Prædiken til trinitatis søndag 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Jesus og Nikodemus: Fødselsdag to gange om året
Prædiken i Husum Kirke trinitatis søndag 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
I har måske lagt mærke til at busserne flager i dag. Det skyldes at det er gårsdagens guldbrudgom, prinsgemal emeritus Henriks 83 års fødselsdag. Nogle hævder at det også er Fandens fødselsdag, men så er det jo godt at vi ikke desto mindre kan trodse ham ved at fejre gudstjeneste.
Når man siger (eller i hvert fald sagde tidligere) at det er Fandens fødselsdag, er det fordi det var terminsdag, altså den ene af de to årlige dage hvor forfalden gæld, især i fast ejendom, skulle betales. Den anden dag var 11. december. Fanden har/havde altså fødselsdag to gange om året, og det at den ene er/var samme dag som prins Henrik, gav anledning til følgende charmerende lille misforståelse som står at læse i en af Niels Vogels samlinger af perler fra danske skolebørns stile: ”Den mest berømte fremmedarbejder i Danmark er prins Henrik. Som prins må han nøjes med at gå og sole sig i skyggen af dronningen. Sammen med Fanden er han den eneste der har fødselsdag to gange om året.”
Men nu skal jeg sige jer noget: Alle der er døbt, har fødselsdag to gange om året! Som der står i det vers fra Første Petersbrev der bliver citeret både hver gang vi holder dåb, og hver gang vi holder begravelse: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Dåben handler altså om at Gud føder os på ny til at være hans børn. I samtalen med Nikodemus kalder Jesus det for at blive ”født af Ånden”.
I Præsteforeningens Blad, der udkommer hver fredag, er der hver uge en såkaldt ”prædikenvejledning”, hvor skiftende præster og teologer præsenterer deres tanker om ugens prædiketekst til inspiration for alle os andre der skal stå på prædikestolene rundt om i landet. Jeg må tilstå at jeg ikke plejer at bruge vejledningen – nogle uger får jeg den ikke engang læst, andre gange læser jeg den og tænker: ”Det er nogle interessante tanker, men jeg synes der er en anden vinkel der er mere oplagt”, og så er der også de gange hvor jeg læser det og tænker: ”Sikke noget sludder!” Men i vejledningen til i dag (som i øvrigt er skrevet af Kamille Nygård, sognepræst i Gestelev-Herringe ved Ringe) stødte jeg på nogle sætning som fik mig til at ”spidse øjne” (eller hvad det nu hedder når man læser). Der stod:
”Nikodemus spørger: Hvem er det, der er født af ånden? Kan vi bare svare: det er alle døbte! Ja, men. Der er også et men. Noget, der mangler at blive sagt. Jeg tror, det er de færreste, der oplever at være født på ny af ånden, selvom de er døbt. Men de fleste forstår, når man siger, at kødet, dvs. verden og hverdagen, har brug for noget mere end sig selv. Hvordan gør vi menigheden til et åndeligt fællesskab, eller rettere: hvordan opdager vi og udfolder vi dét, at menigheden vel er et åndeligt fællesskab? Der er båret af mere end blot gode traditioner, onsdagskor og en sogneudflugt”.
Jeg synes det er et rigtig vigtigt spørgsmål Kamille Nygård rejser. For det er meget nemt som præst at stå her og fyre en masse teologiske floskler af, og I har sikkert også alle sammen hørt det før at vi er blevet født på ny i dåben – men oplever vi det? Opdager vi det? Udfolder vi det?
De spørgsmål er ikke helt enkle at svare på, for de fleste af os ved måske dårligt nok hvad det er for en ”oplevelse” vi skal spejde efter. Men måske kan vi blive klogere ved at stille et tilsvarende spørgsmål til den fysiske fødsel. Altså: Hvordan oplever, opdager og udfolder vi at vi er i live rent menneskeligt? Og det gør man vel ved at opleve noget. Ved at vove noget. Ved at kaste os ud i livet og tage de knubs der følger med – for når noget gør ondt, mærker vi jo også at vi er i live!
Hvis vi kan overføre det, så må det jo betyde at vi kan mærke at vi åndeligt set er i live, ved at kaste os ud i det åndelige liv og tage de knubs der følger med. Med andre ord: At tage Gud på ordet. At leve som om der er en Gud, og som om det er sandt at den Gud har givet os et nyt liv som sine børn. Og det tror jeg faktisk er svært her i Danmark. Det er svært fordi vi efterhånden har vænnet os til at vi kan sikre os mod alle former for ulykke, så vi behøver knap nok Gud til at beskytte os (eller det bilder vi os i hvert fald ind). Og det er svært fordi vi har vænnet os til et naturalistisk verdensbillede hvor det kun er de ting der kan måles og vejes, der tæller. Og eftersom man hverken kan måle eller veje Gud, kommer vi let til at tænke at Gud ikke rigtig tæller. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af at stadig flere politikere og debattører hævder at religion er noget man skal holde for sig selv og ikke lade få nogen konsekvenser for sin optræden i det offentlige rum.
Men hvad gør vi så? Skal vi frasige os den sikkerhed vi har adgang til her i Danmark – opsige vores forsikringer, undlade at benytte de gratis tilbud fra sundhedsvæsenet, droppe cykelhjelmen og sikkerhedsselen, sige vores faste job op hvis vi har sådan et, og bare leve af Guds kærlighed og kildevand? Nej, det tror jeg bestemt ikke vi skal – ikke for dets egen skyld i hvert fald. Det er ingen ros værd at udsætte sig selv for unødige risici, som om man på den måde kunne ”presse” Gud til at gribe ind. Djævelen forsøgte engang at få Jesus til at gøre netop det, men Jesus afviste ham med ordene: ”Du må ikke udæske Herren din Gud”. Jeg er overbevist om at alle de ting jeg nævnte, er gaver fra Gud som vi bør bruge med tak.
Men omvendt må vi ikke sætte vores sikkerhed så højt at vi lader det afholde os fra at gøre det rette; fra at adlyde de befalinger som Jesus har givet. De fire evangelier rummer en lang række meget konkrete og umisforståelige befalinger af Jesus, som vi vesterlændinge har en kedelig tendens til at bortrationalisere, ignorere, eller ligefrem erklære os uenige i, uanset om vi i øvrigt går rundt og kalder os kristne. Jeg vil nævne nogle få af dem.
”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” Nok det skriftsted der oftest bliver undsagt af selv de frommeste kristne. For ”vi er jo nødt til at forsvare os selv!” Den sætning jeg lige har sagt, rummede et af de farligste ord i det danske sprog. Jeg prøver lige at sige den igen, og så er jeg spændt på om I kan regne ud hvad det er for et ord jeg tænker på: ”Vi er jo nødt til at forsvare os selv.” (pause)
Det farlige ord er ”jo”. Ordet ”jo” viser at der er noget vi tager for givet, noget vi betragter som værende hævet over enhver diskussion – noget som vi i dette tilfælde endda sætter højere end Jesu egne ord. Så længe vi gør det, tænker vi ikke som mennesker der er født igen af Ånden – vi oplever og udfolder ikke vores dåb. Hvis vi derimod begyndte at praktisere det med at vende den anden kind til, sådan som de første kristne gjorde, så ville vi pludselig stå et sted hvor vi var afhængige af at der rent faktisk er en Gud som er andet og mere end en smuk moralsk eller filosofisk tanke!
Lad os tage et eksempel mere: ”Når du bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder”. Umiddelbart måske ikke helt lige så let at forstå som den anden befaling, så jeg må hellere forklare lidt: I den jødiske religion på Jesu tid var det almindeligt at aflægge løfter til Gud om at man ville give en bestemt gave til templet på et bestemt tidspunkt. Det at opfylde sådan et løfte var en hellig pligt og noget som under ingen omstændigheder måtte udsættes. Men Jesus siger altså at det at få løst en eventuel konflikt med et medmenneske er så vigtigt at selv den helligste pligt må vige. Og måske antyder han også at det slet ikke er muligt at tilbede Gud af et rent hjerte hvis man har en konflikt med et andet menneske. Gud er jo fællesskabets Gud, og det at være født af Ånden indebærer at være forbundet med Gud på det åndelige plan. Nu er det som bekendt sådan at hvis der er åbne grænser mellem Danmark og Tyskland, og der også er åbne grænser mellem Tyskland og Frankrig, så indebærer det at der er åbne grænser mellem Danmark og Frankrig, via Tyskland (enten man nu synes at det er en god ting eller ej). Hvis vi ikke vil have åbne grænser mod Frankrig, så går det også ud over vores forbindelse med Tyskland. På samme måde må det være sådan at hvis jeg er tæt forbundet med Gud på det åndelige plan, og du er tæt forbundet med Gud på det åndelige plan, så må du og jeg også være tæt forbundet med hinanden på det åndelige plan. Så hvis jeg går rundt og tænker onde tanker om dig, så går det ud over mit fællesskab med Gud, fordi det åndelige fællesskab mellem dig og mig går via Gud. Hvis vi vil opleve at være født af Ånden, må vi altså tænke ret og kærligt om hinanden.
Et sidste eksempel: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen”. De ord får I lejlighed til at høre Iben prædike over den 17. september, så jeg vil ikke gå meget i detaljer med dem, men blot nævne at jeg selv har det med at være frygtelig bekymret når det stikker mig (spørg bare min hustru!). Men hvis vi virkelig tror på at der er en Gud som har forudset alt hvad der vil ske for os, så er det jo i grunden (hov, der sagde jeg det farlige ord!) – så er det i grunden spild af kræfter at bekymre sig – kræfter som vi i stedet kunne bruge på rent faktisk at gøre noget ved den situation der bekymrer os, eller hvis der ikke er noget vi kan gøre ved den: at få det bedste ud af den situation der nu engang er. Det betyder ikke at vi skal være naive eller dovne, men når vi har gjort hvad vi kunne, må vi lade resten være op til Gud og stole på at han har styr på tingene. Sådan tænker i hvert fald den der er født af Ånden.
Og nu sidder du måske og tænker at det var da en forfærdelig masse krav at skulle leve op til: Vi må ikke bekymre os, vi må ikke have konflikter, vi må ikke slå igen… Glemmer ham præsten ikke at vi kun er mennesker? Nej, jeg glemmer det ikke – jeg påstår at det ikke er sandt! Det som Jesus siger til Nikodemus, er jo netop at vi kan blive noget andet og mere end det vi blev født til at være ved vores fysiske fødsel. Ja, ikke alene det – han siger faktisk at vi allerede er andet og mere end det! Hvis du er døbt, så er du ikke bare et menneskebarn, så er du et Gudsbarn! Og det er vigtigt, for hvis vi kun var mennesker, ville det være fuldstændig umuligt at opleve hvordan det er at være født af Ånden – det ville være lige så uforståeligt for os som vinden var det for oldtidens mennesker der ikke kendte til meteorologi. Og hvis vi bilder os ind at vi kan leve som åndelige mennesker ved at mobilisere alle vores menneskelige kræfter, så bliver vi slemt skuffede, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Vores eneste chance for at opleve at vi er født af Ånden, er at tage imod det i tro. At holde op med at høre Jesu befalinger som en moralprædiken, og i stedet høre dem som en evangelieprædiken – en serie af løfter om hvad Gud vil forvandle os til. Kun på den måde kommer vi til at kunne agere ud fra et overskud. Kun når vi i ydmyg forventning retter vores hjertes blik mod Jesus og lader hans liv strømme igennem os, bliver vi sat fri til at leve som mennesker der er født af Ånden. Hver gang vi retter blikket mod os selv, ryger vi tilbage til den rent menneskelige energikilde, og det går galt. (Tro mig – det sker for mig konstant!)
Så lad os huske at vi har to fødselsdage – en menneskelig og en åndelig. Og lad os leve både det menneskelige og det åndelige liv fuldt ud, så både vi selv og mennesker omkring os kan mærke at vi er i live!
Comments