Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2022
Posted By admin on 9. august 2022
Huset på klippen: Husk rugbrødet!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 8. søndag efter trinitatis 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Sommerferien lakker mod enden. I morgen møder skoleeleverne ind til det nye skoleår, sikkert med en vis spændt forventning. Mest spændte er nok de der skal starte i 0. klasse, for de har jo aldrig prøvet at gå i skole før, men eleverne på de ældre klassetrin har nok også set frem til at møde kammeraterne igen og at tage hul på den nye lærdom der venter. Og så er der dem der skal lære helt nye kammerater at kende, enten fordi de har skiftet skole, eller fordi de er blevet færdige med folkeskolen og nu i stedet skal gå på efterskole eller på en ungdomsuddannelse. I vore dage er der jo efterhånden så mange forskellige ungdomsuddannelser at vælge imellem, at jeg dårligt nok ved hvad de alle sammen hedder, og det gør nok ikke spændingen mindre, for har man nu valgt den rigtige ungdomsuddannelse?
Og så er der dem der skal starte på en videregående uddannelse. De har allerede fået udløst den første spænding, nemlig om de kom ind på den uddannelse der var deres førsteprioritet, men selve studiestarten har de stadig foran sig, måske endda kombineret med en hverdag i en by hvor man aldrig har boet før. Mon det hele lever op til forventningerne? Nogle bliver skuffede fordi det viser sig at drømmestudiet ikke helt levede op til drømmene. På teologistudiet har der for eksempel i årenes løb været en del der er stået af fordi de har opdaget at man ikke kun skal lære at prædike, trøste mennesker i sorg og tænke dybe tanker om den menneskelige eksistens, men at man også skal terpe latinsk, græsk og hebraisk grammatik.
Faktisk er det sådan at uanset hvor glamourøst et job kan tage sig ud set udefra, så er der altid noget ”rugbrødsarbejde” der skal gøres bag kulisserne. En sanger eller musiker skal for eksempel bruge ekstremt mange timer på at øve skalaer, og en professionel fodboldspiller skal spise sundt og løbetræne i al slags vejr, ellers kommer de ikke til at drive det særlig vidt. Og så har jeg endda slet ikke talt om de mange års usynligt slid som stjernerne inden for sportens og musikkens verden i reglen har bag sig inden de overhovedet når til at blive kendte. Jeg husker stadig dengang jeg som 15-årig gik til basketball i et halvt år, hvordan det meste af tiden til træning gik med at lære at pivotere (altså at holde den ene fod fast plantet i gulvet mens man flytter den anden rundt) og at bevæge sig sidelæns med bøjede knæ indtil lårmusklerne skreg af smerte. Det var ikke særlig sjovt, men man kommer aldrig til at vinde i basketball hvis ikke de ting er på plads.
Som barn og ung fik jeg ind imellem et temmelig glamourøst billede af hvordan det kan være at leve som kristen. I Det Nye Testamente læser vi jo om hvordan Peter og Paulus og de andre går rundt og helbreder syge og opvækker døde og uddriver onde ånder og uskadt ryster giftslanger af sig og hvad har vi, og såvel i søndagsskolen som på den kristne friskole jeg gik på, hørte jeg om den nyere kirkehistories store helte som Watchman Nee, Hudson Taylor, Georg Müller og andre, som har oplevet store vækkelser og masser af mirakler. Men der gælder faktisk nøjagtig det samme i livet med Gud, som der gør på mange af livets andre områder: Der er noget ”rugbrødsarbejde” der skal være på plads, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at drive det til noget. Forsøger man at springe over hvor gærdet er lavest, og gå den direkte vej til stjernerne, så kan det godt være at man kan imponere mennesker og få dem til at tænke at man må være en af dem der står Gud særlig meget nær, men Jesus lader sig ikke narre, og i værste fald kan man risikere en dag at høre ham sige: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”
Se, nu ville det jo have været dejlig nemt hvis jeg havde kunnet fortsætte min prædiken med at pege på at vi jo alle sammen har brudt Guds lov utallige gange, og at vi derfor alle ville gå fortabt hvis det var vores egne gerninger det kom an på – og det bliver da også det der bliver prædikenens konklusion, kan jeg røbe, men det bliver ikke uden benspænd at vi når derhen. For havde det nu bare været sådan at Jesus havde sagt: ”Enhver, som hører disse ord og tager imod Guds nåde i tro, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. … Men enhver, som hører disse ord og ikke tager imod dem i tro, men i stedet stoler på sine egne gode gerninger, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.” Havde det bare været sådan Jesus havde sagt, så kunne jeg have holdt en smuk klassisk luthersk-evangelisk prædiken med den rette skelnen mellem lov og evangelium. Men ak, det er ikke det Jesus siger; han siger derimod: ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.” Det rette fundament for vores liv som kristne, det nødvendige rugbrødsarbejde som er grundlaget for alt hvad vi i øvrigt laver, er altså noget vi skal gøre. Av for den!
Bedre bliver det ikke hvis vi sætter os ned og læser hvad det så er for nogle ord vi skal høre og handle efter. Dagens tekst udgør slutningen af en lang tale Jesus holdt, som fylder hele kapitel 5, 6 og 7 i Matthæusevangeliet, og som vi plejer at kalde Bjergprædikenen, fordi de første vers lyder: ”Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem” (Matt 5,1-2). Og hvad er det så han lærer dem? Jo, han lærer dem at de skal holde Guds bud! Et lille stykke inde i talen siger han: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5,17-20).
Når Jesus siger at disciplenes – og vores! – retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes, så hænger det sammen med at den religiøse elite i Israel på Jesu tid havde en meget teknisk tilgang til Guds bud. For dem var der nærmest tale om en slags tjekliste, hvor man kunne vinge de forskellige bud af når man havde styr på at overholde dem, og jo flere flueben man kunne sætte, jo mere vellykket var man. Og hvis man syntes det var for nemt, kunne man altid gøre ligesom farisæerne, der havde bygget en masse hjemmestrikkede bud oven på dem fra Det Gamle Testamente, fordi de ikke bare ville være almindeligt fromme og hellige, men exceptionelt fromme og hellige. Et eksempel: Den jødiske lov påbød at man skulle foretage en rituel renselse inden man deltog i et offermåltid til Guds ære. Det havde farisæerne udvidet til at man skulle foretage en rituel afvaskning inden man deltog i noget som helst måltid i det hele taget, for det måtte vel være endnu mere fromt, ikke sandt? Men selvom det i grunden var en sympatisk tanke fra farisæernes side at de på den måde ville opfatte hele deres liv som en gudstjeneste, så langede Jesus alligevel voldsomt ud efter deres optagethed af rituelle bade [se Matt 15,1-20], fordi de ikke havde forstået at den rituelle afvaskning kun var et tegn på at det indre, altså vores hjerter og tanker, skal være rent – og det indre havde mange af farisæerne ikke ret meget blik for.
Selv opsummerede Jesus i Bjergprædikenen Det Gamle Testamentes budskab i sætningen: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12); en sætning der siden er blevet kendt som ”den gyldne regel”. Og med tanke på dén regel udlagde Jesus buddene med fokus på renhed i hjertet: Når Skriften siger: ”Du må ikke begå drab”, så indebærer det også et forbud mod at tale ondt eller endda tænke ondt om andre. Når der står: ”Du må ikke bryde et ægteskab”, så handler det ikke kun om hvad der foregår i det skjulte i soveværelset, men også hvad der foregår i det endnu mere skjulte i fantasien. Når Det Gamle Testamente siger at man ikke må sværge falsk, så skærper Jesus det til at vi slet ikke skal sværge, men at alt hvad vi siger, skal være sandfærdigt, selvom vi ikke sværger på det. Det Gamle Testamente foreskriver at en hævnakt ikke må være grovere end det man tager hævn for – ”øje for øje, tand for tand”, er princippet – men Jesus siger at vi helt skal lade være med at tage hævn og i stedet vende den anden kind til. Og så videre og så videre: Vi skal elske vores fjender, vi skal øve velgørenhed diskret så vi ikke får ros for det eller sætter nogen i taknemmelighedsgæld, vi må ikke lade verdslige bekymringer stå i vejen for vores tillid til Gud, vi skal dømme os selv før vi dømmer andre – ja, det meste af det er vel kendt stof, og hvis ikke, så kan jeg anbefale at man sætter sig ned og læser de tre kapitler: Matthæusevangeliet kapitel 5, 6 og 7.
De ting, siger Jesus – de er fundamentet i det kristne liv. De ting er det ”rugbrød” som er uundværligt hvis vores liv skal gøre en positiv forskel i Guds rige. Det er dé ting vi skal starte med, og som vi til alle tider skal holde ved lige, for ellers kan vi intet gavnligt udrette, men risikerer tværtimod at ende et sted hvor Jesus end ikke vil kendes ved os.
Nu håber jeg at I alle sammen sidder og tænker: ”Du godeste, alt det der kan jeg jo slet ikke leve op til!” Det håber jeg virkelig – for hvis du tænker at du godt kan leve op til det, så er jeg bange for at du enten ikke har forstået radikaliteten i det Jesus siger, eller at du er rædsomt indbildsk på dine egne vegne. Vi kan ikke selv leve op til kriterierne for at Jesus skal kunne kendes ved os, og derfor har vi brug for hans nåde. Vi er ganske enkelt hjælpeløst afhængige af Guds hjælp, ikke alene for ikke at gå fortabt i al evighed (selvom det selvfølgelig er det vigtigste), men også for ikke hver eneste dag at gå fortabt i det liv Gud har sat os i. Intet godt kan vi udrette, hvis ikke Gud selv virker det i os og gennem os. Uanset hvor smukt det måtte være, det som vi selv kan præstere, så er det bygget på sand og må styrte sammen når det skal stå sin prøve. Og derfor vil vi aldrig, aldrig, aldrig kunne rose os af hvor fromme og gode kristne vi måtte mene at være, men må derimod dagligt øve os i selv det allermest fundamentale rugbrødsarbejde, og bede Gud om at komme os til hjælp i vores hjælpeløshed.
En afsluttende nuancering: Det betyder ikke at vi ikke både må og skal stræbe efter at se Gud udrette store ting, og utrætteligt stille os selv til rådighed som redskaber i Guds rige. Vi må blot ikke tro at det på nogen måde gør os til noget særligt, hvis det bliver gennem os at Gud helbreder syge, opvækker døde eller formidler en gigantisk vækkelse. Så længe vi lever i denne verden, bliver vi end ikke færdige med blot at lægge fundamentet for vores kristenliv, og skulle Gud alligevel gøre os til smukt dekorerede slotte og tårne, så må vi blot bøje os i taknemmelighed til ham, og blive ved med i ydmyghed at regne de andre for bedre og frommere end os selv, uanset om deres liv har mere eller mindre synlig pragt end vores eget.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments