Prædiken til nytårsdag 2024
Posted By admin on 24. januar 2024
Fadervor: Som i himlen således også på jorden
Prædiken i Sct. Klemens og Hasle Kirker nytårsdag 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Godt nytår! Så tog vi hul på år 2024.
Vi har jo egentlig en ret kedelig måde at navngive årene på i vores kultur. Det er noget andet i den traditionelle kinesiske kalender; der har årene navne som ”Rottens år”, ”Oksens år”, ”Tigerens år”, eller ”Kaninens år” som vi er i gang med nu, indtil vi ved det næste kinesiske nytår, som efter vores kalender falder den 10. februar, tager hul på ”Dragens år”. Ulempen ved det traditionelle kinesiske system er selvfølgelig at de kun har 12 forskellige navne at tage af, så om 12 år er det igen kaninens år – så hvis man skal omtale et bestemt år i fortiden, er man nødt til at forklare hvilket ”Kaninens år” man taler om.
Men faktisk minder vores system mere om det kinesiske end som så, for vi har også et navn til hvert år. Det er bare det samme hvert år, nemlig Herrens år. Det sang vi jo: ”Vær velkommen, Herrens år”. Vi kalder det ”det Herrens år 2024” fordi vores tidsregning tager udgangspunkt i hvornår Herren Jesus kom til jorden (også selvom Dionysius Exiguus, der opfandt systemet for næsten 1500 år siden, regnede mindst 4-6 år forkert, [som jeg underholdt jer med i går]). Men når vi kalder det ”Herrens år”, er det også en bekendelse af at vores år ikke er vores egne, men at både vi selv og hele vores liv tilhører Herren Jesus, som har købt os med sit blod på korset, og som vi blev indviet til at tilhøre da vi blev døbt.
Det er måske ikke alle der synes det lyder som gode nyheder at vi ”tilhører” Jesus, for hvis man tilhører en anden, er man jo ikke fri, tænker vi. Og det er til en vis grad rigtigt, men også kun til en vis grad. Et af de største øjeblikke i mit liv indtraf den 21. november 2009 klokken 13.43 i Buddinge Kirke, da jeg lovede at elske og ære Signe og leve med hende i både medgang og modgang som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru. Man kan måske godt argumentere for at jeg blev mindre fri ved at aflægge det løfte, men ikke desto mindre var det et løfte jeg havde set frem til at aflægge, for der var jo intet jeg hellere ville (og vil) end at være bundet til Signe i ægteskab. Og så er der jo også det ved det at det ikke kun var mig der aflagde et løfte ved den lejlighed i Buddinge Kirke; det gjorde hun også! Vi blev bundet til hinanden, og jeg vil vove den påstand at vi dermed faktisk begge to blev mere frie (selvom jeg selvfølgelig kun kan tale for mig selv).
Det der sker i dåben, kan et stykke hen ad vejen sammenlignes med et bryllup. På samme måde som to ægtefæller tilhører hinanden, er der også en gensidighed i det når vi kommer til at tilhøre Jesus. Han bliver lige så bundet til os som vi bliver til ham. Vi deler alt med ham, og han deler alt med os. Og eftersom han er den evige og almægtige, er det nok ikke så svært at regne ud hvem der vinder mest på den manøvre – som Paulus skriver i Andet Korintherbrev: ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8,9).
Noget af det allerbedste vi har fået ved at blive ét med Jesus i dåben, er at vi er blevet Guds børn, fordi Jesus er Guds søn. Det betyder at vi har ret til at henvende os til Gud med samme naturlighed som børn henvender sig til deres forældre – og det er først og fremmest det vi fejrer i dag, hvor evangelieteksten er Guds børns bøn par excellence, Fadervor.
Det sjove ved Fadervor er at de ting som Jesus siger at vi skal bede om, er noget anderledes end de ting børn plejer at bede deres forældre om – og måske også anderledes end de ting vi mest umiddelbart tænker på at bede Gud om. Ikke at der er noget galt i at komme til Gud med alle vores ønsker; faktisk skriver Paulus i Filipperbrevet: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak” (Fil 4,6). Men da Jesus lærte sine disciple at bede Fadervor, viste han dem altså at der er andre ting som det er endnu vigtigere at bede om end vores egne ønsker og behov. Faktisk handler de tre første bønner i Fadervor ikke om os selv, men om Gud: ”Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje”. Og det hænger jo egentlig godt sammen med at Jesus nogle vers længere fremme i samme kapitel siger: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33).
Spørgsmålet er så bare hvorfor det overhovedet skulle være nødvendigt at bede Gud om at hans vilje må komme til at ske. Det ved jeg ikke om I nogensinde har tænkt over: Hvis Gud allerede vil og ønsker at noget skal ske, hvorfor skulle det så være nødvendigt at bede ham om det? Skulle det være nødvendigt at overtale ham til at gøre noget som han allerede gerne vil?
Jeg synes Martin Luther forklarer det fint i den lille lærebog han skrev i 1529, efter at han til sin rædsel havde erfaret at den jævne tyske befolkning vidste meget lidt om den kristne tro. Bogen består af en række spørgsmål og svar om emnerne De 10 Bud, Trosbekendelsen, Fadervor, Dåben, Nadveren og Skriftemålet, og hans tanke var at enhver husfader skulle bruge bogen til at undervise sine børn og husfolk i den kristne børnelærdom. Bogens navn er Den Lille Katekismus, og det meste af den er faktisk trykt bagerst i Den Danske Salmebog fra side 965. Der er som sagt blandt andet forklaringer til Fadervor, og forklaringen til bønnen ”Ske din vilje som i Himlen således også på jorden” lyder: ”Guds gode, nådige vilje sker uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at den også må ske hos os.” Pointen i bønnen er altså ikke at overtale Gud til noget; den handler tværtimod om at vi overgiver os til Guds vilje. Og det gælder i virkeligheden for al bøn: Formålet med bøn er ikke at Gud skal rette ind efter vores ønsker og dagsordener, men at vi – og hele verden – skal rette ind efter Guds gode vilje.
Det er nemlig langt fra alt hvad der sker, der er Guds vilje. Jeg har ellers tit hørt mennesker der døjer med sygdom eller andre problemer sige ting som: ”Hvad har jeg dog gjort, siden det her er sket?” eller: ”Der kan umuligt være en Gud, når det her har ramt mig!” eller måske endda: ”Hvis der er en Gud, må han være en sadistisk psykopat!” Men den slags udsagn ser helt bort fra den mulighed at det der er sket, måske slet ikke var Guds vilje. Hvis Guds vilje altid skete, var der jo ingen grund til at bede bønnen ”ske din vilje”.
”Men er Gud da ikke almægtig?” vil nogen måske spørge. ”Hvordan kan der så ske noget som ikke er hans vilje?” Dertil vil jeg svare at ordet ”almægtig” på ingen måde betyder at Gud har forudbestemt alt hvad der sker i verden. Det græske ord som vi plejer at oversætte med ”almægtig”, betyder ordret ”alhersker”, og det betegner at Gud er den retmæssige hersker over hele sit skaberværk; men Bibelen gør det tindrende klart at der er masser af aktører der ikke anerkender og adlyder den retmæssige alhersker, deriblandt såvel mennesker som åndsmagter. Naturligvis har Gud ikke skabt nogen, hverken mennesker eller åndsmagter, med det formål at de skulle være ulydige og onde, men Gud har skabt både engle og mennesker med friheden til at vælge hans kærlighed til eller fra, og fordi vi alt for tit har valgt den fra, sker der onde ting som Gud ikke har villet. Kun i himlen sker Guds vilje konstant og uhindret, og derfor beder vi: ”ske din vilje som i himlen således også på jorden”.
Når vi læser nyhederne, bliver vi ustandseligt mindet om at Guds vilje langt fra altid sker på jorden, og derfor er det konstant nødvendigt at bede om at Guds vilje må ske. Men når vi gør det, lad os så huske på at det vi beder om, er at der må ske en forandring med den verden vi er en del af, og at vi netop selv er en del af det der skal forandres. Lad os ikke tro at når vi har bedt bønnen ”ske din vilje”, så har det ikke længere noget med os at gøre, men lad os tværtimod være parate til at lade os forandre så Guds gode, nådige vilje også må ske hos os, som Luther formulerede det.
Men hvad så hvis det vi beder om, vitterligt ikke har noget som helst med os selv at gøre? Når vi for eksempel beder om fred i Ukraine, eller om at en epidemi et sted i Vestafrika vil stoppe, eller lignende, så hjælper det vel ikke nogen at vi stiller os selv til rådighed for at blive forvandlet? Uanset hvad Guds ånd måtte udvirke af vidunderlige forandringer i dig og mig, er der vel ikke færre missiler der bliver affyret, eller færre der dør af ebola, af den grund? Ikke umiddelbart, nej. Men intet menneske er en ø. Faktisk rummer skabelsesberetningen i Første Mosebog et hebraisk ordspil som desværre går tabt i de fleste oversættelser: I kapitel 2, hvor Adams skabelse skildres mere detaljeret, står der: ”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor” (1 Mos 2,7). Det hebraiske ord for ”menneske” er adam, og det hebraiske ord for ”jord” er adamah – I kan nok høre at de to ord minder rigtig meget om hinanden! Det udnyttes også i syndefaldsberetningen i kapitel 3, hvor Gud, efter at Adam og Eva har spist af kundskabens træ og dermed gjort sig selv uværdige til det evige liv, siger til Adam: ”Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld … I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive” (1 Mos 3,19). Der er altså en nærmest organisk forbindelse mellem mennesket og jorden, og hvis jeg havde tid til at holde en decideret bibeltime, kunne jeg gøre rede for at der er en lignende forbindelse mellem mennesket og hele det øvrige skaberværk. Meget af det onde i verden er et resultat af at vi mennesker har nedkaldt forbandelse over hele skaberværket ved at være ulydige mod Gud. Og i endnu højere grad er der naturligvis en dyb forbundethed mellem os mennesker indbyrdes, fordi vi alle har del i det samme guddommelige åndedræt. Enhver forandring der sker i dig og mig, vil derfor påvirke hele skaberværket – både vores medmennesker og naturen. Derfor kan vi også i bøn stille os selv til rådighed som kanaler for at Guds helende kraft kan strømme ud til andre mennesker og til naturen – også på steder langt fra hvor vi er. (Dertil kommer naturligvis at der i denne globaliserede tidsalder tit og ofte vil være helt konkrete ting vi kan gøre for at hjælpe de mennesker der lider under krig eller sygdom, også selvom de befinder sig langt fra os).
Så lad os, her på tærsklen til det Herrens år 2024, give os Gud i vold, sådan at det, i hvert fald for vores eget vedkommende, også virkelig bliver Herrens år!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments