Prædiken til nytårsdag 2017

Posted By on 4. marts 2019

Jesu omskærelse: Navnet Jesus

Prædiken i Husum Kirke nytårsdag 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg har aldrig set pavens dåbsattest, men jeg har ladet mig fortælle at den røber at han blev født den 17. december 1936 og altså rundede de 80 år for et par uger siden. Men mon der er nogen af jer der ved hvilket navn der står på den?

                      Paven er døbt Jorge Mario Bergoglio. Hans forgænger i embedet, der som bekendt stadig er i live, var døbt Joseph Aloisius Ratzinger. Og ham der var pave gennem det meste af min barndom og ungdom, og som for de fleste i min generation ér og bliver Paven med stort P, ja, han var døbt Karol Józef Wojty?a. Men det er ikke de navne de fleste kender dem under, for når en ny pave bliver valgt, er der tradition for at han tager et nyt navn. Det begyndte da en mand ved navn Mercurius blev valgt til pave i år 533; han syntes ikke at den kristne kirkes overhoved skulle være opkaldt efter den hedenske gud Merkur, og derfor valgte han at kalde sig Johannes II til ære for en tidligere pave ved navn Johannes der døde som martyr. I løbet af de følgende århundreder blev det stadig mere almindeligt at opkalde sig efter en tidligere pave i stedet for at beholde sit eget navn, og sidst en pave valgte at fortsætte med at kalde sig ved sit døbenavn – det var i 1555 – var det så kontroversielt at ingen har vovet det siden.

                      Men der er da også visse fordele ved selv at få lov til at vælge sit navn – spørg bare kordegnen hvor mange der henvender sig på kirkekontoret med et ønske om navneændring! En af fordelene er at man kan vælge at bruge sit valg af navn til at sende et signal (eller et ”statement” som det hedder på nudansk), og det er lige præcis hvad paverne plejer at gøre. Der er for eksempel tradition for at paver der vægter dogmatikken højt, kalder sig Pius (det var der fx 7 af de 11 paver fra 1775 til 1958 der kaldte sig). Og den nuværende pave har med sit valg af navnet Frans signaleret at han vil have særlig fokus på skaberværket og på de fattige, ligesom den store helgen Frans af Assisi i 1200-tallet. Også nogle konger vælger at tage et tronbestigelsesnavn der er forskelligt fra deres fødenavn – den engelske dronning Elizabeths far hed for eksempel Albert, men som konge kaldte han sig George VI.

                      Jesus blev hele sit liv ved med at være kendt under det navn som han fik da han blev omskåret otte dage gammel. Men det var ikke et navn som Maria og Josef havde fundet på; det var, som vi hørte, et navn som englen havde givet ham før han overhovedet blev undfanget. Men det var næppe Gabriel der havde fundet på navnet, for engle er kun tjenende ånder der sendes ud i verden for at gøre Guds vilje, som der står i Hebræerbrevet kapitel 1. Det var altså Gud der havde bestemt at det barn Maria skulle føde, skulle hedde Jesus. Og det giver jo også god mening, eftersom Jesus jo var Guds søn.

                      Men der er mere at sige end det, og det var derfor jeg valgte at vi skulle sige den nikænske trosbekendelse i dag, for den udtrykker meget klart hvad det er vi kristne tror om Jesus: Han er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt”. Jesus har altså været til fra evighed af, længe før han blev født som menneske af jomfru Maria. Eller rettere: Guds Søn har været til fra evighed – navnet Jesus fik han jo først da han blev omskåret, og det er faktisk en vigtig del af min pointe i dag. Og ikke alene har Sønnen været til fra evighed af; han er også Gud. Det betyder ikke at han er den samme person som Gud Fader (det ville jo ikke give nogen mening, selvom både muslimer og ateister jævnligt beskylder os kristne for at mene at det er tilfældet), men det betyder at han er lige så meget Gud som Faderen er. Og alligevel tror vi kun på én Gud, for selvom Faderen og Sønnen er to forskellige personer, er de den ene og samme Gud – i øvrigt sammen med en tredje person, nemlig Helligånden. Det er det vi med en teknisk betegnelse der blev opfundet af kirkefaderen Tertullian i det 2. århundrede, kalder for ”Treenigheden”.

                      Grunden til at jeg fortæller jer alt det her – ud over at det er en meget central del af den kristne tro som det ikke skader at få repeteret med jævne mellemrum – det er at det betyder at når det var Gud der havde bestemt Jesus’ navn, og når Sønnen selv er Gud sammen med Faderen og Helligånden og har været til længe før han blev født som menneske – ja, så har Kristus faktisk selv været med til at vælge det navn han skulle være kendt under som menneske. Og ligesom pavernes navne er det et navn som, i hvert fald i samtiden, var ladet med indhold og symbolik, og som i høj grad udgjorde et ”statement”.

                      Jesus var ellers et relativt almindeligt navn i Israel på den tid, og Det Nye Testamente nævner faktisk flere andre der hed sådan, ud over Kristus [se fx Kol 4,11]. (En af dem hed i øvrigt Barabbas til efternavn og var en morder som de jødiske ledere krævede at få løsladt i stedet for ”vores Jesus”, da Pilatus tilbød at frigive en fange i anledning af påsken [Matt 27,16ff]). Også i Det Gamle Testamente er der flere personer med navnet Jesus. Dem er selv de mest bibelkyndige af jer muligvis aldrig stødt på, men det kommer sig af at det indtil for nylig var almindeligt at oversætte navne. Tag for eksempel Dronning Margrethes mand: han voksede op med navnet Henri, men da han flyttede til Danmark, oversatte man det til Henrik. Eller tag ”solkongen”, der herskede i Paris i 1700-tallet i overdådig pomp og pragt: han hed Louis XIV, men i Danmark omtaler vi ham almindeligvis som Ludvig XIV. På samme måde er der mange bibelske navne som vi staver og udtaler anderledes end man gjorde på deres egen tid. Allerede da Det Gamle Testamente blev oversat fra hebraisk til græsk et par hundrede år før vor tidsregning, var der nogle navne der blev tillempet så de var lettere at udtale på græsk. Havva blev for eksempel til Eva, Jeremja blev til Jeremias, Hizkija blev til Ezekias – og Jehoshua blev til Iesus! På dansk har vi ikke været helt konsekvente, for når det gælder Eva og Jeremias, bruger vi de græske former, mens mange af de mindre kendte personer har fået lov til at beholde de hebraiske navne. Og i den seneste autoriserede danske oversættelse har også Ezekias fået lov til at få sit hebraiske navn Hizkija tilbage. Og Jehoshua, ham kender vi under en fordanskning af hans hebraiske navn, nemlig Josva! Jesus og Josva er altså to forskellige oversættelser af det samme hebraiske navn.

                      Men hvad betyder det så, ”Jehoshua”? Ja, første del af navnet refererer til Jehova, som er en variant af Guds navn, Jahve, som i vores danske bibel de fleste steder er gengivet som ”Herren”. Og anden del, ”shua”, betyder ”frelser”. Navnets betydning er altså ”Herren frelser”. Det navn er i sig selv en tros- og håbsbekendelse, og det var nok derfor det var (og stadig er) så populært blandt jøder, men da det blev givet til Guds søn, lå der mere i det end som så. Det var ikke blot udtryk for tro eller håb, men en proklamation af at nu ville det blive virkelighed. De ord som englen brugte da han i sin tid fortalte den forfærdede Josef hvordan det hang sammen med det barn som hans forlovede ventede, var da også: ”Du skal kalde ham Jesus, for han skal frelse sit folk fra dets synder.” [Matt 1,21]

                      Navnet Jesus var altså en programerklæring for Jesu liv. Og hvilken programerklæring! Ikke alene indebar den at han var den frelser som Israel havde ventet på, og som også ville blive forkyndt for alle andre folkeslag og tilbedt i hele verden, men den indebar også at han måtte gå en meget tung og smertefuld vej. Den måde han frelste os fra vores synder på, var nemlig ved selv at tage dem på sig.

                      Nu er der det ved synd at det faktisk er en temmelig alvorlig sag, også selvom det ikke er noget vi er glade for at tale alt for meget om i kirken i Danmark i dag. Faktisk er det en dødsensalvorlig sag, for kernen i syndens væsen er at vi mennesker har vendt os bort fra Gud; at i stedet for at søge hen til ham der er kilden til alt liv, al kærlighed og al glæde, flygter vi febrilsk fra ham fordi vi har lyttet til den Ondes løgne om at Gud er ude på at tage vores frihed fra os og snyde os for at leve fuldt ud. Den flugt kommer til udtryk i mange forskellige konkrete handlinger som Bibelen advarer imod, men grundsynden ligger i vores hjerter og består i at vi ikke tror på det Gud siger, men på det Guds fjende siger. Og konsekvensen er at vi går glip af det som Gud har at tilbyde os, og i stedet får det som Fjenden ønsker for os: død, fortvivlelse og fortabelse.

                      For at vi kunne blive reddet fra døden, fortvivlelsen og fortabelsen, var Jesus nødt til selv at bære de ting på vegne af hele menneskeheden. Satan havde nemlig et retmæssigt krav på os på grund af vores oprør mod Gud, ligesom Den Hvide Heks havde et retmæssigt krav på Edmund i Narnia-fortællingen. Men Jesus gav sit eget liv som løsesum for os da han gav sig selv hen til at blive pisket, tornekronet og korsfæstet. Derved tog han den fulde konsekvens af det navn han havde valgt, idet han åbnede døren til livet og frelsen for os. Fordi Guds søn valgte navnet Jesus – og tog konsekvensen af det – står døren til Guds paradis på vid gab for enhver der vil vende sig fra sine synder og følge Jesus som sin Herre og frelser. Men præcis hvor meget det navnevalg kostede ham af fysisk, psykisk og åndelig smerte, vil vi nok aldrig fuldt ud kunne forstå. Men takke ham kan og bør vi!


Comments

Comments are closed.