Prædiken til 3. søndag i fasten 2023
Posted By admin on 14. marts 2023
Jesus og Beelzebul: Doublespeak, eller hvordan vi kender forskel på Gud og Fanden
Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 3. søndag i fasten 2023
Nikolaj Hartung Kjærby
Ord kan være taknemmelige. Tag for eksempel krigen i Ukraine: Ifølge Putin og resten af det russiske propagandaapparat er det slet ikke en krig, men en ”militæroperation” (det samme sagde Vesten i øvrigt om NATO’s bombardement af Ruslands jugoslaviske allierede, der kostede 500 civile livet i forbindelse med Kosovokrigen i 1999, så vi skal nok ikke pudse glorien alt for skinnende). I har sikkert alle sammen hørt mange andre lignende eksempler på at politikere eller andre meningsdannere har forsvaret en upopulær handling ved at hævde at der ikke var tale om det de blev beskyldt for at have gjort, men derimod om – hvorefter der nævnes et ord der lyder meget pænere, men dybest set betyder præcis det samme. ”Doublespeak” kalder man det vist i sprogforskningen.
Man kunne godt tænke at Moses giver sig af med noget lignende i sine formaninger til israelitterne i den første læsning vi hørte i dag, hvor han strengt forbyder dem at beskæftige sig med spådomskunst, trolddom, varsler, magi, besværgelser, dødemanere, sandsigere og orakler. For hvad er det han siger at de i stedet skal gøre? ”Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.” De skulle altså holde sig langt væk fra spådomskunst, men lytte til en profet. Hmm. Jeg gad vide hvor mange af jer der kan gøre rede for hvad forskellen er på spådom og profeti? Den Danske Ordbog kan i hvert fald ikke; når man slår op i den under opslagsordet ”spådom”, nævnes der fire synonymer for ordet, nemlig ”forudsigelse”, ”forjættelse”, ”bebudelse” og – ”profeti!”
Når doublespeak anvendes til politisk eller militær propaganda, er forskellen på en ”krig” og en ”militæroperation”, eller på ”nedskæringer” og ”effektiviseringer”, eller på ”terrorister” og ”frihedskæmpere”, eller på ”tortur” og ”moderat fysisk pres”, eller på ”forstokket” og ”karakterfast”, eller på ”principløshed” og ”pragmatisme”, og så videre – forskellen er som regel at man bruger det pæne ord om sig selv og sine allierede, og det grimme ord om sine modstandere. Og til en vis grad er det måske også det der er på spil i det Moses siger. Spåmænd og spåkvinder, besværgere, sandsigere, orakler og profeter er jo alle sammen mennesker der formidler budskaber med en overnaturlig indsigt (selvom man i dag også bruger ordene i uegentlig betydning om mennesker der bruger almindelige jordiske metoder til at forudsige fremtiden, men det er en anden historie). Så hvad er forskellen på dem som Moses forbyder israelitterne at lytte til, og så den profet som han befaler dem at lytte til? Forskellen er hvor de har den overnaturlige indsigt fra. Profeten har sin indsigt fra Gud, de andre har den andre steder fra. Så på overfladen kunne det altså godt virke som om Guds tjener Moses blot siger: ”I skal holde jer til at lytte til de spåmænd og orakler der er på mit hold!”
Det er dog kun på overfladen, for der er også andre forskelle – faktisk temmelig mange. Spåmænd, sandsigere og orakler benytter mange forskellige teknikker for at finde frem til deres budskaber, lige fra at spise svampe over at studere stjernerne til at læse i kaffegrums, men der er i alle tilfælde tale om at finde en måde at aflure universets eller gudernes hemmeligheder. Profeten, derimod, er Guds tjener, som ikke søger at skaffe sig indsigt i noget der dybest set ikke kommer ham eller hende ved, men som stiller sig til rådighed til at sige det som Gud vil at der skal siges. Nogle af profeterne i Det Gamle Testamente havnede tilmed i profetrollen imod deres vilje, deriblandt ikke mindst Jeremias, som protesterede højlydt da Gud første gang bad ham om at profetere (Jer 1,6), og som flere gange senere i løbet af sin profetiske ”karriere” bad om at få lov til at slippe for hvervet, hvad Gud dog ikke gav ham lov til. En anden af Det Gamle Testamentes profeter, nemlig Amos, sagde ligefrem om sig selv: ”Jeg er ikke profet, jeg er ikke profetdiscipel; jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner. Men Herren tog mig bort fra hjorden og sagde til mig: ’Gå hen og profetér for mit folk Israel!’” (Am 7,14-15), og den befaling adlød han fordi han ikke følte at han kunne andet: ”Løven brøler, hvem frygter da ikke? Gud Herren taler, hvem profeterer da ikke?” (Am 3,8).
Sådan er det selvfølgelig ikke altid. Man kan sagtens selv ønske at blive profet, og det anbefaler Paulus ligefrem at man satser på: ”Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk”, skriver han i Første Korintherbrev (14,1). Omvendt vil jeg heller ikke lægge hovedet på blokken for at der ikke er nogen der oplever sig ledt af en uimodståelig ydre kraft til at kigge i krystalkugler, eller som måske endda oplever at en engel eller ånden fra en afdød opsøger dem, uden at de selv har gjort noget for det.
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på det som Jesus fortæller folkeskaren – og os – i dagens evangelietekst. Teksten begynder med at Jesus uddrev en dæmon. Det gjorde han ofte, men for de fleste af os der lever i dagens Danmark, er det nok en knap så dagligdags begivenhed. Der er endda mange der mener at onde ånder slet ikke findes – og her tænker jeg ikke kun på ateister og naturalister, for de mener jo heller ikke at Gud og de gode engle findes, for det er sådan set logisk nok at de heller ikke mener at der findes onde ånder. Nej, det jeg mener, er at der er mange mennesker som tror fuldt og fast på både Gud og englene og alverdens gode kræfter, men som ikke tror på at der findes onde kræfter. Det kan virkelig godt undre mig hvordan man kan få sådan et verdensbillede til at hænge sammen i en verden hvor der dagligt er mænd, kvinder og børn i alt for ung en alder dør af sult eller sygdom eller bliver ofre for bomber. Nogle vil måske sige at de ting i virkeligheden ikke er onde, men at alt sker af en grund; men de fleste af dem der siger sådan, har sjældent selv oplevet af blive ramt af det onde i særlig høj grad.
Hvorom alting er, så er Bibelen i hvert fald ikke i tvivl om at der både findes godt og ondt, gode handlinger og onde handlinger, gode hændelser og onde hændelser, gode kræfter og onde kræfter, og at det gode og det onde er hinandens absolutte modsætninger. Derfor kan Jesus også blankt afvise anklagerne om at det skulle være med hjælp fra ”dæmonernes fyrste”, at han uddrev dæmoner, for det onde kan ikke uddrive det onde. Og det er dét der er den grundlæggende forskel på det som Moses forbød israelitterne at beskæftige sig med, og det som han omvendt befalede dem: Han forbød dem at beskæftige sig med onde åndskræfter, og befalede dem at lytte til Guds gode Ånd.
Men er det ikke også doublespeak? I enhver konflikt vil det jo typisk være sådan at begge sider mener at de selv er de gode, og de andre er de onde, ikke? Så – som en klog konfirmand engang spurgte mig om – hvordan kan vi vide at det er Gud der er den gode og Satan der er den onde?
Det kan vi fordi det ligger i selve begrebet. ”Gud” er per definition navnet på godhedens fyrste, så vi kan være lige så sikre på at det er Gud og ikke Satan der er den gode, som vi kan være på at det er en cirkel og ikke et kvadrat der er rund. En cirkel er defineret ved at være rund, Gud er defineret ved at være god. Alligevel synes jeg som sagt at min konfirmands spørgsmål var klogt, for ind imellem kan vi mennesker have svært ved at kende forskel på Gud og Satan. ”Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel”, som Paulus skriver til korintherne (2 Kor 11,14). Når vi mennesker vælger at handle ondt, er det meget ofte fordi vi bilder os ind at det vi gør, er godt. Andre gange er det selvfølgelig bare fordi vi er dovne og egoistiske, men det sker også hyppigt at mennesker i misforstået idealisme handler ondt i den tro at de gør det gode – det gælder ikke mindst politiske og religiøse ekstremister. Jesus sagde faktisk til sine disciple: ” der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud” (Joh 16,2). Ja, selv i Jesu eget navn er der desværre blevet begået meget ondskab. Men tag ikke fejl: Den der gør noget ondt, tjener i det øjeblik Satan, uanset om han påberåber sig Jesu navn. Og omvendt: Den der gør noget godt, tjener i det øjeblik den sande Gud, også selvom hun bekender sig som muslim, hindu, heks eller ateist.
Men hvordan finder vi så ud af hvad der er det gode? Hvordan kender vi forskel på profeti og spådom, på Jesus og Beelzebul, på Gud og Fanden? Jeg vil pege på tre måder:
For det første har Gud givet os vores samvittighed. Den er ganske vist ikke ufejlbarlig, men den er en god rettesnor. Holocaust var for eksempel kun muligt fordi folk som Adolf Eichmann valgte at slå sin samvittighed fra, og der er med garanti også ting i dag som vi ikke ville acceptere hvis vi gav os selv lov til at lytte til vores samvittighed. Hvis der er en konflikt mellem det som din samvittighed siger, og det som nogen siger er det rette – måske endda Guds vilje – så er det i hvert fald en overvejelse værd om ikke det skulle være din samvittighed der har ret!
For det andet har Gud givet os Bibelen. Navnlig Det Nye Testamente rummer en mængde etiske rettesnore, men De 10 Bud fra Det Gamle Testamente gør vi også klogt i at holde os for øje. Det er i hvert fald helt sikkert at hvis nogen siger det modsatte af det der står i Bibelen, så er det ikke Guds Ånd der taler (med forbehold, naturligvis, for at du kan have misforstået det der står i Bibelen, men det må du i så fald bede vedkommende om at sandsynliggøre, i hvert fald hvis det er en der hævder at tale i Jesu navn).
Endelig for det tredje peger Jesus gentagne gange på at vi skal se på frugterne af det der bliver sagt og gjort: Kommer der noget godt ud af det? ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” skriver Paulus i Galaterbrevet (5,22-23). Det er altså de ting vi skal se efter. En prædiken (uanset om den er religiøs eller politisk eller noget helt tredje) der skaber kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, er det Guds Ånd der står bag. Skaber den derimod det modsatte, så er det ikke en sand profeti fra Gud, men derimod ”spådomskunst, trolddom, varsler, magi, besværgelser, dødemanere, sandsigere og orakler”.
Til slut vil jeg minde om noget som vi gør klogt i at huske, nemlig at vi er syndige mennesker som lever i en syndig verden. Overladt til os selv er vi ikke i stand til hele tiden at gøre det gode, uanset om vi bekender os som kristne, muslimer, buddhister, ateister eller noget helt femte. Derfor lader det sig ikke gøre at blive frelst uden Jesus, for han er den eneste som har givet sit liv for at befri os fra det onde i os selv. Vi er hjælpeløst afhængige af ham, men ved hans blod bliver vi renset for al vores synd. Det er derfor vi hver søndag fejrer nadverens sakramente, hvor vi modtager Jesu legeme og blod i brødets og vinens form. Den eneste måde vi hver dag og hele tiden kan tjene Gud på, er ved at lade Jesus gøre det for os og i os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments