Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2019
Posted By admin on 4. marts 2019
Forklarelsen på bjerget: At se bag sløret
Prædiken i Husum Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Forestil dig at du er overtjener på Hotel D’Angleterre. En dag er du i færd med at gennemgå listen over hvor mange borde der er bestilt den pågældende aften, da en ung mand kommer hen til dig og siger: ”Dav, det er angående den ledige tjenerstilling.” ”Æh, man skal ansøge skriftligt,” siger du med slet skjult irritation i stemmen, men den unge mand smiler bare og går forbi dig hen til døren til chefens kontor. Før du kan nå at standse ham, har han åbnet døren uden at banke på, og du frygter det værste, men så hører du chefen sige: ”Nej, er det dig, Martin! Hvor hyggeligt! Ja, selvfølgelig – du kan begynde med det samme!” Chefen følger med den unge mand ud i restauranten og siger til dig: ”Du sørger lige for at oplære Martin, ikke?” hvorefter han forsvinder ind på kontoret igen. ”Hvor kender du chefen fra?” spørger du forvirret, hvortil Martin nonchalant svarer: ”Jeg kender da alle!”
Du når kun at give Martin en meget nødtørftig oplæring inden de første af aftenens gæster ankommer, men heldigvis ser han ud til at klare arbejdet fint. Du bliver dog en smule nervøs da Frank Jensen træder ind ad døren, og Martin hilser ham med et lige lovlig familiært: ”Hej Frank!” Men overborgmesteren lyser bare op i et smil og siger: ”Hej Martin!” og giver ham en high five. Inden du har nået at få underkæben på plads igen, kommer Mads Mikkelsen ind – og aldrig så snart har han fået øje på din nye kollega før han udbryder: ”Martin! Gamle svinger!” og går hen og dunker ham kammeratligt i ryggen.
Sådan fortsætter det nogen tid, og hver gang du spørger Martin hvor han dog kender alle de kendte mennesker fra, svarer han blot: ”Jeg kender da alle.” Men så en dag får du en idé, og du foreslår Martin at I på dronningens fødselsdag skal tage ind på Amalienborg Slotsplads. ”Jeg tør vædde på,” siger du til ham, ”at du ikke kan komme ind på slottet og deltage i festen!” ”Top!” siger Martin, og den 16. april tager I derind. Du ser spændt til mens han selvsikkert spankulerer hen til slottets indgangsdør. Til din overraskelse træder garderen til side og gør honnør mens Martin går forbi, og få minutter senere står din kollega arm i arm med selveste dronningen oppe på balkonen og vinker til de mange mennesker nede på slotspladsen. Du er ved at gå til af forbløffelse, men så vejrer du morgenluft da en stateligt klædt herre går hen og henvender sig til en af garderne, peger op mod balkonen og siger: ”Undskyld, kan De sige mig hvem den person er?” ”Hvem hentyder De til?” spørger garderen. Og så får du chokket da manden svarer: ”Ja, den ældre dame der står deroppe ved siden af Martin!”
Jeg undskylder hvis jeg fornærmede nogen med den vittighed. Dronningen er jo en helt unik person i det danske samfund. Ganske vist har hun ingen reel politisk magt, men hun er selve symbolet på den danske nation, og hendes person er fredhellig i henhold til Grundloven. Det er sket en enkelt gang for mange år siden at jeg af vanvare kom til at benytte en kirkebøn som ikke nævner dronningen, og det medførte en så forarget reaktion at jeg lige siden omhyggeligt har sørget for at huske at bede for Hendes Majestæt. Så ja, alt i alt forstår jeg godt hvis nogle af jer syntes det var upassende at udsætte dronningen for en vittighed der lader en helt almindelig mand indtage en plads der ikke alene er på linje med hendes, men højere. Men selvom jeg som sagt er ked af hvis nogen af jer blev fornærmede, er jeg ganske godt tilfreds med hvis I fandt tanken chokerende, for det vil gøre det lettere for jer at forstå den beretning fra Matthæusevangeliet som vi lyttede til for lidt siden.
Først skal vi dog se på den læsning fra Anden Mosebog som vi lyttede til tidligere i gudstjenesten. Den handler om en af de allermest centrale personer, for ikke at sige den mest centrale person, i det jødiske folks selvforståelse, nemlig Moses. (Den jødiske menighed i Danmark hedder jo endda ”Det Mosaiske Trossamfund”). Moses var den person som Gud valgte at bruge som mellemmand da han etablerede sin pagt med israelitterne; den pagt der definerede dem som Guds ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Det foregik ved bjerget Sinaj, som Gud lod indhylle i en sky af sin herlighed.
En sky af herlighed – hvad betyder det? Tja, en sky ved vi godt hvad er, og mange af os har også prøvet at være inde i én, hvis vi for eksempel har været på ferie i bjergene, men en sky ”af herlighed”? Det Gamle Testamentes grundsprog er hebraisk, og det hebraiske ord for herlighed er kabod. Grundbetydningen af det ord er ”tyngde”, så når det bliver brugt i betydningen ”herlighed” er der altså tale om en atmosfære af ”ærefrygtindgydenhed” der er så håndgribelig at man ligefrem kan mærke at den vejer noget. De mennesker i Det Gamle Testamente der fik lov til at opleve Guds kabod, blev da som regel også grebet af frygt fordi de kunne mærke at de stod ansigt til ansigt med noget der både var uendelig meget stærkere end dem og uendelig meget renere og smukkere end dem. Blot det at Guds herlighed sænkede sig over Sinajbjerget, gjorde israelitterne rædselsslagne, kan vi læse et par kapitler tidligere. Men Moses fik altså lov til at gå op på bjerget, og han blev der endda i 40 dage og nætter, så folk var sikre på at han måtte være død. Men til sidst kom han ned, og det med et ansigt der strålede så kraftigt at han var nødt til lægge et slør over det. Det er ikke for ingenting at der som konklusion på Moses’ liv står følgende i slutningen af Femte Mosebog [34,10]: ”Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt.” Moses var altså målestokken som alle senere profeter blev målt efter, men som ingen kunne måle sig med.
Så spoler vi frem til Det Nye Testamente og til Jesus. Jesus var på mange måder meget anderledes end Moses. Hvor Moses var vokset op ved Faraos hof, voksede Jesus op i en fattig tømrerfamilie. Hvor Moses var sit folks ubestridte politiske og religiøse leder, var Jesus blot en af mange omvandrende prædikanter langt fra magtens centrum. Men der var dog alligevel nogle – deriblandt Peter og Jakob og Johannes, som vi møder i beretningen fra Matthæusevangeliet – der fornemmede at der var noget helt særligt ved ham, og som derfor valgte at forlade hus og hjem og job for at følge ham som hans disciple. Han talte på en måde som de ikke havde hørt nogen andre gøre, og han gjorde mange mirakler. Hvem mon han i virkeligheden var, denne tømrersøn fra Nazaret?
Og så kom den dag hvor han inviterede dem med op på bjerget. Og jeg tror de var spændte. Det skete nemlig tit at Jesus gik op på et bjerg for at bede, og det kunne nemt vare en hel nat. Hvad mon det var der foregik når han var deroppe og talte med Gud? De havde sikkert nogle forestillinger om hvad det gik ud på, men jeg tror ikke de overhovedet var forberedte på det syn der mødte dem deroppe: Hans ansigt lyste som solen! Peter og Jakob og Johannes blev simpelt hen vidner til at den mand som de gennem flere år havde vandret sammen med, arbejdet sammen med og spist sammen med, blev forvandlet på samme måde som Moses var blevet det 1300 år tidligere. Og som en ekstra bekræftelse på dét dukkede Moses pludselig op i egen høje person (sammen med Elias, en anden af de helt store skikkelser fra Det Gamle Testamente) og stod og talte med Jesus! Jeg tror de tre disciple må have været omtrent lige så chokerede som overtjeneren fra vittigheden blev da han så sin kollega stå på Amalienborgs balkon sammen med dronning Margrethe!
Ja, i virkeligheden blev de vel endnu mere chokerede, for der var jo også den detalje at Moses havde været død i 1500 år, og det er altså ikke hverdagskost – heller ikke i Bibelen – at for længst afdøde personer sådan pludselig materialiserer sig. Evangelierne fortæller ganske vist om mindst tre døde som Jesus vækkede til live, men dels havde de ikke været døde ret længe, dels flyttede deres kroppe sig ikke rent geografisk da de gik fra at være døde til at være levende. Moses og Elias, derimod, dukkede pludselig lyslevende op efter henholdsvis 1500 og 800 år, på et sted hvor i hvert fald Moses aldrig nogensinde havde været, hverken som levende eller som død. Faktisk satte Moses aldrig nogensinde sine ben i det land der skulle blive Israel, for han blev født i Egypten, og efter at have ført israelitterne ud af fangenskabet dér befandt han sig ude i ørkenen i 40 år og døde på bjerget Nebo i det nuværende Jordan, kort før folket begav sig ind i det forjættede land anført af Moses’ efterfølger, Josva.
Moses’ død var i øvrigt omgærdet af mystik, for der var ingen der så ham dø, og der var heller ingen der så hans lig, for efter at han var død, begravede Gud ham ”i dalen i Moabs land over for Bet-Peor”, læser vi i Femte Mosebog [34,6], og ”den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er”, står der. Hvad Elias angår, står der i Anden Kongebog at han slet ikke døde, men blev hentet op til himlen i levende live i en ildvogn for øjnene af sin forbløffede lærling og efterfølger, Elisa. Så måske er det meningen at vi skal tænke at det slet ikke var døde mennesker der dukkede op og talte med Jesus, men mennesker som ”til daglig” (om man så må sige) levede i himlen på samme måde som vi bekender at Jesus gør det efter sin opstandelse – Elias fordi han slet ikke var død, og Moses fordi Gud muligvis gav ham del i opstandelsen på forskud?
Nå, det var et sidespring. Hovedsagen er at Peter, Jakob og Johannes fandt ud af at Jesus var en endnu langt mere speciel og fornem person end de havde forestillet sig. Men selvom de sikkert var både forundrede og overvældede, føltes det hele alligevel tilforladeligt nok til at Peter havde lyst til at blive der, og han tilbød endda egenhændigt at tømre tre hytter til Jesus, Moses og Elias. (Selv stillede han sig åbenbart tilfreds med at overnatte under åben himmel). Men så skete der noget som slog hovedet på sømmet i en grad så de stakkels disciple faldt ned på deres ansigt, grebet af stor frygt. Hvis vi vender tilbage til sammenligningen med den vittighed jeg lagde ud med, så kan man sige at det at de så Jesus stå med lysende ansigt og tale med Moses og Elias, svarede til da overtjeneren så Martin stå på balkonen sammen med dronning Margrethe. Men det chok som overtjeneren fik da han fandt ud af at den statelige herre kendte Martin, men ikke dronningen, havde disciplene stadig til gode, og det fik de da de lige pludselig selv befandt sig inde i skyen af Guds herlighed – der hvor ingen af israelitterne på Moses’ tid havde vovet sig ind (hvilket var forståeligt, for de var blevet advaret om at de ville dø hvis de gik derind). Og så hørte de Guds egen stemme! Og hvad sagde Guds stemme? Den udpegede Jesus som Guds elskede søn og sagde: ”Hør ham!” Gud bevidnede altså at Jesus ikke alene var på samme niveau som de uopnåelige profetidealer Moses og Elias – han stod over dem! Han var ikke bare en der omgikkes Gud ansigt til ansigt, sådan som Moses havde gjort; han var Herren selv i menneskeskikkelse, Guds evige Søn, ét med Faderen fra før tidernes morgen. Den mand de havde vandret, arbejdet og spist sammen med! Jeg forstår godt at netop den oplevelse var noget som Peter vendte tilbage til igen og igen i løbet af sit liv, blandt andet i det brev som vi hørte et lille uddrag af som dagens anden læsning.
Man kan spørge hvorfor det kun var Peter, Jakob og Johannes der fik lov til at få et kig ”bag sløret” og se Jesus som han var i sin herlighed. Der var jo mange der ikke troede på Jesus, men sådan et syn ville vel have overbevist dem? Ja måske – men det er også meget tænkeligt at sådan et syn ville have slået dem ihjel. Som sagt blev israelitterne på Moses’ tid advaret om at de ikke ville kunne overleve at gå op på Sinajbjerget mens skyen af Guds herlighed hvilede over det. Kontrasten mellem Guds fuldkomne herlighed og renhed, og vores menneskelige syndighed og skrøbelighed, er så stor at vi ville gå til grunde ligesom en lille isterning der blev kastet ind i et flammehav. Det er kun i kraft af Jesu stedfortrædende død og opstandelse at vi har mulighed for at komme i nærheden af Gud uden at gå til. Det er kun fordi Jesus gik til grunde for vores skyld, at vi kan se frem til engang ”med utildækket øje” at ”se ham, hvem her vi tro’de på”, som vi sang tidligere i gudstjenesten.
Til gengæld: Når vi tilhører Jesus, og vores liv er skjult i ham, så har vi mulighed for at træde ind i Guds herlighed! Vi kan ganske vist ikke se den med vores fysiske øjne, men vi kan se den med troens øje når vi henvender os til Gud i bøn, når vi synger lovsange alene eller sammen med menigheden, eller når vi tager plads ved Herrens nadverbord. Gud er her i al sin herlighed; vi skal blot bede Helligånden om at åbne vores hjertes øjne så vi kan se ham.
Comments