Prædiken til nytårsdag 2019
Posted By admin on 4. marts 2019
Jesu omskærelse: Jesus var omskåret
Prædiken i Husum Kirke nytårsdag 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
Vi indleder 2019 med den korteste prædiketekst vores tekstrækker har at byde på: Ét vers, som består af 27 ord. Men bare i løbet af de to år der er gået siden vi sidst havde den (for vi har jo to tekstrækker vi skifter imellem), er den gået hen og blevet temmelig kontroversiel. Der indgår nemlig et ritual som et stort antal danskere opfatter som et uacceptabelt overgreb – faktisk så mange at forslaget om at forbyde omskæring af raske børn og unge under 18 er et af de meget få borgerforslag som har fået samlet tilstrækkelig mange underskrifter til at Folketinget skal behandle det. Københavns biskop har ikke lagt skjul på at han tager meget skarpt afstand fra forslaget fordi han ser det som et direkte angreb på jødernes religionsfrihed, men selv kan jeg godt følge argumenterne fra begge sider og har derfor ikke nogen skarp holdning til spørgsmålet. Det har til gengæld flere af mine bekendte som er med i anti-omskæringsforeningen ”Intact Denmark”, og ifølge hvem alene det at være uafklaret om spørgsmålet, er tegn på at man mangler moralsk dømmekraft, for det er da kun umennesker der under nogen omstændigheder kan acceptere at man uden medicinsk begrundelse skærer i et forsvarsløst barns tissemand, må man forstå. Jeg kan så blot undre mig over – hvis det virkelig er så indlysende et standpunkt – at der for blot få år siden stort set ikke var nogen der diskuterede spørgsmålet. Omvendt giver det mig selvfølgelig et håb om at nogle af de ting som jeg selv synes burde være indiskutable, men som kun ganske få andre har blik for, lige pludselig kan vinde en lignende udbredelse.
Dengang Jesus blev omskåret, var omskæring nok ikke fuldstændig ukontroversielt, det ville være for meget at sige (det vender jeg tilbage til om lidt), men det var i hvert fald sådan at alle israelitiske drengebørn blev omskåret når de var otte dage gamle. Det var en meget vigtig identitetsmarkør for jøderne, og det var fuldstændig utænkeligt for en jødisk familie i Israel ikke at få deres drengebørn omskåret på ottendedagen. Det var et tegn på at man hørte med til folket; et tegn som gik helt tilbage til Abraham, hvem Gud befalede at han og alle hans efterkommere af hankøn skulle omskæres som et tegn på at de stod i et pagtsforhold til Gud. Til at begynde med var omskærelsens funktion som tegn på at man var israelit, ganske vist ikke specielt fremtrædende, eftersom de fleste af israelitternes nabofolk på gammeltestamentlig tid også praktiserede omskærelse. (En markant undtagelse var filistrene, som blandt andre Samson [Dom 15,18], Saul [1 Sam 31,4] og David [1 Sam 17,26] derfor også hånligt omtaler som ”uomskårne”). Da jøderne senere blev spredt blandt andre folkeslag efter at deres land var blevet erobret af assyrerne og babylonerne, blev omskærelsen (sammen med sabbatten) derimod pludselig noget der adskilte dem fra de hedenske folk omkring dem. Babylonerne og de andre folk havde dog ikke noget imod at jøderne praktiserede omskærelse.
Det havde grækerne til gengæld! Mange af jer har sikkert hørt om den græsktalende makedonske hærfører Alexander den Store, der i løbet af ganske få år erobrede hele Mellemøsten og indførte græsk sprog og græske skikke. En af de græske skikke var atletik, og det fik stor betydning for jødernes omskærelsespraksis. Det lyder måske mærkeligt, men sagen er den at grækerne var nøgne når de dyrkede sport. (Ordet ”gymnastik” er faktisk afledt af det græske ord for nøgen, ”gymnos”). Der var også mange jøder der blev påvirket af den græske kultur, og som gerne ville deltage i sportskonkurrencerne, men grækerne syntes det var ulækkert at se omskårne mænd løbe nøgne rundt, og derfor var der et stigende antal jøder der følte sig presset til at gennemgå en forhudsgenoprettende operation. (Ja, sådan en kunne man faktisk godt foretage for godt 2000 år siden i Middelhavsområdet!). Det blev der dog ikke set med milde øjne på hos de mere traditionelle jøder, som opfattede den slags som det ultimative forræderi mod deres folk.
Helt galt gik det da Antiokus Epifanes arvede den syrisk-græske trone i år 175 før vor tidsregning. Hans rige omfattede blandt andet Israel, som en stor del af jøderne i Babylon og omegn havde fået lov at vende tilbage til efter at det babyloniske rige blev erobret af perserne. Antiokus var tilhænger af en græsk enhedskultur, og det var en torn i øjet på ham at mange af jøderne havde deres egne religiøse og kulturelle traditioner i stedet for at dyrke de græske guder, tale det græske sprog og følge de græske skikke. Derfor forbød han den jødiske religion, inklusive omskæringen, og i jødernes tempel opstillede han et alter for Zeus. Det blev jøderne så vrede over at de gjorde oprør, og det lykkedes dem under Judas Maccabæus’ lederskab at smide grækerne på porten og genindvie deres tempel. (Årsdagen for den genindvielse fejrer de stadig hvert år i december – det er den fest der kaldes ”hanukkah”). Derefter var omskærelsen og templet to af de ting som de hægede allermest om – og siden romerne ødelagde templet i år 70, har omskærelsen kun fået så meget desto større betydning.
Hvorom alting er: For Josef og Maria var det at få Jesus omskåret en fuldstændig naturlig ting at gøre – at undlade det, ville have været fuldstændig uhørt. Og så var det jo i øvrigt også befalet af Gud.
Men når nu omskæring er befalet af Gud, hvorfor praktiserer vi det så ikke i den danske folkekirke? Det korte svar er at det var en befaling som gjaldt Abraham og hans efterkommere, og vi danskere er for de flestes vedkommende ikke efterkommere af Abraham. Men så nemt er det alligevel ikke, for allerede før Jesus blev født, blev det med at være Abrahams efterkommere ikke tolket strengt biologisk: En græker kunne godt vælge at blive jøde og derved blive en del af Guds folk, men det krævede at han lod sig omskære. Gjorde han det, var han til gengæld at regne som en fuldgyldig efterkommer af Abraham, uanset at han ikke havde så meget som en dråbe israelitisk blod i sine årer. Det Nye Testamente nævner en række mennesker som havde truffet det valg, så det var der tilsyneladende temmelig mange der gjorde.
Men på grund af Jesu død og opstandelse er det nu ikke længere nødvendigt at være omskåret for at kunne være en del af Guds folk, og det skyldes at Jesus er Guds Søn i en helt særlig forstand. Det som vi lige har fejret i julen, er nemlig ikke bare at der blev født et lille barn som senere blev en stor helt, men at en der allerede var en stor helt, blev født som et lille barn. Kristne over hele verden bekender at Jesus er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys”, men at han ”for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene … og blev menneske”. Jesus har altid været ét med Gud, så når vi bliver forenet med ham ved dåben og troen, så bliver vi Guds børn i kraft af at han er Guds Søn, og så kommer det, som Paulus skriver i det stykke fra Galaterbrevet som vi hørte, ikke længere an på at være jøde eller græker. Den pagt som omskærelsen var et tegn på, er blevet erstattet af en ny og bedre pagt.
Men hvorfor skulle Jesus så alligevel selv omskæres? Når han allerede var Guds Søn, og når vi i kraft af ham kan blive Guds børn uden at blive omskåret, så var det vel slet ikke nødvendigt at han selv skulle omskæres?
Nej, det var ikke nødvendigt for forholdet mellem Jesus og Gud. Men jeg tror det var nødvendigt for forholdet mellem Jesus og os mennesker. For at kunne frelse os måtte Jesus blive helt og fuldt menneske og uden forbehold gå ind under de vilkår vi mennesker lever under. Og det at leve som menneske indebærer at være en del af et folk. Ikke ukritisk – Jesus var den første til at kritisere sine landsmænd og deres politiske og religiøse ledere når de ikke behandlede mennesker ordentligt. Ikke ukritisk – men solidarisk. Jesus stillede sig ikke uden for sit folk og pegede fingre; han stod last og brast med dem i deres selvforskyldte lidelser. Og det gjaldt i øvrigt ikke kun hans eget folk, men hele menneskeheden. Når vi mennesker har brug for en frelser, er det netop fordi vi ikke har behandlet vores medmennesker og Guds øvrige skaberværk som vi burde, men det at Jesus lod sig føde som menneske, var udtryk for hans solidaritet med os. Det var ikke alene omskærelsen han ikke havde behøvet at underlægge sig – det var hele det hårde liv som menneske, og ikke mindst lidelsen og døden.
Derfor bør vi også være solidariske med vores landsmænd og vores øvrige medmennesker. Ikke sådan at vi ikke må erklære os uenige med vores til enhver tid siddende regering eller andre grupperinger i vores samfund. Ikke sådan at vi ikke må diskutere så gnisterne fyger. Men sådan at vi husker at alle de andre først og fremmest er mennesker ligesom vi selv er – mennesker som er skabt i Guds billede, og som Jesus led og døde for. Og når Jesus selv nedlod sig til at være israelit, skylder vi også at nedlade os til at være danskere, eller hvilket folk vi nu tilhører – ja, at nedlade os til at være mennesker. Uanset hvor ondt vi synes et andet menneske er, så må vi erkende at vi dybest set selv er i samme båd som ham eller hende.
Men samtidig må vi også huske at det at være menneske ikke er ensbetydende med at være en synder. Jesus var helt og fuldt menneske, men han syndede ikke. Det at huske at vi er mennesker, er ikke et carte blanche til at være ukærlige, egoistiske, dovne eller snæversynede. Tværtimod: Jesus var et menneske på den måde som det fra starten var Guds mening at vi mennesker skulle være. Ikke sådan at forstå at vi nødvendigvis skal efterligne ham i det ydre og tale hebraisk, gå i sandaler, leve ugift – eller blive omskåret for den sags skyld. Gud har forskellige kald til forskellige mennesker. Men vi skal efterligne hans kærlighed til sine medmennesker og hans hengivenhed over for sin Fader i Himlen.
Og faktisk behøver vi ikke nøjes med at efterligne. Når vi er blevet ét med Jesus ved dåben og troen, så lever han i os, og så vil han selv ved Helligånden skabe det sande, guddommelige menneskeliv i os. Vejen til at efterligne Jesus går altså ikke gennem nytårsforsætter og andre forsøg på at forbedre os selv, men gennem ydmyg overgivelse til Gud. Og vælger vi den vej, vil det nok også blive lettere for os at stå last og brast med andre mennesker – også dem hvis holdninger og handlinger vi ikke kan stå inde for.
Comments