Signe & Nikolaj

Posted By admin on 1. marts 2022

Den blinde ved Jeriko: Lader du Jesus gå forbi dig?

Prædiken i Rø Kirke fastelavns 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

For nogle år siden kørte der en Lotto-reklame i fjernsynet hvor man ser en mand ligge på en bænk i en park med en avis over hovedet. En kvinde kommer forbi og kaster et blik på avisen. På forsiden er der et billede af den sovende mand, og det fremgår at han er eftersøgt, og at der er en kæmpe dusør for oplysninger der kan føre til at han bliver pågrebet. Kvinden kigger indgående på avisen, og så griber hun begejstret sin mobiltelefon og ringer op. Kort efter ankommer en politibil for fuld udrykning, ud løber en kvindelig politibetjent, og den kvinde der har ringet, viser hende avisen, peger på en annonce der står lige ved siden af billedet af den eftersøgte mand, og siger med en stemme der er ellevild af begejstring: ”Se, der er 50% rabat i SkoGiganten mellem 10 og 11!” Og så siger speakeren: ”Der er nogle der aldrig giver deres held en chance. Synd for dem, for på onsdag er der 7 millioner i puljen til Onsdags-Lotto.”

                      Sådan en type var den blinde mand ved Jeriko ikke! Da han hørte at Jesus kom forbi, var han straks klar over at det var hans livs chance for at få sit syn igen. Man kan undre sig over hvordan han vidste hvem Jesus var, men når man mangler en af sine sanser, bliver de andre sanser jo tit skærpet, og med sin plads ved vejen lige uden for Jerikos byport havde han sikkert hørt mange af de samtaler som de forbipasserende førte. Og rygterne om Jesus og alle de mennesker han havde helbredt, havde allerede cirkuleret vidt og bredt, så mon ikke vores blinde ven (Markusevangeliet fortæller os i øvrigt at han hed Bartimæus) – mon ikke han længe havde siddet og håbet at Jesus tilfældigvis ville komme den vej forbi en dag? Og da det endelig skete, så spildte han ikke tiden, og han lod sig heller ikke standse af at folk ligefrem truede ad ham for at få ham til at tie stille – muligheden for at få synet igen vejede tungere end alt andet i den situation. Han nægtede simpelt hen at lade Jesus gå forbi uden at høre hans bøn! Og det forstår man jo godt. Tænk hvis han ikke havde grebet chancen da den var der – det ville han have kunnet ærgre sig over resten af livet! Men hans anstrengelser lønnede sig: Jesus opfyldte hans bøn, forbarmede sig over ham og gav ham synet igen.

                      Bartimæus havde hørt rygter om Jesus. Det vil jeg gætte på at de fleste danskere også har. Jeg tror også der er mange der ville synes det var alle tiders hvis Jesus lagde sin vej forbi deres by – mon ikke vi alle sammen har en ting eller to vi godt kunne bruge hans hjælp med?

                      Prøv selv at lave tankeeksperimentet: Hvis nu kirkedøren pludselig gik op, og der kom en stormende ind og råbte: ”Jesus står lige uden for kirken!” – hvordan ville du så reagere? Mit gæt er at du straks ville rejse dig og løbe ud til ham, for at tale med Jesus selv må vel til enhver tid være at foretrække frem for at sidde og lytte til en præst der bare taler om Jesus! Eller måske ville du blive siddende, fordi du godt ved at der i Matthæusevangeliet kapitel 24 vers 23 og 24 står: ”Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” – men hvis vi ser bort fra det og antager at det rent faktisk var den virkelige Jesus der stod uden for kirken, og at du vidste det eller i det mindste var overbevist om det, hvad ville du så gøre? Er der noget han kan gøre for dig – noget der er så at du endda vil være villig til at gå glip af resten af min prædiken for at få chancen for at bede ham om det?

                      (kunstpause)

”Fint tankeeksperiment!” sidder du måske og tænker, ”men nu er det jo engang sådan at Jesus ikke længere går rundt på jorden. Det er næsten 2000 år siden han blev korsfæstet, og selv hvis det er rigtigt hvad der står i Bibelen, at han opstod fra de døde på tredjedagen, så står der jo også at han fór til himmels 40 dage senere, så hvad kan vi egentlig bruge det til?”

                      Det skal jeg sige dig: Det at Jesus fór til himmels, det betyder ikke at han nu er fraværende; tværtimod betyder det at han er mere nærværende end nogensinde, og at han kan være nærværende alle steder på én gang. Som der står i Efeserbrevet (4,10): ”Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt.” Vi tror jo også at Gud er allestedsnærværende, så hvis Jesus sidder ved Guds højre hånd, må han også være allestedsnærværende.

                      Jesus er altså til stede, lige nu, lige her! Og det kan du roligt tro på trods advarslen fra Matthæusevangeliets 24. kapitel, for det er noget jeg har fra Bibelen selv. Men når Jesus er til stede lige nu, lige her, så må det jo betyde at du og jeg faktisk er lige så heldige som Bartimæus var! Spørgsmålet er bare om vi vil give vores held en chance – om vi ligesom Bartimæus vil blive ved med at råbe: ”Davids søn, forbarm dig over mig!”, eller om vi vil lade Jesus gå forbi os.

                      I dag er det fastelavn, som de fleste af jer sikkert er klar over. På onsdag begynder fastetiden, som traditionelt har været en tid hvor kristne har afholdt sig fra at spise kød, hvidt brød og anden festmad, dels for at vi i vores egen vandring gennem tiden frem mod påske kan mindes Jesu tunge vandring op mod Jerusalem for at blive hånet, mishandlet, spyttet på, pisket og slået ihjel, men også for at øve os i ikke at stirre os så blinde på Guds gaver at vi glemmer ham der gav dem. For det sker nemt i et så rigt samfund som vores. Så længe hverken vi selv eller nogen af vores kære lider af nogen alvorlige sygdomme, klarer vi os for det meste udmærket uden Guds hjælp, og selv når sygdomme melder sig, er det ikke altid vi tænker på at søge Guds hjælp som det første, hvis overhovedet. Og det skyldes måske at vi inderst inde ikke forventer at Gud kan gøre ret meget ved situationen alligevel. Måske har du før prøvet at gøre som Bartimæus, at råbe til Gud og trygle ham om at hjælpe dig med et alvorligt problem du havde, men uden at der skete noget, og hvorfor så forsøge det igen?

                      Det med at det kan være vanskeligt at blive ved med at være udholdende i bønnen når vi oplever skuffelser, skal vi høre meget mere om den 14. august [9. søndag efter trinitatis – Luk 18,1-8], så det vil jeg ikke sige meget mere om nu. I stedet vil jeg vende tilbage til den pointe at Gud selv er vigtigere end nogen gave han kan give os. Det fandt Bartimæus nemlig også ud af. Ganske vist var der tilsyneladende kun én grund til at han råbte efter Jesus, nemlig at han ville have sit syn tilbage (som også var det han svarede da Jesus spurgte: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”), men læg mærke til hvad der skete efterfølgende, da han havde fået sin bøn opfyldt: ”Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud.” Det at han fik sit syn igen, var kun den næststørste forandring der skete i Bartimæus’ liv den dag; den største var at han begyndte at følge Jesus.

Hvorfor var det en større forandring end at få sit syn igen? Fordi den blinde Bartimæus, så hjælpeløs som han var på en lang række områder – i langt højere grad end synshandicappede mennesker er i dag – dog trods alt stadig var sin egen herre. Selvom han havde brug for nogen til at føre ham ved hånden hvor han gerne ville hen, så havde han grundlæggende den samme selvbestemmelse som alle andre mennesker i sin samtid. Men det første han gør, efter at han har fået synet igen, er at opgive den selvbestemmelse og i stedet begynde at følge efter Jesus. Hvorfor det? Fordi han føler at han skylder Jesus en gentjeneste? Det kunne man tænke, men spørgsmålet er hvor stor en tjeneste han reelt gjorde Jesus ved at blive en del af hans følge. Jesus var som sagt på vej mod sin lidelse og død, og det behøvede han ingen til at hjælpe sig med. Fra et rent pragmatisk synspunkt gjorde én discipel fra eller til næppe den store forskel for Jesus. Nej, når Bartimæus valgte at følge efter Jesus, var det nok snarere fordi han fornemmede at han selv havde noget at vinde ved det – at det at følge Jesus var vejen til et langt bedre liv end det han ville kunne få hvis han selv bestemte.

Nogle af jer sidder måske og tænker at jeg overdriver når jeg siger at han gav afkald på sin selvbestemmelse, for han kunne jo stadig til hver en tid frit vælge om han ville blive ved med at følge Jesus eller ej. At anerkende Jesus som vores Herre betyder ikke at vi bliver forvandlet til viljeløse robotter, og kort tid efter helbredelsen af Bartimæus oplevede Jesus da også at de fleste af hans disciple lod ham i stikken, og deres leder, Peter, endda nægtede at kendes ved Jesus da han blev spurgt. Men vi får kun gavn af det nye liv Jesus tilbyder os, i det omfang vi lader ham bestemme 100 procent over vores liv.

Det lyder måske ikke specielt attraktivt at give afkald på sin selvbestemmelse, og det er det som udgangspunkt heller ikke. Det der er attraktivt, er det vi får til gengæld, nemlig det liv Gud har skabt os til.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til fastelavns søndag 2022
Tags: Første Korintherbrev 13, Lukasevangeliet 18.31-43, Salme 31.2-6

Posted By admin on 16. februar 2022

De betroede talenter: Er Gud vild eller tam?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker søndag septuagesima 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg holder meget af fortællingerne om det fortryllede land Narnia. I årene 1950 til 1956 udkom der i alt syv bind i serien, og af dem er det første bind med titlen Løven, heksen og garderobeskabet nok stadig det mest kendte. (Bøgernes rækkefølge er i øvrigt siden blevet revideret, sådan at det første bind der udkom, nu hedder ”bind 2”, men det er en helt anden diskussion). Løven, heksen og garderobeskabet foregår i England under 2. verdenskrig, hvor fire søskende fra London er blevet sendt ud på landet for at blive bragt i sikkerhed fra tyskernes bombardementer. De bliver indkvarteret i et stort, gammelt hus hvor der bor en lettere distræt gammel professor og hans strenge husholderske, og mens de er der, opdager de at et gammelt garderobeskab der står i et i øvrigt tomt værelse, rummer en port til en anden verden, der er befolket af eventyrvæsener og talende dyr. Det viser sig at en ond heks har taget magten i Narnia, som det fortryllede land hedder, og holder landet i et jerngreb. Men en talende bæver som de fire børn møder, er alligevel fortrøstningsfuld, for som han siger: ”Efter sigende er Aslan på vej – er måske allerede kommet.” Børnene aner ikke hvem Aslan er, men de fornemmer instinktivt at der gemmer sig en ganske særlig og vidunderlig person bag navnet. Da de senere sidder hjemme hos bæveren og hans kone (hvis hjem i øvrigt ligner et hjem hos den lavere middelklasse i England, bortset fra at det ligger på en dæmning i en flod), spørger børnene hvem Aslan er. Havde de kunnet tyrkisk, ville det muligvis have sat dem på sporet, eftersom ”aslan” er det tyrkiske ord for ”løve”, men lad os nu høre hvad hr. Bæver svarer på spørgsmålet:

 

”Aslan? sagde hr. Bæver, ”ved du ikke det? Det er kongen. Han er skovens herre, men han kommer her ikke så tit. Han har ikke været her i min tid eller i min fars tid. Men nu hedder det sig, at han er kommet tilbage. Han skulle befinde sig i Narnia i dette øjeblik.”

…

”Er … er han et menneske?” spurgte Lucy.

”Aslan – et menneske!” udbrød hr. Bæver. ”Bestemt ikke. Han er skovens konge og søn af den store kejser hinsides havet. Ved I ikke, hvem der er dyrenes konge? Aslan er en løve – den største af alle løver.”

”Nåh!” sagde Susan, ”jeg troede, han var et menneske. Kan man føle sig tryg ved ham? Jeg tror, jeg bliver meget nervøs, hvis jeg skal møde en løve.”

”Det bliver du i hvert fald, lille skat,” sagde fru Bæver. ”Hvis der er nogen, der kan træde frem foran Aslan uden at ryste over hele kroppen, er de enten taprere end de fleste eller også slet og ret dumme.”

”Så kan man altså ikke føle sig tryg ved ham?” sagde Lucy.

”Tryg?” sagde hr. Bæver. ”Hørte du ikke, hvad fru Bæver sagde? Hvem har sagt noget om, at man skulle kunne føle sig tryg ved ham? Naturligvis kan man ikke det. Men han er god. Han er jo vores konge.”

”Jeg længes efter at møde ham,” sagde Peter, ”selv om jeg skulle blive bange, når det kommer så vidt.”

”Sådan skal det være, menneskesøn,” sagde hr. Bæver, idet han hamrede sin pote ned i bordet med et brag, der fik alle kopperne og underkopperne til at klirre. ”Og I skal nok komme til at møde ham.”

 

Grunden til at jeg citerer alt det her, er at det ikke er nogen hemmelighed hvor forfatteren, C.S. Lewis, har hentet inspiration til figuren Aslan. Lewis var kristen, og han lagde ikke skjul på at løven Aslan var et forsøg på at beskrive Jesus Kristus, som han ville fremstå i en verden af eventyrvæsener og talende dyr. I hvor høj grad det er lykkedes, kan man altid diskutere – jeg kan i hvert fald pege på en lang række punkter hvor parallellen ikke holder i forhold til den klassiske kristne teologi som C.S. Lewis selv bekender sig til – men når det gælder beskrivelsen af Guds karakter, så synes jeg han rammer plet – og det en plet som vi i Vesten nok kunne have brug for at blive mindet om. For jeg tror vi nogle gange får gjort Gud lige lovlig tam – måske fordi vi, ligesom børnene i Narnia, ikke bryder os om tanken om at stå ansigt til ansigt med nogen eller noget der er meget stærkere end os, og som ikke er tam.

                      Men Bibelens Gud er ikke tam. Jesus beskrives ganske vist som et lam, men han beskrives også som en løve (et enkelt sted beskrives han endda som begge dele i to på hinanden følgende vers). Og i den læsning fra Jobs Bog som vi har hørt i dag, stod der jo om Gud: ”Han er vís, og han er stærk, hvem kan trodse ham og slippe godt fra det? Han flytter bjerge, før de ved af det, i sin vrede får han dem til at styrte sammen. Han ryster jorden fra dens fundament, og dens søjler skælver.” Og i Paulus’ prædiken på Areopagos i Athen, som var dagens anden læsning, prøver apostlen at forklare athenerne at den almægtige Gud, der har skabt verden, ikke minder om nogen af de gudebilleder af guld eller sølv eller sten som deres by ellers var fuld af. Gud er i det hele taget ikke en vi på nogen måde kan kontrollere; han gør hvad han vil, og det kan intet menneske forhindre ham i. Det er os der har brug for at han vil være os nådigt stemt og hjælpe os – ikke omvendt!

                      Men heldigvis er han god, som hr. Bæver også understregede da han fortalte børnene om Aslan. Vi kan ikke på nogen måde styre eller kontrollere hvad Gud vil gøre, men vi kan stole på at han til alle tider vil gøre det som i sidste ende tjener til vores og alles bedste. Nogle gange gør han det på måder som vi overhovedet ikke forstår – Job, som udtalte ordene fra den første læsning, oplevede for eksempel at blive ramt af alverdens ulykker. Det kan til tider kræve stor tro at fastholde overbevisningen om at Gud virkelig er helt og aldeles god.

                      Det var måske også derfor den tredje tjener i lignelsen om talenterne havde fået et helt forkert billede af hvordan hans herre var. ”Herre, jeg kender dig som en hård mand,” sagde han. Hvor havde han mon fået det indtryk fra? De to første tjenere mødte jo ikke en hård herre da de aflagde regnskab for de talenter han havde betroet dem; tværtimod roste han dem for at de havde forvaltet talenterne trofast. (Måske skulle jeg lige nævne, forresten, at en ”talent” var en vægtenhed svarende til et sted mellem 25 og 30 kilogram, og når ordet blev brugt uden angivelse af hvad det var man havde 25-30 kilo af, så var det underforstået at det var sølv. Det var altså nogle ganske store pengebeløb manden betroede sine tjenere. Den moderne betydning af ordet ”talent”, nemlig det at man har nogle medfødte evner eller anlæg for noget, er en betydning der er afledt af en tolkning af netop den lignelse vi lige har hørt. Parentes slut). Manden roste altså de to første tjenere for at de havde forvaltet hans penge trofast ved at handle med dem.

                      Jeg tror vi er rigtig mange der tit og ofte har savnet en fjerde tjener i lignelsen, nemlig en der handler med pengene ligesom de to første, men som ender med at tabe dem alle sammen og ikke have noget tilbage – hvad mon herren ville have sagt til ham? Dertil vil jeg svare at de to første tjenere som sagt netop blev rost for deres trofasthed og ikke noget som helst andet – de havde ganske enkelt gjort hvad herren havde bedt dem om. Derfor tror jeg at vores hypotetiske fjerde tjener som havde tabt alle pengene, ville have fået lige så stor ros. Men samtidig tror jeg også der er en pointe i at der ikke er sådan en fjerde tjener i lignelsen, nemlig at tjenernes herre er et billede på altings Herre, Gud, og at når blot vi trofast investerer det som Gud har betroet os i livet, så kan det slet ikke gå galt. Den der tjener Gud trofast, kan ganske enkelt ikke miste det Gud har betroet ham eller hende! Her i denne verden kan vi ganske vist nemt komme til at miste alt, sådan som det for eksempel skete for Job, men til gengæld har vi en skat i himlen hos Gud, som ingen kan tage fra os.

                      Hvilket indtryk har du af Gud? Ser du ham som en venlig, men harmløs bedstefartype, der måske nok holder af at byde sine børnebørn på en Werthers Echte så de føler at de er noget helt specielt (hvis nogen af jer husker den reklame), men som ikke kan stille ret meget op den dag det virkelig brænder på? Eller ser du ham måske tværtimod som en streng og uberegnelig tyran som det gælder om at holde god afstand til hvis man ikke vil risikere at komme til skade når han pludseligt og umotiveret slynger et vredeslyn ud? Selvom begge de to opfattelser af Gud måske nok er blevet prædiket af kristne forkyndere gennem tiderne, og selvom man måske nok kan finde bibelvers der isoleret set støtter det ene eller det andet, så vil jeg mene at det samlede bibelske vidnesbyrd, og i særdeleshed det vi finder i de fire evangelier, gør det klart at C.S. Lewis så rigtigt da han lod hr. og fru Bæver beskrive Aslan – og dermed Gud – på den måde de gjorde.

                      Kun på et enkelt punkt vil jeg erklære mig uenig i det som bæverne sagde, og det handler måske i virkeligheden mest af alt om det ord oversætteren har valgt da bogen blev oversat fra engelsk til dansk. Jeg tænker på ordet ”tryg”. At vi ikke skulle kunne være trygge ved Gud, vil jeg godt protestere imod. ”I fred kan jeg lægge mig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed”, skriver David i Salme 4 vers 9, og Salme 108 indleder han ligefrem med at juble: ”Mit hjerte er trygt, Gud”. Intet kan vel være mere trygt end at vide at vi er elsket af den mægtigste magt i universet, og at han udelukkende vil os det godt! Men som sagt tror jeg det handler om at det som hr. Bæver og C.S. Lewis egentlig ville sige, gik tabt i oversættelsen til dansk. Jeg har ofte underholdt jer med udfordringerne ved at oversætte fra oldgræsk (der jo er Det Nye Testamentes grundsprog), og i dag får I så en lille lektion i oversættelse fra engelsk. Det spørgsmål der i den danske udgave af Løven, heksen og garderobeskabet er oversat med ”Kan man føle sig tryg ved ham?” lyder i den engelske original: ”Is he safe?”, og selvom det er et såre simpelt spørgsmål, er det ikke helt simpelt at oversætte. Ordet ”safe” kan have en lag række bibetydninger, men i det her tilfælde er den bedste oversættelse nok: ”Er han ufarlig?” Og nej, Gud er bestemt ikke ufarlig! ”Han er ikke nogen tam løve!” som flere personer sidenhen i Narnia-serien siger om Aslan. Gud gør hvad han vil, ikke hvad vi vil, og det kan nemt komme til at gøre ondt på den der opholder sig i nærheden af ham – især på den del af os der gerne vil holde fast på vores selvbestemmelse og vores egne dagsordener. Men det er kun hos ham vi kan få det liv vi aldrig kan miste. Og fordi han er god, kan vi altid være trygge hos ham og ved ham – uanset hvor ondt det måtte komme til at gøre undervejs.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag septuagesima 2022
Tags: Apostlenes Gerninger 17.22-34, Jobs Bog 9.1-12, Matthæusevangeliet 25.14-30

Posted By admin on 8. februar 2022

Hvedekornet: Stjernestunder

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter Hellig Tre Konger 2022

Nikolaj Kjærby Johansen

 

En af mine venner, der ikke har dansk som modersmål, spurgte forleden i en sproggruppe på Facebook hvor længe en ”stund” varer. Det kom der flere interessante bud på, men de fleste mente at ordet som regel betegner et tidsrum på nogle få timer – selvom der naturligvis er undtagelser, som for eksempel i Grundtvigs salme ”Har hånd du lagt på Herrens plov”, hvor vi finder linjerne ”Det er jo kun en liden stund, så er vort løb til ende, og døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kende”. Grundtvig skrev de linjer hele 36 år før sin død, men set i forhold til evigheden er 36 år jo kun ”en liden stund”.

Som de af jer der kan tysk, ved, så betyder det tyske ord ”Stunde” lige præcis en time. Hvis vi for argumentets skyld siger at en ”stund” også på dansk er cirka en time, så er der 8766 stunder på et år. Den gennemsnitlige levealder i Danmark er cirka 81 år, så et gennemsnitligt menneskeliv består altså af godt og vel 710.000 timer – ”stunder”, om I vil. Jeg har selv på nuværende tidspunkt af mit liv cirka 409.000 timer bag mig, og det er faktisk temmelig mange. Jeg indrømmer gerne at de ikke alle sammen har brændt sig ind i min hukommelse – de fleste af dem er bare gået. Men enkelte af dem lyser op i mængden som øjeblikke jeg ser tilbage på med stor glæde og taknemmelighed, og de fleste af jer har det sikkert på samme måde når I ser tilbage på jeres liv. ”Stjernestunder” plejer vi at kalde den slags øjeblikke, uanset om de varer flere timer eller blot nogle få sekunder. De kan være af privat karakter, som når ens børn kommer til verden, eller de kan være mere offentlige som når en sportsudøver vinder OL-guld.

I den bibeltekst vi lige har hørt, er Jesus ved at være nået frem til sin helt store stjernestund: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres,” siger han. Det har nok ikke overrasket nogen at høre ham sige sådan, for han var lige redet ind i Jerusalem mens en kæmpe folkeskare tiljublede ham og hyldede ham som en anden konge. På dette tidspunkt var Israel besat af romerne, og der var nok mange der ivrigt så frem til at folkehelten Jesus, der var kendt for at helbrede syge, opvække døde og fremtrylle mad af det bare ingenting, ville bruge sin magt til at smide besættelsesmagten på porten og genrejse Israels nationale stolthed. Stor må alles overraskelse have været da han pludselig gav sig til at snakke om landbrug!

                      Det er for så vidt logisk nok, det Jesus siger. Det her er et hvedekorn. (Det vil sige, i virkeligheden er det et solsikkefrø, men lad os bare lege at det er et hvedekorn). Jeg kan vælge at spise det – det smager sikkert meget godt. Men jeg kan også vælge at lægge det i jorden, og så kan det blive til måske 20 nye korn. Selvom det et eller andet sted er et mirakel, så er det velkendt for de fleste af os at det er sådan. Men hvorfor begynder Jesus at snakke om hvedekorn midt under påskefesten i Jerusalem?

                      Det gjorde han fordi han ville sammenligne sig selv med et hvedekorn! Hvedekornet har en stort potentiale i sig, nemlig at blive til mange korn, men det er nødt til at dø for at realisere det potentiale. På samme måde var Jesus nødt til at dø for at nå frem til den stjernestund som hele hans liv havde rettet sig imod.

                      Hele grunden til at Jesus overhovedet blev født her på jorden, var nemlig at han skulle frelse os mennesker fra vores synder ved at gå i døden for vores skyld. Jesu død på korset markerede ikke at hans mission var mislykkedes, men tværtimod at den var lykkedes. Det var også derfor han få øjeblikke før sin død udbrød: ”Det er fuldbragt!” Det er ikke ualmindeligt at mennesker siger nogle bevingede ord i forbindelse med deres stjernestunder – Neil Armstrong sagde for eksempel: ”Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden”, da han den 20. juli 1969 satte sin fod på Månen som det første menneske nogensinde. Men skal jeg være helt ærlig, så ville mit liv nok ikke have set så forfærdelig meget anderledes ud hvis der ikke havde været nogen mennesker på Månen (der er jo også dem der hævder at der slet ikke har været mennesker på Månen, men det er en helt anden diskussion), men det Jesus gjorde på korset, betyder at intet mere er som før. Før var vi mennesker nemlig dømt til evig fortabelse fordi vi ikke er gjort af det stof der skal til for at kunne leve evigt sammen med Gud. Selv de bedste af os kan ikke sige os fri for at vi har bidraget til at forøge ondskaben i verden ved at sige eller gøre dumme ting, om det så bare har skyldtes tankeløshed. Samtidig med at vi er skabt i Guds billede og derfor har noget godt i os, har vi nemlig også en iboende tilbøjelighed til at gøre oprør mod Gud og gå vores egne veje, og derfor kan Gud ikke uden videre lukke os ind i Paradiset, for så ville det ikke være noget paradis længere; så ville det hurtigt blive lige så fordærvet som den jord vi lever på nu.

                      Men Gud elsker os og ønsker ikke at vi skal gå fortabt. Det var derfor han sendte Jesus for at gøre en ende på vores synd. Jesus havde aldrig selv gjort noget forkert, men havde tværtimod levet hele sit liv i fuldkommen lydighed mod Gud Fader, så han havde som den eneste kvalificeret sig til at leve evigt i det fredsrige som vi hørte om i dagens første bibellæsning – der hvor spyd skal smedes om til vingårdsknive. Det er det rige som vi også kalder for Paradiset eller Himlen eller den nye jord. Men fordi Jesus gerne ville have os med, valgte han at gå i døden for os og dermed tage straffen for alt hvad vi havde gjort forkert. Vi har med andre ord mulighed for at få del i den herlighed som Jesus vandt ved sin død. Som Paulus udtrykker det med lidt højstemte ord i den anden læsning vi hørte: Kristus i os er herlighedens håb!

                      Når vi bliver døbt i Jesu navn, så drukner vi symbolsk vores gamle liv og tager hul på et nyt liv hvor vi er Guds børn fordi Kristus er i os. Man kan sige at ligesom hvedekornet frembringer mange nye hvedekorn ved at dø, sådan har Guds søn frembragt mange nye sønner og døtre af Gud ved at dø. De nye korn som vokser frem på hvedestråets aks, kommer til at ligne det korn der blev lagt i jorden. På samme måde er det også vores bestemmelse som døbte at komme til at ligne Jesus mere og mere sådan at man faktisk kan se Kristus i os sådan som Paulus taler om det.

Som døbte har vi hver dag et valg: Vil vi ignorere det faktum at vi er døbt til at tilhøre Jesus og til at ligne ham, og bare fortsætte med at leve vores liv som vi altid har gjort – eller vil vi leve i vores dåb, lade Jesus leve sit liv gennem os og komme til at ligne ham mere og mere? Eller sagt på en anden måde: Elsker vi vores liv i denne verden mere end vi elsker Jesus – eller hader vi vores liv i denne verden, altså det liv hvor vi selv bestemmer, og hvor Jesus ikke spiller nogen rolle? Jesus gør det helt klart hvad konsekvenserne af hvert af de to valg er: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Det kan lyde hårdt, men i grunden er det jo indlysende nok: Vores liv i denne verden kan være nok så behageligt, men det får en ende, for der kommer en dag hvor vi skal dø. Det liv Jesus har til os, er til gengæld et liv der fortsætter i al evighed, kun afbrudt af en kort søvn fra den dag vi dør til den dag vi opstår igen for at leve evigt i Paradiset. Derfor har vi råd til at give vores liv i denne verden i tjeneste for Jesus og vores medmennesker.

                      Gennem kirkens historie er der hundredtusinder, om ikke millioner af kristne der er blevet slået ihjel fordi de holdt fast ved troen på Jesus. I de første århundreder af kirkens historie var det faktisk mere reglen end undtagelsen at kristne blev forfulgt, og lederne inden for kirken endte meget ofte med at blive henrettet. En af dem var Ignatius, biskop i Antiokia i det nuværende Syrien, som blev kastet for løverne i året 107. Under sin lange fangetransport fra Antiokia til Rom skrev han breve til mange af sine venner, og i de breve skriver han blandt andet om hvor meget han glæder sig til at få lov at dø for sin tro. Ignatius så martyriet som den største ære der kunne overgå en kristen – og det måske ikke helt med urette? Når Jesus betegnede sin død på korset som en herliggørelse, så må det at dø for hans skyld, også være den fornemste måde Kristus kan komme til syne i os på. Historien viser i øvrigt at når kristne er blevet slået ihjel for deres tro, har det ikke betydet at der er blevet færre kristne – tværtimod har martyrernes tro på at Jesus ville tage sig af dem også gennem døden, ført til at flere har fået mod til at bekende sig som kristne. På den måde har også de fået lov til at blive lagt i jorden som hvedekorn.

                      Blodige kristenforfølgelser var ikke kun noget der hørte de første århundreder til. Den dag i dag kan en offentlig bekendelse til Jesus som Herre koste en livet hvis man bor i lande som Afghanistan, Nordkorea, Somalia, Libyen, Yemen med flere. Nogle steder ser myndighederne mere eller mindre passivt til mens overgrebene finder sted, andre steder deltager de aktivt i dem! Her i Danmark hersker der heldigvis anderledes fredelige forhold, men det betyder ikke at Jesu ord om hvedekornet er uden relevans for os. Det at vi som er døbt, ikke længere tilhører os selv, betyder ikke kun at vi skal være parate til at ”dø om så det gælder”, som vi synger i en berømt salme; det har i høj grad også konsekvenser for hvordan vi lever. Hver dag må vi give vores liv til Jesus og til vores medmennesker. I søndags fortalte jeg om James Hudson Taylor, der viede sit liv til at forkynde evangeliet i svært tilgængelige egne i Kina, men det er ikke sikkert at et liv hvor vi lader Jesus leve gennem os, vil føre osså langt væk (selvom det på den anden side ikke kan udelukkes). Det kan lige så vel tænkes at de mennesker som vi skal give vores liv for, befinder sig lige uden for vores gadedør herhjemme i Danmark. Det der er afgørende, er at vi husker at vi ikke tilhører os selv, men Jesus, og at vi er parate til at ofre os for vores medmennesker ligesom Jesus ofrede sig for os. Til gengæld kan vi stole trygt på at vi, netop ved at give afkald på os selv, realiserer os selv på den fornemst tænkelige måde og når frem til vores livs sande stjernestund!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gd, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2022
Tags: Esajas' Bog 2.2-5, Johannesevangeliet 12.23-33, Kolossenserbrevet 1.25d-28

Posted By admin on 1. februar 2022

Vandringen på søen: Du kan gå på vandet!

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ruts Kirker 4. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den evigt uheldige Anders And blev engang sat til at gøre rent i sin onkel Joakims kunstkabinet. Under arbejdet kommer han til at vælte en uhyre kostbar antik ming-vase, der rammer ham i hovedet og slår ham ud. Da han kommer til sig selv, ser han at vasen er smadret i tusinde stykker, og han ved ikke sine levende råd, men så dukker der pludselig en fremmed op og åbner en portal til det gamle Kina, så Anders kan skaffe en ny vase til at erstatte den han har slået i stykker. Det viser sig imidlertid at være vanskeligere end som så, for selvom Anders ret hurtigt finder en vase magen til den onkel Joakim havde stående, må han indse at sådan en vase koster 1000 guldmønter, og dem har han ingen af. Han søger derfor arbejde i en rismark hvor lønnen er 1 guldmønt om dagen. Det er hårdt arbejde, og ovenikøbet generes han konstant af moskitoer. I sin kamp mod de blodsugende små uhyrer får han maltrakteret de få risaks det er lykkedes ham at plukke, i en grad så han slet ingen guldmønt får ved arbejdsdagens slutning. Det ligner i sandhed en umulig opgave at skaffe de 1000 guldmønter til at købe ming-vasen, og derfor må Anders ty til andre midler. Hvad de midler er, og hvordan det hele ender, vil jeg ikke komme nærmere ind på (ud over at det til slut viser sig at alt det med portalen til det gamle Kina bare var noget han drømte mens han var bevidstløs på grund af slaget fra vasen), for grunden til at jeg nævnte den her historie, var at jeg virkelig følte med Anders da jeg som barn læste historien for første gang – da opsynsmanden nægtede ham betaling for sliddet i rismarken, kunne jeg mærke håbløsheden helt ind i sjælen.

                      Vi skifter scene fra et udefinerbart tidspunkt i Andeby til anno 1849 i den engelske by Barnsley, hvor vi finder en teenagedreng ved navn James Hudson Taylor. Hudson Taylor havde ikke smadret nogen ming-vase, men det var alligevel magtpåliggende for ham at rejse til Kina. Han havde nemlig hørt at der i dette store land mod øst, som de fleste englændere kun kendte som det land hvor eksotiske handelsvarer kom fra, levede mange hundrede millioner mennesker som ikke kendte Jesus, og han satte sig for at de skulle høre om ham. Da han fire år senere, i en alder af 21 år, ankom til Shanghai efter sprogstudier og medicinske studier i London efterfulgt af seks måneders strabadserende og farlig sejlads fra Liverpool, fandt han ud af at de protestantiske missionærer der var der i forvejen, kun havde virket tæt på kysten, og at de katolske mest havde henvendt sig til eliten i det kinesiske samfund. Der var en opgivende stemning, og tilmed var Kina på det tidspunkt hærget af en ødelæggende borgerkrig, det såkaldte Taiping-oprør. Men selvom Hudson Taylor døjede med både fysisk sygdom og depression, besluttede han at sejle op ad Yangtze-floden for at prædike for den jævne kinesiske befolkning inde i landet. Hvis det lignede en umulig opgave for Anders And at skaffe 1000 guldmønter til at købe en ming-vase, så er det ingenting mod den opgave den unge James Hudson Taylor kastede sig ud i: At 400 millioner kinesere, svarende til en tredjedel af Jordens daværende befolkning, skulle høre budskabet om Jesus! Men Jesus havde jo givet sin kirke befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple, og det var hvad Hudson Taylor henholdt sig til: Hvis Gud havde befalet noget, måtte det være fordi han også ville give kraft til at udføre befalingen. Som han udtrykte det: ”Guds arbejde betyder ikke så meget menneskers arbejde for Gud som Guds arbejde gennem mennesker” (fra hans selvbiografi ”A Retrospect”).

                      Der har i kirkehistoriens løb været mange der ligesom Hudson Taylor har kastet sig ud i en tilsyneladende umulig opgave i tillid til at Gud ville lade det lykkes, og i evangelieteksten til i dag hører vi om den begivenhed som jeg tror har været forbilledet for rigtig mange af dem, nemlig dengang Peter gik på vandet. Umiddelbart tjente det ganske vist ikke noget formål at Peter gjorde det – der var ingen der blev frelst, ingen munde der blev mættet, ingen syge der helbredt som følge af det lille eventyr Peter begav sig ud på. Men til gengæld fik Peter – og alle vi andre – en uforglemmelig lektie i at intet er umuligt for Gud, og derfor er der heller ikke noget der er umuligt for den der gør det i Guds navn. Det at noget er umuligt, skal ikke afholde os fra at gøre det, hvis Gud befaler os at gøre det.

                      Den sidste tilføjelse er i øvrigt vigtig: hvis Gud befaler os at gøre det! Bemærk hvad det var Peter sagde til Jesus: ”Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.” Selvom det var vovemodigt nok at Peter at sige sådan, så var han trods alt ikke så vovemodig at han trådte ud af båden før Jesus havde befalet ham at gøre det – det ville nemlig ikke have været vovemod, men dumdristighed. Og hvis du her efter gudstjenesten går en tur ned til Præstemosen (/Østersøen) og forsøger at gøre Peter kunsten efter, så vil det sandsynligvis ikke lykkes dig, for Gud befaler os almindeligvis ikke at gå på vandet!

                      Derimod befaler Gud os en lang række andre ting, så som: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,39, jf. 3 Mos 19,18), ”Elsk jeres fjender” (Matt 5,44), ”slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (Matt 5,39), ”Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold” (1 Thess 5,16-18), og som sagt ”gør alle folkeslag til mine disciple” (Matt 28,19) for blot at nævne nogle få. Og det kan godt virke som en umulig opgave at overholde de bud – så umulig, faktisk, at jeg ofte har hørt forkyndere sige at de befalinger Jesus giver i de kapitler i Matthæusevangeliet som vi plejer at kalde for Bjergprædikenen, ikke er befalinger som det er meningen at vi skal overholde, men kun har til formål at vise at vi har brug for Guds tilgivelse. Og vist har vi da det, men det har vi netop fordi det er meningen at vi skal overholde befalingerne; ellers var der jo ikke noget at tilgive! Og vist er vi ikke i stand til at leve 100 procent op til det ideal Jesus forkyndte for os, men det ændrer ikke på at det er meningen at vi skal gøre det, ligesom det var meningen at Peter skulle gå på vandet. (”Var det ligefrem meningen at Peter skulle gå på vandet?” tænker du måske. Ja, det var det – Jesus befalede ham jo at gøre det, og Jesus ville aldrig befale nogen at gøre noget som det ikke er meningen at de skal gøre!). Om noget er muligt eller umuligt, er altså et irrelevant spørgsmål hvis der er tale om noget som Gud har befalet os at gøre. Har Gud befalet det, skal vi gøre det, færdig.

                      Det lyder måske umiddelbart som dårlige nyheder at Gud forlanger af os at vi skal gøre det umulige – men det er det faktisk ikke. Det var noget andet hvis Gud havde forlangt at vi skulle gøre noget der var meget svært, men trods alt muligt; hvis det var tilfældet, ville de af os der ikke er i stand til at gøre svære ting, have et problem i forhold til dem der er stærkere og klogere og mere disciplinerede end vi er. Men fordi det Gud befaler os, ikke bare er svært, men direkte umuligt, er vi alle sammen i samme båd: Vores eneste chance for at gøre Guds vilje er at Gud selv gør det igennem os, og derfor ligger ansvaret slet ikke hos os, men hos Gud. Vi skal ikke kæmpe og slide og stræbe for at leve op til hvad Gud har befalet, men blot overgive os til ham i tillid og tro, og takke ham for at det vi ikke selv formår, det formår han.

                      Hudson Taylor var til at begynde med meget tynget af den uoverskuelige opgave han havde påtaget sig. Kina er et enormt land, og oven i de almindelige strabadser der var forbundet med at rejse rundt i et fremmed land døjede han også til stadighed med sygdomme, ildebrande og tyverier. Han havde, hvis I vil undskylde ordspillet, ikke en kinamands chance for at komme til at prædike for alle de 400 millioner mennesker, og der var ikke udsigt til at han ville få assistance hjemme fra England. I 1961, 7 år efter at han var rejst til Kina første gang, rejste han retur til England, dels fordi han var blevet alvorligt syg med hepatitis, dels for at forsøge han at hverve flere medarbejdere, men hans kompromisløse indstilling til missionen betød at han mange steder blev mødt med decideret latterliggørelse, mens andre mente at han var en farlig ekstremist. ”Det du ønsker, kan ikke lade sig gøre,” fik han at vide sted efter sted. Efter at der var gået flere år på den måde, var han til sidst på randen af et nervøst sammenbrud, og han var derfor yderst taknemmelig da en ven tilbød ham en ferie ved stranden i Brighton så han kunne hvile lidt ud. Hans tanker kredsede dog stadig om den umulige opgave i Kina og den engelske kristenheds tilsyneladende ligegyldighed overfor missionsbefalingen, og hans tro på at det kunne lade sig gøre at fuldføre opgaven, kunne efterhånden ligge på et meget lille sted. Men en dag hvor han gik langs stranden og klagede sin nød til Gud, slog det pludselig ned i ham at ansvaret jo slet ikke var hans, men Guds! Som han senere skrev om det der skete den dag: ”Herren besejrede min vantro, og jeg overgav mig til ham. Jeg sagde til ham at alt ansvaret for sagen og konsekvenserne måtte ligge hos ham; at mit ansvar som hans tjener kun var at adlyde og følge ham, og at det var hans ansvar at lede og sørge for mig og for dem der måtte arbejde sammen med mig. Behøver jeg sige at der straks flød fred ind i mit bebyrdede hjerte?” (citeret fra https://www.frontlinemissions.info/news/683).

                      Samme dag bad Hudson Taylor Gud om at kalde 24 missionærer der kunne rejse med ham tilbage til Kina: 2 til hver af de 11 kinesiske indlandsprovinser der var dengang, foruden 2 til Mongoliet. Der gik mindre end et år før de alle havde meldt sig, og i samme tidsrum var der blevet sat tilstrækkeligt med penge ind på en konto han havde åbnet til formålet, til at de kunne tage af sted. Så Taylor vendte tilbage til Kina og fortsatte sit arbejde i yderligere 40 år. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at han i løbet af de 40 år aldrig mere oplevede tvivl eller depression – faktisk var der tidspunkter hvor han var på selvmordets rand – men igen og igen vendte han tilbage til at ansvaret for den umulige opgave var Guds, ikke hans eget. Allerede i 1883, 18 år efter hans overgivelse i Brighton, var der 225 missionærer der arbejdede sammen med ham, og de havde startet 59 menigheder – og væksten fortsatte. Selvom den kommunistiske revolution i 1949 medførte at stort set alle udenlandske missionærer blev udvist, og selvom skiftende kinesiske regeringer siden da har bekæmpet Kristi kirke med alle til rådighed stående midler (den nuværende regering under Xi Jinping er desværre ingen undtagelse), er millioner af trofaste mænd og kvinder fortsat med at ”gå på vandet”, og man mener at Kina i dag er det land i verden hvor der er flest kristne rent antalsmæssigt (selvom de procentvis udgør et mindretal af den kinesiske befolkning).

                      Hudson Taylor ”gik på vandet” i overført betydning, ligesom alle de andre der har udrettet store ting i Guds rige. Som Taylor på et tidspunkt skrev: ”Alle Guds giganter har været svage mennesker, der gjorde store ting for Gud fordi de regnede med at han var med dem.” Altså kan du og jeg også gå på vandet! Alt hvad det kræver af os, er at vi er lydige mod hvad Gud befaler os at gøre – gennem sit ord i Bibelen, og gennem de ting han specifikt lægger os på hjerte at gøre. Resten er op til ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger 2022
Tags: Esajas' Bog 40.26-31, Matthæusevangeliet 14.22-33, Romerbrevet 4.18-22

Posted By admin on 1. februar 2022

Unyttige tjenere: Guds gulerod

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der er nogle mennesker der elsker at løbe. På med træningstøjet og løbeskoene, måske en lille MP3-afspiller med musik, en lydbog eller en god prædiken, måske et puls-ur hvis man virkelig mener det seriøst, og så ellers afsted, uanset vejret, ah, findes der noget bedre? Sådan er der nogle der tænker, har jeg indtryk af, forstå det hvem der kan. Ganske vist siges det at hvis man løber langt, så kan man opnå en slags lykkerus der populært kaldes ”runner’s high”, men det har jeg nu aldrig selv oplevet – måske fordi jeg aldrig har løbet langt nok? For mig er det altid en overvindelse at komme afsted ud at løbe, og den eneste grund til at jeg overhovedet gør det, er at jeg frygter inaktivitetens skadelige effekt på helbredet endnu mere end jeg frygter løbeturen.

                      Det betyder dog ikke at jeg aldrig har nydt at løbe. Der findes for eksempel smukke sommermorgener hvor det bare er skønt at være udendørs uanset om man går eller løber eller cykler (eller står stille for den sags skyld), men de løbeture jeg har nydt mest, har været de gange hvor jeg har deltaget i DHL-stafetten, der finder sted i Fælledparken i København hvert år i august. I nogle år stillede Bispebjerg-Brønshøj Provsti, hvor jeg arbejdede før jeg kom til Bornholm, med et eller flere hold bestående af præster, kirketjenere, sognemedhjælpere, menighedsrådsmedlemmer og andet godtfolk, og det var et af årets højdepunkter for mig at være opleve stemningen og at løbe rundt på den 5 kilometer lange rute på kryds og tværs af Fælledparken sammen med tusinder af andre, mens andre tusinder af mennesker stod langs ruten og heppede – og så hænge ud og hygge med kollegerne bagefter. Der var bare lige det ved det at det kan være svært at løbe 5 kilometer uden pause hvis man er i alt for dårlig form, og derfor plejede jeg at løbetræne hen over foråret og sommeren, også fordi det er sjovere at overhale end at blive overhalet af på turen gennem Fælledparken. Også dengang var der morgener hvor jeg ikke havde spor lyst til at snøre løbeskoene, men så mindede jeg mig selv om belønningen der ventede i slutningen af august, og det gjorde underværker for min motivation. Man kan sige at jeg havde en ”gulerod”.

                      Brugen af ordet ”gulerod” i betydningen en forventet belønning der bruges som motivation, går vist tilbage til en tegning fra 1800-tallet af et væddeløb mellem to æselryttere. Den ene pisker sit stakkels æsel med en slåengren for at få det til at løbe hurtigere, mens den anden holder en stang i hånden hvorfra han lader en gulerod eller en turnip dingle foran æslet – og det er ham med guleroden der vinder væddeløbet, for ønsket om at nå frem til guleroden ansporer åbenbart et æsel mere end ønsket om at undslippe pisken. Det er naturligvis lidt snyd, for når æslet bevæger sig fremad, bevæger guleroden sig jo med, sådan at æslet aldrig når frem til guleroden, men jeg håber da at æslet til sidst fik lov til at spise guleroden, når først det kom i mål. Det er i hvert fald på den måde udtrykket bliver brugt i dag: som betegnelse for en belønning som man rent faktisk får hvis man opfylder bestemte betingelser.

                      Grunden til at gulerodsmetaforen er blevet så populær, er nok at vi mennesker – meget naturligt, kan man sige – generelt foretrækker det behagelige frem for det ubehagelige, så hvis vi skal give os i kast med noget der ikke umiddelbart er behageligt, kræver det at vi har en forventning om at der i det mindste kommer noget behageligt ud af det. Det kan være at man vågner en mørk vintermorgen og bare ikke har lyst til at tage på arbejde (hvis man nu ikke er så heldig at være præst), men vælger at gøre det alligevel fordi man får en belønning i form af – ja, løn; eller det kan være at man tager kontakt til en person som man skylder en undskyldning, selvom det er helt vildt ubehageligt at indrømme at man har opført sig som idiot, men forhåbentlig venter der en belønning i form af et genoprettet venskab.

                      Det at leve som kristen i verden er heller ikke altid behageligt. Nu til dags kan man ellers finde bøger og prædikanter der vil prøve at bilde mennesker ind at hvis bare du tager imod Jesus, så vil du aldrig mere have problemer med dit helbred, din økonomi, din karriere, dine relationer eller noget som helst andet, i hvert fald ikke hvis du for alvor lærer troens hemmeligheder at kende og indser hvilke rettigheder Gud har givet dig, eller noget i den stil. Men det er ikke en bibelsk forkyndelse. Ingen steder i Det Nye Testamente lover Jesus eller apostlene noget som helst om at den der tager imod deres budskab, får et let og behageligt liv i denne verden; tværtimod finder vi skriftsteder som ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige” (ApG 14,22), ”glæd jer, når I deler Kristi lidelser” (1 Pet 4,13) og ”vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham” (Rom 8,16-17). ”Guleroden” er naturligvis løftet om at vi vil blive rigeligt kompenseret i den kommende verden, og at vi allerede i denne verden vil opleve den velsignelse det er at leve som Guds frie børn under hans nåde, og uden den ”gulerod” ville det nok kun være de allermest uselviske helgener der ville kaste sig ud i at følge Jesus.

                      På den baggrund er det unægtelig nogle overraskende ord vi hører Jesus sige i dagens tekst: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” Altså, hvis det er sådan det er, hvad har vi så ud af at leve for Gud. Hvor blev guleroden af?

                      Jeg tror guleroden ligger gemt i det gode gamle evangelium om syndernes forladelse! Et af de steder hvor det udtrykkes allermest klart, er i Efeserbrevet kapitel 2 vers 8-10 hvor der står: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Det evige liv er altså ikke noget Gud giver os som belønning for noget vi har gjort, men som en gratis gave fordi han er barmhjertig. De gode gerninger som Gud vil have os til at gøre, er noget der kommer bagefter, og som hverken gør fra eller til i forhold til lønnen. Jeg tror også det er derfor at de der har udvalgt teksterne til Folkekirkens tekstrækker, har sammensat teksterne til i dag på den måde de har, for de to første tekster taler begge to om at Gud lønner mennesker, men i begge tilfælde er det tro der bliver belønnet, ikke gerninger. Abraham er en af de allervigtigste skikkelser i Bibelen (og i øvrigt også i Koranen), men Bibelen fortæller faktisk ikke noget om at han skulle have gjort specielt mange gode og selvopofrende gerninger, specielt ikke forud for at Gud udvalgte ham, men egentlig heller ikke bagefter. (I Koranen er det vist lidt anderledes). Nej, dén ene ting som Bibelen roser Abraham for, er hans tro – det at han tog Gud på ordet og rejste til et fremmed land i tillid til Guds løfte. Det Abraham blev belønnet for, var at han satte sit liv ind på at Gud var troværdig.

Det samme gælder Enok, der nævnes i læsningen fra Hebræerbrevet. Det Gamle Testamente fortæller os ikke ret meget om Enok; kun disse få sætninger (og for en ordens skyld må jeg hellere nævne at Enok levede før syndfloden, dengang de fleste opnåede nogle tårnhøje levealdre, i særdeleshed Enoks søn Metusalem, der blev hele 969 år gammel): ”Da Jered havde levet 162 år, fik han Enok. Efter at Jered havde fået Enok, levede han i 800 år og fik sønner og døtre. Jered levede i alt 962 år, så døde han. Da Enok havde levet 65 år, fik han Metusalem. Efter at Enok havde fået Metusalem, vandrede han i 300 år med Gud og fik sønner og døtre. Enok levede i alt 365 år. Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,18-24). Hvad det betød at Enok ”vandrede med Gud”, er ikke nemt at sige, men Hebræerbrevets forfatter lader os i hvert fald vide at det hang sammen med at han havde en tro på at Gud ”er til og lønner dem, som søger ham”. Den ”gulerod” som Gud har til os, får vi altså for vores tro, ikke for vores gode og selvopofrende gerninger.

                      Dertil kommer at vi slet ikke er i stand til at gøre nogen gerning som ville sætte Gud i gæld til os på nogen måde. Alt hvad vi har, har Gud givet os, inklusiv selve vores liv, så lige fra vi bliver født, står vi i en uendelig gæld til ham. Uanset hvor meget vi gør for Gud, kan han stadig med rette kræve mere af os; det er derfor Jesus siger at vores indstilling skal være: ”vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre”. Men de gode nyheder er altså at alt det som vi aldrig nogensinde ville kunne gøre os fortjent til, det giver Gud os helt gratis! Selvom vi kun er unyttige tjenere, kalder Gud os sine børn og lover os en umådeligt rig arv, nemlig den arv som tilkommer hans enbårne Søn, Jesus. Den arv vandt Jesus til os da han gik i døden for os for at vi skulle leve med ham, og hvis vi ligesom Abraham er villige til at sætte livet ind på at Gud holder sit ord, vil vores løn blive lige så stor som hans, selvom vi intet fortjener. Derfor kan vi også roligt møde alt hvad denne verden måtte byde på af trængsler og give os helhjertet hen til at tjene Gud og vores medmennesker. For ganske vist bliver vi ikke belønnet efter hvor meget vi udretter, men netop derfor er vores ”gulerod” sikret hinsides enhver tvivl. Så snør dine åndelige løbesko, og glæd dig til den belønning der venter når løbet er fuldført, uanset hvor mange gange du bliver overhalet undervejs!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2022
Tags: Første Mosebog 15.1-6, Hebræerbrevet 11.1-6, Lukasevangeliet 17.5-10

Posted By admin on 18. januar 2022

Den samaritanske kvinde: Ensvarm eller vekselvarm?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Et pattedyr er et varmblodet hvirveldyr der ånder ved lunger og føder levende unger som det giver die.” Sådan lyder en remse som min morfar lærte mig da jeg var omkring den alder som min søn er nu (måske lidt ældre), og nørdet som jeg var også dengang, skrev jeg mig den straks bag øret. Ganske vist vidste jeg ikke præcis hvad ordet ”varmblodet” betød, men på en eller anden måde gav det en vis intuitiv mening for mig at pattedyr og fugle har varmt blod mens krybdyr, padder og fisk har koldt blod. En fisk er jo anderledes kold at røre ved end eksempelvis en hund.

                      Senere fandt jeg ud af at man for længst er holdt op med at bruge ordet ”varmblodet” (undtagen som betegnelse for en hesterace) og i stedet taler om at pattedyr og fugle er ”ensvarme”, mens krybdyr, padder og fisk er ”vekselvarme”. De betegnelser udtrykker nemlig mere præcist hvad forskellen er: Pattedyr og fugle har en nogenlunde konstant kropstemperatur uafhængigt af omgivelsernes temperatur fordi vores celler selv kan producere varme, hvorimod de vekselvarme dyrs kropstemperatur falder når det bliver koldt omkring dem. Det er derfor de krybdyr og padder vi har på vores breddegrader typisk ligger i dvale om vinteren, for det er simpelt hen for koldt til at deres kroppe kan opnå en temperatur hvor de kan fungere. Og det er derfor man indimellem ser et firben eller en stålorm ligge og sole sig på en sten selvom de er et relativt let bytte for rovfugle når de ligger der: De har simpelt hen brug for solens stråler til at varme sig op så de kan foretage sig noget.

                      Vi mennesker er biologisk set pattedyr, og derfor er vores kroppe ensvarme – og det må vi takke Gud for, for det er unægtelig en stor fordel, selvom det også medfører et langt højere kalorieforbrug. Men selvom vores krop er ensvarm, er det ikke sikkert at vores ånd er det. Jeg kender i hvert fald fra mig selv at hvis jeg for eksempel har været på en kristen sommerlejr eller konference med masser af god forkyndelse, lovsang og godt fællesskab, så er min åndelige temperatur dejligt høj, og jeg nærmest strutter af tro og kærlighed og frimodighed (eller sådan føler jeg det i hvert fald selv), men efterhånden som hverdagen indfinder sig, tilpasser jeg mig mere og mere omgivelsernes åndelige temperatur, og det tomrum der bliver efterladt, forsøger jeg måske at fylde ud med alle mulige andre ting. Nogle af jer har måske gjort den samme erfaring. Men selvom det nok er uundgåeligt, så længe vi lever i denne verden, at vores begejstring og glæde og brand i troen svinger lidt (eller meget) op og ned (på samme måde som vores hænder og fødder kan blive kolde hvis vi befinder os et sted hvor det er koldt), så tror jeg det er enormt vigtigt at der inderst inde i vores ånd er en konstant temperatur. Og jeg tror også at Gud har givet os redskaberne til at det kan være sådan.

                      I teksten til i dag taler Jesus om ”levende vand”, som har den egenskab at hvis man drikker af det, så kommer man aldrig til at tørste igen, og det vækker naturligvis interessen hos den samaritanske kvinde, for hvem vil ikke gerne have en mindre besværlig hverdag? Hvis det var mig der var nødt til hver dag at gå ned til Klemensker Vandværk og hente en spand vand og bære den hele vejen tilbage til præstegården, så tror jeg i hvert fald jeg ville juble ved udsigten til at få sådan noget én-gang-for-alle-vand. Derfor skulle man også tro at hun ville blive skuffet når hun fandt ud af at Jesus ikke talte om fysisk vand som man drikker med sin fysiske mund hvorefter man aldrig mere bliver fysisk tørstig – men det bliver hun ikke! Dagens evangelietekst slutter ganske vist før vi får at vide hvordan kvinden reagerer da Jesus røber at han er Messias, men jeg har snydt og læst videre i Bibelen, og der står: ”Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: ’Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?’ De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham” (Joh 4,28-30), hvorefter kvindens bysbørn overtaler Jesus til at blive to dage i byen og tale til dem, og det ender med at de siger til kvinden: ”Nu tror vi ikke længere på grund af det du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser” (Joh 4,42). Det vand Jesus talte om, som ikke er fysisk vand, men derimod er et billede på Helligånden, skabte altså endnu større begejstring end det tryllevand som kvinden først troede at Jesus talte om – præcis som jeg har oplevet det når jeg har været på lejre eller stævner hvor Guds levende vand har flydt rigeligt.

                      Men bemærk at Jesus siger: ”Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Jesus lover altså at hvis vi drikker af hans levende vand, får vi selv en kilde inden i os. Jeg sagde før at den kilde er Helligånden, og det ved jeg fordi Jesus vendte tilbage til det samme billede ved en senere lejlighed, nemlig i forbindelse med løvhyttefesten i Jerusalem, som vi kan læse om tre kapitler længere fremme i Johannesevangeliet. Der står: ”På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: ’Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’ Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Joh 7,37-39). Men nu er Jesus blev herliggjort. Det blev han gennem sin korsfæstelse, det blev bekræftet gennem hans opstandelse, og ved sin himmelfart indtog han sin plads på herlighedens trone ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd. Ti dage senere, på pinsedagen, kom Ånden til jorden og fyldte disciplene, og da folk efterfølgende stimlede sammen for at finde ud af hvad der foregik, sagde Peter: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på” (ApG 2,38-39). Jesus har altså lovet at enhver der omvender sig og lader sig døbe, vil få en indre kilde med levende vand så vi aldrig mere skal tørste, åndeligt set. Det er faktisk ret vildt.

                      Hvad de to betingelser angår, så vil jeg gætter på at de fleste af os uden problemer kan sætte flueben ved den ene, nemlig det med at lade sig døbe. (Skulle der være nogen af jer der ikke er døbt, så henvend jer endelig til mig så vi kan få det arrangeret. Der er ingen øvre aldersgrænse for at blive døbt – jeg har engang døbt en mand på 86!).  Det er straks vanskeligere med den anden: ”Omvend jer”. Hvad vil det sige? Ifølge Den Danske Ordbog betyder ”at omvende sig” at man skifter religiøs tro, og det er sikkert meget dækkende for hvordan ordet bruges i daglig tale (som det netop er Den Danske Ordbogs opgave at beskrive), men den bibelske betydning er en lidt anden. De mennesker Peter talte til på pinsedagen, var alle sammen jøder der troede på Israels Gud og de skrifter som vi kristne i dag kalder for Det Gamle Testamente, og det var overhovedet ikke Peters mening at de skulle holde op med det. Derimod betyder det ord som vi på dansk plejer at oversætte med ”omvende sig”, egentlig ”at ændre sin tankegang”, nemlig at ændre den så den kommer i overensstemmelse med hvad Guds ord siger. Helt konkret er vi nødt til at holde op med at tænke at vi kan få slukket vores åndelige tørst nogen som helst andre steder end hos Gud selv. Som den franske tænker Blaise Pascal (ham som den meteorologiske enhed hektopascal er opkaldt efter) udtrykte det i 1600-tallet: ”I ethvert menneskehjerte er der et Gud-formet tomrum som ikke kan udfyldes af nogen skabning, men kun af Skaberen selv.”

                      Noget tyder på at den kvinde Jesus mødte ved brønden, havde søgt at slukke sin åndelige tørst med mænd. Vi ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed; der kan være flere grunde til at hun har haft 5 mænd; men siden Jesus bringer emnet på bane, vil jeg gætte på at det er fordi det har relevans for samtalen. Og gennem tiderne har romantisk kærlighed i hvert fald været et af de vigtigste steder hvor mennesker har søgt efter det som det dybest set kun er Gud der kan give – gennem de seneste årtier hyppigt ansporet af romantiske komedier fra Hollywood, der typisk er enormt gode til at sælge den illusion at hvis man bare finder sammen med de rette partner, så er ens lykke gjort. Men selvom det i sandhed er en lykke at finde en god og gudfrygtig ægtefælle at dele glæder og sorger med – ”da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære”, som vi synger i en kendt bryllupssalme – så betyder det ikke at man aldrig vil tørste åndeligt igen. Selv ikke verdens mest perfekte mand eller kvinde kan give det som kun Gud kan give, og går man ind i et forhold med en forventning om at få opfyldt alle sine åndelige behov, så kommer forholdet til at gå i stykker af det hvis man ikke kommer på bedre tanker.

                      For den samaritanske kvinde lader det som sagt til at det har været romantisk kærlighed der har været det sted hun søgte at få slukket sin åndelige tørst, ligesom det har været for utallige andre mænd og kvinder siden. Men der er også mange andre upålidelige kildevæld der hyppigt bliver forsøgt, så som karriere, anerkendelse, titler, penge, porno, alkohol, spil eller ganske almindelig underholdning. Bortset fra porno er der ikke nogen af de ting der er onde i sig selv, så længe man ikke bliver afhængig af dem, men hvis vi forsøger at bruge dem til at forsøge at fylde det Gud-formede tomrum i sit hjerte.

                      Men den gode nyhed er altså at Gud har givet os det der skal til for at få opfyldt tomrummet i vores hjerte, nemlig Helligånden som han har ladet bo i vores indre. Gud er hele tiden hos os, uanset om vi føler og mærker det eller ej. At deltage i kristne lejre og stævner er en rigtig god ting og kan tjene til at styrke, modne og udfordre os i vores trosvandring, og de ugentlige gudstjenester og møder i det lokale kristne fællesskab må vi for alt i verden ikke forsømme. Men vi har ikke brug for noget udefra for at blive ”varmet op” så vi kan leve for Gud i hverdagen. Lever vi i Ånden som Jesus har givet os, behøver vi ikke åndeligt set at være som vekselvarme dyr der følger omgivelsernes temperatur; vi kan være ensvarme, varmblodede, og endda være med til at varme vores omgivelser op. Og det er måske en af grundene til at Jesus andetsteds i Johannesevangeliet kalder os sine får, ikke sine skildpadder.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2022
Tags: Første Johannesbrev 2.28 - 3.3, Jeremias' Bog 17.12-14, Johannesevangeliet 4.5-26

Posted By admin on 11. januar 2022

Jesus og de små børn: Det mindste, han har skabt, er stort

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Som nogle af jer ved, kan jeg godt lide at spille skak. Det kunne jeg også da jeg i sin tid gik på Borupgaard Amtsgymnasium (som det hed dengang) i Ballerup. Gymnasiet havde et skakhold der spillede mod andre gymnasier, og i den forbindelse husker jeg især en match vi spillede mod Gladsaxe Gymnasium, hvor jeg tørnede sammen med en spiller der havde en rating på den anden side af 2000. (Til dem af jer der ikke går så meget op i skak, kan jeg oplyse at ratingtallet er et mål for hvor dygtig en spiller er på et givet tidspunkt – jo højere rating, jo bedre. Skalaen er konstrueret sådan at en gennemsnitlig klubspiller teoretisk set skulle have en rating omkring 1500. Verdens p.t. bedste skakspiller, norske Magnus Carlsen, har en rating omkring 2800, mens den højest rangerende spiller i Bornholms Skakklub i øjeblikket har en rating på 2362). Nå, jeg skulle altså møde en skakspiller der var adskillige klasser bedre end mig, og det blev et uforglemmeligt parti. Ikke fordi jeg kan huske så meget som et eneste af hverken hans eller mine egne træk, og faktisk heller ikke fordi jeg var synderligt starstruck over at skulle spille mod ham, men på grund af hans overlegne attitude. Mens jeg under hele partiet sad klistret til brættet og grublede, så var det ikke meget jeg så til ham. Han syntes åbenbart det var for kedeligt at sidde og glo mens jeg tænkte så det knagede, så flere gange undervejs gik han ud for at ryge eller bare for at trække lidt frisk luft, og så kom han tilbage, kastede et enkelt blik på brættet, konstaterede at det var hans tur, flyttede en brik og gik igen. Og hvordan endte det så? Gik det som i Æsops fabel om haren og skildpadden der løb om kap, hvor skildpadden vandt fordi haren troede sig så uovervindelig at den ikke tog konkurrencen seriøst? Nej, sådan gik det ikke. Selvom min modstander knap nok værdigede vores spil et blik, blev jeg alligevel spillet baglæns ud af brættet – overmagten var ganske enkelt for stor. Og det at han billedligt talt spillede med bind for øjnene og den ene hånd bundet på ryggen, satte blot en tyk streg under hvor meget stærkere han var end mig.

                      Det virker måske en smule søgt at sammenligne Gud med en lettere arrogant 19-årig skakspiller, men det vil jeg nu alligevel gøre, for det er den bedste sammenligning jeg kan komme i tanker om, også selvom Gud naturligvis i enhver henseende er langt mere suveræn end ham fyren fra Gladsaxe var i forhold til mig. Gud har al magt og råder over kæmpe englehære, så han kunne så let som ingenting fyre op for den guddommelige power og vise os ynkelige skabninger hvem der har bukserne på. Der er bare lige det ved det at Gud elsker os, og derfor er han ikke interesseret i bare at slippe al sin magt løs, for det ville vi næppe overleve. Men heldigvis er Gud så meget stærkere end Satan at han kan gøre som en fodboldtræner fra Superligaen der har trukket et Serie 2-hold i pokalturneringen og vælger at give reserverne og juniorspillerne chancen fra start fordi han ved at han sagtens kan vinde selvom han ikke stiller i stærkeste opstilling. ”Guds svaghed er stærkere end mennesker”, skriver Paulus i Første Korintherbrev (1,25). Den måde Gud valgte at besejre det onde på, var ved at lade sig føde som et hjælpeløst barn, der 33 år senere lod sig hænge hjælpeløst på et kors. Og både før og siden har Guds fremgangsmåde hyppigt været at bruge os svage mennesker som sine redskaber. Ja, ikke alene det, men han vælger endda som regel at bruge svage mennesker frem for stærke mennesker. Fra Det Gamle Testamente kender vi for eksempel beretningen om hyrdedrengen David der fældede den gigantiske kriger Goliat med en sten fra sin slynge, og i Det Nye Testamente kan vi se at Jesus valgte en flok mennesker fra samfundets bund som sine disciple. Ved at bruge de svage opnår Gud to ting: For det første at det forhåbentlig kommer til at stå klart for os at det ikke er vores fortjeneste når det går godt – som vi læser i Dommerbogen at Gud sagde til den israelitiske hærfører Gideon da han var klar til at tage kampen op med en grusom midjanitisk besættelsesstyrke: ”Du har for mange folk hos dig til, at jeg vil give midjanitterne i deres hånd; Israel vil bare selv tage æren og sige: Min egen hånd har skaffet mig sejr” (Dom 7,2). Og for det andet opnår han at det bliver demonstreret hvor suveræn han er i forhold til Djævelen og hans onde magter, ligesom min modstander fra Gladsaxe Gymnasium fik demonstreret hvor suveræn han var i forhold til mig.

                      Men er der da slet ingen grænser for hvor svagt et menneske Gud kan bruge? Nej, hvorfor skulle der være det? Hvis det alene er Guds kraft der gør udslaget når noget lykkes i hans rige, så må det jo betyde at det menneske som Gud bruger, ikke bidrager med noget som helst i vægtskålen, og derfor kan det i princippet være hvem som helst – ja, endda et spædbarn, om så skulle være, for i den davidssalme vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, stod der jo: ”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige”. Derfor er det også virkelig sandt hvad en anden salmedigter, nemlig Brorson, skrev 2700 år efter Davids tid: ”Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise”.

                      Det Brorson mente da han skrev de linjer, var at hver enkelt lille fantastisk detalje i Guds storslåede skaberværk vidner om at der er en Skaber, på samme måde som et storslået maleri vidner om kunstmaleren, eller en storslået bygning vidner om arkitekten. Men da jeg som 7-årig første gang lagde mærke til ordene ”Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise”, forstod jeg det som om det var børn han talte om, og jeg tog det som en opmuntring om at selvom jeg var lille, kunne jeg bevise Guds magt lige så vel som en voksen. Og den misforståelse tror jeg faktisk at Brorson ville have glædet sig over.

                      Men hvordan kan børns og spædes mund på nogen måde standse fjender og hævngerrige? Hvilken hævngerrig fjende vil lade sig standse af noget som et spædbarn siger? Det skal jeg sige jer: Det vil fjenden over alle fjender, Satan selv. Satan ved nemlig at han er stærkere end et hvilket som helst menneske, ja endda stærkere end alle menneskers forenede kræfter. Men overfor Gud må han give fortabt, og derfor er der én eneste ting vi mennesker kan gøre, der kan gøre Satan bange, nemlig at stole på Gud. Bruger vi vores mund til at takke og lovsynge Gud eller til at bede Gud om hjælp, så skaber vi et bedre værn for os selv mod Guds modstander end vi kan gøre på nogen som helst anden måde. Og hvem er bedre til at bede om hjælp end et spædbarn, som endnu ikke har lært at sige ”kan selv, vil selv”, men er nødt til at få hjælp til alting? Det er netop derfor Jesus siger i dagens velkendte evangelietekst at Guds rige netop tilhører de små børn (eller ”tilhører sådan nogle som de små børn” hvis vi skal være helt tro mod grundtekstens betydning, og det synes jeg generelt man skal).

                      Som det nok er de fleste bekendt, indgår bibelteksten om Jesus og de små børn i Folkekirkens dåbsritual, og det uanset om det er et spædbarn eller et større barn eller en konfirmand eller en voksen der skal døbes, for vi har kun det ene dåbsritual. Imidlertid er der i disse år stadig flere der ikke er blevet døbt som små, men som vælger at blive det som voksne (skuespillerne Casper Christensen og Lars Mikkelsen er blandt de seneste års mest kendte eksempler), og derfor bliver det med jævne mellemrum foreslået at indføre et særskilt ritual for voksendåb, der blandt andet skulle adskille sig fra barnedåbsritualet ved at udelade læsningen om Jesus og de små børn. Men det ville være ærgerligt, synes jeg, for teksten siger jo netop at den eneste måde vi kan komme ind i Guds rige på, er ved at tage imod det som et lille barn, og er det den eneste måde, så må det være den eneste måde både for voksne og for børn.

                      Omvendt lyder det fra de kristne grupper der afviser dåb af spædbørn, at teksten ikke hører hjemme i et dåbsritual fordi den slet ikke handler om dåb (hvad den ganske rigtigt ikke gør). Dåb hænger sammen med tro, lyder det videre, og derfor er det forkert at døbe spædbørn, for de kan jo ikke tro. Og ja, det er da indlysende sandt at et lille barn ikke kan forholde sig kognitivt til den kristne troslære, men jeg vil vove den påstand at den frelsende tro som Skriften taler om, ikke har ret meget at gøre med at man intellektuelt tilslutter sig nogle bestemte dogmer. Det er klart at er man tilstrækkelig gammel (og tilstrækkelig belæst) til at dogmer overhovedet er noget man forholder sig til, så må troen nødvendigvis medføre at man tror på nogle bestemte teologiske udsagn og afviser nogle andre, men det er ikke det der er den frelsende tro. Den tro som åbner Guds rige for os, kan i lyset af dagens tekst ikke være andet end netop det at tage imod som et lille barn, og deraf følger det at ikke alene kan små børn godt tro, men de er endda bedre til det end vi voksne er, sådan at vi må tage børnene som eksempler til efterfølgelse når det gælder det at tage imod i tro.

                      Dagens gode nyhed er altså at Gud kan bruge en hvilken som helst person i dette rum, inklusiv dig, til at fremme sine gode formål. Du behøver ikke tænke at fordi du ikke er særlig veltalende, eller ikke er særlig højt uddannet, eller ikke er særlig rig, eller ikke har ret meget tid til overs, eller ikke har styr på dit eget liv, så kan Guds kraft ikke flyde igennem dig, for det afhænger ganske enkelt ikke af dig! Tak Gud for alt det gode han har givet dig, og bed ham om at føre dig i de gerninger som han på forhånd har lagt til rette for lige netop dig at gøre. Og fryd dig så over at hvis du virkelig har ret i at du er uduelig og ubrugelig, så bliver der så meget mere ære til Gud når han bruger lige netop dig til at udrette – måske ikke ligefrem noget der skaber forsider i de landsdækkende medier, måske ikke engang en bedrift som du selv vil synes er noget særligt, men ikke desto mindre noget som gør en stor forskel set med Guds øjne, og de ser tit nogle helt andre ting end menneskers øjne gør!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2022
Tags: Kolossenserbrevet 1.15-19, Markusevangeliet 10.13-16, Salme 8

Posted By admin on 4. januar 2022

Verdens lys: Lyset er kommet

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker helligtrekongers søndag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Solen stod op klokken 8.25 i dag. Det er sent, men det er dog et minut tidligere end for fire dage siden, da vi havde vinterens allerseneste solopgang, så det er begyndt at gå den rigtige vej! Og i den anden ende af dagen er der endnu større glædelige nyheder: Den 14. december gik solen ned allerede klokken 15.30, men i dag går den først ned 15.42. Samlet set har vi fået 7 minutter mere med dagslys end vi havde ved solhverv, da dagen var kortest. Det kan godt være at det ikke helt føles sådan, når nu nytåret har været præget af tåge og regn, og vi ikke har set et eneste glimt af solen siden – var det tirsdag eller onsdag? Men ikke desto mindre er det et faktum at året er vendt, og for hver dag der går fra nu af og til sommersolhvervet, vil lyset vinde mere og mere frem. Vi behøver ikke engang at gøre noget for at få det til at ske. Men det siger sig selv at det udbytte vi får af lyset, er ligefremt proportionalt med i hvor høj grad vi lukker lyset ind. Hvis vi – frivilligt eller ufrivilligt – tilbringer de fleste af vores vågne timer indendørs bag nedrullede gardiner eller i rum helt uden vinduer, så bliver det ganske vist lyst i verden omkring os, men det bliver ikke lyst for os.

                      På samme måde som solhvervet betyder at det nu går mod lysere tider derude, betyder Jesu fødsel at det går mod lysere tider i verden. Hvornår på året Jesus blev født, er der ingen der ved, selvom det ikke skorter på skråsikre påstande – jeg har inden for den seneste måned læst ét sted på internettet at ”vi ved at det var i september”, og et andet sted at ”vi ved at det var i marts”. Andre argumenterer for at der er gode grunde til at antage at det rent faktisk var lige præcis den 25. december – den dag som vi i kirken fejrer som Kristi fødsels dag – at han blev født. Men alene det at der er flere forskellige datoer i spil, viser med al ønskelig tydelighed at vi ikke ved med sikkerhed hvornår på året det var – og i virkeligheden betyder det måske heller ikke det helt store. Vi andre fejrer jo heller ikke altid vores fødselsdag på dagen, men måske i weekenden før eller weekenden efter eller endnu længere væk – min søster og svoger, som har fødselsdag i henholdsvis december og januar, valgte for eksempel et år at lave en fælles fødselsdagsfejring midt på sommeren, så de kunne holde det som en havefest!

                      Grunden til at det netop er i slutningen af december at vi fejrer Jesu fødselsdag, er sandsynligvis at man fra gammel tid har ment at profeter havde det med at dø på samme dato som de blev undfanget (spørg mig ikke hvorfor). Og vi ved jo hvornår Jesus døde, nemlig i forbindelse med den jødiske påskefest. Den jødiske kalender er baseret på månens faser, i modsætning til vores gregorianske kalender der er baseret på solen, og derfor falder jødernes påskefest (eller pesach, som jøderne i Danmark foretrækker at kalde den med det hebraiske ord som det danske ord ”påske” er en forvanskning af) på forskellige datoer – i år er det for eksempel den 15. april. (Det er i øvrigt også det der er grunden til at den kristne påske ikke falder på samme dato hvert år, selvom der ikke altid er datomæssigt sammenfald mellem den jødiske og den kristne påske, ligesom der ikke engang altid er datomæssigt sammenfald mellem østkirkens og vestkirkens påske). Men på et tidspunkt omkring år 200 var der altså nogle kristne der nåede frem til at Jesus døde enten den 25. marts eller den 6. april, og på den baggrund nåede de frem til at så måtte han også have været undfanget enten den 25. marts eller den 6. april. Lægger man 9 måneder til det, når man frem til at han blev født enten den 25. december eller den 6. januar. Og af de to muligheder blev det som bekendt den 25. december der løb af med sejren – måske fordi det gav mulighed for at udnytte at der i forvejen blev fejret solhverv tæt på den dato. Senere, nogle årtier efter at kejser Konstantin i starten af 300-tallet havde gjort kristendommen til den favoriserede religion i Romerriget, skete der i øvrigt det at kejser Julian med tilnavnet ”den Frafaldne” forsøgte at bringe den førkristne romerske religion til ære og værdighed igen, og i den forbindelse flyttede han solhversfejringen til den 25. december i et forsøg på at kvæle den kristne fest for Kristi fødsel. (Jeg havde nær sagt ”den kristne jul”, men ordet jul er faktisk ikke af kristen oprindelse; det var navnet på en midvinterfest som nordboerne fejrede allerede før kristendommen kom hertil, og som efter kristendommens komme blev flyttet til den 25. december i et forsøg på t forvandle den til en kristen fest, hvilket som bekendt langt hen ad vejen er lykkedes, men ikke helt).

                      Nå, det var dagens historietime. Uanset hvornår Jesus rent faktisk blev født, så synes jeg faktisk det er vældig passende at fejre hans fødsel på det tidspunkt hvor året vender, og lyset begynder at vende tilbage, netop fordi Jesu fødsel markerede et lignende vendepunkt i verdenshistorien. Som vi hørte juledag, betød Jesu fødsel at ”lyset, det sande lys, var ved at komme til verden”, og i dagens tekst hører vi så Jesus uden omsvøb kalde sig selv for ”verdens lys”. ”Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød”, som vi synger i adventsudgaven af ”Vær velkommen, Herrens år”, og siden er dagene blev længere, billedligt talt.

                      Men ligesom det kan være svært at se i disse gråvejrsdage at det virkelig er begyndt at blive lysere, sådan kan vi også nogle gange komme i tvivl om det virkelig er rigtigt at lyset i verden tiltager dag for dag, for det ser bestemt ikke altid sådan ud. Der er stadig så meget ondt i verden at det jævnligt bliver brugt som belæg for at påstå at der umuligt kan være en Gud, og selv vi der bekender troen på Gud, kan nogle gange være på nippet til at fortvivle over at Guds rige snarere synes at være på tilbagetog end i fremgang. Se på Bornholm for eksempel: For 100 år siden var vores ø oversået med missionshuse hvorudfra der foregik en masse forkyndende og sociale aktiviteter for alle aldersgrupper. I dag er mange af missionshusene solgt fra, og i dem der er tilbage, er der tit mange ledige pladser. Og der ser ikke stort bedre ud i kirkebygningerne: Grunden til at den monumentale kirke (her) i Klemensker blev opført i 1882, var at den gamle kirke ganske enkelt var blevet for lille til at rumme de hundredevis af mennesker der kom til gudstjeneste hver søndag. I dag er det som regel kun hver tiende plads der er besat(, og her i Rø ser det omtrent lige sådan ud). Billedet er det samme over det meste af Danmark, ja over det meste af Europa. Går det virkelig den rigtige vej?

                      Ja, det må vi tro på at det gør, for det siger Skriften os. Opmuntringen fra Esajas’ profeti som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, er endda langt mere aktuel for os end den var for Esajas’ oprindelige læsere, fordi vi lever i nådens tid med både julens, påskens og pinsens begivenheder vinget af som fuldførte. Derfor må vi tage ordene til os: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket skjuler jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans.”

                      Det lyder som meget store ord, og det er det også. Og derfor kan vi have svært ved at tage dem til os – dels fordi det måske kommer i konflikt med vores indre jantelov, dels fordi det strider imod hvad vi erfarer. Men ligesom med det fysiske lys fra solen, som der kommer til at blive mere og mere af gennem det næste halve år, gælder det også med det åndelige lys der kom til verden med Jesu fødsel, at det udbytte vi får af det, er ligefremt proportionalt med i hvor høj grad vi lukker lyset ind. Vores skuffelse over verdens og kirkens tilstand kan alt for let blive til et mørklægningsgardin som lukker Guds solskin ude og fastholder os i netop det mørke som vi er så kede af.

                      Men hvordan lukker vi så lyset ind? Hvordan åbner vi vores sind for Guds lys og håb og for Helligåndens kraft? Det gør vi ved tro – ved at tro på at det som Gud har lovet, det har han også i sinde at opfylde. Tror vi på at Gud er kærlighed og vil at alle mennesker skal frelses, og tror vi på at Jesus ved sin død og opstandelse har vundet den endegyldige sejr over alt det onde, og tror vi på at Helligånden er sendt til kirken for at give os kraft til at leve som Kristi legeme, så må vi logisk set også tro på at vækkelsen kommer! Vi ved ikke hvornår, og vi ved ikke hvordan, men vi ved at det ligger Gud uendeligt meget på sinde at både vi der sidder her i kirken i dag, og vores venner og familie og kollegaer og naboer som ikke sidder her, skal lære hans kærlighed stadig bedre at kende og blive stadig mere forvandlede efter hans søns billede. Derfor må det være ikke bare vores inderlige længsel, men også vores realistiske mål at Guds lys kommer til at skinne så klart her hos os, at alle der vil, kan se det. Er Jesus virkelig verdens lys, så må vi også have lov til at bede Gud om at det lys må få lov til at skinne stadig klarere i Klemensker, Rø og Aarsballe, ja på hele Bornholm, ja i hele Danmark, så sandt dette sted også er en del af den verden som Jesus døde for at frelse.

                      Og ikke mindst må vi lade lyset fra Jesus skinne ind i vores egne liv og afsløre alt det i os som blokerer for at lyset også kan skinne igennem os – og det er først og fremmest vores uforsonlighed og negative indstilling over for vores medmennesker. ”Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket”, advarer apostlen Johannes i dagens anden læsning. Lad os gøre det til vores bøn at året 2022 må blive et år hvor Guds lys skinner klart i os og renser alt det ud som står i vejen for at vi ved hans nåde og ved Helligåndens kraft kan blive redskaber for hans fred og kærlighed her hvor vi er sat!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til helligtrekongers søndag 2022
Tags: Esajas' Bog 60.1-6, Første Johannesbrev 2.7-11, Johannesevangeliet 8.12-20

Posted By admin on 4. januar 2022

Fadervor: Fri os fra det onde

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så fik vi overstået endnu en december! Selvom december 2021 desværre lagde sig mere eller mindre op ad december 2020 i forhold til at være anderledes end december plejer at være, så er der alligevel nogle ting der næppe nogensinde forandrer sig, og en af de ting er ønskesedler. Da jeg var barn, sad jeg med kataloget fra BR Legetøj og skrev ønskesedler så lange som et ondt år, og jeg fik naturligvis kun en brøkdel af de ting der stod på ønskesedlen, men bare det at skrive den og at drømme om alle de skønne ting (som naturligvis så endnu skønnere ud i kataloget), var en fornøjelse i sig selv, og selvom jeg kun fik nogle få af tingene, var det alligevel altid en skøn følelse at pakke gaverne ud juleaften og at lege med dem i juledagene. Og selvom det meste af nutidens legetøj er meget anderledes end det jeg ønskede mig for 40 år siden, så var mine yngste niecers ønskesedler til den just overståede jul omtrent lige så lange som mine var i sin tid.

                      Når vi beder, har det også tit karakter af at vi kommer med vores ønskeseddel til Gud, og det er der egentlig ikke noget i vejen med. ”Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle forhold jeres ønsker komme frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak”, skriver Paulus til de kristne i Filippi (Fil 4,6), og det må jo betyde at Gud aldrig bliver træt af at lytte til vores ønskesedler på alle tider af året, og at det tilmed kan være et middel mod bekymring at komme til Gud med vores ønsker. Skriftstedet fortsætter: ”Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” Men det er til gengæld også det eneste vi bliver lovet – altså at Guds fred vil bevare vores hjerter. Der er ikke noget løfte om at Gud vil opfylde alle vores ønsker! Og der er ikke nogen ”teknikker” som vi kan bruge når vi beder, for at øge sandsynligheden for at få vores ønske opfyldt. Det er i hvert fald ikke sådan at lange og ordrige bønner giver en højere ”succesrate” end korte, koncise bønner; det gør Jesus helt klart for disciplene og os i dagens tekst. Og i øvrigt, fortsætter han, er det slet ikke nødvendigt at bruge en masse tid på at forklare Gud hvad vi har brug for, for det ved Gud allerede i forvejen (selvfølgelig, kunne man tilføje, for det er jo ham der har skabt os, og derfor kender han vores behov endnu bedre end vi selv gør). Formålet med bønnen er altså ikke først og fremmest at få Gud til at opfylde vores behov. Men hvad er det så? Jo, lad os se på hvordan det er Jesus siger at vi skal bede. Ordene kender de fleste af jer sikkert så godt at I ville kunne citere dem hvis I blev vækket klokken to om natten, men netop det indebærer måske også en fare for at de bliver reduceret til en remse som vi kan lire af uden at tænke nærmere over hvad det egentlig er vi siger – det problem kender jeg i hvert fald i høj grad fra mig selv.

                      Fadervor indeholder syv konkrete bønner, og når man læser dem, er det påfaldende at kun én af dem minder bare lidt om vores sædvanlige ”ønskeseddelbønner”, nemlig bønnen ”giv os i dag vort daglige brød”. Og det er endda et meget nøjsomt ønske der udtrykkes i den bøn, nemlig et ønske om det rent og skært nødvendige (for nu at citere Baloo fra Junglebogen). Som sagt udelukker det ikke at vi er velkomne til at komme med alle vores ønsker til Gud – og vi opmuntres endda til at gøre det så vi kan få fred i hjertet i stedet for bekymring – men det fortæller os at der er andre ting som det er mindst lige så vigtigt at bede om, og det er måske overraskende at de første tre af Fadervors syv bønner slet ikke handler om os selv, men om Gud: ”Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje”. Hvorfor skal vi bede om det? Har Gud ligefrem brug for at blive mindet om at sørge for at de ting som han selv gerne vil, sker? Nej, selvfølgelig ikke – men vi har brug for at blive mindet om at sætte Guds navn, Guds rige og Guds vilje på førstepladsen i vores liv og huske på at det er ham og ikke os der er Gud. Dertil kommer at vores bønner tilsyneladende gør en forskel i den åndelige verden så vejen bliver banet for at Guds vilje kan blive ført igennem, men det er en hel bibeltime for sig, og den må I få en anden dag.

                      Den fjerde bøn i Fadervor er som sagt ”giv os i dag vort daglige brød”, og derefter følger de sidste tre bønner, hvor vi beder om beskyttelse mod alt det onde som truer os fordi vi er så små og svage. Noget af det onde skaber vi selv, og derfor har vi brug for Guds tilgivelse. Noget af det onde kommer i form af fristelser fra Djævelen, og dem beder vi Gud om at beskytte os imod. Og endelig beder vi helt generelt om at blive befriet fra alt det onde. Det at den slags bønner fylder så meget, mens ”ønskesedlen” er reduceret til en ydmyg bøn om det mindste vi kan klare os med, rummer en vigtig lektie som vi har let ved at glemme midt i den komfortable tilværelse som de fleste af os fører, nemlig at hvis vi var overladt til os selv, ville vi være fuldstændig prisgivet det onde. Dagens to første tekster beskriver det fint: I forhold til verdenshistoriens lange række af år lever vi kun ganske kort, og vi har ingen garanti for at der bliver flere gode end dårlige dage. Det onde i verden er vi for svage til at gøre ret meget ved, for ikke at tale om at vi alt for tit selv er en del af problemet. Og i øvrigt kan vi ikke engang vide os sikre på om vi overhovedet får i morgen med.

                      Nu sagde jeg at vi har let ved at glemme de ting, men man kan jo kun glemme de ting man ved, og inderst inde tror jeg at vi udmærket godt ved hvor hjælpeløse vi er. Vi bliver også konstant mindet om det af nyhedsmedier og eksperter der fortæller os at jordens klima er ved at gå amok, at mange af de ting vi spiser og drikker, er hamrende usunde og risikerer at forkorte vores liv med adskillige år, og at truslerne fra krig og terror og kriminalitet betyder at vi nærmest ikke kan færdes trygt på gaden mere. Såvel politikere som kommercielle aktører er også flittige til at udmale alle de katastrofer der med sikkerhed vil indtræffe hvis man ikke henholdsvis stemmer på dem eller køber deres produkt. Og så er der alle dem der specialiserer sig i at sælge produkter der kan aflede vores opmærksomhed fra alt det skræmmende.

                      Alt i alt er der altså rigelig grund til at bede ”fri os fra det onde” – vel vidende at det onde kommer til at blive ved med at være en trussel så længe vi lever i denne verden. Men netop derfor har vi til stadighed brug for Guds beskyttelse imod det, samtidig med at vi søger tilflugt i håbet om at der kommer en dag hvor alt det onde endelig vil forsvinde.

                      Vores allervigtigste trøst må dog være at det onde reelt ikke kan skade den der tilhører Jesus. Hvis vi ved at vi én gang for alle er gået over fra døden til livet ved troen på Jesus og på hans død og opstandelse, så ved vi også at alt hvad vi mister i denne verden, får vi igen med renters rente i den kommende. Vi kan miste vores liv, men hvad gør det, dybest set, når vi har evigt liv i vente? Vi kan miste vore kære, og det er en voldsom smerte, ”men Gud ske lov, i vor Herres stad for evigt samles de hjertenskære”, som det hedder i en kendt bryllupssalme. Det eneste vi behøver at frygte, er at miste troen – og netop derfor er det så vigtigt at vi husker hvor afhængige vi er af Guds hjælp.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til nytårsdag 2022
Tags: Jakobsbrevet 4.13-17, Matthæusevangeliet 6.5-13, Salme 90

Posted By admin on 28. december 2021

At kendes ved Jesus: Er du tøff nok?

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Tilbage i 1987, da jeg gik i 6. klasse på Thomasskolen, den kristne friskole i Skovlunde, havde vi besøg på skolen af et norsk juniorkor der hed Sola. ”Sola” er det norske ord for solen, og korets besøg var da også virkelig en solstråle i vores hverdag. Ikke alene var flere af drengene fra min klasse helt oppe at køre over at det under koncerten var lykkedes dem at få øjenkontakt med nogle af de kønne piger der var med i koret, men vi var alle, drenge som piger, store som små, oppe at køre over deres friske, livlige sange med fede poprytmer og kristne budskaber. Flere af sangene gled efterfølgende ind i skolens repertoire af sange til fællessamlinger og musikundervisning, for ganske vist var de på norsk, men bokmål lader sig relativt nemt fordanske, på nær nogle enkelte ord. Den af Sola’s sange som jeg husker bedst, indeholdt faktisk et ord der ikke umiddelbart kunne fordanskes, men så brugte vi da bare det norske ord og sang: ”Jesus spør om du er tøff nok til at vise hvem du hører til. Han spør dig nu: Er du tøff nok til at møde mobberne med et smil? Nu er det tid til at hejse rent flag, ikke i morgen, gør det i dag, hvis du er tøff nok til at vise hvem du hører til!” Det norske ord ”tøff” er afledt af det engelske ord ”tough” og har samme betydning, så indholdet i sangen er altså et spørgsmål om hvorvidt man er sej nok til at kendes ved Jesus, selvom man bliver mobbet for det. Og sangen var egentlig dygtigt fundet på, for dengang i 1980’erne gik fortællingen blandt børn og unge ellers tit og ofte på at man netop ikke var sej hvis man troede på Jesus, og især ikke hvis man lod sin tro få konsekvenser for den måde man levede sit liv på, for de seje, det var jo dem der kunne vinde et slagsmål, dem der kunne de saftigste bandeord, og så dem der lavede hærværk og anden kriminalitet, og det rimede jo ikke særlig godt på det vi lærte i søndagsskolen. Derfor var det tiltrængt at få at vide at det i virkeligheden er langt mere sejt at stå fast på det man tror på.

Det er faktisk også det vi hører i dagens tekster: Jesus taler om nødvendigheden af at kendes ved ham over for mennesker, selv hvis det koster os vores liv i denne verden, og beretningen om Stefanus giver os et eksempel på en som rent faktisk mistede livet ved at stå fast på bekendelsen til Jesus (men som til gengæld reddede sit liv i evigheden, som Jesus lovede). Og i dagens første læsning taler Esajas om hvordan han var nødt til at gøre sit ansigt hårdt som flint for ikke at opgive det kald Gud havde givet ham, når han blev mødt med skændsler og spyt, blev slået på ryggen og fik revet skægget ud af sine kinder.

                      Tilbage i sjette klasse sang jeg ivrigt med på ”Er du tøff nok?” ligesom alle de andre i klassen, men sandheden er nok at jeg på det tidspunkt dårligt nok havde prøvet at stå i en situation hvor det var nødvendigt at være ”tøff” (og det har jeg måske i virkeligheden stadig ikke). Og det var nok godt det samme, for når sandheden skal frem, så var jeg alt andet end ”tøff” da jeg var 12 år. Ganske vist havde jeg aldrig prøvet at blive mobbet på grund af min kristne tro, for jeg omgikkes stort set kun kristne både i skoletiden og i fritiden, men til gengæld havde jeg prøvet at blive drillet med en lang række andre ting, så som min generthed og min mangel på fysisk styrke, og de drillerier mødte jeg ikke med et smil. Og hvis jeg nægtede at være med til at lave noget man ikke måtte, også selvom det betød at de andre kaldte mig et pattebarn, så var det kun fordi jeg var endnu mere bange for de voksnes misbilligelse end for kammeraternes.

                      Nu skal vi selvfølgelig huske at det ikke er børn Jesus taler til i dagens tekst. Der er næppe nogen der ville forvente at en 12-årig skulle være ”tøff” hvis han ligefrem blev truet på livet, og at der forskellige steder i verden alligevel er børn der holder fast ved bekendelsen til Jesus selvom de har en IS-krigers kniv for struben eller en nordkoreansk soldats gevær for brystet, er intet mindre end et mirakel. Men spørgsmålet er hvor ”tøffe” vi andre er når det kommer til stykket? Hvor meget må vores tro på Jesus koste os?

                      Her i Danmark er det næppe særlig sandsynligt at vi kommer til at stå i situationer der ligner dem som de kristne i Mellemøsten eller Nordkorea udsættes for, med knive for struben eller geværløb for brystet (selvom man aldrig skal sige aldrig), men det mindste vi kan gøre, er at vise solidaritet med vores forfulgte brødre og søstre og kendes ved dem over for mennesker. Ved at kendes ved dem kendes vi også ved Jesus, for vi hørte jo at han sagde at enhver der tager imod en af hans disciple, tager imod ham. Omvendt må det betyde at hvis vi er bange for at tale alt for højt om at de forfulgte kristne er vores brødre og søstre – måske af frygt for at islamiske terrorceller i Danmark skulle udse sig os som bytte – så er det ensbetydende med at fornægte Jesus. (Omvendt vil jeg også tilføje at det at blive chikaneret af islamister eller andre ekstremister ikke nødvendigvis er noget adelsmærke i sig selv; det er det kun hvis det er for Jesu navns skyld at de er efter os. Man kan sagtens få fjender blot ved at optræde provokerende, og derved afslører man måske nok fjendernes voldsparathed, men man ærer ikke Jesus ved det. Parentes slut).

                      Nå, uanset hvad, så er der nok ikke ret mange af os der er til stede her i dag, der nogensinde får den ære at få mulighed for at kendes ved Jesus i en situation hvor vi er truet på livet. Men måske kan vi komme ud for mindre alvorlige situationer hvos det er nødvendigt at være ”tøff”. Jesus taler i dagens tekst ikke kun om at den der har mistet sit liv på grund af ham, skal redde det, men også om splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, en mand og hans husfolk. Der kan sagtens opstå situationer hvor et ønske om at følge Jesus helhjertet kan føre til at der er nogle relationer – endda nære relationer – der lider skade. Igen må jeg præcisere at det ikke automatisk tjener til vores ros hvis vi rager uklar med ikke-kristne venner eller familiemedlemmer – hvis relationsbruddet skyldes at vi ikke har opført os ordentligt over for dem, men for eksempel har prædiket for dem på en respektløs og uempatisk måde, så tjener det snarere til vores skam. Men hvis vi møder mennesker med oprigtig kærlighed, mildhed, godhed og venlighed, men alligevel bliver mødt med fjendskab fra deres side fordi vi for eksempel ikke vil deltage i bagtalelse, bedrageri eller udskejelser, ja, så må vi rette ryggen og lade fornærmelserne prelle af som om vores ansigt var lavet af flint (venligt og smilende flint vel at mærke!), og trøste os med at vi er i godt selskab, for sådan blev Jesus og apostlene og profeterne også behandlet.

                      Men, men, men: Hvad nu hvis vores ansigt slet ikke er lavet af flint, men af porøs kalksten (for nu at blive i geologiens verden)? Hvad nu hvis vi bare ikke har den indre styrke som det kræver at stå fast når omgivelserne bliver fjendtlige? Vi mennesker er jo forskellige: nogle er af naturen stædige og viljestærke, mens andre er mere frygtsomme og føjelige – er det kun de førstnævnte der er plads til i Guds rige?

                      Nej, sådan tror jeg heldigvis ikke det er. Hele kernen i det kristne budskab er jo at det ikke kommer an på vores egne gerninger, men på Jesus. Og det kan vi prise os lykkelige for, for selvom nogle af os er ”tøffere” end andre, så er der ikke nogen af os der er overmennesker. Det er forskelligt hvor vores grænse ligger, men vi har alle en grænse. Og vi gør klogt i at indse at Satan er stærkere end selv den stærkeste kristen, så hvis det var vores egen styrke det kom an på, ville vi alle være i stor fare for at falde fra troen den dag det begynder at koste noget. Den eneste chance vi har for at vise os at være Jesus værd den dag det brænder på, er at Jesus selv lever i os, så det bliver hans styrke det kommer an på, og ikke vores egen, for det er ham der har besejret det onde ved sin død og sin opstandelse. Derfor gælder det, som apostlen Johannes skriver i sit første brev, at ”den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?” (1 Joh 5,4b-5).

                      Ser vi på Stefanus, den første kristne martyr, som vi hørte beretningen om tidligere i gudstjenesten, så kan vi se at det heller ikke for ham var hans egen karakterstyrke det kom an på, men derimod hans tro, dvs. hans tillid til en kraft der ikke var hans egen. Hele to steder i teksten om ham læser vi at han var ”fuld af” noget, og ingen af de to steder står der at han var fuld af viljestyrke og karakterfasthed. Derimod står der henholdsvis at han var ”fuld af nåde og kraft” og ”fuld af Helligånden”. Så hvis du – ligesom jeg – er bange for at du ikke er ”tøff nok” når det gælder, så er løsningen ikke at træne din selvdisciplin, men derimod at træne din ydmyge afhængighed af Gud og din tillid til ham. Det kan du for eksempel gøre ved at huske ”De 4 B’er”: Bøn, Bibellæsning, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til
Tags: Apostlenes Gerninger 6.8-14 + 7.54-60, Esajas' Bog 50.4-7, Matthæusevangeliet 10.32-42