Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2017

Posted By on 4. marts 2019

Falske profeter: Lad dig ikke skræmme!

Prædiken i Husum Kirke 8. søndag efter trinitatis 2017

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det er nogle hyggelige tekster jeg får at prædike over for tiden. For to uger siden var det noget med Helvedes ild, og i dag er der igen noget med at blive hugget om og kastet i ilden, og om ikke at få lov til at komme ind i Himmeriget. Det er jo omtrent lige så muntert som det danske sommervejr har været i år!

                      Desværre er dagens prædiketekst amputeret, idet den består af de første 7 vers af et tekststykke på 9 vers. De sidste to vers er til gengæld koblet på prædiketeksten til 2. tekstrække, men hvis I blader om på side 1218 i salmebogen, kan I se hvordan teksten fortsætter. For sammenhængens skyld vil jeg lige læse vers 21-23 højt – altså det sidste vers fra 1. tekstrække og de to første fra 2. tekstrække: ”Ikke enhver, som siger; Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

                      Grunden til at jeg valgte at læse de vers med, er at de giver svar på nogle af de spørgsmål som de tidligere vers rejser. Versene er i udgangspunktet en advarsel mod at lytte til falske profeter, og det er dem – altså de falske profeter – truslerne om at blive kastet i ilden er møntet på, men det er svært at læse dem uden at tænke: ”Puha, gad vide om jeg selv kommer ind i Himmeriget!”

                      I vore dage er det meget populært at prædike at alle mennesker bliver frelst, og det forstår jeg egentlig godt. Fortabelsen er ikke noget rart emne at tænke på, endsige tale om, så hvis man kan finde en måde at skrive den ud af ligningen på, er det helt klart at foretrække. Problemet er bare at det kræver en farlig masse mellemregninger, i betragtning af at Jesus flere steder i Bibelen taler meget klart om fortabelsens mulighed – blandt andet i det stykke vi lige har hørt. Og jeg ved at i de perioder i min ungdom hvor jeg selv døjede med svære anfægtelser, ville det ikke have hjulpet mig ret meget at høre en præst påstå at der ingen fortabelse findes – jeg ville have peget ned i Bibelen og sagt: ”Det siger Jesus ellers at der gør – hvorfor skal jeg tro mere på dig end på ham?”

                      Som sagt kan man godt – efter en mængde mellemregninger – tolke Det Nye Testamente sådan at der ingen fortabelse er, og at det er noget andet Jesus mener når han tilsyneladende siger at man kan gå fortabt. Jeg tror selv at det er en forkert tolkning, men hvis du har lyttet til argumenterne og er kommet til den modsatte konklusion, er det ikke vigtigt for mig at overbevise dig om at du tager fejl. Det jeg siger nu, siger jeg først og fremmest til dig der ikke er nået til en sådan overbevisning, eller som i hvert fald ikke er tilstrækkeligt overbevist om den til at du tør satse din evige salighed på det, men som i lyset af dagens tekst tænker: ”Hvordan undgår jeg at gå fortabt? Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Det lader jo til at adgangskravene er temmelig høje, når selv mennesker der har gjort mirakler i Jesu navn, kan risikere at blive afvist!

                      Men netop det at mennesker der har gjort så mange ting i Jesu navn, risikerer at blive afvist, viser at det overhovedet ikke er vores gerninger det kommer an på. Uanset hvor mange gerninger du gør for Gud, kan det ikke frelse dig. Men hvad kan så?

                      Det kan troen på den gerning Gud har gjort for dig da Jesus døde og opstod. Som Paulus udtrykker det i Efeserbrevet [2,8-9]: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” De falske profeters problem er altså at de tror på deres egne gerninger i stedet for at tro på Jesu gerning. De er stolte af at de har profeteret og uddrevet dæmoner og gjort mægtige gerninger, og det i en grad så det har gjort dem fuldstændig blinde for at de altså også er syndere der har brug for en frelser. Og derfor siger Jesus til dem: ”Jeg har aldrig kendt jer.”

                      Ordet ”at kende” kan betyde flere forskellige ting. Hvor mange af jer kender for eksempel Dronning Margrethe? (vent på håndsoprækning) Det er et svært spørgsmål at besvare, ikke? Jeg gætter på at I alle sammen har hørt om hende og læst om hende, nogle af jer ved måske endda meget om hende, mange af jer har sikkert også set hende i virkeligheden på større eller mindre afstand, og enkelte af jer har måske endda hilst på hende. Men det at kende et menneske personligt, det er noget helt andet! På samme måde må vi forstå det Jesus siger her: Han mener naturligvis ikke at han ikke ved hvem de falske profeter er, men derimod at han ikke er nogen personlig relation til dem.

                      Hvordan får vi så en personlig relation til Jesus? Det gør vi ganske enkelt ved at erkende vores afhængighed af ham! Jesus siger selv et sted [Matt 10,32]: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i Himlene.” Og det betyder vel at mærke ikke at vi kan finde ud af at bruge Jesu navn som en slags trylleformular, for det kan de falske profeter jo også; det betyder at vi bygger vores tro på hans gerning og ikke på vores egen. Så hvis du er i tvivl om du kan komme ind i Himmeriget eller ej, så lad mig spørge dig: Mener du at du har gjort dig fortjent til det? Hvis dit svar på det spørgsmål er ja, så er der grund til bekymring, for jeg kan forsikre dig for at målt med Guds alen er du, ligesom jeg, og ligesom alle andre mennesker, en der begår lovbrud! Men hvis du ved at du ikke kan frelse dig selv, og i stedet beder Jesus om at frelse dig, så står Perleporten på vid gab for dig, og du vil vandre ind på de gyldne gader for næsen af alle dem der sår og praler med deres mægtige gerninger. For som årets 500-års-jubilar Martin Luther udtrykte det, så skyldes frelsen: Troen alene, Nåden alene, Kristus alene! (Det betyder vel at mærke ikke at der er noget som helst galt i at gøre mægtige gerninger i Jesu navn! Vi må bare ikke tro at det gør til eller fra i forhold til vores frelse, og slet ikke at det kan erstatte den ydmyge, barnlige tro på Frelseren!)

                      Og dermed er vi nået til tekstens egentlige pointe, som er at vi ikke skal lade os narre af de falske profeter. For profeter er der masser af, også i vores tid! De fleste af dem taler ikke ret meget om Jesus, men mest om politik, økonomi, sundhed, livsstil, motion, kost, klima, miljø, kultur – men der er også profeter der taler i Jesu navn om forskellige emner. Det kan være virkelig svært at navigere i junglen af forskellige budskaber og finde ud af hvem vi skal lytte til, og hvem vi ikke skal lytte til. Alt det med politik og økonomi og sundhed vil jeg ikke kloge mig på (i hvert fald ikke her fra prædikestolen), men jeg vil gerne sige nogle ord om hvad vi skal stille op med dem der tager Gud og Jesus og kristendommen til indtægt for diverse påstande. Nogle gange har disse påstande karakter af opmuntringer om at det vi gør er helt i orden, og det skal vi bare blive ved med; andre gange er der tale om advarsler om at det kan gå grueligt galt hvis vi ikke gør dette eller hint, eller holder op med at gøre dette eller hint. Og begge typer af budskaber kan være sande og nødvendige.

                      Der er kristne rundt om i verden der bliver forfulgt for deres tro, og som konstant må trækkes med falske anklager, chikane, vold og trusler. De har brug for at der er sande profeter som siger til dem i Jesu navn at de gør det rigtige, og at de bare skal fortsætte. Også her i vores egen relativt trygge hverdag i Danmark kan vi opleve modgang og problemer som gør at vi har brug for en profetisk opmuntring – og i mange tilfælde vil den der leverer den, nok slet ikke selv være klar over at han eller hun taler profetisk! 🙂  Men en opmuntring kan også være malplaceret og farlig, sådan som vi hørte om det i læsningen fra Jeremias’ Bog. Her var der tale om at israelitterne levede i oprør mod Gud, og at de som følge af deres vantro stod over for at blive løbet over ende af fremmede hære. Jeremias talte for døve øren om at de skulle omvende sig, og imens skortede det ikke på falske profeter der udskrev dækningsløse checks på Guds vegne om at der ville blive fred og ingen fare. Men hvordan afgør vi om en opmuntring er sand eller falsk?

                      En profeti i form af en advarsel kan også være sand og på sin plads. I september 1943 sendte de danske biskopper for eksempel et åbent brev til de ledende tyske myndigheder med overskriften ”Den danske kirkes stilling til jødespørgsmålet”, som blev indledt med sætningen ”Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder som sådanne af racemæssige eller religiøse grunde, er det den kristne kirkes pligt at protestere derimod” og efter en nærmere redegørelse sluttede med: ”derfor vil vi i givet fald utvetydigt vedkende os ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker”. En lignende advarsel var allerede nogle år tidligere kommet fra en række kirkeledere i Tyskland. Desværre lyttede Hitler og hans håndlangere ikke til de profetiske ord, men i dag er der forhåbentlig stort set ingen der vil anfægte at advarslen var en sand profeti. Men der har desværre også været mange falske advarsler som kun har tjent til at skræmme mennesker og nedbryde deres tro på Guds nåde og Jesu fuldbragte gerning – uagtet at de har været givet med nævnelse af Jesu navn. Så hvordan kender man forskel?

                      I onsdags så jeg en video på internettet, der var foranlediget af at den kendte prædikant Moses Hansen – I ved, ham der er kendt for at ture land og rige rundt med et stort trækors på ryggen og tale om Guds kærlighed samt protestere imod alt fra sexmesser til islam – er blevet afsløret i at have været sin kone utro, og som følge deraf har trukket sig tilbage fra sin prædikantvirksomhed og er blevet fyret fra de kirkelige tillidsposter han havde. Som reaktion på dette er der en prædikant som er kendt i visse kredse, men som de fleste af jer nok ikke har hørt om, der har lagt en video på sin facebook-profil hvor han påpeger at der faktisk er mange kristne i Danmark der lever i utroskab eller andre former for synd – og det har han jo nok desværre ret i. Men derefter fortsætter han med at sige at årsagen til dette er at de fleste kristne i Danmark (være sig barnedøbte eller voksendøbte, folkekirkelige eller frikirkelige) ikke har omvendt sig rigtigt inden de blev døbt, og at deres dåb derfor ikke har haft den tilsigtede virkning, nemlig et liv hvor man er sat fri fra synden. Hvad skal man mene om det? Hvordan kan man vide om han har ret eller ikke? Det er jo en ret alvorlig sag hvis han virkelig har ret i at vi der kender til den daglige kamp mod fristelser og synd, i virkeligheden ikke er sande kristne!

                      Men Jesus siger jo at profeterne skal bedømmes på deres frugter. Og det har fået nogle til at sige at eftersom denne prædikant har helbredt mange syge og uddrevet mange dæmoner og ledt mange mennesker til tro på Jesus, så bør vi lytte til ham – frugterne viser jo at Gud er med ham. Men – og det er en af de vigtigste grunde til at jeg læste de næste to vers med – Jesus siger det jo så tydeligt som det overhovedet kan siges, at mirakler og dæmonuddrivelser ikke er den frugt vi skal kigge efter! Igen: Det betyder ikke at mirakler er noget der specifikt kendetegner falske profeter, for de sande profeter i Bibelen gjorde også mirakler. Det betyder blot at selv nok så mange mirakler ikke i sig selv garanterer at man skal lytte til en person.     Men hvad er det så for frugter Jesus taler om? Tja, det er nærliggende, synes jeg, at tænke på de egenskaber som Paulus i Galaterbrevet [5,22-23] omtaler som ”Åndens frugt”, nemlig kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Det er de frugter der med sikkerhed ledsager Guds sande tjenere og profeter!Det siger jeg med stor bæven, for jeg er udmærket godt klar over at der kan sættes rigtig mange fingre på mig selv hvad de ting angår – og blandt andet derfor vil jeg heller ikke gøre mig til dommer over om den omtalte prædikant generelt er en sand profet eller ej. (Det er også derfor jeg ikke har nævnt hans navn, og heller ikke har tænkt mig at gøre det hvis nogen spørger mig bagefter). Men det han siger i denne konkrete sag, tør jeg godt erklære mig uenig i, for hvis man skal argumentere for det ud fra Bibelen, kræver det endnu flere mellemregninger end det gør at skrive fortabelsen ud af ligningen, og derudover strider det imod selv kirkehistoriens største helgeners erfaring.

                      Så hvil trygt i at din billet til Himmeriget er sikret, hvis blot du stoler på Jesu gerning og ikke på din egen. Og lad dig ikke skræmme af hvad mennesker siger, uanset hvor mange mirakler de har på deres cv, men hold dig til de løfter vi har fået i Bibelen. – Og det giver mig anledning til at citere Luthers fjerde ”alene”-slagord, for ud over ”Troen alene”, ”Nåden alene” og ”Kristus alene” sagde han også: ”Skriften alene!”


Comments

Comments are closed.