Prædiken til 4. søndag i advent 2022
Posted By admin on 20. december 2022
Johannes Døbers vidnesbyrd: Der er kun én frelser
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag i advent 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
”Da Gungadins mor døde, arvede han et smykke med et mærkeligt tegn indridset. Dette smykke og dets hemmelige tegn vil kunne hjælpe ham med at finde ud af, hvor han kommer fra, og hvem han egentlig er. For måske er det ham, der er udvalgt til at befri Tågedalen fra den onde heksedronning Urda.” Sådan står der på bagsiden af bogen Halvmånesmykket, en ungdomsfantasyroman fra 1982 af den danske forfatter Niels Jensen. Om det er en god bog, skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke læst den, men det spørgsmål som bagsiden stiller, tror jeg de fleste af os genkender fra en lang række andre eventyrlige fortællinger: Er det historiens unge hovedperson der er Den Udvalgte, den som alle har ventet på, frelseren som kan bringe fred og frihed og retfærdighed? For sådan en person er nemlig næsten standardudstyr i fantasygenren, og tit og ofte vil vedkommende være forudsagt i spådomme eller profetier. For bare at nævne tre af de mest kendte eksempler: I C.S. Lewis’ Narnia-serie er det profeteret at Den Hvide Heks’ magt vil blive brudt når fire menneskebørn – to drenge og to piger – sætter sig på de fire troner på Cair Paravel, i Star Wars-filmserien foreligger der en profeti om at der vil fremstå en Jedi-ridder som vil overvinde de onde Sith-fyrster og bringe balance til Kraften, og i Harry Potter-serien har den uduelige spåkvinde Sibyll Trelawney, hvis spådomme ellers aldrig går i opfyldelse, leveret en enkelt profeti der måske var ægte, nemlig at der i slutningen af juli 1980 ville blive født en dreng med magt til at besejre den onde Lord Voldemort.
Det er ikke svært at regne ud hvor fantasy-forfatterne først og fremmest har hentet deres inspiration (især fordi flere af dem er eller var bekendende kristne), nemlig i Bibelen. I Det Gamle Testamente er der adskillige forudsigelser af at der vil komme en frelser som vil oprette et evigt fredsrige, og de mirakler som Jesus udførte, sammenholdt med hans myndige forkyndelse, fik mange mennesker til at spørge sig selv om han mon var den lovede frelser. Hans mor, Maria, fik allerede inden hans fødsel at vide af englen Gabriel at hendes barn skulle være konge til evig tid, og da han var blevet født, bekræftede en hærskare af engle det for en flok hyrder på Betlehems marker, men også mange af de mennesker der ikke var til stede ved de lejligheder, konkluderede at Jesus var Messias, som var en titel jøderne brugte om den konge de ventede på. (Ordet ”messias” betyder ”salvet”, og når man oversætter det ord til græsk, bliver det til ”Christós”, eller ”Kristus”, som vi plejer at udtale det. Kristus var altså ikke Jesus’ efternavn, men en titel som disciplene efterhånden nåede frem til at Jesus var den rette indehaver af.
Det der endegyldigt overbeviste disciplene om at Jesus rent faktisk var Den Udvalgte, var at de fik ham at se lyslevende, efter at han ellers var både død og begravet, og at den grav han var blevet lagt i, var tom. Jesus havde altså sejret over selveste døden, og derfor medførte troen på ham også at hans efterfølgere ikke selv frygtede døden, men var villige til at betale med deres liv for at dele budskabet om ham med andre. Det er derfor vi i dag kan sidde til en kristen gudstjeneste adskillige tusind kilometer fra hvor Jesus levede. Og budskabet om Jesu sejr over døden er stadig en bærende søjle i kristendommen, som blandt andet lyder hver gang vi holder begravelse: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jord skal du igen opstå!”
Som sagt er tanken om en særligt udvalgt frelser der har været forudsagt af profeter, og som er den eneste der kan overvinde det onde, blevet adopteret af fantasy-forfattere i en grad så den nærmest er blevet standardinventar i den slags historier, og det er der ikke noget at sige til, for det giver et både underholdende og spændende udgangspunkt for en historie. Men tanken lader til også at være blevet adopteret af både nyhedsmedier og folk i almindelighed når det gælder problemer i den virkelige verden. Det gælder ikke mindst i sportens verden. Den verdensberømte spanske fodboldklub FC Barcelona har i løbet af sin historie vundet det spanske mesterskab 26 gange og den europæiske Champions League 5 gange foruden et væld af andre titler, men de seneste tre år har de måttet se det nationale mesterskab havne i Madrid, og i Champions League er det de seneste syv år kun blevet til en enkelt semifinaleplads. Det er ikke tilfredsstillende for sådan en ambitiøs klub, og det er på den baggrund vi skal forstå det når ansættelsen af den tidligere midtbanestjerne Xavi (udt. ”tjabi”) som ny træner i november sidste år fik Ekstra Bladet til at stille spørgsmålet: ”Er han manden der kan redde Barcelona?” Det vil tiden vise om han kan – indtil videre fører Barcelona i hvert fald dette års turnering – men det mest interessante, synes jeg, er Ekstra Bladets ordvalg. De skrev jo ikke: ”Kan han gøre Barcelona til mestre på nu?”, men ”Er han manden der kan redde Barcelona?”, næsten som om der forelå en profeti om at der en dag ville fremstå en særligt udvalgt træner som ville sørge for at FC Barcelona i al evighed ville vinde samtlige turneringer. Det er der selvfølgelig ikke nogen der for alvor tror at Xavi, eller nogen anden træner for den sags skyld, ville kunne, men alligevel er det som om vi et eller andet sted i vores underbevidsthed bærer rundt på en forventning om at der vil komme en frelserskikkelse og gøre alt godt, om det så kun er på et meget begrænset område af livet.
Nu er fodbold selvfølgelig ikke et spørgsmål om liv og død (ifølge den tidligere Liverpool-træner Bill Shankly er det langt vigtigere end det), men det kan det til gengæld blive når man skal beslutte hvem der for eksempel skal lede et land. Her i Danmark har vi de seneste mange årtier for det meste haft mindretalsregeringer, og det har nok gjort os mindre tilbøjelige end så mange andre folk til at forvente at en ny regeringschef ligefrem skal være en slags frelser. Danmark er jo i øvrigt så lille et land at ingen vil forvente at en dansk statsminister skulle kunne redde hele verden – men så følger mange af os til gengæld intenst med i den politiske udvikling i store lande som Tyskland, Frankrig, Storbritannien, og ikke mindst USA. Da Barack Obama for – ja, det er efterhånden 15 år – siden erklærede at han var kandidat til præsidentposten i USA, blev han på det nærmeste båret ind i Det Hvide Hus på en bølge af begejstring, i hvert fald fra den del af USA’s befolkning der ikke brød sig om hans forgænger, George W. Bush. Nogle af Obamas støtter hyldede ham nærmest som en slags messias der ville gøre alting vel (se fx https://www.politico.com/story/2007/12/messianic-rhetoric-infuses-obama-rallies-007281), og der var vist også mange her i Danmark der lod sig rive med af begejstringen. Obama blev som bekendt valgt to gange, og om han gjorde det godt i de 8 år han var præsident, afhænger nok af hvem man spørger, men jeg tror at selv hans mest begejstrede tilhængere vil indrømme at nogen messias var han ikke, og det er der heller ikke nogen anden amerikansk præsident, fransk præsident, tysk forbundskansler eller britisk premierminister der nogensinde ville kunne være. Vi mennesker er ikke alene små og svage (og det gælder selv de mest magtfulde mennesker); vi er også alle sammen syndere som ikke kan frelse nogen fra det onde, af den simple grund at vi selv har desperat brug for frelse. Derfor kan jeg også godt savne at vore dages politiske ledere ville være lige så ærlige som Winston Churchill, der i 1940 sagde til det britiske folk at han ikke havde andet at tilbyde dem end blod, slid, tårer og sved. Men erfaringen viser desværre at det er dem der bruger store ord, der ofte får de fleste stemmer.
I dagens evangelietekst møder vi en mand der nægtede at bruge store ord om sig selv, og det selvom Jesus selv senere erklærede at ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber” (Matt 11,11). Johannes var en ekstremt succesfuld prædikant, som folk i tusindvis valfartede ud i ørkenen for at lytte til. Han havde folkeskarerne i sin hule hånd, og han ville så let som ingenting have kunnet lade sig hylde som den frelser alle havde ventet på. Derfor må man også næsten have kunnet høre en knappenål ramme ørkensandet da præsterne fra Jerusalem smed svesken på disken og spurgte ham ligeud: ”Hvem er du?” Han havde bare behøvet at sige: ”Jeg er Kristus!”, så ville de jublende folkeskarer have båret ham på hænder ind i Jerusalem. Jeg tror det er derfor hans navnebror, evangelisten Johannes, gør så meget ud af at introducere hans svar: ”Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ’Jeg er ikke Kristus.’”
Hvordan mon de mange tilhørere reagerede på Johannes’ ærlige udmelding om at han ikke var Kristus, Messias, den lovede frelser? Mange af dem er sikkert blevet skuffede. Men ved I hvad? Det ville de alligevel være blevet før eller siden, for han var jo ikke Messias! Ved at melde klart ud om det spørgsmål fra starten undgik Johannes at skulle forsøge at leve op til en hel masse forventninger som han alligevel var dømt til at mislykkes med. Ved i stedet blot at påtage sig rollen som ”en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!” og erklære at han end ikke var værdig til at hjælpe den virkelige messias med at tage skoene af (hvilket ellers var noget af det mest nedværdigende arbejde man kunne sætte en slave til dengang) blev han sat fri til at være i en rolle som han kunne håndtere. Og den rolle gør du og jeg klogt i også at påtage os. Der er nemlig kun én frelser, og det er Jesus. Han alene har overvundet alt det onde, og i stedet for at bilde os ind at vi selv eller en politiker eller en fodboldtræner kan eller skal frelse verden, har vi lov til at tro på og vidne om at Jesus allerede har gjort det der skal til, og ligesom de første kristne at leve og dø på dét.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments