Prædiken til 22. søndag efter trinitatis 2020

Posted By on 10. november 2020

Den største i Himmeriget og det vildfarne får: Rør ikke bjørnens unger!

Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 22. søndag efter trinitatis 2020

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En nyfødt bjørneunge vejer mindre end 500 gram. I betragtning af at en voksen hunbjørn vejer omkring 150 kg, og en voksen han kan veje op til det dobbelte, er det ret vildt at ungerne er så små – faktisk er der ingen andre pattedyr hvis nyfødte unger er så små i forhold til de voksne. Fordi bjørneungerne er så små, er de meget sårbare, og derfor tillader deres mor ikke nogen at komme i nærheden af dem. Af samme grund skal man holde sig langt væk fra bjørne der har unger, for mens en bjørn der lever alene, som regel vælger at flygte hvis den føler sig truet af mennesker, vil en bjørn med unger vælge at blive og kæmpe for at beskytte de små. På det punkt er bjørnemødre nok i øvrigt ikke så forskellige igen fra menneskemødre, for de er som regel også villige til at gøre hvad som helst for at beskytte deres børn.

                      Det er menneskefædre forhåbentlig også, kan man tilføje. Jeg håber i hvert fald personligt at det bliver over mit lig hvis nogen gør min søn fortræd. Men måske er der alligevel et helt særligt bånd mellem mødre og deres børn som vi fædre ikke helt har indblik i? Det ved jeg i sagens natur ikke noget om, og hvis man skulle kunne svare endegyldigt på det, ville det jo næsten kræve at man havde prøvet begge dele. Jeg er dog tilbøjelig til at tro at det at have båret et barn ”under sit hjerte”, som der stod i 1931-oversættelsen af Esajas’ Bog, har en betydning som ikke må undervurderes, og jeg vil heller ikke udelukke at selv en kvinde der ikke selv har prøvet at føde et barn, har adgang til en lignende resurse. En adoptivmor som jeg spurgte, sagde i hvert fald at selvom hun ikke har båret sine børn under sit hjerte, så bærer hun dem i sit hjerte, og derfor føler hun sig lige så inkluderet i ordene fra Esajas som hvis hun selv havde født sine børn.

                      Som bekendt er der i løbet af de seneste årtier kommet meget mere ligestilling i børnepasningen, i hvert fald her i landet, og det har også medført et stærkere følelsesmæssigt bånd mellem fædre og børn. Og hvem ved, måske vil det efterhånden vise sig at der på det punkt alligevel ikke er nogen nævneværdig forskel på mænd og kvinder? I den mellemøstlige kultur på Esajas’ tid så det imidlertid ganske anderledes ud: Her var barneplejen eksklusivt kvindernes gebet, mens en far var en lidt fjernere figur der selvfølgelig elskede sine børn, men ikke var forbundet med den samme inderlige, hjertelige omsorg. Og jeg tror det er derfor Gud her i Esajasteksten vælger at sammenligne sig med en mor, fordi det er den eneste måde han kan få israelitterne til at forstå det han prøver at fortælle dem.

                      Gud bliver jo ellers langt oftere kaldt for en far end en mor, ikke kun i Det Gamle Testamente, men også i Det Nye og i trosbekendelsen, og derfor også i Den Danske Salmebog. Det er der mange gode grunde til, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i dag, men et minus ved det er at selv vi i dag – og selvfølgelig i endnu højere grad Bibelens første læsere – let kommer til at opfatte Gud som fjern. Det gjorde i hvert fald israelitterne på Esajas’ tid, som sagde: ”Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!” Men som den eminente forfatter, bibellærer og samtidsanalytiker Leif Andersen fra Menighedsfakultetet har påpeget, så er det interessant nok sådan at hver gang Bibelen omtaler Gud som en far, så beskrives han med egenskaber som man i datiden forbandt med en mor!

                      Hvordan opfatter du Gud? Er han en fjern far, som måske nok elsker dig, men som også har andet at tænke på? Måske endda en streng og vred far, som risikerer at verfe dig irriteret væk hvis du kravler op på hans knæ, især hvis du ikke har opført dig helt som du skulle? Eller måske en rar gammel bedstefar-type der ikke gør en kat fortræd, men som også er blevet for gammel til at være til nogen reel hjælp i hverdagen? Eller er han en som du trygt kan og vil klamre dig til når det brænder på, fordi du stoler på at han er stærk nok til at hjælpe dig og så omsorgsfuld at det har første prioritet for ham at du bliver hjulpet?

                      Israelitterne på Esajas’ tid mente som sagt at Gud havde svigtet og glemt dem, og det var egentlig ikke så mærkeligt, for Jerusalem var lagt i ruiner, og folket var ført i eksil til Babylon. Eller rettere: De oprindelige modtagere af Esajas’ ord levede i eksil i Babylon på et tidspunkt hvor Jerusalem lå i ruiner. Esajas selv døde hele 100 år før Jerusalems ødelæggelse, og derfor er der mange der mener at anden halvdel af den bog der bærer hans navn, ikke er skrevet af ham selv, men af en anden profet som levede 150 år senere. Der er nemlig meget detaljerede beskrivelser af hvad der foregik på det tidspunkt, og navnet på perserkongen Kyros nævnes endda flere gange selvom han først blev født mere end 80 år efter Esajas’ død. Omvendt er der selvfølgelig ikke noget der udelukker at Gud kan have givet Esajas nogle præcise profetiske ord der omhandlede en relativt fjern fremtid, og bedt ham om at skrive dem ned så de kunne blive gemt til de rette modtagere – og så vidt jeg ved, kendes der i hvert fald ikke nogen manuskripter hvor de to dele af bogen optræder hver for sig.

                      Nå, uanset hvornår bogen er skrevet, så blev den i hvert fald læst af mennesker der levede i landflygtighed. Gud havde ellers lovet at han altid ville beskytte folket mod deres fjender, og i særdeleshed at han ville passe på Jerusalem, hvor hans tempel stod. Men der var en betingelse, nemlig at israelitterne skulle holde sig til ham og ikke tilbede afguder, og at de i øvrigt skulle overholde Guds bud om alt lige fra braklægning af landbrugsjord til omsorg for de fattige – og det havde de ikke gjort. Faktisk står der følgende i Femte Mosebog om hvad israelitterne kunne forvente hvos de ikke fulgte Guds bud: ”Herren skal rejse et folk imod dig; fra jordens ende kommer det, ligesom ørnen, der slår ned, et folk, hvis sprog du ikke forstår, et folk med hårde ansigter, som ikke tager hensyn til gamle og ikke viser barmhjertighed mod unge. Det skal æde frugten af dit kvæg og frugten af din jord, til du er tilintetgjort; det skal ikke levne dig noget korn, vin eller olie, ej heller dine oksers afkom eller dine fårs tillæg, til det har fået dig udryddet. Det skal belejre dig i alle dine byer. indtil dine høje, stejle mure, som du satte din lid til, er faldet i hele dit land” (5 Mos 28,49-52a). Så i virkeligheden er det nok ikke så mærkeligt at de mente at Gud havde glemt dem – og hvis de var ærlige nok, ville de kunne tilføje at det var helt og aldeles deres egen skyld fordi de og deres forfædre havde blæst på deres del af aftalen. Bjørnens unger var så at sige stukket af fra deres mor.

                      Men her er det så at Esajas kommer på banen med sin revolutionerende sammenligning af Gud med en mor! Og sin måske lige så revolutionerende sammenligning af Israel med et brystbarn. For sådan har de næppe opfattet sig selv – og sådan plejer vi andre vel heller ikke at opfatte os selv. Vi er da voksne, ansvarlige mennesker, ikke sandt? Jo, sammenlignet med vores medmennesker er vi. Men sammenlignet med Gud er vi hjælpeløse som spædbørn. Forskellen på os og Gud er endnu større end forskellen på en 500 grams bjørneunge og dens 150 kg tunge mor. Selvom israelitterne ikke havde gjort som Gud sagde, og derfor var havnet i vanskeligheder, så havde Gud ikke glemt dem, for Guds omsorg for dem – og for os – er lige så stor som en mors omsorg for sit lille barn. Ja, den er endnu større, for Gud tilføjer jo: ”Selvom de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” Det sker at en nybagt mor bliver ramt af en fødselsdepression eller lignende, men Gud glemmer aldrig sine børn. ”Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,” tilføjer han. Jeg bruger selv ind imellem at skrive noget i min hånd hvis jeg vil være sikker på ikke at glemme det, for vores hænder ser vi jo hele tiden på. Gud har ganske vist ikke en fysisk krop med fysiske hænder som han sidder og kigger på, men billedsproget er tydeligt nok.

                      Eller rettere: Gud havde ikke en fysisk krop med fysiske hænder dengang. Men siden da er der som bekendt sket noget. Noget meget vigtigt – jeg vil ikke tøve med at kalde det det største og vigtigste der nogensinde er sket: Guds Søn blev menneske. ”Han sig vort kød vil tage på og blandt os gå, det nyt er uden lige!” synger vi i en af vores salmer – og med rette. Men desværre tror jeg vi har det med at glemme hvor enestående det er. Hvorom alting er: Siden det enestående mirakel i Betlehem som vi hvert år fejrer med gaver og pyntede træer og god mad og hvad ved jeg – siden dengang har Gud en fysisk krop med fysiske hænder som han kan kigge på. Og hvad ser han når han kigger på sine hænder? (kunstpause) Hvad ser han? Naglemærker! Jesus gik til korset for at redde os fra de problemer vi har gerådet ud i fordi vi ikke har gjort som Gud sagde – så stor er hans omsorg for os! Det gjorde han fordi hans hengivenhed for os er som en moders – enten den moder så er menneske eller bjørn. Og ligesom moderen var han villig til at give sit eget liv for at forsvare os.

                      Det er i det lys vi skal forstå det voldsomme sprog i dagens evangelietekst, hvor der tales om at hugge hænder og fødder af eller blive kastet i havet med en møllesten om halsen. Hele det afsnit slutter med sætningen: ”For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte”, hvorefter vi får den vidunderlige beretning om hyrden der forlader 99 får for at søge efter det ene får der er forsvundet: Ingen må mangle! Det er af afgørende vigtighed for Gud at ingen går fortabt – præcis som det er af afgørende vigtighed for enhver mor eller far på jorden at ingen af deres børn kommer noget til. Derfor siger Jesus også at ingen må ringeagte nogen af ”disse små”, og hvis nogen gør nogen af Guds små fortræd, ville det være bedre for vedkommende at blive smidt i havet med en møllesten om halsen end at skulle stå ansigt til ansigt med ”bjørnemor”. (Vittige hoveder har i øvrigt bemærket at sådan en rund møllesten med sine riller fra midten og ud til kanten har en vis designmæssig lighed med en præstekrave).

                      Med hensyn til det at hugge hænder og fødder af og rive øjne ud, så er det for det første vigtigt at lægge mærke til at det ikke skal forstås bogstaveligt! Hvordan kan jeg være sikker på det? Det kan jeg fordi ingen af apostlene eller af de første kristne i øvrigt nogensinde lemlæstede sig selv. Der er tale om en sproglig figur der kaldes en hyperbel, som svarer til hvad vi på dansk ville kalde ”overdrivelse fremmer forståelsen”. Hvis min kære hustru for eksempel siger at hun har tusind ting hun skal nå, så ved både hun og jeg godt at det blot betyder at hun har mange ting hun skal nå, og at det reelle tal nok er tættere på ti end på tusind. Betyder det så at hun lyver når hun siger tusind? Nej, for hun ved godt at jeg godt ved at ordet ”tusind” ikke skal tages bogstaveligt i den sammenhæng. På samme måde vidste Jesus godt at hans disciple godt vidste at det med at hugge hænder af og rive øjne ud ikke skulle tages bogstaveligt i sammenhængen, Men hvad betyder det så? Det betyder at det at få del i det evige liv må være vores absolutte førsteprioritet og have større vigtighed for os end noget som helst i denne verden – illustreret ved hænder og fødder og øjne som en tænkt, absurd ekstrem. Og grunden til at det er så vigtigt for Jesus at fortælle os det, er at det er hans absolutte førsteprioritet at ingen af os går fortabt. Det var derfor han var villig til at ofre ikke bare en hånd eller en fod eller et øje, men sit liv. Og hver gang han nu kigger på sine naglemærkede hænder, bliver han mindet om hvor høj en pris han har betalt for dig og mig. Derfor kan han i hvert fald aldrig glemme os nu! Og når han har betalt så høj en pris for os, så vil han selvfølgelig også gøre alt hvad han overhovedet kan, for at passe på os! Derfor vil jeg slutte min prædiken på samme måde som jeg begyndte den, med billedet af bjørnemoderen der ser rødt hvis nogen så meget som tænker på at krumme et hår på hendes ungers hoved. vigtig er du for Gud! Og hvis du føler at du billedligt talt lever i landflygtighed og at Gud har glemt dig, så husk på hvad han ser når han kigger på sine hænder, og spørg dig selv hvordan han nogensinde skulle kunne glemme.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.