Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2020

Posted By on 7. juli 2020

Elsk jeres fjender: Hvad ønsker du for din værste fjende?

Prædiken i Ruts, Sct. Klemens og Rø kirker 4. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende!” Sådan siger vi nogle gange hvis vi skal beskrive noget helt forfærdeligt vi har oplevet, for eksempel i forbindelse med sygdom eller smerte eller økonomisk uføre, eller hvad det måtte være. Og det er da smukt af os at vi omfatter selv vores værste fjender med så meget omsorg at der trods alt er ting vi synes de skal skånes for (hvis vi ellers mener hvad vi siger). Men hvad ønsker vi for vores værste fjender? Hvad ville være en passende skæbne for dem?

                      Ja, i hvert fald en skæbne som er dårligere end vores egen. At se et menneske der har gjort os ondt, opleve lykke og fremgang, kan være smerteligt, især hvis de aldrig har sagt undskyld. Hvis der er tale om en person der har begået decideret kriminalitet imod os, og som ender med at gå ustraffet på grund af mangel på beviser eller af andre grunde, så kan det føles som en decideret hån; det er der mange voldtægtsofre overalt i verden der kan tale med om, men visse steder i verden som Indien og Pakistan er der også en kedelig tendens til at folk der overfalder kristne på grund af deres tro, ikke bliver dømt, fordi politiet eller domstolene holder hånden over overfaldsmændene. Den eneste trøst når det sker, er at den øverste dommer sidder i Himlen, og at han ved alt og dømmer retfærdigt. Som Paulus skriver et sted: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her livet, hvad enten det er godt eller ondt” (2 Kor 5,10).

Dén domstol var der mange af de retfærdige i Det Gamle Testamente der appellerede til når de blev mål for menneskers ondskab. Der var for eksempel en profet ved navn Zakarias; ikke ham som Zakarias’ Bog er opkaldt efter, men en anden profet af samme navn, som vi kan læse om i Anden Krønikebog kapitel 24. Zakarias var fætter til kongen, kong Joash, og det var faktisk Zakarias’ far, præsten Jojada, der i sin tid havde hjulpet Joash til magten ved at afsætte den onde dronning Atalja, som var en afgudsdyrker. Da Joash som syvårig kom til magten, havde han og Jojada gjort op med afgudsdyrkelsen, men efter Jojadas død begyndte den voksne Joash selv at dyrke afguder, og det var det der var anledningen til at Zakarias irettesatte ham. Men kongen ville ikke lytte til sin profetiske fætter; tværtimod befalede han at Zakarias skulle stenes, og i vers 22 kan vi læse at ”idet Zakarias døde, råbte han: ’Måtte Herren se det og kræve dig til regnskab!’”

         Men hvad nu hvis det ikke går sådan? Hvad nu hvis Gud ikke kræver vores fjender til regnskab, men i stedet vælger at vise nåde og barmhjertighed mod de mennesker der har gjort os ondt? Hvordan ville vi have det med det? Den svenske forfatter Bo Giertz kommer med et næsten komisk eksempel i sin fremragende roman Stengrunden (tip: hvis du bedre kan lide at læse romaner end opbyggelige bøger, så er Stengrunden en fremragende måde at få en masse opbyggelige pointer i romanform). En af bogens hovedpersoner, den unge præst Henrik Savonius, får en dag besøg af en af sine trofaste kirkegængere, Anders Skomager, som klager sin nød til præsten over sin drikfældige bror. Vi dykker ned midt i samtalen hvor Anders siger om sin bror: ”’Jeg har sagt ham at jeg ikke kan holde ud at se ham så længe han drikker, og at det er ret og rimeligt hvis han ender i Helvede, når han ikke vil forbedre sig.’ Savonius tav. Til sidst sagde han: ’Elsker du din bror, Anders?’ Skomageren så forbløffet op. ’Ja, jeg elsker ham nok.’ ’Nok? Og alligevel kan du synes, at det er ret og retfærdigt, hvis han bliver evigt fordømt?’ ’Men hvis han ikke gør bod?’ indvendte skomageren. ’Så bliver han usalig, det er vist og sandt,’ svarede præsten. ‘Men det kan vel ikke berede nogen af os to tilfredsstillelse.’ ’Men ellers har vi jo fejl, hr. pastor!’ vedblev Anders. ’Ville du ikke gerne have fejl hvis det kunne redde din bror fra Helvede?’ spurgte Henrik. ’Men hr. pastor, så er der jo ingen mening i alt det vi har forsaget.’ ’Er det ikke mening nok om du fik begyndt at leve med Gud ti år før din bror?’ ’Men så kunne jeg jo lige så godt leve i synd og gøre mig glade dage!’ svarede skomageren. ’Glade dage?’ udbrød præsten. ‘Synes du virkelig at det ville være glade dage? Gladere end du lever nu? Da er dit hjerte nok slet omvendt, Anders’” (s. 87 i 1942-udgaven). Det ender med at skomageren forlader præsten i vrede.

Men da Jesus hang på korset, anråbte han jo netop ikke Gud om at kræve Kajfas og Herodes og Pilatus til regnskab; tværtimod sagde han: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Og da den første kristne martyr efter Jesu opstandelse, Stefanus, blev stenet, valgte han også den modsatte bøn af Zakarias, idet hans sidste ord var: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” (ApG 7,60).

Jeg prøver at efterleve det eksempel som Jesus og Stefanus har sat, men det er svært. For nogle år siden havde jeg for eksempel en meget tankevækkende oplevelse med mig selv. Jeg havde igennem noget tid ført nogle samtaler med en muslimsk fundamentalist med tilknytning til salafistgruppen Kaldet til Islam, men det var i den grad op ad bakke. Han var meget grov i munden, og han forvred og manipulerede alt hvad jeg sagde, så jeg til sidst bare var på udkig efter en passende undskyldning for at afslutte vores samtaler. Jeg var ofte rygende vred når jeg havde talt med ham – men jeg trøstede mig dog i troen på at når Jesus kommer igen, så vil det blive klart hvem af os der havde ret! Det var ikke fordi jeg havde noget ønske om at se salafisten ende i helvede; tværtimod forestillede jeg mig i min fantasi at han på dommens dag ville sige: ”Åh, Nikolaj, det var jo dig der havde ret, og jeg gjorde dig uret med de ting jeg sagde! Vil du ikke gå i forbøn for mig?”, og det ville jeg selvfølgelig godt. Det var selvfølgelig en fuldstændig meningsløs fantasi, for der er ikke noget i Bibelen der tyder på at det er muligt at omvende sig efter døden, men under alle omstændigheder syntes jeg det var meget storsindet af mig at jeg ikke ønskede at se min modpart blive straffet. Jeg undte ham gerne den evige frelse, hvis blot han ville anerkende at det var mig der havde ret. Men så var det at Gud talte til mig! Ikke så jeg kunne høre det med mit fysiske øre, men med en tanke der ramte ned i mig som et lyn: ”Har du virkelig brug for at få ret? Er det ikke nok for dig hvis han bliver frelst?” Og pludselig kunne jeg se hvor milevidt min indstilling var fra den fjendekærlighed som Jesus taler om.

Kærlighed i bibelsk forstand er ganske enkelt det at ønske det bedste for et andet menneske, og at gøre hvad der står i min magt, for at det ønske går i opfyldelse. At det går det andet menneske godt, er kærlighedens eneste mål. Det øjeblik jeg også har et mål om at den anden skal føle på en bestemt måde i forhold til mig – taknemmelighed, genkærlighed, respekt, eller hvad det måtte være – det øjeblik er der ikke længere tale om ren kærlighed. Det er måske den vigtigste forskel på kærlighed og forelskelse, for er man forelsket, så ønsker man jo ikke bare at hun skal være lykkelig, men at hun skal være lykkelig sammen med mig. Også i forhold til vores forældre, vores børn, vores søskende og vores venner er vores kærlighed som regel blandet med selviske motiver om at de også skal gøre noget for os, og det er egentlig ganske naturligt, for det er jo sådan venskaber fungerer mellem mennesker. Men som Jesus siger: ”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.” (Som mange af jer sikkert ved, blev tolderne på Jesu tid betragtet som dårlige mennesker fordi de arbejdede for besættelsesmagten). Det Jesus siger, er altså at vi ikke må tro at Gud blot forventer at vi lever op til den laveste fællesnævner for almindelig menneskelig høflighed og anstændighed. Nej, som Guds børn skal vores standard ikke være hvad de fleste mennesker gør, men hvad Gud selv gør. Gud handler selv i ren, ubetinget kærlighed, han lader solen stå op over både onde og gode, taknemmelige og utaknemmelige, og derfor skal vi gøre det samme. Lade solen stå op kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan gøre godt mod mennesker uden at de har fortjent det, og uden at forvente at få noget til gengæld.

Eller, det kan vi faktisk heller ikke. Det er dybest set kun Gud der er i stand til at elske rent og ubetinget. Men fordi Gud har givet os sin Ånd, har vi ret til at forvente at vi efterhånden vokser til at ligne vores himmelske Far mere og mere, også i vores indstilling til vores medmennesker. Man kan sige at Guds kærlighed kan flyde igennem os i det omfang vi giver plads for Helligånden i vores liv. Når Jesus siger: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” så er det ikke noget vi kommer til at nå i mål med så længe vi lever i denne verden, men det er noget som vi med Guds hjælp kan øve os i, og som vi kan bede Gud om at hjælpe os med – for ikke at sige: bede Gud om selv at gøre i os og igennem os!

Og midt i det alt sammen kan vi glæde os over at Guds ubetingede kærlighed ikke kun gælder vores medmennesker, deriblandt dem der har gjort os ondt. Den gælder også os selv. Så når vi igen må bekende over for Gud at vi har fejlet i at elske vores fjender, ja at vi måske endda har fejlet i at elske vores venner og familie, så elsker Gud stadigvæk os. Og hans kærlighed må altid være det sted vi starter. Vi skal ikke vise andre mennesker kærlighed for at fortjene Guds kærlighed; vi skal gøre det fordi Gud allerede elsker os. Og jo mere vi tager det til vores hjerte at Gud virkelig elsker os uendeligt og ubetinget, jo lettere vil det blive for os at lade den kærlighed flyde videre til andre mennesker – inklusive de mennesker som vi måske betragter som vores fjender. Som apostlen Johannes skriver: ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19).

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 


Comments

Comments are closed.