Prædiken til alle helgens dag 2021

Posted By on 9. november 2021

Saligprisningerne: De der sørger, skal trøstes

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En af de romaner der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens sprog i nyere tid, især når vi taler om politik og samfundsforhold, er bogen 1984 af George Orwell, som udkom i 1948. Hvor mange af jer har mon læst den? Ikke så mange, kan jeg se. Det har jeg faktisk heller ikke selv, men jeg ved at den beskriver en dystopisk fremtid hvor samfundet er totalitært og præget af massiv overvågning og skamløs propaganda, og at det er fra den bog at udtrykkene ”newspeak”, ”tankepoliti” og ”Big Brother” stammer. Jeg ved også at det styrende parti har tre slogans, som alle virker dybt selvmodsigende, nemlig ”Krig er fred”, ”Frihed er slaveri” og ”Uvidenhed er styrke”.

                      Umiddelbart virker det som om Jesus bruger sproget på en lige så manipulerende måde som Partiet i 1984 når han siger: ”Salige er de, som sørger”. At være salig betyder jo at være lykkelig, og det er jo sådan cirka det modsatte af at sørge! Men når vi læser videre, kan vi se at det ikke bare er ”newspeak” fra Jesu side, men at der er en mening med galskaben: Det at sørge, er ikke i sig selv lykkeligt; grunden til at de der sørger, er lykkelige, er at de ikke skal blive ved med at sørge, men skal trøstes.

                      Det er altid rart med nogen til at trøste når man er ked af det. Det gælder lige fra det lille barn der er faldet og har slået knæet, til den dybe sorg over at have mistet et menneske der betød ubeskriveligt meget for os. Men selv den mest velmente og hjertelige trøst kan som regel ikke fjerne smerten, kun lindre den. Og nogle smerter og sorger kan være så voldsomme og overvældende at det kan være svært overhovedet at tage imod trøst, fordi sorgen fylder det hele. Under alle omstændigheder er det at blive trøstet selv i bedste fald kun et plaster på såret. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen sige: ”Hvor er jeg glad for at jeg blev ramt af så meget smerte, for så kunne jeg blive trøstet!” Men Jesus siger altså at de der sørger, ligefrem er lykkelige (eller ”heldige”, som det hedder i den nudanske oversættelse). Det kan kun være fordi han taler om en trøst der er bedre end det ville have været slet ikke at opleve sorg.

                      Sådan en trøst kan man faktisk godt forestille sig, især når det gælder de mindre sorger. Hvis et barn der er faldet og har slået knæet, bliver trøstet med en stor is eller en tur i Tivoli, kan det godt være at barnet ender med at tænke at det vist i virkeligheden var godt nok at der gik hul på det knæ, for der kom jo noget godt ud af det som ellers ikke ville være kommet. Jeg husker også en episode af den amerikanske tv-serie Nord og Syd, som jeg fulgte med i tilbage i 1980’erne; en serie der foregår under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne. Den unge officer Charles Main (spillet af Lewis Smith) bliver hårdt såret da han bliver opdaget af fjenden under en rekognosceringsmission, og han søger tilflugt på en nærliggende gård hvor han ved at der bor en smuk, ung enke (spillet af Kate McNeil), som står på deres side i krigen. Mens hun ømt forbinder hans sår, siger han: ”Det her var næsten værd at blive skudt for!” selvom hans sår var livstruende og ikke blot en hudafskrabning på knæet. Men er der tale om en virkelig alvorlig sorg, så som at miste en af sine kære, så er der ikke nogen trøst der nogensinde ville kunne få os til at prise os lykkelige for sorgen.

Det skulle da lige være hvis trøsten bestod i at vi fik vores kære tilbage for aldrig mere at miste dem! Hvis både vi og vores kære får lov at opstå til evigt liv sammen med Gud og hinanden uden nogensinde at skulle skilles igen, så må det vel siges at være endnu bedre end hvis vi bare havde fået lov til at beholde vores kære i nogle flere år her i denne verden, som vi alligevel alle skal forlade på et tidspunkt.

Men er det ikke bare ønsketænkning, det med evigt liv? Er det ikke et videnskabeligt faktum at når man er død, så er man død og kommer ikke tilbage? Jo, men det er dér troen kommer ind i billedet. Folk for 2000 år siden var jo ikke dummere end vi er i dag. ”Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig”, som kong David i Det Gamle Testamente sagde da han havde mistet sin lille søn (2 Sam 12,23). Sådan var det, sådan havde det altid været, og det vidste folk godt. Derfor forstod disciplene heller ikke hvad Jesus mente når han gentagne gange fortalte dem at han ville blive slået ihjel, men at han efterfølgende ville vende tilbage til livet. I Markusevangeliet kapitel 9 læser vi for eksempel om hvordan Jesus tog tre af disciplene med op på et højt bjerg hvor han lod dem se sin guddommelighed (samme beretning, sådan som Matthæus fortæller den, var i prædiketekst den 24. januar i år). I Markusevangeliet fortsætter beretningen sådan her: ”Mens de gik ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde. De tog det ord til sig og talte med hinanden om, hvad det ville sige at opstå fra de døde” (Mark 9,9-10). Hvorfor talte de med hinanden om hvad det ville sige at opstå fra de døde? Det burde da være ret ligetil, burde det ikke? Jeg tror grunden er at de tre disciple var overbeviste om at den slags slet ikke kan lade sig gøre, og at Jesus derfor måtte have brugt det som en slags kodesprog for et eller andet andet. Men deres spekulationer bar tilsyneladende ingen frugt, for længere fremme i samme kapitel læser vi at Jesus ”underviste sine disciple og sagde til dem: ’Menneskesønnen [et ord som Jesus tit brugte om sig selv] overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.’ Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham” (Mark 9,31-32). Faktisk forstod de så lidt at da Jesus blev taget til fange og korsfæstet, var de helt fortvivlede og troede at det var slut, og da det blev påskemorgen, og kvinderne vendte tilbage fra graven og fortalte at den var tom, og at de havde set engle der havde fortalt dem at Jesus var opstået fra de døde, ja, så troede disciplene ikke på det! Først da de selv fik ham at se, gik det op for dem at der var sket noget helt ekstraordinært – noget så ekstraordinært at de holdt helt op med at frygte døden. Om discipelflokkens leder, Peter, fortælles det endda (af kirkehistorikeren Euseb) at da han, umiddelbart før han selv blev korsfæstet på kejser Neros befaling, blev tvunget til at se sin hustru blive ført bort for at blive henrettet, så glædede han sig på hendes vegne fordi han var overbevist om at der ventede noget bedre på den anden side. Hele pointen i det budskab som apostlene rejste Middelhavsområdet tyndt ned fare for deres liv for at prædike, var nemlig at Jesus ved at ofre sit liv har købt os mennesker fri fra dødens magt, sådan at den fysiske død nu blot er en ekspresbillet til Guds rige, som Jesus vil oprette ved tidernes ende når alle de døde skal opstå.

Men hvorfor siger Jesus så: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”? Hvorfor siger han ikke bare: ”Salige er alle mennesker, for de skal leve evigt”? Og hvorfor er det kun de fattige i ånden, de sagtmodige, de der hungrer og tørster efter retfærdigheden, de barmhjertige, de rene af hjertet, de som stifter fred, og de som forfølges på grund af retfærdighed, der bliver erklæret salige i de øvrige udsagn Jesus kommer med? Hvorfor er det nødvendigt at det skal være skidt før det bliver godt? Hvorfor kan vi ikke få trøsten uden at vi behøver at sørge først?

Fordi der er noget helt fundamentalt galt med vores verden og med os selv. Verden er syg, og vi mennesker er syge. Sygdommens navn er synd, og den består i at vi ikke vil det gode, og selv når vi vil det, evner vi det ikke. Og selv når vi af Guds nåde både vil det og evner det, lærer verden os alt for tit at forbrydelse betaler sig. Alt det er noget som forhindrer os i at leve evigt. Principielt forhindrer det selvfølgelig ikke nødvendigvis at Gud gør et mirakel med vores døde kroppe så de bliver levende igen og ikke mere kan dø, ligesom han gjorde med Jesus’ døde krop, men det ville stadig blive et liv på syndens vilkår. Alt det der forårsager sorg og smerte, ville stadig være der, lige bortset fra døden – men måske findes der ting der er værre end døden?

I Bibelens allerførste kapitler læser vi om Adam og Eva, som bliver smidt ud af Paradiset efter at slangen har lokket dem til at spise af Kundskabens Træ (eller ”træet til kundskab om godt og ondt”, som er træets fulde navn). Umiddelbart virker det som en helt uproportional straf for et meget lille fejltrin, indtil vi nærlæser teksten og finder ud af hvad Kundskabens Træ stod for, og hvad det helt præcis var slangen sagde til dem: ”Gud ved, at den dag I spiser af (frugten), bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (1 Mos 3,5). Kundskabens Træ repræsenterer altså magtbegæret, ønsket om kontrol, ønsket om at være sin egen gud. Og jeg tror at hvis et menneske får lov til at fortsætte ud ad den vej i al evighed uden i det mindste at blive bremset af sin egen dødelighed, så ender det menneske med at blive forvandlet til en djævel (tænk for eksempel på figuren Voldemort fra Harry Potter-serien). Derfor er vores død en nødvendig forudsætning for at vi kan frelses. Jesus siger det uden omsvøb i Matthæusevangeliet 16,25: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.” Når Gud smed Adam og Eva ud af Paradis og formente dem adgang til Livets Træ, var det altså for at undgå at menneskeheden skulle gå evigt og håbløst fortabt.

Sorgen er altså uomgængelig hvis vi vil trøstes. Men sorgen var i forvejen uomgængelig. Livet i denne verden varer ikke evigt, og den eneste vej til det evige liv i glæde går gennem at give afkald på vores ret til selv at bestemme over vores liv – at lægge vores liv i Guds hænder uden forbehold. Den trøst han giver os til gengæld, er uendelig meget mere værd end det vi mister! Og når vi i troen allerede ejer det evige liv hjemme hos Gud, så mister også sorgerne i denne verden magten over os. Ikke sådan at forstå at livet som kristen består i at svæve rundt på en lyserød sky og lade som om vi ikke kan blive endog meget kede af det; så længe vi lever i denne verden, er vi underlagt denne verdens betingelser, som desværre også omfatter stor sorg. Men troen på Jesus giver os et håb som betyder at sorgen ikke behøver at være ubærlig.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.