Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2019
Posted By admin on 4. marts 2019
Officerens tjener: Blind tro?
Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Mange af jer har sikkert prøvet det. Der er et eller andet i vejen et sted i kroppen, du kan ikke regne ud hvad det er, og du er bekymret for at det måske er noget alvorligt. Dertil kommer at det gør ondt næsten hele tiden, så du bestiller en tid hos lægen i håb om at noget kan gøres. Du tæller dagene og timerne til din konsultation hos lægen, og da dagen endelig oprinder, sætter du dig op til at der nu endelig kommer til at ske noget i sagen. Men du bliver skuffet, for lægen undersøger dig ikke engang; han siger bare at det sandsynligvis ikke er noget alvorligt, og at det nok skal gå over med tiden, og at du eventuelt kan overveje at dyrke noget mere motion. Og så kan du ellers gå hjem igen med stort set uforrettet sag.
Omtrent sådan tænker jeg at Na’aman [som jeg fortalte om i Børnehjørnet] må have følt det da profeten Elisa ikke engang ville komme ud og tale med ham, men blot sendte sin tjener ud og bad ham om at bade sig syv gange i Jordanfloden. Ganske vist endte han med at blive mirakuløst helbredt for sin spedalskhed da han endelig lod sig overtale til at gøre som profeten havde sagt, men han kunne jo ikke vide på forhånd at det ville gå sådan. Og jeg må nok ærligt indrømme at hvis jeg havde været i hans sko, ville jeg nok have reageret på nogenlunde samme måde som han gjorde. Eller måske ville jeg have sat mig ned foran Elisas hus og ventet på at han kom ud og helbredte mig.
Så er det straks en helt anderledes indstilling vi finder hos den romerske officer som vi møder i dagens evangelietekst. Han og Na’aman havde ellers en del til fælles: De var begge ikke-jøder, ja ikke nok med det, de tilhørte folk som israelitterne betragtede som deres fjender. Og de havde som soldater ikke selv holdt sig tilbage fra at bekrige Israel: Syreren Na’aman havde taget en israelitisk pige som slave under et strejftog, og den unavngivne romer i dagens tekst var den lokale, væbnede repræsentant for besættelsesmagten. Begge nedlod de sig til at bede et medlem af det besejrede folk om hjælp. Men hvor Na’aman blev fornærmet over at profeten ikke dansede efter hans pibe, reagerede den romerske officer helt anderledes.
Inden vi går videre bliver jeg nødt til at lære jer lidt om forskellen på græsk og dansk. Som nogle af jer ved, er Det Nye Testamente oprindelig skrevet på græsk. Det er heldigvis oversat til dansk (og en lang række andre sprog – flere end nogen anden bog!) så man kan læse det selvom man ikke forstår oldgræsk, men ingen oversættelse er fuldkommen, og nogle steder kan det der står på græsk, betyde to forskellige ting på dansk. Det har vi desværre et eksempel på i den tekst vi ser på i dag, nemlig i Jesus’ første svar til officeren: ”Jeg vil komme og helbrede ham.” På dansk kan vi som bekendt se forskel på et spørgsmål og et udsagn ved at se på ordenes rækkefølge: Hvis jeg siger: ”Jeg står på prædikestolen”, så er det er udsagn, men hvis jeg siger: ”Står jeg på prædikestolen”, så er det et spørgsmål. Men på mange andre sprog, for eksempel fransk og spansk og – hvad der er nok så vigtigt – nytestamentlig græsk, er ordenes rækkefølge den samme i spørgsmål som i udsagn, og det er kun ud fra betoningen af ordene at man kan høre forskel. På tryk kan man naturligvis se forskel fordi spørgsmål slutter med et spørgsmålstegn, men: Dengang Det Nye Testamente blev skrevet, var spørgsmålstegnet ikke opfundet endnu! Derfor må man i hvert enkelt tilfælde afgøre ud fra konteksten om det er et udsagn eller et spørgsmål man står med, og til tider kan det være svært at afgøre. I den tekst vi står med i dag, er der mange forskere der mener at det som Jesus siger, bør oversættes som et spørgsmål snarere end som et udsagn – altså ikke: ”Jeg vil komme og helbrede ham”, men: ”Vil du have at jeg skal komme og helbrede ham?” Oven i købet er der en detalje i den græske tekst (som jeg ikke vil trætte jer med nu, men spørg mig efter gudstjenesten eller send en mail, hvis I vil vide mere), der tyder på at det er et spørgsmål som der forventes et negativt svar på – altså noget i stil med: ”Du havde da vel ikke tænkt dig at jeg skulle komme og helbrede ham?”
Nu sidder nogle af jer måske og undrer jer lidt, for hvorfor skulle Jesus dog svare officeren så afvisende? Hvorfor skulle han ikke være interesseret i at komme og helbrede tjeneren? Det skal jeg sige jer: Fordi Jesus var jøde! Det har vi det af og til med at glemme. Og på Jesu tid gik jøder ikke på besøg hos mennesker der ikke var jøder (det gør langt de fleste jøder heldigvis gerne i vore dage) – og da slet ikke hos repræsentanter for besættelsesmagten! Nå ja, kan man sige, men nu var Jesus jo ikke en helt almindelig jøde, og han gjorde mange ting som hans samtids religiøse establishment blev dybt forargede over, såsom at spise sammen med værnemagere og prostituerede. Ved en anden lejlighed, som vi kan læse om i Johannesevangeliet, bad han en samaritansk kvinde om vand, hvilket var uhørt for en jøde at gøre. Og Jesus havde også selv sagt at man skal gøre godt mod sine fjender. Alt det er nok grunden til at en række bibeloversættelser (deriblandt den autoriserede danske) har valgt ikke at oversætte det Jesus sagde, som et afvisende retorisk spørgsmål, men som et velvilligt udsagn. Men man kan jo sagtens forestille sig at Jesus ikke gav udtryk for at han ikke var villig til at gå ind i officerens hus, men blot mindede ham om at det ville stride imod almindelig skik og brug – og jeg synes i hvert fald at officerens efterfølgende replik giver mest mening hvis man tolker Jesu ord som et spørgsmål.
Hvorom alting er: I modsætning til Na’aman blev den romerske officer ikke fornærmet. Tværtimod indrømmede han blankt at han ikke var værdig til at Jesus skulle gå ind i hans hus – hvilket må siges at være udtryk for en helt exceptionel ydmyghed fra værnemagtens side. Men – og det er meget vigtigt – han resignerede ikke! Han opgav ikke sit forehavende, men kom med et alternativt forslag, nemlig at Jesus kunne helbrede hans tjener på afstand, blot ved at sige et ord! Og det vel at mærke på et tidspunkt hvor Jesus endnu ikke havde ”fjernhealet” nogen – den spedalske mand, som vi også hørte om i dagens tekst, helbredte han jo for eksempel ved at røre ved ham. Så hvilken garanti havde officeren for at Jesus overhovedet ville kunne helbrede hans tjener uden at gå ind i hans hus? Ingen! Men han havde en tro på at ligesom han selv havde myndighed til på vegne af sin øverstbefalende at give sine soldater ordrer og regne med at de ordrer blev udført, sådan havde Jesus også myndighed til på vegne af Gud at give ordrer til Guds skaberværk og forvente at de ordrer blev udført!
Hvor havde han den tro fra? Kunne man se på Jesus at han var en gudesøn med overnaturlige evner? Næ, han lignede efter alt at dømme et helt almindeligt menneske, og han havde også et helt almindeligt jødisk navn (der nævnes flere andre personer med navnet Jesus i Det Nye Testamente). Det eneste svar jeg kan komme i tanker om, er at Gud på en eller anden måde må have skabt den tro i officeren. Under alle omstændigheder vovede han at satse på at Jesu ord stod til troende, også selvom han ikke kunne se at der skete noget som helst. Han påtog sig frivilligt rollen som den der forlader en konsultation hos lægen uden så meget som at være blevet undersøgt. Jeg må ærligt indrømme at det er jeg ikke sikker på at jeg selv ville havde gjort – som sagt kan jeg langt bedre se mig selv i Naaman.
Og hvad kan vi der lever i Danmark i år 2019 så bruge alt det her til? En hel del, skulle jeg mene. Vi har jo slet ikke den mulighed at Jesus rent fysisk går ind i vores hjem eller på anden måde gør noget vi kan se, men er i endnu højere grad end officeren henvist til den blinde tro, som Søren Kierkegaard sammenlignede med at springe ud på 70.000 favne vand.
Tag for eksempel dåben – hvad ser vi der? Vi ser en præst – et helt almindeligt menneske – øse tre håndfulde vand i hovedet på [dåbsbarnets navn] og hører ham sige nogle ord, men nogen virkning kan vi ikke se, ud over at barnet får vådt hår og måske begynder at græde. At hun bliver genfødt til et levende håb, bliver gjort til Guds barn og får skænket Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv, sådan som ordene i ritualet lyder – det kan vi kun tro. Og tror vi det ikke, får vi ingen gavn af det – dåben er nytteløs uden troen. Det er også derfor vi præster altid gør så meget ud af den forpligtelse som dåbsbarnets forældre har til at oplære deres barn i den kristne tro. Men springer vi ud i det og tror Jesus på de ord som han sagde for snart 2000 år siden, så vil vi erfare at de holder: at Gud er der, at han elsker os, at han faktisk hører vores bønner, og at han også i dag kan give mennesker nyt liv og nyt håb.
Det evige liv kan vi naturligvis ikke komme til at erfare sådan lige med det samme – og så alligevel: Jesus sagde engang at det evige liv er selve det at kende ham og Gud Fader. Så i en vis forstand kan vi allerede nu og her erfare det evige liv, selvom det naturligvis kun er en skygge af hvad der venter når vi skal sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget.
Comments