velsigne ham. Scenen i dokumentarfilmen slutter med at Doug Addison takker Gud for at manden med skiltet (som i øvrigt hed Mike) har vist så stor tålmodighed og trofasthed og fundet sig i så meget hån og latterliggørelse, og bare beder Gud om at velsigne ham. (Hvis nogen af jer er interesserede i at se hele filmen, så tænker jeg at lave en forevisning ovre i konfirmandstuen på et tidspunkt. Filmen er dog desværre ikke tekstet til dansk).

Jeg fortæller jer den her beretning fordi det er så nemt at dømme andre, og hvis det ikke er den ene gruppe vi dømmer, så er det nok den anden. I dag vil jeg gerne særligt slå et slag for at lade være med at dømme dem der dømmer andre!

Et gammelt visdomsord siger at før du kritiserer nogen, skal du prøve at gå en mil i deres sko. Vittige hoveder har fundet på at tilføje at hvis du derefter stadig har lyst til at kritisere dem, så risikerer du ikke noget ved at gøre det, for så er de en mil væk og har ingen sko! Men lægger vi spøg til side, så er pointen naturligvis at der som regel er en grund til at folk handler som de gør. Hvis du eller jeg havde oplevet de samme ting i vores liv som tolderen eller drankeren eller spåkonen eller den eksotiske danser, så er det meget sandsynligt at vi ville befinde os på præcis samme sted som de gør – eller måske værre. Som Luther udtrykte det, så må vi kristne aldrig glemme at vi kun er tiggere som er så heldige at vide hvor vi kan få brød. Den eneste forskel på en helgen og en synder er Guds nåde, og derfor må vi aldrig møde andre mennesker med fordømmelse, men derimod med kærlighed og ydmyghed. For det eneste der kan bringe et menneske til omvendelse, er et møde med Guds kærlighed.

Og det gælder som sagt også hvis det andet menneske er en dømmesyg farisæer eller svovlprædikant! Den gode Mike der gennem mere end tre årtier troligt har stået på Venice Beach med sit gule skilt og advaret om Guds vrede og dom, han gør det jo ikke fordi han er et ondt menneske, men fordi han har et oprigtigt ønske om at se mennesker omvende sig. At han så ikke har set nogen omvendelser gennem de 30-35 år han har stået der, er ikke så mærkeligt, for hvem har lyst til at vende sig til en Gud der er vred og dømmende? Men hvis du eller jeg hele vores liv kun havde hørt prædikener om Guds vrede og dom, så var det os der havde stået der med de gule skilte – hvis vi da overhovedet havde haft tilstrækkelig omsorg for vores medmennesker til at gøre det! Gå en mil i Mikes sko! Eller i Jehovas Vidners sko. Eller i den præsts eller missionshusleders eller kammerats som talte hårdt og dømmende til dig da du var ung. Og bed Gud om at velsigne dem og åbenbare sin kærlighed for dem. Og for dig selv. Og for mig.

Paulus er et strålende eksempel på en farisæer der blev forvandlet gennem et møde med Guds kærlighed. I det stykke vi hørte fra Første Korintherbrev [15,1-10], indrømmer Paulus beredvilligt at han er ”den ringeste af alle apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke”. Det havde han gjort fordi han var overbevist om at de der fulgte Jesus, var kættere og vranglærere som skulle modsiges og modarbejdes med alle tænkelige midler, inklusiv arrestationer og henrettelser. Så dømmesygt et menneske tror jeg alligevel aldrig jeg har mødt – ikke inden for den danske kirkelighed i hvert fald. (I USA er der faktisk enkelte prædikanter der ønsker dødsstraf for homoseksuelle). Men Gud mødte Paulus med sin nåde og kærlighed, først ved at Jesus viste sig for ham i et syn, og derefter ved at to kristne mænd, Ananias og Barnabas, rakte ud til ham og viste ham kærlighed og accept. Tænk hvad kirken ville være gået glip af hvis de kristne i stedet havde mødt Paulus med fordømmelse – vi ville have manglet op mod halvdelen af Det Nye Testamente!

I dagens gammeltestamentlige læsning [Job 5,8-16] mødte vi også en slags farisæer (selvom ordet ”farisæer” ikke var opfundet dengang Job og hans venner levede). I en situation hvor Job havde mistet alt og var bitter på livet og på Gud, havde hans såkaldte ven Elifaz ikke andet at trøste ham med end en stribe floskler om at det altid går de gode godt og de onde skidt, og at Job bare skulle bekende sin synd, så skulle alt nok blive godt igen, skulle han se. Da Job oprigtigt hævdede at han ikke var bevidst om nogen synd han kunne omvende sig fra, skiftede Elifaz til en mere slagfærdig taktik hvor han skældte Job hæder og ære fra fordi han var så ondt et menneske – ikke fordi Elifaz vidste om noget ondt Job havde gjort, men når Job var blevet ramt af ulykke, så måtte det jo være fordi Gud straffede ham, mente Elifaz. (Træls type, ikke sandt!)

Men i slutningen af Jobs Bog, hvor hans lykke er vendt, og det står klart for alle at Elifaz’ dømmesyge var fuldstændig malplaceret, så ser vi noget mærkeligt, nemlig at Gud befaler Job at gå i forbøn for Elifaz, for at han ikke skal blive bragt i vanære! Havde jeg været Job, ville jeg ellers mest have haft lyst til aldrig at tale med den nar til Elifaz igen, men Gud forbyder altså Job at fordømme Elifaz, selvom Elifaz ikke har bestilt andet end at fordømme Job. Ligesom Paulus og ligesom Mike havde Elifaz jo gjort sit bedste ud fra de forudsætninger han nu engang havde – og de ting han sagde, var trods alt ikke mere forkerte end at Paulus citerer ham med tilslutning i Første Korintherbrev kapitel 3 [vers 19]. (De bibelcitater som folkene med de gule skilte i Venice slog folk i hovedet med, var jo også gode nok i sig selv; de anvendte dem bare på en forkert og ukærlig måde).

Summa summarum: Døm ikke dem der dømmer, og tro ikke at du er et bedre menneske end farisæerne. Husk i stedet på hvor meget nåde Gud til stadighed er nødt til at vise dig. Og husk så ”De fire B’er”, som kan hjælpe dig med at vokse ind i en dybere forståelse af Guds kærlighed: Bibelen, Brødre- og søstrefællesskabet, Bordet med nadverens brød og vin, og Bønnen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. september 2019
Tags: Lukasevangeliet 18.9-14

Posted By admin on 27. august 2019

Den utro godsforvalter: Hvordan man bærer sig virkelig snedigt ad

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 9. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg læste en vittighed på Facebook forleden. Den handler om en snedig mand der siger til sin søn: ”Jeg har fundet den pige du skal giftes med!” ”Det skal du da ikke bestemme,” siger sønnen, men da faren fortæller ham at det drejer sig om Bill Gates’ datter, går sønnen med til det. Derefter ringer manden til Bill Gates og siger: ”Din datter skal giftes med min søn!” ”Ikke tale om!” svarer Bill Gates, men da den snedige mand fortæller ham at hans søn er administrerende direktør for Verdensbanken, går Gates med til det. Derefter ringer manden til Verdensbankens bestyrelsesformand og siger: ”Gør min søn til administrerende direktør!” ”Hvilke kvalifikationer har han da?” spørger bestyrelsesformanden, hvortil den snedige mand svarer: ”Han er Bill Gates’ svigersøn!” Nederst i opslaget stod der: ”Det er sådan politik fungerer.”

                      Der er naturligvis mange fejl i den historie. For det første er det påfaldende at det tilsyneladende ikke er faldet vittighedens ophavsmand ind at den unge frøken Gates måske selv har en mening om hvem hun vil giftes med. For det andet har Verdensbanken ikke en bestyrelsesformand der beslutter hvem der skal være administrerende direktør; den udnævnelse foretages af Verdensbankens medlemslande, og i praksis er det USA’s præsident der foretager indstillingen. For det tredje virker det ikke sandsynligt at hverken Bill Gates eller Verdensbankens bestyrelsesformand (hvis der ellers havde fandtes sådan en) ville være så lette at overtale. Men i al sin urealisme fungerer historien nu alligevel fint som en illustration af hvordan man kan agere snedigt.

                      I dagens lignelse støder vi også på en person der agerer snedigt. Godsforvalteren bliver fyret, som man som regel bliver hvis ens chef finder ud af at man ødsler med betroede midler. Og det er aldrig rart at blive fyret, selv ikke i et velfærdssamfund som vores. I lande uden et socialt sikkerhedsnet er det naturligvis endnu værre, for uden adgang til arbejdsløshedsunderstøttelse har man kun sin eventuelle opsparing samt sine venners og slægtninges velvilje at leve af indtil man finder et nyt job, og når de ting slipper op, venter tiggerstaven.

                      Forvalteren i vores lignelse i dag har næppe haft udsigt til at finde et nyt job foreløbig, i hvert fald ikke et så betroet, behageligt og vellønnet job som det han blev fyret fra. Alle potentielle arbejdsgivere ville jo være klar over at han var blevet fyret fordi han var upålidelig, så hvis han ville have brød på bordet, måtte han enten smøge ærmerne op og tage noget hårdt fysisk arbejde der ikke indebar økonomisk ansvar, eller også måtte han tigge – og han havde ikke specielt meget lyst til nogen af delene. (Hvis hans overarme lignede mine, forstår jeg godt at han ikke havde lyst til at grave!). Men på den anden side havde han heller ikke nogen venner med økonomisk overskud til at støtte ham når han blev arbejdsløs, så hvad skulle han gøre?

                      Han skulle være snedig! Og snedig, det var han. Nu hvor han alligevel var blevet fyret, så havde han ikke noget at miste ved at ødsle endnu mere af sin herres ejendom væk – men med truslen om tiggerstaven hængende over hovedet fandt han en klogere måde at ødsle den væk på, nemlig en måde der kom andre mennesker til gode. Firkantet sagt gik han fra at stikke firmaets penge i sin egen lomme til at stikke dem i andres lomme. På den måde kom de til at stå i taknemmelighedsgæld til ham; en gæld som de passende kunne betale tilbage når han stod uden indtægt. Se, det var snedigt! Det var så snedigt at Jesus måtte rose ham for det.

Og netop det at Jesus roser den uærlige forvalter, har forvirret mange kristne igennem tiderne, for det ligner da ikke Jesus at anbefale svindel og bedrageri? Og selvom den nye måde at bedrage på kom andre end forvalteren selv til gode, så var det jo ikke fordi han pludselig havde fået enormt stor omsorg for dem der skyldte chefen penge – hans motiv var helt igennem selvisk.

Men vi skal lægge mærke til at det som Jesus roser, ikke er uærligheden, men snedigheden. Og han fortsætter med at konstatere – med beklagelse, må man forstå – at ”denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør”.

Der er stof til en hel prædiken – mindst! – i at Jesus skelner mellem ”denne verdens børn” og ”lysets børn”, men jeg vil forsøge at komme med en kortfattet forklaring [for jeg skal jo være i Rø senest 10.30]. Det bliver dog ikke lettere af at folkene bag den autoriserede danske oversættelse af Bibelen (som jo er den oversættelse vi sædvanligvis bruger ved Folkekirkens gudstjenester) har valgt at gengive det græske ord aiån med det danske ord ”verden”. Ordret betyder aiån ”tidsalder” (vi kender det faktisk i det danske sprog som fremmedordet ”æon”), og selvom det også godt kan betyde ”verden” i rumlig forstand, så synes jeg det giver meget mere mening at oversætte det med ”tidsalder” på dette sted, sådan som de fleste engelske oversættelser da også gør. Så står der ”denne tidsalders børn” og ”lysets børn”, og så bliver det måske en anelse nemmere at forstå pointen. Jesus prædikede nemlig at Guds rige var kommet nær, altså at Gud snart vil tage magten i verden og skabe en ny tidsalder hvor alt bliver godt. Og dén nye tidsalder har vi mulighed for allerede nu at tage forskud på ved hjælp af troen. Det var faktisk det Jesus opfordrede til når han prædikede. ”Omvend jer og tro på evangeliet,” sagde han, hvilket oversat til nudansk betyder: ”Tænk anderledes, og tro på det gode budskab.” Med andre ord: Fordi der snart kommer en ny tidsalder hvor Gud har magten, skal vi allerede nu leve på en måde som giver mening når Gud har magten. Den nye tidsalder er kendetegnet ved at Gud tilgiver alle vores synder og helt gratis tilbyder os et nyt liv som hans børn hvis vi vil tage imod det. Det kan han gøre fordi Jesus har købt os fri af syndens og dødens magt ved at dø på korset og opstå igen. Når vi lever i troen på at Gud har tilgivet vores synder, og at vi er hans børn, så tilhører vi altså den kommende tidsalder, hvor det er Guds lys der hersker, og derfor kalder Jesus os for ”lysets børn”. Tager vi derimod ikke imod Jesu budskab om Guds rige, så har vi kun den nuværende tidsalder at orientere os ud fra, og derfor er vi ”denne tidsalders børn”, som altså i den autoriserede danske oversættelse hedder ”denne verdens børn”. Forklaring slut – jeg håber I forstod den!

Set ud fra en logik der kun regner med denne tidsalder og ikke med Guds rige, så giver den uærlige godsforvalters handlemåde god mening. Ganske vist ville mange moderne danskere uanset religiøs overbevisning eller mangel på samme nok mene at man ikke bør gøre sådan som han gjorde, men vores moralske værdier her i landet er også dybt præget af kristendommen – og dertil kommer at jeg tror at Gud har skabt os med en medfødt fornemmelse for rigtigt og forkert gennem vores samvittighed. Men hvis udgangspunktet er at der ikke er andet end det liv vi har nu, så har samvittigheden ikke nogen logiske argumenter imod den snedighed som godsforvalteren lægger for dagen.

Men hvad så med os der er ”lysets børn”? Hvad er det vi kan lære af godsforvalteren? Hvordan kan vi handle mere snedigt? Jo, det spørgsmål svarer Jesus selv på i sin afsluttende kommentar til lignelsen: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.” Ligesom godsforvalteren gør vi altså klogt i at bruge de midler vi har fået betroet, på en måde så de bliver til gavn for andre. Ja, det er faktisk ligefrem snedigt af os at gøre det.

Det kan godt virke lidt overraskende at det ligefrem skulle være ”snedigt” at forære penge væk. Et er at det kan være det moralsk rigtige at gøre, men hvad ”snedigt” skulle der være ved det?

For at forstå det må vi først indse at vi har mere til fælles med den uærlige godsforvalter end man måske umiddelbart skulle synes. For det første er vi, præcis ligesom han var, sat til at administrere en andens ejendom – nemlig Guds. I vores kultur er vi ellers vant til at tænke at vores penge og ejendele er vores, og dem skal ingen andre bestemme over! Men selvom det er sandt nok i forhold til samfundsøkonomien (bortset fra at vi skal betale skat), så er det ikke sandt i forhold til Gud. Alt hvad vi har, tilhører dybest set Gud, inklusiv det vi har arbejdet for med vores egne hænder, for det er jo Gud der har givet os de hænder!

For det andet må vi alle, præcis ligesom den uærlige godsforvalter, erkende at vi lever på lånt tid. Denne verden og de ting der hører til den, inklusiv vores penge og ejendom, kommer ikke til at vare ved, og vi kan ikke tage noget med når vi skal herfra. Hvis vi var ”denne tidsalders børn”, så ville løsningen på det problem være: ”Lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø.” [1 Kor 15,32, jf. Es 22,13]  Men har vi et håb om at der kommer en ny tidsalder hvor vi skal leve evigt, så gør vi klogt i at ikke kun at tænke på hvordan vi får mest muligt ud af denne tidsalder, men også og især på hvordan vi forbereder os på den kommende. Og det har mennesker da også gjort i adskillige årtusinder før Jesus blev født – det er groft sagt det alle de forskellige religioner handler om.

Men når nu Jesus har sørget for at vi kan få både syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv helt gratis bare ved at tage imod det i tro, så er der vel ikke andet vi kan eller skal gøre for at forberede os til den kommende tidsalder? Hvordan kan det så ligefrem være ”snedigt” at forære ting væk til andre?

Jo, det kan det netop fordi det evige liv er noget vi får som en gratis gave! Når vi er garanteret et evigt liv i glæde uanset hvad, så behøver vi hverken at bruge vores penge, tid og kræfter på at sikre os selv i denne verden eller på at sikre os i den kommende. Denne verden er jo alligevel kun midlertidig, og lykken i den kommende får vi forærende. Dermed er alt hvad vi ejer og har, frisat til at komme andre mennesker til gavn. Og jo mere vi lader kærligheden til vores medmennesker være styrende for den måde vi bruger vores tid, penge og kræfter på, jo bedre lærer vi Gud at kende, for Gud er kærlighed. Og det at kende Gud er den højeste lykke vi kan opnå. Derfor: Hvis vi lader være med at bruge al vores tid, alle vores penge og alle vores kræfter på ting der alligevel kommer til at forgå, og i stedet bruger dem på at vise kærlighed, så har vi allerede vundet, fordi vi derved har taget forskud på den kommende tidsalder som vi er børn af. Og måske er vi endda så heldige at de mennesker som vi viser kærlighed, derved får øjnene op for hvor højt Gud elsker dem, sådan at kærligheden spreder sig som ringe i vandet. Alt det, uden at det kræver andet af os end at vi bruger de midler Gud har betroet os, til gavn for andre mennesker. Og fordi det faktisk er sådan Gud havde tænkt at vi skulle bruge midlerne, er der ikke engang tale om bedrageri, men tværtimod om trofast forvalterskab. Der er med andre ord gevinst over hele linjen. Dét er snedigt – snedigere end hvad selv den mest udspekulerede af denne verdens børn kan finde på.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 18. august 2019
Tags: Lukasevangeliet 16.1-9

Posted By admin on 27. august 2019

Zakæus: Da kamelen gik gennem nåleøjet

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 7. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Zakæus var en lille mand, en lillebitte mand,” sang vi da jeg gik i søndagsskole for snart 40 år siden. Det kunne jeg let identificere mig med, for jeg var jo også selv en lillebitte mand dengang, dels fordi jeg var et barn i førskolealderen, dels fordi jeg tilmed var lille af min alder. Så gennem det meste af min barndom forestillede jeg mig Zakæus som et lille barn, og jeg kan huske at jeg blev helt overrasket da jeg så en illustration hvor han var tegnet med skæg!

                      Men i virkeligheden behøver man jo ikke at være specielt lille for ikke at kunne kigge hen over en kødrand af mennesker, især ikke hvis man er en upopulær person. Og upopulær, det har Zakæus helt sikkert været, om ikke andet så i kraft af sit erhverv. Som tolder opkrævede han nemlig skat til den romerske besættelsesmagt, dvs. han var det som vi på godt dansk ville kalde en værnemager. Så selvom han var rig, var han ikke en del af den sociale elite i Jeriko, for han havde jo ikke tjent sin formue ved hjælp af ærligt arbejde til byens bedste, men derimod ved at hjælpe romerne med at tage andre folks surt tjente skillinger fra dem. Det er ikke for ingenting at ”toldere og syndere” er to kategorier der ofte nævnes i samme sætning!

                      Beretningen om Zakæus står i det 19. kapitel i Lukasevangeliet, og hvis man begynder med kapitel 1 og læser derudad, så møder man mange andre toldere inden man når frem til kapitel 19. Allerede i kapitel 3, hvor Johannes Døber står og prædiker ude i ørkenen, er der nogle toldere der reagerer på hans forkyndelse og spørger hvad de skal gøre – og i øvrigt får det overraskende moderate svar at de blot skal lade være med at opkræve mere end de har fået besked på. Fremme i kapitel 5 kalder Jesus på en tolder ved navn Levi, der straks forlader sin toldbod og følger Jesus som hans discipel. I forlængelse af det inviterer Levi til en stor fest i sit hus hvor Jesus sidder til bords med mange toldere. Og det var tilsyneladende noget han tit gjorde, for i kapitel 15 står der ligefrem at ”Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham”, som vi hørte det for 4 uger siden i forbindelse med lignelsen om det forsvundne får. Og i kapitel 18 møder vi den velkendte lignelse om den angrende tolder der går retfærdig hjem fra templet i modsætning til den selvretfærdige farisæer der står ved siden af ham – den beretning skal der prædikes over om 4 uger. (Tolderne dukker åbenbart op med 4 ugers mellemrum her om sommeren). Alt i alt ville vi altså forvente at Zakæus står på den rigtige side – at han er en som med glæde vil tage imod Guds rige.

                      Men så alligevel ikke. For Zakæus er jo ikke kun tolder, han er også rig. Rige mennesker er vi også stødt på nogle gange i Lukasevangeliet, og de er ikke blevet skildret nær så positivt som tolderne. Allerede i kapitel 1, hvor Jesu mor Maria synger en lovsang efter at have fået at vide at hun skal føde Guds søn, finder vi ordene: ”sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort”, og i forlængelse af saligprisningerne i kapitel 6 siger Jesus: ”Ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst”. I kapitel 12 kalder Gud en rig bonde for en tåbe, og i kapitel 16 kommer lignelsen om den rige mand og Lazarus, som var prædiketekst for 6 uger siden, og hvor den rige mand efter døden får beskeden: ”Husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines.”

Allermest skræmmende er nok beretningen i kapitel 18 om den rige rådsherre der opsøger Jesus for at spørge hvad han skal gøre for at blive frelst. Den kan læses i både Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet, og i Matthæus’ udgave er den prædiketekst 6. søndag efter trinitatis efter 2. tekstrække (hvilket vil sige at der sidst blev prædiket over den den 8. juli 2018, og næste gang det sker, bliver den 19. juli 2020, så vi er omtrent midt imellem). Rådsherren hævder at han har holdt alle de ti bud lige siden han var ung. ”Da Jesus hørte det, sagde han til ham: ’Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!’ Da manden hørte det, blev han fortvivlet, for han var meget rig. Da Jesus så, at manden blev fortvivlet, sagde han: ’Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige,’” [Luk 18,22-25]

I Lukasevangeliet er der kun 13 vers mellem beretningen om den rige rådsherre der går bedrøvet bort, og den rige overtolder der gerne vil se Jesus. Hvis man læser Lukasevangeliet fortløbende, har man altså stadig ordene om kamelen og nåleøjet ringende i ørerne da Zakæus træder ind på scenen, og tolder eller ej, så er han jo altså rig. Alligevel hører han Jesus sige: ”I dag er der kommet frelse til dette hus”. Zakæus er altså et eksempel på en kamel der gik gennem et nåleøje! Det der er umuligt for mennesker, er nemlig muligt for Gud – som Jesus også trøstede sine disciple med da de forfærdet spurgte: ”Hvem kan så blive frelst?” efter at Jesus havde sagt det med kamelen og nåleøjet.

Men hvordan kan det være at den ene rige mand blev frelst, og den anden tilsyneladende ikke gjorde?

Noget af det første der springer mig i øjnene når jeg sammenligner de to beretninger, er at Jesus ikke forlanger noget som helst af Zakæus. Den rige rådsherre havde fået besked på at han skulle sælge alt hvad han ejede, og give det til de fattige, men det får Zakæus ikke besked på at gøre. Ganske vist siger han at han giver halvdelen af hvad han ejer, til de fattige, men dels lader det til at være noget han gør ganske frivilligt, og dels er det ”kun” halvdelen, hvorimod Jesu krav til rådsherren var at han skulle sælge det hele. Hvorfor den forskelsbehandling?

Jo, måske skal vi lægge mærke til hvad de to rige mænd gør i begyndelsen af de to beretninger. Den rige rådsherre spurgte Jesus hvad godt han skulle gøre for at arve evigt liv, hvorimod Zakæus ikke havde noget andet ønske end at se hvem Jesus var. Rådsherren mente altså at han ved at gøre noget godt på en eller anden måde kunne gøre sig fortjent til det evige liv. Det var slet ikke gået op for ham at han i overført betydning var en kamel, og frelsen et nåleøje. Og det er måske derfor det er særlig svært for rige mennesker at blive frelst – fordi en rig har flere resurser til rådighed og dermed lettere falder for fristelsen til at tro at det hele afhænger af hans egen indsats?

Hvad det angår, er jeg i øvrigt bange for at vi er rigtig mange der er rige! Ikke alene er de fleste danskere meget rige på materielle goder sammenlignet med mennesker i mange andre lande, men vores kultur har også, især i løbet af de seneste 20-25 år, opdraget os til at enhver er sin egen lykkes smed, og at vi både kan og bør redde os selv ud af enhver kattepine vi måtte havne i. Ganske vist har mange af os hørt tilstrækkelig mange prædikener til at vi godt ved at det er anderledes når det gælder frelsen. Selv har jeg fra en ung alder lært formuleringer som ”mennesket er en synder og kan ikke frelse sig selv” udenad, men ét er at kunne noget udenad i hovedet, noget ganske andet er at tro på det i sit hjerte. Og jeg har i årenes løb talt med mange der kunne de fromme sætninger udenad, men som alligevel var i tvivl om de nu virkelig var frelst, fordi de ikke syntes de var gode nok kristne. Hvis vi inderst inde tror at vi selv skal klare ærterne, vil vi uvægerligt ende i stadig dybere fortvivlelse, ligesom rådsherren gjorde, efterhånden som det går op for os hvor stor kamelen er, og hvor lille nåleøjet er!

Jeg bliver også selv nogle gange fortvivlet over hvor svært det er at leve op til Guds krav. Så længe der er mennesker der lider fysisk, følelsesmæssig, social eller åndelig nød, kan vi jo ikke med nogen ret sige at vi har gjort ”nok”. Da jeg var omkring 20 år, var der faktisk en periode hvor jeg havde det som mit mål at give så mange penge som muligt til mission og nødhjælp og at bruge så meget tid som muligt på at bede, at fortælle andre om Jesus, og at afhjælpe andres nød, men uanset hvor meget jeg gjorde, havde jeg konstant dårlig samvittighed over at jeg ikke gjorde nok. Så længe vores spørgsmål er: ”Hvad godt skal jeg gøre for at arve evigt liv?” vil Jesu svar være: ”Mere end du gør nu!” At leve op til Guds krav er ikke alene svært – det er umuligt!

Men netop fordi det er umuligt, skal vi ikke gøre forsøget, for det er alligevel dømt til at mislykkes. Det vi i stedet skal gøre, er det som Zakæus gjorde: se hvem Jesus er! Jesus er den som kan skabe vand om til vin, den som kan gå på vandet – den som kan få en kamel gennem et nåleøje. Han er den eneste som har opfyldt alle Guds krav, og ved Helligånden vil han også opfylde dem i os. Som Paulus skriver i Romerbrevet [8,3-4]: ”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte din egen søn i syndigt køds lighed og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.”

For Zakæus fik det den konsekvens at han forærede halvdelen af hvad han ejede, til de fattige. Var det ”nok”? Nej, det var i hvert fald ikke nok til at han på den måde kunne gøre sig fortjent til det evige liv. Men det var det Ånden satte ham i stand til at gøre, og endda gøre med glæde, fordi han havde set hvem Jesus var, og Jesus havde set ham og taget imod ham. På samme måde vil det også ske for os, jo mere vi retter vores opmærksomhed væk fra os selv og over på Jesus, at vi slet ikke vil kunne lade være med at gøre gode gerninger. Ikke gode gerninger nok til at vi ved at se på dem kan få ro i vores samvittighed og konkludere at vi er gode og fromme mennesker – men forhåbentlig gode gerninger nok til at andre mennesker kan se at Jesus lever i os, og blive berørt af hans kærlighed. Men igen: Hvor mange gode gerninger vi gør, skal vi ikke interessere os for; vi skal kun interessere os for at kende Jesus, og gennem ham at kende Gud Fader. Og det kan vi blandt andet gøre ved hjælp af ”de fire B’er”: Bibelen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, Bordet hvor vi får Jesu legeme og blod, og Bønnen hvor vi bruger tid sammen med Gud.

En afsluttende formaning: Det er let at falde for fristelsen til at betragte andre mennesker som endnu større ”kameler” end os selv og tænke at dén og dén kan nok ikke blive frelst. Men vi er alvorligt på vildspor hvis vi begynder at tænke sådan. Zakæus var jo netop en person som andre mennesker foragtede! Så lad os aldrig tro at vi er et hak bedre end alle denne verdens Zakæus’er, men lad os i stedet ydmygt træde et skridt til siden så alle – også de der i overført betydning er ”små af vækst” – kan få at se hvem Jesus er!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. august 2019
Tags: Lukasevangeliet 19.1-10

Posted By admin on 27. august 2019

Det mistede får og den tabte mønt: Ved du hvor elsket du er?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 3. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For 4 uger siden var det pinse – den højtid hvor vi fejrer Helligåndens komme. Ved den lejlighed prædikede jeg om at pinsedag også er kirkens fødselsdag, fordi det er Helligånden der gør kirken til kirke. Uden Helligånden ville kirken bare være en organisation, en klub; men fordi vi har fået Helligånden, er kirken en organisme, Kristi legeme, som Gud selv virker i og igennem. Han virker med overnaturlig kærlighed, og han virker med overnaturlige kræfter i eksempelvis helbredelse og profeti.

                      Den profetiske gave har længe været overset og negligeret i det danske kirkeliv, men i disse år er den mange steder ved at blive genopdaget. Jeg har selv med stort udbytte deltaget i flere seminarer om den profetiske gave, blandt andet i Dansk Oases regi, og i den sammenhæng har jeg lært en amerikansk præst ved navn Michael Miller at kende. Michael gør brug af Helligåndens overnaturlige gaver i sin hverdag, og han har flere gange oplevet at Gud har givet ham præcise profetiske ord til folk han har mødt helt tilfældigt på cafeer, i supermarkeder eller på gaden. Når han underviser i kirker, har han ofte et team fra sin egen menighed med, og mens Michael taler, sidder de andre og ser ud over forsamlingen mens de beder Gud om at give dem profetiske ord til nogle af de tilstedeværende. Lyder det grænseoverskridende?

                      Jeg indrømmer gerne at første gang jeg var med til et møde hvor jeg kunne risikere at der var en der pegede på mig og sagde: ”Nu skal du høre hvad Gud har at sige til dig”, så var jeg hunderæd, for hvad kunne man dog ikke risikere at få at vide! Jeg var jo kun alt for godt klar over at jeg ikke var nogen mønsterkristen – jo, måske nok udadtil, og hvis man sammenlignede mig med de fleste af mine jævnaldrende, ville man sikkert synes at jeg var en af de mest fromme, men i forhold til Guds målestok – puha! Jeg var godt klar over at jeg ikke bad nær så meget som jeg burde, at jeg ikke læste så meget i Bibelen som jeg burde, og i særdeleshed at jeg var alt for dårlig til at fortælle om Jesus til mine studiekammerater og kollegiekammerater og hvem jeg i øvrigt mødte. Og hvad der måske var det allerværste: Mit forhold til Jesus var ikke præget af brændende tro og kærlighed, men snarere af lunkenhed og alt for stor distance. Jeg syntes det var meget svært at leve op til Guds krav, og jeg havde i hvert fald ikke lyst til at blive konfronteret med hvad han havde lyst til at sige til mig!

                      Hvorfor taler jeg i datid? Er jeg blevet en bedre kristen siden dengang? Er jeg blevet bedre til at bede og læse i Bibelen? Taler jeg mere om Jesus med familie, venner og bekendte? Næ. Hvis man ikke regner det med som jeg får løn for, så er jeg bange for at svaret snarere er: Tværtimod! Alligevel har jeg det i dag sådan at jeg altid sidder og håber at på at der er et profetisk ord til mig, når jeg er sammen med mennesker der har en profetisk gave. Og det gør jeg fordi jeg har lært noget om Gud. Ganske vist kendte jeg godt lignelsen om det forsvundne får dengang for 20 år siden, og med min forstand vidste jeg godt at Gud elsker mig, men dybt i mit hjerte turde jeg alligevel ikke tro på at han elskede mig så højt at jeg kunne møde ham med frimodighed. Og alt det her siger jeg naturligvis fordi der måske også er en enkelt eller to eller mange af jer der er her i dag, som ikke er helt sikre på hvad Gud nu også inderst inde i virkeligheden synes om jer.

                      Men nu skal du høre hvad Gud synes om dig: Han elsker dig. Punktum! ”Jamen jeg har jo…” Han elsker dig. Punktum! ”Det ville du ikke sige hvis du vidste…” Jo jeg ville. Han elsker dig. Punktum! Der er intet som du har gjort eller sagt eller tænkt, eller som du har undladt at gøre eller sige eller tænke, eller som du nogensinde vil komme til at gøre eller sige eller tænke eller undlade, eller som andre har gjort eller tænkt eller sagt om dig – jeg gentager: Der er intet som kan ændre på at Gud elsker dig. Der er ingen betingelser, der er ingen forbehold, der er ingen ”Gud elsker dig, men…”. Han elsker dig – slut, færdig, punktum!

                      Og ved du hvor højt han elsker dig? Han elsker dig lige så højt som hyrden i lignelsen elsker det får der blev væk! Han elsker dig så højt at hvis du kommer på afveje, så under han ikke sig selv ro før han har fundet dig og båret dig tilbage i folden. ”Jamen er du klar over hvor tit jeg forvilder mig væk fra det tætte fællesskab med ham? Jeg kan da ikke forlange at han skal blive ved og ved og ved med at gå ud og lede efter mig?” Korrekt, det kan du ikke forlange. Men han gør det alligevel. Han gør det nemlig ikke fordi det er noget du har ”krav på” – han gør det fordi han elsker dig. Punktum! ”Men han må vel efterhånden være træt af mig?” Nej. Gud bliver aldrig træt af dig! Læg mærke til hvordan hyrden reagerer da han finder det forsvundne får: Han lægger det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ”Glæd jeg med mig”. Der er hverken ærgrelse eller bebrejdelse at spore, kun glæde! Som Jesus slutter lignelsen af med at sige: ”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

                      Én synder som ”omvender sig”? Jamen så er der jo alligevel en betingelse knyttet til? Ja, det kunne det måske umiddelbart se ud til, men hvad vil det sige at ”omvende sig”? Ja, nu er det jo fåret der er et billede på synderen der omvender sig, så lad os se på hvad fåret gør. Hvad gør fåret? (vent på svar) Fåret gør ingen verdens ting! Fåret lader sig blot samle op af hyrden og bære tilbage til folden. Og i den anden lignelse, hvor det er en mønt der er forsvundet, bliver det endnu tydeligere, for en mønt kan jo slet ikke gøre noget. At ”omvende sig” er ikke en præstation; det er blot i al sin enkelhed at lade sig finde af Jesus. Måske tænker du at Jesus aldrig nogensinde har ledt efter dig, men jo, det har han! Og han står klar til at løfte dig op og bære dig hjem, hvis bare du vil lade ham gøre det! Og det kan du faktisk gøre lige nu! Lad os lukke øjnene alle sammen, og hvis du gerne vil lade dig finde af Jesus, så kan du gentage ordene fra denne bøn inde i dig selv, efterhånden som jeg beder dem:

                      Kære Jesus. (pause) Tak fordi du elsker mig. (pause) Tak fordi du søger efter mig indtil du finder mig. (pause) Jeg vil gerne lade mig finde af dig. (pause) Løft mig op og bær mig hjem i dine arme. (pause) Amen.

 

Men hvad så med de 99? Hvad skal der blive af dem? Er hyrden ligeglad med dem? ”Hvad nu hvis jeg er en af de retfærdige som ikke har brug for omvendelse, glæder Gud sig så ikke over mig?” kan man måske tænke. Og så kan livet godt føles lidt surt – så skal man bare stå der i ørkenen og kukkelure mens dem der har trådt ved siden af, får al opmærksomheden. Hvor retfærdigt er det? Kan det ligefrem betale sig at synde?

                      Hvis du tænker sådan, så har jeg en god nyhed til dig: Du er ikke en af de 99 retfærdige som ikke har brug for omvendelse! Vi har alle brug for hver eneste dag at omvende os – det vil sige at lade os finde af hyrden. De 99 får der bliver ladt tilbage i ødemarken, er ikke et billede på Jesu trofaste disciple; de er et billede på de hykleriske, selvretfærdige farisæere og skriftkloge som havde ondt af at Jesus spiste sammen med toldere og syndere. Hvordan kan jeg vide det? Jo, det kan jeg vide fordi de bliver i ødemarken da hyrden går ud for at lede efter det forsvundne får! Det viser for det første at de er fløjtende ligeglade med hvordan det går får nummer 100 – præcis ligesom farisæerne og de skriftkloge var ligeglade med hvordan det gik tolderne og synderne. Og for det andet viser det faktisk også at de er ligeglade med hyrden! For hvis de virkelig var hyrdens trofaste får, hvad ville de så gøre det øjeblik hyrden gik afsted for at lede efter det forsvundne? (vent på svar) De ville gå med, ja! Som Jesus siger i Johannesevangeliet [10,27]: ”Mine får hører min røst, … og de følger mig”. Det øjeblik det for alvor går op for os hvor højt Gud elsker os, vil vores helt naturlige reaktion nemlig være at elske ham igen, og at elske de andre fortabte får og brændende ønske at hyrden gør lige så meget for dem som han gør for os. Og det er vel at mærke ikke en kærlighed som vi selv skal præstere for at Gud vil blive ved med at elske os – nej, det er Gud selv der igennem os, ved Helligånden, elsker både Gud og vores næste.

 

De af jer der har hørt mig prædike her i Rø eller Klemensker før, ved at jeg plejer at slutte prædikenen af med at anbefale ”de 4 B’er”: Bibelen, brødre- og søstrefællesskabet, bordet og bønnen. Og nu tænker I måske: Gad vide om han også gør det i dag? For hvis Gud allerede elsker os uendelig højt, uden at vi har gjort noget for det, så er det vel ikke nødvendigt at gøre nogen af de ting?

                      Nej, der er som sagt ikke nogen som helst vi kan eller skal gøre for at gøre os fortjent til Guds kærlighed, eller for at få ham til at elske os mere end han ellers ville gøre. Det er ikke for at gøre Gud glad at vi skal læse i Bibelen, gå i kirke, gå til alters, og bede – som om vi på en eller anden måde gjorde ham en tjeneste ved at gøre det. Nej, det er for vores egen skyld at vi skal gøre det – fordi det er et privilegium at få lov til at være sammen med Gud og hans folk på den måde. Og så fordi vi ved at gøre de ting hjælper os selv til at huske hvem Gud er, så vi ikke lever i frygt for at han vil straffe os, men i en dyb, frimodig tillid til at han elsker os – punktum!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 7. juli 2019
Tags: Lukasevangeliet 11.1-10

Posted By admin on 27. august 2019

Det store festmåltid: Er du rejseklar?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 2. søndag efter trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har været spændt på hvor mange der ville komme i kirke i dag, for det er jo blevet sommerferie – i hvert fald for skolebørnene. I fredags var sidste skoledag inden sommerferien, og de hurtige nåede muligvis en færge væk fra øen allerede samme eftermiddag. Selv har jeg en uges arbejde endnu inden jeg holder 3 ugers ferie hvor Frank Kærgaard og Jesper Stange tager sig af søndagsgudstjenesterne i Klemensker og Rø, mens embedet i øvrigt passes af Jens Jørgen Rasmussen den første uge, Flemming Mose Lauridsen den anden uge og Per Munch den tredje uge – så I er i gode hænder! (Ja, vi er jo altid i gode hænder, nemlig Guds!)

                      Når man rejser på ferie (eller i det hele taget når man rejser), så er det ikke altid tingene går som planlagt. Uanset om man rejser med fly, tog, bus, bil, cykel eller færge, kan der opstå uforudsete hændelser som gør at man bliver forsinket eller omdirigeret. Jeg kunne underholde jer i timevis med diverse anekdoter om motorvejskøer, tog der aldrig kom, og fly der måtte lande et andet sted end planlagt, og mange af jer kunne sikkert fortælle lige så mange historier fra jeres ferier. Men jeg vil nøjes med at fortælle jer en enkelt historie, og den er ikke engang fra en ferie. Faktisk er den heller ikke specielt underholdende, men til gengæld er den velegnet til at illustrere det jeg vil sige i dag.

                      Det var i begyndelsen af september 2017, altså for små 2 år siden, og jeg havde været på studierejse til London sammen med de andre præster i Bispebjerg-Brønshøj Provsti, hvor jeg var ansat dengang. Efter fire intense dage hvor vi havde besøgt en mængde forskellige kirker og organisationer i den engelske hovedstad og fået en masse inspiration, sad vi nu i Gatwick Lufthavn og ventede på flyet hjem til København. Men ak, flyet var forsinket! som de jo ofte er. Faktisk var det omkring 3 timer forsinket, så der var god tid til at drysse rundt i transithallen. Der var dog desværre ret koldt, så på et tidspunkt købte jeg mig en varm kakao og satte mig med en avis. Da jeg skævede hen til afgangstavlen for at se om der var nyt om hvilken gate flyet ville komme til at afgå fra, fik jeg noget af en overraskelse, for ikke alene stod gatenummeret der nu, men det forventede afgangstidspunkt var blevet rykket til tre kvarter tidligere end før, og under status stod der ”Go to gate”! Men jeg tænkte: ”Hvad, skal man gå til gaten nu? Det passer mig faktisk ret dårligt, for jeg sidder lige her med min kakao og min avis, og det er faktisk ret hyggeligt. Kaptajnen må vente, eller også må han flyve uden mig.”

                      Nej, selvfølgelig tænkte jeg ikke sådan! Jeg gjorde naturligvis hvad enhver anden også ville have gjort i den situation: Jeg lod kakao være kakao og skyndte mig alt hvad remmer og tøj kunne holde, ud til gaten for ikke at komme for sent til mit fly! Og jeg nåede flyet – især fordi det viste sig at være falsk alarm med de tre kvarters ændring. Faktisk endte flyet med at afgå en halv time senere end annonceret, og ikke tre kvarter tidligere, og klokken var halv et om natten da vi endelig landede i Kastrup, men det er for så vidt irrelevant for historiens pointe.

                      Pointen er nemlig at det som jeg naturligvis ikke gjorde da der stod ”Go to gate” på afgangstavlen, det er jeg kun alt for tilbøjelig til at gøre når det gælder ting der er langt vigtigere end at nå et fly. Og det er det Jesus advarer imod i den tekst fra Lukasevangeliet som vi hørte.

                      I alterbogen begyndte læsningen med ”Jesus sagde”, men når man slår op og læser den i Bibelen, kan man se at der i virkeligheden står: ”Jesus svarede”. Han fortæller nemlig lignelsen som en slags svar på noget en anden har sagt.

Hele Lukasevangeliets 14. kapitel foregår mens Jesus sidder til bords ved et sabbatsmåltid hos en af de ledende farisæere, og derfor er det også naturligt at Jesus bruger billeder der har med fest og mad at gøre. Først anbefaler han at man vælger en ydmyg placering ved bordet, fordi det er bedre at blive opfordret af værten til at sætte sig på en fornemmere plads, end at blive bedt om at rykke til en mindre fornem plads (den tekst skal der i øvrigt prædikes over den 13. oktober). Dernæst formaner han sine tilhørere til ikke at invitere deres rige venner når de holder fest, men derimod de fattige og udstødte, som ikke har nogen mulighed for at gøre gengæld – men som Jesus siger: ”Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.” Og ordene ”de retfærdiges opstandelse” er nok det der får en af gæsterne til spontant at udbryde det som lignelsen bliver et svar på, nemlig: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!”

Hvis du blev spurgt hvad du ønsker dig allermest, så ved jeg ikke om du kunne finde på at svare: ”At sidde til bords i Guds rige!” Ja, selv hvis det du glæder dig allermest til, rent faktisk er at Jesus kommer tilbage og opretter Guds rige, så ved jeg ikke om det du først og fremmest forbinder det med, er at sidde til bords. Jeg prøvede at lave en billedsøgning på Google, og af de billeder der findes af ”Guds rige” eller ”himlen”, er der ikke nogen der forestiller mennesker der sidder bænket om et festmåltid. De fleste af dem forestiller lysende skyer, eventuelt garneret med en gylden port, og et enkelt forestiller en løve der græsser sammen med et lam (hvilket i øvrigt er et billede der stammer fra Bibelen, så ikke et ondt ord om det).

Men når jøderne på Jesu tid forestillede sig Guds rige, så forestillede de sig først og fremmest et festmåltid. Hvorfor gjorde de det? Jo, fordi det var skik i Mellemøsten i oldtiden at når en ny konge kom til magten, så holdt han en stor fest hvor han inviterede alle de betydningsfulde personer i landet – alle dem som det var vigtigt for ham at stå sig godt med hvis hans regering skulle lykkes, og dem som han havde tænkt sig at udnævne til vigtige poster. Det at blive inviteret med til den fest betød altså at man var en som kongen havde tænkt sig at begunstige.

Og hvad har det så med Guds rige at gøre? Jo, Guds rige er jo det der kommer når Gud bliver konge. Er han da ikke allerede det? Jo, Gud er universets skaber og dermed den retmæssige konge over alting. Men det er ikke alle der anerkender den retmæssige konge. Faktisk er der så mange der ikke anerkender ham, at det langt hen ad vejen i praksis er en anden der regerer, nemlig ham som Jesus i Johannesevangeliet [12,31 og 16,11] omtaler som ”denne verdens fyrste”, og som Paulus ligefrem kalder ”denne verdens gud” [2 Kor 4,4], nemlig Satan. I moderne forkyndelse er det ikke populært at tale om Satan, og det er der sikkert flere grunde til. For det første er det ikke nogen rar tanke at der findes en ond magt som ikke vil os det godt, og for det andet opfatter mange det som overtro at der skulle findes en djævel. Men Jesus og apostlene betragtede Satan som en særdeles virkelig ond åndsmagt der har tilranet sig meget af det rige som ellers retmæssigt tilhører Gud. Og jeg må sige at når jeg kaster et blik på den verden vi lever i, så har jeg svært ved at forstå at der er så mange der tror på at Gud findes og er gennemført god, men ikke på at Satan findes, for ondt er der da ellers nok af i verden. Verden er ikke blevet Guds rige endnu!

Men Det Gamle Testamente rummer mange løfter om at verden engang vil blive Guds rige – at der vil komme en dag hvor Satan er besejret, og ”Himmelens herre er jorderigs konge”. Og den dag bliver altså– blandt andet i det stykke fra Esajas’ Bog som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten – beskrevet med billedet af et stort festmåltid for kongens venner og allierede.

Hvem den mand var som sagde: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige,” ved vi ikke, og vi ved heller ikke hvad der lå bag udsagnet. Men eftersom han var gæst hos en ledende farisæer, er det nok ikke noget dårligt gæt at han selv var en af farisæerne, og at han betragtede sig selv som selvskrevet til gæstelisten ved Guds kroningsfest. I så fald er lignelsen et alvorligt budskab til ham om at han måske havde forregnet sig – i lignelsen ender det jo nemlig med at ingen af de selvskrevne kommer med til festen alligevel! Og det er vel at mærke ikke fordi de er decideret negativt indstillede over for ham der inviterer; der er bare så optagede af det de nu lige er i gang med, at de ikke rigtig synes de har tid – præcis som hvis jeg dengang i Gatwick havde prioriteret min kakao og min avis højere end det at nå mit fly.

Spørgsmålet er så om vi har tid når Gud inviterer os til sin kroningsfest, eller om vi foretrækker vores kakao og vores avis! Er vi klar til at smide hvad vi har i hænderne, for at komme og sidde til bords i Guds rige? Og mon I overhovedet forstår hvad jeg mener når jeg stiller det spørgsmål? J

Jeg mener to ting. Dels har Jesus stillet os i udsigt at han en dag har tænkt sig at vende tilbage til jorden for at oprette Guds rige. Det vil betyde at vores liv kommer til at se meget anderledes ud, og alle de planer som vi måtte have lagt for vores karriere eller vores pensionisttilværelse, planer om huskøb, rejser, bryllups-, sølvbryllups-, guldbryllups- eller fødselsdagsfester, planer om store hobbyprojekter – alle de planer bliver ikke til noget, for nu skal vi sidde til bords i Guds rige. Hvordan har vi det med den tanke? Betyder vores egne planer så meget for os at vi helst ser at Jesus venter nogle år eller årtier eller århundreder med at komme igen, eller er vi rejseklar når der står ”Go to gate” på den himmelske afgangstavle?

Men Guds rige er ikke kun noget der kommer i fremtiden når Jesus vender tilbage. Allerede ved Jesu første komme for 2000 år siden etablerede Guds rige et ”brohoved” i verden, så kroningsfesten er faktisk allerede i gang, og når Jesus spiste sammen med alle slags mennesker, legemliggjorde han budskabet i såvel Esajas’ profeti som den lignelse han selv fortalte. Og når vi fejrer nadver, som vi skal gøre om lidt, så er det Gud selv vi sidder til bords hos i hans rige. Vi er allerede ”gået over fra døden til livet”, som apostlen Johannes udtrykte det i epistlen. I en vis forstand lever vi allerede i den verden der bliver synlig virkelighed når Jesus kommer igen. Men hvor har vi dog let ved at glemme det! – eller det har jeg i hvert fald. Jeg har kun alt for let ved at binde mig til jordiske ting så jeg ikke hører når Jesus kalder mig til at leve efter nogle helt andre værdier end verden gør, nemlig værdier der tager farve af Guds eget kærlige, gavmilde sind. Fordi Jesus satte livet til for os, skylder vi også at sætte livet til for vores medmennesker. Hvor meget desto mere skylder vi så ikke også åbne vores hjerte for de mennesker på vores vej der har brug for at se et glimt af Guds kærlighed? Og det gælder også selvom det kan falde os ubelejligt, nu vi lige hygger os så godt med vores kakao og vores avis – eller med de ting vi nu har valgt at fylde vores hverdag med, uanset hvor gode og nødvendige de kan forekomme.

Jeg vil som sædvanlig slutte af med at minde om de fire gode vaner der kan hjælpe os med at bevare vores fokus det rigtige sted, nemlig at læse i Bibelen, at væres sammen med andre kristne, at modtage Jesu legeme og blod i nadveren, og at bruge tid i bøn. Eller for at gøre det lettere at huske: ”De 4 B’er”: Bibelen, Brødrene og søstrene, Bordet og Bønnen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 30. juni 2019
Tags: Lukasevangeliet 14.16-24

Posted By admin on 27. august 2019

Jesus og Nikodemus: Gud arbejder uransageligt når livet er en ørkenvandring

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker trinitatis 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvis man er i tvivl om at kristendommen har spillet en stor rolle for den danske kultur, behøver man blot at kaste et blik på vores sprog. Det danske sprog vrimler med udtryk der er hentet fra Bibelen, men som er blevet en så naturlig del af sproget at mange nok slet ikke skænker det en tanke at det er Bibelen de stammer fra. Tag for eksempel et udtryk som ”at skille fårene fra bukkene” eller ”den ene hånd ved ikke hvad den anden gør”. Der er også ord som ”jeremiade”, ”ramaskrig”, ”uriaspost” – og så det ord vi skal tale om i dag, nemlig ”ørkenvandring”.

Den Danske Ordbog definerer ordet ”ørkenvandring” som (hold godt fast) ”vandring i en ørken – undertiden med hentydning til Bibelens beretning om israelitternes vandring i ørkenen”, men den angiver også underbetydningen ”langvarig, kedsommelig og meningsløs virksomhed”, og dén betydning er nok omtrent lige så udbredt i det danske sprog som den egentlige. En søgning i tekstsamlingen KorpusDK giver eksempler som ”en lang ørkenvandring ind og ud af dagpengesystemet”, ”første halvleg var en ørkenvandring med kun tre målchancer”, og ”Tony Blair bragte Labour-partiet til magten efter 18 års ørkenvandring”.

Den ørkenvandring der har lagt navn til alt fra kedelige fodboldkampe til rollen som oppositionsparti i Storbritannien, var som sagt israelitternes vandring fra slaveriet i Egypten til det frugtbare land som Gud havde lovet dem at de skulle bo i. Det var en tur der kunne tilbagelægges på et par uger hvis man fulgte den slagne vej, men som jeg nævnte for to søndage siden, så valgte Gud og Moses at indlægge et ophold på et år ved Sinajbjerget for at organisere folkets civile og religiøse anliggender inden ankomsten til deres land. Fra Sinajbjerget var der måske godt en uges vandring til Det Forjættede Land, men da folket nåede frem til grænsen og sendte nogle spioner ind, mistede de modet fordi de fandt ud af at landets indbyggere var store og stærke og svært bevæbnede. Måske var der tale om at selvom de var kommet ud af Egypten, så var Egypten ikke kommet ud af dem – de tænkte stadig som slaver. Derfor endte folket med at vandre rundt på må og få i ørkenen i 40 år indtil en ny generation, som havde mere tillid til at Gud rent faktisk kunne og ville give dem landet, var klar til at marchere ind og tage det i besiddelse.

Hvis vi ser bort fra at det, i hvert fald set med nutidsøjne, må siges at være problematisk at israelitterne overtog deres land ved hjælp af noget som man ifølge FN-pagten ville kalde en ulovlig angrebskrig – og jeg må ærligt indrømme at det er noget der anfægter mig hver gang jeg læser Det Gamle Testamente, også selvom jeg godt er klar over at de folk de fordrev, var usædvanlig onde og grusomme – så er der nogle vigtige åndelige lektier som vi kan lære af historien om israelitternes ørkenvandring. Vores liv kan nemlig også godt til tider føles som en ørkenvandring hvor mange af de ting vi havde drømt om, aldrig rigtig sker, og før vi ved af det, har hverdagens trummerum ædt en frygtelig masse år af vores liv. I særdeleshed kan kristenlivet føles som en ørkenvandring. Nogle af jer kan måske se tilbage på et bestemt tidspunkt – måske på en ungdomslejr, måske senere i livet – hvor I har overgivet jeres liv til Gud i forventning om at han ville føre jer ud på et eventyr med ham, og I ville få lov til at se hans kraft udfolde sig i jeres liv. Er der nogen af jer der kan nikke genkendende til det? Jeg har selv oplevet det ikke bare én gang, men mange gange. Men omtrent lige så mange gange har jeg efter en tid slukøret måtte konstatere at min hverdag i påfaldende grad lignede sig selv – eventyret, kraften og underne har jeg måttet kigge langt efter. Og jeg er endda præst, så mit job giver mig alt andet lige bedre forudsætning for at opleve eventyr med Gud end så mange andres.

Men jeg tror det er vigtigt at vi er opmærksomme på de to ting som Paulus minder os om i den tekst vi hørte fra Romerbrevet.

For det første: Gud skylder os ikke noget; det er tværtimod os der skylder ham alt fordi han både har skabt os og frelst os. Vi har ikke krav på at slippe for perioder med ørkenvandring i vores liv; tværtimod har Gud krav på at vi tjener, tilbeder og elsker ham, uanset hvad livet byder os. Som Job sagde da han på én enkelt dag mistede både sin ejendom og alle sine børn: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!” [Job 1,21]

For det andet: Herrens veje er uransagelige. (Det er i øvrigt også et eksempel på et bibelsk udtryk der er gledet ind i det danske sprog, det med at nogens veje kan være uransagelige – en Google-søgning giver overskrifter der spænder fra ”Uffe Elbæks veje er uransagelige” til ”Kærlighedens veje er uransagelige”). Nå, men altså: Guds veje er endnu mere uransagelige end både kærlighedens og Uffe Elbæks! Når det virker som om vores liv er en ørkenvandring, kan det sagtens være at Gud har gang i noget som vi blot ikke kan se endnu. Som Jesus sagde til Nikodemus, så er Guds Ånd ligesom vinden, der kan udrette vældige ting selvom vi ikke kan se den.

I den forbindelse vil jeg i øvrigt lige nævne hvordan det endte med at gå med den kobberslange som Moses lavede for at frelse folket fra den slangeplage vi hørte om. Hvorfor Moses lige skulle lave en kobberslange, og hvorfor man skulle se på den for at blive helbredt for sit slangebid, får vi ikke at vide i teksten fra Fjerde Mosebog, men det er ikke usædvanligt i Bibelen at Gud foreskriver noget usædvanligt som vejen til helbredelse – tænk for eksempel på syreren Na’aman der skulle bade syv gange i Jordanfloden for at blive renset for sin spedalskhed, eller tænk på dengang Jesus smurte dynd på en blind mands øjne for at gøre ham seende. Hvorom alting er, så valgte israelitterne at opbevare kobberslangen i deres helligdom, sandsynligvis som en påmindelse om det der var sket. Men prøv så at høre hvad der skete 1000 år senere – jeg læser fra Anden Kongebog kapitel 18 [vers 3-4] om kong Hizkija af Juda, der var tiptiptiptiptiptiptiptiptiptipoldebarn af kong David, og som tog et opgør med sit folks afgudsdyrkelse: ”Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, ganske som sin fader David. Han fjernede offerhøjene, knuste stenstøtterne og huggede Ashera-pælen om.” Og så kommer det: ”Kobberslangen, som Moses havde lavet, slog han i stykker, for indtil da havde israelitterne tændt offerild for den.” I stedet for at tilbede den levende Gud havde israelitterne altså rettet deres tilbedelse imod en ydre ting som Gud havde brugt! Og hvor kommer vi nemt til at gøre det samme. Vi tænder naturligvis ikke offerild for Hjemlandstoner, og når vi folder hænderne, siger vi ikke ”Kære Alpha-kursus” – men det er alligevel påfaldende at når Gud virker mægtigt igennem et eller andet, så er vi mennesker utrolig tilbøjelige til at give æren til konceptet i stedet for til Gud, med det resultat at vi ikke er opmærksomme når Gud prøver at sige til os at nu er det altså noget andet han vil.

Nå, det var et sidespring (og jeg må i øvrigt hellere tilføje at det er mit indtryk at Gud stadig virker store ting gennem Alpha-kurserne, og at sangene fra Hjemlandstoner stadig har en stor berettigelse!). Det vi kom fra, var at Guds veje er uransagelige, og derfor skal vi ikke miste modet når vi ikke lige kan få øje på Guds hånd.

Men det er interessant at efter at Jesus har sagt: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”, så tilføjer han ikke: ”Sådan er det med Helligånden”, som man ellers kunne have forventet; nej, han siger: ”Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Hvad mener han med det?

Jeg tror han mener at når Guds Ånd bor i os, så bliver vi i stand til at se verden på en anden måde. I stedet for kun at se den ørken der omgiver os, kan vi ved Åndens hjælp se at Gud virker i det skjulte. Eller sagt på en anden måde: Ånden kan luge ”Egypten” ud af os, så vi ikke længere tænker som slaver, men stoler på at Gud vil holde sine løfter. Ligesom Gud befriede israelitterne fra slaveriet i Egypten, har han jo befriet os fra at være slaver under syndens og dødens magt, men hvor tit husker vi på det når livet føles som en ørkenvandring?

I Anden Kongebog kapitel 6 (jeg tror det er første gang i mine 13 år som præst at jeg i én og samme prædiken har citeret to forskellige beretninger fra Anden Kongebog, men en gang skal jo være den første) – i Anden Kongebog kapitel 6 kan vi læse om engang hvor aramæernes konge sendte en stor hærstyrke ud for at tage profeten Elisa til fange. I ly af nattens mulm og mørke omringede aramæerne den by som profeten befandt sig i, så da det blev morgen, vågnede Elisas tjener til et syn der gjorde ham rædselsslagen. ”Men [Elisa] sagde: ’Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!’ Så bad Elisa: ’Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!’ Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.” [2 Kong 6,16-17]

Jeg har aldrig set ildheste og ildvogne, og jeg regner heller ikke med at jeg kommer til det, så længe jeg lever i denne verden. Men jeg tror på at Guds Ånd kan åbne vores hjertes øjne så vi i troen ser at Gud er stærkere end alle ondskabens magter. Og det kan han blandt andet gøre gennem ”de fire B’er”: Bibelen, brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, bordet hvor vi modtager Jesu legeme og blod, og bønnen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 16. juni 2019
Tags: Johannesevangeliet 3.1-15

Posted By admin on 27. august 2019

Helligåndens komme: Tillykke med fødselsdagen!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke pinsedag 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I dag er det kirkens fødselsdag, hurra, hurra, hurra!

                      På min søns sidste dag i Husum Menighedsbørnehave i sidste uge var alle børnene ovre i kirken til en særlig børnehave-pinsegudstjeneste. (Det var ganske vist lidt i god tid, men når man kan holde julearrangementer den 12. december, kan man vel også holde pinsearrangementer 12 dage på forskud). Det var ikke mig der stod for gudstjenesten (jeg kommer jo fra et sogn med 3 præster), så jeg ved ikke præcis hvad der foregik, men jeg ved at Josef havde et fint papirflag i hånden da jeg hentede ham i børnehaven senere på dagen. Han havde nemlig været til fødselsdagsfest – kirkens fødselsdagsfest!

                      Mange af jer har sikkert hørt det før – at pinsedag er kirkens fødselsdag. Jeg har selv hørt det utallige gange i løbet af mit liv, men jeg må også tilstå at jeg ikke altid har forstået hvad det betød. For man kunne vel lige så godt sige at kirken blev født påskedag da budskabet om Jesu opstandelse blev forkyndt for første gang? Eller måske endda tidligere endnu, for eksempel da Jesus kaldte sine første disciple og dermed grundlagde det discipelfællesskab som kirken vel også er? Hvorfor er det lige pinsedagen man har valgt at kalde for ”kirkens fødselsdag”?

                      Fordi kirken er andet og mere.

                      Vist er kirken et sted hvor Jesu opstandelse bliver forkyndt – det er faktisk derfor vi fejrer gudstjeneste netop om søndagen, fordi det var en søndag morgen at Jesus gik ud af graven som sejrherre over synd og død og djævel. Derfor er hver eneste søndag på sin vis en lille påskedag hvor vi bliver mindet om Jesu sejr, som i kraft af vores dåb også er vores sejr, og når vi går ud fra kirken for at tage hul på den nye uge der ”truer”, er det som frie mennesker der intet behøver at frygte!

                      Kirken er også et fællesskab af disciple. Ordet ”discipel” betyder en elev – en som står i lære hos en mester. Da Jesus gik på jorden, fulgte hans disciple ham hvor han gik og stod for at lære så meget af ham som overhovedet muligt. Det var faktisk meget almindeligt i oldtiden: at profeter, filosoffer, skriftlærde og lignende havde en gruppe disciple der holdt sig i nærheden af dem for at lære af dem. Til gengæld for det besvær det var for læreren at han på den måde aldrig kunne holde fri fra sin undervisning, gik disciplene også til hånde med forskellige praktiske opgaver – kontrakten var at disciplene skulle adlyde deres mester i ét og alt, og så ville han til gengæld sørge for at lære dem alt hvad han kunne og vidste. Målsætningen var klar: Disciplen skulle ende med at blive ligesom sin mester. Men Jesus var ikke en helt almindelig mester, og hverken Peter eller Andreas eller Johannes eller Thomas eller nogen af de andre disciple blev nogensinde helt ligesom ham. Selv efter Jesu opstandelse og himmelfart, hvor disciplene blev sat til at prædike budskabet om ham over hele jorden, var de stadig kun disciple, og det er vi også, vi som har taget imod ordet og er kommet til tro. At tage ved lære af Jesu eksempel er en livslang opgave som vi aldrig bliver færdige med; først når vi samles med ham på den nye jord vil vi blive fuldkomne ligesom han er fuldkommen.

                      Hvordan kan vi være Jesu disciple når han ikke længere går rundt iblandt os? Hvordan kan vi tage ved lære af ham når vi ikke kan lytte til ham, iagttage ham, se de ting han gør? Tja, det kan vi på flere forskellige måder. Dels kan vi læse i evangelierne hvad han gjorde og sagde, dels kan vi tage ved lære af de disciple der er gået forud for os. Der går en ubrudt linje fra os i dag og helt tilbage til de første disciple som fulgte i Jesu fodspor på Galilæas støvede veje; en linje hvor den ene generation af disciple har oplært den næste.

                      Men kirken er som sagt andet og mere end det – og det er netop det ”andet og mere” der gør at kirken ikke bare er endnu et fællesskab om nogle ideer som en klog mand engang har haft. Det ”andet og mere” er Helligånden (eller ”den Helligånd”, som vi siger når vi bekender troen her i Klemensker). Takket være Helligånden er vi ikke henvist til kun at kende Jesus gennem en næsten 2000 år gammel bog, for som Jesus sagde til sine disciple i den tekst der er prædiketekst til i dag: ”Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” Vi har altså ikke kun en for længst afdød lærer som Buddha eller Konfutse eller Aristoteles eller Marx (eller for den sags skyld Paulus, Luther, Rosenius, Grundtvig, og hvad der ellers har været af store kristne lærere), og vi har ikke engang kun en lærer der sidder højt oppe over skyerne. Nej, vi har en lærer som er til stede hos os og kan undervise os hele tiden – nemlig Helligånden!

                      Men – og det er ekstremt vigtigt: Det er kirken der har fået Helligånden. Den kultur vi lever i, er meget fokuseret på individet, og derfor kommer vi som kristne også meget let til at overfokusere på det at vi som enkeltpersoner har fået Helligånden. Det har vi ganske vist også, men det er den samme Helligånd der er blevet givet til os alle sammen! Og noget af det allervigtigste Helligånden gør i hver enkelt af os, er at knytte os tæt sammen med hinanden. Som der står i det vers fra Første Korintherbrev (kapitel 12 vers 13) som jeg citerede fra prædikestolen i søndags: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme”. Og det bringer mig frem til hvad kirken først og fremmest er, ud over at være et fællesskab af disciple og stedet for forkyndelsen af Jesu opstandelse, nemlig Kristi legeme. Ligesom Adam blev et levende væsen da Gud blæste livsånde i hans næsebor, blev kirken en levende organisme da Gud blæste sin Ånd ind i den på pinsedagen – og derfor er pinsedag kirkens fødselsdag!

                      Hvad betyder det så at vi som kirke er Kristi legeme? Det betyder enormt mange ting som jeg kunne holde en hel serie af prædikener om, men i dag vil jeg særligt fokusere på to aspekter.

                      For det første betyder det at det er som fællesskab at vi står i lære hos Jesus. Paulus skriver i Efeserbrevet at målet for kirken er at ”vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” [Ef 4,13], og et par vers senere tilføjer han: ”sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.” [Ef 4,15-16]  Det at ”rumme Kristi fylde”, som Paulus så poetisk udtrykker det, er altså ikke noget som ét menneske kan gøre; det kan kun den samlede kirke. Derfor må vi også i fællesskab søge Gud for at finde ud af hvad det er han vil med os. Kirkehistorien rummer kun alt for mange eksempler på enkeltpersoner der mente at de selv havde en særlig forbindelse til Helligånden, og som endte med at komme frygteligt på afveje, og det ser desværre ud til at der snarere bliver flere end færre af dem – det er endda sket inden for Folkekirken engang tilbage i 80’erne! Misforstå mig ikke: Jeg tror bestemt at der også i dag er mennesker som Gud har givet en særlig profetisk gave – jeg har mødt et par stykker af slagsen. Jeg mener endda at det er en tjeneste som fylder alt for lidt, især her i Folkekirken. Men det er en gave der skal anvendes med varsomhed, og menigheden skal altid bedømme hvad der bliver sagt (også det jeg siger her fra prædikestolen!), for Ånden er som sagt givet til os som fællesskab.

                      For det andet betyder det at Jesus virker igennem sin kirke. Jeg havde engang et blåt lærredsarmbånd hvorpå der stod de fire bogstaver WWJD. Er der nogen af jer der ved hvad det står for? (pause) Det står for de engelske ord ”What Would Jesus Do?”, som betyder ”Hvad ville Jesus gøre?” Der er mange kristne der går med sådan et armbånd, nok især i USA, men jeg har også set en del af slagsen i Danmark, og den præst jeg var i praktik hos da jeg gik på Pastoralseminariet, brugte armbåndene som gevinster til sine konfirmander når de havde været til et vist antal gudstjenester. Jeg anskaffede selv armbåndet fordi jeg synes det er godt at blive mindet om at Jesus bør være vores forbillede i alt hvad vi gør. Men jeg var alligevel en smule loren ved det, for jeg tror det er farligt at reducere Jesus til et forbillede. Som en klog mand engang udtrykte det: ”Hvis Jesus er dit forbillede, bliver du en slave. Men hvis Jesus er dit liv, bliver du et forbillede!” Fordi vi har Guds Ånd, behøver vi ikke lade os nøje med at tænke over hvad Jesus mon ville have gjort hvis han havde stået i den situation vi står i (hvad der i øvrigt også kan være svært til tider, for vi lever jo i en helt anden kultur end den Jesus vandrede i, og mange af vores dilemmaer har ikke noget indlysende sidestykke i det 1. århundrede). I stedet kan vi spørge: ”Jesus, hvad ønsker du at gøre i denne situation?” og så lade ham gøre det – igennem os. (Heldigvis kan WWJD også stå for ”What Will Jesus do?”!).

                      Det gode ved at det er Jesus selv der handler gennem os, og ikke blot os der forsøger at gøre det som Jesus ville have gjort, er at vi ikke er begrænset af vores evner. Det kan for eksempel være at det som Jesus ønsker at gøre, er at helbrede en der er syg – det gjorde han jo tit da han gik på jorden. Jeg kan ikke helbrede nogen, så hvis Jesus kun var mit forbillede, måtte jeg slukøret konstatere at jeg ikke evner at leve op til forbilledet. Men det som jeg ikke kan, det kan Jesus! Derfor kan jeg i Jesu navn lægge hænderne på den syge og bede om helbredelse – og nogle gange sker der rent faktisk en fuld eller delvis helbredelse! (Hvorfor der ikke sker en fuld helbredelse hver gang, har jeg endnu ikke mødt nogen der kunne give et tilfredsstillende svar på, men det har givetvis at gøre med at vi lever i en spændingsfyldt tid hvor Guds rige ganske vist er brudt ind i verden, men endnu ikke er fuldt realiseret. Og så kan jeg nok heller ikke udelukke en vis sammenhæng med mit eget mål af tro eller mangel på samme når jeg beder for folk. Men jeg ved at der sker flere helbredelser hvis jeg beder for folk, end hvis jeg lader være, og derfor bliver jeg ved!).

                      Men der er noget der er endnu mere fantastisk og overnaturligt end helbredelser og andre fysiske mirakler, og det er Guds kærlighed. ”Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden”, skriver Paulus i Romerbrevet [5,5]. Det er måske Helligåndens allervigtigste opgave: at få os til at forstå hvos uendelig højt Gud elsker både os og alle andre mennesker. Handler vi i modig, uselvisk, selvhengivende kærlighed, så er det i sandhed Jesus der handler igennem os, og ingen kan handle i fuldkommen kærlighed uden at det er Jesus der gør det, for den kærlighed rummer intet menneske i sig selv. Nu sidder du måske og tænker på de mennesker der ligesom Jesus havde så stor kærlighed at de frivilligt gik i døden for andres skyld, og måske spekulerer du på om du selv ville være villig til at gøre det samme hvis det kom dértil. Det spørgsmål stiller jeg i hvert fald undertiden mig selv. Men hvis vi hver især vil kende svaret på det spørgsmål, så tror jeg vi skal se på hvordan vi lever vores liv i hverdagen. Den måde vi reagerer på hverdagens små og store tildragelser, er den præget af Guds fuldkomne kærlighed? Den person der sidder på din stol i skolen eller benytter din skruetrækker på jobbet eller går i dine træsko hen over marken eller rører i din gryde når der skal laves aftensmad, er det en person der hviler i at være ubegrænset, ubetinget elsket af Gud, og som ved at alle de mennesker du har med at gøre, er lige så højt elskede af Gud?

                      Jeg vil slutte af med at repetere ”de fire B’er” som jeg nævnte i søndags, og som jeg tror er kongevejen til det liv i inderligt fællesskab med Gud som åbner os for Helligåndens kraft: Læs Bibelen, prioriter fællesskabet med brødrene og søstrene i menigheden, modtag Jesu legeme og blod ved bordet, og brug tid på at tale med Gud i bønnen. Men gør det ikke for at han skal elske dig – gør det fordi han elsker dig, og der ikke findes noget bedre end at bade i hans kærlighed.

                      Amen – og tillykke med fødselsdagen!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken i Sct. Klemens Kirke pinsedag 2019
Tags: Johannesevangeliet 14.22-31

Posted By admin on 27. august 2019

Talsmanden og vi skal vidne: Gud vil fylde huset med herlighed

Indsættelsesprædiken i Klemensker og Rø 6. søndag efter påske 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre.” Er det ikke et vidunderligt løfte?

                      Det hus som Gud taler om gennem profeten Haggaj i det stykke vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, er jødernes tempel i Jerusalem som den mægtige kong Salomo havde ladet opføre omkring 1000 år før Kristi fødsel. Templet var nationens stolthed, ikke kun fordi det var en prægtig bygning, men også (og især) fordi det var et symbol på at Gud var nærværende hos sit folk.

                      Israels historie som Guds folk begyndte allerede nogle hundrede år før Salomo byggede templet i Jerusalem, nemlig da israelitterne blev befriet fra deres slaveri i Egypten. De af jer der har læst beretningen i Anden Mosebog i Det Gamle Testamente, eller som måske har set tegnefilmen Prinsen af Egypten eller 50’er-storfilmen De Ti Bud eller måske Ridley Scotts (efter min mening knap så vellykkede) Exodus: Gods and Kings fra 2014, kender godt historien: Israelitterne (eller ”hebræerne” som de blev kaldt dengang) havde været slaver i Egypten i 400 år, og de havde næsten glemt den Gud som deres forfædre Abraham, Isak og Jakob havde kendt og tilbedt. Men så viste Gud sig i et syn for Moses, der var født som hebræer, men var vokset op som adoptivbarn ved Faraos hof, og befalede ham at føre folket ud af fangenskabet. Til at begynde med var hebræerne skeptiske over for Moses, og det blev ikke bedre af at de i første omgang fik det værre fordi Farao kvitterede for Moses’ krav ved at gøre vilkårene endnu mere utålelige for slaverne. Men efterhånden som plagerne begyndte ar regne ned over den arrogante Farao – hver gang forudsagt af Moses – voksede hebræernes tro, og da Farao til sidst var blevet så mør at han lod dem rejse, fulgte de med Moses ud i ørkenen med kurs mod det forjættede land. Og de var ikke alene på deres vandring, for i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22 læser vi: ”Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.” Gud var til stede på en måde så det ligefrem var synligt, og han lod folket opleve mange mirakler på deres vej gennem ørkenen.

                      Da de efter et par uger nåede frem til Sinajbjerget på deres vandring, blev de der i et helt år. I løbet af det år talte Gud til Moses ansigt til ansigt om hvilke love folket skulle leve efter når de nåede frem til det land de skulle bo i, og derudover gav han Moses og folket besked på at bygge en transportabel helligdom hvor Guds herlighed skulle bo. I særdeleshed ville Guds nærvær være knyttet til en lille kiste kaldet Pagtens Ark, hvori tavlerne med De 10 Bud blev opbevaret. Pagtens Ark skulle stå i det inderste rum i helligdommen, hvor kun ypperstepræsten måtte komme, og det endda kun én gang om året, og ikke uden at medbringe blodet fra en gedebuk for at skaffe soning for folkets synder.

                      Da israelitterne nåede frem til det land de skulle bo i, blev de gradvist bofaste og mere velstående, og da kong David havde gjort Jerusalem til sin hovedstad og bygget et prægtigt cedertræshus til sig selv, tænkte han en dag ved sig selv at det da var for dårligt at Pagtens Ark stadig måtte nøjes med at bo i et telt. Gud sagde imidlertid til ham gennem profeten Natan at han, David, ikke selv skulle bygge et tempel til Gud, men at hans søn skulle gøre det. Og derfor tog Davids søn Salomo, så snart han var blevet konge, fat på at bygge. Det tog syv år at bygge templet, men endelig stod det færdigt og kunne indvies. I Første Kongebog kapitel 8 læser vi hvordan præsterne førte Arken ind i det Allerhelligste rum i det nye tempel – og så kommer der to vers som jeg holder enormt meget af: ”Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel; præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel” [1 Kong 8,10-11]. Og i Anden Krønikebog, hvor den samme begivenhed skildres, står der ligefrem at ”præsterne kunne ikke gå ind i Herrens tempel, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel” [2 Krøn 7,2]. Er det ikke fantastisk? Vi mennesker kan gøre mange gode ting for Gud, men nogle gange træder Gud selv ind på scenen og viser os at han overhovedet ikke er afhængig af vores indsats. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end en gudstjeneste hvor Guds Ånd overtager styringen i en grad så jeg ikke kan komme til at holde den prædiken jeg har forberedt, eller gennemføre de velkendte ritualer!

                      Det kan i øvrigt være at jeg lige skal forklare hvad ordet ”herlighed” betyder. Det Gamle Testamente er oversat fra oldhebraisk, og når der står ”herlighed” på dansk, er det en oversættelse af det hebraiske ord kabod, som kan betyde ”stråleglans” eller ”ære” eller ”tyngde”. Ud over Moses fik også profeterne Esajas og Ezekiel lov til at se Guds kabod, og de var alle tre bange på at deres sidste time var kommet – ikke fordi det de så, var ondt eller uhyggeligt, men fordi det tværtimod var så godt og rent og helligt at de blev smerteligt klar over hvor usle de selv var. Præsterne og resten af folket så ikke selve herligheden; de så kun en sky – men jeg er ikke i tvivl om at de har mærket denne ”tyngde” af hellighed. Jeg har også selv mærket den ved et par lejligheder – uden at jeg kan forklare det nærmere end at jeg ikke var i tvivl om at Gud var der, at han var virkelig, og at han var uendelig meget større og stærkere og renere end mig. Men for det meste mærker jeg det ikke – for det meste må jeg leve i tro og passe mit arbejde!

                      De israelitiske præster mærkede også kun yderst sjældent Guds nærvær så stærkt at de ikke kunne udføre deres arbejde. For det meste passede de deres daglige opgaver med at brænde røgelse, frembære helligt brød, hælde olie på den syvarmede lampe, ofre får og geder, og undervise folket i Guds lov. Men efterhånden begyndte både præsterne og folket at tage Gud for givet så de holdt op med at tilbede og søge ham af hjertet – det blev kun til tomme, ydre ritualer. I stedet begyndte de at dyrke afguder og at begå alle mulige former for ondskab – selv i Guds tempel tændte de offerild for hedenske frugtbarhedsguder. Derfor fik profeten Ezekiel cirka 400 år efter templets indvielse et frygteligt syn hvor han så Guds herlighed forlade templet igen – og få år efter blev Jerusalem indtaget af babylonerkongen Nebukadnezar, der jævnede templet med jorden og førte alle templets skatte med sig til Babylon. Hvad der blev af Pagtens Ark, ved ingen; den er aldrig siden blevet fundet (undtagen af Indiana Jones, men han er jo en fiktiv person. Men det at Steven Spielberg valgte at gøre Pagtens Ark til det centrale objekt i en actionfilm, viser noget om hvor stor fascinationskraft den har!).

                      70 år efter at Nebukadnezar havde ødelagt templet, blev hans rige erobret af perserkongen Kyros, og han gav de israelitter der levede i eksil i Babylon, lov til at vende hjem. I første omgang koncentrerede de sig om at genopbygge deres egne huse, men profeten Haggaj – ham hvis bog Johannes læste op fra først i gudstjenesten – formanede dem til først at genopbygge templet. De havde ganske vist ikke Pagtens Ark længere, og de havde heller ikke nær så mange penge som Salomo havde haft, så det nye tempel blev kun en svag afglans af det gamle – der står endda at de der var gamle nok til at have set det tidligere tempel, græd da de så det nye. Men ind i den situation var det så at Gud sagde: ”Jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre. … Husets kommende herlighed bliver større end den tidligere”.

                      Det nye tempel kom til at stå i næsten 600 år, og kong Herodes udbyggede det endda så det blev mindst lige så flot som Salomos tempel havde været, men i år 70 efter Kristus blev også det tempel ødelagt, denne gang af romerne, der ikke lod andet være tilbage end tempelpladsens vestlige mur, som den dag i dag er jødernes helligste sted. (Jeg har selv besøgt den, og det har nogle af jer måske også). Men det betyder ikke at Gud ikke længere har noget tempel, for da Jesus gik på jorden, åbenbarede han Guds herlighed, både i sin forkyndelse, i sine mirakler, og ikke mindst i den kærlighed han mødte mennesker med. Derfor kunne han også omtale sit eget legeme som Guds tempel [Joh 2,21].

                      Når vi bliver døbt, bliver vi knyttet så tæt sammen med Jesus at vi bliver ét med ham, og dermed bliver vi også ét med hinanden. Paulus udtrykker det sådan her i Første Korintherbrev: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme” [12,13], og lidt længere nede i samme kapitel tilføjer han: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” [12,27]. Men når vi er Kristi legeme, og Kristi legeme er Guds tempel, så må det jo betyde at vi – Guds menighed på jorden – er Guds tempel. Og det siger Paulus faktisk også andetsteds i Første Korintherbrev at vi er: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I” [3,16-17]. Som vi også sang med Grundtvig: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”.

                      Derfor tror jeg også vi må have lov til at tage Guds løfte til israelitterne gennem Haggaj til os, nemlig at han også vil fylde dette hus med herlighed – det hus som vi er! Men det sker ikke af sig selv. Og det sker i særdeleshed ikke hvis vi tager Gud for givet, sådan som israelitterne alt for tit og i stigende grad forfaldt til at gøre på det første tempels tid. De påberåbte sig nok Gud, men de kendte ham ikke. Det samme gjaldt farisæerne og de skriftkloge på Jesu tid: De kendte De Hellige Skrifter udenad, men alligevel kendte de ikke den Gud der har åbenbaret sig i Skrifterne. Ham kan vi nemlig kun kende hvis Helligånden åbenbarer ham for os, sådan som Jesus siger det til sine disciple i dagens evangelietekst: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.” Og lidt senere i teksten, hvor han forbereder disciplene på at de vil blive forfulgt for hans navns skyld, siger han: ”Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”

                      Det som det hele kommer an på, er altså om vi kender Gud Fader og hans søn Jesus Kristus. Hvis Guds herlighed skal manifestere sig i vores fællesskab – og i vores dagligliv hver især – så kræver det at vi søger hans hjerte og lader ham forvandle vores hjerter så vi kommer til at ligne ham.

                      Hvordan gør vi så det? Jeg tror svaret findes i Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 42, hvor der står om de allerførste kristne, som dagligt erfarede manifestationer af Guds herlighed, at: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” Eller for at sige det på en måde der er let at huske: Bibelen, brødrene, bordet og bønnen – ”de fire B’er”. Jeg vil slutte min prædiken af med at sige lidt kort om hvert af B’erne.

                      Bibelen: Læs den! Nogle af jer synes måske at det virker som en uoverskuelig opgave, for den er jo temmelig tyk, og meget af det der står i den, er ikke specielt let at forstå. Men heldigvis findes der flere forskellige oversættelser af Bibelen til dansk, hvoraf nogle bevidst er holdt i et hverdagsnært og letforståeligt sprog, og der findes også gode resurser til at hjælpe på forståelsen, for eksempel kvartalshæftet ”Bibelnøglen” som til hver dag angiver et overskueligt antal vers man skal læse, hvorefter der følger en forklaring af versene. Det hele kan læses på 10 minutter. Og hvis du er ordblind eller af andre årsager har vanskeligt ved at læse, fås Bibelen også som lydbog – eller måske er du så heldig at der er nogen der vil læse højt for dig. Jeg vil i øvrigt under alle omstændigheder varmt anbefale at man ikke kun selv læser i Bibelen, men også jævnligt studerer den sammen med andre kristne. Det har missionsforeningerne gode traditioner for, og jeg har selv planer om at starte en bibelkreds, eventuelt en bibelkreds for begyndere, såfremt nogen er interesserede (ring til mig hvis I er det).

                      Brødrene (og jeg må hellere tilføje at når der mange steder i Det Nye Testamente står ”brødre”, så er det i henhold til datidens kultur underforstået at ”søstrene” også er omfattet – det er altså alle kristne der er tale om): Det er vigtigt at vi ofte mødes med andre kristne. Kristendom er ikke et soloprojekt; vi har brug for at blive støttet og båret af hinanden. Det kan også omfatte hjælp med helt praktiske og jordnære ting – vi bør som en selvfølge træde til hvis en medkristen (eller et medmenneske i det hele taget) har brug for hjælp, og når vi gør det, får vi den sidegevinst at vi selv lærer Jesus at kende.

                      Bordet: I nadveren rækker Jesus os sit eget legeme og blod i brødets og vinens skikkelse som et håndgribeligt tegn på sit nærvær. Tager vi imod det i tro, så vil vi også erfare at vores

tro bliver styrket ved det.

                      Og endelig: Bønnen. Jeg tror ikke der er nogen substitut for bønnen. Det ligger til vores moderne vestlige kultur at vi gerne vil være aktive og udadvendte og på forkant og gøre en hel masse, og er der heller ikke noget galt i i sig selv, men som Salomo skriver i Salme 127 i Det Gamle Testamente: ”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves.” Vores anstrengelser kan alt for let vise sig at være forgæves hvis ikke vores førsteprioritet er at søge Gud i bøn og lytte til hvad han har at sige os. Jeg blev fantastisk glad da jeg hørte at graver Carsten holder bedemøde hver onsdag mellem 16.30 og 17.30 i konfirmandstuen [her] i Klemensker – det håber jeg at mange af jer vil slutte op om. Jeg kunne også godt tænke mig at holde nogle korte bønnesamlinger af 15-20 minutters varighed i kirkerne – nok mest i Klemensker, for det er jo der jeg bor, men forhåbentlig også [her] i Rø, hvis der er interesse for det – og med tiden forhåbentlig hver dag i enten den ene eller den anden kirke, for jeg tror som sagt det er alfa og omega at det er Gud der sætter dagsordenen. Giver vi ham lov til det, så tror jeg også at han vil fylde dette hus med herlighed!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Indsættelsesprædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. juni 2019
Tags: Johannesevangeliet 15.26 - 16.4

Posted By admin on 8. juni 2019

Jesus går til Faderen: Himlens kronprins

Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter påske 2019

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I gamle dage, dengang der kun var én lærer tilknyttet hver enkelt lille landsbyskole, var læreren ofte den mest lærde person i lokalsamfundet (næst efter præsten). Det faktum var der en bestemt landsbylærer som var meget bevidst om, og han sagde pralende til sine elever at hvis en af dem kunne stille et spørgsmål som han ikke kunne svare på, ville han give vedkommende elev en krone (og det var mange penge dengang!). Eleverne forsøgte sig med snart det ene, snart det andet vanskelige spørgsmål, men læreren svarede uden problemer på dem alle sammen. Så en dag var der en dreng der rakte hånden op og sagde: ”Hr. lærer” (det sagde man nemlig dengang), ”hvad har jeg til fælles med kronprinsen?” Læreren betragtede drengens lurvede fremtoning, slog en latter op og sagde: ”Du har vist ikke ret meget til fælles med kronprinsen!” ”Jo,” sagde drengen, ”vi venter begge to på at få en krone!”

                      Når jeg fortæller den vittighed, er det naturligvis fordi det i dag er Kronprins Frederiks fødselsdag – 51 år bliver han. Og så er det fordi den siger noget om hvad en kronprins har til opgave, nemlig at vente. Nogle kronprinser kommer til at vente i rigtig mange år før de kommer til fadet. Frederik den 8. var 62 år da han blev konge, og så sent som året før blev han efter sigende ydmyget i Statsrådet af sin far, Christian den 9. Kongen og kronprinsen var temmelig uenige rent politisk, og på et tidspunkt drev det (hvis anekdoten taler sandt) den 87-årige konge til i hele regeringens påhør at irettesætte sin 62-årige søn med ordene: ”Ti stille, knægt!” Frederik den 8.’s 62 år er i øvrigt langt fra rekord – den engelske prins Charles er som bekendt stadig kun kronprins selvom han har rundet de 70, så hans regeringstid bliver næppe lang, hvis han da overhovedet overlever sin mor.

                      Heldigvis behøver en kronprins ikke bare at sidde med hænderne i skødet og vente på at hans far eller mor dør så han kan komme til fadet. De af jer der følger med i den danske kongefamilies færden, ved at dagens fødselar har en fuld kalender, og det er bestemt ikke kun sjov og ballade den er fyldt med; der er masser af officielle pligter. Hvad Prins Charles angår, rejser han såvel De Britiske Øer som resten af verden tynd som officiel repræsentant for det britiske kongehus, og i 2011 nåede han op på mere end 600 officielle optrædender. (Jeg har ikke kunnet finde nogen nyere tal).

                      Jesus er også en slags kronprins. Gud er jo altings konge, og Jesus er hans søn. Og i begyndelsen af Hebræerbrevet står der: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting”. Som søn og arving til universets konge må Jesus altså være kronprins. Men der er noget der ikke stemmer, for i modsætning til Frederik og Charles, der dog kan regne med at deres mødre dør på et eller andet tidspunkt, så har Jesus en far der lever evigt. (Til gengæld er Nietzsche død for mange år siden). Betyder det så at Jesus aldrig kommer til at arve det han er arving til, men må vente på sin krone i al evighed?

                      Nej, tingene fungerer heldigvis anderledes i himlen end de gør blandt os mennesker, og det betyder at der ikke er noget i vejen for at Gud Fader og Jesus begge to er konger på samme tid! Det lyder måske lidt mærkeligt, men ligesom med så meget andet i kristendommen kan vi finde en forklaring i Det Gamle Testamente. Jeg vil læse fra Salmernes Bog, salme 2, vers 2-6:

Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen

mod Herren og mod hans salvede:

”Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.”

Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem.

Så taler han til dem i sin vrede

og forfærder dem ved sin harme:

”Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!”

Her ser vi altså at Gud, som sidder på tronen i himlen, har indsat en konge på jorden (nærmere bestemt på bjerget Zion i Jerusalem) – en konge som Gud ligefrem omtaler som ”min konge”, og som også kaldes for ”Herrens salvede”. Efter at Moses havde ført israelitterne ud af Egypten, var der ellers i første omgang ikke blevet udråbt en konge over folket. Moses fungerede i praksis som en konge, og det samme gjorde hans efterfølger, Josva, der stod i spidsen for erobringen af Det Forjættede Land. Men da Josva døde, var folket bosat i landet, og planen var nu at de skulle leve i fred og fordragelighed, og Gud skulle være deres eneste konge. Men et var teori, et andet praksis: Gang på gang begyndte israelitterne at dyrke nabofolkenes frugtbarhedsguder i stedet for at holde sig til Himlens Gud, med det resultat at de blev undertrykt af de selvsamme nabofolk fordi de søgte beskyttelse de forkerte steder. Da de på et tidspunkt var hårdt presset af filistrene, gik de til profeten Samuel og forlangte at få en konge ligesom de andre folk. Det kom de imidlertid til at fortryde, for selvom kong Saul i første omgang fremstod som en befrier sendt fra himlen, gik der ikke lang tid før magten steg ham til hovedet, og han blev en del af problemet i stedet for at være en del af løsningen. Men Gud havde en plan i baghånden, nemlig en konge efter Guds hjerte, og derfor sendte han Samuel for at salve hyrdedrengen David fra Bethlehem til konge i stedet for Saul. De vers fra Salme 2 som jeg læste før, handlede i første omgang om David, og Gud lovede David at der til evig tid ville være en af hans efterkommere på tronen i Jerusalem, hvis ellers efterkommerne ville holde sig til Gud.

                      Men selvom David blev kaldt ”en mand efter Guds hjerte”, var han langtfra perfekt. Dels var han (ligesom alle andre konger på den tid) en grum krigsherre, dels havde han ikke nok i én kvinde, eller to for den sags skyld, eller fire, eller seks. Ja, selvom han havde råderet (sådan var det jo dengang) over et helt harem af hustruer, forførte han hustruen til en af sine tapre soldater mens hendes mand var afsted på krigstjeneste. Derefter gav han sin hærfører besked på at lade manden, der i øvrigt hed Urias, i stikken på en post hvor han var sikker på at blive slået ihjel – deraf udtrykket ”en uriaspost”. Hvordan kan en mand der handlede så ondskabsfuldt og usselt, kaldes ”en mand efter Guds hjerte”? Det kan han fordi han efterfølgende angrede sin synd af hele sit hjerte og ydmygede sig for Gud. I den anledning skrev han i øvrigt en smuk bodssalme [Salme 51] som har været til god gavn for mange andre syndere op gennem tiderne – jeg har også selv benyttet den.

Davids efterkommere som efterfulgte ham på tronen, gik imidlertid ikke i deres forfaders fodspor når det gjaldt det at angre deres synder; tværtimod var de (med nogle få lysende undtagelser som Hizkija og Josija) kun med til at føre folket længere og længere ud i synd og ondskab, indtil Gud til sidst tillod kong Nebukadnezar af Babylon at ødelægge Jerusalem og føre folket i eksil, som vi hørte for 3 uger siden. Men ved den lejlighed hørte vi også at profeten Ezekiel forudsagde at Gud ville genoprette sit folk under en god hyrde; og i de følgende 6 århundreder levede jøderne i håbet om at der ville fremstå en konge, en efterkommer af David, som virkelig ville regere efter Guds hjerte. Inspireret af blandt andet Salme 2 refererede de til denne fremtidige konge som ”den salvede”, på hebraisk mashiach – Messias. Efterhånden som græsk fik status af fællessprog i den østlige ende af Middelhavsområdet, var der stadig flere jøder der begyndte at tale græsk, og på græsk blev mashiach oversat til christós – Kristus. Når vi som kristne bekender at Jesus er Kristus, siger vi altså at vi betragter ham som den retmæssige arving til Davids trone i Jerusalem, som den retfærdige konge efter Guds hjerte der skal herske til evig tid – som englen Gabriel sagde til Maria da han bebudede at hun skulle føde Jesus: ”Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.”

                      Men Jesus er ikke blot arving til et jordisk kongerige i Levanten; vi hørte jo i Hebræerbrevet at Gud har indsat ham som arving til alle ting. Han skal herske over hele jorden – og himlen med. Det hører vi hver gang der er dåb, for i den forbindelse bliver Jesu sidste ord til disciplene læst op: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple” osv. Det er en lidt kringlet formulering: ”Mig er givet…” – på et mere mundret dansk ville vi nok snarere sige: ”Al magt i himlen og på jorden er blevet givet til mig”. Men det er stadig tungt sprog, og mange korrekturlæsere ville nok lave en note i margenen og skrive: ”Undgå om muligt passivsætninger”. Men Jesus siger altså ikke noget om hvem der har givet ham magten, kun at den er blevet givet til ham. Det er imidlertid ret indlysende hvem det er der har givet ham magten, nemlig Gud. Og det var endnu mere indlysende i oldtiden, i en grad så man ligefrem betegner den slags sætninger som ”guddommelig passiv”. Men selvom Gud Fader har givet Jesus al magt, så betyder det ikke at Faderen selv har abdiceret; det betyder blot at den relation som der var mellem Gud og David med henblik på magten over Israel, i Jesu tilfælde er udvidet til at gælde al magt i himlen og på jorden – og det er i dén forstand at Gud har indsat ham som ”arving til alle ting”. Måske kan man udtrykke det sådan – Jesus har jo ifølge den kristne tro to naturer: han er både sand Gud og sandt menneske – at som Gud bliver Jesus aldrig andet end kronprins: han er den evige Søn, og Gud er den evige Fader. Men som det fuldkomne menneske er Jesus Kongernes Konge, herre over alle og alt.

                      Men den måde hvorpå Jesus er konge over alt, er som den ideelle konge set med Guds øjne: som den konge hvis magt aldrig stiger ham til hovedet som den gjorde med Saul, men som udelukkende tænker på Guds vilje og Guds ære. Det er også derfor Jesus taler så meget om Faderen – blandt andet i dagens evangelietekst (så nåede vi endelig frem til dén!). Her gør Jesus det klart at han er kommet til verden på vegne af Faderen, for at forkynde om Faderen, og for igen at gå til Faderen. Og de privilegier som han har som søn og kronprins, dem giver han endda generøst videre til disciplene idet han giver dem tilladelse til at bede Faderen om ting i hans, Jesu, navn. Den måde Jesus er både kronprins og konge på, er som tjener, og derved har han også vist vejen for hvordan vi skal bruge den magt som vi har fået i og med at vi er blevet Guds børn og kan komme til ham med vores ønsker i Jesu navn: Vi skal bruge den til gavn og glæde for andre.

                      Jeg vil slutte denne min sidste prædiken i Husum Kirke af med en overset og overraskende pointe som Paulus fremfører i Første Korintherbrevs 15. kapitel [vers 25-28]. Han skriver: ”Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for (citat fra Gamle Testamente) ’alt har han lagt under hans fødder’ (citat slut) – og når det hedder, at alt er underlagt, er det klart, at undtaget er Gud, der har lagt alt under ham. Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.” Det er altså kun for en tid at Jesus skal være konge! Hans funktion som konge er at besejre Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, at overvinde alt det onde som får os mennesker til at leve i fjendskab med Gud og med hinanden. Når han har gjort det, er der ikke længere brug for en konge, for så vil det oprindelige ideal endelig kunne virkeliggøres: at vi lever i fred og harmoni på den nyskabte jord og ikke har anden konge end Gud. Modsat her på jorden, hvor ordenen er at kongen overgiver magten til kronprinsen, vil det altså i himlen ende med at kronprinsen overgiver magten til kongen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Afskedsprædiken i Husum Kirke 5. søndag efter påske 2019
Tags: Johannesevangeliet 16.23b-28