Prædiken til juledag 2023
Posted By admin on 29. december 2023
Johannesprologen: Universet er en person
Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Under min forberedelse til dagens prædiken faldt jeg over et interview med Pernille Aalund, som blev bragt i ugebladet Femina i december 2020.[1] Og hvis du tænker ”Hvem er det nu det er?”, så kan jeg fortælle at Pernille Aalund i mange år var en bragende succes i mediebranchen. Efter at hun som ung i nogle år havde lavet lokalradio og -tv, blev hun landskendt som vært på programmer som Vis mig dit køleskab og talkshowet Pernilles univers, inden hun blev chefredaktør hos Aller Media på månedsmagasinet Q og ugebladet Kig ind. Med tiden avancerede hun til innovationsdirektør i Aller Media, og i 2015 blev hun headhuntet til et topjob i udlandet. På det tidspunkt havde hun imidlertid allerede i en del år døjet med stress og uro, som hun prøvede at holde nede med blandt andet alkohol, piller og overdreven motion, og da det gik op for hende at det nye job hun havde fået tilbudt, nok ville blive endnu mere stresset end det hun allerede havde, besluttede hun at der skulle en stor forandring til, hvis hun skulle få det bedre, og sammen med sin mand slog hun sig ned i et lille hus i en landsby hvor de sidder så billigt at hun har kunnet kvitte sin direktørstilling og blot ernære sig ved at holde nogle få foredrag om måneden. Og så når vi frem til det der gør interviewet relevant for det jeg vil sige i dag, for Aalund fortæller nemlig også at hun i årenes løb har erfaret at hun ved at bede kan komme i kontakt med Guds kraft, og at hun nu koncentrerer sig om at finde ind til den ro som hendes tro og daglige bønner giver hende. Faktisk ser hun det som sin mission at udbrede kendskabet til at bede, siger hun i interviewet, og den mission forfølger hun blandt andet ved hver dag klokken 11.11 at bede en livebøn på Facebook. Hun har også en hjemmeside hvor hun blandt andet skriver om alt det gode man opnår ved at bede, og som kristen kan jeg jo kun være enig når hun eksempelvis skriver: ”Du vil gå din dag i møde med et større overskud og et stærkt pejlemærke rettet på det, du ønsker at udrette og opnå”, ”det giver ro og vi opbygger en tillid til at alt falder til rette i den orden som er bestemt” og ”Det er svært at være trist og modløs, når man begynder sin dag med taknemmelighed!”[2] Mere betænkelig bliver jeg når hun længere nede i artiklen forholder sig til spørgsmålet ”Og hvem skal man så bede til?” og siger: ”Man kan bekende sig til en enkelt Gud eller det Guddommelige i sig selv. Du kan have din egen oversættelse af en religion og det er helt i orden. De fleste religioner er født under helt andre vilkår, i en helt anden tidsalder end vores. Du kan tage det, du kan bruge eller lave din helt egen oversættelse. Du kan også bede til universet eller til naturen.”[3]
Det at man kan bede til universet, er en tanke jeg ofte er stødt på, også hos mennesker der ikke underviser i spiritualitet som Pernille Aalund gør. Jeg har tit spekuleret på hvad folk mener når de siger at de ”beder til universet”, for hvad er ”universet” egentlig? Ja, hvad er ikke universet? Universet omfatter alt hvad der er til, og det latinske ord universum betyder da også netop ”altomfattende”. Så i en vis forstand er man i den grad på den sikre side hvis man beder til ”universet”, for hvis der så skulle være nogen eller noget ét eller andet sted derude, der kan høre og besvare bønner, så modtager vedkommende vel henvendelsen, skulle man mene. På den anden side kunne jeg finde på, hvis jeg en dag var i humør til filosofiske og teologiske sofisterier, at påpege at Gud ikke selv er en del af universet, og at universet derfor strengt taget lige præcis omfatter alt det vi ikke skal bede til! Men hvis vi lader sofisterierne ligge et øjeblik, så er jeg ikke sikker på at sætningen ”jeg bad en bøn til universet” nødvendigvis betyder ”jeg bad en bøn til alt hvad der er til, i håb om at det omfatter nogen eller noget der kan høre og besvare min bøn”. Den betydning har det muligvis for nogle mennesker, men jeg har indtryk af at der ofte snarere er tale om en opfattelse af at selve universet som sådan er besjælet, altså at der er en eller anden form for bevidsthed eller ånd der gennemsyrer verdensaltet. Den opfattelse kaldes i reglen for panteisme, og den har været meget udbredt gennem store dele af verdenshistorien – og Det Nye Testamentes tid var ikke nogen undtagelse. En af de mest populære filosofiske retninger i Middelhavsområdet i det første århundrede af vor tidsregning var stoicismen; en retning som i en nøddeskal gik ud på at vejen til lykke er at kultivere bestemte dyder så som mod og mådehold og langmodighed (de fleste af jer kender sikkert det udtryk ”at tage noget med stoisk ro”). En anden vigtig stoisk dyd var fornuft. Stoikerne mente at universet er rationelt opbygget og styret af et gennemgribende fornuftsprincip, som de kaldte ”logos”.
”Logos” er et ord som det ikke er helt enkelt at oversætte; det kan betyde ”ord” eller ”samtale”, men det kan også betyde ”fornuft” (vi kender det fra ord som ”logik”, ”dialog”, og alle de videnskaber der ender på ”-logi”), og den flertydighed udnytter Johannes i indledningen til sit evangelium, som vi har lyttet til i dag. Alle de steder hvor der står ”ordet” i den danske oversættelse, står der logos i den græske grundtekst, så en person der var påvirket af den stoiske filosofi (og det var der rigtig mange der var i den kultur Johannes skrev sit evangelium ind i), ja, de har helt sikkert tænkt på verdensaltets underliggende fornuftsprincip når de læste sætninger som ”I begyndelsen var logos” og ”Alt er blevet til ved det” og ”I det var liv”.
”Lige et øjeblik!” sidder du sikkert og tænker nu (hvis du ellers hørte efter da jeg læste evangelieteksten højt). ”Stod der ikke ’Alt er blevet til ved ham’ og ’I ham var liv’?” Jo, det står der i den danske oversættelse, og det er der gode grunde til, men på oldgræsk var der ikke noget ord der betød ”den”, ligesom der i øvrigt heller ikke er på tysk. De af jer der kan tysk, ved at navneordene falder i tre forskellige køn: hankøn, hunkøn og intetkøn, og når man taler om en ting af hankøn, så kalder man den ”han” – eller sagt på en anden måde: det tyske ord for ”den” afhænger af hvilket køn det navneord er som der refereres til. Er det et hankønsord som for eksempel Hut, der betyder ”hat”, så bruger man ordet er, som er det samme ord der også betyder ”han”, og er det et hunkønsord som for eksempel Mütze, der betyder ”hue”, så bruger man sie, som er det samme ord der også betyder ”hun”. Kun hvis det er et intetkønsord som for eksempel Hemd, der betyder ”skjorte”, bruger man ordet es, som almindeligvis oversættes med ”det”. Og sådan er det også på oldgræsk, så eftersom logos er et hankønsord, refererer man til det med et ord der også kan betyde ”han”. Det var så dagens sproglektion!
Men logos kan som sagt ikke kun betyde ”fornuft”; det kan også slet og ret betyde ”ord”, og den flertydighed spiller Johannes altså helt bevidst på. Johannes var nemlig jøde (ligesom Jesus i øvrigt også var), og jøderne var helt enige med stoikerne om at der er en samlende kraft der holder hele universet sammen, men hvor stoikerne mente at den samlende kraft var et fornuftsprincip, så mente jøderne at den samlende kraft var Guds skabende ord – og det mener vi kristne derfor også, for jødernes hellige skrifter udgør jo første del af de skrifter som også vores tro bygger på. I Bibelens allerførste kapitel finder vi skabelsesberetningen, som vi hørte begyndelsen af som den første læsning i dag. I lagde muligvis mærke til at de to første ord i evangelieteksten var de samme som de to første ord i skabelsesberetningen: ”I begyndelsen”. Derved sørgede Johannes for at de af hans læsere der havde kendskab til jødernes hellige skrifter, uundgåeligt kom til at tænke på skabelsesberetningen, og når der så umiddelbart derefter står noget om ”ordet”, så kan det jo næsten kun referere til det ord som satte hele universet i gang: ”Gud sagde: ’Der skal være lys!’” – især når Johannes et par sætninger længere nede skriver ”I det [altså ordet] var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Både Det Gamle og Det Nye Testamente rummer i øvrigt mange skriftsteder der taler om Guds ord som det der opretholder alting, og som også holder os mennesker i live (5 Mos 8,3. Hebr 3,3).
Jøden Johannes får altså på en utrolig elegant måde fortalt de stoisk inspirerede grækere at det fornuftsprincip som de troede på, det kendte jøderne skam godt, og de kendte det endda bedre end stoikerne gjorde, for de kunne identificere det som bevidste ord fra en personlig og kærlig skabergud. Universet er ikke styret af gold fornuft, kære stoikere; det er styret af kærlighed! Og derfor er det måske i grunden ikke så tosset at bede til universet – eller rettere: til ham der har talt det ord der gennemsyrer universet!
Men Johannes har mere at sige, som også må have fået jøderne til at tabe underkæben, for han skriver nemlig: ”Og Ordet blev kød”. Altså ikke kød forstået som mad, men kød forstået som det vi selv er lavet af: Logos blev et menneske! Det styrende princip i universet gik omkring på to ben – da han vel at mærke fik lært at gå! ”Han var i verden, og verden var blevet til ved ham.” (Og det er selvfølgelig derfor den danske oversættelse af Bibelen har valgt at skrive ”ham” i stedet for ”den” eller ”det”, selvom begge oversættelser er sprogligt mulige). Vi behøver altså ikke at bede til et abstrakt princip eller sende vores bønner ud i universet som adresseløse forsendelser; vi kan tværtimod rette vores bønner til en person! Og fordi Guds søn kom til jorden og delte vores vilkår med os for til sidst at købe os fri med sit eget blod så vi kunne blive Guds børn, så kan vi i Jesu navn rette vores bønner til Gud som vores far! Det er helt fantastisk og unikt – og det er derfor den bøn der begynder med ordene ”Vor far” (eller ”Fader vor”, hvis man bruger gammeldags ordstilling) har været så højt elsket af stort set alle kristne op gennem historien og blandt andet bliver bedt ved hver eneste gudstjeneste i folkekirken (og i mangent et hjem hver eneste dag).
Det er dét der er julens budskab og under; et under så stort at Jesu opstandelse påskemorgen er det eneste der tåler nogen sammenligning med det. Og det er derfor juledag og påskedag er årets suverænt største festdage. Universet er populært sagt en person – endda en person der elsker os, og som vi kan lære at kende.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] https://www.femina.dk/liv/pernille-aalund-moedte-gud-og-skiftede-topjob-og-travl-hverdag-ud-med-tro-og-boen
[2] https://pernilleaalund.com/boennen/
[3] Ibid.
Comments