Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger 2022
Posted By admin on 1. februar 2022
Vandringen på søen: Du kan gå på vandet!
Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Ruts Kirker 4. søndag efter helligtrekonger 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Den evigt uheldige Anders And blev engang sat til at gøre rent i sin onkel Joakims kunstkabinet. Under arbejdet kommer han til at vælte en uhyre kostbar antik ming-vase, der rammer ham i hovedet og slår ham ud. Da han kommer til sig selv, ser han at vasen er smadret i tusinde stykker, og han ved ikke sine levende råd, men så dukker der pludselig en fremmed op og åbner en portal til det gamle Kina, så Anders kan skaffe en ny vase til at erstatte den han har slået i stykker. Det viser sig imidlertid at være vanskeligere end som så, for selvom Anders ret hurtigt finder en vase magen til den onkel Joakim havde stående, må han indse at sådan en vase koster 1000 guldmønter, og dem har han ingen af. Han søger derfor arbejde i en rismark hvor lønnen er 1 guldmønt om dagen. Det er hårdt arbejde, og ovenikøbet generes han konstant af moskitoer. I sin kamp mod de blodsugende små uhyrer får han maltrakteret de få risaks det er lykkedes ham at plukke, i en grad så han slet ingen guldmønt får ved arbejdsdagens slutning. Det ligner i sandhed en umulig opgave at skaffe de 1000 guldmønter til at købe ming-vasen, og derfor må Anders ty til andre midler. Hvad de midler er, og hvordan det hele ender, vil jeg ikke komme nærmere ind på (ud over at det til slut viser sig at alt det med portalen til det gamle Kina bare var noget han drømte mens han var bevidstløs på grund af slaget fra vasen), for grunden til at jeg nævnte den her historie, var at jeg virkelig følte med Anders da jeg som barn læste historien for første gang – da opsynsmanden nægtede ham betaling for sliddet i rismarken, kunne jeg mærke håbløsheden helt ind i sjælen.
Vi skifter scene fra et udefinerbart tidspunkt i Andeby til anno 1849 i den engelske by Barnsley, hvor vi finder en teenagedreng ved navn James Hudson Taylor. Hudson Taylor havde ikke smadret nogen ming-vase, men det var alligevel magtpåliggende for ham at rejse til Kina. Han havde nemlig hørt at der i dette store land mod øst, som de fleste englændere kun kendte som det land hvor eksotiske handelsvarer kom fra, levede mange hundrede millioner mennesker som ikke kendte Jesus, og han satte sig for at de skulle høre om ham. Da han fire år senere, i en alder af 21 år, ankom til Shanghai efter sprogstudier og medicinske studier i London efterfulgt af seks måneders strabadserende og farlig sejlads fra Liverpool, fandt han ud af at de protestantiske missionærer der var der i forvejen, kun havde virket tæt på kysten, og at de katolske mest havde henvendt sig til eliten i det kinesiske samfund. Der var en opgivende stemning, og tilmed var Kina på det tidspunkt hærget af en ødelæggende borgerkrig, det såkaldte Taiping-oprør. Men selvom Hudson Taylor døjede med både fysisk sygdom og depression, besluttede han at sejle op ad Yangtze-floden for at prædike for den jævne kinesiske befolkning inde i landet. Hvis det lignede en umulig opgave for Anders And at skaffe 1000 guldmønter til at købe en ming-vase, så er det ingenting mod den opgave den unge James Hudson Taylor kastede sig ud i: At 400 millioner kinesere, svarende til en tredjedel af Jordens daværende befolkning, skulle høre budskabet om Jesus! Men Jesus havde jo givet sin kirke befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple, og det var hvad Hudson Taylor henholdt sig til: Hvis Gud havde befalet noget, måtte det være fordi han også ville give kraft til at udføre befalingen. Som han udtrykte det: ”Guds arbejde betyder ikke så meget menneskers arbejde for Gud som Guds arbejde gennem mennesker” (fra hans selvbiografi ”A Retrospect”).
Der har i kirkehistoriens løb været mange der ligesom Hudson Taylor har kastet sig ud i en tilsyneladende umulig opgave i tillid til at Gud ville lade det lykkes, og i evangelieteksten til i dag hører vi om den begivenhed som jeg tror har været forbilledet for rigtig mange af dem, nemlig dengang Peter gik på vandet. Umiddelbart tjente det ganske vist ikke noget formål at Peter gjorde det – der var ingen der blev frelst, ingen munde der blev mættet, ingen syge der helbredt som følge af det lille eventyr Peter begav sig ud på. Men til gengæld fik Peter – og alle vi andre – en uforglemmelig lektie i at intet er umuligt for Gud, og derfor er der heller ikke noget der er umuligt for den der gør det i Guds navn. Det at noget er umuligt, skal ikke afholde os fra at gøre det, hvis Gud befaler os at gøre det.
Den sidste tilføjelse er i øvrigt vigtig: hvis Gud befaler os at gøre det! Bemærk hvad det var Peter sagde til Jesus: ”Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.” Selvom det var vovemodigt nok at Peter at sige sådan, så var han trods alt ikke så vovemodig at han trådte ud af båden før Jesus havde befalet ham at gøre det – det ville nemlig ikke have været vovemod, men dumdristighed. Og hvis du her efter gudstjenesten går en tur ned til Præstemosen (/Østersøen) og forsøger at gøre Peter kunsten efter, så vil det sandsynligvis ikke lykkes dig, for Gud befaler os almindeligvis ikke at gå på vandet!
Derimod befaler Gud os en lang række andre ting, så som: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,39, jf. 3 Mos 19,18), ”Elsk jeres fjender” (Matt 5,44), ”slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (Matt 5,39), ”Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold” (1 Thess 5,16-18), og som sagt ”gør alle folkeslag til mine disciple” (Matt 28,19) for blot at nævne nogle få. Og det kan godt virke som en umulig opgave at overholde de bud – så umulig, faktisk, at jeg ofte har hørt forkyndere sige at de befalinger Jesus giver i de kapitler i Matthæusevangeliet som vi plejer at kalde for Bjergprædikenen, ikke er befalinger som det er meningen at vi skal overholde, men kun har til formål at vise at vi har brug for Guds tilgivelse. Og vist har vi da det, men det har vi netop fordi det er meningen at vi skal overholde befalingerne; ellers var der jo ikke noget at tilgive! Og vist er vi ikke i stand til at leve 100 procent op til det ideal Jesus forkyndte for os, men det ændrer ikke på at det er meningen at vi skal gøre det, ligesom det var meningen at Peter skulle gå på vandet. (”Var det ligefrem meningen at Peter skulle gå på vandet?” tænker du måske. Ja, det var det – Jesus befalede ham jo at gøre det, og Jesus ville aldrig befale nogen at gøre noget som det ikke er meningen at de skal gøre!). Om noget er muligt eller umuligt, er altså et irrelevant spørgsmål hvis der er tale om noget som Gud har befalet os at gøre. Har Gud befalet det, skal vi gøre det, færdig.
Det lyder måske umiddelbart som dårlige nyheder at Gud forlanger af os at vi skal gøre det umulige – men det er det faktisk ikke. Det var noget andet hvis Gud havde forlangt at vi skulle gøre noget der var meget svært, men trods alt muligt; hvis det var tilfældet, ville de af os der ikke er i stand til at gøre svære ting, have et problem i forhold til dem der er stærkere og klogere og mere disciplinerede end vi er. Men fordi det Gud befaler os, ikke bare er svært, men direkte umuligt, er vi alle sammen i samme båd: Vores eneste chance for at gøre Guds vilje er at Gud selv gør det igennem os, og derfor ligger ansvaret slet ikke hos os, men hos Gud. Vi skal ikke kæmpe og slide og stræbe for at leve op til hvad Gud har befalet, men blot overgive os til ham i tillid og tro, og takke ham for at det vi ikke selv formår, det formår han.
Hudson Taylor var til at begynde med meget tynget af den uoverskuelige opgave han havde påtaget sig. Kina er et enormt land, og oven i de almindelige strabadser der var forbundet med at rejse rundt i et fremmed land døjede han også til stadighed med sygdomme, ildebrande og tyverier. Han havde, hvis I vil undskylde ordspillet, ikke en kinamands chance for at komme til at prædike for alle de 400 millioner mennesker, og der var ikke udsigt til at han ville få assistance hjemme fra England. I 1961, 7 år efter at han var rejst til Kina første gang, rejste han retur til England, dels fordi han var blevet alvorligt syg med hepatitis, dels for at forsøge han at hverve flere medarbejdere, men hans kompromisløse indstilling til missionen betød at han mange steder blev mødt med decideret latterliggørelse, mens andre mente at han var en farlig ekstremist. ”Det du ønsker, kan ikke lade sig gøre,” fik han at vide sted efter sted. Efter at der var gået flere år på den måde, var han til sidst på randen af et nervøst sammenbrud, og han var derfor yderst taknemmelig da en ven tilbød ham en ferie ved stranden i Brighton så han kunne hvile lidt ud. Hans tanker kredsede dog stadig om den umulige opgave i Kina og den engelske kristenheds tilsyneladende ligegyldighed overfor missionsbefalingen, og hans tro på at det kunne lade sig gøre at fuldføre opgaven, kunne efterhånden ligge på et meget lille sted. Men en dag hvor han gik langs stranden og klagede sin nød til Gud, slog det pludselig ned i ham at ansvaret jo slet ikke var hans, men Guds! Som han senere skrev om det der skete den dag: ”Herren besejrede min vantro, og jeg overgav mig til ham. Jeg sagde til ham at alt ansvaret for sagen og konsekvenserne måtte ligge hos ham; at mit ansvar som hans tjener kun var at adlyde og følge ham, og at det var hans ansvar at lede og sørge for mig og for dem der måtte arbejde sammen med mig. Behøver jeg sige at der straks flød fred ind i mit bebyrdede hjerte?” (citeret fra https://www.frontlinemissions.info/news/683).
Samme dag bad Hudson Taylor Gud om at kalde 24 missionærer der kunne rejse med ham tilbage til Kina: 2 til hver af de 11 kinesiske indlandsprovinser der var dengang, foruden 2 til Mongoliet. Der gik mindre end et år før de alle havde meldt sig, og i samme tidsrum var der blevet sat tilstrækkeligt med penge ind på en konto han havde åbnet til formålet, til at de kunne tage af sted. Så Taylor vendte tilbage til Kina og fortsatte sit arbejde i yderligere 40 år. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at han i løbet af de 40 år aldrig mere oplevede tvivl eller depression – faktisk var der tidspunkter hvor han var på selvmordets rand – men igen og igen vendte han tilbage til at ansvaret for den umulige opgave var Guds, ikke hans eget. Allerede i 1883, 18 år efter hans overgivelse i Brighton, var der 225 missionærer der arbejdede sammen med ham, og de havde startet 59 menigheder – og væksten fortsatte. Selvom den kommunistiske revolution i 1949 medførte at stort set alle udenlandske missionærer blev udvist, og selvom skiftende kinesiske regeringer siden da har bekæmpet Kristi kirke med alle til rådighed stående midler (den nuværende regering under Xi Jinping er desværre ingen undtagelse), er millioner af trofaste mænd og kvinder fortsat med at ”gå på vandet”, og man mener at Kina i dag er det land i verden hvor der er flest kristne rent antalsmæssigt (selvom de procentvis udgør et mindretal af den kinesiske befolkning).
Hudson Taylor ”gik på vandet” i overført betydning, ligesom alle de andre der har udrettet store ting i Guds rige. Som Taylor på et tidspunkt skrev: ”Alle Guds giganter har været svage mennesker, der gjorde store ting for Gud fordi de regnede med at han var med dem.” Altså kan du og jeg også gå på vandet! Alt hvad det kræver af os, er at vi er lydige mod hvad Gud befaler os at gøre – gennem sit ord i Bibelen, og gennem de ting han specifikt lægger os på hjerte at gøre. Resten er op til ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments