Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2021

Posted By on 12. oktober 2021

Den lamme i Kapernaum: Gud genopbygger ruiner

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 19. søndag efter trinitatis 2021

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Inden Martin Bentsen blev smidt ud af tredje klasse på Mellervangskolen i Aalborg, havde han allerede tre gange fundet sin mor, der havde forsøgt at tage livet af sig selv. Moren lagde aldrig skjul på, at hun mente, han var årsag til selvmordsforsøgene. Hun var 16 år, da hun blev gravid med Martin, og han var kun få måneder gammel, da hun tabte ham på gulvet. Da han kom hjem fra sygehuset, havde hans bedsteforældre fået plejetilladelse. Hans mor evnede ikke at tage sig af ham, og hun blev senere indlagt på grund af psykisk sygdom.” Sådan begynder en artikel som man kunne læse i Herning Folkeblad den 28. juli 2020. Selvom Martins mormor forgudede ham, havde han det ikke godt i skolen. Allerede i tredje klasse blev han som sagt smidt ud af skolen og kom i stedet til en specialkostskole for adfærdsvanskelige børn, og i femte klasse gik turen videre til en døgninstitution i Frederikshavn der havde, hvad artiklen i Herning Folkeblad med typisk jysk underdrivelse kalder ”en noget alternativ pædagogik”. Jeg citerer igen fra artiklen: ”En gang om ugen var der værelseseftersyn, og hvis der var støv på fodlisterne, var der stuearrest og ingen mad. Når Martin havde lavet ballade, kunne han blive beordret til at stå i en stue og kigge på et ur, indtil han indrømmede, og når en elev brød skolens regler, skulle hele flokken blive siddende i spisesalen i timevis. På en tur til Norge var de nogle stykker der stjal penge fra en af pædagogerne. Da det blev opdaget, blev alle elever sendt uden for [sic] og skulle stå i sne til knæene kun iført underbukser.”

                      Personalet på døgninstitutionen endte med at konkludere at Martin var uden for pædagogisk rækkevidde, og deres afskedssalut til ham lød på at han ville komme til at sidde i fængsel resten af sit liv, hvilket man selvfølgelig aldrig skal sige til et menneske, og især ikke et ungt menneske, for den slags profetier bliver meget nemt selvopfyldende. Martin flyttede hjem til sin mor og startede på en ny skole, men efter to år blev han igen smidt ud, fordi han, som der står i artiklen, ”brugte sine gode evner i faget fysik til at sprænge nogle toiletter i luften”. Han havnede i et kriminelt miljø ”hvor det handlede om at overgå kammeraterne i at gøre ting, andre ikke, turde”, og det var Martin god til. Som han sagde til avisen: ”Hvis de smadrede to vinduer, så smadrede jeg fire, og hvis de stjal fire biler på en aften, stjal jeg otte.” Hans ”bedrifter” var ofte yderst dristige, og for at overvinde sine egne nerver brugte han blandt andet amfetamin og kokain, hvad der måske var en medvirkende årsag til at han begyndte at pande folk ned for et godt ord når han gik i byen.

                      Det gik naturligvis som det måtte gå: 15 år gammel fik Martin sin første dom for biltyveri, indbrud og vold, men den sikrede institution hvor han blev sat til at afsone, havde han ingen respekt for, så da han fik sin fjerde dom, besluttede dommeren at han skulle afsone i et rigtigt fængsel selvom han kun var 16 år gammel. Til at begynde med var han lidt bange for sine granvoksne, hærdebrede medfanger, men det varede ikke længe før både de og fængslets personale blev bange for ham, ikke mindst efter at han forsøgte at kaste en fængselsbetjent ud over et gelænder på første sal i Køge arrest. Efter at Martin som 22-årig havde tævet en medindsat med en flaske og forsøgt at bide flere betjente, fik han en behandlingsdom og påbegyndte et forløb hos en psykiater, men efter seks år måtte den ellers meget vedholdende psykiater kaste håndklædet i ringen fordi Martin var så ekstremt aggressiv og voldelig, og så blev han igen overført til et almindeligt fængsel. Efter endt afsoning fortsatte han sin voldelige løbebane uden for fængslet, hvilket blev kronet med et medlemskab af Bandidos. I rockergruppen fandt han en form for fællesskab, og der stod stor respekt om ham i det kriminelle miljø, alt imens han røg ud og ind af fængsler.

I 2012, da Martin var 32 år gammel, lå han under et fængselsophold og så Formel 1 i tv da en medfange kom og rykkede dynen af ham. Relativt uskyldigt, skulle man synes, men den lille ting fik det til at slå fuldstændig klik for ham. Han gik ud i køkkenet og satte to kander vand til at koge, hvorefter han lokkede medfangen ud i køkkenet, stak ham med en steakkniv og overhældte ham med kogende vand. Rent bortset fra at det undrer mig at man lader voldsdømte rockere have adgang til steakknive under deres afsoning, så fik overfaldet i første omgang den konsekvens at Martin blev sat i isolation i en måned.

                      Hvis man havde spurgt hvem som helst på det tidspunkt om der var noget som helst håb om at Martins liv kunne komme på ret kurs igen, så tror jeg at langt de fleste ville have svaret nej, for dels var han blevet voldsomt skadet som barn, dels havde han som voksen vist sig fuldstændig uimodtagelig over for alle former for såvel behandling som afstraffelse. Og havde man lavet en voxpop på gaden, så ville de fleste nok have sagt at der ikke er andet at gøre ved sådan et menneske end at spærre ham inde resten af hans liv (og flere ville sikkert have foreslået voldsommere foranstaltninger end det).

                      Hvorfor fortæller jeg den historie? Det gør jeg fordi jeg håber at jeg selv ville have svaret anderledes. Jeg håber virkelig at jeg ville have haft modet til at svare journalisten at Gud kan forvandle ethvert menneskes liv, uanset hvor håbløst det ser ud, og uanset hvad håbløsheden består i. I Martins tilfælde var det hård kriminalitet, misbrug og vold, men håbløshed kan også tage sig ud på en hel masse andre og meget anderledes måder.

                      I dagens evangelietekst møder vi et menneske som var lam. Hvad han helt præcis fejlede, og om han var totalt lam eller ”kun” var lam i benene, det ved vi ikke, men han kunne i hvert fald ikke bevæge sig omkring ved egen hjælp. I en tid hvor kørestolen endnu ikke var opfundet, betød det at han var afhængig af ikke færre end fire personers hjælp hvis han ville nogen steder hen. Det må siges at være en ret håbløs situation. Men heldigvis havde han fire venner som så andet og mere end håbløshed. Selvom deres ven tilsyneladende nærmest ingenting kunne, og selvom der heller ikke var noget de selv kunne gøre for at afhjælpe hans situation, så havde de tillid til at Jesus kunne, og derfor bar de deres ven hen til Jesus. Det må vi også gøre hvis vi kommer i kontakt med et menneske hvis situation virker håbløs, og fordi vi lever på den anden side af Jesu opstandelse og himmelfart, behøver vi ikke engang hanke op i en tung båre, men blot at folde hænderne. Jesus er nemlig nær overalt, og derfor kan vi gennem bøn bære et hvilket som helst menneske hen til ham, også selvom vi selv befinder os tusinder af kilometer væk fra vedkommende. Og uanset hvad det er der har lagt vedkommendes liv i ruiner, må vi have lov til at tro på at Gud er i stand til at genrejse ruinerne, for det har han gjort adskillige gange i selv de mest håbløse situationer. Han gjorde det for eksempel for Martin Bentsen!

                      På et tidspunkt hvor Martin (og nu citerer jeg igen fra artiklen) ”havde været på amfetamin igennem længere tid, blev han så paranoid, at han troede, der lå mænd på lur for at skyde ham. En ven fortalte, at der boede en kristen kvinde længere nede ad vejen, som engang havde hjulpet en anden ven, og Martin Bentsen var villig til at gøre alt for at få det bedre, så han opsøgte hende. Kvinden ville kun hjælpe ham, hvis han gav sit liv til Jesus, sagde hun. – Jeg var ligeglad, jeg skulle bare have det bedre. Så bad hun for mig, og det føltes, som om jeg fik taget en rygsæk af mine skuldre, og jeg fik det bedre. Det havde jeg ikke regnet med, siger Martin Bentsen. Kvinden fortalte også, at hun allerede kendte ham. Mange år tidligere, da han var seks-syv år, havde hun fundet ham liggende grædende i en busk, hvor han kun ønskede at dø, fordi der ikke var nogen, der elskede ham. Hun havde bedt for ham siden, fortalte hun.”

                      Martins møde som voksen med den kvinde der havde bedt for ham siden han var en lille dreng, medførte i første omgang at han begyndte at bekende sig som kristen og komme i en frikirke, men det varede ikke længe før han igen begyndte at lytte til det budskab der havde givet genlyd i ham siden pædagogen i sin tid sagde det til ham: ”Du kommer til at sidde i fængsel resten af livet!” Han følte sig ikke god nok i forhold til de andre i frikirken og gled hurtigt tilbage til sin kriminelle livsstil. Men noget må alligevel have siddet fast, for da han blev isolationsfængslet efter knivoverfaldet på medfangen, bad han om at få en bibel at læse i, og pludselig blev han forvandlet til et helt nyt menneske. Jeg ved godt at det lyder totalt urealistisk når jeg står her og siger det, at en så hårdkogt forbryder kan blive så markant forvandlet blot ved at læse i Bibelen (det lyder næsten som plottet i en lidt for letkøbt kristen roman, ikke sandt?), men jeg har mange venner der kender Martin Bentsen privat, og jeg har også selv mødt ham ved en enkelt lejlighed og hørt ham fortælle sin utrolige historie til lidt over 100 teenagere på SommerOase. Det var altså ikke sådan at jeg helt tilfældigt faldt over den artikel i Herning Folkeblad som jeg har citeret fra; jeg googlede mig bevidst til den for at være sikker på at jeg havde rigtigt styr på detaljerne i en historie som jeg allerede kendte.

                      For at gøre en lang historie kort, så forsvandt Martin Bentsens hidsighed nærmest fra den ene dag til den anden, og han bad om at komme i behandling for sit stofmisbrug. Til at begynde med troede myndighederne ikke på ham, og han fik endda afslag på at komme med i et bandeexit-program, fordi man som sagt mente at han var et håbløst tilfælde. Han blev idømt yderligere halvandet års fængsel som følge af knivoverfaldet på medfangen, men under dette fængselsophold opførte han sig så eksemplarisk at han opnåede at blive prøveløsladt i januar 2014, og denne gang faldt han ikke tilbage til den kriminelle livsstil. Det betyder ikke at han havde styr på det hele fra dag 1, men efterhånden fik han styr på sit liv og begyndte også at komme i en kirke. Han begyndte at medvirke som leder på Blå Kors’ ungdomslejre, og han holdt foredrag for unge på efterskoler og i Folkeskolens ældste klasser for at advare dem imod at komme ud i kriminalitet. Senere fandt han ud af at han ville være præst, så han begyndte at studere teologi, og artiklen i Herning Folkeblad blev faktisk skrevet i anledning af at han den 30. august 2020 blev indsat som frimenighedspræst i Herning Oasekirke. Som han siger: ”Er der håb for mig, er der håb for alle!”

                      Der kan som sagt være mange årsager til håbløshed; mange ting der kan lægge et menneskes liv i ruiner. Det kan være dårlige vaner, det kan være frygt, det kan være brudte relationer, det kan være fysiske skavanker eller noget helt syvende, men ingen af de ting medfører i sig selv håbløshed – jeg har for eksempel tidligere her fra prædikestolen nævnt den nu 71-årige Joni Eareckson Tada, der har været lammet fra halsen og ned siden hun var 17, men som har givet håb og inspiration til millioner af mennesker gennem sine bøger og foredrag, hvor hun fortæller om hvordan Gud har genrejst hendes liv – også selvom hun stadig fysisk set er lam. Men der er én ting der altid vil lamme os totalt hvis ikke Gud tager det væk, og det er vores skyld. Derfor var det udtryk for stor visdom at det første Jesus sagde til den lamme mand, var: ”Søn, dine synder tilgives dig!”, for det var de ord han havde allermest brug for at høre, ligesom det er de ord som du og jeg og ethvert andet menneske har allermest brug for at høre. I det øjeblik, da manden lå der på sin båre og stadig ikke kunne gå, men havde fået sine synders forladelse, i det øjeblik var hans håbløse situation faktisk allerede løst, og hans liv var blevet genrejst fra sine ruiner – at han efterfølgende også blev fysisk helbredt, var kun et ekstra lag glasur på kagen, så at sige.

                      Farisæerne havde i øvrigt ret i deres tavse indvending om at der ikke er andre end Gud der kan tilgive synder. Skal et menneskes liv for alvor genrejses af ruinerne, er der ikke andre end Gud selv der kan gøre det. Men de gode nyheder er at det kan han til gengæld også, uanset hvor håbløst det ser ud. Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden, og det har han fordi han selv bar al vores skyld på korset. Lad os takke ham for det.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.