Prædiken til 20. søndag efter trinitatis 2022
Posted By admin on 8. november 2022
Sønnerne i vingården og de onde vinbønder: Hvem er helten, og hvem er skurken
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 20. søndag efter trinitatis 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Man behøver ikke at kende mig særlig godt før man finder ud af at jeg holder meget af fantasyromaner og gode film, og det bærer mine prædikener også tit præg af. (Måske bærer de også ind imellem præg af at det er begrænset hvor mange nye bøger og film jeg har haft tid til at stifte bekendtskab med siden jeg blev far for små 7 år siden). Og jeg ved ikke med jer, men jeg har lagt mærke til at forfattere og filmskabere har en fantastisk evne til at kontrollere hvem man som læser eller seer holder med i en historie. Om så hovedpersonen er en samvittighedsløs morder, kan jeg som læser gribe mig selv i at sidde og håbe på at han får held med sit forehavende og slipper godt fra det! Det er jo det som god kunst kan: Give sit publikum et indblik i hvordan verden ser ud set med et andet menneskes øjne – også selvom det er et menneske man har meget lidt til fælles med – sådan at vi identificerer os med ham eller hende. Og den som jeg identificerer mig med, betragter jeg nærmest pr. automatik som ”den gode” i historien, helten i historien – protagonisten, som det hedder med et litterært fagudtryk.
Når det er sådan, hænger det naturligvis sammen med at vi mennesker hver især er hovedperson i vores egen historie. Det er måske ikke nødvendigvis en historie som ville kunne lokke tusindvis af mennesker i biografen hvis den blev filmatiseret, men til gengæld er det vores historie, og derfor er den enormt vigtig for os. Og protagonisten i min livshistorie, det er naturligvis mig selv, ligesom du er protagonisten i din historie. Og når historien omfatter en mere eller mindre alvorlig kamp mellem to grupper af mennesker – for eksempel en fodboldlandskamp mellem Danmark og Sverige – ja, så er det selvfølgelig den gruppe vi selv tilhører, der er ”de gode”. Problemet er bare at på den anden side af Hammervandet sidder der mindst lige så mange svenskere der mener at det er deres landshold der er ”de gode”, og hvem har så ret? Det samme gælder på det personlige plan. Tag for eksempel et klassisk trekantdrama hvor to mænd elsker den samme kvinde (eller vice versa), og hvem vælger hun så? Ja, i 9 ud af 10 film vælger hun selvfølgelig helten – dvs. ham som filmskaberne har udnævnt til at være helten. Men i det virkelige liv er de to rivaler jo hver især helten i deres egen historie, og alligevel ender mindst en af dem som taberen. (Jeg siger mindst en af dem, for det er jo slet ikke sikkert at hun overhovedet vil have nogen af dem!).
I de bibelske beretninger falder det os også naturligt at identificere os med helten, og det gælder ikke mindst de lignelser hvor Jesus langer ud efter ypperstepræsterne og farisæerne, som han gør i de to vi har hørt i dag. Den dovne søn der trods sine fromme ord ikke gjorde som hans far havde sagt, og de onde vinbønder der slår vingårdsejerens tjenere og dræber hans søn, fordi de selv vil beholde vingården, er nemlig billeder på netop ypperstepræsterne og farisæerne, og hvis I spørger hvordan jeg kan være så sikker på det, så er svaret at der i det næste vers umiddelbart efter slutningen af dagens evangelielæsning står: ”De ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem.” Så når Jesus siger: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter”, så er det utrolig nærliggende for os ikke-jødiske kristne at pudse vores glorie og tænke: ”Det er os han taler om dér! Det er os der bærer Guds riges frugter! Det er os der er den søn som rent faktisk gjorde sin fars vilje!” Og derfra er der desværre ikke ret langt til den tanke at Gud endegyldigt har forkastet det jødiske folk, og hvilken virkningshistorie dén tanke har haft i Europa, behøver jeg vist ikke at gå i detaljer med! – ud over at pointere at jeg ikke kun tænker på holocaust, men også på dem systematiske diskrimination af jøder som allerede havde været almindelig gennem adskillige århundreder inden nazismens opkomst.
Derfor er det ualmindelig godt set af dem der har sammensat dagens læsninger, at vingårdslignelserne fra Esajas og Matthæus har fået selskab af en tekst hvor Paulus går skarpt i rette med den opfattelse at Gud skulle have forkastet Israel. De vers fra Romerbrevet som vi har hørt i dag, udgør den sidste fjerdedel af brevets 11. kapitel, men det er faktisk et gennemgående tema i hele kapitlet at kristne der ikke er jøder, skal vogte sig for hovmodigt at tænke at jøderne er de onde, og vi selv er de gode. I vers 20-21 skriver Paulus for eksempel: ”Vær ikke overmodig, men frygt! For når Gud ikke skånede de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig.” Og i kapitlets konklusion, som vi lyttede til før, siger Paulus endda at Gud ikke har forkastet Israel for altid, men at ”hele Israel” engang skal frelses.
Hvis vi sammenligner vingårdslignelsen fra Esajas som vi hørte først i gudstjenesten, med lignelserne fra evangelieteksten, vil vi da også opdage en vigtig forskel: Hos Esajas, er det selve vingården der bliver genstand for Guds dom fordi den i stedet for ædle vindruer bar vilddruer, hvilket Esajas selv forklarer betydningen af: Gud vil dømme Israel fordi de i stedet for ret og retfærdighed har frembragt retsløshed og nødskrig – og den dom indfandt sig da også da babylonerkongen Nebukadnesar i året 586 før vor tidsregning indtog Jerusalem, rev templet ned og førte indbyggerne i eksil. I de lignelser Jesus fortæller, er der derimod ikke nogen dom over vingården, men kun over dens dem der arbejder med den på den forkerte måde. Her er det altså ikke selve det jødiske folk der bliver dømt, men kun dets utro religiøse ledere: ypperstepræsterne og farisæerne.
Budskabet i Det Nye Testamente er altså ikke at Gud har skiftet ét folk ud med et andet, men derimod, som apostlen Peter udtrykker det i Apostlenes Gerninger kapitel 10, ”at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed” (ApG 10,34-35). På grund af jøden Jesus gælder der nu præcis de samme regler for os der ikke er jøder, som der gør for jøderne, og omvendt.
Jeg er i øvrigt lidt træt af at de fleste danske bibeloversættelser insisterer på at bruge ordet ”hedninger” som oversættelse af det græske ord ethne, som Det Nye Testamente bruger om ikke-jøder. Ordet ethne betyder slet og ret ”folkeslag”, og det er i øvrigt det ord som ordene ”etnisk” og ”etnografi” er afledt af. Men ligesom ordet ”etnisk” ofte bruges med en bibetydning af at det handler om andre folkeslag end det som man selv er en del af (hvis en dansker for eksempel taler om ”etnisk mad”, så betyder det jo mad der normalt ikke er en del af det danske køkken), sådan brugte jøderne på Det Nye Testamentes tid også ordet ethne specifikt om andre folkeslag end det jødiske, og derfor burde man efter min mening blot oversætte det til ”ikke-jøder” i stedet for det forvirrende ord ”hedninger”, som – dengang det var i brug på dansk – betød ”mennesker der ikke er kristne” (selvom man vist som regel heller ikke kaldte jøder og muslimer for ”hedninger”).
Nå, det var et lille sprogligt hjertesuk. Pointen er som sagt at vores status over for Gud ikke afhænger det mindste af hvilket folkeslag vi tilhører. At være jøde er ikke i sig selv nogen fordel – men det er så sandelig heller ikke nogen ulempe! Og en ikke-jøde der har taget imod evangeliet om Jesus, er ikke dårligere stillet end en jøde der har taget imod evangeliet – men så sandelig heller ikke nødvendigvis bedre stillet! Når jøderne – og i særdeleshed ypperstepræsterne og farisæerne – blev dømt for deres hårdhjertethed, så vil vi også blive dømt hvis vores hjerter er tilsvarende hårde. Selvom vi hver især er hovedperson i vores egen livshistorie, må vi altså ikke antage at vi nødvendigvis er helten og ikke skurken; det kommer fuldstændig an på om vi, for at bruge Peters ord, frygter Gud og øver retfærdighed. Ligesom jøderne på Jesu tid ikke blev mere fromme af at de eller deres forfædre engang havde sagt ja til at overholde Guds bud, bliver vi det nemlig heller ikke af at vi engang er blevet døbt til at være Guds børn, hvis vi modsiger den status med vores handlinger.
Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke at det er vores gerninger der er afgørende for om vi bliver frelst eller ej – hvis det var tilfældet, så ville ingen mennesker bliver frelst, for ”ren og hellig i sin grund vor gerning aldrig bliver”, som vi sang i en tussegammel salme sidste søndag. Af samme grund vil vi heller aldrig nogensinde kunne klappe os selv på skulderen, pudse vores glorie og udnævne os selv til at være de gode i historien. Målt med Guds alen vil selv de bedste af os uvægerligt være skurke.
Men netop til os skurke lyder Guds kald til omvendelse. Det var faktisk selve grunden til at Jesus kom til jorden – som han siger i Lukasevangeliet kapitel 5: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse” (Luk 5,32). Det ord fra den græske grundtekst som er oversat med ”omvendelse” på dansk, er metanoia (det bliver så dagens anden græsklektion; det håber jeg I vil bære over med), og metanoia betyder ordret ”at tænke anderledes”. Og det vi skal tænke anderledes om, er netop at holde op med at betragte os selv som fromme helte og i stedet erkende at vi er skurke – eller med et teologisk ord: syndere – og at vores eneste chance for at blive frelst, er at Gud vil tage imod os i sin nåde.
Der hvor vores gerninger kommer ind i billedet, er som et synligt udtryk for hvad der er i vores hjerte. En ydmyg erkendelse af at vi intet godt fortjener fra Gud, og at det udelukkende er i kraft af hans store nåde og kærlighed at vi får lov til at være hans børn, får vores synders forladelse og kan se frem til en glædelig opstandelse til et evigt liv i herlighed og glæde, den vil helt naturligt vise sig i ydmyg lydighed mod Guds ord. Er vi derimod ligeglade med at gøre Guds vilje, så tyder det på at vi måske alligevel inderst inde mener at vi er gode og fromme nok selv og ikke skylder Gud noget.
Noget andet er selvfølgelig at vi gang på gang på gang fejler i at gøre Guds vilje. Det er uundgåeligt, desværre. Men heldigvis er der en virksom medicin imod det, nemlig Guds nåde. ”Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større”, som Paulus skriver i Romerbrevet (5,20) – vi risikerer aldrig at ”bruge Guds nåde op”, så at sige. Gud vil aldrig afvise den der kommer til ham med et sønderbrudt, sønderknust hjerte. Det vi skal vogte os for, er at vi ikke – som ypperstepræsterne og farisæerne – bliver så stolte i vores egne gerninger at vi holder op med at komme til ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments