Prædiken til 2. juledag 2022
Posted By admin on 30. december 2022
Sankt Stefans dag: Lad verden mig alting betage
Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
I går var det juledag, Kristi fødsels dag, hvor vi fejrede at Guds søn steg ned og lod sig føde som et menneske for at frelse os. Vi hørte om at det folk der vandrer i mørket, skal se et stort lys, og at freden er uden ophør. I Sct. Klemens Kirke sang vi om at ”Gud selv blev menneskets lys”, vi sang ”o salig stund, og klare nat, da du blev født, vor sjæleskat” og ”Hil dig, du, som fred os bringer”, og i alle de andre kirker hvor der var gudstjeneste i går, er der sikkert blevet sunget noget lignende.
I dag er det så 2. juledag, og nu er det så pludselig noget helt andet vi hører om: Vi hørte beretningen om dengang Stefanus blev stenet fordi han prædikede om Jesus, og i evangelielæsningen har vi nu netop hørt Jesus forudsige hvordan dem han vil sende i sit navn, vil blive forfulgt, nogle vil blive pisket, og nogle vil endda blive korsfæstet. Det var ikke længe vi fik lov til at beholde julehyggen!
Men ved nærmere eftertanke er kontrasten mellem juledags og 2. juledags budskab måske ikke så stor alligevel. Juleevangeliet er jo ikke kun en jublende proklamation af at frelseren er født, og nu er alt godt; det er også beretningen om hvordan Jesus gav afkald på sin himmelske herlighed og fornedrede sig ud over alle grænser, og derfor sang vi også: ”Velkommen fra din himmelsal til denne verdens tåredal, hvor man dig intet andet bød end stald og krybbe, kors og død.” For Jesus drog jo netop ikke ind i vores verden med magt og pragt og herlighed, men i svaghed og ydmyghed som et lille barn, der oven i købet måtte tage til takke med en krybbe som sin første barneseng. Guds rige brød ind i vores verden da Jesus blev født, men det var en beskeden begyndelse, for vi mennesker kunne ikke frelses gennem magt og styrke. Det vi skulle frelses fra, var nemlig synden og døden og Djævelen, og af de tre er det kun Djævelen der måske kan siges at være en ydre fjende. Synden er det onde der er inde i os selv, og hvis Gud skulle ødelægge det med vold og magt, ville vi selv ryge med i købet. Vi kan måske sige det sådan at Guds plan ikke var at frelse verden fra de onde mennesker, men at frelse verden og os onde mennesker. Og det sker ét menneske ad gangen efterhånden som vi kommer til tro – som der står i forlængelse af pinseberetningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2: ”Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst” (vers 47). Saulus, som præsiderede over steningen af Stefanus, kom for eksempel selv til tro senere, og gennem hans missionsvirksomhed kom talrige andre til tro.
Det som vi tror på, er at Jesus af Nazaret er Kristus, Guds søn og vores Herre, og at hans død på korset ikke var et nederlag, men tværtimod den afgørende sejr over det onde, og at den der i efterfølgelse af Jesus mister sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv (jf. Joh 12,25). Det afspejler sig også i det ritual vi benytter når et menneske kommer til frelsen, nemlig dåben, som er en symbolsk begravelse af vores eget liv, efterfulgt af en symbolsk opstandelse til livet i troen på Jesus, som Paulus i Galaterbrevet udtrykker meget radikalt med ordene: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,19b-20). Så selvom Det Nye Testamente nogle steder bruger formuleringen ”at blive frelst” om det at et menneske kommer til tro på Jesus og begynder at følge ham, så er det en frelse der ikke kan ses endnu. Jo, det skulle selvfølgelig gerne kunne ses på den måde vi lever på, at vi er blevet frelst fra syndens magt, men at det onde er besejret, det kan vi ikke se. Tværtimod har mange kristne i historiens løb erfaret at det at følge Jesus medfører at man bliver hadet og forfulgt, og Paulus betragtede det ligefrem som en selvfølge, for i sit andet brev til Timotheus skrev han: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus” (2 Tim 3,12). Hvordan hænger det sammen med at vi angiveligt er blevet frelst? At være blevet ”frelst” plejer jo at betyde at man ikke længere bliver forfulgt, ikke at forfølgelsen først skal til at begynde! Men som jeg sagde før: Det som Jesus frelser os fra, er ikke først og fremmest ydre fjender, men det onde inde i os selv.
Som jeg også sagde før (hvis man ikke kan finde et klogt menneske at citere, må man jo nøjes med at citere sig selv): ”Guds rige brød ind i vores verden da Jesus blev født”. Det er sådan en sætning som vi teologer godt kan lide at sige, og som jeg egentlig ikke er sikker på om der er ret mange andre end os selv der forstår, eller om det bare er en gang teolog-lingo, men i hvert fald: ”Guds rige” er noget som Jesus taler meget om i evangelierne. Det græske ord som danske bibeloversættere har valgt at gengive med ordet ”rige”, kan også betyde ”herredømme”, og det tror jeg er en bedre oversættelse. Det er Gud der har skabt verden, men han skabte os mennesker med frihed til at vælge om vi vil leve som hans børn eller ej, og den kendte beretning om Adam og Eva fortæller hvordan vi mennesker har valgt at give det onde magt i verden, til skade for os selv og hinanden og hele skaberværket. Men julenat blev der født et syndfrit menneske, en som ikke lå under for det ondes magt sådan som vi andre gør, og dermed blev ondskabens rige udfordret på det der var blevet dets hjemmebane, nemlig vores jord. Jesus var ganske vist kun ét menneske, men netop fordi han trådte frem i ydmyghed og svaghed (i hvert fald tilsyneladende svaghed, for det skulle jo vise sig at Guds svaghed var stærkere end mennesker, som Paulus udtrykker det i Første Korintherbrev (1,25)), netop derfor kunne han købe os andre fri af syndens og dødens og Djævelens magt ved at betale med sit eget blod. Hver gang et menneske kommer til tro på Jesus, bliver vedkommende frelst fra Djævelen og kommer ind under Guds herredømme. Men det at vi hører til Guds rige (for nu at bruge det traditionelle udtryk), betyder at vi er blevet Djævelens fjender. Og desværre er der mange mennesker der tror at vi også er blevet deres fjender. Det begyndte allerede med Jesus selv, som de jødiske ledere så som en fjende fordi hans budskab fik det religiøse system som de havde klamret sig til (og som havde sikret dem magt og prestige i samfundet) til at vakle. Det fortsatte med Romerrigets til tider nådesløse forfølgelse af de første århundreders kristne fordi de ikke ville anerkende kejseren som guddommelig, hvilket truede hans absolutte greb om magten i det store rige. I det hele taget vil det altid være sådan at der hvor Jesus bliver anerkendt som Herre, vil der være nogle eksisterende magtstrukturer der bliver udfordret og derfor har det også været sådan at hver gang modige missionærer har forkyndt budskabet om hvordan Jesus kan sætte os fri fra syndens, dødens og Djævelens magt, på steder hvor det ikke havde været forkyndt før, har det vakt modstand og tit endda voldelig forfølgelse – og det gælder stadig i dag, hvor meget af forfølgelsen kommer fra muslimske ekstremister i eksempelvis Afghanistan, Somalia og Nigeria, fra hindunationalister i Indien, og fra gudløse diktaturer i lande som Nordkorea, Kina og Eritrea. Allerværst er det når kristne forfølger andre kristne, som da den katolske kirke i middelalderen brændte reformatorer som Jan Hus, Girolamo Savonarola og William Tyndale, eller som når protestantiske kristne i Putins Rusland udsættes for chikane af forskellig art. Kønt er det heller ikke just at kristne til tider har haft rollen som dem der har forfulgt tilhængere af andre religioner, ikke mindst jøder, men også hinduer, muslimer og tilhængere af stammereligioner. For den kristne tro kan jo også alt for nemt perverteres til et religiøst system der giver mennesker magt over andre, hvis vi glemmer at den tværtimod handler om at vi giver vores liv til Jesus og udelukkende søger hans ære og andre menneskers bedste.
Når vi tror på Jesus og følger ham, kan vi nemlig ikke regne med at få magt og ære og indflydelse ud af det. Til gengæld kan vi regne med at få noget der er langt bedre end det, nemlig evigt liv sammen med Gud. Guds rige, Guds herredømme, bliver nemlig engang en synlig virkelighed, og så skal vi se Gud ansigt til ansigt og erfare en ubeskrivelig lykke der aldrig får ende. Men allerede nu i denne verden lover Jesus os en ubeskrivelig lykke midt i alle de trængsler han ellers også stiller os i udsigt. Et sted i Lukasevangeliet siger han for eksempel: ”Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld” (Luk 6,22) (og Menneskesønnen er jo, som nogle af jer sikkert ved, en betegnelse som Jesus hyppigt brugte om sig selv). Den lykke som Jesus lover os, det er den lykke der kommer af at kende ham og vide sig elsket af den eneste hvis mening om os dybest set betyder noget som helst. Det er den lykke og salighed som gjorde at Stefanus og de tusinder af andre kristne martyrer efter ham har kunnet gå frimodigt i døden og endda prise sig lykkelige for at de opnåede ”martyrkronen”.
For os i den vestlige verden i dag er det meget fremmedartet at tænke på den måde, for vi har jo i den grad vænnet os til at have både magthaverne og folkestemningen med os, at vi kan finde på at jamre op om at vi bliver ”forfulgt”, blot der er nogen der siger os imod i al fredsommelighed. Langt de fleste kristne i Europa og Nordamerika har ikke den fjerneste idé om hvad det vil sige at blive forfulgt for Jesu navns skyld – eller vi har i hvert fald ikke erfaret det på egen krop. Jeg siger ”langt de fleste”, fordi der dog er undtagelser, ikke mindst blandt vores brødre og søstre med muslimsk baggrund, som selv i Vesten kan opleve forfølgelse fra tidligere trosfæller. Men de fleste af os, undertegnede i den grad inklusive, kan nok have grund til at blive en smule urolige når vi læser hvad Jesus siger senere i samme kapitel som det jeg citerede før om at vi er salige hvis vi bliver forfulgt, nemlig: ”Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter” (Luk 6,26). Vi skal selvfølgelig ikke aktivt søge at blive uvenner med nogen – tværtimod! – men vi skal til hver en tid sætte troskaben mod Jesus højere end hvad mennesker måtte mene om os og sige som vi om lidt skal synge med Brorson: ”Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste!”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments