Prædiken til fastelavns søndag 2024
Posted By admin on 20. februar 2024
Den blinde ved Jeriko: Råb ad Gud, ikke ad mennesker
Prædiken i Rø Kirke fastelavns søndag 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.” Det er smukt, ikke sandt? Der er ikke noget at sige til at den tekst er en af de mest kendte og elskede i Det Nye Testamente og blandt andet er en favorit til bryllupper. For der er noget uimodståeligt dragende over tanken om den ophøjede uforstyrrelighed der altid forholder sig mildt og sagtmodigt, uanset hvad der sker i verden omkring. Længes vi ikke alle sammen et eller andet sted efter den fred og sindsro?
Måske. Eller det gør vi i hvert fald lige indtil virkeligheden rammer. Ordene lyder enormt smukt på en højtidelig dag hvor alt ånder kærlighed og harmoni, men møder vi modstand eller kommer under angreb, så er det mit indtryk at de fleste ikke længere betragter ”kærlighedens højsang” som et ideal. De helt konkrete retningslinjer som Jesus andetsteds i Det Nye Testamente giver for hvordan man er tålmodig og mild og ikke hidser sig op, har jeg i hvert fald ofte hørt citeret med en vis distance, som noget der i bedste fald er urealistisk og i værste fald direkte naivt. Jeg tænker naturligvis på sætningen ”slår nogen dig på den højre kind, så vend også den anden til” (Matt 5,39). Hvis alle gode mennesker efterlevede det, ville det så ikke bare medføre at ondskaben fik overhånd i verden? Som den britiske tænker John Stuart Mill engang sagde: ”Onde mennesker har ikke brug for andet for at opnå deres formål, end at gode mennesker ser til uden at gøre noget.”[1]
Rent bortset fra at det er et tvivlsomt forehavende at begynde at dele verden op i ”gode mennesker” og ”onde mennesker”, al den stund vi vist alle sammen rummer noget af begge dele i os, så er jeg tilbøjelig til langt hen ad vejen at give John Stuart Mill ret: Verden bliver ikke et bedre sted af at vi passivt ser til uden at gøre noget; vi er nødt til aktivt at foretage os noget godt. Men det at vende den anden kind til er bestemt ikke det samme som at se til uden at gøre noget. (Jeg ved godt at det pågældende vers fra Matthæusevangeliet kapitel 5 ikke indgår i prædiketeksten til i dag, men det indgår desværre heller ikke i prædiketeksten til nogen anden dag, så hvis jeg vil sige noget om det, må jeg gribe lejligheden når den byder sig). At vende den anden kind til er nemlig netop at foretage sig noget aktivt, i modsætning til hvis man blot bøjer nakken i underkastelse og resignation. Bemærk i øvrigt at Jesus ikke bare siger: ”slår nogen dig på den ene kind”, men specifikt: ”slår nogen dig på den højre kind”, og det tror jeg ikke er tilfældigt. De fleste mennesker er højrehåndede, og før i tiden var det oven i købet ofte sådan at de der ikke fra naturens side var højrehåndede, alligevel blev tvunget til at bruge højre hånd som den primære. Forestil dig nu at du står over for en person der løfter højre hånd for at give dig en lussing. Hvilken af dine kinder rammer han? Den venstre, ikke sandt – hvis han vel at mærke slår med håndfladen. Men på Jesu tid skete det undertiden at nogen i stedet valgte at slå med håndryggen. At gøre det, var udtryk for den dybeste foragt; ved at gøre det, signalerede man at man ikke betragtede den anden som et ligeværdigt menneske. Så det Jesus siger, er altså at hvis nogen viser dig dyb foragt ved at slå dig på højre kind – altså med håndryggen – så skal du ikke bare passivt finde dig i det, men trodsigt byde ham din venstre kind, hvorved du uden ord siger: ”Hvis du endelig vil slå mig, så slå mig i det mindste som en ligemand.” At vende den anden kind til er altså at signalere at du nægter at lade dig kue af voldsmandens vold. Det er ikke et udtryk for svaghed, men for styrke og trods, samtidig med at du – ved ikke at slå igen – viser din modstander at du ikke accepterer at man kan bruge vold som et gangbart middel til at nå sine mål. Og nogle gange kan det at afstå fra vold faktisk være et stærkere våben end at gribe til vold; tænk blot på Gandhis ikkevoldelige modstandskamp mod det britiske overherredømme i Indien, på Martin Luther Kings kamp for sortes borgerrettigheder i USA – eller på kristendommens første tre århundreder, hvor kirken blot blev ved og ved med at vokse selvom skiftende romerske kejsere udsatte de kristne for brutal forfølgelse, uden at de kristne nogensinde greb til våben for at forsvare sig.
Det at være tålmodig og mild, ikke hidse sig op og ikke søge sit eget, betyder altså ikke at vi skal ignorere den lidelse og uretfærdighed der findes i verden; tværtimod skal vi utrætteligt kæmpe imod den. Blot skal vi gøre det uden had og hævntørst i hjertet, og vi skal til enhver tid foretrække selv at lide uret og overlast frem for at påføre andre det, uanset hvor fjendtligt de er stemt over for os – præcis som Jesus gjorde da han vandt det evige liv til os med sin død på korset.
Tålmodighed og mildhed betyder heller ikke at vi skal undertrykke og fortrænge de negative følelser som uvægerligt hører med til det at være menneske i denne uperfekte verden, for det kommer der ikke noget godt ud af. Vi skal blot gå det rette sted hen med vores følelser, nemlig til Gud, sådan som salmisten gør i den første læsning vi hørte i dag. Salmernes Bog i Det Gamle Testamente er spækket med poetiske bønner, hvoraf et stort antal har karakter af klagesange hvor salmisten råber sin fortvivlelse og frustration ud til Gud og beder Gud om at redde ham fra de mennesker der med urette behandler ham fjendtligt. Jesus har jo allerede båret al verdens synd og skyld på sine skuldre da han døde på korset. Alt det onde der er blevet gjort af mennesker i fortid, nutid og fremtid, ville Jesus tage på sig, sådan at dets konsekvenser ramte ham i stedet for at ramme den der har gjort det. Derfor er det også ham der er den rette adressat når vi vil klage over det onde som andre mennesker gør imod os. Og hvis vi kommer til Gud med alt hvad vi er vrede og indignerede og fortvivlede over, får vi styrke til at møde vores medmennesker med tålmodighed og mildhed og at kæmpe imod ondskab og lidelse uden selv at forøge den i processen.
I evangelieteksten til i dag møder vi en mand som ved første øjekast agerer alt andet end tålmodigt og mildt; tværtimod sidder han og råber: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!” Og da han bliver bedt om at tie stille, lystrer han ikke, men råber bare endnu højere. Og han gør det ikke engang på vegne af et lidende medmenneske, men på vegne af sig selv, for selv at blive helbredt for sin blindhed. Men hvem kan bebrejde ham det? At ønske at kunne se er ikke noget urimeligt ønske om en eksklusiv luksus; det er blot et ønske om at have samme vilkår som de fleste andre mennesker. Ganske vist er der ikke nogen af os der har krav på noget som helst fra Gud, men mandens råb har heller ikke karakter af et krav, men derimod en bøn om barmhjertighed. Det må vi altid have lov til.
I øvrigt er der ikke nogen af os der af os selv formår at leve op til det ideal der beskrives i ”kærlighedens højsang”. Det er en beskrivelse af hvordan ”kærligheden” er, og eftersom vi i Første Johannesbrev får at vide at ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8), er det dybest set en beskrivelse af hvordan Gud selv er. (Er det ikke dejligt at vide – at Gud er tålmodig og mild og hverken hidser sig op eller bærer nag?) Dernæst er det, i afledt forstand, en beskrivelse af hvad Gud vil frembringe i os ved Helligånden – i Galaterbrevet, hvor Paulus opremser ”Åndens frugt”, er kærlighed jo det allerførste han nævner (Gal 5,22). I det omfang vi støder på tålmodighed, mildhed, ydmyghed, uselviskhed og overbærenhed hos et medmenneske, er det altså Guds Ånds værk i den pågældende. (Nogle af os er ganske vist fra naturen udstyret med et mere flegmatisk temperament end andre, men det skal man ikke forveksle med den ægte mildhed som Ånden skaber i vores hjerte. Om vores temperament er kolerisk eller flegmatisk, handler kun om på hvilken måde vi giver udtryk for det der bor i vores hjerter). Så selv hvis det vitterligt havde været udtryk for manglende mildhed og tålmodighed at den blinde mand råbte efter Jesus, sådan som han gjorde, så havde vi alligevel ikke kunnet bebrejde ham noget, for hvordan skulle et menneske der endnu ikke har lært Guds Ånd at kende, kunne bære Åndens frugt? Vi kan ikke forvente, endsige kræve, at uomvendte mennesker bærer sig kristeligt ad; det ville være et højst urimeligt forlangende. Og i det omfang vi alligevel oplever at ikke-troende udviser et mere kristeligt sindelag end vi selv gør, som det jo indimellem sker, må det være en påmindelse til os om hvor meget vi stadig selv trænger til Guds nåde og til at blive forvandlet af hans Ånd!
Men som sagt er den blinde mands handlemåde ikke et udtryk for manglende mildhed og ydmyghed; den er tværtimod udtryk for at han retter sin klage det rette sted hen. Lidt populært sagt består den rette mildhed i at vi råber ad Gud i stedet for at råbe ad mennesker, og eftersom Jesus var Gud selv i menneskeskikkelse, var det netop det manden gjorde. Ganske vist var han ikke fuldt ud klar over hvem Jesus i virkeligheden var, men kaldte ham blot ”Davids søn” (og det kan man heller ikke bebrejde ham, eftersom det tog flere hundrede år for den kristne kirke at få klarhed over hvad det egentlig betyder at Jesus er ”Guds Søn”, nemlig at han er ”Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen”), men han fornemmede dog at denne ”Davids søn” havde kraft og mandat til at handle på Guds vegne og frelse ham. Og derfor gjorde han ret i at sætte alt ind på at bede netop ham om hjælp. Det samme må vi gøre: bede Jesus om at hjælpe os, ikke kun med vores helbredsproblemer og andre ting der gør livet surt for os, men også med vores sindelag og indstilling over for vores medmennesker, og først og sidst og vigtigst med vores synd der skiller os fra Gud, men som Jesus har båret for os så vi kan gå retfærdige ind til det evige liv!
Salmer:
- Ét vidste han om vejen frem
- Uberørt af byens travlhed (som ”foil”)
- Mægtigste Kriste (”fred udi hjertet du for alting give”)
- Skal kærlighed sin prøve stå
- Den ypperligste vej
- I Herrens udvalgte, som hellighed øve
BRUG NICÆNUM!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] ”Bad men need nothing more to compass their ends, than that good men should look on and do nothing.”
Comments