Prædiken til fastelavns søndag 2022
Posted By admin on 1. marts 2022
Den blinde ved Jeriko: Lader du Jesus gå forbi dig?
Prædiken i Rø Kirke fastelavns 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
For nogle år siden kørte der en Lotto-reklame i fjernsynet hvor man ser en mand ligge på en bænk i en park med en avis over hovedet. En kvinde kommer forbi og kaster et blik på avisen. På forsiden er der et billede af den sovende mand, og det fremgår at han er eftersøgt, og at der er en kæmpe dusør for oplysninger der kan føre til at han bliver pågrebet. Kvinden kigger indgående på avisen, og så griber hun begejstret sin mobiltelefon og ringer op. Kort efter ankommer en politibil for fuld udrykning, ud løber en kvindelig politibetjent, og den kvinde der har ringet, viser hende avisen, peger på en annonce der står lige ved siden af billedet af den eftersøgte mand, og siger med en stemme der er ellevild af begejstring: ”Se, der er 50% rabat i SkoGiganten mellem 10 og 11!” Og så siger speakeren: ”Der er nogle der aldrig giver deres held en chance. Synd for dem, for på onsdag er der 7 millioner i puljen til Onsdags-Lotto.”
Sådan en type var den blinde mand ved Jeriko ikke! Da han hørte at Jesus kom forbi, var han straks klar over at det var hans livs chance for at få sit syn igen. Man kan undre sig over hvordan han vidste hvem Jesus var, men når man mangler en af sine sanser, bliver de andre sanser jo tit skærpet, og med sin plads ved vejen lige uden for Jerikos byport havde han sikkert hørt mange af de samtaler som de forbipasserende førte. Og rygterne om Jesus og alle de mennesker han havde helbredt, havde allerede cirkuleret vidt og bredt, så mon ikke vores blinde ven (Markusevangeliet fortæller os i øvrigt at han hed Bartimæus) – mon ikke han længe havde siddet og håbet at Jesus tilfældigvis ville komme den vej forbi en dag? Og da det endelig skete, så spildte han ikke tiden, og han lod sig heller ikke standse af at folk ligefrem truede ad ham for at få ham til at tie stille – muligheden for at få synet igen vejede tungere end alt andet i den situation. Han nægtede simpelt hen at lade Jesus gå forbi uden at høre hans bøn! Og det forstår man jo godt. Tænk hvis han ikke havde grebet chancen da den var der – det ville han have kunnet ærgre sig over resten af livet! Men hans anstrengelser lønnede sig: Jesus opfyldte hans bøn, forbarmede sig over ham og gav ham synet igen.
Bartimæus havde hørt rygter om Jesus. Det vil jeg gætte på at de fleste danskere også har. Jeg tror også der er mange der ville synes det var alle tiders hvis Jesus lagde sin vej forbi deres by – mon ikke vi alle sammen har en ting eller to vi godt kunne bruge hans hjælp med?
Prøv selv at lave tankeeksperimentet: Hvis nu kirkedøren pludselig gik op, og der kom en stormende ind og råbte: ”Jesus står lige uden for kirken!” – hvordan ville du så reagere? Mit gæt er at du straks ville rejse dig og løbe ud til ham, for at tale med Jesus selv må vel til enhver tid være at foretrække frem for at sidde og lytte til en præst der bare taler om Jesus! Eller måske ville du blive siddende, fordi du godt ved at der i Matthæusevangeliet kapitel 24 vers 23 og 24 står: ”Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” – men hvis vi ser bort fra det og antager at det rent faktisk var den virkelige Jesus der stod uden for kirken, og at du vidste det eller i det mindste var overbevist om det, hvad ville du så gøre? Er der noget han kan gøre for dig – noget der er så at du endda vil være villig til at gå glip af resten af min prædiken for at få chancen for at bede ham om det?
(kunstpause)
”Fint tankeeksperiment!” sidder du måske og tænker, ”men nu er det jo engang sådan at Jesus ikke længere går rundt på jorden. Det er næsten 2000 år siden han blev korsfæstet, og selv hvis det er rigtigt hvad der står i Bibelen, at han opstod fra de døde på tredjedagen, så står der jo også at han fór til himmels 40 dage senere, så hvad kan vi egentlig bruge det til?”
Det skal jeg sige dig: Det at Jesus fór til himmels, det betyder ikke at han nu er fraværende; tværtimod betyder det at han er mere nærværende end nogensinde, og at han kan være nærværende alle steder på én gang. Som der står i Efeserbrevet (4,10): ”Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt.” Vi tror jo også at Gud er allestedsnærværende, så hvis Jesus sidder ved Guds højre hånd, må han også være allestedsnærværende.
Jesus er altså til stede, lige nu, lige her! Og det kan du roligt tro på trods advarslen fra Matthæusevangeliets 24. kapitel, for det er noget jeg har fra Bibelen selv. Men når Jesus er til stede lige nu, lige her, så må det jo betyde at du og jeg faktisk er lige så heldige som Bartimæus var! Spørgsmålet er bare om vi vil give vores held en chance – om vi ligesom Bartimæus vil blive ved med at råbe: ”Davids søn, forbarm dig over mig!”, eller om vi vil lade Jesus gå forbi os.
I dag er det fastelavn, som de fleste af jer sikkert er klar over. På onsdag begynder fastetiden, som traditionelt har været en tid hvor kristne har afholdt sig fra at spise kød, hvidt brød og anden festmad, dels for at vi i vores egen vandring gennem tiden frem mod påske kan mindes Jesu tunge vandring op mod Jerusalem for at blive hånet, mishandlet, spyttet på, pisket og slået ihjel, men også for at øve os i ikke at stirre os så blinde på Guds gaver at vi glemmer ham der gav dem. For det sker nemt i et så rigt samfund som vores. Så længe hverken vi selv eller nogen af vores kære lider af nogen alvorlige sygdomme, klarer vi os for det meste udmærket uden Guds hjælp, og selv når sygdomme melder sig, er det ikke altid vi tænker på at søge Guds hjælp som det første, hvis overhovedet. Og det skyldes måske at vi inderst inde ikke forventer at Gud kan gøre ret meget ved situationen alligevel. Måske har du før prøvet at gøre som Bartimæus, at råbe til Gud og trygle ham om at hjælpe dig med et alvorligt problem du havde, men uden at der skete noget, og hvorfor så forsøge det igen?
Det med at det kan være vanskeligt at blive ved med at være udholdende i bønnen når vi oplever skuffelser, skal vi høre meget mere om den 14. august [9. søndag efter trinitatis – Luk 18,1-8], så det vil jeg ikke sige meget mere om nu. I stedet vil jeg vende tilbage til den pointe at Gud selv er vigtigere end nogen gave han kan give os. Det fandt Bartimæus nemlig også ud af. Ganske vist var der tilsyneladende kun én grund til at han råbte efter Jesus, nemlig at han ville have sit syn tilbage (som også var det han svarede da Jesus spurgte: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”), men læg mærke til hvad der skete efterfølgende, da han havde fået sin bøn opfyldt: ”Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud.” Det at han fik sit syn igen, var kun den næststørste forandring der skete i Bartimæus’ liv den dag; den største var at han begyndte at følge Jesus.
Hvorfor var det en større forandring end at få sit syn igen? Fordi den blinde Bartimæus, så hjælpeløs som han var på en lang række områder – i langt højere grad end synshandicappede mennesker er i dag – dog trods alt stadig var sin egen herre. Selvom han havde brug for nogen til at føre ham ved hånden hvor han gerne ville hen, så havde han grundlæggende den samme selvbestemmelse som alle andre mennesker i sin samtid. Men det første han gør, efter at han har fået synet igen, er at opgive den selvbestemmelse og i stedet begynde at følge efter Jesus. Hvorfor det? Fordi han føler at han skylder Jesus en gentjeneste? Det kunne man tænke, men spørgsmålet er hvor stor en tjeneste han reelt gjorde Jesus ved at blive en del af hans følge. Jesus var som sagt på vej mod sin lidelse og død, og det behøvede han ingen til at hjælpe sig med. Fra et rent pragmatisk synspunkt gjorde én discipel fra eller til næppe den store forskel for Jesus. Nej, når Bartimæus valgte at følge efter Jesus, var det nok snarere fordi han fornemmede at han selv havde noget at vinde ved det – at det at følge Jesus var vejen til et langt bedre liv end det han ville kunne få hvis han selv bestemte.
Nogle af jer sidder måske og tænker at jeg overdriver når jeg siger at han gav afkald på sin selvbestemmelse, for han kunne jo stadig til hver en tid frit vælge om han ville blive ved med at følge Jesus eller ej. At anerkende Jesus som vores Herre betyder ikke at vi bliver forvandlet til viljeløse robotter, og kort tid efter helbredelsen af Bartimæus oplevede Jesus da også at de fleste af hans disciple lod ham i stikken, og deres leder, Peter, endda nægtede at kendes ved Jesus da han blev spurgt. Men vi får kun gavn af det nye liv Jesus tilbyder os, i det omfang vi lader ham bestemme 100 procent over vores liv.
Det lyder måske ikke specielt attraktivt at give afkald på sin selvbestemmelse, og det er det som udgangspunkt heller ikke. Det der er attraktivt, er det vi får til gengæld, nemlig det liv Gud har skabt os til.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments