Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 27. juni 2024
Elsk jeres fjender: En nævenyttig tekst
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
”Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende,” sang vi. Det er ord som de fleste af os kender på rygraden, men i løbet af de allerseneste år er det som om de har fået en helt ny relevans. I mange år var ”udenvælts fjender” ikke noget vi behøvede at forholde os til, for der var fred og ingen fare i vores del af verden. Men siden den 24. februar 2022 står vi som bekendt i en helt ny situation, og derfor hører vi også helt andre toner fra vores politikere end vi har gjort de sidste mange år: Der skal investeres massivt i vores forsvar, og vi skal fremstille store mængder af krudt og kugler – dels til at udstyre de ukrainske styrker i deres kamp mod den russiske invasion, dels til at forsvare os selv, hvis Ukraine falder, og Putins soldater pludselig står i vores egen baghave. Og jeg har indtryk af at det er en prioritering som der er bred opbakning til i den danske befolkning. Ganske vist er vi et fredselskende folk, men hvis vores fred forstyrres af onde mennesker, har vi jo ikke andet valg end at forsvare os. Og i mellemtiden boykotter vi alt hvad der har med Rusland at skaffe – vi forsager fjenden og alle hans gerninger og alt hans væsen!
Men så kommer den her irriterende nævenyttige evangelietekst pludselig rendende og forstyrrer os! ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”, siger Jesus.
Heldigvis har vi bibeltro kristne en rigtig lang og god tradition for at overbevise os selv og hinanden om at de bud i Bibelen som vi ikke bryder os om, de skal ikke forstås alt for konkret. Når Jesus siger ”Elsk jeres fjender”, så skal det naturligvis forstås sådan ”på det åndelige plan”, ikke sandt? For han kan da vel ikke mene at vi sådan for alvor skal være flinke mod de mennesker der vil os til livs? Hvis nogen angriber mig, så har jeg vel både ret og pligt til at forsvare mig?
(lille pause)
Jeg er ked af at sige det, men – nej. Og hvis vi synes at Jesus ikke siger det tydeligt nok i den tekst vi har hørt i dag, så behøver vi blot at kigge fire vers højere oppe i teksten, for der siger han nemlig: ”Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (Matt 5,39). Så nej, som kristne har vi faktisk hverken pligt eller ret til at forsvare os når vi bliver angrebet!
Nu er det naturligvis sådan at enhver tekst skal tolkes (ikke kun enhver bibeltekst, men enhver tekst i det hele taget). Faktisk er det slet ikke muligt at læse eller lytte til et budskab uden at tolke det. Nogle af jer husker måske det afsnit af tv-serien Matador, hvor Agnes’ lille søn Knud falder i branddammen og bliver bragt til hospitalet i huj og hast. Hans mor kommer til stede så hurtigt hun kan, og ved sin ankomst bliver hun mødt af oberst Hachels datter Vicki, der er kommet fordi hendes gamle far ligger for døden på en anden stue. Da doktor Hansen kommer ud i forrummet til de to kvinder og siger: ”Ja, så er han død,” bryder Agnes hulkende sammen, fordi hun fejlagtigt tror at det er hendes søn lægen taler om. Det var imidlertid Vicki lægens ord var henvendt til, og Agnes bliver ikke så lidt lettet da hun erfarer at hendes søn har det godt og formodentlig snart kan udskrives. I første omgang tolkede Agnes altså budskabet forkert.
Hvordan finder vi så ud af hvad der er den korrekte tolkning af en bibeltekst? Ja, ud over at man altid er velkommen til at spørge sin præst hvis man er i tvivl (det værste der kan ske ved det, er at han svarer: ”Det ved jeg heller ikke!”), så er det tit en god idé at se på hvilken tolkning de tidligste kristne anlagde. Et oplagt eksempel finder vi hvis vi går yderligere ti vers højere op i Matthæusevangeliet kapitel 5; dér siger Jesus nemlig: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede” (Matt 5,29-30). Tak for kaffe, siger jeg bare! Men heldigvis skal den tekst ikke tages bogstaveligt; det er blot en farverig måde at sige at det at vinde det evige liv er af så afgørende betydning at vi må være villige til at give afkald på hvad som helst der måtte føre os væk fra Gud.
Og hvordan kan jeg så vide det? Jo, det kan jeg dels fordi det at sige noget på en overdrevet måde var en almindeligt anvendt udtryksform i oldtidens Nærøsten – det kaldes ”hyperbolsk stil” og findes adskillige steder i Bibelen. Og derudover kan jeg se på kirkens historie at ordene aldrig på noget tidspunkt har været forstået bogstaveligt: Hverken i Det Nye Testamente eller hos nogen af kirkefædrene kan man læse om nogen der nogensinde helt bogstaveligt har revet deres eget øje ud eller hugget deres egen hånd af, fordi den bragte dem til fald!
Når det gælder det med ikke at sætte sig til modværge mod dem der vil os noget ondt, er sagen imidlertid en ganske anden. Det vers tog de kristne nemlig lige fra første færd aldeles bogstaveligt. I løbet af kirkens første tre århundreder iværksatte skiftende romerske kejsere med jævne mellemrum voldsomme kristenforfølgelser, der kostede tusindvis af mennesker livet, men ikke på noget tidspunkt satte de kristne sig til modværge. Aldrig var der en kristen der løftede et sværd eller en kniv eller så meget som en knytnæve mod sine forfølgere, for det havde Jesus jo udtrykkeligt forbudt! Ja, ikke nok med det: Jesus havde også selv vist vejen da han uden at gøre modstand lod sig føre til korset, og endda bad Gud om at tilgive hans bødler, ”for de ved ikke, hvad de gør”.
Det der gav de første kristne modet til at gå i døden uden at gøre modstand, var naturligvis håbet om opstandelsen og det evige liv. Ofte var det sådan at hvis en kristen blev arresteret af myndighederne, fik han eller hun valget mellem at afsværge sin tro eller blive slået ihjel, og for de fleste var det ikke noget svært valg at beslutte om de ville give afkald på livet i denne verden ved at bekende deres tro, eller give afkald på det evige liv ved at fornægte den! Ganske vist er det ikke sådan at man endegyldigt har mistet det evige liv hvis man bukker under for det psykologiske pres og i angstens fortvivlelse fornægter troen for at redde sit jordiske liv, for kristendommen er jo frem for noget budskabet om syndernes forladelse. Men vi kan ikke modtage Guds tilgivelse hvis vores anger ikke er oprigtig. Det var og er ikke en mulighed at fornægte troen på skrømt, så at sige, fordi man jo bare kan bede Gud om tilgivelse bagefter – den der måtte finde på at gøre sådan, har ikke kun brug for at omvende sig fra at have fornægtet troen, men i mindst lige så høj grad fra at have forsøgt at lege kispus med Gud. Det eneste sted hvor Gud kan møde os med sin grænseløse nåde, er på sandhedens, ærlighedens, oprigtighedens sted.
Nå, der hvor jeg ville hen med alt det, er at det at sætte sig til voldeligt modværge mod forfølgerne, det ville de første kristne faktisk også have opfattet som en måde at fornægte Jesus på, for det ville jo et eller andet sted være udtryk for en manglende tro på at budskabet om det evige liv virkelig holder! Og derfor var det heller ikke noget svært valg for de første kristne om de skulle gribe til våben eller ej, for det var valget mellem livet i denne verden eller det evige liv – og det var ikke en mulighed at vælge begge dele, sådan som vi vestlige kristne i det 21. århundrede alt for tit bilder os ind at vi kan.
Eftersom de første kristne betragtede det som udelukket at gøre væbnet modstand mod nogen der ville gøre dem ondt, gjorde de heller ikke militærtjeneste. Frankrigs nationalhelgen, Martin af Tours (ham som vi på dansk plejer at kalde Morten, og som vi fejrer ved at spise andesteg den 10. november), han var professionel soldat som ung, men efter at han kom til tro på Jesus, meddelte han sin officer at han fra nu af ikke længere ville bære våben, da han nu var soldat for Jesus og ikke for kejseren. Efter at kejser Theodosius i år 391 havde gjort kristendommen til statsreligion i Romerriget, fik piben imidlertid hurtigt en anden lyd. Den store teolog Augustin formulerede en teori om ”retfærdig krig”, og siden har de fleste teologer ment at man som kristen naturligvis kan tjene i sit lands væbnede styrker, på samme måde som man kan varetage ethvert andet job. Der er dog også stadig teologer der argumenterer for at kristne under ingen omstændigheder må slå andre mennesker ihjel, heller ikke som soldater; det gælder blandt andre Shane Claiborne, som er en af forfatterne til den andagtsbog vi bruger til morgenandagt her i kirken. Hans argument er såre enkelt: ”Da Jesus sagde at vi skal elske vores fjender, så tror jeg ikke han mente at vi skal slå dem ihjel.”
Uanset hvordan man stiller sig til dén diskussion, så er det dog under alle omstændigheder vigtigt at huske på at den kamp vi som kristne først og fremmest kæmper, ikke er mod kød og blod, men mod ”ondskabens åndemagter”, som Paulus udtrykker det i Efeserbrevet (6,12). Og Holger Drachmann siger faktisk noget lignende i Midsommervisen, hvor vi sang om ”ufredens ånd”. Det skal retfærdigvis siges at Holger Drachmann var ateist, så når han skrev ”ufredens ånd”, tænkte han næppe på en falden engel eller dæmon, men snarere på en stemning eller indstilling blandt mennesker. Men uanset om det er det ene eller det andet, gælder det under alle omstændigheder at ufredens ånd ikke kan overvindes med sværd eller bomber eller GPS-jamming eller nogen af denne verdens øvrige krigsvåben. Som Paulus skriver et andet sted: ”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud” (2 Kor 10,4). Og i det stykke fra Efeserbrevet hvor han taler om kampen mod ”ondskabens åndemagter”, uddyber han hvad det er for nogle våben, nemlig sandhed, retfærdighed, tro, Guds ord og fredens evangelium – de ting kalder Paulus tilsammen for ”Guds fulde rustning” (Ef 6,13).
Læg især mærke til det våben der hedder ”fredens evangelium”. Budskabet om Jesus Kristus er først og fremmest et budskab om fred. Gennem troen på Jesus har vi fred med Gud takket være Jesu død og opstandelse, og derfor må vi som kristne være fredens folk – ikke kun af navn, som når religiøse muslimer gentager som et andet mantra at ”islam er fredens religion”, men i gerning og sandhed. Når andre møder os med fjendskab, må vi ikke gengælde ondt med ondt, men i stedet møde dem med fred og venlighed. Og selv hvis vi mener at det ikke gælder i forholdet mellem nationer, så gælder det i hvert fald i det helt konkrete forhold mellem mennesker. Vi elsker vor Gud, og med freden i hånd skal hver ondskabsfuld fjende beredte os kende!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments