Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. august 2019
Posted By admin on 27. august 2019
Zakæus: Da kamelen gik gennem nåleøjet
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 7. søndag efter trinitatis 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
”Zakæus var en lille mand, en lillebitte mand,” sang vi da jeg gik i søndagsskole for snart 40 år siden. Det kunne jeg let identificere mig med, for jeg var jo også selv en lillebitte mand dengang, dels fordi jeg var et barn i førskolealderen, dels fordi jeg tilmed var lille af min alder. Så gennem det meste af min barndom forestillede jeg mig Zakæus som et lille barn, og jeg kan huske at jeg blev helt overrasket da jeg så en illustration hvor han var tegnet med skæg!
Men i virkeligheden behøver man jo ikke at være specielt lille for ikke at kunne kigge hen over en kødrand af mennesker, især ikke hvis man er en upopulær person. Og upopulær, det har Zakæus helt sikkert været, om ikke andet så i kraft af sit erhverv. Som tolder opkrævede han nemlig skat til den romerske besættelsesmagt, dvs. han var det som vi på godt dansk ville kalde en værnemager. Så selvom han var rig, var han ikke en del af den sociale elite i Jeriko, for han havde jo ikke tjent sin formue ved hjælp af ærligt arbejde til byens bedste, men derimod ved at hjælpe romerne med at tage andre folks surt tjente skillinger fra dem. Det er ikke for ingenting at ”toldere og syndere” er to kategorier der ofte nævnes i samme sætning!
Beretningen om Zakæus står i det 19. kapitel i Lukasevangeliet, og hvis man begynder med kapitel 1 og læser derudad, så møder man mange andre toldere inden man når frem til kapitel 19. Allerede i kapitel 3, hvor Johannes Døber står og prædiker ude i ørkenen, er der nogle toldere der reagerer på hans forkyndelse og spørger hvad de skal gøre – og i øvrigt får det overraskende moderate svar at de blot skal lade være med at opkræve mere end de har fået besked på. Fremme i kapitel 5 kalder Jesus på en tolder ved navn Levi, der straks forlader sin toldbod og følger Jesus som hans discipel. I forlængelse af det inviterer Levi til en stor fest i sit hus hvor Jesus sidder til bords med mange toldere. Og det var tilsyneladende noget han tit gjorde, for i kapitel 15 står der ligefrem at ”Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham”, som vi hørte det for 4 uger siden i forbindelse med lignelsen om det forsvundne får. Og i kapitel 18 møder vi den velkendte lignelse om den angrende tolder der går retfærdig hjem fra templet i modsætning til den selvretfærdige farisæer der står ved siden af ham – den beretning skal der prædikes over om 4 uger. (Tolderne dukker åbenbart op med 4 ugers mellemrum her om sommeren). Alt i alt ville vi altså forvente at Zakæus står på den rigtige side – at han er en som med glæde vil tage imod Guds rige.
Men så alligevel ikke. For Zakæus er jo ikke kun tolder, han er også rig. Rige mennesker er vi også stødt på nogle gange i Lukasevangeliet, og de er ikke blevet skildret nær så positivt som tolderne. Allerede i kapitel 1, hvor Jesu mor Maria synger en lovsang efter at have fået at vide at hun skal føde Guds søn, finder vi ordene: ”sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort”, og i forlængelse af saligprisningerne i kapitel 6 siger Jesus: ”Ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst”. I kapitel 12 kalder Gud en rig bonde for en tåbe, og i kapitel 16 kommer lignelsen om den rige mand og Lazarus, som var prædiketekst for 6 uger siden, og hvor den rige mand efter døden får beskeden: ”Husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines.”
Allermest skræmmende er nok beretningen i kapitel 18 om den rige rådsherre der opsøger Jesus for at spørge hvad han skal gøre for at blive frelst. Den kan læses i både Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet, og i Matthæus’ udgave er den prædiketekst 6. søndag efter trinitatis efter 2. tekstrække (hvilket vil sige at der sidst blev prædiket over den den 8. juli 2018, og næste gang det sker, bliver den 19. juli 2020, så vi er omtrent midt imellem). Rådsherren hævder at han har holdt alle de ti bud lige siden han var ung. ”Da Jesus hørte det, sagde han til ham: ’Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!’ Da manden hørte det, blev han fortvivlet, for han var meget rig. Da Jesus så, at manden blev fortvivlet, sagde han: ’Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige,’” [Luk 18,22-25]
I Lukasevangeliet er der kun 13 vers mellem beretningen om den rige rådsherre der går bedrøvet bort, og den rige overtolder der gerne vil se Jesus. Hvis man læser Lukasevangeliet fortløbende, har man altså stadig ordene om kamelen og nåleøjet ringende i ørerne da Zakæus træder ind på scenen, og tolder eller ej, så er han jo altså rig. Alligevel hører han Jesus sige: ”I dag er der kommet frelse til dette hus”. Zakæus er altså et eksempel på en kamel der gik gennem et nåleøje! Det der er umuligt for mennesker, er nemlig muligt for Gud – som Jesus også trøstede sine disciple med da de forfærdet spurgte: ”Hvem kan så blive frelst?” efter at Jesus havde sagt det med kamelen og nåleøjet.
Men hvordan kan det være at den ene rige mand blev frelst, og den anden tilsyneladende ikke gjorde?
Noget af det første der springer mig i øjnene når jeg sammenligner de to beretninger, er at Jesus ikke forlanger noget som helst af Zakæus. Den rige rådsherre havde fået besked på at han skulle sælge alt hvad han ejede, og give det til de fattige, men det får Zakæus ikke besked på at gøre. Ganske vist siger han at han giver halvdelen af hvad han ejer, til de fattige, men dels lader det til at være noget han gør ganske frivilligt, og dels er det ”kun” halvdelen, hvorimod Jesu krav til rådsherren var at han skulle sælge det hele. Hvorfor den forskelsbehandling?
Jo, måske skal vi lægge mærke til hvad de to rige mænd gør i begyndelsen af de to beretninger. Den rige rådsherre spurgte Jesus hvad godt han skulle gøre for at arve evigt liv, hvorimod Zakæus ikke havde noget andet ønske end at se hvem Jesus var. Rådsherren mente altså at han ved at gøre noget godt på en eller anden måde kunne gøre sig fortjent til det evige liv. Det var slet ikke gået op for ham at han i overført betydning var en kamel, og frelsen et nåleøje. Og det er måske derfor det er særlig svært for rige mennesker at blive frelst – fordi en rig har flere resurser til rådighed og dermed lettere falder for fristelsen til at tro at det hele afhænger af hans egen indsats?
Hvad det angår, er jeg i øvrigt bange for at vi er rigtig mange der er rige! Ikke alene er de fleste danskere meget rige på materielle goder sammenlignet med mennesker i mange andre lande, men vores kultur har også, især i løbet af de seneste 20-25 år, opdraget os til at enhver er sin egen lykkes smed, og at vi både kan og bør redde os selv ud af enhver kattepine vi måtte havne i. Ganske vist har mange af os hørt tilstrækkelig mange prædikener til at vi godt ved at det er anderledes når det gælder frelsen. Selv har jeg fra en ung alder lært formuleringer som ”mennesket er en synder og kan ikke frelse sig selv” udenad, men ét er at kunne noget udenad i hovedet, noget ganske andet er at tro på det i sit hjerte. Og jeg har i årenes løb talt med mange der kunne de fromme sætninger udenad, men som alligevel var i tvivl om de nu virkelig var frelst, fordi de ikke syntes de var gode nok kristne. Hvis vi inderst inde tror at vi selv skal klare ærterne, vil vi uvægerligt ende i stadig dybere fortvivlelse, ligesom rådsherren gjorde, efterhånden som det går op for os hvor stor kamelen er, og hvor lille nåleøjet er!
Jeg bliver også selv nogle gange fortvivlet over hvor svært det er at leve op til Guds krav. Så længe der er mennesker der lider fysisk, følelsesmæssig, social eller åndelig nød, kan vi jo ikke med nogen ret sige at vi har gjort ”nok”. Da jeg var omkring 20 år, var der faktisk en periode hvor jeg havde det som mit mål at give så mange penge som muligt til mission og nødhjælp og at bruge så meget tid som muligt på at bede, at fortælle andre om Jesus, og at afhjælpe andres nød, men uanset hvor meget jeg gjorde, havde jeg konstant dårlig samvittighed over at jeg ikke gjorde nok. Så længe vores spørgsmål er: ”Hvad godt skal jeg gøre for at arve evigt liv?” vil Jesu svar være: ”Mere end du gør nu!” At leve op til Guds krav er ikke alene svært – det er umuligt!
Men netop fordi det er umuligt, skal vi ikke gøre forsøget, for det er alligevel dømt til at mislykkes. Det vi i stedet skal gøre, er det som Zakæus gjorde: se hvem Jesus er! Jesus er den som kan skabe vand om til vin, den som kan gå på vandet – den som kan få en kamel gennem et nåleøje. Han er den eneste som har opfyldt alle Guds krav, og ved Helligånden vil han også opfylde dem i os. Som Paulus skriver i Romerbrevet [8,3-4]: ”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte din egen søn i syndigt køds lighed og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.”
For Zakæus fik det den konsekvens at han forærede halvdelen af hvad han ejede, til de fattige. Var det ”nok”? Nej, det var i hvert fald ikke nok til at han på den måde kunne gøre sig fortjent til det evige liv. Men det var det Ånden satte ham i stand til at gøre, og endda gøre med glæde, fordi han havde set hvem Jesus var, og Jesus havde set ham og taget imod ham. På samme måde vil det også ske for os, jo mere vi retter vores opmærksomhed væk fra os selv og over på Jesus, at vi slet ikke vil kunne lade være med at gøre gode gerninger. Ikke gode gerninger nok til at vi ved at se på dem kan få ro i vores samvittighed og konkludere at vi er gode og fromme mennesker – men forhåbentlig gode gerninger nok til at andre mennesker kan se at Jesus lever i os, og blive berørt af hans kærlighed. Men igen: Hvor mange gode gerninger vi gør, skal vi ikke interessere os for; vi skal kun interessere os for at kende Jesus, og gennem ham at kende Gud Fader. Og det kan vi blandt andet gøre ved hjælp af ”de fire B’er”: Bibelen, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, Bordet hvor vi får Jesu legeme og blod, og Bønnen hvor vi bruger tid sammen med Gud.
En afsluttende formaning: Det er let at falde for fristelsen til at betragte andre mennesker som endnu større ”kameler” end os selv og tænke at dén og dén kan nok ikke blive frelst. Men vi er alvorligt på vildspor hvis vi begynder at tænke sådan. Zakæus var jo netop en person som andre mennesker foragtede! Så lad os aldrig tro at vi er et hak bedre end alle denne verdens Zakæus’er, men lad os i stedet ydmygt træde et skridt til siden så alle – også de der i overført betydning er ”små af vækst” – kan få at se hvem Jesus er!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments