Prædiken til søndag septuagesima 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
De betroede talenter: Invester Guds kærlighed
Prædiken i Husum Kirke søndag septuagesima 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
”Jeg kender ikke mange, faktisk ingen, der med meget talent og lidt arbejde er blevet til noget. Men jeg kender mange, der med lidt talent og meget arbejde er kommet langt i deres karriere.” Sådan indledte Lasse Henningsen fra Musikkens Hus i Aalborg sin festtale for de over 150 fremmødte, da Mariager Efterskoles nye lederlinje ”Akademiet” slog dørene op den 19. august sidste år. Og det citat illustrerer meget godt hvad vi i dag forstår ved ordet ”talent”, nemlig et medfødt anlæg for at være dygtig til noget – være sig sport, musik eller andet. Men det medfødte anlæg gør det ikke alene; det skal trænes op. Fodboldtalenter må træne hårdt hvis de skal udvikle sig til dygtige fodboldspillere, ligesom det som regel kræver både undervisning og disciplin at forvandle et sangtalent til en sangstjerne. Man skal arbejde med talentet hvis det skal give et afkast.
Men den oprindelige betydning af ordet ”talent” har faktisk ikke noget at gøre med medfødte anlæg; det er en betegnelse for en vægtenhed der var almindeligt brugt i Middelhavsområdet og Mellemøsten for 2000 år siden. Når ordet har fået den betydning det har i dag, skyldes det faktisk netop den lignelse der er dagens prædiketekst, hvor det kun var de to tjenere der arbejdede med deres talenter, der fik noget ud af dem, mens den tjener der gravede sit talent ned i jorden, endte med at miste det. Det er jo som sagt præcis sådan det også forholder sig med vores medfødte evner, så det er oplagt at drage den parallel. Og lignelsen er da også ofte blevet tolket som en formaning om at vi skal bruge de evner Gud har givet os, så vi får noget ud af livet. Men som vi skal se, er Jesu mening med lignelsen noget mere specifikt – og alvorligt – end som så.
Ved første øjekast er det en temmelig urimelig herre vi har med at gøre i lignelsen. Hans ord om at ”enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har”, virker til at være en modsigelse af hvad Jesus ellers siger, om at man skal dele med dem der intet har. Især virker det mærkeligt at lignelsens budskab tilsyneladende er det stik modsatte af hvad vi finder i den lignelse der kommer umiddelbart efter (og som der i øvrigt blev prædiket over for godt 2 måneder siden, den 26. november), nemlig lignelsen om verdensdommen. Den tekst handler om hvordan Jesus engang vil dømme alle mennesker, og kriteriet for dommen vil være hvordan man har behandlet de svage: om man har givet de sultne mad, de tørstige drikke, de nøgne tøj og så videre. I lignelsen om talenterne ser det derimod ud til at man bliver rost for at tjene flere penge til sig selv, og at de fattige bare bliver ignoreret eller ligefrem straffet. Kontrasten er så stor at nogle ligefrem har ment at herren i lignelsen om talenterne ikke er et billede på Gud eller Jesus, men derimod en beskrivelse af hvordan en ond herre ville agere – altså en af dem som Jesus vil dømme til fortabelse når han vender tilbage til jorden.
Personligt er jeg nu ret sikker på at det er Jesus der er herren i lignelsen om talenterne. Nogle af grundene til at jeg mener det, er ret teologitekniske; hvis I vil høre om dem, er I velkomne til at spørge mig ved kirkekaffen eller sende mig en mail. Lige nu vil jeg nøjes med at pege på dels at Jesus indleder lignelsen med at sige: ”Det er med Himmeriget som med…”, dels at lignelsen står midt i en lang serie af tekster der begynder med at disciplene i kapitel 24 vers 3 siger til Jesus: ”Sig os, … hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende”, hvorefter Jesus fortæller dem en masse om hvad der kommer til at ske når denne verden ender, alt imens de sidder på Oliebjergets skråning og ser solen gå ned over Jerusalem, og Jesus utvivlsomt har i baghovedet at han blot tre dage senere kommer til at hænge på et kors ikke langt derfra.
Lignelsen handler altså om Jesu komme og verdens ende. Og det giver egentlig meget god mening, for herren i lignelsen begynder jo med at rejse bort, men slutter med at vende tilbage og gøre regnskabet op med sine tjenere. Det er meget svært at forestille sig at det ikke skulle referere til samme begivenhed som den efterfølgende tekst om verdensdommen. Det store spørgsmål er så blot hvad talenterne skal symbolisere, og hvorfor der skal gives mere til dem der i forvejen har meget.
Jeg sagde til indledning at en talent er en vægtenhed, og det er der måske nogle af jer der undrer jer over, for i teksten omtales det jo nærmere som en møntenhed. Men i oldtiden kom de to ting stort set ud på ét, for dengang var en mønt bogstaveligt talt sin vægt værd i guld (eller sølv, eller hvilket metal den nu var lavet af), modsat i dag hvor en mønts værdi som regel er en hel del mere end metalværdien, fordi der er en nationalbank eller centralbank der står inde for at den har den værdi. I oldtiden var der ganske vist også en instans der stod inde for mønternes værdi (mange af jer kender sikkert den beretning hvor Jesus konstaterer at en mønt bærer et billede af kejseren), men det som kejseren stod inde for, var intet andet end at mønten reelt indeholdt den mængde metal som repræsenterede den pågældende værdi.
I en vis forstand var en talent altså også en møntenhed, men det er en misforståelse hvis vi opfatter det sådan at den ene tjener fik fem guldmønter, den anden to, og den tredje en enkelt. (Jeg har ellers før hørt historien gengivet på den måde at ”den tredje tjener gik hen og gravede sin mønt ned). Men der har altså aldrig været mønter med en vægt på en talent i omløb, af den simple grund at en talent vejede næsten 60 kilo! Selv den tjener der kun fik en enkelt talent at rutte med, fik altså så mange penge at han måtte bruge en trillebør for at transportere dem. Præcis hvor meget det drejer sig om i nutidskroner, er svært at sige, især fordi vi ikke ved med sikkerhed hvilket metal de fik 60 kilo af, men hvis vi går ud fra at der er tale om sølv (hvilket et af de græske ord i grundteksten muligvis antyder), så kan vi få en vis idé om det. I onsdags, da jeg skrev min prædiken, blev sølv handlet til 554 dollars kiloet på børsen i London, dvs. 60 kilo sølv ville koste godt 33.000 dollars, svarende til lidt over 200.000 kroner. (Og ja, man handler sølv i dollars, også uden for USA). Hvis det holder stik, så fik tjenerne henholdsvis 200.000, 400.000 og 1 million kroner i nutidspenge. Det er nogle ganske pæne beløb, men der står jo også at manden betroede sine tjenere ”sin formue”, dvs. de sammenlagt 8 talenter repræsenterede altså alt hvad denne rigmand ejede.
De to første tjenere gik så hen og ”handlede” med pengene. Hvad de helt præcis foretog sig, melder historien ikke noget om, men de havde tilsyneladende lykken med sig, for det lykkedes dem begge to at fordoble det beløb de havde fået betroet, mens den tredje gravede pengene ned af frygt for at miste dem. Og netop det med frygten for at miste pengene har faktisk ofte generet mig når jeg har læst lignelsen, for hvad ville herren have gjort hvis en af tjenerne havde investeret pengene, men tabt dem? Det spørgsmål var også et problem for Søren Kierkegaard, men han løste det selv ved at digte en fjerde tjener der kom ud for netop det, og konkluderede: ”Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelsen end hin forsigtige?” Men det er ren spekulation, og jeg synes generelt det er en betænkelig affære at begynde at digte videre på de ting Jesus sagde. I stedet synes jeg vi skal overveje hvorfor der ikke er en sådan fjerde tjener med i lignelsen. Kunne det for eksempel være fordi det som talenterne symboliserer, er af en sådan art at man ikke kan miste det hvis man investerer det?
En nøgle til forståelsen kan måske findes i den begrundelse som den tredje tjener giver for at handle som han gør, nemlig: ”Herre, jeg kender dig som en hård mand”. Den tredje tjener var overbevist om at hans herre var en hård mand, og derfor handlede han på en måde som en hårdhjertet herre ville være tilfreds med. De to andre tjenere, derimod, handlede ud fra et helt andet billede af hvordan deres herre var.
Nogle af jer vil måske indvende at herren jo erklærede sig enig i den tredje tjeners beskrivelse af ham, men der er en vigtig detalje som jeg gerne vil pege på. Hvis I har lyst, kan I jo følge med på side 1061 i salmebogen, 11 linjer fra bunden: ”Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt.”
Lagde I mærke til forskellen? Tjeneren beskrev herren som ”en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt”, men herren bekræftede kun at han høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt – ikke at han er en hård mand! Den del af tjenerens opfattelse var altså en misforståelse. Og det må den nødvendigvis være hvis herren i lignelsen er et billede på Jesus, for der står talløse steder i Det Nye Testamente at Jesus ikke er hård, men mild og sagtmodig. Og i Første Johannesbrev [4,8] står det endda så klart som noget kan gøre, med tre enkle ord: ”Gud er kærlighed”.
Derfor vil jeg vove den påstand at de ”talenter” som Jesus har betroet os, der er hans tjenere, ganske enkelt er kærlighed! Og det som vi begyndte med at konstatere om sportsligt eller musikalsk talent – nemlig at man kun får gavn af det hvis man lader det arbejde – det gælder i endnu højere grad for kærlighed. Faktisk giver det slet ikke mening at hævde at man er i besiddelse af kærlighed hvis man ikke giver den kærlighed til nogen.
Så hvis talenterne repræsenterer kærlighed, hvad betyder så de enkelte elementer i lignelsen? Jo, Gud har givet os mennesker af sin kærlighed. Det har han gjort ved at give os livet, alle livets gaver, og i særdeleshed: syndernes forladelse og status af hans børn. Og mon ikke mange af jer vil være enige i at livets gaver ofte er skævt fordelt, så man med en vis ret kan sige at nogle har fået fem, andre to, og andre kun én talent? Men læg mærke til at herren tager højde for hver enkelt tjeners betingelser i sin bedømmelse: den tjener der har fået to talenter til at vokse til fire, får præcis den samme ros som ham der har fået fem talenter til at vokse til ti.
Hvad forventes det så at vi stiller op med de talenter vi har fået? Tja, tidligere i Matthæusevangeliet [5,44-45] siger Jesus: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” Med andre ord: Den kærlighed som Gud har vist os, den skal vi vise til vores medmennesker. Og når vi gør det, vil vi opleve at den vokser, sådan som det skete for begge de to første tjenere. Den tredje tjener, derimod, repræsenterer et menneske som ikke giver Guds kærlighed videre til andre, og som derfor heller ikke selv får gavn af den; ja, han lever som om han slet ikke havde modtaget noget. Det er jo netop det som tjeneren i lignelsen gør: han begraver sin herres penge og lever derefter videre på præcis samme måde som før. Det gør han af to årsager: fordi han er doven, og fordi han i virkeligheden slet ikke kender sin herre. Og konsekvenserne bliver fatale: Han ender i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren.
Hvor mange af os mon den beskrivelse passer på? Eller rettere sagt: Mon der overhovedet er nogen af os der kan sige os helt fri for at have en rem af den hud? Selv kan jeg i hvert fald komme i tanker om alt for mange situationer hvor jeg har undladt at vise kærlighed, fordi det var for besværligt eller forekom for risikabelt. Så hvordan undgår vi at havne i fortabelsens mørke?
Svaret er lige så befriende som det er simpelt: Ved at kende Herren! Ved at tage imod den kærlighed som han har givet os! Ved at turde tro på at Gud ikke er ”en hård mand”, men er kærligheden selv! Ved at indse at han, med ord fra Paulus’ prædiken på Areopagos, ikke er langt borte fra en eneste af os, for i ham lever vi, ånder vi og er vi. Dén tro kan sætte os fri til at leve i kærlighed uden at frygte for den kommende dom – ja, vi behøver end ikke at frygte for at lide samme skæbne som den tjener der gravede sin ene talent ned, for det øjeblik vi holder op med at tro på den strenge Gud og begynder at tro på den milde, vil det i længden være umuligt for os at holde fingrene fra de penge der ligger begravet ude i marken, og før vi overhovedet selv er klar over det, vil de begynde at cirkulere – og vokse.
Comments