Prædiken til 2. juledag 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Sankt Stefans dag: Krybben var ikke hyggelig!
Prædiken i Husum Kirke 2. juledag 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
Da jeg skulle i gang med at forberede gudstjenesten i dag, var det med en vis følelse af irritation. Det skal jo trods alt forestille at være jul, med alt hvad dertil hører af hygge og glæde og ”lys er oprunden, fred på jord er kommen” – og så skal vi pludselig høre om blod og drab og andre ikke specielt hyggelige ting. Ikke at det ikke er vigtigt at høre om de ting – men behøver det lige være til jul? Kunne ham Stefan ikke have valgt en anden dag til at blive stenet?
Det kunne Stefan selvfølgelig ikke, og i øvrigt havde hverken han eller hans mordere nogen chance for at vide på hvilken dato man flere hundrede år senere ville vælge at placere fejringen af Jesu fødsel – men bortset fra det, så måtte jeg faktisk også ved nærmere eftertanke erkende at min irritation ikke var berettiget. Når vi tænker nærmere over det, så er der jo ikke noget som helst hyggeligt ved julens budskab. Glædeligt, jovist, men ikke hyggeligt. Vi kan godt nogle gange komme til at gøre os nogle lige lovlig romantiske forestillinger om omstændighederne omkring Jesu fødsel så vi glemmer hvor ubehageligt det må have været at føde et sted hvor der ikke var andre steder at lægge barnet end et ædetrug. Og så kan det godt være at ”oksen kyssed’ barnets fod”, som H.C. Andersen skriver i sin julesalme, men mon ikke også de fleste nybagte mødre helst ville have sig den slags frabedt, hvis vi skal være helt ærlige? Alene det at skulle tilbringe en nat i en stald ville de fleste af os byboer ikke nødvendigvis bryde os om, endsige at skulle bringe et barn til verden under de forhold. Midt i det hele kom der ganske vist nogle hyrder som kunne fortælle at de havde set engle, og det må utvivlsomt have været en kæmpe opmuntring for Maria og Josef og have givet det hele et skær af overjordisk fred – men det har ikke ændret på de omstændigheder der omgav dem.
Hvad angår de vise mænd, som jo også er standardudstyr i ethvert krybbespil med respekt for sig selv, så er der ikke noget der tyder på at de dukkede op samme nat som Jesus var blevet født – hvis vi læser ordentligt efter i Matthæusevangeliets beretning om dem, ser det tværtimod ud til at Jesus nemt kan have været et år eller mere gammel da de kom! Men årsagen til at vi ved det, bidrager kun yderligere til at fjerne ethvert skær af hygge – der står nemlig at kong Herodes ønskede at slå den nyfødte konge ihjel og derfor forsøgte at få vismændene til at give ham besked om hvor han var, men da de ikke gjorde det, blev han rasende, ”og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.” [Matt 2,16] Jesus blev altså i en alder af mindre end to år stræbt efter livet af en paranoid tyran, og han overlevede kun fordi hans familie flygtede til Egypten.
Bedre blev det som bekendt ikke da Jesus blev voksen. Ganske vist havde familien kunnet vende tilbage til Israel da Herodes døde i det år som vi – tydeligvis med urette – kalder ”år 4 før Kristi fødsel”, og resten af Jesu barndom og ungdom forløb relativt fredeligt, men lige så snart han trådte offentligt frem og tog fat på den opgave som han var kommet for at udføre, påkaldte han sig magthavernes negative opmærksomhed, og det endte som bekendt med at han blev arresteret, pisket og korsfæstet.
Og jeg tror faktisk det er vigtigt at vi ikke forsømmer at tale om Jesu lidelse og død her i juletiden. Ikke kun fordi døden er en lige så naturlig del af livet som fødslen er, men fordi korset i en vis forstand var selve formålet med at Jesus blev født! Det var netop ved at dø i vores sted at Jesus ”rev os ud med blodig hånd af alle vore fjenders bånd”. Uden langfredag (og påskedag selvfølgelig) ville julen ikke have forvundet al vor nød, paradisvejen ville ikke være funden, himmerigs dør ville ikke være oplukt. Jesus ville selvfølgelig godt have kunnet sige alle de kloge og vise og udfordrende ting han sagde, og han ville sikkert også godt have kunnet helbrede de syge, men han ville ikke have kunnet sige det måske vigtigste af alt hvad han sagde, nemlig: ”Dine synder er tilgivet.”
”Hvorfor ville han ikke have kunnet sige det?” tænker du måske. ”Er det ikke nemt nok at sige?” Jo, selve ordene er selvfølgelig nemme nok at sige; så nemme at selv en papegøje ville kunne trænes til det. Det hjælper bare ikke noget hvis det kun er ord. Man kan måske sammenligne med et realkreditlån. Sådan et har jeg selv, på knap 2 millioner kroner, så det ville i sandhed være gode nyheder hvis jeg fik at vide at lånet var eftergivet – men kun hvis der var dækning for udsagnet! At høre ordene fra en trænet papegøje der fløj rundt og sagde det til tilfældige personer, eller fra en person med storhedsvanvid der bildte sig ind at han havde mandat til at eftergive gæld på Totalkredits vegne, ville jeg ikke kunne bruge til noget.
Det er måske ikke helt indlysende på hvilken måde synd kan sammenlignes med et realkreditlån, og jeg vil da også medgive at sammenligningen er en smule søgt. Men de to ting har alligevel tilstrækkelig meget med hinanden at gøre til at vi bruger ordet ”skyldig” om begge dele: Man kan være skyldig at betale noget, eller man kan være skyldig i at have gjort noget. Ordet ”skyld” betyder egentlig ”pligt”; når det også er kommet til at betegne en gæld eller en forsyndelse, skyldes det (undskyld ordspillet) at den der har en gæld, har pligt til at betale tilbage, og den der har forsyndet sig, har pligt til at udstå sin straf.
Der er dog en vigtig forskel på de to forpligtelser, for konsekvenserne af at annullere dem er forskellige. En gæld kan ikke annulleres uden at der er nogen der lider tab. Hvis Folketinget vedtager en lov der siger at al gæld i Totalkredit bliver eftergivet, så påfører de derved Totalkredits ejere et tab, så en sådan lov ville være uretfærdig. Anderledes er det – i hvert fald på overfladen – når det gælder straf. I USA har præsidenten og de enkelte staters guvernører for eksempel en ubetinget ret til helt eller delvist at benåde enhver dømt forbryder, og det kan han gøre uden at påføre nogen tab. Nogle vil ganske vist indvende at en benådning af eksempelvis en morder eller en voldtægtsforbryder påfører offeret eller de efterladte en form for tab, men det er efter min bedste overbevisning en misforståelse. En kriminalsag er en sag mellem staten og den anklagede; offeret er strengt taget slet ikke part i sagen. Den straf som en forbryder bliver idømt, er noget som han eller hun skylder fællesskabet, ikke den forurettede.
Men når det er sådan, falder min sammenligning mellem synd og gæld så ikke til jorden? For hvis USA’s præsident kan benåde en forbryder uden at det koster nogen noget, så kan Gud vel også benåde en synder uden at det koster nogen noget – eller hvad? Ja, det ville han kunne hvis den straf der var tale om, var en som han selv mere eller mindre vilkårligt havde fastsat, på samme måde som USA’s og de enkelte delstaters lovgivende forsamlinger har fastsat strafferammerne for diverse forbrydelser. Men det er en misforståelse at tænke sådan om Gud. Der står i både Det Nye [2 Pet 3,9] og Det Gamle [Ez 33,11] Testamente at Gud ikke ønsker at nogen skal gå fortabt. At det også står i Det Gamle Testamente, kommer måske bag på nogle, men lyt til hvad Gud siger gennem profeten Ezekiel: ”Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.” Sådan et udsagn ville være temmelig meningsløst hvis Gud blot kunne beslutte at den uretfærdige bevarer livet også selvom han ikke ændrer kurs i livet. Så hvad er det der er på spil her?
Der er det på spil at det som vi med et lidt forkætret ord plejer at kalde ”synd”, ikke blot handler om at overtræde nogle mere eller mindre vilkårlige regler. Det Nye Testamente er oprindelig skrevet på græsk, og det græske ord som vi på dansk plejer at oversætte med ”synd”, betyder ordret ”at ramme ved siden af”. Og Paulus giver en lidt mere nøjagtig beskrivelse af hvad det er for noget, i Romerbrevets tredje kapitel, hvor han skriver: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”. For at gøre en lang historie kort, så skabte Gud os mennesker med tanke på at vi skulle have del i hans herlighed og leve evigt sammen med ham, men fordi vi alle sammen har sagt, gjort og tænkt destruktive ting, har vi sat herligheden over styr, på samme måde som vi med vores livsstil kan sætte vores fysiske helbred over styr.
Hvis I vil tilgive sammenligningen, så er ”herligheden fra Gud” lidt ligesom en lever. De fleste af os er udstyret med en lever der kan holde tilstrækkelig længe til at vi når at dø af andre årsager før den sætter ud, men hvis man ikke behandler sin lever ordentligt, kan man udvikle livstruende leversygdomme så man til sidst kun kan overleve hvis man får en levertransplantation. Det hjælper ikke at overlægen af hele sit hjerte tilgiver dig den livsstil der har ødelagt din lever – det bliver den ikke repareret af. Men en levertransplantation er en meget alvorlig sag, for vi har kun én lever hver, og vi kan ikke leve uden, så man kan ikke give sin lever væk og selv leve videre. Og her i Danmark tillader vi heldigvis slet ikke levertransplantationer fra andre end mennesker der er erklæret hjernedøde.
Når vi ”synder”, dvs. når vi bruger vores liv på en helt anden måde end Skaberen havde tænkt, så er det ikke bare et enkelt organ der bliver ødelagt; det er hele vores liv. Det er ikke engang bare vores krop; det er selv kernen af vores væsen der bliver inficeret så vi ikke længere er i stand til at gøre det gode vi gerne vil. (Prøv bare at se hvor længe dine nytårsforsætter for 2019 kommer til at holde!). Derfor har vi brug for noget der er langt mere radikalt end en levertransplantation – vi har brug for en livstransplantation fra et menneske der ikke selv har syndet! Men et sådant menneske fandtes ikke, så derfor måtte Gud selv blive menneske, og det var det der skete julenat. Formålet med krybben var altså korset, hvor Jesus gav sit liv for os så vi kan få del i hans liv.
Man skulle tro at sådan et tilbud er alt for godt til at man kan lade det gå fra sig, men vi mennesker har det desværre med at være nogle ”forhærdede tidselgemytter”, som Brorson udtrykker det i den salme vi skal synge om lidt. Som vi hørte i evangelieteksten, måtte Jesus kort før sin død klage: ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Synden i os, som får os til at gøre det onde vi ikke vil, i stedet for det gode vi gerne vil, forsøger nemlig om muligt at få os til at hade og forfølge det gode. Det var derfor verden ikke bød Guds Søn andet end stald og krybbe, kors og død.
Og fordi det er sådan, må vi desværre også indstille os på at hvis vi tager imod det nye liv som Jesus tilbyder os, så bliver vi selv genstand for det ondes had. Det var det Stefanus fik at mærke da han blev den første kristne martyr. Og det er det der gør at tusinder, ja millioner af kristne forskellige steder i verden må fejre jul med frygten for pludselig at blive arresteret af politiet eller overfaldet af en rasende menneskemængde, blot fordi de er kristne. Selv her i lille trygge Danmark får vi at mærke at det onde hader det gode – måske ikke så tit i form af udefra kommende trusler, men til gengæld kender jeg kun alt for godt til at være splittet indvendig. Som nogle af jer måske ved, er en af de største udfordringer ved organtransplantation at organismen betragter det nye organ som et farligt fremmedlegeme der skal bekæmpes. På samme måde er det desværre også tit sådan at vores menneskelige natur opfatter livet med Gud som et fremmedlegeme – og sandt er det da også at hvis Guds kærlighed bor i os, så kan vores selviskhed og magelighed risikere at blive udfordret. Jeg ved ikke med jer, men det er der i hvert fald noget i mig der ikke bryder sig om, og derfor mærker jeg tit en indre modstand mod at bede eller læse i Bibelen eller elske min næste som mig selv.
Kort sagt: Ligesom julens budskab er livet med Jesus er alt andet end hyggeligt. Men de gode nyheder er at det – ligesom julens budskab – er fyldt med glæde og fred og mening.
Fortsat glædelig jul!
Comments