Prædiken til palmesøndag 2023
Posted By admin on 11. april 2023
Indtoget i Jerusalem: En hidtil uset magtdemonstration
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker palmesøndag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, som vi lige har hørt, er den eneste tekst der er prædiketekst til hele to af kirkeårets helligdage, nemlig første søndag i advent og så i dag, palmesøndag. Men vinklen er forskellig. Første søndag i advent handler det om at Herren kommer! Vi synger: ”Gør døren høj, gør porten vid! Den ærens konge kommer hid; han hersker over alle land og er al verdens frelsermand. Retfærdig kommer han herned og bringer liv og salighed” og så videre. Palmesøndag handler det derimod mere om hvor Jesus er på vej hen, nemlig til sin lidelse og død. Her synger vi: ”Se, hvor nu Jesus træder hen til den morderstad, enddog man ham bereder så grumt et blodebad.” Første søndag i advent er luften ladet med håb og glæde, palmesøndag med alvor og bod. Begge dele hører med når vi mindes den sælsomme dag hvor Jesus red ind i Jerusalem.
Men netop derfor må vi ikke skelne alt for skarpt mellem advent og palmesøndag, for det er trods alt præcis den samme begivenhed vi mindes. Jesus red ikke ind i Jerusalem to gange: én gang som den længe ventede konge med kurs mod tronen, og én gang som den lidende frelser med kurs mod korset. Nej, det var ét og samme indtog, hvor Jesus red ind som den længe ventede konge med kurs mod tronen, og som den lidende frelser med kurs mod korset. Profeten Zakarias udtrykker det smukt i det stykke der var dagens første læsning, også selvom det blev skrevet mere end 500 år før Jesu fødsel: ”Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel”. Han var sejrrig og sagtmodig på én og samme tid!
Når vi læser videre i Zakarias-teksten, møder vi nogle ord som mest af alt leder tankerne hen på klimakset i en actionfilm: ”Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres.” Man ser det for sig, ikke: En lille gruppe helte har længe kæmpet heroisk mod overmagten og er efterhånden presset til det yderste, men så dukker de længe ventede forstærkninger endelig op, og the good guys vinder en knusende sejr; skurkene bliver helt og aldeles udraderet. Forstærkningen kan for eksempel komme i skikkelse af kavaleriet i en gammel westernfilm, eller en hær af klonekrigere anført af Mester Yoda i Star Wars, eller en omvandrende skov i Ringenes Herre. De dukker som regel op hen mod filmens slutning og sørger for at den ender godt. Men det varer kun en tid; næste gang John Wayne, Obi-Wan Kenobi eller Viggo Mortensens Aragorn dukker op på det store lærred, er den gal igen. Anderledes er det med Zakarias’ løfte til israelitterne om den konge der vil komme til dem: Han vil tilintetgøre alle krigsvåben, så ingen nogensinde vil kunne udfordre hans herredømme. Med tanke på hvor umuligt det hidtil har vist sig – ikke kun på film, men i særdeleshed også i det virkelige liv – at tilføje det onde et så afgørende nederlag at det aldrig rejser sig igen, så skulle man mene at det måtte kræve en hidtil uset magtdemonstration. Men det er også præcis hvad Palmesøndag er: En hidtil uset magtdemonstration. Eller i hvert fald begyndelsen på den.
”Eh, hvad for noget?” tænker du måske nu. En ubevæbnet mand på et æsel – det kan man da ikke kalde en ’magtdemonstration’, heller ikke selvom han bliver tiljublet af en menneskemængde der vifter med palmegrene? Hvad skulle han kunne stille op mod de romerske soldater som Jerusalem vrimlede med – ja, som hele middelhavsområdet vrimlede med? Pontius Pilatus var måske en smule bange for at der ville udbryde uroligheder i Jerusalem i anledning af den populære profets besøg, men det var næppe noget der skræmte ham så meget at han fandt det nødvendigt at underrette kejseren. Set med jordiske briller var Romerrigets eksistens ikke i nærheden af at være i fare. Og selv hvis det skulle lykkes en krigsherre at opbyde tilstrækkeligt med militær magt til at omstyrte romernes herredømme, så ville vedkommende krigsherre blot overtage de problemer som holdt den romerske krigsmaskine travlt beskæftiget, så som germanerne, skyterne og en lang række andre krigeriske folk. Skulle man overvinde de folk som romerne ikke kunne besejre, så ville det kræve langt mere militær magt end romerne rådede over.
I århundredernes løb er verdens væbnede styrker da også blevet stærkere og stærkere, men det har ikke ligefrem medført fred i verden, blandt andet fordi det som regel vil være sådan at hvis nogen opruster med henblik på at besejre nogle andre, så vil de andre også selv opruste. Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945 var for eksempel en hidtil uset magtdemonstration (der i øvrigt kostede absurd mange sagesløse mennesker livet), men det varede ikke længe før Sovjetunionen også havde atomvåben.
Men Jesus valgte som sagt en helt anden strategi for sin magtdemonstration, nemlig at ride ubevæbnet ind i Jerusalem på et æsel. Og dermed demonstrerede han faktisk en magt der var stærkere end alverdens hære og alle deres mest grusomme våben i al fortid, nutid og fremtid, og som aldrig kan overvindes af nogen fjende, uanset hvor meget fjenden opruster, nemlig kærlighedens og selvhengivelsens magt.
I første omgang så det ellers ud som om det var nederlaget Jesus var på vej imod. Han havde endda flere gange forberedt sine disciple på at når de kom til Jerusalem, så ville han blive arresteret, hånet, spyttet på, pisket og til sidst slået ihjel. Men intet af det var i stand til at overvinde kærlighedens magt. Den måde Jesus havde i sinde at tilintetgøre vogne, heste og krigsbuer, ja alt det onde, på, var nemlig ved at lade det ramme ham selv.
Og det er faktisk den eneste måde at overvinde det onde på. Ondskab smitter nemlig, og det gør det som regel på den måde at hvis nogen gør noget ondt mod mig, så får jeg lyst til at tage hævn ved at gøre noget tilsvarende ondt mod den person der gjorde det. Det er det der er brændstoffet i alverdens uforsonlige fejder, enten det er mellem republikanere og unionister i Nordirland, mellem serbere og kroater på Balkan, mellem hutuer og tutsier i Rwanda – eller måske mellem dig og en af dine kollegaer, naboer eller familiemedlemmer? Had og uforsonlighed avler mere had og uforsonlighed, og så kan man nok så meget retfærdiggøre sig med at det er de andres skyld; det bliver der bare ikke mindre ondskab af. Derfor havde Martin Luther King så inderligt ret, da han i en af sine prædikener sagde: ”Mørke kan ikke uddrive mørke, det er kun lys der kan gøre det. Had kan ikke uddrive had, det er kun kærlighed der kan gøre det.”
Jesus red ind i Jerusalem, vel vidende at han ville blive udsat for hån, nedgørelse, tortur og korsfæstelse. Og da han få dage senere stod ansigt til ansigt med sine bødler, tog han imod al deres mishandling, såvel fysisk som verbal, uden at give noget igen. Selv da han hang på korset med store søm gennem sine hænder og fødder, mens næsten alle de mennesker han var kommet for at frelse fra det onde, enten stod og hånede ham, vendte deres ansigter bort i væmmelse, eller for vennernes vedkommende var flygtet for ikke selv at komme i fedtefadet – selv da bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Det tror jeg ikke at ret mange mennesker ville have været i stand til at gøre! At Jesus bad sådan, var en gigantisk magtdemonstration, fordi det viste at det onde ikke havde nogen magt over ham. Derfor kunne han også få timer senere, umiddelbart før sin død, udbryde: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30). Han havde overvundet det onde ved til det sidste kun at gengælde ondt med godt.
”Okay,” tænker du måske, ”ja, jeg forstår godt at det var en hidtil uset magtdemonstration at Jesus gjorde sådan, og det er da også en smuk tanke, men hvad nytter det? Hvilken forskel gjorde det? Hvor mange krigsbuer blev tilintetgjort af at Jesus red ind i Jerusalem på et æsel for at lade sig piske og korsfæste?”
I første omgang ikke ret mange, det indrømmer jeg. Romerriget fortsatte med at bestå i omkring 350 år efter Jesu død, og selv dets undergang medførte ikke at der blev mindre krig og vold i verden, snarere tværtimod. Og selvom der i dag næppe er ret mange krigsbuer tilbage i verden, er det kun fordi de er blevet erstattet af kanoner, raketter, missiler, granater og bomber, og det er jo ikke ligefrem en forbedring. Men Gud opererer med et helt andet tidsperspektiv end vi mennesker plejer at gøre, og Jesu mission var ikke kun at tilintetgøre det onde, men at frelse os mennesker fra det onde. Det gjorde han blandt andet ved at vise os et stærkt eksempel til efterfølgelse: En af de vigtigste årsager til at kristendommen voksede så kraftigt i de første århundreder, var netop at de kristne nægtede at gengælde ondt med ondt, men hellere lod sig håne, piske og slå ihjel frem for at slå igen. De der fulgte Jesu eksempel, lod sig ikke overvinde af det onde, og på den måde udstillede de ondskabens største svaghed: Den kan ikke tvinge dem der insisterer på kærligheden lige til døden.
Men det ville stadig alt sammen have et skær af håbløshed over sig, hvis Jesus kun havde været et forbillede. Alle de der fulgte hans eksempel og foretrak at gå i døden frem for at give efter for det onde, ville for eftertiden have stået som imponerende symboler på samvittighedsstyrke og værdighed, men det ville have været en glædesløs værdighed. Men heldigvis sluttede historien om Jesus ikke langfredag; nej, der kom en påskedag hvor han stod lyslevende op af graven som sejrherre, ikke kun over fristelsen til at give efter for ondskaben, men over døden selv. Jesu opstandelse var det guddommelige bevis på at kærlighedens og selvhengivelsens magt er en reel magt, som er stærkere end alt andet, selv døden. Og derfor er selv nok så mange krigsbuer, kampvogne og klyngebomber magtesløse over for Guds fredsrige, for selv hvis de tager vores jordiske liv fra os, beholder vi det evige liv hos Gud, og han har magt til at oprejse os fra de døde ligesom han gjorde med Jesus. Ja, så stor er kærlighedens magt, at der vil komme en dag hvor ”hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments