Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2022
Posted By admin on 1. februar 2022
Unyttige tjenere: Guds gulerod
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter helligtrekonger 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Der er nogle mennesker der elsker at løbe. På med træningstøjet og løbeskoene, måske en lille MP3-afspiller med musik, en lydbog eller en god prædiken, måske et puls-ur hvis man virkelig mener det seriøst, og så ellers afsted, uanset vejret, ah, findes der noget bedre? Sådan er der nogle der tænker, har jeg indtryk af, forstå det hvem der kan. Ganske vist siges det at hvis man løber langt, så kan man opnå en slags lykkerus der populært kaldes ”runner’s high”, men det har jeg nu aldrig selv oplevet – måske fordi jeg aldrig har løbet langt nok? For mig er det altid en overvindelse at komme afsted ud at løbe, og den eneste grund til at jeg overhovedet gør det, er at jeg frygter inaktivitetens skadelige effekt på helbredet endnu mere end jeg frygter løbeturen.
Det betyder dog ikke at jeg aldrig har nydt at løbe. Der findes for eksempel smukke sommermorgener hvor det bare er skønt at være udendørs uanset om man går eller løber eller cykler (eller står stille for den sags skyld), men de løbeture jeg har nydt mest, har været de gange hvor jeg har deltaget i DHL-stafetten, der finder sted i Fælledparken i København hvert år i august. I nogle år stillede Bispebjerg-Brønshøj Provsti, hvor jeg arbejdede før jeg kom til Bornholm, med et eller flere hold bestående af præster, kirketjenere, sognemedhjælpere, menighedsrådsmedlemmer og andet godtfolk, og det var et af årets højdepunkter for mig at være opleve stemningen og at løbe rundt på den 5 kilometer lange rute på kryds og tværs af Fælledparken sammen med tusinder af andre, mens andre tusinder af mennesker stod langs ruten og heppede – og så hænge ud og hygge med kollegerne bagefter. Der var bare lige det ved det at det kan være svært at løbe 5 kilometer uden pause hvis man er i alt for dårlig form, og derfor plejede jeg at løbetræne hen over foråret og sommeren, også fordi det er sjovere at overhale end at blive overhalet af på turen gennem Fælledparken. Også dengang var der morgener hvor jeg ikke havde spor lyst til at snøre løbeskoene, men så mindede jeg mig selv om belønningen der ventede i slutningen af august, og det gjorde underværker for min motivation. Man kan sige at jeg havde en ”gulerod”.
Brugen af ordet ”gulerod” i betydningen en forventet belønning der bruges som motivation, går vist tilbage til en tegning fra 1800-tallet af et væddeløb mellem to æselryttere. Den ene pisker sit stakkels æsel med en slåengren for at få det til at løbe hurtigere, mens den anden holder en stang i hånden hvorfra han lader en gulerod eller en turnip dingle foran æslet – og det er ham med guleroden der vinder væddeløbet, for ønsket om at nå frem til guleroden ansporer åbenbart et æsel mere end ønsket om at undslippe pisken. Det er naturligvis lidt snyd, for når æslet bevæger sig fremad, bevæger guleroden sig jo med, sådan at æslet aldrig når frem til guleroden, men jeg håber da at æslet til sidst fik lov til at spise guleroden, når først det kom i mål. Det er i hvert fald på den måde udtrykket bliver brugt i dag: som betegnelse for en belønning som man rent faktisk får hvis man opfylder bestemte betingelser.
Grunden til at gulerodsmetaforen er blevet så populær, er nok at vi mennesker – meget naturligt, kan man sige – generelt foretrækker det behagelige frem for det ubehagelige, så hvis vi skal give os i kast med noget der ikke umiddelbart er behageligt, kræver det at vi har en forventning om at der i det mindste kommer noget behageligt ud af det. Det kan være at man vågner en mørk vintermorgen og bare ikke har lyst til at tage på arbejde (hvis man nu ikke er så heldig at være præst), men vælger at gøre det alligevel fordi man får en belønning i form af – ja, løn; eller det kan være at man tager kontakt til en person som man skylder en undskyldning, selvom det er helt vildt ubehageligt at indrømme at man har opført sig som idiot, men forhåbentlig venter der en belønning i form af et genoprettet venskab.
Det at leve som kristen i verden er heller ikke altid behageligt. Nu til dags kan man ellers finde bøger og prædikanter der vil prøve at bilde mennesker ind at hvis bare du tager imod Jesus, så vil du aldrig mere have problemer med dit helbred, din økonomi, din karriere, dine relationer eller noget som helst andet, i hvert fald ikke hvis du for alvor lærer troens hemmeligheder at kende og indser hvilke rettigheder Gud har givet dig, eller noget i den stil. Men det er ikke en bibelsk forkyndelse. Ingen steder i Det Nye Testamente lover Jesus eller apostlene noget som helst om at den der tager imod deres budskab, får et let og behageligt liv i denne verden; tværtimod finder vi skriftsteder som ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige” (ApG 14,22), ”glæd jer, når I deler Kristi lidelser” (1 Pet 4,13) og ”vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham” (Rom 8,16-17). ”Guleroden” er naturligvis løftet om at vi vil blive rigeligt kompenseret i den kommende verden, og at vi allerede i denne verden vil opleve den velsignelse det er at leve som Guds frie børn under hans nåde, og uden den ”gulerod” ville det nok kun være de allermest uselviske helgener der ville kaste sig ud i at følge Jesus.
På den baggrund er det unægtelig nogle overraskende ord vi hører Jesus sige i dagens tekst: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” Altså, hvis det er sådan det er, hvad har vi så ud af at leve for Gud. Hvor blev guleroden af?
Jeg tror guleroden ligger gemt i det gode gamle evangelium om syndernes forladelse! Et af de steder hvor det udtrykkes allermest klart, er i Efeserbrevet kapitel 2 vers 8-10 hvor der står: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Det evige liv er altså ikke noget Gud giver os som belønning for noget vi har gjort, men som en gratis gave fordi han er barmhjertig. De gode gerninger som Gud vil have os til at gøre, er noget der kommer bagefter, og som hverken gør fra eller til i forhold til lønnen. Jeg tror også det er derfor at de der har udvalgt teksterne til Folkekirkens tekstrækker, har sammensat teksterne til i dag på den måde de har, for de to første tekster taler begge to om at Gud lønner mennesker, men i begge tilfælde er det tro der bliver belønnet, ikke gerninger. Abraham er en af de allervigtigste skikkelser i Bibelen (og i øvrigt også i Koranen), men Bibelen fortæller faktisk ikke noget om at han skulle have gjort specielt mange gode og selvopofrende gerninger, specielt ikke forud for at Gud udvalgte ham, men egentlig heller ikke bagefter. (I Koranen er det vist lidt anderledes). Nej, dén ene ting som Bibelen roser Abraham for, er hans tro – det at han tog Gud på ordet og rejste til et fremmed land i tillid til Guds løfte. Det Abraham blev belønnet for, var at han satte sit liv ind på at Gud var troværdig.
Det samme gælder Enok, der nævnes i læsningen fra Hebræerbrevet. Det Gamle Testamente fortæller os ikke ret meget om Enok; kun disse få sætninger (og for en ordens skyld må jeg hellere nævne at Enok levede før syndfloden, dengang de fleste opnåede nogle tårnhøje levealdre, i særdeleshed Enoks søn Metusalem, der blev hele 969 år gammel): ”Da Jered havde levet 162 år, fik han Enok. Efter at Jered havde fået Enok, levede han i 800 år og fik sønner og døtre. Jered levede i alt 962 år, så døde han. Da Enok havde levet 65 år, fik han Metusalem. Efter at Enok havde fået Metusalem, vandrede han i 300 år med Gud og fik sønner og døtre. Enok levede i alt 365 år. Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,18-24). Hvad det betød at Enok ”vandrede med Gud”, er ikke nemt at sige, men Hebræerbrevets forfatter lader os i hvert fald vide at det hang sammen med at han havde en tro på at Gud ”er til og lønner dem, som søger ham”. Den ”gulerod” som Gud har til os, får vi altså for vores tro, ikke for vores gode og selvopofrende gerninger.
Dertil kommer at vi slet ikke er i stand til at gøre nogen gerning som ville sætte Gud i gæld til os på nogen måde. Alt hvad vi har, har Gud givet os, inklusiv selve vores liv, så lige fra vi bliver født, står vi i en uendelig gæld til ham. Uanset hvor meget vi gør for Gud, kan han stadig med rette kræve mere af os; det er derfor Jesus siger at vores indstilling skal være: ”vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre”. Men de gode nyheder er altså at alt det som vi aldrig nogensinde ville kunne gøre os fortjent til, det giver Gud os helt gratis! Selvom vi kun er unyttige tjenere, kalder Gud os sine børn og lover os en umådeligt rig arv, nemlig den arv som tilkommer hans enbårne Søn, Jesus. Den arv vandt Jesus til os da han gik i døden for os for at vi skulle leve med ham, og hvis vi ligesom Abraham er villige til at sætte livet ind på at Gud holder sit ord, vil vores løn blive lige så stor som hans, selvom vi intet fortjener. Derfor kan vi også roligt møde alt hvad denne verden måtte byde på af trængsler og give os helhjertet hen til at tjene Gud og vores medmennesker. For ganske vist bliver vi ikke belønnet efter hvor meget vi udretter, men netop derfor er vores ”gulerod” sikret hinsides enhver tvivl. Så snør dine åndelige løbesko, og glæd dig til den belønning der venter når løbet er fuldført, uanset hvor mange gange du bliver overhalet undervejs!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments