Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Discipelskabets pris: Regn med at blive hadet
Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter trinitatis 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
Ja, det er så en af de søndage hvor jeg er nødt til at indlede prædikenen med at udrede en misforståelse. Det havde unægtelig været lettere hvis de der lavede tekstrækkerne, havde valgt først at lade dagens evangelietekst begynde i vers 27 i stedet for vers 25 så vi var sluppet for det med at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv. Men på den anden side er det vel fint nok at vi ikke viger uden om de vanskelige steder i Bibelen. De af jer der læser i Bibelen på egen hånd – hvilket jeg helt klart vil anbefale alle at gøre – er jo sikkert stødt på det alligevel. Og det skulle ikke undre mig om I ikke alene er stødt på det, men også har stødt jer på det! I forhold til hvad kristendommens budskab ellers drejer sig om, lyder det jo dybt forargeligt at Jesus ligefrem befaler os at hade mennesker, for kristendommen drejer sig jo ellers om at elske sin næste, eller hvad? Buddet ”Du skal elske din næste som dig selv” er i hvert fald noget som rigtig mange mennesker vil nævne som noget af det første hvis de bliver spurgt hvad kristendommens budskab er, og Jesus selv erklærede da også at det er et af de to vigtigste af alle Guds bud. [Matt 22,39]
Jeg har i øvrigt tit undret mig over hvorfor næstekærlighedsbuddet er så populært hos så mange mennesker, for det er jo ikke fordi det ligefrem er let at overholde – især ikke hvis man inkluderer sine fjender i kategorien ”næste”, sådan som Jesus gjorde. Helt ærligt, hvor mange mennesker findes der mon som går rundt og synes at deres fjender bare er dejlige? Det tror jeg ikke der er nogen der gør – men det er faktisk heller ikke det der ligger i buddet. I bibelsk forstand handler kærlighed ikke først og fremmest om vores følelser, men om vores handlinger: Vi skal gøre godt mod alle mennesker, uanset om de handler godt eller ondt mod os. Det er også udfordrende nok – men det er i det mindste noget vi i teorien kan vælge. Vi bestemmer ikke over vores følelser, men vi bestemmer over vores handlinger.
På samme måde handler ordet ”hade” heller ikke om følelser, men om handlinger: Hvor ”elske” betyder at ”handle til fordel for”, så betyder ”hade” at ”handle til ulempe for”. Så langt, så godt – spørgsmålet er bare om det Jesus siger, bliver mere acceptabelt af den grund. For det kan vel ikke være meningen at man skal behandle sin familie dårligt hvis man vil være discipel af Jesus?
Nej, selvfølgelig er det ikke meningen. Vores familie er jo i den grad også vores næste; ja, de er vores allernærmeste næste! Så når vi generelt skal handle til gavn for andre mennesker og tage os af deres behov, skal vi naturligvis i særdeleshed tage os af vores families behov. Faktisk siger Paulus det i Første Timotheusbrev [5,8] så skarpt at den ”som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro”.
Men hvad mener Jesus så med at man skal ”hade” sin familie og sit liv for at kunne være hans discipel? Det tror jeg at vi kan finde en forklaring på hvis vi læser hele teksten. Det næste han siger efter at have sagt det med at hade, er jo at man skal bære sit kors og gå i hans spor. Hvad vil det sige at bære sit kors? Tja, ifølge Den Danske Ordbog handler det om ”modgang og plage som gør livet svært, men som man tålmodigt må finde sig i”. Og det kan man ikke bebrejde Den Danske Ordbog, for dens opgave er at beskrive hvordan sproget bruges, ikke at belære om hvordan det bør bruges, og forklaringen stemmer i hvert fald godt overens med hvordan de fleste forstår udtrykket. Men det ændrer ikke på at det er en total misforståelse. Det kors som Jesus bar, var ikke en plage der gjorde hans liv svært; det var et henrettelsesinstrument som gjorde hans liv forbi! De eneste mennesker i Jesu samtid der bar kors, var dødsdømte fanger på vej til retterstedet. At bære sit kors og følge i Jesu spor, betyder altså ikke bare at vi skal være villige til at acceptere et vist mål af modgang og plage, men at vi skal give totalt afkald på vores liv. Som Paulus udtrykker det et sted: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” [Gal 2,19-20]. At være Jesu discipel – eller som vi plejer at kalde det: at være kristen – er ikke bare at have fået en ny fritidsinteresse eller et nyt sæt holdninger til visse ting; det er at have fået en helt ny identitet – og dermed skrottet den gamle. Da vi blev døbt, blev vi symbolsk begravet sammen med Jesus for at leve for ham og ikke for os selv. For mange af de første disciple betød det at vinke farvel til deres bopæl og deres erhverv, og det kalder Gud stadig nogle mennesker til at gøre, men selv vi der i det ydre lever relativt almindelige liv, er stadig kaldet til at lade os styre af nogle helt andre prioriteter. Vi skal, som Jesus udtrykte det, ”give afkald på alt vores eget”, dvs. vi skal ikke betragte vores jordiske ejendele som noget vi selv kan disponere over, sådan som det nu passer os, men som noget der tilhører Jesus, og som han kan disponere over. Og det gælder ikke kun vores ejendele, men hele vores liv: Det er Jesus der bestemmer!
Så langt, så godt – men hvorfor siger han at vi skal ”hade” vores familie? Det gør han fordi der kun kan være én kaptajn på et skib. Det betyder at hvis det er Jesus der bestemmer, så er det ikke din ægtefælle eller dine forældre eller dine børn eller dine søskende. Du skal ganske vist sætte de andres ønsker højere end dine egne, men allerøverst skal du sætte Jesus. Og der kan forekomme situationer hvor det som forældrene eller ægtefællen ønsker, er noget andet end det Jesus ønsker. I vore dage sker det ikke mindst i samfund der er meget præget af en ærestankegang, og hvor familieidentitet og religiøs identitet hænger tæt sammen. Mange kristne med eksempelvis muslimsk eller hinduistisk baggrund oplever at deres tro får den pris at deres forældre og søskende slår hånden af dem og måske endda tæver dem eller truer dem på livet. Og hvad der er om muligt er endnu værre: Både mænd og kvinder har oplevet at deres ægtefælle – den person som ellers havde gjort sig selv til ét kød med dem og lovet at elske og ære dem til døden – har forladt dem efter at de har forladt deres gamle religion for at følge Jesus. Er der børn i ægteskabet, siger lovene i flere lande at man fortaber både forældremyndighed og samværsret hvis man forlader sin religion. Dén pris må man mange steder være parat til at betale hvis man ønsker at følge Jesus. Jeg har svært ved at forestille mig en højere pris. Læg dertil at hele lokalsamfundet typisk vil placere skylden for bruddet hos den der er blevet kristen, og vil beskylde vedkommende for rent faktisk at hade familien – uden at have andet at have beskyldningen i end selve det at man har valgt at følge Jesus. Begynder det at give mening hvorfor Jesus sagde som han gjorde? Det handler om hvilke omkostninger man er parat til at acceptere – om man vil betale den pris det kan komme til at koste at ”bygge tårnet færdigt”. Og selvom vores kultur i dagens Danmark er anderledes end den er i mere traditionelle samfund, kan det også her til lands have familiemæssige omkostninger at vælge at følge Jesus. Jeg kender i hvert fald mindst én pæredansk mand hvis lige så pæredanske kone forlod ham da han blev kristen og hun ikke gjorde. Det kan også tænkes at et ægteskab kan blive sat under pres af at den ene part begynder at sige nej til nogle ting som parret plejer at gøre, men som ikke kan forenes med en kristen livsstil, så som swingerfester eller sort arbejde.
MEN – og det er et meget vigtigt men – initiativet til bruddet må ikke komme fra den kristne part! Jeg har hørt livshistorier der rummer et afsnit hvor en person bliver kristen og derefter vælger at forlade sin ægtefælle fordi de ikke længere har så meget til fælles, og som måske endda har påberåbt sig den evangelietekst vi er samlet om i dag. Men det er slet ikke muligt at fortolke teksten på den måde. Hvis du forlader din ægtefælle fordi I ikke har så meget til fælles mere, så er det ikke en ”omkostning” ved at følge Jesus; det er tværtimod din egen bekvemmelighed der prøver at finde en undskyldning for at slippe for den omkostning som det er at skulle vise betingelsesløs kærlighed til en ægtefælle der ikke deler din tro. Faktisk skriver Paulus sort på hvidt i Første Korintherbrev: ”Hvis en troende mand er gift med en ikke-troende kvinde, som gerne vil blive hos ham, så må han ikke gå fra hende. Og hvis en troende kvinde har en mand, der ikke er troende, men som er villig til at blive sammen med hende, så må hun ikke gå fra ham.” [7,12b-13, BPH] Og på samme måde med forholdet til dine forældre og din øvrige familie – en kristen må ikke slå hånden af sine nærmeste i protest mod deres verdslighed, eller hvad det nu måtte være, men skal tværtimod elske dem så meget desto mere, blot uden at gøre noget som har Jesu ord imod sig.
Nå, alt det var egentlig en gratis omgang for mig at stå og sige, eftersom jeg selv er så privilegeret at såvel min hustru som mine forældre og søskende har samme ønske om at følge Jesus som jeg selv har. Faktisk lovede Signe og jeg hinanden, dengang vi blev gift, at vi altid hver især ville sætte den anden på andenpladsen i vores liv – foran os selv, men efter Jesus. Og selvom det ikke altid er nemt at holde sådan et løfte – jeg må nok tilstå at jeg alt for tit har sat mig selv på førstepladsen, og så har Jesus og Signe måttet slås om andenpladsen – så vil jeg fastholde at det er den prioritering der er det bedste udgangspunkt for et ægteskab. Jeg har ganske vist mødt mennesker – især unge mennesker – som forfærdet har erklæret at de ikke ville kunne leve med at være henvist til andenpladsen i deres ægtefælles liv. Og når man lytter til den gennemsnitlige kærlighedssang, så handler den da også typisk om hvordan ens elskede er ens ét og alt og det eneste man lever for. Men det bliver ikke noget sundt forhold hvis man forguder sin partner på den måde, for der er ikke noget menneske der i længden kan holde til at stå på sådan en piedestal. Det kunne jeg sige meget mere om, men tiden flyver, så jeg vil nøjes med at sige at hvis ikke jeg behandler min kone mindst lige så godt som en ægtemand der ikke har Jesus på førstepladsen, ville gøre, så er min kristendom ikke meget værd.
Hvad jeg til gengæld vil sige lidt om her til sidst, er hvad der ellers kan være af omkostninger ved at følge Jesus. Hvad kan der være som vi må give afkald på, hvis Gud viser os så stor nåde at vi får lov til at beholde både hus og hjem og familie uden at vores tro lider skibbrud af den grund? Tja – nogle gange kan jeg faktisk blive helt anfægtet af hvor lidt min tro koster mig i det daglige. Men en ting som jeg har tænkt på på det seneste, er at der er visse omkostninger som vi er nødt til at påføre os selv hvis vi virkelig vil leve som Jesu disciple. Og det har at gøre med den gode gamle dyd der kaldes sagtmodighed. Efterhånden bliver ordet ”sagtmodig” vel nærmest bare opfattet som et gammeldags ord for ”slukøret”, ”spagfærdig” eller ”forskræmt”, men når ordet forekommer i Bibelen, er det ikke sådan vi skal forstå det. Der er jo endda et sted hvor Jesus siger om sig selv at han er sagtmodig [Matt 11,29], og ham er der næppe mange der ville opfatte som slukøret, spagfærdig og forskræmt! Nej, at være sagtmodig betyder at man finder sig i ydmygelser uden at tage til genmæle på egne vegne. Det er svært, synes jeg! Når man som jeg af og til stikker næsen frem i diverse debatter, så får man nogle hak i selvsamme næse, og det er ikke alle debattører der formår at holde en saglig tone, så jeg har prøvet at få hæftet diverse fornærmende skældsord på mig i tidens løb, og endnu hyppigere at få skudt skumle motiver i skoene. Og nøj, hvor er det svært ikke at blive vred og råbe ”Det kan du selv være!” Og endnu sværere falder det mig at lade være med at gøre mig store anstrengelser for at overbevise den anden om at jeg skam har de ædleste motiver for at skrive og mene som jeg gør. Men det er en forkert måde at bruge min energi på. Som discipel af Jesus skal jeg jo betragte mig selv som død, hvilket vil sige at det dybest set er revnende ligegyldigt hvad mennesker mener om mig, så længe jeg ikke med rette kan beskyldes for noget. Ja, Jesus siger jo endda i de berømte saligprisninger i Bjergprædikenen: ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.” [Matt 5,11] Den omkostning som det er at modstå fristelsen til at blive vred over at blive hånet eller løjet ondt på, den synes jeg det er svært at påføre mig selv – men det hører med til at være en discipel af Jesus. Og skulle det ske at jeg engang når i mål med det, så er der med garanti noget andet jeg kan tage fat på. Det at følge i Jesu fodspor er en vandring der varer hele livet.
Hvor fører din vandring med Jesus dig hen for tiden? Det vil vi tage et øjeblik til eftertanke over når jeg har sagt:
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments