Videoprædiken til midfaste søndag

Posted By on 24. marts 2020

Bespisningsunderets efterspil: Mere fake news

Videoprædiken til midfaste søndag 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Den videoprædiken jeg holdt i sidste uge, var skrevet før Danmark blev lukket ned. Man må sige at det har været en speciel uge der er gået siden da! Stort set intet er som det plejer, og situationen udvikler sig nærmest fra time til time. Jeg må ærligt indrømme at jeg er blevet storforbruger af diverse nyhedstjenester på det seneste!

                      Der er mange der har rost vores statsminister for den måde hun har håndteret situationen på indtil videre – inklusiv mennesker der aldrig kunne drømme om at stemme socialdemokratisk, for i en krisesituation som denne er partipolitik lagt på hylden for en stund. Noget af det som Mette Frederiksen er blevet rost for, er at hun har udtrykt sig klart og kontant så ingen har været i tvivl om hvad man måtte og ikke måtte. I en situation hvor de af os der har et skrøbeligt helbred, potentielt er i livsfare, og vi andre er i fare for at udsætte andre for livsfare, har vi ikke brug for uklare og vævende meldinger; der skal tales rent ud af posen og med en klarhed som ingen kan misforstå!

                      Når det er sådan når det gælder vores fysiske liv og helbred, så siger det næsten sig selv at det er endnu vigtigere med klar tale når det gælder vores åndelige velbefindende. Jesus siger trods alt at der dybest set ikke er nogen grund til at være bange for dem der kun kan slå vores krop ihjel, for det er langt vigtigere hvad der skal blive af vores sjæl i evigheden. (Ja, faktisk også hvad der skal blive af vores krop i evigheden, for som kristne tror vi jo ikke kun på sjælens udødelighed, men på legemets opstandelse!).

                      I sidste uge talte jeg om nogle farlige fake news som det kun er alt for let for os at tro på, nemlig den løgn at vi i grunden er nogle gode mennesker som ikke har brug for at blive frelst. Men der er en anden og modsatrettet løgn som er mindst lige så farlig, og det er den jeg vil tale om i dag, nemlig den løgn at Gud slet ikke vil tage imod dig. Dét er fake news så det basker! Og det kommer samme sted fra som den løgn at vi ikke har brug for at blive frelst, nemlig fra løgnens fader, Satan selv. Som én engang har udtrykt det, så sender Satan som regel løgne ind i verden i form af to modsætninger der er lige forkerte, i håb om at hvis vi opdager at den ene er løgn, så flygter vi over til den anden.

                      Det er ikke så svært at forstå hvorfor vi så let bliver fristet til at tro at vi ikke har brug for at blive frelst, for det er jo bare vand på vores mølle hvis vi kan bilde os selv det ind. Det kan straks være vanskeligere at forstå hvordan nogen kan falde for fristelsen til at tro at Gud slet ikke vil tage imod os hvis vi kommer til ham for at blive frelst. Men som vi talte om i sidste uge, så har vi det med at foretrække at tro på de budskaber der bekræfter os i det vi allerede mener – og når det først går op for os at vi vitterligt er håbløst fortabte uden Jesus, så er det kun alt for let at stirre sig blind på hvor fortabte vi er. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for ret beset står det faktisk temmelig skidt til med os. Det er i hvert fald det enstemmige vidnesbyrd fra alle kirkens store helgener gennem tiderne at jo mere de har givet sig hen til bøn, bibellæsning og selvransagelse, jo bedre de har lært Gud at kende, og jo flere mirakler de har oplevet, desto mere og mere bevidste er de blevet om hvor små og svage og syndige de selv er. Vi ser et smukt eksempel på det hos Paulus, som i et af sine tidlige breve, nemlig Første Korintherbrev, beskriver sig selv som ”den ringeste af alle apostlene” (1 Kor 15,9). I Efeserbrevet, som sandsynligvis er skrevet nogle år senere, sætter han ikke blot de øvrige apostle, men også alle andre kristne foran sig selv, i det han kalder sig ”den ringeste af alle de hellige” (Ef 3,8). Og i Første Timotheusbrev, som er et af de sidste breve han skrev inden sin død, er han nået så langt i sin bedømmelse af sig selv at han ligefrem kalder sig den største af alle syndere (1 Tim 1,15).

                      Jeg tror faktisk det er et udtryk for Guds nåde at han ikke med det samme viser os hvor skidt det står til med os, for den viden tror jeg slet ikke vi ville kunne bære; jeg tror vi enten ville synke ned i dyb fortvivlelse, eller omvendt: forhærde os og tænke at hvis vi alligevel er fortabte, så kan vi lige så godt gøre som det passer os uden at tage hensyn til andre mennesker eller til hvad der er Guds vilje. Det vi har brug for, er at blive præcis så bevidste om vores fortabthed at vi vender os til Jesus og stoler på ham i stedet for at stole på os selv.

                      Men balancen er svær at holde, for vi mennesker har desværre umådelig svært ved at fatte hvad nåde er for noget. Vi tænker næsten uvilkårligt at enten vil Gud godt kendes ved os, fordi vi i virkeligheden ikke er så syndige at det gør noget, eller også er vi så syndige at det gør noget, og så vil Gud ikke kendes ved os. Men begge dele er fake news – sandheden er at vi er umådeligt syndige, og overladt til os selv ville vi være håbløst fortabte, men fordi Guds kærlighed er så grænsesprængende, tager han alligevel imod os hvis vi vender os til ham! Som apostlen Johannes udtrykker det: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9). Han tilgiver os, og han renser os, så vi helt ufortjent bliver det som vi aldrig i egen kraft kunne blive, nemlig så rene af hjertet at vi kan se Gud uden at dø af det.

                      ”Ufortjent” er et meget vigtigt nøgleord i den sammenhæng. Når alt kommer til alt, er det nemlig den eneste måde vi nogensinde ville kunne komme til Gud på. Selv det bedste og frommeste menneske ville aldrig kunne gøre sig fortjent til noget hos Gud, og godt det samme – tænk hvis Gud kom til at stå i taknemmelighedsgæld til et menneske; det ville da være forfærdeligt! Nej, som Paulus siger om vores frelse: ”Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,9). Der er intet vi skal opfylde for at gøre os ”fortjent” til at komme til Gud. ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”, som Jesus selv siger i dagens prædiketekst.

                      Men betyder det ikke at der alligevel er noget vi skal leve op til for at Gud vil tage imod os, nemlig at vi skal tro? Hvad hvis vi ikke kan det? Dertil vil jeg sige: Det kan du godt! Det at tro handler nemlig ikke om at du skal føle på en bestemt måde, og det handler ikke engang om at du skal være stensikker på at alt det der står i Bibelen eller i trosbekendelsen er sandt. Ja, du behøver ikke engang være sikker på at Gud overhovedet findes! Det eneste du behøver, er at komme til Jesus. Man kan sige at troen ikke findes i dine teoretiske overbevisninger, men i dine praktiske handlinger – og dem styrer du selv. Uanset hvor forvirret og fortvivlet og nedslået du er, kan du til hver en tid vælge at sige: ”Gud, hvis du er der, og hvis det virkelig er rigtigt at du elsker mig med alle mine fejl og mangler, og hvis du virkelig kan og vil give mig et nyt liv selvom jeg ikke fortjener det, vil du så ikke nok gøre det?” At sige sådan rummer al den tro du behøver for at blive frelst, for vi hørte jo selv at Jesus sagde: ”den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”. I virkeligheden er troen nemlig ingenting i sig selv; den er blot det at tage imod syndernes forladelse og det evige liv som en gratis gave fra Gud.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os bede:

Gud, vær os nær, nu hvor vi ikke kan være nær hos hinanden.
Omfavn os alle i denne tid, hvor mange af os ikke engang kan give hinanden hånden.
Pas på dem, vi holder af, som vi ikke kan besøge – fordi det er sådan, vi bedst passer på dem.
Hjælp os til at bevare vores fornuft og næstekærlighed i denne svære tid.

Vær særligt nær hos dem i de lande, som er ramt så meget hårdere end Danmark.
Giv dem håb, når de er ramt af frygt, smerter, sorg og panik.
Trøst dem, som har mistet nogen, og styrk dem, som er syge.
Giv styrke og overskud til de mange, der skal passe og helbrede de syge.
Vi har brug for deres evner – men de har også brug for omsorg.

Tak for alle de mennesker, som får samfundet til at køre videre i denne tid.
Hjælp os alle til at huske på og sætte pris på det arbejde, som bliver gjort.
Vær med dem, der har magten til at bestemme her i landet.
Hjælp dem til at træffe de bedst mulige beslutninger, også når det ser umuligt ud.

Herre, vi kan se kirkerne, men savner at mødes i dem.
Lad kirkerne være fyrtårne, selvom de lige nu står tomme.
Lad kirkerne være symbol for det håb, som skal bære os igennem denne tid.
Og lad håbet være det anker, som kan give os ro, når vi føler os urolige for fremtiden.

Amen.

 


Comments

Comments are closed.