Signe & Nikolaj

Posted By admin on 10. januar 2023

Den tolvårige Jesus i templet: Vi hører til hos Gud

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Havskildpadder lever i havet. (Det er derfor de hedder havskildpadder). Af samme grund ser landkrabber som undertegnede dem ikke særlig tit, især fordi de er yderst sjældne gæster i de danske farvande. I det hele taget er havskildpadder sjældne dyr – alle de syv nulevende arter er truede, dels fordi både skildpadderne selv og deres æg regnes for store delikatesser, dels fordi deres levevis er meget sårbar overfor den måde vi mennesker bruger vores kyster på. Når en havskildpadde skal lægge æg, foregår det nemlig på stranden: Den drægtige hun kravler op på land, graver et dybt hul i sandet hvor hun lægger sine æg, og dækker derefter hullet til med sand igen så æggene er skjult for rovdyr, hvorefter hun vender tilbage til havet. Efter cirka to måneder kommer de små skildpaddeunger ud af deres æg. De graver sig ved egen kraft fri af sandet, hvorefter de sætter kursen mod vandet. Det er en farefuld færd, for skildpaddeungerne er kun 5-8 centimeter store, så indtil de når ud i vandet, er de et let bytte for alt fra måger til væsler og vaskebjørne og sågar store krabber.

                      Havskildpadder har vist stort set altid fascineret os mennesker, ikke kun fordi de angiveligt smager godt (om det er rigtigt, skal jeg i øvrigt ikke kunne sige; jeg har kun smagt den forlorne variant), men også fordi de kan blive meget gamle (selvom de 150 år som den fra filmen Find Nemo angiveligt har levet, nok er usædvanligt). Det allermest fascinerende er dog hvordan de nyklækkede unger ved at de skal kravle ned til havet, og hvordan de finder vej. Svaret på det sidste – altså hvordan de finder vej – er vist noget med at de går efter lyset over horisonten, som i reglen vil være kraftigst over havet på det tidspunkt af natten hvor klækningen som regel foregår, selvom mange er blevet forvirret af alt det kunstige lys som vi mennesker kan lide at tilføje til naturen. Men det første spørgsmål – hvordan de ved at havet er det sted de skal søge hen – ja, det kan man nok ikke besvare anderledes end at det ved de bare! Det ligger simpelt hen i deres instinkt at de bør være i havet. Med et lidt poetisk udtryk kan man sige at de er børn af havet, og derfor er havet det sted hvor de hører til.

                      Jeg tror Jesus har haft en lignende instinktiv fornemmelse, når han trådte ind på tempelområdet, af at det var der han hørte til. Hvorfor det først var som 12-årig at han blev hængende der da resten af rejseselskabet satte kursen hjemover, er svært at sige, for der er ikke noget der tyder på andet end at han har været med til påskefesten hvert år siden han blev født. I hvert fald står der at hans forældre tog afsted til festen hvert år, og hvis ikke de havde ham med, hvor skulle han så have været imens? Men da han var yngre, har de nok holdt mere øje med ham, som man jo gør, så det år hvor han var 12, har måske været det første år hvor han fik lov til at gå rundt i den summende hovedstad på egen hånd. Det lyder da ret sandsynligt, ikke? Jeg tror i hvert fald ikke der er ret mange bornholmske forældre der lader børn under 12 år gå rundt på egen hånd i København.

                      Nå, som 12-årig fik Jesus altså lov til at gå rundt på egen hånd i Jerusalem, og så gik det altså hverken værre eller bedre end at da Maria og Josef slog lejr for natten efter den første dagrejse af hjemturen, ja, så opdagede de at Jesus ikke var med i rejsefølget. Den slags ville selvfølgelig næppe kunne forekomme i dagens Danmark – det kan godt være at et bornholmsk forældrepar ville lade deres 12-årige gå rundt i København på egen hånd, men de ville i hvert fald ikke sætte sig ind i bilen eller Bornholmerbussen med kurs hjemad uden at have sikret sig at junior var med! Men Josef og Maria rejste hverken med bil eller Bornholmerbus (og heller ikke med Kombardo eller DAT); de rejste til fods, måske med pakæsler, sammen med alle de andre hjemme fra Nazaret, og det lader til at have været almindelig praksis at alle forældre bare gik ud fra at deres børn nok var et eller andet sted i følget. Det kan vi have svært ved at forstå fra vores moderne individualistiske synsvinkel, men sådan var det altså. Og de andre i følget har næppe sagt: ”Helt ærligt, Josef og Maria, hvordan kunne I dog finde på at rejse fra Jerusalem uden at sørge for at få Jesus med?”; nej, de andre har sikkert selv været lige så overraskede over at der var et barn der ikke var med. Jeg tror ikke det var noget der plejede at ske, heller ikke selvom forældrene bare gik ud fra at børnene var med. Og skal man dømme efter det som Maria siger til Jesus da de finder ham i templet, så har holdningen tilsyneladende været den at det var de store børns eget ansvar at holde sig til når turen gik hjemad.

                      Men Jesus udfordrer den gængse tankegang, for bare fordi vi altid har taget noget for givet, er det ikke sikkert at det er rigtigt. Maria var ikke i tvivl om hvor Jesus burde være henne: i rejsefølget sammen med alle de andre fra Nazaret. Men der tog hun fejl! Der var kun ét sted i hele verden Jesus ”burde” være, og det var hos sin fader. En havskildpadde hører til i havet fordi den er et barn af havet; Jesus hører til hos Gud fordi han er Guds søn.

                      Så blev vi så meget klogere, og det er jo altid godt at blive klogere, men det er måske ikke primært derfor man går i kirke? I hvert fald er der mindst én flittig kirkegænger der jævnligt påminder mig om at når han går i kirke, så vil han gerne have noget med hjem som han kan bruge i sin hverdag – men hvilken betydning har det lige for vores hverdag at Jesus, 12 år, vidste at han hørte til hos Gud, og at han derfor søgte hen i templet da han fik lov til at gå rundt på egen hånd i Jerusalem?

                      Det har betydning fordi det ikke var for sin egen skyld Jesus kom til jorden. Grunden til at Guds søn forlod himlen og blev et menneskebarn, der trods sin egen fuldkommenhed nedlod sig til at være lydig mod sine ufuldkomne jordiske forældre, det var at han ville have os med i Guds familie. Fordi vi ikke har levet efter Guds vilje, havde døden og Djævelen et krav på os, men det krav godtgjorde Jesus ved at betale med sit eget fuldkomne liv og blod på korset, og derfor er vi nu frie til at modtage en helt ny identitet som Guds børn. Når vi bliver døbt, bliver vi adopteret ind i Guds familie som hans børn, og det betyder at vi nu hører til hos Gud, nøjagtig som Jesus gjorde. Den handlemåde vi finder hos den 12-årige Jesus, er altså et eksempel til efterfølgelse for os: Ligesom Maria og Josef burde have kunnet sige sig selv at det sted de kunne finde Jesus, var i templet, sådan bør enhver der kender dig og mig, også kunne sige sig selv at det sted de kan finde os, er hos Gud.

                      Men hvor er dét så? Templet i Jerusalem står der jo ikke mere; det blev ødelagt af romerne i år 70, og kun den vestlige mur står tilbage. Den er ganske vist fortsat et højhelligt sted for jøderne, men den befinder sig 4.000 kilometer væk fra Bornholm, så vi har ikke rigtig mulighed for at søge derhen særlig tit. Men det behøver vi heller ikke. Som vi skal høre om et års tid, når vi den 14. januar 2024 når frem til 2. søndag efter helligtrekonger efter 2. tekstrække, var der på et tidspunkt en samaritansk kvinde der spurgte Jesus om det var jødernes eller samaritanernes helligdom der var det rigtige sted at møde Gud, hvortil Jesus, frit gengivet, svarede: ”Hverken eller. Det sted man møder Gud, er gennem mig.” (Knap så frit gengivet sagde han: ”de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”; det vender jeg tilbage til). Grunden til at templet i Jerusalem var et helligt sted hvor Jesus endda selv søgte hen, var at den allestedsnærværende skaber Gud havde valgt på en særlig måde at lade sit nærvær hvile dér, men da Jesus blev født, var Guds nærvær pludselig legemligt til stede i kød og blod, og det trumfer jo det andet. Jesus vendte ganske vist tilbage til himlen 40 dage efter sin opstandelse (det er det vi fejrer Kristi himmelfarts dag, som der lykkeligvis ikke mig bekendt er nogen aktuelle planer om at afskaffe), men som erstatning sendte han Helligånden, som ikke kun er Guds nærvær i et enkelt menneske af kød og blod, men Guds ånd der kommer og tager bolig i alle der tror på Jesus, sådan at Guds nærvær nu slet ikke er geografisk bundet, men direkte tilgængeligt gennem troen (det var derfor Jesus sagde ”i ånd og sandhed” som modsætning til de fysiske helligdomme). Det at man skal kunne finde os ”hos Gud”, betyder altså ikke at det er et bestemt fysisk sted man skal lede efter os, men derimod at man bør finde os i færd med at gøre Guds vilje.

                      Nogle af jer sidder måske og tænker at der er noget af det jeg har sagt, der ikke helt hænger sammen, for hvis Guds nærvær allerede var tilstede i kød og blod i Jesus, hvorfor søgte han så hen i templet? Var templet ikke allerede forældet, så at sige, i og med at Jesus overhovedet var blevet født? Og selv hvis det ikke var, hvorfor skulle han af alle mennesker så have brug for at gå derhen? Det spørgsmål kan jeg ikke give et skudsikkert svar på, ud over at templet var et sted der på en særlig måde var indviet til Gud, og hvor jeg derfor som sagt tænker at Jesus kan have haft en instinktiv fornemmelse af at han hørte hjemme, ligesom du måske kender til umiddelbart at føle dig hjemme når du kommer til et sted hvor Gud bliver tilbedt og Hans ord bliver forkyndt. Dertil kommer at den græske vending der er oversat ”jeg bør være hos min fader” også kan betyde ”jeg bør beskæftige mig med min faders anliggender”, og det må man jo sige at Jesus gjorde ved at undervise de skriftkloge i hvordan Skriften skal udlægges!

                      Hvad med os i dag, hvad skal vi gøre for at beskæftige os med vores himmelske faders anliggender? Ja, det er efterhånden længe siden jeg sidst har talt om ”De 4 B’er”, så det er vist en god anledning til at minde om dem på ny. For det første: Bibelen. Paulus skriver et sted til sin yngre medarbejder Timotheus: ”fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus” (2 Tim 3,15). Når vi studerer Bibelen, alene eller sammen med andre, er vi som kristne i vores rette element. For det andet: Bønnen. Gud er hele tiden hos os, men i bønnen giver vi Ham al vores opmærksomhed, og det er en god og vigtig ting at gøre ofte, både alene og sammen med andre. For det tredje: Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden. ”I er Guds tempel”, skriver Paulus til de kristne i Korinth (1 Kor 3,16), og det er i den forbindelse værd at lægge mærke til at han ikke skriver ”I er Guds templer” i flertal; nej, vi kristne er i fællesskab Guds tempel i ental, og Guds nærvær manifesteres på en særlig måde når vi søger ham sammen i det kristne fællesskab – det er derfor vi hver uge samles til gudstjeneste. Og endelig for det fjerde: Bordet, altså nadverbordet, hvor Jesus giver os sit eget legeme og blod i skikkelse af brød og vin eller druesaft. Vi kan ikke forstå eller forklare hvordan det hænger sammen, men Paulus skriver at brødet som vi bryder, er fællesskab med Kristi legeme (1 Kor 10,16), og det må vi tage imod i tro når vi knæler ved alteret. Det vil jeg derfor opfordre jer til at gøre så ofte som muligt, helst ugentligt hvis det er muligt. Gennem de fire hjælpemidler når vi sikkert frem som små havskildpaddeunger til det forjættede hav uden at vi behøver at frygte nogen fare.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2023
Tags: Lukasevangeliet 2.41-52, Romerbrevet 12.1-5, Salme 84

Posted By admin on 5. januar 2023

Jesu omskærelse: I Jesu navn

Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2023

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Da otte dage var gået”. Sådan begynder dagens ultrakorte prædiketekst. Det er naturligvis underforstået at det er siden Jesus blev født at der var gået 8 dage, og det er også derfor vi har den prædiketekst netop i dag, for det er jo til jul at vi fejrer Jesu fødsel, og hvis vi tæller 8 dage frem: 25. december, 26. december, 27. december, og så videre, så lander vi netop på i dag, 1. januar. Det er så tilfældigvis også nytårsdag ude i samfundet, og det er derfor dagens gudstjeneste er henlagt til klokken 14 af hensyn til de mange der måske har været vågne den halve nat for at byde det nye år ordentligt velkommen, men her i kirken fejrede vi allerede nytår for lidt over en måned siden, nemlig 1. søndag i advent. Det som vi kirkeligt set fejrer i dag, er Jesu omskærelse og navngivning. Men selvfølgelig sidder det også i baghovedet at vi fra og med i dag skriver 2023 i kalenderen i stedet for 2022.

                      Når et barn bliver født, er det altid et stort spørgsmål hvilket navn det lille vidunder skal udstyres med, og for nogle er valget så svært at der ligefrem er udgivet en håndbog for forældre der skal finde et navn til deres barn, ligesom der også er en Facebook-gruppe der hedder ”Børnenavne – hvad skal barnet hedde?” For Maria og Josef var det imidlertid ikke noget svært valg, for allerede før barnet blev undfanget i moders liv, gav ærkeenglen Gabriel ham navnet Jesus da han fortalte Maria om hendes kommende graviditet, og det blev siden bekræftet for Josef i en drøm, så det rettede forældrene sig naturligvis efter. Jesus var ikke noget ualmindeligt navn blandt jøder på den tid (alene i Det Nye Testamente omtales de 4 forskellige personer med det fornavn), men det var alligevel et symbolsk navn, for det betyder ”Herren frelser”, og den begrundelse som Josef havde fået for at barnet skulle bære netop det navn, var: ”for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Og så var det jo i det hele taget vigtigt at vide hvilket navn Guds søn ville komme til at være kendt under, også selvom det var et navn der også blev båret af andre. Når der bliver født et nyt barn i kongehuset, er der jo også stor nysgerrighed om hvad prinsens eller prinsessens navn bliver, også selvom det er et navn som vedkommende kommer til at dele med mange andre. Spændingen er særligt stor hvis det er en kommende tronfølger der er blevet født, også selvom vore dages konger og dronninger ikke har nær så stor magt som deres enevældige forfædre, er det jo stadig i regentens navn at love bliver udstedt, og der er stadig nogle myndigheder tilbage der kan agere med fuldmagt i kongens eller dronningens navn, deriblandt politiet. I Grundlovens paragraf 80 står der for eksempel: ”Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles”, og den formulering er ikke ligegyldig. I kølvandet på de uroligheder der fulgte efter EU-afstemningen i 1993, frifandt landsretten for eksempel nogle demonstranter der stod anklaget for ikke at følge politiets ordre om at gå hver til sit, og rettens begrundelse var at politiet ikke havde udstedt ordren i dronningens og lovens navn![1]

                      På samme måde som politiet kan tale på vegne af dronningen, kan vi som Jesu disciple tale i hans navn, blandt andet når vi henvender os til Gud i bøn. Det siger Jesus blandt andet i Johannesevangeliet kapitel 16 vers 23: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.” Det er en formulering som umiddelbart er let at misforstå – som barn forstod jeg det i hvert fald sådan at hvis jeg bare sluttede en bøn af med ”amen”, så fik jeg ikke hvad jeg havde bedt om, men hvis jeg sagde ”i Jesu navn, amen”, så fik jeg det. Men sådan hænger det naturligvis ikke sammen – det ville jo reducere bøn til magi og Jesu navn til en trylleformular.

                      Men hvad betyder det så at bede ”i Jesu navn”, eller i det hele taget at gøre noget ”i Jesu navn”? Det er jo en formulering som i hvert fald tidligere var meget hyppigt brugt. I missionshuse kan man stadig høre mødelederen sige: ”Vi vil begynde vores møde i Jesu navn med at synge nummer 237”, men traditionelt har det ikke kun været, hvad skal man kalde det, ”religiøse” aktiviteter så som missionshusmøder der blev gjort i Jesu navn. I 1600-tallet kunne man for eksempel møde en sømandssalme af den ikke specielt kendte salmedigter Niels Helvad, som begynder med linjen: ”Nu sejle vi i Jesu navn”. Ja, som vi sang tidligere i gudstjenesten med ord af en anden ikke specielt kendt salmedigter ved navn Johan Friderichsen: ”I Jesu navn skal al vor gerning ske”! (Det er i øvrigt ikke noget Johan Friderichsen selv har fundet på, men noget som Paulus skriver i Kolossenserbrevet (3,17): ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”).

                      En nøgle til at forstå hvad disse formuleringer betyder, finder vi i det stykke fra Galaterbrevet der var dagens anden læsning, hvor Paulus skriver: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.” Der er altså ikke blot tale om at vi ved bestemte særlige lejligheder kan hive Jesu navn op af lommen, så at sige, og gøre noget bestemt i hans navn, hvorefter vi putter ham i lommen igen og fortsætter med at gøre de ting vi ellers gør, i vores eget navn. Nej, gennem troen og dåben har vi fået en helt ny identitet som Guds børn; en identitet som vi udelukkende har i kraft af Jesu navn. Jeg synes det er et fantastisk smukt og rammende billede Paulus bruger når han skriver at vi har ”iklædt” os Kristus: alt hvad vi tidligere var, alle vores synder, men også alle vores bedrifter og alt hvad vi havde at prale af, det er alt sammen dækket af Jesus, så det eneste der dybest set er at sige om dig og mig, er at vi er i Jesus. Men det er også alt hvad vi har brug for, for selv vores stolteste bedrifter er intet i forhold til hvad Jesus har gjort for os.

                      Når vi får at vide at vi skal bede i Jesu navn, og at vi i det hele taget skal gøre alt i Jesu navn, handler det altså om at Jesus skal være overskriften for hele vores liv. En central del af dåbsritualet er jo korstegnelsen hvor præsten siger: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.” Er vi døbt til Jesus, tilhører vi altså ham. Men vi tilhører ham ikke kun på den måde som en slave mentes at tilhøre sin herre dengang vi praktiserede slaveri; snarere tilhører vi ham på den måde som et ægtepar tilhører hinanden. For vel er Jesus vores herre som vi skal adlyde, men den måde han har udøvet sit herredømme på, er ved at give sit liv for os. Vel er Jesus kongernes konge, men han hersker ved at tjene. Han har givet sig selv helt og fuldt til os, så når vi bliver døbt til at tilhøre ham, er det altså kun ”lige for lige”, om man så må sige.

                      Hvordan ser det så ud når Jesus er overskrift for vores liv? Det ser sådan ud at vi efterligner hans sindelag; at ligesom han gav sig selv hen for os, skal vi give os selv hen for andre. Og det at bede i Jesu navn betyder at vi ikke blot selvisk beder Gud om at opfylde alle vores ønsker uden tanke på andre mennesker, men at vi også i vores bønner har vores medmenneskers bedste for øje. Det betyder ikke at vi ikke også må bede om de ting vi selv ønsker og har brug for – Paulus skriver jo i Filipperbrevet (4,6-7): ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus”. Men det at bede i Jesu navn betyder at vi – om ikke med vores ord, så i hvert fald med vores hjertes indstilling – tilføjer det samme som Jesus tilføjede da han i Gethsemane bad om at få lov til at slippe for korset: ”Dog, ske ikke min vilje, men din” (Luk 22,42).

                      Men det at vi beder i Jesu navn, betyder også at vi ikke skal gøre os fortjent til Guds opmærksomhed. Gud lytter til vores bøn for Jesu skyld, på grund af det han har gjort. Så du behøver aldrig nogensinde at tænke: ”Åh, jeg har vist ikke været specielt from i dag, så det går nok ikke an at jeg begynder at bede til Gud som om jeg var et fromt menneske; det ville være hykleri”. Nej, det ville ikke være hykleri! Hvad der tværtimod ville være hykleri, ville være hvis du kom til Gud med en forventning om at han skulle lytte til dig for din egen fromheds skyld. Jesus, og han alene, er vores adgang til Gud Fader, nu og i al evighed!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Kilde: https://www.ft.dk/da/dokumenter/bestil-publikationer/publikationer/mingrundlov/min-grundlov/kapitel-8/paragraf-80

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til nytårsdag 2023
Tags: Første Mosebog 12.1-3, Galaterbrevet 3.23-29, Lukasevangeliet 2.21

Posted By admin on 30. december 2022

Sankt Stefans dag: Lad verden mig alting betage

Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I går var det juledag, Kristi fødsels dag, hvor vi fejrede at Guds søn steg ned og lod sig føde som et menneske for at frelse os. Vi hørte om at det folk der vandrer i mørket, skal se et stort lys, og at freden er uden ophør. I Sct. Klemens Kirke sang vi om at ”Gud selv blev menneskets lys”, vi sang ”o salig stund, og klare nat, da du blev født, vor sjæleskat” og ”Hil dig, du, som fred os bringer”, og i alle de andre kirker hvor der var gudstjeneste i går, er der sikkert blevet sunget noget lignende.

                      I dag er det så 2. juledag, og nu er det så pludselig noget helt andet vi hører om: Vi hørte beretningen om dengang Stefanus blev stenet fordi han prædikede om Jesus, og i evangelielæsningen har vi nu netop hørt Jesus forudsige hvordan dem han vil sende i sit navn, vil blive forfulgt, nogle vil blive pisket, og nogle vil endda blive korsfæstet. Det var ikke længe vi fik lov til at beholde julehyggen!

                      Men ved nærmere eftertanke er kontrasten mellem juledags og 2. juledags budskab måske ikke så stor alligevel. Juleevangeliet er jo ikke kun en jublende proklamation af at frelseren er født, og nu er alt godt; det er også beretningen om hvordan Jesus gav afkald på sin himmelske herlighed og fornedrede sig ud over alle grænser, og derfor sang vi også: ”Velkommen fra din himmelsal til denne verdens tåredal, hvor man dig intet andet bød end stald og krybbe, kors og død.” For Jesus drog jo netop ikke ind i vores verden med magt og pragt og herlighed, men i svaghed og ydmyghed som et lille barn, der oven i købet måtte tage til takke med en krybbe som sin første barneseng. Guds rige brød ind i vores verden da Jesus blev født, men det var en beskeden begyndelse, for vi mennesker kunne ikke frelses gennem magt og styrke. Det vi skulle frelses fra, var nemlig synden og døden og Djævelen, og af de tre er det kun Djævelen der måske kan siges at være en ydre fjende. Synden er det onde der er inde i os selv, og hvis Gud skulle ødelægge det med vold og magt, ville vi selv ryge med i købet. Vi kan måske sige det sådan at Guds plan ikke var at frelse verden fra de onde mennesker, men at frelse verden og os onde mennesker. Og det sker ét menneske ad gangen efterhånden som vi kommer til tro – som der står i forlængelse af pinseberetningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2: ”Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst” (vers 47). Saulus, som præsiderede over steningen af Stefanus, kom for eksempel selv til tro senere, og gennem hans missionsvirksomhed kom talrige andre til tro.

                      Det som vi tror på, er at Jesus af Nazaret er Kristus, Guds søn og vores Herre, og at hans død på korset ikke var et nederlag, men tværtimod den afgørende sejr over det onde, og at den der i efterfølgelse af Jesus mister sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv (jf. Joh 12,25). Det afspejler sig også i det ritual vi benytter når et menneske kommer til frelsen, nemlig dåben, som er en symbolsk begravelse af vores eget liv, efterfulgt af en symbolsk opstandelse til livet i troen på Jesus, som Paulus i Galaterbrevet udtrykker meget radikalt med ordene: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,19b-20). Så selvom Det Nye Testamente nogle steder bruger formuleringen ”at blive frelst” om det at et menneske kommer til tro på Jesus og begynder at følge ham, så er det en frelse der ikke kan ses endnu. Jo, det skulle selvfølgelig gerne kunne ses på den måde vi lever på, at vi er blevet frelst fra syndens magt, men at det onde er besejret, det kan vi ikke se. Tværtimod har mange kristne i historiens løb erfaret at det at følge Jesus medfører at man bliver hadet og forfulgt, og Paulus betragtede det ligefrem som en selvfølge, for i sit andet brev til Timotheus skrev han: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus” (2 Tim 3,12). Hvordan hænger det sammen med at vi angiveligt er blevet frelst? At være blevet ”frelst” plejer jo at betyde at man ikke længere bliver forfulgt, ikke at forfølgelsen først skal til at begynde! Men som jeg sagde før: Det som Jesus frelser os fra, er ikke først og fremmest ydre fjender, men det onde inde i os selv.

                      Som jeg også sagde før (hvis man ikke kan finde et klogt menneske at citere, må man jo nøjes med at citere sig selv): ”Guds rige brød ind i vores verden da Jesus blev født”. Det er sådan en sætning som vi teologer godt kan lide at sige, og som jeg egentlig ikke er sikker på om der er ret mange andre end os selv der forstår, eller om det bare er en gang teolog-lingo, men i hvert fald: ”Guds rige” er noget som Jesus taler meget om i evangelierne. Det græske ord som danske bibeloversættere har valgt at gengive med ordet ”rige”, kan også betyde ”herredømme”, og det tror jeg er en bedre oversættelse. Det er Gud der har skabt verden, men han skabte os mennesker med frihed til at vælge om vi vil leve som hans børn eller ej, og den kendte beretning om Adam og Eva fortæller hvordan vi mennesker har valgt at give det onde magt i verden, til skade for os selv og hinanden og hele skaberværket. Men julenat blev der født et syndfrit menneske, en som ikke lå under for det ondes magt sådan som vi andre gør, og dermed blev ondskabens rige udfordret på det der var blevet dets hjemmebane, nemlig vores jord. Jesus var ganske vist kun ét menneske, men netop fordi han trådte frem i ydmyghed og svaghed (i hvert fald tilsyneladende svaghed, for det skulle jo vise sig at Guds svaghed var stærkere end mennesker, som Paulus udtrykker det i Første Korintherbrev (1,25)), netop derfor kunne han købe os andre fri af syndens og dødens og Djævelens magt ved at betale med sit eget blod. Hver gang et menneske kommer til tro på Jesus, bliver vedkommende frelst fra Djævelen og kommer ind under Guds herredømme. Men det at vi hører til Guds rige (for nu at bruge det traditionelle udtryk), betyder at vi er blevet Djævelens fjender. Og desværre er der mange mennesker der tror at vi også er blevet deres fjender. Det begyndte allerede med Jesus selv, som de jødiske ledere så som en fjende fordi hans budskab fik det religiøse system som de havde klamret sig til (og som havde sikret dem magt og prestige i samfundet) til at vakle. Det fortsatte med Romerrigets til tider nådesløse forfølgelse af de første århundreders kristne fordi de ikke ville anerkende kejseren som guddommelig, hvilket truede hans absolutte greb om magten i det store rige. I det hele taget vil det altid være sådan at der hvor Jesus bliver anerkendt som Herre, vil der være nogle eksisterende magtstrukturer der bliver udfordret og derfor har det også været sådan at hver gang modige missionærer har forkyndt budskabet om hvordan Jesus kan sætte os fri fra syndens, dødens og Djævelens magt, på steder hvor det ikke havde været forkyndt før, har det vakt modstand og tit endda voldelig forfølgelse – og det gælder stadig i dag, hvor meget af forfølgelsen kommer fra muslimske ekstremister i eksempelvis Afghanistan, Somalia og Nigeria, fra hindunationalister i Indien, og fra gudløse diktaturer i lande som Nordkorea, Kina og Eritrea. Allerværst er det når kristne forfølger andre kristne, som da den katolske kirke i middelalderen brændte reformatorer som Jan Hus, Girolamo Savonarola og William Tyndale, eller som når protestantiske kristne i Putins Rusland udsættes for chikane af forskellig art. Kønt er det heller ikke just at kristne til tider har haft rollen som dem der har forfulgt tilhængere af andre religioner, ikke mindst jøder, men også hinduer, muslimer og tilhængere af stammereligioner. For den kristne tro kan jo også alt for nemt perverteres til et religiøst system der giver mennesker magt over andre, hvis vi glemmer at den tværtimod handler om at vi giver vores liv til Jesus og udelukkende søger hans ære og andre menneskers bedste.

                      Når vi tror på Jesus og følger ham, kan vi nemlig ikke regne med at få magt og ære og indflydelse ud af det. Til gengæld kan vi regne med at få noget der er langt bedre end det, nemlig evigt liv sammen med Gud. Guds rige, Guds herredømme, bliver nemlig engang en synlig virkelighed, og så skal vi se Gud ansigt til ansigt og erfare en ubeskrivelig lykke der aldrig får ende. Men allerede nu i denne verden lover Jesus os en ubeskrivelig lykke midt i alle de trængsler han ellers også stiller os i udsigt. Et sted i Lukasevangeliet siger han for eksempel: ”Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld” (Luk 6,22) (og Menneskesønnen er jo, som nogle af jer sikkert ved, en betegnelse som Jesus hyppigt brugte om sig selv). Den lykke som Jesus lover os, det er den lykke der kommer af at kende ham og vide sig elsket af den eneste hvis mening om os dybest set betyder noget som helst. Det er den lykke og salighed som gjorde at Stefanus og de tusinder af andre kristne martyrer efter ham har kunnet gå frimodigt i døden og endda prise sig lykkelige for at de opnåede ”martyrkronen”.

                      For os i den vestlige verden i dag er det meget fremmedartet at tænke på den måde, for vi har jo i den grad vænnet os til at have både magthaverne og folkestemningen med os, at vi kan finde på at jamre op om at vi bliver ”forfulgt”, blot der er nogen der siger os imod i al fredsommelighed. Langt de fleste kristne i Europa og Nordamerika har ikke den fjerneste idé om hvad det vil sige at blive forfulgt for Jesu navns skyld – eller vi har i hvert fald ikke erfaret det på egen krop. Jeg siger ”langt de fleste”, fordi der dog er undtagelser, ikke mindst blandt vores brødre og søstre med muslimsk baggrund, som selv i Vesten kan opleve forfølgelse fra tidligere trosfæller. Men de fleste af os, undertegnede i den grad inklusive, kan nok have grund til at blive en smule urolige når vi læser hvad Jesus siger senere i samme kapitel som det jeg citerede før om at vi er salige hvis vi bliver forfulgt, nemlig: ”Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter” (Luk 6,26). Vi skal selvfølgelig ikke aktivt søge at blive uvenner med nogen – tværtimod! – men vi skal til hver en tid sætte troskaben mod Jesus højere end hvad mennesker måtte mene om os og sige som vi om lidt skal synge med Brorson: ”Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste!”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. juledag 2022
Tags: Apostlenes Gerninger 6.8-14 + 7.54-60, Jeremias' Bog 1.17-19, Matthæusevangeliet 23.34-39

Posted By admin on 30. december 2022

Jesu fødsel: Han ønskede sig ned i muddergrøften

Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Der var engang en fisker, som boede med sin kone i en muddergrøft tæt ved havet, og han gik hver dag derhen for at fange fisk. En dag fangede han en stor flynder, men da han halede den op, begyndte den at tale til ham og forklarede at den i virkeligheden var en prins der var blevet forhekset, og derfor satte han den fri igen.

De af jer der har set julekalenderen Pyrus i Alletiders Eventyr enten i år eller en af de utallige andre gange den har været sendt, kender sikkert historien, og det samme gør de af jer der selv har læst Grimms Eventyr eller fået dem læst højt som børn, men jeg vil alligevel lige repetere hvad der sker: Da fiskeren kommer hjem til sin kone, bebrejder hun ham at han slap den talende fisk fri uden at bede den om noget til gengæld, for eksempel et nydeligt lille hus at bo i i stedet for muddergrøften. Hun får overtalt ham til at gå ned til havet og kalde på fisken, og den dukker rent faktisk op og opfylder ønsket. Men næste morgen fortryder konen at hun ikke bad om mere, og trods mandens protester får hun overtalt ham til at gå ned og kalde på fisken igen og bede den om et slot. Også det ønske bliver opfyldt, men konen er stadig ikke tilfreds, for hvad gavn har hun af rigdommen hvis hun ikke kan bestemme over andre mennesker? Så manden bliver igen sendt afsted for at bede flynderen om at gøre hende til først konge, derefter kejser, og derefter pave. For hver gang bliver mandens protester stærkere, og for hver gang han går ned til havet, er det mere og mere mørkt og oprørt, men flynderen fortsætter med at opfylde konens ønsker uden at protestere over det. Galt går det først da solopgangen vækker hende i hendes pavelige sovekammer. Som pave lever hun ellers i uforlignelig pomp og pragt og tager dagligt imod konger og kejsere der knæler og kysser hendes fødder, men synet af solopgangen gør hende edderspændt over at hun ikke bestemmer over solen og månen! Derfor beder hun sin mand gå ned til fisken en sidste gang og sige at nu vil hun gerne være Vorherre selv! Manden faldt på knæ og rakte hænderne op imod hende. ”Det kan han ikke gøre,” sagde han, ”vær dog nu fornøjet med at være pave.” Da blev konen ude af sig selv, håret fløj vildt om hovedet på hende, og hun gav ham et spark. Så skyndte han sig at stikke i tøjet og løb, som det gjaldt livet. Udenfor rasede stormen, så han næsten ikke kunne stå på benene, træerne blev revet op med rod, bjergene skælvede, og store klippestykker blev slynget ud i havet. Himlen var kulsort, og det tordnede og lynede. Bølgerne gik så højt som kirketårne, og det hvide skum sprøjtede op i luften. Manden råbte så højt, han kunne, men kunne ikke engang høre, hvad han selv sagde: ”Flynder lille, flynder god, stig op til mig af havets flod, for min hustru Isabil vil meget mere end jeg vil.” ”Hvad er der nu i vejen?” spurgte flynderen. ”Hun vil være Vorherre,” sagde manden, og tænderne klaprede i munden på ham. ”Gå hjem,” sagde flynderen. ”Hun sidder igen i muddergrøften.”

                      Jeg ved ikke om det er tanken at der skulle være en pointe med at det i eventyret er en kvinde der er ærgerrig ud over alle grænser, mens hendes mand er fornuftens og mådeholdets stemme, men mon ikke det er tilfældigt? Jeg synes i hvert fald ikke der er nogen grund til at antage at kvinder i al almindelighed skulle være mere æresyge og begærlige end mænd (måske snarere tværtimod). Derfor gør vi nok klogest i at høre eventyret som en advarsel til både mænd og kvinder mod at lade os forføre af griskhedens ånd – en advarsel der i øvrigt også lyder talrige steder i Bibelen i såvel Det Gamle som Det Nye Testamente. Men den væsentligste årsag til at jeg valgte at genfortælle dette eventyr netop i dag, er at det på en måde er juleevangeliets diametrale modsætning – ikke hvad budskabet angår, men hvad handlingen angår. Hvor eventyret tager udgangspunkt i en kvinde der bor under hvad der vel må siges at være de uslest tænkelige kår, i en muddergrøft, men som får smag for rigdom og magt i en grad så hun slet ikke kan få nok, så handler julens evangelium tværtimod om en der fra starten havde det hele, men som gav afkald på det. Vi hørte det meget smukt udtrykt i dagens anden læsning fra Hebræerbrevet: ”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord”, og teksten fra Esajas’ Bog kalder ham ”Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste”. Men han valgte at stige nedad på den selvsamme rangstige som fiskerkonen ønskede at stige op ad. Den eneste lighed mellem Jesus og konen i muddergrøften var at ingen af dem tilsyneladende stillede sig tilfreds med at gøre noget halvt. Konen kunne have ladet sig nøje med at få et hus, med at få et slot, med at være konge eller kejser eller endda pave, men nej, hun ville være Gud selv. Jesus – ja, han kunne have nøjedes med at fornedre sig en lille smule og træde frem som en mægtig engel, en halvgud, eller hvis han absolut skulle træde frem som menneske, så i det mindste som den stærkeste og mægtigste af alle mennesker. Men nej, han valgte at blive et hjælpeløst spædbarn. Okay, så i det mindste en kongesøn på et slot, svøbt i silkedyner og fra fødslen hyldet af rigets fornemste kvinder og mænd? (ryst på hovedet) Ah-ah. ”I krybben lagt, i klude svøbt.” Og de eneste barselsgæster var nogle lokale hyrder.

                      Jeg tror ikke det er særlig svært for nogen af os at forstå hvad det var der motiverede fiskerkonen fra eventyret til at handle som hun gjorde, for selvom hun måske nok er en karikeret figur, så: Hånden på hjertet, har du nogensinde selv ønsket dig at du havde en mere ærefuld position end du har? En højere stilling? En højere løn? Et større hus? En større bil? Det er der i hvert fald mange danskere der ønsker sig, og det selvom der nok er mindst en milliard mennesker i verden der med glæde ville bytte livsvilkår med den materielt set fattigste i det her lokale. Det ligger bare så dybt i os mennesker at vi sjældent bliver helt tilfredse, men altid gerne vil have bare en lille smule mere. Konen i muddergrøften ønskede jo heller ikke fra starten at hun gerne ville være Gud, men havde adskillige mellemstationer på vej derop.

                      Til gengæld kan vi have svært ved at forstå hvad der motiverede Jesus til at gøre den modsatte bevægelse, for hvor mange af os ville gøre det? Jo, måske ville vi godt kunne gå med til at gå en lille smule ned i levestandard i en god sags tjeneste – mange af os har for eksempel valgt at skrue ned for varmen i denne vinter og i stedet tage en tykkere trøje på, ikke kun fordi varmen er dyr, men også for at nedbringe Europas afhængighed af russisk gas – men så helt og aldeles som Jesus gav afkald på alt, hvem ville dog gøre det?

                      Det er der faktisk mennesker der ville – sikkert også mange flere end vi har kendskab til, for vi hører jo kun deres historier hvis nogen er vidende om hvad de har gjort, og overlever så de kan fortælle om det. Men et eksempel som nogle af jer måske har hørt om, er Maximilian Kolbe, en polsk munk og katolsk præst som under Anden Verdenskrig gav husly til tusindvis af jødiske flygtninge i sit kloster, samtidig med at han udgav en masse antinazistisk litteratur. Den 17. februar 1941 blev han arresteret af Gestapo, og tre måneder senere blev han overført til den berygtede kz-lejr Auschwitz, hvor han fortsatte sit virke som præst blandt fangerne. Da der en dag var en fange der stak af fra lejren, befalede kommandanten at 10 tilfældige fanger skulle spærres inde og lide sultedøden som straf, sådan at de tilbageværende kunne se at flugtforsøg ville komme til at gå ud over uskyldige mennesker. En af de ti udvalgte var en mand ved navn Franciszek Gajowniczek, der som sergent i den polske hær som havde kæmpet mod de nazistiske tropper. Da Gajowniczek blev kaldt frem, jamrede han: ”Min kone! Mine børn!”, hvorefter Fader Maximilian trådte frem og bad om at overtage hans plads. Det fik han lov til, og for det offer blev han i 1982 helgenkåret af Pave Johannes Paul II. (Gajowniczek overlevede i øvrigt sit ophold i kz-lejren og døde først i 1995, 93 år gammel). Vi lutheranere har som bekendt ikke for vane at helgenkåre folk, men at Maximilian Kolbes minde bliver æret på grund af det han gjorde, er helt og aldeles på sin plads; det tror jeg de fleste vil give mig ret i. At ofre sig for at redde andre er den største kærlighedsgerning et menneske kan gøre, og det er med rette at vi hylder dem der gør den slags.

                      Alligevel hører det med til historien at Fader Maximilian i forvejen var i en temmelig håbløs situation da han tilbød at tage sergent Gajowniczeks plads i sultekammeret. Anderledes var det med Jesus: Han var i Himlen hos Gud, i utilgængeligt lys og ukrænkelig salighed, og synden og døden og hvad der ellers er af onde kræfter i denne verden, kunne aldrig i evighed nå ham. Han havde virkelig alt at tabe. Hvad havde han da at vinde, siden han valgte at give så stort et afkald?

                      Os. Dig og mig. Og alle andre mennesker som vil tage imod hans kærlighedsgave. Det var ene og alene hans inderlige kærlighed der drog ham til vor jammer ned, som vi sang. Hvor tit tænker vi på hvor stort det er?

                      I 1994 besøgte den aldrende Franciszek Gajowniczek en kirke i Texas, der har navn efter manden der reddede ham – Sankt Maximilian Kolbes Kirke i Houston. Ved den lejlighed udtalte han: ”Så længe jeg har åndedræt i mine lunger, er din min pligt at fortælle mennesker om Maximilian Kolbes heltemodige kærlighedsgerning” [egen oversættelse, citeret fra https://en.wikipedia.org/wiki/Franciszek_Gajowniczek]. Hvor meget mere må det så ikke være vores hellige pligt at bruge hvert eneste åndedrag nu og i al evighed på at lovprise vores herre og frelser Jesus Kristus for det offer han bragte for os!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juledag 2022
Tags: Esajas' Bog 9.1-6a, Hebræerbrevet 1.1-5, Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 30. december 2022

Jesu fødsel: Frygt ikke!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Så blev det endelig den 24. december, og der er nok mange af jer der har set det 24. og sidste afsnit af Tinka og sjælens spejl eller Julehjertets hemmelighed før I kom herhen i kirken, eller måske skal I hjem og se det bagefter. Hjemme hos os har vi holdt os til Nissernes Ø og Pyrus i Alletiders Eventyr, som vi voksne skønnede (muligvis med urette) at en 7-årig ville have lettere ved at følge med i.

Der er efterhånden produceret så mange forskellige tv-julekalendere at det er svært at holde styr på dem alle. I mine første år som præst plejede jeg at bruge en pointe fra en af årets julekalendere i min juleprædiken, men det lader sig ikke rigtig gøre længere, fordi jeg ikke længere kan gå ud fra at der er én bestemt julekalender som alle (eller i det mindste de fleste) i menigheden har fulgt med i. For ikke alene bliver der vist mindst 5-6 forskellige julekalendere på DR’s og TV2’s flowkanaler, men man kan jo også finde en helt syvende serie på en streaming tjeneste eller på noget så gammeldags som en dvd. Og det behøver ikke engang at være en af de traditionelle julekalendere man ser; en af mine Facebook-venner havde for eksempel tænkt sig at bruge gode gamle Matador som julekalender, for den har jo netop 24 afsnit!

                      I modsætning til mange af de nyere julekalenderserier, så tror jeg at rigtig mange af jer der er her i dag, har set Matador enten på video eller en af de utallige gange den har været vist på tv. Det er også en serie med mange klassiske scener – hvem husker for eksempel ikke synet af lærer Andersen der står ude på altanen og hamrer desperat på døren for at få Misse til at lukke ham ind? Det syn er der faktisk mange der husker. Nogle husker endda at lærer Andersen var iført lange underbukser og natskjorte med husarmotiver[1] – og det til trods for at der aldrig er nogen der har set den scene for andet end deres indre blik, for den indgår faktisk slet ikke i serien! Det eneste der indgår, er at Misse sidder hjemme hos Maude og Hans Christian og fortæller dem om optrinnet.

                      Når det gælder juleevangeliet, er der også mange af os der husker ting som slet ikke indgår. Der står for eksempel ikke noget om en stald – og hvis I ikke tror mig, så prøv selv at kigge på skærmen, eller på sangbladet hvis I har sådan et. Der står: ”og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget”. Det er ordet ”krybbe” der har fået os til nærmest automatisk at antage at det fandt sted i en stald, men i oldtidens Mellemøsten havde de fleste mennesker deres husdyr inde i det samme hus som de selv sov i, og langt de fleste krybber befandt sig derfor ikke i en separat stald, men inde i stuen! (eller hvad man nu skal kalde det, for husene havde som regel kun ét rum). Men det ændrer selvfølgelig ikke på at en krybbe ikke ligefrem var en luksuriøs babyseng; den var det der nu var for hånden. Vi ved i øvrigt ikke hvilke dyr den nyfødte Jesus delte soveværelse med, for ordene ”æsel” og ”okse” forekommer heller ikke i teksten, så selvom det nok er det mest sandsynlige at den højgravide Maria har redet på et æsel på rejsen fra Nazaret til Betlehem, så kan det ikke udelukkes at hun har måttet gå.

                      Et andet ord (eller ”et fjerde ord” er vi vel nået til) der heller ikke findes i juleevangeliet, er ordet ”stjerne”. Vi er vant til at forestille os at hyrderne, der stod ude på marken, fik øje på en stor stjerne, men det står der reelt set ikke noget om. Derimod står der at ”Herrens herlighed strålede om dem”, og det har nok været et skarpere lys end nogen stjerne, men det kom altså ikke fra en stjerne; snarere kom det fra den engel der stod foran dem. Det var nemlig dér englen befandt sig: ”Da stod Herrens engel for dem,” står der, så jeg ved ikke hvorfor englen som regel svæver et sted oppe i himmelblået på de billeder som kunsthistorien har produceret af begivenheden. For lige at gøre stjernen færdig, så er den nok kommet ind i vores bevidsthed fra Matthæusevangeliets beretning om de vise mænd, som kom rejsende fra Østerland for at tilbede jødernes nyfødte konge fordi de havde ”set hans stjerne gå op” (Matt 2,2). Men dels er der ikke noget der tyder på at den stjerne som de vise mænd så, var specielt meget klarere end stjerner er flest, dels kom de vise mænd sandsynligvis ikke samme nat som Jesus blev født, men måske helt op til to år senere (hvilket nok også er grunden til at Lukas slet ikke omtaler dem i sit juleevangelium).

                      (Alt det jeg står og siger nu, forudsætter naturligvis at vi kan regne med hvad der står i Bibelen, men eftersom I er kommet hen i kirken, går jeg ud fra at I er indforståede med at det er en del af dealen, så at sige: at det som præsten siger, er baseret på hvad der står i Bibelen. Jeg prædiker hvad Bibelen efter min bedste overbevisning siger, og så må I jo selv bestemme om I vil tro på det eller ej – men hvis I har nogle specifikke kritiske spørgsmål til kristendommens historiske eller videnskabelige troværdighed, er jeg på den anden side ikke bleg for at forholde mig til dem; bare send mig en mail eller en Messenger-besked. Vi planlægger i øvrigt også et arrangement her i kirken onsdag den 15. februar med overskriften ”Skyd på præsten”, hvor man kan stille alle mulige kristendomsrelaterede spørgsmål. Parentes slut).

                      Nå, tilbage til hyrderne på marken, hvis nattevagt pludselig blev afbrudt af at ”Herrens engel [stod] for dem, og Herrens herlighed strålede om dem”. Hvordan reagerede de på det? Blev de grebet af stor glæde? Nej, i hvert fald ikke i første omgang. Tværtimod læser vi at ”de blev grebet af stor frygt”! Og det er måske i grunden ikke så mærkeligt. Prøv at forestille dig hvordan du selv ville have reageret hvis du havde oplevet noget lignende! Det må i hvert fald have været en kæmpe forskrækkelse, især når man husker på at de engle som Bibelen taler om, har meget lidt at gøre med de pyssenyssede små glorieklædte buttede børn med vinger som den europæiske kunsthistorie har vænnet os til at se for os. Bibelens engle er tværtimod mægtige, frygtindgydende skikkelser der taler med tordenrøst. Hyrder, derimod, var på Det Nye Testamentes tid et foragtet folkefærd, som nogle rabbinske traditioner ligefrem betragtede som urene.[2] Det var altså i den grad kontraster der mødtes den nat ude på Betlehems marker! Hvis man spurgte den tids skriftkloge, så kunne urene syndere som hyrderne ikke vente andet fra Guds og hans engles side end dom og straf, så de havde al mulig grund til at være bange! Men lyt så til hvad englen sagde til dem: ”Frygt ikke!” sagde den. I den græske grundtekst finder vi oven i købet det personlige stedord i 2. person flertal mellem ”frygt” og ”ikke”, sådan at en mere ordret oversættelse ville være: ”Frygt I ikke”, eller på mere jævnt dansk: ”Det er ikke jer der skal være bange!” Det må i sandhed have været et glædeligt budskab at modtage for mennesker der til daglig var genstand for andres foragt! Og englen fortsætter: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket” – altså ikke kun for eliten, ikke kun for dem der har styr på deres liv, men også og især for dem der føler sig mislykkede, dem der ikke synes de har ret meget at prale af. Hvad er det da der er en stor glæde for dem der plejer at blive overset? ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” De ord har været langt mere ladet med betydning for hyrderne end de er for os. David var den største konge Israel nogensinde havde haft, og selvom han levede hele 1000 år før Jesus blev født, talte man stadig om ham med ærefrygt i stemmen, ikke mindst fordi en lang række profeter havde forudsagt at der ville fremstå en ny konge af Davids slægt, som ville befri folket, og hyrderne kan ikke have været i tvivl om at det englen sagde til dem, var at det var den konge der nu var født.

Det var imidlertid ikke nødvendigvis en specielt god nyhed i sig selv, for hvorfor skulle en konge interessere sig for en flok hyrders velbefindende? Jo: ”Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Kongebørn plejede ikke at ligge i en krybbe! Men denne nyfødte konge var altså kommet til verden under ganske jævne kår, et sted hvor selv en flok hyrder kunne troppe op uden at risikere at blive smidt på porten af en flok gardere i bjørneskindshuer. Det glædelige budskab var også til dem, ja særligt til dem. De var ikke glemt af Gud; tværtimod var de de første der fik besked da Guds søn var blevet født. Gud ville ikke straffe dem, men frelse dem, og det på en langt mere gennemgribende måde end de overhovedet kunne forestille sig, nemlig fra selveste døden! Og det var ganske rigtigt ikke dem der skulle være bange; tværtimod viste det sig, da Jesus blev voksen, at det var de undertrykkende magthavere og den selvretfærdige religiøse elite der rystede af skræk over de ting han sagde, og det i en grad så de til sidst valgte at slå ham ihjel. Men som bekendt fortæller evangelierne os at han opstod fra de døde efter tre dage, hvorefter han sendte sine disciple ud i verden for at fortælle alle mennesker det glædelige budskab om at døden var besejret. Det var det budskab som hyrderne på Betlehems mark var de første til at høre en forsmag på: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: Der er født jer en frelser.”

Da hyrderne hørte ordene ”hele folket”, blev de nok først og fremmest glade fordi det betød at de selv var inkluderet, men deres forståelse af ordene var nok trods alt stadig begrænset til at det drejede sig om Israel. Men Jesus gjorde det efterhånden klart at det ikke kun var jøderne han ville frelse, men alle folk i verden. Det barn der blev født og lagt i en krybbe, den mand der talte så de udstødte fik håb og de selvsikre blev rystet, den frelser der gav sit liv og besejrede døden, han er også vores frelser. Også til os lyder ordene: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde”. Det at Gud er kommet til os, og at vi kan leve evigt sammen med ham, er så stærkt et budskab at det trumfer alt hvad vi i øvrigt måtte have at være bange for. Så lad os ligesom hyrderne sætte os for at finde den konge der blev født, så han kan forvandle vores liv ligesom han forvandlede deres.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Kilde: https://www.billedbladet.dk/kendte/danmark/tv/dr/saa-du-matadors-beroemte-altanscene

[2] Kilde: Kenneth E. Bailey: Jesus set med mellemøstlige øjne, s. 34.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften 2022
Tags: Esajas' Bog 9.1-6a, Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 20. december 2022

Johannes Døbers vidnesbyrd: Der er kun én frelser

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag i advent 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Da Gungadins mor døde, arvede han et smykke med et mærkeligt tegn indridset. Dette smykke og dets hemmelige tegn vil kunne hjælpe ham med at finde ud af, hvor han kommer fra, og hvem han egentlig er. For måske er det ham, der er udvalgt til at befri Tågedalen fra den onde heksedronning Urda.” Sådan står der på bagsiden af bogen Halvmånesmykket, en ungdomsfantasyroman fra 1982 af den danske forfatter Niels Jensen. Om det er en god bog, skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke læst den, men det spørgsmål som bagsiden stiller, tror jeg de fleste af os genkender fra en lang række andre eventyrlige fortællinger: Er det historiens unge hovedperson der er Den Udvalgte, den som alle har ventet på, frelseren som kan bringe fred og frihed og retfærdighed? For sådan en person er nemlig næsten standardudstyr i fantasygenren, og tit og ofte vil vedkommende være forudsagt i spådomme eller profetier. For bare at nævne tre af de mest kendte eksempler: I C.S. Lewis’ Narnia-serie er det profeteret at Den Hvide Heks’ magt vil blive brudt når fire menneskebørn – to drenge og to piger – sætter sig på de fire troner på Cair Paravel, i Star Wars-filmserien foreligger der en profeti om at der vil fremstå en Jedi-ridder som vil overvinde de onde Sith-fyrster og bringe balance til Kraften, og i Harry Potter-serien har den uduelige spåkvinde Sibyll Trelawney, hvis spådomme ellers aldrig går i opfyldelse, leveret en enkelt profeti der måske var ægte, nemlig at der i slutningen af juli 1980 ville blive født en dreng med magt til at besejre den onde Lord Voldemort.

                      Det er ikke svært at regne ud hvor fantasy-forfatterne først og fremmest har hentet deres inspiration (især fordi flere af dem er eller var bekendende kristne), nemlig i Bibelen. I Det Gamle Testamente er der adskillige forudsigelser af at der vil komme en frelser som vil oprette et evigt fredsrige, og de mirakler som Jesus udførte, sammenholdt med hans myndige forkyndelse, fik mange mennesker til at spørge sig selv om han mon var den lovede frelser. Hans mor, Maria, fik allerede inden hans fødsel at vide af englen Gabriel at hendes barn skulle være konge til evig tid, og da han var blevet født, bekræftede en hærskare af engle det for en flok hyrder på Betlehems marker, men også mange af de mennesker der ikke var til stede ved de lejligheder, konkluderede at Jesus var Messias, som var en titel jøderne brugte om den konge de ventede på. (Ordet ”messias” betyder ”salvet”, og når man oversætter det ord til græsk, bliver det til ”Christós”, eller ”Kristus”, som vi plejer at udtale det. Kristus var altså ikke Jesus’ efternavn, men en titel som disciplene efterhånden nåede frem til at Jesus var den rette indehaver af.

Det der endegyldigt overbeviste disciplene om at Jesus rent faktisk var Den Udvalgte, var at de fik ham at se lyslevende, efter at han ellers var både død og begravet, og at den grav han var blevet lagt i, var tom. Jesus havde altså sejret over selveste døden, og derfor medførte troen på ham også at hans efterfølgere ikke selv frygtede døden, men var villige til at betale med deres liv for at dele budskabet om ham med andre. Det er derfor vi i dag kan sidde til en kristen gudstjeneste adskillige tusind kilometer fra hvor Jesus levede. Og budskabet om Jesu sejr over døden er stadig en bærende søjle i kristendommen, som blandt andet lyder hver gang vi holder begravelse: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jord skal du igen opstå!”

                      Som sagt er tanken om en særligt udvalgt frelser der har været forudsagt af profeter, og som er den eneste der kan overvinde det onde, blevet adopteret af fantasy-forfattere i en grad så den nærmest er blevet standardinventar i den slags historier, og det er der ikke noget at sige til, for det giver et både underholdende og spændende udgangspunkt for en historie. Men tanken lader til også at være blevet adopteret af både nyhedsmedier og folk i almindelighed når det gælder problemer i den virkelige verden. Det gælder ikke mindst i sportens verden. Den verdensberømte spanske fodboldklub FC Barcelona har i løbet af sin historie vundet det spanske mesterskab 26 gange og den europæiske Champions League 5 gange foruden et væld af andre titler, men de seneste tre år har de måttet se det nationale mesterskab havne i Madrid, og i Champions League er det de seneste syv år kun blevet til en enkelt semifinaleplads. Det er ikke tilfredsstillende for sådan en ambitiøs klub, og det er på den baggrund vi skal forstå det når ansættelsen af den tidligere midtbanestjerne Xavi (udt. ”tjabi”) som ny træner i november sidste år fik Ekstra Bladet til at stille spørgsmålet: ”Er han manden der kan redde Barcelona?” Det vil tiden vise om han kan – indtil videre fører Barcelona i hvert fald dette års turnering – men det mest interessante, synes jeg, er Ekstra Bladets ordvalg. De skrev jo ikke: ”Kan han gøre Barcelona til mestre på nu?”, men ”Er han manden der kan redde Barcelona?”, næsten som om der forelå en profeti om at der en dag ville fremstå en særligt udvalgt træner som ville sørge for at FC Barcelona i al evighed ville vinde samtlige turneringer. Det er der selvfølgelig ikke nogen der for alvor tror at Xavi, eller nogen anden træner for den sags skyld, ville kunne, men alligevel er det som om vi et eller andet sted i vores underbevidsthed bærer rundt på en forventning om at der vil komme en frelserskikkelse og gøre alt godt, om det så kun er på et meget begrænset område af livet.

                      Nu er fodbold selvfølgelig ikke et spørgsmål om liv og død (ifølge den tidligere Liverpool-træner Bill Shankly er det langt vigtigere end det), men det kan det til gengæld blive når man skal beslutte hvem der for eksempel skal lede et land. Her i Danmark har vi de seneste mange årtier for det meste haft mindretalsregeringer, og det har nok gjort os mindre tilbøjelige end så mange andre folk til at forvente at en ny regeringschef ligefrem skal være en slags frelser. Danmark er jo i øvrigt så lille et land at ingen vil forvente at en dansk statsminister skulle kunne redde hele verden – men så følger mange af os til gengæld intenst med i den politiske udvikling i store lande som Tyskland, Frankrig, Storbritannien, og ikke mindst USA. Da Barack Obama for – ja, det er efterhånden 15 år – siden erklærede at han var kandidat til præsidentposten i USA, blev han på det nærmeste båret ind i Det Hvide Hus på en bølge af begejstring, i hvert fald fra den del af USA’s befolkning der ikke brød sig om hans forgænger, George W. Bush. Nogle af Obamas støtter hyldede ham nærmest som en slags messias der ville gøre alting vel (se fx https://www.politico.com/story/2007/12/messianic-rhetoric-infuses-obama-rallies-007281), og der var vist også mange her i Danmark der lod sig rive med af begejstringen. Obama blev som bekendt valgt to gange, og om han gjorde det godt i de 8 år han var præsident, afhænger nok af hvem man spørger, men jeg tror at selv hans mest begejstrede tilhængere vil indrømme at nogen messias var han ikke, og det er der heller ikke nogen anden amerikansk præsident, fransk præsident, tysk forbundskansler eller britisk premierminister der nogensinde ville kunne være. Vi mennesker er ikke alene små og svage (og det gælder selv de mest magtfulde mennesker); vi er også alle sammen syndere som ikke kan frelse nogen fra det onde, af den simple grund at vi selv har desperat brug for frelse. Derfor kan jeg også godt savne at vore dages politiske ledere ville være lige så ærlige som Winston Churchill, der i 1940 sagde til det britiske folk at han ikke havde andet at tilbyde dem end blod, slid, tårer og sved. Men erfaringen viser desværre at det er dem der bruger store ord, der ofte får de fleste stemmer.

                      I dagens evangelietekst møder vi en mand der nægtede at bruge store ord om sig selv, og det selvom Jesus selv senere erklærede at ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber” (Matt 11,11). Johannes var en ekstremt succesfuld prædikant, som folk i tusindvis valfartede ud i ørkenen for at lytte til. Han havde folkeskarerne i sin hule hånd, og han ville så let som ingenting have kunnet lade sig hylde som den frelser alle havde ventet på. Derfor må man også næsten have kunnet høre en knappenål ramme ørkensandet da præsterne fra Jerusalem smed svesken på disken og spurgte ham ligeud: ”Hvem er du?” Han havde bare behøvet at sige: ”Jeg er Kristus!”, så ville de jublende folkeskarer have båret ham på hænder ind i Jerusalem. Jeg tror det er derfor hans navnebror, evangelisten Johannes, gør så meget ud af at introducere hans svar: ”Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ’Jeg er ikke Kristus.’”

                      Hvordan mon de mange tilhørere reagerede på Johannes’ ærlige udmelding om at han ikke var Kristus, Messias, den lovede frelser? Mange af dem er sikkert blevet skuffede. Men ved I hvad? Det ville de alligevel være blevet før eller siden, for han var jo ikke Messias! Ved at melde klart ud om det spørgsmål fra starten undgik Johannes at skulle forsøge at leve op til en hel masse forventninger som han alligevel var dømt til at mislykkes med. Ved i stedet blot at påtage sig rollen som ”en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!” og erklære at han end ikke var værdig til at hjælpe den virkelige messias med at tage skoene af (hvilket ellers var noget af det mest nedværdigende arbejde man kunne sætte en slave til dengang) blev han sat fri til at være i en rolle som han kunne håndtere. Og den rolle gør du og jeg klogt i også at påtage os. Der er nemlig kun én frelser, og det er Jesus. Han alene har overvundet alt det onde, og i stedet for at bilde os ind at vi selv eller en politiker eller en fodboldtræner kan eller skal frelse verden, har vi lov til at tro på og vidne om at Jesus allerede har gjort det der skal til, og ligesom de første kristne at leve og dø på dét.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag i advent 2022
Tags: Esajas' Bog 52.7-10, Filipperbrevet 4.4-7, Johannesevangeliet 1.19-28

Posted By admin on 29. november 2022

Indtoget i Jerusalem: Højeste alarmberedskab

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 1. søndag i advent 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har en vejr-app på min telefon. Det er der sikkert også mange af jer der har, for det er rart at være forberedt på hvordan vejret bliver så man kan tage sine forholdsregler og for eksempel klæde sig varmt på hvis det bliver koldt, køre tidligere hjemmefra hvis der er udsigt til sne som der var sidste weekend, og så videre. Når jeg åbner min vejr-app, sker det nogle gange at den oppe i toppen af skærmen viser en gul trekant med et udråbstegn i, og det betyder at DMI har udsendt et såkaldt varsel om voldsomt eller farligt vejr – det kan for eksempel være hedebølge, skybrud, torden, storm eller snestorm. Hvis vejret bliver farligt, er der nemlig nogle særlige forholdsregler man skal tage, og det gælder ikke kun os almindelige borgere, men også myndighederne. Er der for eksempel udsigt til storm, så skal beredskabet være klar til at rykke ud hvis der er et træ der vælter, eller hvis der skal pumpes vand på grund af oversvømmelse. Mange af jer husker for eksempel nok stormen Malik, der hærgede den 28. januar i år (selvom der er sket så mange andre ting i mellemtiden at man skulle tro det var meget mere end et år siden!). Her på Bornholm anrettede Malik skader for omkring halvanden million kroner, men stormflod slap vi for i denne omgang. Værre gik det andre steder i landet, hvor eksempelvis Roskilde Fjord oplevede en vandstand på halvanden meter over det normale. Det kom dog heldigvis ikke bag på myndighederne, der blandt andet havde oprettet depoter med sandsække og udlagt mobile dæmninger på de mest udsatte steder. Danske Beredskaber har nemlig nogle helt klare retningslinjer for hvordan de skal forholde sig i ekstraordinære situationer, ligesom Politiet, Forsvaret og andre myndigheder i øvrigt også har det i forhold til de beredskabsniveauer som de opererer med – Forsvaret har for eksempel et øget beredskab i blandt andet Østersøen i øjeblikket på grund af krigen i Ukraine.

                      På Det Nye Testamentes tid var de romerske soldater næsten konstant i alarmberedskab, fordi oprøret ulmede rundt omkring i de forskellige provinser. Det betød naturligvis ikke at soldaterne skulle stå ret med rustningen på 24 timer i døgnet, men blev der slået alarm, så skulle de smide hvad de havde i hænderne og gøre sig klar til kamp. Og lå de og sov når signalet lød, så skulle de naturligvis vågne og stå op. Netop fordi de romerske soldater var allestedsnærværende, var det almen viden blandt Romerrigets indbyggere hvordan soldaternes hverdag så ud, og derfor er det da også et billede som Paulus gør flittigt brug af i sine breve, for eksempel i det stykke fra Romerbrevet som vi har lyttet til i dag, hvor han begynder med ordene: ”I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne” og fortsætter med blandt andet at tale om at tage ”lysets rustning” på.

                      Men hvad betyder ”I kender tilmed timen”? Ja, man må gå ud fra at det var et forståeligt udtryk dengang vores nuværende autoriserede bibeloversættelse udkom tilbage i 1992, men det er det vist ikke længere i dag. Det græske ord som man i 1992 valgte at oversætte med ”timen”, betyder i øvrigt slet ikke ”time”; det er nemlig ordet kairos, som betyder ”det rette tidspunkt” til at gøre noget. Der er jo mange sammenhænge hvor det er vigtigt at have styr på hvornår man skal slå til – i år ramte jeg for eksempel ikke det rigtige tidspunkt at få sat vinterdæk på Skodaen, med det resultat at jeg indtil flere gange sidste weekend måtte have hjælp af venlige forbipasserende fordi jeg sad fast i sneen. Så vidt jeg ved, er det også vigtigt for en jæger at vide hvornår det er det rette øjeblik at trykke på aftrækkeren, og for en landmand at vide hvornår man skal så og høste og den slags. Man skal kende det rette tidspunkt, og det er det Paulus skriver at hans læsere gør: ”I kender det rette tidspunkt”. Eller som det hedder i den gamle oversættelse fra 1948, der på dette punkt både er mere korrekt og mere forståelig end den fra 1992: ”I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne”. Paulus skriver altså til de kristne i Rom at der er sket noget som betyder at de skal leve i højeste alarmberedskab, som soldater der har rustningen på og er klar til kamp.

                      Hvad er det da der er sket? Jo, skriver Paulus: ”Natten er fremrykket, dagen er nær.” Det er selvfølgelig en metafor; konkrete, bogstavelige nætter var der jo kommet og gået adskillige af alene i løbet af den tid der gik fra Paulus skrev brevet i Korinth, til det nåede frem til modtagerne i Rom, men vi bruger jo også ordet ”nat” i overført betydning om en længere tidsperiode der i overført betydning er præget af mørke – i Norge kalder man for eksempel de 417 år fra 1397 til 1814 hvor Danmark og Norge havde fælles konge, for ”danskernatten”. Men når Paulus taler om at ”dagen er nær”, mener han at Guds rige snart kommer; at der snart vil blive gjort en ende på al ondskab og lidelse. Så vil det – i hvert fald i overført betydning – aldrig mere være nat.

                      Præcis hvornår Guds rige kommer, ved vi ikke; det eneste vi ved, er – som Paulus også skriver – at det varer kortere tid end det har gjort: ”nu er frelsen os nærmere end da vi kom til tro”. Man kan indvende at de max. 20 år der var gået fra Paulus kom til tro, til han skrev Romerbrevet, ikke betyder det helt store målt op mod de næsten 2000 år der siden er gået, men jeg tror egentlig heller ikke det var de 20 år der gjorde forskellen for Paulus. Andre steder i sine breve gør Paulus det klart at det øjeblik du er kristen, er det lyset og dagen der er dit element, ikke mørket og natten (se fx 1 Thess 5,5 og Ef 5,8). Det at der er gået noget tid siden Paulus og hans læsere kom til tro, tjener altså kun til at understrege at det der hele tiden havde været meningen – nemlig at de kristne i Rom skulle ”stå op af søvne” og ”tage lysets rustning på” – om muligt var endnu mere presserende nu. Allerede da Jesus begyndte at prædike et par år før han blev korsfæstet, lød hans budskab: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1,15). Så når Paulus siger: ”I kender tilmed timen” (eller mere korrekt: ”I ved, at tiden er inde”), så taler han altså om en tid der har været inde lige siden de kom til tro – ja, faktisk lige siden Jesus trådte frem på jorden.

                      Jeg tror det er derfor netop den tekst fra Romerbrevet er blevet valgt som læsning til 1. søndag i advent, for det der er adventstidens budskab, er jo netop at nu begynder der noget helt nyt. Alt hvad Gud har lovet gennem profeterne i Det Gamle Testamente, bliver nu opfyldt: Den retmæssige konge rider ind i byen og modtager sin velfortjente hyldest fra folkeskaren ligesom i slutningen af en god eventyrfilm.

                      Der er bare et lille ”men”, nemlig at det ikke var som en triumferende sejrherre på en hvid hest at Jesus red ind i Jerusalem, men ”sagtmodig, ridende på et æsel”. Jesu første komme viste at natten er fremrykket, og dagen er nær, men dagen er endnu ikke helt og fuldt brudt frem. Når det engang sker – når Jesus kommer til jorden for anden gang, og vores frelse bliver fuldendt – så vil vi ikke længere have brug for at blive mindet om at vi skal leve som lysets børn, for til den tid vil det komme helt af sig selv. Men så længe vi stadig lever i denne verden hvor vi er omgivet af svir og druk, løsagtighed og udsvævelser, kiv og misundelse (for nu at tage de laster som Paulus nævner i dagens tekst; der er mange andre ting man også kunne nævne, og vi ved jo nok hver især bedst selv på hvilke områder vi lettest bliver fristet til at lade os styre af det som Paulus kalder ”det kødelige”, nemlig alt det der kroger os ind i os selv i stedet for at rette vores fokus mod Jesus) – så længe vi er omgivet af det, så er vi nødt til at være i alarmberedskab for ikke at falde tilbage til ”mørkets gerninger”, som Jesus ellers har frelst os fra.

                      Det lyder umiddelbart ikke særlig rart at skulle leve i konstant alarmberedskab, og når man googler ordet, handler 11 af de første 15 hits da også om hvor usundt det er for krop og sind at leve i en tilstand af forhøjet beredskab. Men det er så her at det billede jeg har valgt, viser sine begrænsninger, for den form for alarmberedskab som Paulus taler om, er anderledes. Den måde hvorpå vi er åndeligt vågne så vi ikke falder i fristelse, er nemlig ikke ved at gå rundt med et konstant højt adrenalinniveau og ryste af skræk for at vi bliver angrebet, men derimod ved at holde vores fokus på Jesus og hvile i hans nåde og kærlighed. At gøre det er ikke en kilde til angst og stress, men derimod til glæde – som salmisten skrev i dagens første læsning: ”Tjen Herren under glædessang, træd frem for ham under jubel … For Herren er god, hans trofasthed varer til evig tid.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i advent 2022
Tags: Matthæusevangeliet 21.1-9, Romerbrevet 13.11-14, Salme 100

Posted By admin on 8. november 2022

Jordens salt og verdens lys: Hvad gør vi når det bliver mørkere og mørkere?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Her til morgen stod solen op klokken 7.15, og den går ned igen allerede klokken 16.13 i eftermiddag. Døgnets lyse timer er altså færre end 9 nu, mens de mørke er flere end 15, og den næste halvanden måned bliver det kun værre. Tilmed betyder energikrisen at der bliver færre julelys til at bekæmpe mørket udenfor, end der plejer at være. Heldigvis kan vi dog trøste os med at det vender igen et par dage før jul, og at der den 6. februar vil være flere lyse minutter end der er nu. Og ja, 6. februar virker ganske vist som noget der ligger noget nær en evighed ude i fremtiden, men lige så hurtigt som sommeren blev til efterår der snart bliver til vinter, lige så hurtigt vil vi pludselig komme til at stå nær vinterens afslutning og kigge ind i foråret.

                      Værre er det når vi til tider føler at det billedligt talt går mod mørkere tider i verden eller i vores eget liv. Vi kan ikke slå op i almanakken og læse hvornår energipriserne eller inflationen begynder at falde igen, eller hvornår krigen i Ukraine slutter. Og i ethvert menneskes eget liv går det kun én vej, så snart vi har passeret de 20 år (sådan cirka), nemlig at vi ældes, og vores krop langsomt går i forfald indtil vi dør. Der kommer ikke noget ”solhverv” hvor aldringen topper, hvorefter vi begynder at blive yngre igen. Oven i købet, som for at føje spot til skade, ved hverken vi selv eller vores nærmeste præcis hvornår vi kommer til at dø. Når vi mister et menneske som betød meget for os, bliver vores verden uvægerligt malet i mørke farver, og det gælder naturligvis i særdeleshed hvis det så at sige skete ”før tiden”. Hvor skal lyset komme fra?

                      Nu er vi jo i en kirke, og jeg er en præst der står på en prædikestol, så når jeg stiller et spørgsmål som ”Hvor skal lyset komme fra?”, så forventer I sikkert alle sammen at jeg vil sige: ”Fra Gud”. Og hvis jeg sagde det, ville jeg da også kunne stå 100 procent inde for det (eller ”stå på mål for det”, som det vist hedder på nudansk), men der ville være to andre problemer forbundet med det svar. For det første er jeg ikke sikker på at I ville høre efter, for det holder man jo på et eller andet tidspunkt op med hvis nogen bare siger det som man regner med at de vil sige. For det andet ville det ikke være et særlig konkret svar. Ja, lyset kommer fra Gud, men hvad betyder det i praksis, og hvordan får vi det lys at se?

                      Derfor vil jeg pege på at det forventelige, indlysende (undskyld ordspillet) kristne svar jo faktisk heller ikke er det Jesus kommer med i dagens evangelietekst. I Johannesevangeliet bruger han ganske vist flere gange ordene ”Jeg er verdens lys” om sig selv, men her i Matthæusevangeliet siger han altså noget andet til disciplene, nemlig ”I er verdens lys”! Og det lyder jo mærkeligt: Hvis vi savner lys i mørket, hvordan skulle vi så selv kunne lyse det op? Ved at gøre gode gerninger, siger Jesus: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger.” Altså: Gå ud og gør nogle gode gerninger, og vær på den måde med til at gøre verden mindre mørk!

                      Åh, kunne I mærke hvordan jeres stressniveau lige steg nogle grader da jeg sagde det? For ganske vist tror jeg de fleste mennesker vil være enige i at verden bliver et bedre sted, jo flere gode gerninger der bliver gjort, men helt ærligt, den smule gode gerninger vi kan præstere, hvilken forskel skulle de kunne gøre i det store billede? Og forresten, så er det jo ikke engang altid at vi overhovedet får gjort den smule gode gerninger vi er i stand til. Hvor mange mennesker har der ikke været, fjernt fra os eller tæt på os, som vi kunne have rakt en hjælpende hånd, et opmuntrende ord, eller blot et smil, men vi fik det ikke gjort, fordi det fysiske eller mentale overskud bare ikke var der den dag?

                      For at tage det sidste først, så læg mærke til at Jesus ikke siger: ”I skal være verdens lys”, men: ”I er verdens lys.” Hvordan nu det? Jo, tænk på månen! Er det skyfrit og fuldmåne, så kan månen faktisk lyse temmelig kraftigt op, og det til trods for at månen dybest set ikke er andet end en stor sten. Grunden til at den golde sten som månen er, kan lyse, er at den reflekterer solens lys. Alt det lys som månen tilsyneladende udsender, kommer altså i virkeligheden fra solen. Sådan er det også med det lys som Jesus siger at vi kan udsende: Det kommer i virkeligheden fra ham. Og ligesom månen ikke behøver at foretage sig noget for at reflektere solens lys, andet end at lade solen skinne på sig, sådan behøver vi heller ikke at foretage os andet for at reflektere lyset fra Jesus end at lade hans lys skinne på os. Og hvordan gør vi så det? Det gør vi ved tro – tro på at Guds kærlighed er stærkere end døden og mørket, og at der venter os en fremtid sammen med Gud og vores kære, hvor hverken død, sorg, skrig eller pine skal være mere. Den tro, det håb, den kærlighed er et lys som vi kan bade os i, og hvis vi giver os selv lov til at gøre det, så vil lyset uvilkårligt reflekteres videre fra os i form af gode gerninger over for vores medmennesker. Og jo mere vi fokuserer på Gud, på hans godhed og kærlighed, frem for at fokusere på vores egne gerninger eller mangel på samme, desto klarere vil vi reflektere lyset fra Jesus. Tænk på de mennesker der er eller har været lys i dit liv, for eksempel dem som vi mindes i dag – har de været lys ved at rette deres fokus mod sig selv, eller tværtimod ved at rette deres fokus væk fra sig selv?

                      Men så var der jo det første spørgsmål: Så små og svage som vi er, hvilken forskel kan selv nok så mange gode gerninger fra vores side så gøre i det store billede? Ja, hvis svaret på det andet spørgsmål lå i at Jesus sagde: ”I er verdens lys”, så ligger svaret på det første i at han sagde: ”I er verdens lys”. Det ses ikke umiddelbart i den danske tekst, men i den græske grundtekst er ordet ”I” faktisk fremhævet på en måde der ville svare til at det på dansk var skrevet med kursiv. Det Jesus siger, kunne altså også gengives: ”Det er lige netop jer der er verdens lys!” Lige netop os i modsætning til hvem? spørger du måske (eller også gør du ikke, men jeg har i hvert fald tænkt mig at svare på det). Lige netop os som er svage, i modsætning til dem der er stærke. Lige netop os der sørger, i modsætning til dem der ikke kender til sorg. De vers der er dagens prædiketekst, er et uddrag af en længere tale som Jesus holdt, og i versene umiddelbart forud er han kommet med en række udsagn der strider imod alt hvad vi mennesker ellers mener at vide: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Særlige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden” og så videre. Netop fordi lyset dybest set ikke kommer fra os selv, men fra Jesus, er det ikke vigtigt hvor stærke vi er, eller hvor stor forskel vi selv mener at vi kan gøre. Tværtimod har Gud indrettet verden sådan at det netop er de tilsyneladende ubetydelige små kærlighedsgerninger der gør den store forskel. Nogle af jer har måske set Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens Hobbitten, hvor der er dukket en ond magt op i verden, og de to mægtige troldmænd Saruman og Gandalf er uenige om hvordan det onde skal bekæmpes. I den anledning lader Jackson den af de to troldmænd der viser sig at være den viseste, nemlig Gandalf, sige følgende til elverdronningen Galadriel: ”Saruman tror at det kun er stor magt der kan holde det onde i skak, men det er ikke min erfaring. Min erfaring er at det er almindelige folks små hverdagshandlinger der holder mørket stangen – simple gerninger af venlighed og kærlighed.” Måske havde Peter Jackson hørt Moder Teresa af Calcutta sige at ingen af os kan gøre store ting, kun små ting med stor kærlighed – og man må sige at Moder Teresa, der i 1979 modtog Nobels Fredspris for sit barmhjertighedsarbejde blandt de fattigste af de fattige i Indien, vidste hvad hun talte om.

                      Men selvom lyset ikke kommer fra os selv, selvom det overhovedet ikke er vores præstationer det kommer an på, så advarer Jesus os alligevel imod at sætte vores lys under en skæppe. Det er et udtryk der er gået ind i vores dagligdags sprog, men med en lidt anden betydning end Jesus brugte det. Hvis vi siger om en person at ”han sætter sandelig ikke sit lys under en skæppe”, så mener vi jo som regel at han er lige lovlig vild med at fremhæve sine egne styrker og bedrifter. Men det Jesus mener, er jo at vi skal give lyset fra Gud lov til at skinne uhindret, og det gør vi netop ved ikke at have travlt med at fremhæve os selv. Som nogle af jer måske ved, så var en skæppe dels en måleenhed for tørre varers rummål, dels en beholder som kunne rumme netop en skæppe korn (eller hvad man nu målte – i eventyret om Store Claus og Lille Claus var det jo penge), så når Jesus netop vælger at tale om en skæppe i stedet for bare at sige en spand, som han lige så godt kunne have sagt, så tror jeg det er fordi han vil fortælle os at netop vores hang til at ville måle og sammenligne og registrere er noget der mere end noget andet kan skygge for lyset fra Gud. Jesus målte ikke hvor meget han gav af sig selv; han gav sig fuldt ud da han døde på korset for at- frelse os fra synden og døden. Derfor skal vi heller ikke måle hvor meget vi giver af os selv, men blot være til i Guds kærlighed, i troen på ham, og i håbet om det evige liv. Så vil mørket aldrig få bugt med os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til alle helgens dag 2022
Tags: Esajas' Bog 49.8-11, Johannes' Åbenbaring 21.1-7, Matthæusevangeliet 5.13-16

Posted By admin on 8. november 2022

Sønnerne i vingården og de onde vinbønder: Hvem er helten, og hvem er skurken

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 20. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Man behøver ikke at kende mig særlig godt før man finder ud af at jeg holder meget af fantasyromaner og gode film, og det bærer mine prædikener også tit præg af. (Måske bærer de også ind imellem præg af at det er begrænset hvor mange nye bøger og film jeg har haft tid til at stifte bekendtskab med siden jeg blev far for små 7 år siden). Og jeg ved ikke med jer, men jeg har lagt mærke til at forfattere og filmskabere har en fantastisk evne til at kontrollere hvem man som læser eller seer holder med i en historie. Om så hovedpersonen er en samvittighedsløs morder, kan jeg som læser gribe mig selv i at sidde og håbe på at han får held med sit forehavende og slipper godt fra det! Det er jo det som god kunst kan: Give sit publikum et indblik i hvordan verden ser ud set med et andet menneskes øjne – også selvom det er et menneske man har meget lidt til fælles med – sådan at vi identificerer os med ham eller hende. Og den som jeg identificerer mig med, betragter jeg nærmest pr. automatik som ”den gode” i historien, helten i historien – protagonisten, som det hedder med et litterært fagudtryk.

                      Når det er sådan, hænger det naturligvis sammen med at vi mennesker hver især er hovedperson i vores egen historie. Det er måske ikke nødvendigvis en historie som ville kunne lokke tusindvis af mennesker i biografen hvis den blev filmatiseret, men til gengæld er det vores historie, og derfor er den enormt vigtig for os. Og protagonisten i min livshistorie, det er naturligvis mig selv, ligesom du er protagonisten i din historie. Og når historien omfatter en mere eller mindre alvorlig kamp mellem to grupper af mennesker – for eksempel en fodboldlandskamp mellem Danmark og Sverige – ja, så er det selvfølgelig den gruppe vi selv tilhører, der er ”de gode”. Problemet er bare at på den anden side af Hammervandet sidder der mindst lige så mange svenskere der mener at det er deres landshold der er ”de gode”, og hvem har så ret? Det samme gælder på det personlige plan. Tag for eksempel et klassisk trekantdrama hvor to mænd elsker den samme kvinde (eller vice versa), og hvem vælger hun så? Ja, i 9 ud af 10 film vælger hun selvfølgelig helten – dvs. ham som filmskaberne har udnævnt til at være helten. Men i det virkelige liv er de to rivaler jo hver især helten i deres egen historie, og alligevel ender mindst en af dem som taberen. (Jeg siger mindst en af dem, for det er jo slet ikke sikkert at hun overhovedet vil have nogen af dem!).

                      I de bibelske beretninger falder det os også naturligt at identificere os med helten, og det gælder ikke mindst de lignelser hvor Jesus langer ud efter ypperstepræsterne og farisæerne, som han gør i de to vi har hørt i dag. Den dovne søn der trods sine fromme ord ikke gjorde som hans far havde sagt, og de onde vinbønder der slår vingårdsejerens tjenere og dræber hans søn, fordi de selv vil beholde vingården, er nemlig billeder på netop ypperstepræsterne og farisæerne, og hvis I spørger hvordan jeg kan være så sikker på det, så er svaret at der i det næste vers umiddelbart efter slutningen af dagens evangelielæsning står: ”De ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem.” Så når Jesus siger: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter”, så er det utrolig nærliggende for os ikke-jødiske kristne at pudse vores glorie og tænke: ”Det er os han taler om dér! Det er os der bærer Guds riges frugter! Det er os der er den søn som rent faktisk gjorde sin fars vilje!” Og derfra er der desværre ikke ret langt til den tanke at Gud endegyldigt har forkastet det jødiske folk, og hvilken virkningshistorie dén tanke har haft i Europa, behøver jeg vist ikke at gå i detaljer med! – ud over at pointere at jeg ikke kun tænker på holocaust, men også på dem systematiske diskrimination af jøder som allerede havde været almindelig gennem adskillige århundreder inden nazismens opkomst.

                      Derfor er det ualmindelig godt set af dem der har sammensat dagens læsninger, at vingårdslignelserne fra Esajas og Matthæus har fået selskab af en tekst hvor Paulus går skarpt i rette med den opfattelse at Gud skulle have forkastet Israel. De vers fra Romerbrevet som vi har hørt i dag, udgør den sidste fjerdedel af brevets 11. kapitel, men det er faktisk et gennemgående tema i hele kapitlet at kristne der ikke er jøder, skal vogte sig for hovmodigt at tænke at jøderne er de onde, og vi selv er de gode. I vers 20-21 skriver Paulus for eksempel: ”Vær ikke overmodig, men frygt! For når Gud ikke skånede de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig.” Og i kapitlets konklusion, som vi lyttede til før, siger Paulus endda at Gud ikke har forkastet Israel for altid, men at ”hele Israel” engang skal frelses.

                      Hvis vi sammenligner vingårdslignelsen fra Esajas som vi hørte først i gudstjenesten, med lignelserne fra evangelieteksten, vil vi da også opdage en vigtig forskel: Hos Esajas, er det selve vingården der bliver genstand for Guds dom fordi den i stedet for ædle vindruer bar vilddruer, hvilket Esajas selv forklarer betydningen af: Gud vil dømme Israel fordi de i stedet for ret og retfærdighed har frembragt retsløshed og nødskrig – og den dom indfandt sig da også da babylonerkongen Nebukadnesar i året 586 før vor tidsregning indtog Jerusalem, rev templet ned og førte indbyggerne i eksil. I de lignelser Jesus fortæller, er der derimod ikke nogen dom over vingården, men kun over dens dem der arbejder med den på den forkerte måde. Her er det altså ikke selve det jødiske folk der bliver dømt, men kun dets utro religiøse ledere: ypperstepræsterne og farisæerne.

                      Budskabet i Det Nye Testamente er altså ikke at Gud har skiftet ét folk ud med et andet, men derimod, som apostlen Peter udtrykker det i Apostlenes Gerninger kapitel 10, ”at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed” (ApG 10,34-35). På grund af jøden Jesus gælder der nu præcis de samme regler for os der ikke er jøder, som der gør for jøderne, og omvendt.

                      Jeg er i øvrigt lidt træt af at de fleste danske bibeloversættelser insisterer på at bruge ordet ”hedninger” som oversættelse af det græske ord ethne, som Det Nye Testamente bruger om ikke-jøder. Ordet ethne betyder slet og ret ”folkeslag”, og det er i øvrigt det ord som ordene ”etnisk” og ”etnografi” er afledt af. Men ligesom ordet ”etnisk” ofte bruges med en bibetydning af at det handler om andre folkeslag end det som man selv er en del af (hvis en dansker for eksempel taler om ”etnisk mad”, så betyder det jo mad der normalt ikke er en del af det danske køkken), sådan brugte jøderne på Det Nye Testamentes tid også ordet ethne specifikt om andre folkeslag end det jødiske, og derfor burde man efter min mening blot oversætte det til ”ikke-jøder” i stedet for det forvirrende ord ”hedninger”, som – dengang det var i brug på dansk – betød ”mennesker der ikke er kristne” (selvom man vist som regel heller ikke kaldte jøder og muslimer for ”hedninger”).

                      Nå, det var et lille sprogligt hjertesuk. Pointen er som sagt at vores status over for Gud ikke afhænger det mindste af hvilket folkeslag vi tilhører. At være jøde er ikke i sig selv nogen fordel – men det er så sandelig heller ikke nogen ulempe! Og en ikke-jøde der har taget imod evangeliet om Jesus, er ikke dårligere stillet end en jøde der har taget imod evangeliet – men så sandelig heller ikke nødvendigvis bedre stillet! Når jøderne – og i særdeleshed ypperstepræsterne og farisæerne – blev dømt for deres hårdhjertethed, så vil vi også blive dømt hvis vores hjerter er tilsvarende hårde. Selvom vi hver især er hovedperson i vores egen livshistorie, må vi altså ikke antage at vi nødvendigvis er helten og ikke skurken; det kommer fuldstændig an på om vi, for at bruge Peters ord, frygter Gud og øver retfærdighed. Ligesom jøderne på Jesu tid ikke blev mere fromme af at de eller deres forfædre engang havde sagt ja til at overholde Guds bud, bliver vi det nemlig heller ikke af at vi engang er blevet døbt til at være Guds børn, hvis vi modsiger den status med vores handlinger.

                      Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke at det er vores gerninger der er afgørende for om vi bliver frelst eller ej – hvis det var tilfældet, så ville ingen mennesker bliver frelst, for ”ren og hellig i sin grund vor gerning aldrig bliver”, som vi sang i en tussegammel salme sidste søndag. Af samme grund vil vi heller aldrig nogensinde kunne klappe os selv på skulderen, pudse vores glorie og udnævne os selv til at være de gode i historien. Målt med Guds alen vil selv de bedste af os uvægerligt være skurke.

                      Men netop til os skurke lyder Guds kald til omvendelse. Det var faktisk selve grunden til at Jesus kom til jorden – som han siger i Lukasevangeliet kapitel 5: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse” (Luk 5,32). Det ord fra den græske grundtekst som er oversat med ”omvendelse” på dansk, er metanoia (det bliver så dagens anden græsklektion; det håber jeg I vil bære over med), og metanoia betyder ordret ”at tænke anderledes”. Og det vi skal tænke anderledes om, er netop at holde op med at betragte os selv som fromme helte og i stedet erkende at vi er skurke – eller med et teologisk ord: syndere – og at vores eneste chance for at blive frelst, er at Gud vil tage imod os i sin nåde.

                      Der hvor vores gerninger kommer ind i billedet, er som et synligt udtryk for hvad der er i vores hjerte. En ydmyg erkendelse af at vi intet godt fortjener fra Gud, og at det udelukkende er i kraft af hans store nåde og kærlighed at vi får lov til at være hans børn, får vores synders forladelse og kan se frem til en glædelig opstandelse til et evigt liv i herlighed og glæde, den vil helt naturligt vise sig i ydmyg lydighed mod Guds ord. Er vi derimod ligeglade med at gøre Guds vilje, så tyder det på at vi måske alligevel inderst inde mener at vi er gode og fromme nok selv og ikke skylder Gud noget.

                      Noget andet er selvfølgelig at vi gang på gang på gang fejler i at gøre Guds vilje. Det er uundgåeligt, desværre. Men heldigvis er der en virksom medicin imod det, nemlig Guds nåde. ”Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større”, som Paulus skriver i Romerbrevet (5,20) – vi risikerer aldrig at ”bruge Guds nåde op”, så at sige. Gud vil aldrig afvise den der kommer til ham med et sønderbrudt, sønderknust hjerte. Det vi skal vogte os for, er at vi ikke – som ypperstepræsterne og farisæerne – bliver så stolte i vores egne gerninger at vi holder op med at komme til ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 20. søndag efter trinitatis 2022
Tags: Esajas' Bog 5.1-7, Matthæusevangeliet 21.28-44, Romerbrevet 11.25-32

Posted By admin on 27. oktober 2022

Nathanaels kaldelse: Ikke alt guld glimrer

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 19. søndag efter trinitatis 2022

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ikke alt hvad der glimrer, er guld. Det ordsprog kender de fleste af jer nok, og det er sandt på flere niveauer. Dels gælder det helt bogstaveligt at der findes en række mineraler der glimter smukt, men som ikke repræsenterer nogen særlig værdi – et kendt eksempel er det jernholdige mineral svovlkis, også kaldet pyrit, som blandt andet har lagt navn til en kunstig sø ved Sorthat-Muleby. Men det gælder også i overført betydning at noget kan virke tiltrækkende og værdifuldt ved første øjekast, men viser sig overhovedet ikke at være det. Det kan være alt fra en elektronisk dims der ser enormt smart ud, men går i stykker efter tre dage og ikke kan repareres, til en politisk, økonomisk eller militær strategi der virker genial, men ender med at give alvorligt bagslag. Eller det kan være en person der virker stærk og klog og god, men som viser sig ikke at leve op til forventningerne. I de værste tilfælde viser vedkommende sig at være decideret ond (tænk fx på Hitler), men som regel handler det blot om at personen ikke er så forskellig fra alle os andre svage, fejlbarlige mennesker.

                      Ikke alt hvad der glimrer, er guld, det er sikkert og vist. Men det omvendte gælder faktisk også: Ikke alt hvad der er guld, glimrer! Den talemåde er ganske vist ikke nær så udbredt som den anden, men Tolkien bruger den i Ringenes Herre som titel på et digt (et enormt smukt digt i øvrigt, i hvert fald i den engelske originaludgave) der handler om en af hovedpersonerne, Aragorn (som i Peter Jacksons filmatisering blev spillet af den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen). Aragorn er den sidste overlevende af en meget gammel og meget ædel kongeslægt, og som sådan er han den rette arving til Gondors trone. Alligevel vandrer han rundt i verden i slidt tøj uden at gøre ret meget væsen af sig, og da hobbitten Frodo og hans venner møder ham, har de til at begynde med ingen anelse om at det er den sande konge de har med at gøre. Men selvom der ikke er meget ydre glans over den vandringsmand der slår følge med dem, viser det sig efterhånden at han er stærk og klog og god som få. Det er en vigtig lektie at lære, at man aldrig skal være for hurtig til at bedømme sine medmennesker, for der er nogle som i høj grad vinder ved nærmere bekendtskab.

Der er imidlertid også en dybere lektie som figuren Aragorn kan lære os, og når man ved at Tolkien var kristen, er det ikke svært at regne ud hvor han fik inspirationen til figuren fra. Ganske vist er Aragorn ikke en direkte allegori over Jesus, på samme måde som Aslan er det i Narnia-serien, men ikke desto mindre besidder han nogle træk der peger på Jesus, hvoraf et af de mest indlysende er at han, mens han gik rundt på jorden, ikke klædte sig i den kongelige pragt der ellers med rette tilkom ham. For det gjorde Jesus jo heller ikke. ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet”, skriver Esajas i en af sine profetier om Jesus (Es 53,2). Tilmed færdedes Jesus – i hvert fald til at begynde med – langt fra magtens centrum, idet han voksede op i Nazaret i Galilæa, som var et område folk så ned på, for nu at sige det mildt. Nathanael sagde jo ligefrem: ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” Men Filip svarede: ”Kom og se!”, og Nathanael kom og så. Og det tog ham ikke lang tid at blive overbevist om at Jesus var det rene guld, selvom han ikke glitrede: ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!” udbrød han, og det havde han jo fuldstændig ret i. Og Jesus kvitterede med et løfte om at Nathanael ville få større ting at se end det der havde overbevist ham om at Jesus er Guds søn.

Det er imidlertid interessant at det der fik Nathanael til at skifte ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” ud med ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!”, var at han fik at vide at Jesus havde set ham. Jeg har tit moret mig over den ordveksling der er mellem Jesus og Nathanael i den forbindelse: Jesus siger: ”Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig”, hvortil Nathanael replicerer: ”Hvor kender du mig fra?” Nathanael må med andre ord have opfattet sig selv som en israelit uden svig! Hans selvtillid fejlede i hvert fald ikke noget, må man konkludere!

Eller måske gjorde den? Måske skyldtes Jesu ordvalg – og Nathanaels reaktion – at Nathanael med urette havde ord for at være svigefuld? Måske var der endda en aktuel situation hvor Nathanael var blevet uskyldigt anklaget for løgn eller bedrageri? Måske var det det han havde siddet under figentræet og grublet over før Filip kaldte på ham? I så fald betyder Jesu ord: ”Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet” at Jesus kender alt til Nathanaels situation og ved hvad sandheden er. Det er spekulation, indrømmet, men det ville i hvert fald få den ellers temmelig sære ordveksling til at give mening.

Hvad der taler yderligere for den tolkning, er at Jesus efterfølgende siger: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.” Det er helt tydeligt en reference til Jakobs drøm, som vi hørte om i dagens første læsning. Det fremgik imidlertid ikke af læsningen hvorfor Jakob var på vandring helt alene; det er man nødt til at kende konteksten for at vide (og det giver mig anledning til at gentage noget jeg ofte har sagt, men som næppe kan sige for tit: Læs i Bibelen! Sæt dig ind i hvad der står! Noget af det der står, vil du sikkert synes er vanskeligt at forstå, men det er heldigvis heller ikke den enkelte kristnes opgave at tolke Bibelen alene; det er det kristne fællesskabs opgave under Helligåndens vejledning. Det vigtigste er at hvis du selv ved hvad der står i Bibelen, så er du beskyttet mod sære ideer der stammer fra at nogen har taget et skriftsted ud af dets sammenhæng. Parentes slut). Konteksten for Jakobs drøm er at Jakob har været nødt til at flygte over hals og hoved fra sit hjem, fordi hans tvillingebror Esau ville slå ham ihjel. Grunden til Esaus vrede var at Jakob havde begået – ja, I gættede rigtigt: svig. Jakob havde på det groveste bedraget både sin bror Esau og deres blinde far Isak ved overfor Isak at udgive sig for at være Esau så han kunne få den velsignelse der ellers var tiltænkt broren.

En interessant detalje i den sammenhæng er i øvrigt at navnet ”Jakob” betyder ”hælgriber”, med henvisning til at Jakob holdt fast i sin tvillingebrors hæl da de blev født. Og det at gribe nogens hæl betyder nogenlunde det samme på hebraisk som det at tage nogen ved næsen gør på dansk. Jakob levede altså op til sit navn da han snød sin far og sin bror! Og konsekvensen blev at han måtte tilbringe de næste 20 år af sit liv i landflygtighed. Men trods Jakobs svig lovede Gud altså at være med ham, og da Jakob 20 år senere vendte hjem fra landflygtigheden, mødte Gud ham igen, denne gang i skikkelse af en mand der gav sig i brydekamp med ham midt ude i en flod som Jakob var i færd med at krydse, og det endda midt om natten hvor det var buldermørkt. Den beretning kan der holdes mange prædikener over, og det vil jeg ikke gøre i dag; det må vente til 14. maj næste år, hvor vi får dén tekst at høre som den første læsning. I dag vil jeg nøjes med at sige at Gud ved den lejlighed gav Jakob et nyt navn, nemlig Israel, som betyder noget i retning af ”kæmper med Gud” – og under det navn kom han til at lægge navn til det folk som både Jesus og Nathanael tilhørte: israelitterne. Så når Jesus vælger at understrege at Nathanael er israelit, så var det ikke fordi der var noget usædvanligt i dét, for alle de andre disciple var sandsynligvis også israelitter, men det var måske for at markere at ligesom Gud sørgede for at folkets stamfar ikke længere skulle være kendt som ”hælgriberen”, sådan så Jesus også en dybere sandhed hos Nathanael end den som hans omgivelser så (og som i Nathanaels tilfælde sandsynligvis ikke engang var sandheden).

Nathanael var jo forresten ikke den eneste i dagens tekst som Jesus så noget mere hos end det man umiddelbart kunne se. Der var også Simon, som Jesus ligefrem gav et nyt navn til første gang han så ham: ”Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas”. Kefas er et aramæisk navn der betyder ”klippe”, og på den tid var det almindeligt at oversætte personnavne, så derfor kender vi bedst Kefas under den græske udgave af hans navn: Peter.

Det vi har lært i dag, er altså at ikke alt hvad der er guld, glimrer. Det gælder først og fremmest Jesus selv, som ved første øjekast lignede en helt almindelig håndværker fra en helt almindelig landsby i udkants-Israel som mange mente at der ikke kunne komme noget godt fra, men som jo altså var og er Guds søn og Israels konge. Men det gjaldt også Nathanael, som kun Jesus genkendte som en israelit uden svig. Det gjaldt Simon, i hvem kun Jesus så den klippe som han ville bygge sin kirke på. Andetsteds i Det Nye Testamente gjaldt det forfølgeren Saulus, i hvem der næppe var andre end Gud selv der så den store apostel Paulus. Og når Jesus sagde til Nathanael at han ville få større ting at se end det at Jesus så ham under figentræet før Filip kaldte på ham, mon så ikke det blandt andet handlede om at der er meget mere af det der tilsyneladende ikke glimrer, der vil vise sig alligevel at være guld?

Du kan for eksempel prøve at tænke på dig selv. Hvis du har haft modet til at kaste bare et lille kritisk blik på dit liv i lyset af Guds ord, så ved du godt at der ikke er ret meget at prale af. Hvis noget menneske i ramme alvor vil sige om sig selv: ”Jeg er i grunden et godt og fromt menneske!”, så er det et sikkert tegn på at vedkommende ikke kender sig selv særlig godt endnu. Men Jesus ser dybere end det; han ser ind bag al vores synd og snavs og egoisme og ser det menneske Gud har skabt os til at være, og som Jesus ved sin død på korset har købt os fri til at være. Han ser det guld som vi kan være, ikke i vores egen kraft, men i hans.

Men du kan også tænke på dine medmennesker. Der er utvivlsomt mennesker som du beundrer og ser op til, både i din omgangskreds og blandt de mere offentligt kendte personer. Men det skulle undre mig om der ikke også er mennesker som du ikke ser det helt store lys i. Mennesker om hvem du måske endda tænker: Kan noget godt komme derfra? Men Jesus har lovet at vi vil få større ting at se, og hvem ved hvilke potentialer han ser i mennesker som du og jeg og de fleste andre ikke rigtig regner med? Derfor må vi tage ved lære af Andreas og Filip, der opsøgte henholdsvis Simon og Nathanael for at fortælle dem at de havde mødt Messias, og gøre hvad vi kan for at føre vores medmennesker til Jesus. For hvis Guds Helligånd først får lov at komme til, så er der helt sikkert guld i ethvert menneske, uanset hvor lidt synligt glimmer der måtte være.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2022
Tags: Første Korintherbrev 12.12-20, Første Mosebog 28.10-18, Johannesevangeliet 1.35-51