Prædiken til 1. søndag efter påske 2022
Posted By admin on 26. april 2022
Peters genindsættelse: Er der vinduer ind til himlen?
Prædiken i Hasle og Sct. Klemens Kirker 1. søndag efter påske 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg vil begynde min prædiken med at citere en unavngiven officer, der var adjudant for kong Joram af Israel. Efter den vise kong Salomos død var det israelitiske kongerige blevet delt i to riger, nemlig Kongeriget Juda i syd, med hovedstad i Jerusalem, hvor Davids slægt sad på tronen, og Kongeriget Israel i nord, med Samaria som hovedstad, hvor det ene gudløse dynasti afløste det andet. Kong Joram var søn af det mest ugudelige kongepar af dem alle, nemlig Akab og Jezabel, og selv var han heller ikke et af Guds bedste børn. På hans tid indtraf der en national katastrofe, idet Israel blev invaderet af det store naboland Aram, som satte Samaria under en langvarig belejring. (Der er desværre ikke ret meget nyt under solen). Belejringen medførte en massiv hungersnød med hjerteskærende menneskelige tragedier i kølvandet. Profeten Elisa lovede ganske vist at Gud ville redde sit folk, men det blev kong Joram til sidst så træt af at vente på at han besluttede at slå profeten ihjel! Gud advarede dog Elisa om kongens hensigter, og han låste sin dør. Da kongen og hans folk kom til den låste dør, begyndte de at skælde ud, men Elisa svarede dem at allerede dagen efter ville man kunne købe mad til de samme priser som før krigen. Sådan som sagerne stod, virkede det fuldstændig umuligt at det skulle kunne gå sådan, og kong Jorams adjudant gav da også et hånligt og afvisende svar, nemlig: ”Om så Herren satte vinduer på himlen, ville dette ikke ske!” (2 Kong 7,2). Det gik dog som profeten havde sagt.
Uanset at adjudantens svar først og fremmest var et udtryk for vantro og dermed ”fyndigt på den dårlige måde”, så at sige, men jeg har nu alligevel altid været fascineret af hvorfra han dog fik den idé at der kunne være vinduer på himlen! Svaret er dog sandsynligvis ikke mere eksotisk end at han fik den fra beretningen om Noa i Første Mosebog, hvor der står: ”på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter” (1 Mos 7,11-12). De ”vinduer” der er tale om, er altså en slags luger som der kunne falde ting ud gennem. I beretningen om Noa var det vandmasser der faldt ud, og det som adjudanten mente med sit malende udsagn, var sandsynligvis at selv hvis Gud lod det regne med korn, ville kornet umuligt kunne blive så billigt som Elisa havde stillet i udsigt.
Men i vore dage er det jo ikke først og fremmest den slags vi bruger vinduer til. Jeg forbinder i hvert fald først og fremmest ordet ”vindue” med noget man kigger igennem, så man kan se hvad der på den anden side af den væg som vinduet sidder i. Vi kender billedet fra diverse spændingsromaner, især dem der henvender sig til et yngre publikum: Den unge helt ankommer til en mystisk, forladt lagerbygning hvor han har mistanke om at banditterne gemmer deres tyvekoster. Han tager i døren, men den er låst. Hvad gør han så? Kigger ind ad vinduet, selvfølgelig! På den måde kan han jo finde ud af hvad der er inde i bygningen. Ville det ikke være rart hvis Gud satte vinduer på himlen så vi kunne se hvad der er derinde?
Men ved I hvad: Det har han allerede gjort! Det gjorde han julenat for godt og vel 2022 år siden, da Jesus blev født. Da Jesus gik på jorden, var han et omvandrende vindue ind til himlen, på den måde at forstå at han med sine ord, sine gerninger, ja hele sit liv demonstrerede hvem Gud er. Derfor kunne han også, som vi skal høre næste søndag, da en af disciplene på et tidspunkt spurgte om han ikke nok ville vise dem Gud Fader, svare: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Vil du vide hvordan der er i himlen, så bare se på Jesus! Hans liv, død og opstandelse er den endegyldige og fuldkomne udfoldelse af hvordan Gud er, og dermed af hvordan himlen er.
Der er selvfølgelig bare det problem at Jesus ikke længere går rundt på jorden. Nu har vi kun en bog at kigge i, og det at læse en bog om en person er jo ikke helt det samme som at møde den pågældende person i kød og blod. Men heldigvis er Bibelen ikke en helt almindelig bog; det er en overnaturlig bog hvis ord Helligånden kan gøre levende og vise os at den også handler om os, og at Gud taler til os personligt igennem den. Det kræver selvfølgelig at vi er åbne overfor at lade Gud tale til os, for selvom Bibelen er overnaturlig, er den ikke magisk – det står i vores magt, når vi læser den, at lukke vores hjerte så vi forbliver upåvirkede af Guds ånd. Men den der læser Bibelen med et oprigtigt ønske om at møde Gud igennem den, den person vil Gud også møde!
Bibelen er altså et vindue ind til himlen, men der er også andre vinduer. I det stykke fra Esajas’ Bog som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, siger Gud for eksempel at israelitterne er omvandrende vinduer! ”I er mine vidner,” siger han, og for at forstå det, er det nyttigt at tage det foregående vers med (jeg kunne ønske mig at de der udvalgte læsningerne til de enkelte søndage, havde ladet læsningen til i dag starte et vers tidligere). Der står der nemlig: ”alle folkene skal flokkes, folkeslagene forsamles. Hvem blandt dem kan fortælle det og forkynde os, hvad der skete tidligere? Lad dem føre vidner, så de kan få ret, så man må høre og sige: Det er sandt!” Gud udfordrer altså Israels nabofolk, som dyrkede afguder, til at føre vidner der kan bevise at de har ret. Det er på den baggrund at han siger til israelitterne at de er hans vidner, som beviser at han har ret; at han er den eneste Herre og frelser. Og det er kun et af mange steder i Det Gamle Testamente hvor Gud giver udtryk for at hele hans formål med at udvælge Israel som sit ejendomsfolk, var at de skulle leve på en måde så alle folk – ved at se på dem – kunne finde ud af hvem Gud var, og lære ham at kende. De skulle være vinduer ind til himlen.
Det Gamle Testamente er imidlertid også historien om at det ikke gik særlig godt for israelitterne med at være vinduer ind til himlen, for de blev ved og ved og ved med at overtræde Guds bud. Vi mennesker evner nemlig ikke at gøre det gode – ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, som Paulus skriver et sted (Rom 7,19). Det var derfor Gud til sidst sendte Jesus til jorden, for at leve et menneskeliv på den måde som det fra starten var meningen at det skulle leves på, og som det i særdeleshed var meningen at det folk Jesus tilhørte – Israels folk – skulle leve. Men Jesus skulle ikke kun være et eksempel til efterfølgelse; han skulle også løskøbe mennesker til at være Guds folk. Det hørte vi om i dagens anden læsning fra Første Petersbrev: ”I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod”. Det var først og fremmest israelitterne Jesus skulle løskøbe, for det var jo dem der havde fået Guds løfter, og alle de første medlemmer af Guds genfødte folk i Jesus var da også jøder. Men de var jo netop løskøbt til at vise alle folk hvem Gud er, og derfor består Guds ejendomsfolk i dag ikke kun af israelitter, men af mennesker ”af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål”, som der så poetisk står i stykket om ”den store hvide flok” i Johannes’ Åbenbaring (7,9). Jesu blod er dyrebart nok til at løskøbe hvem det skal være, og så mange det skal være, og enhver der vil tage imod ham i tro, bliver dermed en del af Guds folk. Det betyder, kære venner, at vi er vinduer ind til himlen! Det er simpelt hen Guds plan at mennesker ved at se på os skal finde ud af hvem Gud er! Som en engang har udtrykt det: ”De kristne er verdens bibel!”
Jeg ved ikke med jer, men personligt synes jeg at det er en lidt skræmmende tanke, for ærlig talt: Hvis mine omgivelser bruger mit liv som indikation på hvordan Gud er, hvilket billede af Gud får de så? Det er i hvert fald stof til selvransagelse. For hvem af os kan med hånden på hjertet sige at vi elsker Gud og vores medmennesker som vi burde? Og dermed når vi endelig frem til evangelieteksten, for hvis Jesus spurgte mig: ”Nikolaj, Børges søn, elsker du mig?”, hvad ville jeg så svare? Hvad ville du svare hvis han stillede dig et tilsvarende spørgsmål?
Jeg forstår i hvert fald godt at Peter ikke vovede at svare et klart og rungende ”JA!” til Jesu spørgsmål, for han havde for ganske nylig lært sig selv meget bedre at kende, og det havde ikke været nogen rar oplevelse. Skærtorsdag aften, aftenen før Jesus blev korsfæstet, da havde der ikke været nogen vaklen i Peters stemme. Da Jesus forudsagde at alle disciplene ville vende ham ryggen, erklærede Peter frejdigt: ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig. … Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig” (Matt 26,33+35). Men ak, blot nogle få timer senere bandede Peter på at han overhovedet ikke kendte Jesus, fordi han frygtede selv at blive arresteret og korsfæstet. Så da Jesus nu, efter sin opstandelse, spurgte ham: ”elsker du mig mere end de andre?”, så vidste Peter godt at han ikke havde noget at have det i hvis han svarede lige så selvsikkert som han havde gjort skærtorsdag. Derfor nøjedes han med at sige: ”Herre, du ved at jeg har dig kær”, altså et svagere ord end det Jesus havde brugt i sit spørgsmål. Man kunne have forventet at Jesus’ reaktion på det ville have været at sige: ”Det var ikke det jeg spurgte dig om, Peter! Elsker du mig, ja eller nej?” Men det siger Jesus ikke – han bebrejder ikke Peter at han har fået et mere realistisk syn på sig selv. Tværtimod giver han ham en opgave: ”Vogt mine lam!”
Prøv lige at overveje det: Peter, manden der betragtede sig selv som disciplenes leder, og som pralede af hvor meget modigere han var end alle de andre, han fejlede og faldt til jorden med et brag da det virkelig gjaldt. Hvilke konsekvenser ville sådan noget have fået i vore dage? Sandsynligvis en fyring, ikke sandt? En bortvisning på gråt papir. Paria-status. Krav om straf. Men Jesus valgte i stedet at genindsætte ham som apostel og endda give ham lederansvar igen – og han afkrævede ham ikke engang en garanti for at han havde læet lektien, og at det aldrig ville ske igen. Han stillede sig tilfreds med ordene: ”Herre, du ved, at jeg har dig kær.”
Det gør han også når det gælder dig og mig. Du behøver ikke at være nogen superkristen for at kunne være et vidne om Jesus. Du behøver ikke at leve op til alle dine egne tanker om hvordan en kristen burde være, for at kunne være et vindue ind til himlen. Det er ikke engang noget problem hvis du én eller flere eller endda mange gange har svigtet og fejlet så slemt at du priser dig lykkelig for at de andre i kirken ikke ved lige så meget om dig som selv gør. Det eneste der betyder noget, er: Har du Jesus kær? Du behøver ikke engang at kunne svinge dig op til at bruge store ord som ”elsker”, for dem er der sikkert alligevel ikke dækning for, undtagen i det omfang Guds Ånd selv tænder kærlighedens ild i dit hjerte. Men kan du af et ærligt hjerte sige at du holder af Jesus, så er du allerede et vindue!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments